[32] «Kom ind – kom bare ind – Hr. Kandidat! – saa kan De faa se, hvorledes Smaafolk har det; det kan De have godt af; og desuden er det Mode – hvad siger De? Arbeidsherrerne kjende jo nutildags sine Arbeideres Liv og Vilkaar tilbunds; og betragt Literaturen – hvad siger De? bare Smaafolk, Fattigfolk, Arbeidsfolk – oh! min høistærede Herre! vi fryder over af Forstaaelse og Medlidenhed! – jo det er en nydelig Verden, vi lever i; – hvad siger De?»
Dermed pegte han rundt i den lille sorte Stue, hvor der næsten ikke var nogen Ting. Kun henne ved Vinduet var der en Opstabling af Rør og hvidskrællede Pisker, og midt i det sad en ung Pige og bandt Kurve.
«Hvem er det, du har med dig – Far?» spurgte hun skarpt.
[33] «Det er Kandidaten, den unge Løvdahl, den nye Bestyrer – siger man; – ja – Herre! hun er blind,» tilføiede han tørt; «ikke saa sjeldent blandt Fattigfolk, Smaafolk og Arbeidsfolk.»
Datteren smilte bittert og vendte de slukte vandblaa Øine mod Lyset, mens hendes smaa hvide Fingre bøiede et Rør.
Abraham Løvdahl følte sig ilde; og da den Gamle gik ud i det lille Kjøkken, forat hente sin Eftermiddagskaffe, sagde han forlegen:
«Har De altid været – har De været saa ulykkelig fra Fødselen af?»
Den unge Pige vendte sig ved den første Lyd af hans Stemme, sænkede Øinene og lyttede opmærksomt til de faa Ord, han sagde. Men da hun sad saaledes, og han ikke var nødt til at stirre ind i disse pinligt tomme Øine, da slog det ham, hvilken forunderlig Skjønhed, hun besad.
Det bitre og misfornøiede, som laa over Munden og dirrede i de let optrukne Næsevinger, kom nu bort, og hendes rene Pande med mørkeblondt bølget Haar laa saa uskyldigt [34] trist over de slukte Øine, over det magre tungsindige Ansigt.
«Sig det engang til,» bad hun.
« Hører du ikke – Grete! den fine Herre gjør dig den Ære at spørge, om du er blindfødt. Jo – Hr. Kandidat! – hun er; – daarligt Blod, daarligt, fattigt Blod.»
Den Gamle satte sig med Kaffekoppen i den ene Haand og Brødet i den anden – grovt Rugbrød med tyndt saltklumpet Smør.
Abraham Løvdahl havde ellers i den korte Tid han havde været ved Fabriken fundet Arbeiderne let tilgjængelige og behagelige at omgaaes; men denne gamle Maskinmester tiltalte ham slet ikke, og han angrede, at han havde ladet sig lokke ind i hans Hule.
«Ja svart Kaffe, svart Brød og Smør, der knaser i Tænderne som Glasstykker – det kan vel ikke være noget at byde Hr. Kandidaten endnu?»
Endnu? – Abraham saa paa den anden.
« Ja ja! man kan aldrig vide, hvad man kan blive nødt til at spise, før man dør – hvad siger De?»
Han skoggerlo over sin Vittighed og den [35] unge Pige lo med; men stansede snart og bøiede sig over Arbeidet; medens Abraham, som slet ikke forstod disse Mennesker, sagde Farvel og gik mod Døren.
«Naar De kommer igjen, maa De se paa Gretes Kurve,» raabte den Gamle efter ham.
«Han kommer aldrig igjen – Far!» sagde Datteren halvhøit; men Abraham hørte det, og der var noget i Tonen, som rørte ham.
«Jeg vil gjerne komme indom, naar jeg gaar forbi, og se paa Deres Kurve; jeg behøver vist Kurve til mit nye Hus,» – han henvendte disse Ord venligt til hende og gik saa uden at ænse den Gamle videre. –
– «Du Far! – hvad er det egentlig for slags Fyr – den gamle Maskinmester Steffensen?»
«Aa – det er en Rabulist, som har prøvet alt muligt i Verden og aldrig har duet til noget.»
«Men han passer dog Maskinerne –»
«Ja saa vidt! – Mordtmann protegerede ham, der er lidt af Charlatanen i dem begge; men Steffensen er et uroligt Hoved, som ikke passer i en ordentlig Fabrik som vor.»
