Nordfjordhesten

De græslændte, bakkede Gaarde i Nordfjord og Fjeldbeiterne der er Hjemstedet for det, man kalder Nordfjordracen.

Altid kjendt for et fortrinligt Dyr har «Fjordingshesten» med Hestehandlerne gaat i Salg saavel til Sjødistrikterne sønden- og nordenfor som over hele Østlandet og langt ind i Sverige. I de sidste Aar, da ogsaa Udlændingen har faat Øie for, hvad der bor i disse smaa, livlige Heste med Ben som Staalfjere, er de solgt baade til Keiser Napoleon og Engelskmændene. Man har endog villet krydse den med de arabiske Bjergheste, hvilke den i meget skal ligne. Som andre indestængte norske Begavelser har ogsaa den enedlig faat sprængt Bygdens snævre Mur og naat til et videre europæisk Navn. Den har bogstavelig slidt sig til det paa Landeveien, hvor den er fundet som Perlen i Smudset.

Fjeldvante og lette, saa de aldrig snubler, kan de med Benene under sig som Trommestikker i strygende Fart trave milevis foran Karjolen, Bakke op og Bakke ned, uden at miste Pusten.

Det er disse Heste, der har givet Engelskmændene Smagen for deres Karjolsport i Norge, hvilken de nu prøver at føre over til sit eget Land. Deres egne høibenede Blodsheste skulde kun lidet due i Farten udfor Bakkeknækken. Det er ogsaa disse smaa Heste, som har baaret den værste Del af den svære Skydstyngde paa det vidstrakte Østlands befærdede Veie. Billige, letholdte med Foder, villige og udholdende over al Maade, er de nemlig som skabt for Ageskydsen.

Men, er det gamle Ord sandt, at Mennesket paa Dommens Dag skal møde hvert Dyr, han har forurettet, – de skal da tale og klage, – saa vil mangen Skydsskaffer og mangen én, der har kjørt med hans Heste, faa en tung Regning at opgjøre med «Fjordingen», hvis Villighed og Raskhed er blevet saa ubarmhjertigt og saa uden Ende misbrugt.

Og dette sker tildels endnu den Dag idag – saa kjærligt det norske Folk ellers er mod sine Husdyr – paa vore Skydsveie, om det end her og der maaske kan være blevet bedre.

Netop hjemkommet fra en Station paa seks à syv Fjerdinger – en Vei, som den altsaa har gaat dobbelt – skal den paa ny i Sælen. En reisende venter utaalmodigt paa Skyds og vil klage i Bogen. Næsten alle Heste er ude, de kostbareste maa spares i Uføret, og saa faar da «Vesle-Svarten», «Vesle-Borken», «LitleKviten» eller «Musa», stakkar, saa vaad den er, igjen ivei.

Det er senkvælds og koldt, eller den reisende har plagsommeligt arbeidet sig frem fra Station til Station med Svøben paa den ene næsten ubevægelige Hest efter den anden. Han mærker med Fornøielse, at han her har faat en ren Undtagelse, et udmærket Dyr og benytter Leiligheden til at faa disse syv Fjerdinger fra sig i Hast. Den lille, magre «Graa» kan ikke tale for sig, dens gode Raceblod fordrager ikke Svøben, og under nervøse skvætne Tilløb, saa ofte denne blot skimtes af dens forskræmte Øie eller suser truende i Luften, gjør det forjagede Dyr denne Tur kanske endnu hurtigere end den første paa Dagen. I Sneføre, med en halvdrukken Mand i Slæden fra eller til Marked, eller én, der er for sent ude til Jernbanestationen, og nogen saadan er der hver Dag, betragtes de syv Fjer dinger som en Traverbane, hvor det raske lille Dyr ret skal prøves; – styrter det, er det, saa gammel Hesten nu er, dog vanskeligt mere end ti, tolv Daler vovet, om Skylden skulde findes at være hans, som kjørte.

En Dag blir den «sprængt». Saa begynder den af og til at snuble, og efter nogle Aars Tjeneste skal den endelig «skydes til Høsten», fordi for mange reisende klager over, at den falder overende med Karjolen, naar den ikke er stivholdt i Tømmen.

Tiden dertil udsættes og udsættes; – over Høstbløden faar den trække ogsaa denne Gang for at tage af for de andre Heste. Foran den skranglede, i Armene sammensurrede, Skydskarjol vader den under Piskeslag i den bløde, dybe Lerbakke, forsvinder ofte næsten helt under Fadingen, saa Tømmerne hænger som skraa Fiskesnører, hvorefter den skal drages op igjen.

Endelig kommer den Morgen, da Skudet falder «Vesle-Graaens» lykkeligste Dag, siden den sprang løs og ledig om som Føl oppe i Hestehagen i Nordfjord og fik Kjælenavn af Børnene paa Hjemgaarden.

Man faar haabe paa, at Gud ogsaa har en Opreisning for dette lille, gode, tjenstvillige Dyr, som bare har lidt, bare blev misbrugt i Sælen, aarevis, indtil Døden tilslut barmhjertig tog det i Fang, – at det hinsides vil finde friske, frie Græsgange og endnu deiligere, sommerblaa Fjelde at beite imellem endog end de hjemme i Nordfjord.

