Fortællinger og Skildringer fra Norge

av Jonas Lie

Svend føyn og ishavsfarten

(1870)

Finmarkshvalen har to Egenskaber, der egentlig skulde beskyttet den mod alle Efterstræbelser. Den er samtidig Jordens stærkeste og – magreste Hval, hvilket vil sige, at Jagten paa den er paa én Gang baade den vanskeligste og den mindst lønsomme af al Hvalfangst. For at den skulde blive en fordelagtig stadig Bedrift, maatte der udfindes en Maade, hvorpaa den kunde fanges i Mængde, og Udbyttet tilgodegjøres i det store – og det er dette, Svend Føyn har gjort.

Hvalerne er Oceanfiske; de svarer i Fiskenes Rige til Oceandamperne blandt Skibene, og, som bekjendt, er Hvalfiskearterne ved Sydpolen andre end de oppe ved Nordpolen. Den hede Ækvator skiller mellem dem som en uoverstigelig Mur og hindrer dem fra at naa ind paa hinandens Omraade og blande Arterne. Hvalen har ogsaa Æren af at være den første Opdager, der har fundet den nordlige Gjennemfart om Amerika. Man har nemlig paa Amerikas Vestside ved Kurilerne fanget Hvaler, der har baaret mærkede Harpuner fra Hvalfangerne paa Østsiden oppe i Davis-Strædet, og da Hvalens Natur ikke tillader den at være længere end en halv Time under Vandet uden at puste, slutter man deraf, at den maa have fundet et isfrit Løb for den nordlige Gjennemgang. Det er imidlertid ikke disse interessante Omstændigheder, vi her har at holde os til; vi vil kun fremholde det ene Faktum, at af alle Hvalfiske paa Jorden skal Finmarkshvalen være den uden Sammenligning stærkeste og raskeste; thi det er dette, som har gjort dens Fangst til en Opgave for Geniet.

Hvor stærk den er, kan sluttes af følgende Historie, som, uagtet vi har talt med de troværdigste Øienvidner – ja bl. a. med Svend Føyn selv – og tillige paa andre Maader har faat stadfæstet Sagen, dog endnu staar for os som næsten utrolig. Til dens Forstaaelse skal vi her forudskikke en liden Forklaring over Fangstmaaden, saaledes som vi har opfattet den.

I passende Nærhed udskyder Kanonen i Dampskibets Forende mod Hvalen en Harpun med en Line efter sig. Saasnart Hvalen føler sig saaret, sænker den sig under i Dybet, og nu begynder et forceret Løb, hvori Damperen, idet Linen med passende Modstandskraft gives ud, maa gjøre Følge, trukken af Hvalens uhyre Kraft. Det gjaldt før om at komme Hvalen paa ny saa nær, at man kunde faa skudt Granaten ind i den. Nu bruges derimod kun én eneste Harpun, foran hvis bevægelige Hager sidder som Spidse en Sprængranat, der eksploderer ved Hvalens eget Ryk. Feilen ved de forrige Sprænggranater, som Føyn efter Idé fra Grønlandsfangsten anvendte, var den, at Hvalen vistnok sprængtes, men paa Grund af sin Magerhed ofte med det samme sank og tabtes. Føyns Tanke, som han iaar har realiseret, blev derfor nu at faa Hvalens indre fyldt med Gas fra Bomben, der trænger ind sammen med Harpunen. Ved dette Middel vilde Hvalen kunne holdes oppe og flyde som en almindelig Grønlandshval.

Det var med en indskudt Harpun i Livet, at Hvalen en Dag fo’r afsted med Føyns Dampskib paa 20 Hestes Kraft efter sig. Det bar mod Vinden, og Føyn satte op en Bredfok for at stoppe paa; men Fokken revnede for Trykket, da Vinden efterhaanden steg til en stærk Kuling med Sjø. Maskinen orkede ikke at arbeide imod Farten, der gik stik imot Veiret, og slig blev det ved under stigende Storm i hele ti Timer, idet Sjøerne slog indover Dampskibets Forende.

