IV.

[47] «Gud bevare din Indgang og din Udgang fra nu af og alle dit Livs Dage.»

Med disse Ord førte Kapellanen sin Forlovede ind over sin Faders Dørskel.

Den tykke Jørgen Kruse blev saa forvirret over denne høitidelige Indtrædelse, at han bare foldede Hænderne og sagde Amen.

Men hans Kone, der var ligesaa tynd som han var tyk, kastede sit Strikketøi og løb imod sin nye Svigerdatter.

«Velkommen – velkommen i vort Hus – du Kjære! – og Gud give, du maa finde dig glad og lykkelig blandt os; velkommen du ogsaa – kjære Morten! – jeg kan jo ikke faa kysse dig skikkeligt for bare Skjæg. I overrasker os; Dampskibet skulde ikke være her før sex – sagde Peder; traf I ham ikke? – saa kommer han nok snart. – Men Fredrikke! [48] – at du tillader Morten at gaa med alt det ækle Skjæg; det vilde jeg rigtignok forbyde ham, var jeg i dit Sted.»

«Saadant maa Mor ikke sige til Fredrikke; den Tanke er – det ved jeg vist – ganske fremmed for hende, at hun skulde sætte sig op mod sin tilkommende Husbond; har jeg ikke Ret – Fredrikke?»

«Jo – Morten.»

«Aa –» sagde Madam Kruse, «det var nu ikke saa høitideligt ment; en Kvinde kan Skam komme langt uden netop at sætte sig op mod sin Mand.»

« Skriften lærer os – som Mor ved –»

«Ja min Ven – det ved jeg,» – afbrød Moderen ham tørt; «men nu skulde vi ikke begynde med Theologien, men med en Kop Kaffe, alt til sin Tid; sid ned Fredrikke; og endnu engang: hjerteligt velkomne i Huset – kjære Børn!»

Jørgen Kruse tænkte, som altid naar hans Kone talte: hvor Fanden faar hun alle de Ord fra? – endelig kom han ogsaa frem og mumlede lidt, men trak sig strax tilbage i Krogen.

Det var imidlertid ikke saameget den nye [49] Svigerdatter, han generede sig for, som snarere for sin egen Søn. Dengang Morten valgte Theologien til Embedsstudium, glædede Forældrene sig begge. Det passede ogsaa godt; den ælste – Peder var Jurist; og gamle Jørgen tænkte som saa: naar det nu engang var fastslaaet, at han ikke kunde faa nogen af Sønnerne der, hvor han helst vilde havt dem – nemlig i Kramboden, saa skulde det igrunden være noksaa morsomt at se sin egen Morten paa Stolen med Pibekraven.

Men var dette virkelig hans lille tykke Morten, som kom her saa overlegen og gav ham et alvorligt – næsten beskyttende Haandslag; stor og skjægget var han bleven og han saa strængt paa Folk gjennem sine lyseblaa Briller.

Faderen følte sig helt underligt tilmode; og medens den flinke lille Madam Kruse snart fik Fredrikke paa Snak ved Kaffeen og uforfærdet behandlede Morten som før, gik gamle Jørgen omkring og var forlegen, søgte forgjæves efter den Tone, han skulde anslaa overfor denne høitidelige Søn.

[50] «Røger du? Morten! –» spurgte han endelig – halvræd.

« Næsten aldrig,» svarede Morten med dyb Alvor og et Suk, som skulde betegne, at dette var en af hans mange Forsagelser.

Men alle fandt forresten, at Morten Kruse var bleven meget værdig, efterat han tog fat paa det theologiske Studium. Den Tværhed, som havde udmærket Morten Bagstræver i Skolen, gik efterhaanden over til et surladent Alvor, der ligesom af sig selv førte ham til Theologien.

Han havde været af de heldige og var allerede Kapellan ved Nykirken i Byen; strax efter Udnævnelsen forlovede han sig, og det var hans Agt at gifte sig strax; thi hans Kjæreste havde Formue og ingen Forældre.