*

I Nordfjord er der et Fjeld, som heder Bjerkenaaven, og i en af Liderne der ligger, næsten som et Skilderi paa en Væg, den bratlændte Gaard Strømshagen med sine smaa Huse. Elven gaar strømstrid i Juvet nedenfor, og tvertover dette er lagt nogle Tømmerstokke til Bro for Mand og Hest.

Paa den anden Side, lidt paa skraa og lavt ved Elvebredden, ligger Gaarden Evjen, der bærer sit Navn, fordi Elven her hviler sig i en Bugt, hvor der staar en liden smuk Bjerkeskog.

Et Stykke bortenfor Juvbroen laa derover bag en Haug en stor buskbevokset Teig, passende til Rydningsland. Om denne havde der i endel Aar staat en hidsig Proces mellem Gaardene.

Jon Evjen havde i tyve Aar spærret Veien til Teigen med tre Gjerdestokke, der saa nok saa tynde og uskyldige ud; men Retten kjendte det at være Hævdsgjerde, og Enden blev, at Teigen blev fradømt Strømshagen.

Af denne Proces blev Manden paa Strømshagen halvt udarmet. Da han døde, blev Enken siddende igjen med Gaarden og Gjælden samt Sønnen Gjermund, som da var to og tyve Aar.

Det var en undersætsig Gut med mørkt Haar, svære Bryn over de brune Øine og et lidt bredfaldent, men klogt og livligt Ansigt. Han var stoltere, end han vilde lade Folk mærke; og braa og snar til at tage sig tilrette, hvor et godt Ord endnu kunde gjort det.

Folket paa Evjen sad i Velstand.

Den ældste Datter hed Sigrid; hun var lyslet, høi og overmaade smuk. Dertil var hun ferm i al huslig Gjerning og af et stille Væsen, hvormed der fulgte som en Værdighed; naar hun sagde noget, faldt Ordene altid omframt godt og klogt; hjemme havde hun igrunden Magten i Huset.

Alle sagde, hun saa ud som en rigtig Fuldgardsjente; heller ikke feilede det paa dem, som bød hende Gaardene, men hun havde et efter et afslaaet alle Tilbud.

Forældrene mente misfornøiede, at, enten vilde hun ikke gifte sig, eller ogsaa havde hun i dette mindre Forstand end i andre Ting. De lod hende dog raade sig, som hun pleiede.

En Søndag, som de ved Kirken havde mødt stiv Nakke af tre af de bedste Gaardmandssønner i Bygden, der havde maattet gjøre Vendereisen, kunde gamle Jon Evjen dog ikke bare sig for at sige, at han ikke skjønte andet end, at hun vragede alle, saa der retnu ikke blev andre igjen til hende end Gjermund Strømshagen, der altid laa og trættede og knapt hang ved Gaarden.

Ved disse Ord blev Sigrid rød i Ansigtet og gik ud. Da hun siden kom ind i Stuen, mærkede de, at hun havde grædt.

Jon forstod, at det kom af, at han havde irettesat hende, og angrede det igrunden, men lod dog Ordene staa.

Med Gjermund Strømshagen havde Sigrid været meget sammen under Opvæksten. De havde legt sammen nede ved Elven og oppe ved Juvbroen; men Forældrene havde være mindre kjendte, da de hørte til forskjelligt Skyldfolk, og Sætrene laa paa modsat Side.

Gaardene laa hinanden heller ikke saa nær, som det ved første Øiekast skulde synes; thi det egentlige Oversætningssted laa et godt Stykke længer nede, hvor Bygdeveien fra Evjesiden gik over Elven nedefter til Fjorden. Fra Strømshagen førte didned kun en Gangsti eller Ridevei.

Men Børnene havde, som sagt, legt meget sammen. Naar Sigrid, der var tre Aar yngre, saas mellem Bjerkene ved Elvekanten, stod Gjermund gjerne paa den anden Side med Fiskestangen. Fra en Knart, hvorunder Strømmen gik smal, kunde han ved Hjælp af Stangen svinge sig over til den lavere Side og, naar han der havde bygget Damme og Huse for hende, kom han hjem igjen over Broen oppe ved Juvet.

Did pleiede hun gjerne at følge ham, men at gaa over var hende forbudt. Det var farligt, sagde hendes Far, og hun havde heller intet derover at gjøre.

Efterat Processen kom paa, blev imidlertid dette anderledes, men de havde ikke destomindre altid et Øie med hinanden, ogsaa, efterat de var voksne.

Bjerkenaaven var saameget høiere, at Gjermund derfra om Sommeren kunde se helt ind paa Evjesæteren. Han var da selv kun som en Prik oppe i Fjeldet, men hun blev den dog altid va’r.

Gjermund drev paa Skytteri, og det hændte flere Gange, naar han kom den Vei, at de just mødtes i Marken; de talede da meget sammen. Ved Kirken var det derimod, som om de havde mindre godt for at se hinanden, endda de der oftest stod nær nok sammen.

Paa Strømshagen havde de en musegraa Hest, hvoraf Gjermund ikke var lidet stolt.

Den var overmaade velbygget, med bredt Bryst, fine Ben, et ualmindelig vakkert lidet Hoved med store Øine og smaa, livlige Ører.

Det eneste, som en udenbygds Skjønner kunde finde at udsætte, var, at den muligens var lidt bratlændt. Men det holdes i de Egne ikke for Lyde, da man véd, at dette som oftest er de bedste Heste, og at det kommer af, at de lever i Fjeldlænde.