[36] «Du tænker vel ikke paa at afskedige ham?»
«Jo – med det allerførste.»
«Men han er fattig –»
«Der er dem, som tror, han er rig.»
«Men hans Datter er blind.»
«Har han en Datter?»
«Jeg tænkte, du havde seet hendes Øine; det synes at være et interessant Tilfælde.»
«Saa» – svarede Professoren tørt og fortsatte sit Arbeide.
Men Abraham besluttede at se nøiere paa Gretes Øine, hvis han gik indom igjen. Alle Professorens Bøger vare flyttede ovenpaa, og Abraham tilbragte mange Timer der, helst om Søndagen, naar de andre var i Kirken.
Det var en travl Dag; og de Unge ovenpaa skulde have Fremmede tilaftens for første Gang. Professoren havde ønsket det; og det var hans Tjenestefolk nedenfra, som besørgede Maden og det hele.
Alligevel var den unge Frue saa træt, at hun aldrig troede, hun skulde blive færdig med sit Toilette.
Abraham gik nervøs ud og ind i Stuerne, [37] det led mod Tiden nu; han ventede og lyttede ved Døren; Pigen kom ud, – nei – Fruen var ikke rigtig færdig.
«Herregud – Clara! kunde du ikke skynde dig lidt; om ikke for andet, saa for Fars Skyld.»
«Aa Kjære! – nævn ikke din Far! – en Mand som han vilde aldrig overanstrængt mig saaledes, naar han havde vidst; men det kan jo ikke han vide, og naar ikke du har mere Omhu –»
«Naa – saa lad os da heller sende Afbud.»
«Uf Abraham! – hvor du er utaalelig, naar du siger saadant som du ikke mener.»
«Ja men hvis du virkelig er saa daarlig –»
– «hvis! – du tror mig kanske ikke?»
«Jovist Clara! men det er da ogsaa Fanden at skulle holde Selskab under saadanne Omstændigheder.»
« Kjære! band ikke saa skrækkeligt.»
– Ikkedestomindre kom hun sin Svigerfader smuk og straalende imøde og modtog rødmende hans gode gammeldagse Artigheder; medens Abraham maatte beundre den Kraft, hvormed [38] den svage Clara formaaede at overvinde sin Træthed, naar det først gjalt.
Eller rettere, forat sige Sandheden, han stod og ærgrede sig over, at han skulde være nødt til at lade, somom han troede paa denne Træthed, denne blytunge Træthed, som kunde blæses væk. Men det var Griller, Clara medbragte fra Moderen; han skulde nok faa dem pillet ud; ellers var hun henrivende, det kom alle og fortalte ham.
Aftenen gik godt; de gamle Herrer spillede Kort; i Salonen var der Musik, og Selskabet var festligt, siden det var det første i et nyt Hus, hvor der var meget at se og beundre.
Men bedst som alt gik paa det livligste, opdagede Abraham pludseligt nogle stramme Rynker omkring sin Kones Mund, en livagtig Kopi var disse Rynker af nogle, han kjendte fra Fru Meinhardts.
Hun blev med et stille; saa forbi ham ud i Luften; og naar han direkte henvendte et Ord til hende, hørte hun ikke. Selv i den almindelige Samtale blev der en Stans, der [39] lagde sig en Dæmper over Livligheden; der stod ligesom en Kulde af den unge Værtinde.
Det var virkelig saa underligt; den ene saa paa den anden; nogle unge Koner forstod det, – ja selv Peder Kruse, som var Pebersvend, mumlede for sig selv: «der har du s’gu faaet noget at trækkes med – min gode Abraham a Santa Clara.»
Abraham kjæmpede fortvivlet mod disse Rynker hele Aftenen; han blev febrilsk munter, forat holde Stemningen oppe; men ingen kunde rigtig være med under Værtindens iskolde Smil.
Han søgte hen til hende, forat hviske; hun vendte sig og talte til den nærmeste; han bønfaldt hende med Øinene, at hun skulde tø op, lade fare denne afskyelige Komedie; havde han forbrudt sig – og det anede ham, saa kunde de jo tale om det bagefter, – bare ikke her – bare ikke blotte sig for alle disse Fremmede.
Men han kunde ligesaagodt gjort Grimacer til Kakkelovnen; hun holdt sig hele Tiden stiv, kold og høflig eller uhøflig, som det kunde falde sig.