Der var nok dem ombord, som syntes, det ret nu kunde være forsvarligt, om Trossen blev kappet. Gamle Svend Føyn gik imidlertid taus frem og tilbage paa Dækket, og hvad han vilde, vidste man.

Hans Hustru, som var med, laa nede i Kahytten, og Føyn befandt sig saaledes «i sin Families Skjød» og vistnok netop ret i sit Es.

Situationen blev imidlertid mindre og mindre glædelig; det var, som om man havde harpuneret selve Sjøguden istedetfor en Hval, saa evigt og utrætteligt vedblev den Løbet. Da Trossen saa endelig sprang, lettedes vistnok mangt et Hjerte ombord – kanske i Stilhed Svend Føyns med; thi Veiret var steget til Storm.

Men hvor mange Hestes Kraft har ikke ligget i denne Hvalfiskespol!

Da det saaledes har vist sig, at Maskineri og Seil og Sjø i Forening ikke formaar at give Dampskibet den rette Magt til at holde igjen, har Føyn opfundet en Tverbom med Falddøre eller noget lignende, der under Farten kan «strike igjen» nede i Vandet som en bred Væg, og nu iaar prøvet, om det holder.

En saadan Sport i fuld eventyrlig Kjæmpestil kunde Jordens Keisere og Konger misunde ham!

Det er imidlertid ikke som «Sport», at Svend Føyn driver denne Fangst, skjønt vi nok tror, at det eventyrlige og dristige tør have havt sin Indflydelse paa hans Beslutning. Det er ham en Forretning, der skal give Udbytte for ham selv og Landet.

Det heldige Udfald maatte saaledes bero paa de to Spørgsmaal, om der ved Finmarkens Kyster er i fornøden Mængde en stadig Tilgang af Hvaler, og om Fangsten samt Tilgodegjørelsen lod sig drive saa at sige maskineller fabriksmæssigt.

Den første Tvil om Hvalfiskens Mængde havde Føyn faat tilfredsstillende besvaret ved Forespørgsler hos ældre, erfarne Mænd oppe i Finmarken, skjønt det vistnok ogsaa hed, at baade Isforholdene og ellers Aaringerne i den Henseende kan øve en overordentlig vekslende Indflydelse.

Det andet Spørgsmaal har han løst dels ved den nye Fangstmaade med Dampskib og Granatharpun, dels ved Oprettelsen af Guanofabrik.

Fangsten har foregaaet med vekslende Held – som oftest efterat Føyn i Februar har seilet med Damp- og Seilskib til Kysten af Grønland og fældet Sælhund. I et Aar fældedes 32 Hvaler med Sprænggranat, hvoraf dog endel tabtes. Iaar er der med to Dampskibe fældet indtil 21de September ialt 36 Hvalfiske til en Værdi af over 20,000 Spd. eller, medregnet Barderne, ca. 30,000 Spd., foruden hvad der tilgodegjøres af Guanofabriken i Varangerfjorden.

Svend Føyn er en velbygget Mand med graat Haar, isblaa eller graa, aldeles ikke sentimentale Øine, og et Ansigt, der er skarpt i Bougen som en Jerndampbaad. Da han ved min Indtrædelse hjemme hos ham reiste sig af Sofaen, mindede han ikke saa lidt om en Isbjørn paa en Flage; han har noget ved sig af dens islyse Let. Svend Føyn er en Mand, som vil det, han vil; men han har altid havt ondt ved at faa andre til at forstaa sine Idéer, før Resultatet har kronet dem.

Paa et Maskinværksted smedede han saaledes, da man satte Theorien imod hans Ordre, tilsidst med egen Haand sin bestilte Dampskibsskrue i den Vinkel, som han nu engang for sit Øiemed trods al Theori ønskede den, og slig har han taget sig selv tilrette mangen Gang i Livet. Man maatte selv være et Stykke af et Geni for altid at kunne gaa efter, hvad han egentlig mener med Tingen, og hans Granatharpun havde sikkerlig ikke kostet 40,000 Spd., dersom han havde havt en tilstrækkelig sindrig Mand ved Siden af sig, der mekanisk kunde forløst hans Tanke.