Den var opdrættet fra Føl paa Gaarden og nu otte Aar gammel.

Det var og blev altid lige nyt, naar Graaen oppe fra Udmarken eller Havnehagen knæggede ved Ledet for Jordet, fordi den vilde ind en Sviptur og se, hvordan det stod til hjemme, og dertil faa en Næve Salt eller anden Ekstra-Forpleining. Den travede da gjerne med Hunden gjøende om sig hen til Stalddøren og stak Hovedet ludende ind i det kjendte mørke Rum, vendte sig derpaa med et pludseligt Kast med Nakken, hvorved den nedfaldne, mørke Hængeman kastedes som et forvildet Haar fra Øinene, og gjorde en Rundar om paa Tunet, idet den snusede paa et og andet, indtil den blev staaende ved Stuedøren.

Der ventede den roligt paa, hvad der skulde komme, og, varede dette for længe, forsvandt dens Krop efterhaanden inde i den lille Forstugang, saa at man tilslut kun saa dens viftende Hale og Bagbenene ude paa Stenhellen, og de, som inde var, maatte jage Graaen ud for at faa Stuedøren op.

Hvordan det saa gik med den øvrige Buskap – og det kunde i Vaarkniben mangengang være trangt nok, eftersom de der som andetsteds i Beitesgaardene gjerne holdt for mange Kreaturer – saa var Graaen altid fed og i godt Huld.

De vidste, skjønt der aldrig blev talt høit om det, at Veslekallen nede i Stalden havde gjort den til sin Yndling. Det var derfor, Graaen altid først saa indaf Stalddøren, hvergang den kom springende løs ind paa Tunet, og i Manen bar den Tusseflette, som er Mærket derpaa.

Den maa ingen løse op, da Hesten ellers blir lige saa mager, som den før har trivets vel.

Graaen havde ogsaa vidst at skaffe sig Kjendskab og gode Venner oppe paa Evjen. Dengang den var Føl og gik i den bratte Hage paa den anden Side, havde Sigrid fundet paa at kaste Fladbrød over Strømmen til den.

Hvergang den siden saa hende, kom den knæggende ned Bakken og ventede med oprakt Hoved paa, hvad der skulde komme, idet den slap af Munden den sidste friske Græsbus. Den fulgte langs Elven, naar hun gik paa den anden Side.

En Dag havde den forsigtig prøvende gaat Brostokkerne over Juvet og kommet ind paa Gaarden hos dem, hvor da Sigrid og hendes Søskend havde givet den Fladbrød og Salt i Mængde.

Dette Herremaaltid stod for fristende for Graaens Erindring, og, ret som det var, tog den trods Stængslet Turen om igjen.

En Sommereftermiddag, som den stod derinde paa Tunet, var det yngste Barn krøbet hen til Brønden, der var aaben og ugjerdet; det laa alt med Armen udover. Da gik Graaen hen og løftede det med Tænderne efter Skjørtet et godt Stykke afveien.

Efter dette fik den som et Slags Husret der.

Jon Evjen, der ellers ikke likte, at den kom, jog den aldrig tilbage, før den gik af sig selv, og det gjorde den altid, saasnart den havde faat noget. Den holdt ogsaa bestandig nok saa fint Gangstien uden at traakke i Volden eller ellers forgribe sig paa den.

Naar Gjermund fo’r opefter Veien til Kirke eller Bryllup eller nedover til Thinget, red han som oftest passende sagte. Han vidste godt, at Folk saa efter ham og vilde sige, at han var kry af Hesten. Han lod ogsaa, som han ikke ænsede, at der stod saa mange omkring der, hvor han bandt den.

Ved sine Leiligheder havde han dog vist, hvad den duede til. Den havde gjort Turen op fra Landhandleren ved Fjorden paa færre Timer, end der var Mile, og Kapteinen laante den altid paa Mønstringsdagen nede paa Moen.

Siden der var begyndt at fare Friere til Evjen, var Gjermund imidlertid blevet mere skarptridende og i det hele mere urolig.

I Gjæstebud førte han større Ord, end der passede sig for en Ungdom, drak og spillede Kort i Uvittighed helst med dem, som havde helt anderledes Raad til at tabe end han.

De, han søgte og oftest gik tillivs baade med Mund og Haand, var altid Sønnerne af Bygdens rigeste Folk, helst de, som han tænkte sig kunde have Ærinde ned til Evjen. Ved dette fik han et daarligt Ord paa sig og blev ilde set, ikke mindst af gamle Jon Evjen.

En Dag faldt Juvbroen ned.

Efter en gammel Forretning mellem Gaardene skulde hver af Eierne holde den halvt vedlige. Men, da Gjermund gik over for at omtale Sagen, svarede Jon but, at han ikke havde Brug for Broen, og at han heller ikke kunde indse, at Gjermund havde det. Trængtes der nogen Gang imellem Gaardene, saa havde de nu aabne Bygdeveien: Juvbroen var lagt i gammel Tid, før den blev bygget.

Aarsagen, hvorfor Jon svarede saa, var den, at han nylig havde faat vide, at Folk i Bygden sagde, at det var helt farligt at fare til Evjen for Gjermund Strømshagens Skyld, og at Sigrid nok havde hæftet ham sit Sind, siden hun afviste alle andre. Han havde ogsaa hørt, at han gik paa Skytteri omkring Evjesæteren og var nu lidet blid baade paa ham og Datteren.

