Søndmørs-Ottringen

Har der engang levet et Geni, som først har opfundet denne Baad, eller har den skabt sig selv frem lidt efter lidt? Det véd nu ingen, men vel, at dens Bygning har været Gjenstand for hel mange Tanker og Forsøg, samt at denne Baads Historie har et Sambaand med Søndmørs gamle og nu nylig gjenfundne store Fiskebanker udenfor Storeggen.

En af Søndmørs bedste Baadbyggere i Slutningen af forrige Aarhundrede var Per Thordsen Skodje eller, som han ogsaa i Omtale kaldtes, «Per Havgarden», dette var et Udnavn, hvis Aarsag nedenfor skal berettes. Han boede en Tid i Dragsund, men paa sine senere Dage levede han inde i Volden.

Hans sværtbyggede, magre, af Alderen noget ludende Person var paafaldende ved et Hoved, hvor Haaret sad snehvidt, kort og tæt som Uld, og under de buskede, hvide Øienbryn glippede et Par smaa, blygraa, hvasse Øine næsten som en Fugls. Det var lidt af et Fuglehoved og med Skjæggefiltret ogsaa lidt af en mosgrod Sten; man kom til at tænke paa en Vildfugl paa et Skjær, men under Høgenæsen var der et benhaardt sammenknebet Træk ved Munden som af en næsten itubidt Villie, og dette sidste gav egentlig hele dette forunderlige Ansigt sin Karakter.

Havde Per Skodje ikke været saa egen og besynderlig stivsindet i et og alt, kunde han have været en Velstandsmand; thi som han, naar han bare vilde, kunde paa den Tid kanske ingen paa hele Søndmøre gjøre en Baad – derom var der nok kun én Mening. Men det var den evige Fristen og Eksperimenteren, som han aldrig kunde lade fare og som gjorde, at Folk ikke rigtig kunde være tryg paa ham. Derfor søgte de til andre, men tog dog gjerne – og dette foregik paa mange fine Vis – hans Mening under Arbeidet. Var en Baad færdig, skulde den først og fremst «synes» frem for Per Skodje. Sagde han: «Hm!» lagde Messingbrillerne i Vestelommen og gik, var det intet godt Tegn for Baaden; men vel, naar han nikkede og blev staaende en Stund, – for ikke at tale om den Selsynthed, at han rent ud blev hængende ved Synet og gik rundt og atter rundt om den og følte med Haanden og maalte med Vinkelmaalet, som om han aldrig kunde blive træt.

Dette hændte ikke mindre end to Gange med Baade, der var gjort ude ved Havkanten af en Mand paa Hareidlandet, og som var lidt anderledes – Folk sagde mere vaagsomt – byggede i Bordene.

Per Skodje var en dybtænkt Mand, og man havde mange mærkelige Ord efter ham; men desuagtet var det den almindelige Mening, at han under al sin Dygtighed alligevel havde en Skrue løs. Snakket vilde endogsaa vide, at Draugen engang havde «kværvet Synet» paa ham, saa at han i somt saa bedre end andre, men i andet rangt; derfor blev det mest Lykketræf, naar han byggede. Man vidste ogsaa, at han omgikkes en Tanke, der dengang laa hel mystisk for Forestillingen, halvt i Draugens og Havtaagens Verden, halvt i Sagnets, nemlig den om «Havbroen».

Iblandt Almuen levede endnu et dunkelt Sagn om «Havbroen», eller, som andre kaldte det, «Havgarden» – nogle uhyre vidtløftige og rige Fiskebanker, der skulde ligge etsteds i Havet nordom Storeggen bag alt Landemærke og Med, og hvorpaa Forfædrene i gamle Dage havde drevet et storartet Kveite- og Langefiske. I Sammenligning med disse Fiskebanker skulde Storeggen bare være som et lidet Hjembrug at anse. Havtaagen matte vel engang i Tiden have lukket dette Sted, Sortedøden lagt Glemsel over det, eller Draugen have forstyrret Medene; – men derude bag Skodden laa Søndmørs Guldalderssagn nu som et Eventyr for Børn; thi «alvorlige Folk» spenderede ikke Krudt paa en Tanke, der laa saa langt ud i Havet.

Per Thordsen Skodje havde engang i sine yngre Dage været Skolelærer ved Siden af Baadbyggeriet, men var kommet fra Bestillingen af den samme Grund, hvorfor Folk ogsaa nu især mente, at han havde en Skrue løs. Det var den Tanke om «Havbroen», som ikke vilde lade ham i Fred, saa at han, for Fortællingen om den, paa Omgangsskolen glemte baade Katekismus og Forklaring. Dette og hans anden egensindige Stridighed mod Præsten gjorde, at han tilslut blev afsat.