[40] Da Abraham derfor endelig – udmattet af Aftenens Besværligheder – havde fulgt den siste Gjæst til Døren, løb han hurtigt gjennem Værelserne til sin Kones Boudoir, hvor hun stod og ventede ham, men lod, somom hun ligegyldigt ordnede nogle Blomster.
«Se saa! – hvad er det? – svar hvad er det? – Clara!» raabte han og stillede sig midt foran hende.
«Hvad det er? – hvad mener du? –»
«Aa du forstaar meget godt; saaledes som du har været i hele Aften! pludseligt, før nogen ved Ord af det, sidder du som en Mumie, smiler ikke – svarer ikke.»
«Dersom jeg ikke formaaede at skjule min Misstemning mod Slutten af Aftenen, – skjønt Gud ved, jeg anstrængte mig af alle mine Kræfter –, saa ved du ialfald Grunden og behøver ikke at spørge.»
«Jeg ved ikke Grunden; jeg aner jo, det er med mig, du er misfornøiet; men nei saa’gu om jeg ved, hvad jeg har gjort.»
«Og det bander du paa! – du husker kanske ikke, da du sad bagom Pianoet og [41] stak Næsen lige opi Haaret paa den forfløine Lina With –»
«Vi sad da ikke bag Pianoet.»
«Aa – der var saamænd ikke stort at se af Eder; men paa Latteren kunde man nok høre, hvadslags Ting I afhandlede. Og da saa jeg nærmede mig, fordi jeg skammede mig paa dine Vegne, og venligt og forekommende sagde noget om hendes Kjole –»
«Ja – du sagde, du ligte ikke den grønne Farve –»
«saa svarede hun yderst impertinent: den er blaa – Frue! og du! – hvad gjorde du?»
«Jeg sagde vist ogsaa, den var blaa, for blaa var den.»
«Den var grøn – hører du! – flaske – spinatgrøn var den! – men det er forresten akkurat det samme; du kan ikke tænke dig, hvor det er mig knusende ligegyldigt, enten det Menneske overtrækker sine Knokler med grønt eller blaat; men det karakteristiske, det stygge ved dig – det er, at selv i de minste og mest ligegyldige Spørgsmaal gaar du strax over paa Modpartiet, aldrig kan du hjælpe mig –»
[42] «Nei – men søde Clara! naar nu Kjolen forekom mig at være blaa –»
«Hvorfor tror du, den forekom dig blaa, undtagen fordi den væmmelige Lina With sagde det; strax naturligvis! – var du enig med hende; men jeg – din egen Kone –»
« Synes du virkelig, at Lina With kan være farlig –»
«Aa – det er akkurat det samme med alle; – alle foretrækker du for mig; jeg er ensom blandt alle disse Fremmede; og du, som burde støtte mig, du lader mig lumpent i Stikken, for – for – for» – hun hulkede saa stærkt, at Stemmen blev borte og hun styrtede ud af Værelset.
Abraham løb efter; men ved Døren til Soveværelset svingede han af og tændte sig en Cigar; han vandrede op og ned i de selskabslumre Værelser; han tænkte paa sit Ægteskab og sin Kone, sit Liv saaledes som det var gledet afsted med ham i Lykke og Solskin uden Stød; en og anden Gang stansede han foran et Speil og betragtede sig selv halvt forundret.
Var det virkelig ham, som havde oplevet [43] dette; var det ham, som ikke havde udrettet mere; dette Liv, der hang saa løst om ham og var saa meningsløst – var det hans? –
Vel var den første, friske Ungdommelighed hurtigt plukket af ham; men senere var han dog kommen opi saamegen moderne Læsning, at han snart var kommen underveir med, at det forholdt sig ikke ganske saaledes i og med Verden, som det blev doceret for Studenterne i Kristiania.
Det forholdt sig ikke saa, at alting var paa det nærmeste iorden overalt undtagen i Amerika, at Videnskabens alle Gaader vare løste eller ialfald vilde blive det imorgen eller iovermorgen ved Kristiania Universitet; – istedetfor at Sandheden var grundfæstet, Tilværelsen paa det allernærmeste harmonisk og retfærdig, Ungdommen næsten spart for Anstrængelse, fordi de Gamle havde gjort alting saa umaadeligt godt – istedetfor alt dette, som Hjemmet, Skolen og Universitetet havde fyldt ham med, fik han snart Øinene op for, at han tværtimod var født i en Tidsalder fuld af det mest forskjelligartede Røre og i et Samfund, som netop havde Brug for en modig Ungdom.