Sigrid stod dengang ude paa Tunet ved Brønden med noget Arbeide. Hun hilsede Gjermund, men kom ikke ind i Stuen.

Idet han paa Tilbageveien gik forbi hende, sagde han haardt:

«Nu faar Graaen ikke mere slippe over Juvet, Sigrid – Far din vil bare vide af Bygdeveien.»

«Den tør være den korteste alligevel, Gjermund!» ytrede hun sagte.

«Der er saa mange, der farer den nu om Dagene,» svarede han bittert, «og jeg har ikke som dem Storgaarde at arve.»

«Jeg bier, véd Du,» sagde hun endnu sagtere og saa ned.

«Gud velsigne Dig for det Ord, Sigrid. En trænger vel til at høre dem igjen,» sagde Gjermund, idet han vendte sig og gik.

De var begge saa blege, og Samtalen – det var for dem et helt Stævnemøde – kunde for deres Skyld oppe i Gaarden kun holdes i Forbigaaende; men han tog op et blomstrende Pengegræs, som hun havde holdt i Haanden.

Gjermund havde altid været saar, fordi Folk sagde, at, ikke rigere end han var, burde han sælge Hesten, den han kunde faa betalt med kanske firti Daler.

Nu brød han sig ikke længer om, hvad de sagde, og var til alles Forundring venlig og medgjørlig i alle Dele. Hans Mening var at sælge Graaen til en god Mand, som han vidste vilde stelle vel med den, saa blev der vel engang Raad til at faa den igjen; thi nu vilde han fare ud som Hestehandler.

Mellem Folket i den Bygd og dem paa den anden Side af Fjeldet var der mangehaande Uvenskab baade om Fjeldbeiter og Skogsret og derfor et gammelt Had. De sloges, hvor de kom sammen paa Markederne, og oppe paa Fjeldet sagdes meget at være hændt, som ikke taalte Øvrighedens Kundskab.

Det var derfor som et helt Særsyn da den rige Østen Storsæt deroverifra kom ridende til Evjen; hans Ærinde skjønnede alle og tillige, at han var blevet afvist. Herover glædede alle Hjembygdinger sig, men deroverfra spurgtes det, at han havde lovet at hjemsøge Gjer mund Strømshagen, som han vidste var den, der voldte det, paa den Dag, han mindst likte det. Han var en Mand, der havde Penge udover mangesteds, men der i Bygden havde han vitterlig ikke en Skilling, saa mange lo og undrede sig over, hvordan det skulde gaa til; thi paa Styrken tog han nok ikke Gjermund Strømshagen.

Før Jonsok var Skatteauktionerne oppe hos Lensmanden ved Kirkevandet. Disse Forretninger, vidste man, havde aldrig noget Alvor paa sig, da Lensmanden altid biede med Skatten, til det blev Folk beleiligt at betale, men de maatte fremmes slig for Lovens Skyld, og Lensmanden blev selv ved alle Budene, eftersom ingen ellers mødte frem og bød.

Det Aar kom der imidlertid lige paa Klokkeslettet endel Folk ridende ind paa Gaarden. Det var Østen Storsæt selvfjerde. De hilsede, satte sig ned og hørte paa Opraabene. Da Turen kom til den graa Hest, der var pantsat for sidste Aars Skat, raabte Østen, at tolv Daler var buden. Lensmanden saa alvorligt hen paa ham og sagde, at dette ikke var Bygdeskikken og desuden Skambud.

«Det er klein Øvrighed, som først skal lære Loven,» svarede Østen hvast, idet han tog frem Seddelbogen og viste en Pakke med Penge; – «jeg troede Hammeren her som andensteds slog ned ved bedste lovligt Bud!»

Lensmanden blev rød i Hovedet, men maatte fremme Auktionen.

Da Gjermund hørte, at Graaen paa dette Vis var solgt for Skatten, og at den en af Dagene skulde hentes af Lendsmandskaren, blev han først ude af sig selv af Harme og Tanker paa Hævn, men derpaa saa bedrøvet, at han sad hele Timer uden at røre sig af Stedet.

Den Dag, den skulde hentes, gik han, ret som det var, hen og strøg Hesten.

Han stod i lange Stunder betænkt med Albuerne over dens Ryg og lagde ikke Mærke til, at Moderen flere Gange kom ud i Stuedøren og saa bekymret hen paa ham; heller ikke saa han, at hun gik pyntet nedover til Evjen.

Der hilsede hun i Stuen med, at hvis «vesle Sigrid» vilde se Graaen, før den skulde fra Gaarden, saa fik hun følge med nu; det var alt over Middagsleite, og det skete vel før Kvældsverd. Det var noget ved den blege Kone i den sorte Hue med det hvide Bind under, som gjorde, at Sigrids Forældre fandt den Anmodning hel naturlig; hun havde altid været barnegod og kjær i Børnene.

Efter et lidet Ophold, hvori den gamle Kone skulde nødes med lidt Bergenskage og Kaffe, fulgte Sigrid hende over barho’det, men søndagsklædt og i hvide Ærmer, der ellers til Kirke gjemmes under den mørke Trøie.

Skyggen begyndte alt at skraane paa Dagen og Eftermiddagssolen at falde rødlig oppe i Bjerkenaaven og glimte i Vinduerne paa Strømshagen, mens de to vandrede opefter Bakken paa den anden Side af Elven, den ene ludende og liden under det store, mørke Hovedklæde, den anden, som gik bagefter, smal og rank, med gule Haarfletninger; men ogsaa hun gik med bøiet Hoved under Tanker, der tyngede paa Sindet.

