[229] «Hr Bankchef! – nu begynder jeg for Alvor at tro, De modarbeider mig.»
«Aldeles ikke – Hr. Professor! – tværtimod! ingen kan være mere begjærlig efter at komme Dem tilhjælp.»
«Tilhjælp! – jeg takker Dem; men jeg behøver virkelig ingen.»
«Nei – nei! – De misforstaar mig; jeg mente bare, at foran knappe Tider –»
«Aa – denne Krise er Deres fixe Ide Christensen! og De ved, jeg tror ikke paa den.»
Samtalen havde varet en hel Stund, og begge Herrer vare temmeligt ophidsede – hver paa sin Maade. Især var Professorens Ansigt ligesom flammet, og han legte nervøst med en Lineal.
Christensen var roligere; han snøftede [230] bare lidt stærkere end vanligt og saa sig omkring i Kontoret:
«Nuvel – Hr. Professor Løvdahl! – Krise eller ikke Krise, – en Ting er sikker, og det er, at Fortuna maa likvidere jo før jo heller.»
Det kom saa pludseligt, – at Professoren mistede baade Mund og Mæle og blev siddende et Øieblik med opspilede Øine.
«Skal det være en Spøg? – Hr. Bankchef!»
«Paa ingen Maade – desværre! – jeg troede, De vilde være fuldstændigt enig med mig; De maa jo endnu bedre kjende Stillingen.»
«Ja det gjør jeg; og jeg kan forsikre Dem om, at der aldeles ikke kan være Tale om den Eventualitet, De antyder. Men nu skal jeg sige Dem noget – Hr. Bankchef Christensen! – De har lige fra den Dag, jeg blev administrerende Direktør i Fortuna, gjort, hvad De kunde, forat styrte mig; og da det ikke er lykkedes Dem, har De prøvet at skade selve Fabriken; derfor kommer De med alle Deres Ængstelser i Generalforsamlingerne, og af den samme personlige Grund har De fordrevet Fortunavexlerne fra Deres Bank.»
[231] «personlig? – Hr. Professor!»
«Ja, jeg siger personlige Grunde; – for alt dette kommer af, at Deres Forfængelighed ikke kunde taale, at jeg blev Formand, da Mordtmann gik af; nu ved De det!»
Professoren var ganske ude af sig selv, og gik op og ned af Gulvet; Christensen følte sig paa Næsen og smilte saa smaat bag Haanden:
«Lad ikke os to tale om personlig Forfængelighed – Hr. Professor Løvdahl! – Det var bedre, vi prøvede i Fællesskab at møde Ulykken. Denne Fabrik er et mislykket Foretagende – lad os begynde med at erkjende det.»
«Aldeles ikke! – det vil jeg paa ingen Maade erkjende. Fabriken er god og bliver godt ledet; men Konjunkturerne have været over al Maade uheldige.»
«Ja – da nødsages jeg til at sige Dem – Hr. Professor! – at mit Ærinde hos Dem idag var at forberede Dem paa, at jeg ved næste Generalforsamling agter at fremsætte Forslag til Fabrikens Likvidation.»
«Værsaagod!» – svarede Professoren, [232] vendte sig og gik hen til det midterste Vindu.
Han var saa oprørt, at han en Stund ikke forstod; men som han stirrede ned i Haven, hvor Crocuserne begyndte at vise sig langs Veikanten, klarnede Situationen i al dens Farlighed for ham.
Fortunas Stilling var desværre meget slet, – ingen vidste det bedre end han selv, som med store personlige Opofrelser havde holdt den ilive og i en tilsyneladende Trivsel. Det var ikke umuligt, at Aktionærerne, naar de fik fuld Besked om status, vilde foretrække en Likvidation, og da vilde han selv staa som den, der havde paataget sig, hvad han ikke magtede, som den, der havde paaført sine Medborgere Tab; hans hele Stilling, al den Dyrkelse, som var bleven ham kjær og uundværlig, – væk med det altsammen.
Men noget meget – meget værre steg i dunkle Omrids frem for ham: om Fabriken fallerede, var hans Navn halvveis ødelagt, hans Kredit vilde faa et Stød; de allerstørste Vanskeligheder kunde opstaa.
Carsten Løvdahl følte, at han blev blød i [233] Knærene; det maatte ikke ske nu; Tiderne var virkelig truende. Alt kunde endnu vende sig; naar han bare fik Tid; et Øieblik sank hans Mod saa lavt ned, at han tænkte paa, at ydmyge sig og bede Christensen holde sit Forslag tilbage.