[44] Og Abraham Løvdahl havde følt en mægtig Trang til at tage fat hvorsomhelst og overalt, – det var jo splittergalt altsammen. Men altid var det dette ulyksalige, hvor skulde han gribe ind; det maatte ske saaledes, at det virkelig blev til noget – en Opgave; ellers kunde det jo ikke nytte, ellers kunde han ikke engang faa sine Nærmeste til at forstaa, hvad han mente med at tage fat.
Han havde prøvet med Clara, mens de vare forlovede. Han havde betroet hende alle sine vilde Ideer; og det morede hende paa en vis Maade at høre disse himmelskrigende Modsætninger til alt det, hun havde lært og var overbevist om. Kun naar det blev altfor galt, lo hun af ham og paastod, det kunde ikke være hans Alvor.
Noget af det, der tiltalte Clara mest, var Kvindens Emancipation; hun lyttede opmærksomt, naar han i vredeglødende Ord for løs paa Manden, der i Aartusinders Brutalitet havde forkuet og forurettet Kvinden; og naar han udmalede Fremtiden med et ligeberettiget, raadslaaende Par, da klyngede Clara sig ind [45] til ham: «Vil du altid være saadan mod mig? – Abraham!»
Alle de Løfter og oprigtige Forsikringer! havde han da brudt dem?
Nei – han syntes ikke det; han var sig bevist, at han ærligt havde stræbt at gjøre deres Samliv fredeligt og smukt; men Clara var forkjælet, det kunde ikke nægtes; saadanne afskyelige Scener som den iaften burde han ikke taale.
Han vilde hellerikke taale det mere; nu ventede hun ham – det viste han – beredt til Forsoning, naar han først havde ydmyget sig tilstrækkeligt; men Abraham svor, han vilde ikke ydmyge sig og han blev gaaende i Stuerne; og mens Cigaren gik mod Slutten, kom hans Tanker over paa Maskinmester Steffensen og den blinde Pige. Det var et besynderligt Par; han vilde spørge Sagfører Kruse, som kjendte alle Mennesker, hvor de egentlig skrev sig fra.
Foreløbig besluttede han ogsaa at modsætte sig sin Faders Plan at opsige Steffensen. Det stred imod Abrahams Ideer at lade en duelig Mand vise bort fra Arbeidet, fordi han [46] var en Rabulist – sandsynligvis et godt Hoved; han skulde netop blive.
Hvorledes skulde det ellers gaa det stakkels blinde Barn?
Og hendes Billede stod med et saa klart for ham – rørende, somom det var en Erindring fra Barndommen: den hvide Pande, der laa saa uskyldig trist over de slukte Øine, over det magre tungsindige Ansigt.
Længe og langt borte førtes Abraham i fantastiske Drømme om disse Øine, som kanske kunde faa Liv; om et Blik fuldt af Tak og Hengivenhed, saaledes som han trængte det; og det var langt paa Nat, da han gik tilsengs. Clara sov.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Romanen Fortuna kom ut høsten 1884 og er en frittstående fortsettelse av Gift. Da Kielland året før ga ut Gift skrev han i brev til søsteren Kitty Kielland (21/8 1883) at han betragtet den «som 1ste Del af en stor Roman». I Fortuna møter vi Abraham Løvdahl og faren, Professor Løvdahl, igjen. Abraham er blitt voksen og i starten av romanen nyter han studentlivet og friheten det fører med seg fullt ut. Men så blir han forlovet med «Skjønheden» Clara og mister gradvis mer og mer av friheten og kontrollen over eget liv.
Romanen følger Abrahams karakterutvikling, men er også en roman om «Raaddenskab og Hykleri i Handelsverdenen» (brev til Kitty Kielland 9/4 1884). Kielland setter et kritisk søkelys på de nye kapitalistene som kun er opptatt av profitt og status. Skildringene av konkurser og økonomiske fall var basert på egne erfaringer. Kiellands hjemby Stavanger var i 1884 sterkt preget av økonomiske kriser, og året før hadde mange av de store handelshusene i byen gått fallitt.
Se faksimiler av 1. utgave fra 1884 (NB Digital)
Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.