Da de kom op til Gaarden, kom der en tredie Person. Det var Lensmandskaren. Gjermund havde lagt det bedste Hovedlag paa Hesten og stod alt med Grimen i Haanden ifærd med at overlevere den.

Da han saa Sigrid komme, gik der som et Sæt i ham, og, da han hilsede hende, var han meget bleg. Moderen bød straks Lensmandskaren ind i Stuen, for at han kunde faa noget at nyde; det mente hun, han kunde trænge til for det slemme Arbeide, han var nødt til at udrette, og det var jo ogsaa sendags.

Og saaledes blev de to staaende alene derude ved Hesten. Sigrid lagde dens hoved paa sine Skuldre og klappede den paa Halsen. Hun tog frem lidt Salt og Brød, som hun havde med; men Graaen, den humrede, da hun kom, vilde ikke æde; den forstod, at der var galt paafærde.

Imidlertid stod Gjermund taus og saa til med Albuen paa Dyrets Ryg. Endelig sagde han med lav Stemme:

«Det ser ud til, at Graaen og mere end den skal afgaarde idag, Sigrid!»

Da lagde hun sin Haand fast i hans over Graaens Ryg og saa ham grædende ind i Ansigtet, som om hun satte sin Fortrøstning til ham alligevel; – de to jevnhøie Hoveder var, hendes lyse, blussende, hans mørke, blegt.

«Jeg skal prøve paa, Sigrid,» fortsatte han, svarende paa hendes Tanke, «men her er nu lidet at begynde med.»

«Du faar blive Handelskar, Gjermund, og stelle Dig klogt – slig har mangen brav Mand i Bygden begyndt før Dig.»

«Hvor vidste Du, at jeg tænkte paa det?»

«Jeg forstod det, og – Mor din har sagt mig det.»

Da Lensmandskaren idetsamme kom ud i Døren, slap de hinandens Hænder, og hun hviskede kun endnu:

«Gud hjælper nok, Gjermund, – og jeg skal vente.»

Da Manden tog Bidslet ud af Gjermunds Haand, efterat denne havde givet Dyret det sidste lette Afskedsklap, og førte den modstræbende Graa efter sig, fulgte de alle tre ned Bakken til Grinden. Der skiltes de.

Neste Morgen før Dag drev Gjermund en Ko og en Kvige foran sig nedover Fjordveien. Disse solgte han hos Landhandleren fyldte Skræppen med Kramvarer og gik saa avsted som Handelskar.

*

Henved syv Aar efter sad der en Formiddag en Mand inde paa et Skydsskifte ved en af Østlandsveiene; han var kommet sent om Natten i svær Fart fra Markedet ovenfor der netop var sluttet, og havde overnattet der.

Det var i sidste Vaarsmeltningen, saa Føret var slemt for Skydshestene. Vinduet stod nu i Solheden aabent, og Manden, der var klædt som en af sin Velstand lidt brautende Handelskar med Sølvknapper i Vesten, lod til at sidde meget betænkt. Foran sig paa Bordet havde han Fladbrød, Smør og Ost samt en Skaal Melk, hvoraf han drak, medens en Flaske bayersk Øl endnu stod urørt. Af og til lagde han Haanden under Kinden og saa ud af Vinduet.

Manden, som sad der saa betænkt, var Gjermund. Der var nu hel anderledes voksent Malm i hans Ansigt, og én skulde lede længe i det, før han gjenkjendte den godlynte om end braa og hidsige Gut, der gik oppe paa Strømshagen og bare tænkte paa Kjæresten.

I de to første Aar var det kun gaat kleint for ham, især fordi han havde været godtroende og sat Lid til Folk, som bedrog ham. Men siden led han kun paa sig selv og troede ingen, og da var det gaat bra og mere end det. Fra Kramvarer og Klokkebytning var han kommet op i Hestehandelen, hvor han tilslut havde gjort det stort.

Nu paa Markedet havde han solgt Resten af hele Hestedriften for ifjor og var kommet i Akkord om en Skogspart.

Han havde længst sendt hjem saa mange Penge, at Moderen sad gjældfrit paa Gaarden; men saa tænkte han, det kunde være godt, om han ventede, til han blev den Mand, at han kunde kjøbe de to store Engeslaatter, som laa nærmest til oppe i Bjerkenaaven. Og, da han med sig selv vidste, at han kunde dette, tænkte han paa, hvad Jon Evjen vilde sige, om der paa Strømshagen stod nye Udhuse og en Stuebygning. Disse voksede efterhaanden for hans Forsæt til at blive saa store som Lensmandens oppe ved Kirkevandet med to Lofter.

Han eiede runde tolv hundrede Daler foruden Strømshagen, men pønsede nu paa at vente, til han kunde kjøbe ogsaa Nabogaarden Bjerkestranden med Sætervolde, der var dobbelt saa stor som hans egen, og dette vilde han kanske kunne gjøre efter et Par Aar, om det gik godt med den Skogpart, hvori han nu grundede paa at lægge sine Penge.