Føyn er, i Korthed sagt, et Villiegeni, og har det ikke med megen Tale. Han er den i vort Lands Sjømandsverden, der har vakt den største Opsigt siden de gamle Sjøheltes Dage. Hans Natur er bygget for Modstand og for at overvinde Hindringer. Derfor har han ogsaa opsøgt sig sin egen Tumleplads: Ishavsfarten; det almindelige Hav var ham ikke eventyrfuldt nok.

Har Læseren nogen Gang været ombord i en Ishavs farer? Der er Anledning dertil, naar de om Vinteren ligger hjemme i Havnen udenfor Nøtterø i Nærheden af Tønsberg, hvor Føyn og den vovsomme Kaptein Bruun samt Jacob Melsom, de tre mærkeligste af vore Ishavskapteiner, bor.

Ishavsfarernes stærke Konstruktion kan aldrig egentlig gjøres forsvarlig nok. For en svær Pres af Seil skal de forceres hundredemilevis frem mellem Isstykker, der ligger som ophugget Sukker. Skuden tørner i Farten mod et Isstykke; det ryster over hele Fartøiet fra Mastetoppen ned til Kjølsvinet, og man har ondt for at staa paa Dækket. Atter tager Skibet Fart for den svære Seilpres, atter stamper det i mod Iskanten, atter den samme Rystelse. Denne Forceren af Isen er klarlig ikke for nervøse Mennesker, og da Forfatteren var ombord, tænkte han med forbauset Beundring paa den Matros’s Hjernekiste, som sover nedenunder med Hovedet nær Stevnen, medens disse Stød i ét væk gaar for sig knap en Alen fra det. Selv en Elefant maatte i Længden faa Hovedpine af dette; men Ishavsfareren lader nu til i alle Dele at have en helt anderledes vel fortømret Natur.

Gjennem den af Bølgegangen brudte Drivis arbeider Fartøiet sig op til Polarisens faste Kant, der løber i nordevstlig Retning flere hundrede Mile, idet der af og til gaar som brede Fjorde eller Aabninger ind i den.

Underveis oplever man paa Farten mellem Isstykkerne de arktiske Eventyr. Man har om sig i Luften især Graamaagerne og den forunderlige skjønne, hvide Elfensbensmaage, hvoraf Kristiania Museum nu endelig har faat et Eksemplar, og paa Isstykkerne ser man Sælhunde eller vel endog af og til en Isbjørn paa Fangst. Den intet anende Sælhund gribes pludselig af en Lab, der dukker op til den nedenfra under Iskanten; det er Isbjørnen, som har naaet hen til sit Bytte ved at svømme det sidste Stykke under Vandet.

Isbjørnen er iøvrigt ved de nuværende Geværer ikke længer den gamle, farlige Fiende. Men hvilken glubsk Natur den har, kan man gjøre sig en Idé om af føl gende: Hvalen er plaget af en egen Sort Snyltedyr, der lever i og ernærer sig af dens Hud, de saakaldte Hvallus (Cyamus). Disses stærke Gribefødder generer den paa det ømfindtligste, og man ser ofte de store Hvaler halvt opreiste skubbe sin Kjæmpekrop op og ned mod Iskanten som for en ulidelig Skabkløe. Ved saadanne Leiligheder styrter da den sultne, lurende Isbjørn sig pludselig paa Hvalen, begraver Gab og Klør i dens spækfulde Sider og river svære Stykker af, før den angrebne Leviathan faar Tid til at dukke under. Der harpuneres mangen Hval, som bærer den Slags Mærker efter Isbjørn.