Smuk var Fredrikke Andersen ikke egentlig; men Madam Kruse troede, hun maatte være hjertens god og snil, saa ømt som hun undertiden kunde se op til Morten.

Lidt efter kom Husets ælste Søn – Sagføreren ind; han var forpustet, kom lige fra Dampskibsbryggen og gjorde mange Undskyldninger, [51] fordi han ikke var mødt frem til de Forlovedes Ankomst.

«Men det er denne velsignede Forening, som tager al min Tid,» sagde han, «jeg maa faa Hjælp; – du Broder Morten! faar være med; vore Folk bor mest i din Menighed om kring Fabriken.»

«Du mener Fortuna; men hvad er det for en Forening, du taler om?»

«Aa – det er Arbeiderne; først var det bare en Art Forbrugsforening; nu er der Sparekasse, og Sygekasse og alt muligt.»

«En Forening af Arbeidere altsaa? – og der er du Medlem Peder?»

«Medlem?» – raabte Madam Kruse, «det er jo Peders Forening; han har stiftet den og faaet altsammen igang.»

«Jasaa,» svarede Morten tørt.

Madam Kruse blev lidt rød i Hovedet og vilde sagt noget; men hun tog sig i det og indbød Svigerdatteren til at følge med til hendes lille Værelse ovenpaa.

Faderen var ogsaa smuttet ud igjen i Kramboden, saa de to Brødre vare alene.

«Jeg gratulerer dig – Morten! baade med [52] din Ansættelse og med din Forlovelse; hun ser rigtig saa sød og snil ud,»

«Fredrikke er en alvorlig og strengt opdragen Pige.»

«Jaja? – hun kan vel være sød alligevel.»

« Saadanne letfærdige Ord passer slet ikke paa min Forlovede; og jeg vil paa Forhaand bede dig –»

« Sludder Morten! skab dig ikke! Den Tone kan være god nok for de andre; men du maa ikke indbilde dig, at jeg, som kjender dig saa godt, lader mig dupere af sligt. Paa tomandshaand kan du s’gu trygt lægge hele Præstemanden tilside; jeg forsikrer dig, i mine Øine gjør det Væsen dig bare latterlig.»

«Det gjør mig oprigtigt ondt – Peder! at du fremdeles synes at være –»

Men Peder var alt ude af Døren, og Morten stod et Øieblik og saa efter ham; derpaa satte han sig ved Bordet, tog sin Noticebog frem og skrev Tal og regnede sammen.

– Sagfører Peder Kruse havde Ord for at være temmeligt dum; og han havde da hellerikke bragt det vidt i Verden. Han tjente [53] saa meget som han behøvede og boede for resten hjemme, fordi de Gamle ønskede det.

Fremtiden syntes ikke lysere; thi det var noget, som sagde sig selv, at ingen offentlig Institution kunde betro sine juridiske Forretninger til den lille radikale Sagfører, Amtmanden kunde ikke give ham Justitssager, og da han nu hverken drak eller var upaalidelig, saa blev man enig om, at han var for dum.

Derimod havde han et vist Greb paa at tilsnige sig Tillid blandt simple Folk; han opviglede nemlig Masserne – som det hed. Skjønt han var en akademisk dannet Mand færdedes han blandt Arbeiderne og fik dem til at slutte sig sammen om fælles Interesser: billigere Mad og bedre Boliger.

Han var derfor grundigt forhadt af alle skikkelige Mennesker og udskjældt i deres Avis.

Peder Kruse var saa meget ældre end sin Broder Morten, at han var voxen Mand, mens hin var Skolegut. Og derfor havde han end vanskeligere for at taale den overlegne Præstetone, ligesom han idetheletaget ikke kunde udstaa Standen; eller – som det hed i Avisen – Vantroen og Gudløsheden var ogsaa hos [54] ham uadskilleligt forbunden med politisk Radikalisme.