Men idet han vendte sig mod Bankchefen, som trak sine Hansker langsomt paa, fik han en god Ide:
« Dersom De er saa ængstelig for Deres Fortunaaktier, saa faar jeg heller overtage dem; hvormange har De i Øieblikket?»
«Jeg har ti; men jeg kan ikke vente, at Hr. Professoren atter vil overtage flere, –»
«Aa vær ikke bekymret for min Skyld,» sagde Professoren og lo overlegent, «de forrige fem Aktier, jeg kjøbte af Dem, solgte jeg saamænd en halv Time efter med Avance.»
«Virkelig?» – svarede Christensen høfligt; «vilde De fremdeles overtage Aktierne for fuldt indbetalt?»
«– al pari – som sist – naturligvis!» svarede Professoren; «og saa haaber jeg, De vil indse, at Deres Forslag om en Likvidation er mildest talt ubetimeligt?»
[234] «Nu bliver der jo ikke længer Tale om det Forslag; da jeg ikke længer er Aktionær, træder jeg selvfølgeligt ud af Direktionen ved næste Generalforsamling.»
Denne Vending var uberegnet; gik Christensen ud af Fortunas Direktion efter at have solgt alle sine Aktier, saa var det et fuldt saa dødeligt Slag for Fabriken som hint Forslag.
Professoren gjorde derfor en afværgende Bevægelse:
«Nei – nei! Hr. Bankchef! – ikke paa den Maade! – De har ikke forstaaet mig rigtig. Naar jeg nu overtager Deres Aktier, saa sker det ikke for nogen øieblikkelig Fordels Skyld, – det ved De meget godt; men jeg gjør det af Interesse for Fabriken. Jeg forlanger til Gjengjæld af Dem, at De ikke blot frafalder hint Forslag; men at De ogsaa støtter Direktionen – specielt mig som Formand; og at De i det hele taget optræder paa en saadan Maade i Generalforsamlingen, at Tilliden til Fabriken trods det uheldige Driftsaar ikke svækkes hos Aktionærerne.»
«Ja, men jeg kan dog ikke ret vel optræde [235] paa nogensomhelst Maade, naar jeg ikke længer selv er Aktieejer?»
«Saa beholder De et Par Aktier,» sagde Professoren; men da han strax kunde se paa den anden, at han vilde blive af med dem alle, bed han sin Ærgrelse i sig og fortsatte: «– eller lad mig heller overtage alle ti – som jeg først foreslog, saa kan jo et Par af Aktiebrevene blive liggende utransporterede hos Dem for en Forms Skyld – ialfald til over Generalforsamlingen. Det er jo en fuldstændig privat Transaktion mellem os og vedrører ikke Deres Interesse for denne Fabrik, De jo selv har været med at stifte, og hvis Trivsel ligesaa meget ligger Dem paa Hjerte –»
«Det er meget sandt; jeg skulde bare ønske, at De ikke vilde forlange en større Assistance af mig end min Overbevisning tillader.»
«Ja ser De! – min kjære Hr. Bankchef Christensen!» sagde Professoren halvt spøgende; «De er jo en ængstelig Mand –»
«Skulde vi ikke sige en forsigtig Mand? Hr. Professor!»
«Nei – lad os sige en ængstelig – det [236] er dog Ordet. Men, naar De nu ser, at jeg, som efter Deres eget Udsagn best maa kjende Stillingen, – at jeg ikke betænker mig paa at tage yderligere 10 Aktier, saa maa vel dette give Dem den Overbevisning, at Foretagendet er adskilligt bedre og mere lovende end De tror?»
«Ja – De har i Virkeligheden Ret – Hr. Professor! – jeg maa jo tilstaa, at De med Deres videnskabelige Uddannelse er den, som best kan dømme i denne Sag; og jeg vilde meget beklage, om De ikke skulde lønnes for Deres Arbeide og Opofrelse med et dertil svarende godt Udfald. Hvad jeg formaar, det skal jeg gjøre!»
De to Herrer blev med en Gang meget hjertelige og skiltes efter et trofast Haandslag.
I Døren sagde Bankchefen blidt:
«Jeg tør altsaa haabe, at vor Forretning afgjøres idag pr. kontant? – jeg kjender Professorens Forretningsmaxum.»
«Det halve kontant og Resten mod vor 3 Maaneders Accept,» svarede Professoren.
«Tre Maaneders Accept –» gjentog Bankchefen og trak lidt paa det; men et Blik paa [237] den andens Ansigt overtydede ham om, at nu var Grænsen naaet: her var ikke mere at opnaa; og han forandrede behændigt Tonen:
«Ja det er jo det samme som kontant; et Papir, hvorpaa der staar Carsten Løvdahl, er ligesaa godt som Norges Banks Sedler. Godmorgen – Hr. Professor!»