Siden Lysten paa Eiendom og Gods engang havde taget ham, tænkte han altid paa Jon Evjen, hvad han vilde sige, og mindre paa Datteren. Det var kun de to, tre første Aar, da alt gik vrangt, at hun ligesom altid var med paa alt det, han strævede. Siden den Tid havde han set meget og været oppe i mangt og havde nu egentlig af det hele kun gjemt Lysten til at se Jon Evjen, som vandt Processen, bukke sig ved Grinden, naar han engang kom hjem, og, naturligvis, begjærede Datteren hans.

Han var nu haardt i Beraad med sig selv, om han skulde tage Storveien nedover og byde paa Skogen eller fare, som han pleiede; – Skogshandel skulde være vovelig, sagde mange.

Han sad netop med Haanden under Kinden og tænkte sig Bjerkestranden lagt til Strømshagen, da en lys Hestesnude snusede op i Karmen imod hans Albue og stødte paa den. Han skjød det godlynte Dyr lempeligt tilside, men, da Snuden kom humrende igjen, gav han den halvt i Tanker et Stykke Fladbrød. Det var en liden, overmaade mager, musegraa Hest med tætklippet Man, skidden, som om den havde væltet sig i Sølen, og det siden var størknet, samt med store Brudsaar paa Ryg og Side efter Sælen. Den hængte paa Hovedet medens den aad, men kom saa igjen op i Karmen.

Der randt Vand af Dyrets Øine, hvilket ogsaa siges undertiden at ske, naar en Hest sælges, og det teede sig underligt kjælent, idet det slog uroligt med den kortklippede Halestump og trykkede sig nær under Væggen.

Gjermund vidste ikke hvorfor, – han var formodentlig i et eget Humør, – men han kom til at tænke paa Graaen den Dag, den blev ført fra Strømshagen. Bjerkenaaven med de graa Torvhuse og Elven under samt den røde Evjegaard nede paa den anden Side steg med ét saa klart frem for hans indre Øie, som han skulde havt et Syn.

Der maatte saa smaat være Løvspræt ogsaa der i Liderne nu; – han saa Moderen med Bundingsstikkerne og Folkene sysle rundt Husene hver med sit; han saa gamle Jon nede paa Evjetunet og en bleg høi Pige, som gik og ingenting sagde, men af og til i hvide Søndagsærmer kom i Besøg over til hans Mor paa Strømshagen og da hver Gang blev staaende paa Tunet en Stund, som den Dag, hun saa efter Graaen, da den gik afgaarde.

Det var nu længe siden, han havde tænkt paa Graaen – han havde eiet mange Heste siden den Tid og været oppe i mangt.

Som han sad i disse Tanker i det solvarme Vindu og gav Dyret det ene Stykke Fladbrød efter det andet, blev det hele saa underlig virkeligt for ham; det var, som han skulde kjende igjen Hestehovedet med de fine Ører og de blanke Øine, der alt i ét strakte sig op i Vindueskarmen til ham og humrede, og ved Siden af stod saa livagtigt den høie, lyse Pige, der grædende havde lagt Haanden i hans over Graaens Ryg og bedet ham prøve paa, saa skulde hun vente.

Men nu læste han et andet Udtryk i hendes Øie. Han fik i Begyndelsen Lyst til at modsige det med de Beviser, han bar i Lommebogen; men hendes Mine sagde tilbagetrængt stolt, slig som han kjendte hendes Væsen, at hun havde ventet for hans Skyld, ikke paa Lommebogen. Han saa mere og mere angst ud, medens han sad der og maatte have set noget i Virkeligheden, der stadfæstede det; thi med et høit:

«Det er Graaen!» fo’r han saa i et Sæt op af Stolen og ud igjennem Døren hen under Vinduet til den.

Han stod først en Stund stille og saa paa den; tog saa forsigtigt og løftede paa Sæletøiet, hvor der var Saar, undersøgte dens Fødder og dens af Bidslet oprevne Mund og blev ikke træt af at gaa rundt den, idet han gjentog og atter gjentog:

«Ja, det er Graaen, – og slig som de har handlet med Dig!» I Baggrunden skalv en anden Tanke, som han ikke gav Ord. Han strøg harmfuldt det af Toug og Skindværk sammenknudede elendige Sæletøi af og ledede den i fuldt Sindsoprør hen til Trappen, hvor Skydsskafferen, Anders Brunsbjerg, stod og undrede sig ikke saa lidet over ham. Men underveis gik Hestehandleren i Gjermund, og han spurgte:

«Vil I have otte Daler for denne Fillegampen, Brunsbergen? Den duer nok ikke til Skydsen synderligt længer, og jeg kan altid have Husmandsbrug for den Plogaannen over.»

«Da kjørte Du fort nok med den inat fra Markedet, Gjermund, efter hvad Skydsgutten sagde imorges.»

Dette gik i Gjermund; han havde havt endel i Hovedet af Markedsturingen og huskede nu, at han havde kjørt ganske urimelig fort i Mørket og tilmed brugt Svøben alvorligt, hvor det skurede i Føret. Han svarede derfor bare:

«Hvad vil Du have for den?»

Brunsbergen begynte nu at udbrede sig vidtløftigt over alle dens Egenskaber; han havde kjøbt den paa Auktion efter en Prokurator, der var kjendt for at have gode Heste, og den havde bare været tre Aar i Skydsen; heller ikke var den ældre end elleve Aar.

