Finneblod

I Svartfjorden nordpaa ved Senjen bode en Gut, som hed Eilert. Nabofolkene var Sjøfinner, og mellem deres Børn var der en liden bleg Pige, der var mærkværdig ved sit store mørke Haar og sine store Øine. De bode bag Fjeldhammeren paa den anden Side af Odden lige nede ved Sjøen og drev Fiskeri ligesom Eilerts Forældre; men deraf kom det ogsaa, at der ikke var videre Venskab mellem dem; thi den nærmeste Fiskeplads var liden, og hver vilde helst ro den alene.

Uagtet Forældrene aldrig likte det videre og tidt forbød det, sneg Eilert sig dog jevnlig ned til Finnens. De fortalte der altid Eventyr, og han fik vide underlige Ting om alt det, som var til inde paa Fjeldet, hvor Finnerne har sin Hjemstavn, og hvor der i gamle Dage bode trolkyndige Finnekonger, samt tillige om det, som var til under Havet, hvor Havmanden og Draugene har sit Rige.

Naar Eilert i Mørkningen skyndte sig hjemover Veien om Odden langs Stranden over «Tangnæsleren», turde han næppe se sig om, og Sveden kunde mangengang perle ham af Panden.

Eftersom Uvenskabet steg med Forældrene, fik de meget at udsætte paa hinanden, og Eilert hørte hjemme adskilligt ondt om Folket nede hos Finnens.

Han hørte ogsaa at det var Skam at have Finneblod i sig, og at det var, fordi Finnerne ikke var saa gode som andre Folk, at Øvrigheden gav dem deres egen afsondrede Begravelsesteig paa Kirkegaarden og deres særskilte «Finnebaaser» inde i Kirken. Dette havde Eilert set med sine egne Øine i Bergs Kirke.

Alt dette gjorde ham meget ondt, thi han kunde ikke for, at han holdt af Folkene nede hos Finnens og især af den lille Zilla, med hvem han altid var sammen. Han havde nu faat ond Samvittighed ved at lege med hende, og naar hun stirrede paa ham med de store, sorte Øine, hændte det, at han holdt paa at blive ræd – han tænkte da paa, at hun og hendes hørte til de fordømte.

Hun studsede ofte ved hans underlige Væsen mod hende, og gav sig da til at le og ærte ham.

En Dag fandt han hende siddende paa en Sten nede i Fjæren. I Fanget havde hun en E’fugl, som var skudt og nylig maatte være død, thi den var endnu varm, og hun græd bitterlig over den. Det var, hulkede hun, den samme Fugl, som hvert Aar havde havt sin Rede i deres Udhusskjul – hun kjendte den godt og viste ham en rødfarvet Fjær i dens hvide Bryst. Den var bleven truffet af ét Hagl, og der var kun kommet en eneste rød Blodsdraabe ud; den havde søgt at naa Reden, men var død underveis i Stranden. Hun græd, som om Hjertet skulde briste, og tørrede efter Finnernes ivrige Maade Ansigtet i sit Haar.

Eilert lo gutteagtigt af hende, men han var derunder baade bleg og meget overdreven i sit Væsen. Han turde ikke fortælle hende, at han den Dag bagom Næsset havde afskudt sin Faders Gevær paa maafaa efter en Fugl, som et langt Stykke ude kom svømmende indover.

En Høst var Eilerts Far fortvilet. Det viste sig Dag efter Dag ude paa Fiskepladsen, at hans Liner hang saagodtsom tomme for Fisk, mens han samtidig maatte se paa, at Finnen drog det ene rige Dræt efter det andet. I hans Stue herskede der nu dobbelt Bitterhed mod dem, og det blev tilslut en afgjort og vis Sag, at der var Finnetroldom med i Spillet.

Herimod var der kun ét Raad, nemlig at stryge Kirke gaardsmuld paa Linerne, men det turde ikke bruges, da man derved fornærmer de døde.

Eilert grublede haardt over dette; han syntes næsten, han havde Del med i den Gjerning, fordi han var saa vel kjendt med Finnefolkene.

Den følgende Søndag var baade de og Finnefolkene ude ved Bergs Kirke, og han listede da hemmelig en Haandfuld Muld ned i Lommen fra en af Finnegravene.

Samme Aften, da de kom hjem, strøede han ubemærket Mulden over sin Fars Linesnører.