Hjemme i Huset havde han sin Støtte i Moderen; thi Jørgen Kruse selv gik ganske op i sin Forretning. Men Moderen, som fra hans Barndom havde havt alene ham at stelle med, hun fulgte siden med efter Evne og fik efterhaanden baade Kundskaber og Interesser; thi fra først af havde det nok været smaat bevendt.

Hun var begyndt som Butikjomfru hos Jørgen Kruse, dengang han endnu var en liden beskeden Høker med Talglys og Puddersukker og Sirup for Smaafolk. Og det var først en god Stund, efterat hun havde født ham en Søn, at hun blev ophøiet til Madam, og flyttede ind i Stuen, naar hun kunde undværes i Kramboden.

Men siden var denne lille Uregelmæssighed glemt af næsten alle; hun sled og arbeidede sammen med Manden; og da de endelig havde vundet opfor den bratte Bakke, som fører fra Ingenting til Noget, sagde Jørgen Kruse: «Ja – nu faar du have Tak for Hjælpen – Amalie Cathrine! – sæt dig ind i Stuen og hvil dig.»

[55] Saa kom de gode Dage, og saa kom Morten til Verden; det var derfor, han var saa fed.

De gode Dage benyttede Madam Kruse til at lære et og andet; og om det end altid blev smaat med Lærdommen, saa fik hun dog saa stor Respekt for den, at hun satte det igjennem, at begge Sønnerne skulde studere.

Ved den første lod Jørgen det gaa uden synderlig Modstand; Peder var tynd og bleg og havde Smag for Læsning. Men da Morten ved Tolvaarsalderen skulde over i Latinlinien, forsøgte han at slaa et lidet Slag.

Morten var tyk og tvær og legte aldrig andet end Krambod; han mistede aldrig en Kobberskilling, og før det blev fastslaaet, at han skulde studere; – thi det blev fastslaaet, Jørgen kunde ikke staa sig, naar Amalie Cathrine tog paa med de mange Ord –; men før den Tid stod Morten med Faderen i Kramboden og handlede for Alvor.

Og hvor mangen Gang havde ikke Jørgen med Beundring seet den seige Sikkerhed, hvormed den Lille tog Tobaksrullen, maalte ud efter Mærkerne i Disken og afskar Tobak for [56] to Skilling saa akkurat i Mærket, at var det ikke indenfor, saa var det ialfald slet ikke udenfor.

«Ak ja» – sukkede gamle Jørgen Kruse ude i sit lille Kontor; «nu er han da bleven Præst, og det kan jo være vel nok; men herude er det s’gu, Gutten hører til.»

Inde i Stuen sad Morten og gjorde op Regnskabet over sin og sin Kjærestes Reise; og da hun kom ned igjen ovenfra, sagde han:

«Fredrikke! – vort Regnskab staar nu saaledes, at du skylder mig 3 Ort og 15 Skilling.» –

– Den nye Kapellan gjorde ellers ikke megen Lykke i Byen; der var ikke noget nyt ved ham; alle Mennesker kjendte den tykke Søn til Jørgen Kruse; og da de nu med en Gang saa ham paa Prækestolen med Pibekraven – myndig og revsende, syntes mange – især ældre Folk, at det var lidt underligt.

Men da han havde sin Examen og udtrykkelig var udsendt til denne Menighed af dem, der ifølge Guds egen Anordning forestaa hans Rige her paa Jorden i Stockholm, saa maatte han jo i Ydmyghed annammes som den, [57] der havde Myndigheden, hvor underligt det end kunde synes for Kjød og Blod, at denne fede Dreng pludselig steg op iblandt dem og tog deres Sjæle under Behandling.