En af Farerne i Drivisen er at blive skruet inde i den. Spørgsmaalet, om Fartøiet skal knuses eller ikke, beror her som oftest kun paa dets hensigtsmæssig skraa Konstruktion under Vandgangen, og mangen Skipper er frelst ved, at hans Fartøi paa den Vis uskadt er skruet helt op paa Isen af det uhyre Tryk.

For nogle Aar siden hændte dette en af Føyns Ishavskapteiner paa høi nordlig Bredde. Skibet sad i ugevis som en ensom liden Ø midt i en uoverskuelig Sneslette og løftedes heldigvis tilslut efter megen Knagen i Tømmeret op paa Isen. Kapteinens Observationer viste ham, at Drivisen gik sydover, og at hele Fladen tilslut maatte tørne paa og dele sig mod Island. Det vilde da komme an paa, om hans Fartøi skulde gaa med den Is, som driver østlig ned om Island og snart opløses, eller om han skulde drive vestom og kanske aldrig slippe ud af den eller ialfald overvintre i Isen. Der gik Uge efter Uge i Forventning og Ængstelse; det gjaldt om at holde Folkene ved Mod og stadig sysselsatte. Men mangen Aften, naar Kapteinen sad ved Lyset i sin ensomme Kahyt, og udenfor i Mørket kanske en Isbjørn stod og gloede paa Lysskjæret fra Kahytsvinduet, var vel Chefens Tanker ikke saa lyse.

En Dag hørtes der endelig Brag, som tydede paa, at den afgjørende Katastrofe var forhaanden, og at Polarisen nu tørnede imod Island. Kanonskud vilde ikke faat Ørenlyd midt i det Verdensbrag, som nu brød løs, og som det overgaar al menneskelig Evne at beskrive. Det var som at overvære en af Skabelsesdagene. Isstykkerne skruede sig op under Trykket saa høit som Fjelde, og Ismarker revnede med lange Brag hundreder Mile indover. Under dette viste Observationerne, at Skibet drev østlig om Island, og at man kunde vente snar Befrielse af Fangenskabet.

Vi skal imidlertid ikke opholde os ved Ishavsfarerens Eventyr, men følge ham op til den faste PolarIskant, hvor Sælhundene og hans Forretning er. Det er i de store Fjorde og Aabninger, at Sælhundefangsten foregaar. Der ligger de henover Isen i titusindevis, mest Ungsæl, og ernærer sig hovedsagelig af en Slags rægelignende Smaadyr, hvoraf Sjøen er opfyldt.

Gammelsæl fanges til en anden Tid end Ungsælen, og Fangstmaaden er tillige forskjellig. Den gamle Sæl er mere va’r af sig og dræbes med Skud, der i den kolde Luft der nord kun giver et ubetydeligt Knald. Den troskyldige Ungsæl skydes derimod ikke, men slaaes eller stikkes i Hovedet med Ispiggen, et Redskab, som Matrosen altid har i Haanden, naar han færdes ude paa Isen, og som der er ham ligesaa uundværlig som Alpestokken for den, som gaar blandt Bræerne. Ungsælen skal have et Udtryk i sine smukke blaa Øine saa forunderlig blødt, tillidsfuldt og talende, næsten som et Barns, og dette Blik har, før Vanen til Slagteriet kom, plaget mangen Mand, som ellers ikke er saa blød af sig.

Englændere, Tyskere og Nordamerikanere har efterhaanden opgivet Sælhundefangsten, og denne Ishavsfart er saaledes nu saagodtsom udelukkende paa norsk Haand. Aarsagen hertil er visselig kun tildels den, som man har angivet, at Sælhunden oppe ved Nordpolen skulde blive sjeldnere. Sælhundenes mere eller mindre sjeldne Forekomst paa de tusinde Mile vide uveisomme Ismarker tør bero paa helt andre Forhold; ialfald støtter det rige Udbytte, hvormed vor Ishavsflaade ogsaa i dette sidste Aar er vendt tilbage til Hjemmet, i høi Grad denne Formodning. Aarsagen til, at de andre Nationer har draget sig ud af Forretningen, kan derimod med hel anden Vished være den, at de mangler de dertil egnede dygtige Sjøfolk og Skytter. De fremmede Skibe, som laa i Tønsberg, havde derfor ogsaa forsynet sig med norske Matroser og norsk Erfaring ombord, og faktisk var det saaledes kun den Pengekapital, som var stukket i Foretagendet, der var udenlandsk.