Per tog det i hine Dage næsten som et Prædikeembede at tale om denne Sag og paastod til og med, at han selv engang havde været ude paa Havbroen. Som liden Gut havde han været med paa sin Fars Ottring, dengang denne blev sat ud tilhavs, og huskede nu grant, at han derude nordøstlig om Storeggen havde set noget graaligere Vand, som af Grundinger; men da havde ingen tænkt over det.

At disse Banker var som «nedsøkkede», paastod han, var voldt ved, at Sønmøringen ikke længer havde saa trauste Havbaade, som de, Fædrene fo’r med i gamle Dage; – Folket nutildags vilde have Fisken lige under Stuedøren. Naar Havgarden blev fundet, skulde Søndmør blive saa rigt igjen, at Almuen skulde gaa frakkeklædt, og det skulde ikke længer blive saa vant om Kongens Rigssølv.

Han mødte med Iver alle Indvendinger, ikke mindst den, at det kunde være Kraken, der jo skal kunne dukke op midt i Havet som en uhyre Ø med Braat og Brand om Siderne, men hvor der altid i en vis Dybde gaar Fisk i Mængde.

Da Per tilslut mærkede, at han med al sin Tale blot naaede til at blive udlet, tog han det Raad at tie. Men under dette gjærede Tanken kun desto haardere i ham, og den arbeidede nu i hans Gjerning, Baadbyggeriet. Han vilde finde igjen den gamle Ottring, som duede for mere end Storeggen, og fristede dette paa mangeslags Vis. Flere af dem blev de bedste Baade paa hele Søndmør, men andre gjorde han igjen slig, at de, som eiede dem, var kun daarligt nøide, og derfor blev der, som sagt, i Længden mere vant om Søgningen.

Havde Per Skodje tabt meget ved sit Præk, saa havde han ogsaa just ved dette vundet det, som i hans egne Øine veiede op alting – undtagen maaske Havbroen – og det var hans Hustru Marit.

Hun havde, naar Omgangsskolen holdtes i hendes Fars Stue, som tolvaars Pige siddet og hørt paa hans Fortælling om Havgarden, som var tabt for Søndmør, men kunde findes igjen, naar bare Folket vilde vaage sig ud som i gamle Dage, og hun havde set helt stort paa ham, da han sagde, at han som liden Gut selv havde været derude. Hun troede det altsammen, og det gjorde hende bitterlig ondt, da Forældrene bagefter gjorde Smaanar af det. Hun hørte det samme op igjen af ham Aaret, før hun gik for Præsten, og syntes da, at det blev til noget endda større.

Det Aar, Per Skodje blev afsat, blev de to trolovede – hun var da atten Aar og han ni og tyve.

Folk syntes, det var et underligt Ægtepar. Hun var liden og spæd og havde aldrig været vakker, kun havde hun, især i sin Ungdom, havt et Par mærkelige Øine; men nu, hun var femti Aar og rynket og medtaget de havde havt syv Børn – kunde han i Samlag sidde og tale om Marit «og de andre Jenter», som om hun i alle Maader endnu var atten. Det maatte være et af de Punkter, hvor den gamle var «kværv paa Synet», lo man. Og naar Per nu en sjelden Gang kunde have en Raptus med at tale om Havgarden, blev Konen ikke, som venteligt, lei for Folk derved, men sad og nikkede til, som om han talte Epangeliet. I Stuen passede de det at tie til sligt, men bagefter kom Snakket, og man havde Lystighed af dem begge.

Per Skodje havde tre Døttre nogenlunde godt gifte i andre Bygder, og fire Sønner, hvoraf de to yngste endnu levede i Hus med ham, og de to andre sad gifte paa et Par Pladse i Nærheden, – den ældste, der hed Ivar og boede i Mellemaasen, havde selv mange Børn, der i Regelen kravlede om i Stuen hos Bedstemoderen.

Det var vistnok saa, at det ofte var kleint med Fortjenesten for gamle Per, men saa kom der gjerne igjen paa én Gang en hel Del at gjøre, og da hjalp Sønnerne ham; det meste af, hvad der tjentes, gik ogsaa til dem, saa de levede paa en Vis som under ét.

Et Par Aar lagde Sønnerne Mærke til, at den gamle, hvergang han overkom et rigtig særlig udmærket Materialebord eller Emne, kastede det til den ene Side op under Nøstbjelkerne. Der laa nu tilslut en hel Dynge, og en Dag kom han dragende med Kjølen. Meningen var, som de havde tænkt sig, at han denne Gang vilde bygge Baaden for egen Regning og helt efter sit eget Hoved.