Dette sidste vidste Gjermund helt bedre; thi den var nu femten Aar og vel det. Men han sagde intet til Graaens Forkleinelse; og da Brunsbergen endelig sluttede med, at han ikke solgte den under tyve Daler, tællede Gjermund til den andens Forundring straks upruttet Pengene op paa Bænken foran ham.

Og nu gav Gjermund sig til at vaske, pudse og stelle den i flere Timer, før han endelig reiste med Hesten løs ved Grimen efter sig.

Men Brunsbergen fortalte siden ofte i godt Lag, hvorledes han en Dag havde taget selve Gjermund Strømshagen i Hestehandel; han havde stelt sig meget fult. «Det eneste var», lagde han engang til, som om det kunde være lidt at angre paa – «den gamle Skydshest var ikke sprængt.

*

I nogle Aar havde Jon Evjen i sit Sind beskjæftiget sig mere med Strømshagen end han vilde være ved; han besøgte undertiden Enken, og han og hans Hustru talte som tiest med hende ved Kirken. Sigrids Forældre vidste, at hun gik og ventede paa Gjermund; de havde heller ikke i de sidste tre Aar havt noget at indvende mod Giftermaalet; thi Rygtet om, at han var bleven en holden Kar var kommet op til Hjembygden. Kun undrede de sig over, at han ikke kom; de havde allerede bortgiftet den yngre Søster.

Men paa det sidste var Forholdet igjen blevet anderledes, og Enken var et Par Gange kommet over til Evjen, uden at Besøgene blev gjengjældte. Det var Sigrid, som raadede i dette, endda hun selv kom over som før.

Hun gik nu i sit seks og tyvende Aar, var blegere og saa høiere ud, men var derfor ikke mindre vakker; kun var der i den sidste Tid kommet ligesom en større Myndighet ind i hendes stille Væsen, og hun styrede ivrigt med Gaardens Anliggende; – «den skal jo ogsaa blive hendes,» sagde gamle Jon.

Da han en Dag fandt, at han havde gjort Gjermund Uret, dengang han nægtede at hjælpe sit til med halve Juvbroen, og nu – seks Aar efter – vilde gjøre det godt igjen ved selv at kjøre frem alle otte Stokke, mente Sigrid, at dette ikke kunde behøves. Jon saa noget længe paa hende, da hun sagde det, men lod det blive, som hun vilde.

En Kvæld mærkedes et usædvanligt Liv oppe i Strømshagen; der maatte være hændt et eller andet. Jon undredes derover for sin Hustru, men til Datteren nævnte de intet. Sigrid havde det den Aften meget travlt, og det lod ikke paa hende, som hun havde mærket noget.

Næste Morgen meget tidlig var Sigrid alene nede ved Elven med noget Vadmel. Solen satte med fuld Magt sit røde Guld i Bjerkenaaven, og om nogle Dage skulde de tilsæters.

Som hun stod der, knæggede det tværtover i Bakken mellem Bjerkebuskene, og ud af deres Skygge kom – hun tog ikke feil – Graaen, selve Graaen. Den rakte Hovedet ud som i gamle Dage og blev slig staaende.

Hun stod en lang Stund og saa paa den, medens Øinene efterhaanden blindedes af Graad. Endelig udbrød hun: «Jeg tænkte, han havde glemt Dig ogsaa, jeg, Graaen!» Lidt efter tilføiede hun dog med en Røst, hvori al hendes krænkede Stolthed skalv: – «Men ilde har Du havt det, ser jeg, og lidet har de vørret Dig i al den Tid!» Med disse Ord vendte hun sig hastigt og gik. Vadmelet lod hun ligge, hun følte vel, at Gjermund, ikke kunde være langt borte. I de staalgraa Øine, der ellers var saa vakkre og gode, lyste det haarde, som Gjermund var ræd for.

Derhjemme gav hun sig til at stelle som almindeligt.

Gjermund var kommet den foregaaende Kvæld; men hans Mod paa at gaa Sigrid under Øinene var minket endnu stærkere, efterat Moderen havde fortalt ham om, hvordan alt stod til derover.

I Morgenstunden havde han ganske rigtigt siddet lige ovenfor bag Bjerkene og iagttaget, hvordan Sigrid drog Kjendsel paa Graaen, men, da han hørte hendes Ord og saa, hvorledes hun gik, havde han ikke raabt til hende, saaledes som han fra først af havde tænkt. Han syntes rent, at han havde mistet hende.

Ellers var han altid helst sin egen Ærindsvend, men nu grundede han, idet han gik mørk hjemover, paa, om det ikke var bedst, at Moderen gik over først og talte med hende; – og saa fik hun sætte sig op paa Graaen. Folk vilde vel synes, det var kort Vei at tage Hest for, men Sigrid vilde kanske forstaa Meningen bedre.

Saa blev det da ogsaa, skjønt Moderen i Førstningen mente, at han nu kunde være god nok til at gaa Frier selv. Om Penge og sligt maatte hun endelig ikke nævne, blot sige hende, som sandt var, at han angrede saart, at han havde været saa længe borte, og nu ikke turde gaa til hende.

Da hun red nedefter Bakken paa Graaen, der for øvrigt efter en Maaneds god Fodring og Fliing var i hel bedre Stand, end dengang han tog den op af Skydsveien, sad Sønnen med bankende Hjerte hjemme i Stuen og ventede. Dette Ridt var et helt andet end den Kaksefærd, han saa ofte havde tænkt sig, hvor Jon Evjen skulde staa og hilse ved Grinden, naar han kom for at begjære Datteren.