Og om der end ikke blev den Tilstrømning til hans Prækener, som ellers hører til ved en ny Præst, saa vandt han paa den anden Side sine Foresattes og Medbrødres udelte Agtelse og Velvilje. Thi der var ikke noget Vrøvl med ham; han vilde ikke noget nyt besværligt, men besad en klædelig Ærbødighed for det gamle.

Især var Fattigfogden henrykt. Nye Kapellaner var ellers hans Prøvelse; saa skulde der undersøges hos de Fattige, hjælpes hist og ikke hjælpes her; Damer kom løbende med varm Suppe, og der blev et Røre blandt de Fattige, saa de var ikke til at styre.

Men intet af alt dette indtraf med Kapellan Kruse; han sendte de første Fattige, som prøvede sig, til Fattigfogden som sig hør og bør, og der kom ikke en eneste Skaal Suppe for hans Skyld. –

– Da Morten var bleven gift, leiede han en liden beskeden Leilighed i Nærheden af sin [58] Fars Hus, saaat de somoftest løb over Gaden og spiste Middag hos de Gamle. Hans Kones Formue var anbragt i Skibsparter og deslige i hendes Fødeby Kragerø; men Morten vilde ikke drive Handel og trak Pengene til sig.

Madam Kruse havde glædet sig saa meget til at faa de unge Folk saa nær – kanske altfor meget, tænkte hun siden; man skal ikke glæde sig altfor meget til nogenting; for man bliver saa let skuffet.

Var hun skuffet? – langt fra! – Madam Kruse vilde skammet sig, om nogen havde nævnt sligt; nei – men det var bare saa underligt.

Morten var jo Præst – stræng og alvorlig; og Fredrikke – ja hun var vist saa sød og snil som Dagen er lang for dem, som ligte hende; men hun var virkelig for gammel for Madam Kruse; Ungdommen skal sandelig være ung – mente Madamen.

Og dernæst var der en Ting til: hun maatte indrømme, at de Unge ganske anderledes forstod sig paa at føre et økonomisk Husstel end hun og hendes Mand nogensinde havde [59] gjort – selv ikke, da det var smaat for dem i de første Aar.

De havde ogsaa levet tarveligt – aa meget tarveligt; men saaledes som Morten og Fredrikke at vide paa Skillingen, hvad der kunde spares og vindes paa Sæbe og Fyrstikker, – det havde aldrig hun – ikke engang Jørgen vist Besked om.

Men alting havde de Unge udregnet og beregnet, og alting fik de billigere – ligefra Æg – dem kjøbte de nu forresten ikke mange af – og helt ned til Skuresand – altid sad Madam Kruse der saa flau, naar Morten sagde:

«Det er rigtig godt, at Mor har Raad til at kjøbe saa dyrt, – ikke sandt Fredrikke?»

«Jo – du har Ret – Morten! – det er bare lidt slemt for os Smaafolk derved, at Priserne stige, naar nogle betale for meget.»

Og saa med Tjenestefolkene; Madam Kruse havde ikke lagt Mærke til det, før Fredrikke gjorde hende opmærksom paa, hvor utroligt Piger kan «lægge i sig», naar de faar raade med Smørret selv. Fredrikkes Piger – hun [60] havde bare en ad Gangen, men byttede ofte – de spiste ved Gud næsten ingenting.

Dette begyndte at trykke den gode Madam Kruse: at hun skulde være bleven en gammel Kone uden at have lært at passe paa og være husholderisk. Thi hun maatte paa den anden Side være saa fuldstændigt enig med de Unge i, at intet er styggere end at ødsle og sløse med Guds Gaver. –

– Ved Middagsbordet en Søndag spurgte Peder Morten, om han havde seet Fabriken, «der er mange store Forandringer – kan du tro, siden du reiste til Kristiania siste Gang.»

«Ja der er store Forandringer og storartede Forandringer,» tilføiede gamle Jørgen.

«Jeg har gaaet forbi et Par Gange,» svarede Morten; «tjenes der Penge?»