Sønnen Ivar var en liden Mand med tyndt, sort Haar og et Par gløgge, brunagtige Øine; man sagde, at han var den af Sønnerne, der havde arvet det, som duede af Faderen. Han var kvik og skarp i sin Tale, kunde mange Historier, men var, som man udtrykte sig, «henfalden til Læsning» og forstod for lidt at passe det, som tjente til at opholde og ernære Familien. Han var ogsaa lidt af en Maler, og Sentenser og Vers af ham stod at læse mangesteds paa Skabe og Kister, men mest i hans eget Hus, som man paa en Maade maatte læse sig igjennem ligefra Indskriften paa Stuedøren. Han troede paa Faderens Tanke om Havbroen og var iblandt Sønnerne den, som den gamle egentlig fortrøstede sig til.

Den nye Baad fik ingen hjælpe til med undtagen Ivar, og de byggede paa den, saa ofte der var Tid for andet Arbeide, hele Aaret – og under Arbeidet kunde gamle Marit tidt staa lange Stunder fortænkt og se til. Der falt flere Omkostninger for at skaffe al fornøden Seildug og Rig; men det viste sig nu, at den gamle ikke blot itide havde kastet Materialier op paa Nøstloftet, men ogsaa Skillinger ned i Marits Kiste.

Over Jul var Ottringen færdig; den var meget stor med tre Seil. Det særegne ved den var, at Forrummet var større og ledigere bygget med flere Smaabord end vanligt, og at Langbordene var tyndere, saa de blev ligesom mygere i Sjøen.

Sønnerne, undtagen Ivar, mente, at dette var den vaageligste Bygning, de havde set; men, da Ivar, paa hvis Ord de led mere end paa Faderen, sagde, at alt dette tilsammen bare gav mere Kraft og gjorde Baaden lettere i Sjøen, gav de sig tiltaals.

Baaden blev prøvet et Par Dage i et Uveir ude paa Fjorden og viste sig, saavidt der kunde dømmes uden for Havsjøen, at være den bedste, der nogensinde var kommet fra Per Skodjes Haand.

Alle Sønnerne var nu rent indtagne i den, og lagede sig til at fare med den ud til Fisket den Vinter med Proviant, Sjøklæder, Linestamper og alt Tilbehør. Den gamle havde endnu intet nævnt, men, da han lod dem vedblive med at ruste sig ud, forstod det sig af sig selv, at dette var Meningen.

En Dag samlede han dem alle fire inde i Stuen, hvor ogsaa Marit sad, og talte der det, som ingen af dem likte undtagen Ivar. Han vilde ikke bare gaa til Storeggen, men med Kompas og Haandlod gjøre flere Døgns Slag ud i Havet nordenom for at finde det, som han hele sin Livstid havde stundet efter, nemlig Grundene om Havbroen. Det fik nu engang briste eller bære med den Sag, og Sønnerne fik sige fra, om de vilde følge ham.

Ivar reiste sig straks og sagde «Ja», men imellem de andre blev der en Stunds Taushed. Endelig mente den ene af dem, der hed Anders, noget veg i Stemmen, at deres Far nu var vel gammel til at friste paa slige udfarendes Leder. Men da svarede Marit mod Sædvane vredt, at de alle fik beraade sig vel, om de vilde lade deres Far reise alene med Fremmedfolk, som han kunde sanke for Penge; hun gik isaafald selv ud med ham.

Og dermed var Sagen afgjort.

Men nu yttrede Per Skodje, at han vilde, at Ivar, der havde mange Børn, skulde blive hjemme. Hermed var Ivar i Begyndelsen ilde tilfreds; men den gamle var ikke til at rokke.

Saa seilede de da ud med Leiefolk forresten. Meningen var, at der forinden skulde fiskes, saavel ude paa Faldgarden og Bankern, som paa Storeggen, saa de kunde vælge beleiligt Veir.

De to gamle holdt forud en Andagt sammen i Stuen, og Per havde derunder gjort Bøn om, at det maatte times ham at finde Havgarden paa denne Reise.

Det var den en og tyvende Februar 1786, at han saaledes lagde ud fra sin Gaard Sørvig inde ved Kilsfjorden i Volden med god Seilbør udover.

Hans Hustru stod og saa efter Baaden hele Formiddagen, til det sidste af Seilene kom bort bag Holmen, hvor Fjorden bøier.

Han var ventendes hjem om vel et Par Maaneder.

I den Tid gik Marit og syslede uden at sige videre – kun sad hun ofte i lange Stunder og læste i Postillen netop paa det Sted, hvor den gamle havde læst sidste Gang, og hvor Brillerne, som han havde lagt efter sig, endnu laa. Der var en Tid overvættes stormfuldt Veir.

Da det lakkede mod Hjemkomsten, blev hun igjen meget urolig og kunde næsten ikke være stille noget Sted.