Forunderlig nok viste det sig næste Gang, denne trak sine Liner, at der kom Fisk paa som før. Men Eilerts Angst blev efter dette ubeskrivelig. At bede den døde «om Forladelse», er det eneste Middel, som hjælper mod den Slags Gjerning, ellers drages man en Nat af en usynlig Haand hen til Kirkegaarden – det nytter ikke, om man saa var surret fast med en Jægtetrosse.

Men, da Eilert blev voksen og færdedes mere ude blandt Folk i Bygden, begyndte han at synes, at det gamle Kjendskab var leit for Folks Skyld. Der var ingen, som ikke mente, at der jo var Skam i Finneblod, og han søgte derfor altid at gaa undaf Zilla, hvor flere var sammen.

Pigen forstod det nok; thi hun holdt sig i den senere Tid afveien fra hans Gang.

Men engang kom hun alligevel, som hun havde for Skik fra Barnstid, over i Stuen og bad om at faa følge med, naar de rode til Kirke den næste Dag. Der var da netop Fremmedfolk tilstede inden ifra Bygden, og saa svarede han haanligt: «For Finnetroldskab hjælper kanske Kirketvæt! –»

Siden talte hun ikke til ham.

Saa hændte det en Vinter, at Eilert laa alene ude paa Haakjærringfiske. Da bed en Haakjærring paa. Baaden var liden, og «Haabranden» stor; heller ikke vilde Eilert give sig, og Enden paa Basketaget blev da, at Baaden hans kantrede.

Han laa siden hele Natten paa Hvælvet i Taage og haard Sjø.

Som han sad næsten hensovnet i Døsigheden og sløvt kjendte, at det kunde ende, naar det skulde være, saa han med ét en Mand i Sjøklæder sidde overskrævs paa den anden Ende af Hvælvet og glo stygt paa sig med et Par matte, rødlige Øine; – han var saa svær, at Hvælvet holdt paa at synke langsomt ned paa den Kant, hvor han sad. Saa blev han pludselig borte, men Eilert syntes nu, at Skodden aabnede sig – det var med ét blevet stilt i Sjøen med kun sagte Duvninger, og foran ham laa en liden lav, graa Holme, hen imod hvilken Baaden langsomt drev.

Skjæret var vaadt, som om Sjøen nylig havde flydt over det, og oppe paa det saa han en bleg Pige med saadanne vakkre Øine. Hun bar et grønt Klædesskjørt og om Livet et bredt Sølvbelte med Figurer i. Livstykket var af tarrebrunt Skind, og under Snøringerne foran, som var af grønt Sjøgræs, sad et skumhvidt Særkestykke som Fjærbrystet paa en Sjøfugl.

Da Baaden kom ind paa Holmen, steg hun ned imod ham og sagde, som om hun kjendte ham godt: «Kommer Du nu endelig, Eilert, – jeg har ventet paa Dig længe!»

Eilert syntes at der gik ham ligesom et iskoldt Gys gjennem Kroppen, da han tog den Haand, der hjalp ham iland.

Midt paa Holmen viste der sig en Aabning med en messingbeslaat Trappe som ned til en rigtig gjild Kahyt. Mens han stod og betænkte sig lidt, saa han to svære Haabrande svømme nær ved.

Som de steg ned, sænkede de to Haabrande sig, forunderlig nok, retsom om Skjæret var gjennemsigtigt, langsomt ned med dem, en paa hver Side af Trappen.

Da Pigen mærkede, at han var ængstelig, sagde hun, at det bare var hendes Fars Livvagt. Hun vilde nu føre ham ned til ham, og lagde til, at, om han syntes, at den gamle ikke var saa farlig vakker, saa maatte han bare ikke blive ræd, og hellerikke undre sig formeget over, hvad han saa.

Der var en vid Sandgrund med kridhvide, røde, blaa og sølvglinsende Skjæl, Enge af forskjellige Sjøgræs, Fjelde med tyk Buskskog af Tang og Tarre, og om Siderne gik der Fisk ligesom Fuglene myldrer om Fuglebjerge.

Høit oppe saa han noget, der lignede en mørk Sky med hvide Bræmmer.

«Det, Du ser der, er et Fartøi,» sagde hun. «Der er haardt Veir deroppe nu, og under det gaar han, som sad oppe hos Dig paa Hvælvet inat. Forliser det, hører det os til.»

Idet hun sagde dette, kom der et vildt, rovgjerrigt Glimt i hendes Øine, som imidlertid straks forsvandt.