«Som Græs; spørg Far; han bider sig hvert Aar i Fingrene, fordi han bare har en Aktie.»

«Aa det kan være nok med en,» brummede Jørgen, «man skal ikke være altfor begjærlig.»

«Hvis det er som Peder siger, at der [61] tjenes Penge, saa ved jeg ikke, hvorfor du Far eller nogen anden skulde holde sig tilbage; det er jo en fuldstændigt hæderlig Forretning; desuden nyttig for Byen.»

«Vil du kjøbe Aktier Morten?»

«Jeg driver ikke Handel,» svarede Morten tvært; en Stund efter spurgte han sin Far: «hvad staar de i?»

«De noteres ikke,» svarede Peder; « for her sælges saagodtsom ingen Aktier i Fortuna; man venter hvert Aar et uhyre Udbytte; hidtil har det kun naaet sex Procent.»

«6½» – rettede Faderen.

«Ja – men saa blev der næsten intet afsat til Reservefondet.»

«Aa – en Mand som Professor Løvdahl er saa god som et Reservefond.»

« Synes ikke Peder, at sex Procent er pene Renter? ved du mange Steder, hvor man faar mere?» – Mortens Tone mod Broderen var altid lidt krigersk.

«Renten er god nok; men der er ingen Garanti for –»

«Garanti!» afbrød den Gamle; «der er jo baade Professoren og Bankchef Christensen.»

[62] «Ja Christensen – Far! – han er nu med overalt, saa der kan vel ikke falde saa svare megen Garanti paa hvert Sted; men hvem kan overhovedet garantere, at ikke Produkterne gaar ned, saa Fabriken faar Tab, maa indkalde hele Kapitalen og saa alligevel ikke kan klare sig – hvem borger for det?»

«Det er jo noget Snak – Peder! – vi ved jo alle, at ethvert menneskeligt Foretagende er underkastet Lykkens Omskiftelser – eller hvad jeg vilde sige – Forsynet; men naar der findes Skjønsomhed og Forsigtighed i Styrelsen, saa er et Foretagende som Fortuna – rent menneskeligt talt – ret godt betrygget. Man har jo almindelig Tillid til Professor Løvdahl?»

«Ja det er en stor Mand,» udbrød Jørgen Kruse og lagde Kniv og Gaffel fra sig; «han kan faa alting til at gaa, hvad det saa er; desuden er han uhyre rig.»

«Jeg gad vide, hvorfor den Mand laaner Penge?» sagde Peder.

« Laaner han Penge?» spurgte begge de andre.

[63] «Ja – jeg har havt flere Clienter, som har fortalt mig, at de har laant Carsten Løvdahl Penge mod hans blotte Kvittering.»

«Hvadslags Folk var det?»

« Smaafolk, som har lagt sig lidt tilbeste.»

«Ja saa kan jeg forstaa det,» mente Jørgen; «det er saadanne Stakler, som ikke ejer Kapital nok til at leve af; og saa er Løvdahl godmodig nok til at tage deres Skillinger og sætte dem ind i sin Forretning – som det kaldes; og saa betaler han dem gjerne en Rente af 6 til 7 Procent.»

«Hvad behager!» – for Morten iveiret, «sagde du 6 à 7 Procent.»

«Ja, hvad ved jeg?» svarede den Gamle; «men det kunde netop ligne Professoren at øve Velgjørenhed paa den Maade. Thi vistnok tjener han uhyre selv; men han er af dem, der ønske, at andre ogsaa skal tjene Penge; han er ikke som visse andre Paver i Byen, som ikke kan unde en liden Stakkar to Skillings Fortjeneste, fordi de vil ha det alt sammen.»

[64] Derved kom de til at tale om Christensen og de andre af Ringen; og Peder fik den Gamle til at le af de nyeste Historier i Byen.

Morten spiste tankefuldt og mumlede af og til: «syv Procent.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.