Da kom der en Dag et Par Fremmedfolk fra Udbygderne op i Stuen til Ivar og bragte Bud. Men, som de havde berettet det, saa Sønnen hende staa hvid i Døren – hun havde set dem komme og hørt det altsammen.

Ottringen var for fjorten Dage siden fundet i Sjøen noget østlig for Storeggen, seilet midt over ved Forrummet, der endnu hang ned. Baaden var rimeligvis gaat rundt, men laa nu med lidt af Æsingen og Forog Agerstavn oppe af Vandet, samt med knækket Seiltofte. Forliset maatte være sket længere ude for et Par Dage siden, eftersom Strømmen satte indover, og af Folkene saas kun Per Skodjes Lig, der flød efter Baa den, indviklet i et af Garnene, der havde taget Bugt om en af Rorhagerne.

Hans Lig var sidste Søndag jordet ude ved Skodje Kirke.

De havde i den haarde Kuling fra Land ikke kunnet bugsere Baaden ind, men, saavidt muligt, reddet det lille, som var igjen, derunder et af Seilene, som de havde skaaret fra, samt et Par Haandlodder, der var fastsurrede om den løse Bagtofte, som de havde med sig.

Baaden havde – tilføiede den fremmede noget efter – øiensynlig ført fuld Ladning af Kveite og Lange; men, da de selv netop i al den Tid havde været ude paa Storeggen, kunde dette ikke være fisket der, og meget tydede paa, at den havde faret paa en anden Led end den vanlige derude i Sjøen.

Ved disse Ord kom der et underligt Skin over den gamle Kones Ansigt. Hun foldede Hænderne over Brystet, og saa ud, som hun takkede for noget, idet hun vendte sig og gik alene hjemover.

Da Ivar, efterat have stedt Fremmedfolket til Hvile, en Halvtimestid efter kom ind i Stuen til Moderen, fandt han hende ligge paa Knæ med Hovedet ned mod Bænken støttet mod de foldede Hænder. Hun græd og takkede Gud, fordi han havde bønhørt hendes Mand og ladet ham se Havbroen, før han lukkede sine Øine, saa hans Sjæl kunde faa Ro.

Den følgende Morgen bragte Ivar Toften med Haandlodsnørerne. Blyet var slitnet af paa dem begge i Enderne; men Ivar viste hende nogle Løkker, der var knyttede til Mærke, og begyndte at favne op Længden – han havde først gjort det samme for sig selv udenfor. Paa den ene talte han otteti, niti og hundrede og ti Favne til de forskjellige Løkker, og paa den anden fire Maal mellem et og to hundrede Favne.

Deraf skjønnede de forvist, at den gamle baade havde fundet Bankerne, og at han havde ligget derude og fisket.

Men naar Ivar siden søgte at give denne sin Vis hed til andre, mødte han altid det samme, som hans Far havde mødt; – det kunde være saa mange andre Ting.

– En Graadag i Regnhøsten, medens Rognebærrene hang røde mellem det gule Løv i Præstegaardsalléen, kom en Kone op paa Studerværelset til Præsten. Konen var Per Skodjes Hustru Marit, og hun kom, sagde hun, for at takke og betale for Jordfæstelsen.

Præsten talte en Stund med hende; han havde godt kjendt hendes Mand og vidste, hvordan han havde havt det. Efterat de igrunden var færdig, blev hun endnu staaende, og han forstod, at hun havde noget paa Hjertet, som hun havde ondt for at rykke ud med. Endelig kom det.

Hun vilde gjerne bede om Lov til istedetfor et almindeligt Trækors paa Graven med malede Bogstaver, at sætte en Kampesten, som Sønnen Ivar havde med sig i Baaden, og hvorpaa han med store Bogstaver havde hugget ind hendes afdøde Mands Navn med et Kors over. Præsten sagde, at hun maatte gjerne det, skjønt det ikke var Skikken.

Da brast hun atter i Graad, – hun havde ikke ventet den Godhed saa let; og Præsten, der misforstod hende, trøstede da som sidste Ord med, at hendes Mand dog havde været vanfør og svag paa Sjælen; hun burde nu helst takke Gud, som tog ham, og ikke sørge over al Maade.

Hun saa en Stund stort forundret paa ham, som om hun ikke rigtig fattede hans Tale, og svarede derpaa sørgmodigt de ord, som han dengang ikke forstod, men som han ofte senere maatte huske paa:

«Maa ikke jeg sørge og græde, Præst! – jeg tykkes, jeg kunde græde for hele Søndmør.»

*

Disse gamle Forestillinger om Banker udenfor i Havet har forlængst vist sig at indeholde Virkelighed. For en Mandsalder siden gjenopdagedes Fiskebanken «Havbroen».

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.