Overhovedet var det ikke let at komme paa det rene med hendes Øine. I Regelen var de uudgrundelig sorte, men en Glans som en Natbølge, hvori Morilden spiller; men saa kom der undertiden et lyst, sjøgrønt Skjær, som naar Solen skinner dybt ned igjennem Sjøen.

Af og til kom de forbi en i Sanden halvt begravet Baad eller et Fartøi, af hvis Kahytdør og Vinduer Fiskene svømmede ud og ind.

Ved Vragene vandrede Menneskikkelser, der syntes at bestaa af bare blaa Røg. Hans Ledsagerske forklarede, at dette var Aander af druknede, som ikke havde faat kristen Jord.

Længere henne gik Veien tværtover en dyb, mørk Dal, der strakte sig nordostover under Finmarken, sagde hun, og her bode de gamle Finnekonger, der var omkomne paa Havet.

Der sad paa en Stenblok en runken, gul Fin med rindende Øine og en mørkerød, blank Guldkrone. Det store Hoved rokkede frem og tilbage paa en tynd, vissen Hals, som om det bevægedes af Strømningen i Vandet.

Midt paa en Slette, der aabnede sig foran dem ved en Svingning af Veien, stod endel Huse sammen som en liden By, og et Stykke fra saa han en omvendt Kirke uden Spir, der stod med det lange, spidse Taarn ligesom speilet ned i Vandet. I Husene, forklarede Pigen, bode hendes Far, og Kirken var en af de syv, som stod i hans Rige, der rak over hele Helgeland, Salten og Finmarken. Nogen Tjeneste holdtes der endnu ikke i dem, men den kom nok, naar den druknede Bisp, som sad udenfor og grundede, bare kunde komme paa den Herres Navn, som skulde tjenes, – da skulle alle Draugene faa Kirketvæt. Nu havde han siddet der og grundet i otte hundrede Aar.

Ved dette blev Eilert hel underlig tilmode og endnu mere, da han tænkte sig om og mærkede, at han nu ogsaa selv havde glemt det.

Mens han stod i de Tanker, saa Pigen angstfuldt paa ham, næsten som om hun vilde hjælpe ham at lede, og blev saa med engang ligbleg.

Havdraugens Hus, som de nu kom til, var bygget af Baadhvælv og store Vrag, i hvis Indsænkninger der lig et Tørvtag voksede alskens Sjøgræs og slimet Grønske. Tre kjæmpesvære, grønne Stolper fulde af Skjæl dannede Indgangen, og Døren bestod af bundsunkne Vragplanker med Klinksøm i. Midt i den sad som et Haandtag en svær, rusten Fortøiningsring af Jern med en afslidt Stump af en tyk Skibstrosse hængende ved. Da de kom did, strakte en stor, mørk Arm sig ud og trak Porten op.

De var nu i en hvælvet Stue med fint Skjælsand paa Gulvet. I Krogene laa der alskens Toug, Garn og Baadredskab og mellem dem Tønder og forskjelligt Skibsinventar.

Paa en Garndynge med et gammelt, rødbarket Seil over saa Eilert Havdraugen, en bredskuldret, sværtbygget Kar med Blankhatten skjøvet tilbage høit op paa Hodet, med mørkerødt, stridtottet Haar og Skjæg, smaa graadige Haakjærringøine og en bred Mund, om hvilken der for Øieblikket laa et godsligt Sjømandsgrin. Huden var mørk og lodden ved Halsen, og det øverste af Fingrene sammenvokset.

Han sad med nedbrættede Sjøstøvler, og de tykke, graa Uldstrømper rak langt op paa Laaret. Den rummelige Skindtrøie var aaben, og om Halsen havde han et rødt, uldent Kjøbeskjærf.

Da Eilert kom, reiste han lidt paa sig og sagde godsligt: «Goddag, Eilert, – Du havde nok et haardt Basketag igaar!» – og dermed sendte han en Straale Tobakssaft ud som Sprøiten af en Hval.

Med den ene Fod, der til det Brug med engang blev helt forunderlig lang, krøgede han frem fra Krogen en Hvalfiskeryghvirvel til Kubbestol for ham og skjød derpaa med Haanden frem en lang Skibskiste, hvorpaa stod opdækket de kosteligste Retter.