Da Enken paa Strømshagen kom sagtmodelig ridende opefter Veien paa Graaen, var det klart, at der vilde ske noget; gamle Jon gik ind i Stuen og kastede Trøien paa sig.

Paa Tunet stansede hun ligesaa sagtmodeligt et Stykke fra Døren og bar sig i alle Maader anderledes ad, end de havde ventet af den rige Kakses Moder. I Stuen neiede hun meget, vilde beskedent ikke tage Sæde, og det var i alle Dele, som hun søgte at gjøre sig og sit saa lidet. Slig havde hun aldrig været i sine fattige Dage. Da Sønnens Hjemkomst nævntes, sagde hun sukkende, at det var kun liden Lykke, dersom han altid skulde sidde saa tung om Hjertet derhjemme som nu.

Jon og hans Hustru undredes adskilligt over disse Ord, men Sigrid satte sine Øine forskende paa hende og blev lidt rød. Endelig rykkede hun ud med Sproget, at hun var kommet over for at faa tale lidt med Sigrid.

De to gik da sammen i Andrestuen. Idet Sigrid gik didind, var der næsten ikke Farve i hendes Ansigt, og Minen var kold og stolt. Jon rystede paa Hovedet efter hende og tænkte, at dette saa ud til et Nei igjen. Da de bagefter kom ud sammen, var hun blussende rød og i Graad, men det var let at se, at det ikke var Sorg, og hun skalv paa Hænderne, saa hun næsten var forfjamset, da hun absolut selv vilde hjælpe Gjermunds Mor op paa Hesten.

Da denne kom hjem, fik Gjermund høre, hvad han vel havde skjønnet, at der havde været alvorligt Brud, men at dette nu var saavidt over, at det nok kunde nytte ham at gaa derhen selv. Hans Mor sagde dette sidste med en egen Mine, som gjorde Gjermund over vættes glad, og han overhængte hende, til hun havde fortalt alt.

Sigrid havde først med stor Kulde sagt, at hun troede, Gjermund nu holdt mere af sine Penge end af hende, – ellers var han ikke blevet saa længe borte uden at lade høre fra sig; hun mente derfor, at det var bedst, det blev, som det nu var, og at det ikke var værdt at tale længer om det, som bare var saart for dem begge. Med disse Ord ledte hun med Haanden efter Dørklinken som for at ende Samtalen. Hun kom heller ikke nærmere, da den anden drog Tørklædet til Øinene og sagde, at dette vilde være en sørgelig Ende paa al deres Ungdoms Strid; men yttrede kort, at man kan stride for saa mange Ting i denne Verden; hun havde bare ment ét, men Gjermund havde nu faat andet for sig.

Da den gamle saa svarede, at Gjermund vilde opgive at være Handelskar og blive Bonde igjen, naar bare hun vilde blive Konen paa Gaarden, og at det ellers vilde blive et tungt Ærinde at føre hjem med Graaen, havde hun pludselig gjemt Hovedet ved hendes Bryst, taget om hende og grædt, saa det næsten ikke vilde tage Ende, men set saa lykkelig ud, da hun igjen slog Øinene op.

– Allerede samme Eftermiddag var Gjermund med sin Mor over paa Evjen og begjærede hende af Forældrene.

De to unge sad sammen paa Bænken i den skumre Stue og kunde ikke slippe hinandens Hænder.

Men saa maatte Sigrid ud at koge Rømmegrøden. Did kom ogsaa Gjermund, og, da Grøden kom ind, var den svedet, hvad vel neppe var hændt før under Sigrids Haand. Gamle Jon mente leende, at det kom af, at det havde været for hedt derude.

Enken paa Strømshagen gjorde et Par Forsøg paa at bryde op, førend der endelig senkvælds blev Alvor av det.

Nogle Dage efter – de lagede sig da netop til Sæter færden – blev der Tale om, naar Brylluppet skulde fastsættes. Nu var det Gjermund, som skyndte paa, og Sigrid, der vilde have Udsættelse.

En vakker Søndagsmorgen om Høsten pyntedes Sigrid til Kirken. Brudekronen havde hun paa, og Brudehesten stod bunden for Døren.

Det var Graaen; den var nu i godt Huld og endda nok saa let paa Foden.

I Kirken var der den Dag samlet ualmindelig mange Folk, der vilde se paa det vakkre, staute Brudepar. Som hun stod der med Kronen paa, var de jevnhøide, men den brede Gjermund saa ud som Manden alligevel.

Brylluppet var sligt, som alle ventede det, naar Sigrid Evjen engang skulde være Bruden. Efter Skikken blev der givet i Skaalen.

Gamle Jon lagde da ned i den Skjødet paa Evjen; – hver af Døttrene havde Arvegaard ivente, og Evjen var Sigrids Odel. De gamle havde opgivet Gaarden og vilde sidde paa Livøre i Andrestuen, som dertil var bygget.

Nu, Gjermund eiede begge Gaardene, mente Jon, spøgende over Ølkanden til Brudeparret, at denne ogsaa havde Pligten til at lægge Juvbroen for begge Sider.

«Juvbroen blev lagt, da de to lagde Hænderne samen,» – svarede Gjermunds Mor; – «men baade han og Graaen fik kjøre langt om i Verden efter Stokkene.»

«Ja, det holdt næsten paa at blive for langt,» sagde Jon.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.