Hvad Fædrelandet har at takke Føyn for, er, at han har ført det norske Flag under Møie og Fare ind paa et nyt, uoverskueligt Forretningsfelt og givet vor Sjømandsstand et Eksempel, der gjør, at den herefter ikke viger tilbage i nogen Konkurrance.

Svend Føyn er nu 61 Aar gammel. Hans Fader, Skibskaptein Lorentz Føyn, forulykkede paa en Tur til Moss med en Baad og efterlod sin Hustru med 5 uforsørgede Børn, hvoraf Svend var den næst yngste. Tidlig viste sig hos ham en utrættelig Arbeidslyst og Iver for sin Uddannelse. Han havde en naturlig Begavelse for Mekanik og stod som Gut ofte fra Morgen til Aften ved sin Dreierbænk. Han arbeidede saaledes en Krusemaskine og flere andre Ting, hvortil Metallet baade blev støbt, filet og poleret af ham selv. Paa Skolen duede han kun lidt og har selv siden sagt, at han der bare fik Lug og daarlige Eksaminer; men desto bedre duede han til Sjømand. Da han var bleven Styrmand, erhvervede han sig snart saameget, at han kunde opholde sig nogen Tid i London og senere ved nogen Hjælp i Paris.

Om Svend Føyn gaar der blandt Sjøfolket mange Historier. Man faar altid Indtrykket af Manden med Jernvillien og med en Energi, der for Rastløshed knapt formaar at holde sig selv i Tøile. Han mangler derhos, heder det, den fornødne Taalmodighed til at lade underordnede udvikle sine Evner efter deres egen Drift og Natur, idet nemlig alt lige til det allermindste skal udføres saa akkurat efter Føyns eget Hoved, at vedkommende selv intet Hoved faar at bruge. Uforfærdet og dristig var han altid i den Grad, at han endog fore kom andre ufornødent at søge Faren, og herom er nok af Historier, som vi dog ikke tør opholde os ved. Paa Narvas Rhed styrede han saaledes bl. a. engang en Baad iland under en frygtelig Storm og med al Udsigt til at gaa under.

Et Træk afmaler os denne Mands ubetvingelige Villie paa sin Vis storartet. Som Chef paa et Fartøi laa han engang i sin yngre Tid flere Dage i Vindstille og tæt Taage i Nordsjøen. Da Taagen fremdeles ikke lettede, kunde Føyn ikke holde ud længer i det graa Fangenskab, men foreslog, at nogle af Folkene skulde gaa i Baaden og se til at ro ud af Taagen for, om muligt, at finde, hvor man kunde komme ud af den. Midt paa vilde Havet, hvor man laa uden at se en Haandsbred foran sig, forekom dette Forslag alle at være den aabenbare Galskab og Livsfortabelse. Da ingen vovede, gik Føyn alene ned i Baaden og satte af. Lykken vilde imidlertid, at Taagen straks efter lettede, saa at hans fortvilede Baadfart blev overflødig.

Under en af Føyns Jagter paa Hval oppe i Finmarken hændte det Uheld, at Trossen, hvormed Hvalen løb ud, slog sig omkring hans Ben og rev ham med sig overbord. I Vandet viklede heldigvis Løkken af det susende Toug sig straks af igjen, saa han kom løs, ellers havde denne Fart været gamle Svend Føyns sidste.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fortællinger og Skildringer fra Norge

Samlingen ble gitt ut i 1872 og inneholder fire fortellinger: «Nordfjordhesten», «Søndmørs-Ottringen», «Finneblod» og «Svend Føyn og Ishavsfarten».

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.