Han begyndte nu at snakke baade om et og andet. Men hvergang han lo, blev Eilert fælen; thi Munden gabte betænkeligt svært og viste en grønlig, spids Tandrad med lange Rum mellem hver Tand, saa de lignede en Række Baadkjeiper.

«Du sled haardt igaarnat, Eilert; men det var ikke gaat Dig saa ilde, dersom Du ikke havde strøget Dødmulden paa Snøret og nægtet Datter min Kirket» her brød han sig pludselig af, som om han var kommet til at sige formeget og Eilert opfangede idetsamme et Øiekast hen paa sig saa dødelig hadefuldt, at det grøssede nedefter Ryggen. Han kjendte Pusten af den andens Latter som en kold Rosse om sig.

Naar Folk bare vilde slippe Baadene sine, vedblev Havdraugen, saa var han ikke saa begjærlig efter Mandskabet, men det var Rækveden og Drivtømmeret, som det nu engang var hans Forretning at sørge for. Naar der blev Mangel maatte han have Baad eller Fartøi, deri kunde ingen fortænke ham.

Han stirrede en Stund stivt og ligesom grundende hen for sig, strakte sig saa bagover med Kroppen og Fødderne langt ud paa Gulvet og gispede slig, at Over- og Underkjæben lignede to modvendte Baadhvælv. Derpaa sovnede han ind med Nakken mod Seilet.

Da stod Pigen atter ved Siden af Eilert og bad ham følge sig.

Og straks stod de igjen oppe paa Skjæret.

Og nu gjaldt det at berge Livet.

Sit svære, mørke Haar slog Pigen om hans Ansigt som et Omhæng, og Kinden følte han hvile op til en hvid Sjøfuglebarm, der var saa lun og søvngivende, – en enkelt rødlig Fjær, som sad i, fremkaldte et dunkelt Minde.

Efterhaanden sank han hen i en Døs og hørte hende nynne en Vise, der mindede om Bølgegangen, naar den en rolig Soldag skvulper op og ned i Stranden:

– – «Aa sig, kan Du mindes de tusinde Gange
vi løb ned i Fjæren for Smaamort at fange?
Med Dragsuget sprang vi saa begge omkap,
fra Kallen i Havet bestandig vi slap.

Ja, mangt skal Du mindes, imens jeg Dig vugger,
og Havgulen blæser og Bølgerne rugger,
– hun sidder og graater nu over din Kind,
som gav Dig sin Sjæl, men kun lev’te ved din.

Men engang som E’fugl ind Fjæren jeg styred,
da laa Du bag Stenen med Riflen og fyred,
Du traf mig i Brystet, og Blodstriben der er,
Vennen min, Mærket, jeg efter Dig bær.»

Det forekom Eilert, som om hun sad og graat over ham, og at der af og til faldt en Draabe som et Sjøskvæt ned paa hans Ansigt. Han følte nu, at han holdt saa inderlig af hende.

Saa blev han igjen urolig.

Han syntes, der kom en Hvalfisk til Skjæret, som sagde, at han maatte skynde sig, og, da han stod paa Ryggen af den, stak han et Aareskaft ned i Luftbordet for at hindre den fra at skyde under Sjøen igjen. Han mærkede, at Hvalen paa det Vis kunde styres, eftersom han lagde Aaren over paa høire eller venstre Side, og nu gik det opefter hele Finmarkslandet, saa Øerne føg forbi som smaa Holmer. Bag sig saa han Draugen i sin halve Baad i slig Fart, at Skumskavlen stod midtmasters.

Lidt efter laa han igjen paa Skjæret og syntes, Pigen bøiede sig over ham og sagde: «Det er mig, Eilert!»

Ved dette vaagnede han og saa, at Solstraalerne netop randt over det vaade Skjær, og at Havjomfruen endnu sad ved Siden af ham.

Men lidt efter forandrede det hele sig for ham, og blev til Solen, som randt gjennem Ruden ind paa Sengen i Stuen hos Finnens, og ved Siden af sad Finnepigen og støttede ham om Ryggen. De havde trot, at han skulde dø. Han havde ligget i Vildelse slig i seks Uger, siden Finnen havde berget ham ind efter Forliset.

Siden syntes han, at han aldrig havde hørt en urimeligere og mere hoffærdig Tale, end at der skulde hænge Skam eller noget ringt ved at være af Finneblod. Og samme Vaar blev han og Finnepigen Zilla trolovede og til Høsten gifte.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.