Og de bukkede og smilede for hinanden.
«Marcussen! – vi skal betale 5,000 Kroner, kontant til Bankchef Christensen ieftermiddag; vil De holde Beløbet parat.»
Den uforfærdede Marcussen, som aldrig blinkede, blev alligevel lidt betuttet denne Gang. Hver Dag havde allerede nok i sin Plage; og det var ingen Spøg at trolle fem tusinde Kroner foruden alt det andet, som skulde dækkes og indfries, og det var langt paa Dag.
Men Professoren var i den senere Tid bleven saa heftig og opfarende, at Marcussen, som elskede Freden, pleiede at lade, somom alt gik saa glat som Smør.
Han sagde derfor bare:
«Hm! fem tusinde Kroner! all right!right] rettet fra: rigth Hr. Professor!»
[238] Saaledes som Løvdahls Forretning nu blev drevet, passede Marcussen fortræffeligt til den; det var netop noget for ham saaledes fra Dag til Dag at Ande paa Udveje uden en bekymret Tanke for Følgerne; og jo knappere Tid der blev paa Penge, desto rigeligere blev Marcussens Opfindsomhed.
Han var vant til at smyge sig gjennem Fortrædeligheder af langt værre Art: skinsyge Fruentimmer, bedragne Piger, ufrivillige Svigermødre, Opfostringsbidrag, Præster og Formanere –; Kontorets Fortrædeligheder var en Leg for ham.
At møde forfaldne Papirer med nye, der tog sig ud som Valuta; at trassere paa kryds og tvers – holdende den øgende Gjæld i en stadig Circulation, der saa ud som en livlig Omsætning – det var altsammen Arbeide, der laa for Marcussen. Og naar han grusede med Penge og Værdier, var han ikke skjødesløs og ligegyldig, fordi det var en andens; han vilde ganske vist ført sin egen Forretning paa samme Maade, om han havde havt nogen.
Han holdt endogsaa meget af Professoren og Huset, og vilde saa inderligt gjerne, det [239] skulde gaa saa godt og glimrende som muligt. Godmodig og hjælpsom ønskede vist Marcussen, at alle Mennesker vare rige, ligesaa oprigtigt som han ønskede, at alle Piger vare smukke.
– Ogsaa Professoren arbeidede paa sin Side. Han var nu kommen saa vidt, at han ikke vilde være ængstelig; han vilde ikke mærke, at hele Forretningslivet ligesom mattedes og trak sig sammen; han vilde ikke se længer frem end fra Dag til Dag.
Men derimod satte han al sin Evne paa at stemme Strømmen, som flød bort. Han kjøbte store Værdier, – alt, hvad man bød ham: Korn, Kaffe, Fisk, Salt – og solgte igjen, næsten uden at han tænkte paa Tab eller Gevinst, – bare at det gik fort, at han altid følte Pengene rulle sig mellem Hænderne.
Og den febrile Kraft, denne ene Mand udfoldede, virkede smittende udover videre Kredse; og en Spekulationslyst, en Periode som af det vildeste Børsspil i det smaa kastede sin falske kortvarige Glans over den lille Afkrog af Verden, hvor Carsten Løvdahl grasserede.
Jo mere han udvldede sine Operationer, [240] desto flere Navne trak han ind i Kredsen af sine Endossements; og da al Omsætning gik i Vexler, var der snart ikke noget betydeligere Hus i Byen og i Nabobyerne, som ikke stod paa Papir sammen med Løvdahl.
Men saalænge Bankerne og Udlandet disconterede uden Knur, var denne Maade at skaffe Penge paa saa bekvem, at faa eller ingen havde Kraft til at stanse itide – selv ikke, da Discontoen begyndte at stige, saa disse Penge, hvormed der saa flot og letvindt spekuleredes, de var i Virkeligheden saa dyre, at de levnede megen liden Chance for Fortjeneste.
Hellerikke syntes nogen for Alvor at tage Uro af de udenlandske Efterretninger; den ene Artikel efter den anden faldt halvhundrede Procent i en Børsuge: Petroleum begyndte, saa forsvandt der Millioner i Jernvejsaktier, saa gik Kaffen Fanden ivold og Sukkeret bagefter; men ingen syntes at forstaa, at dette var Fare for alt og alle.
Der var ikke mange Næser som Bankchef Christensens, og Tilliden til Carsten Løvdahl [241] var saa ubetinget grundfæstet, at intet Menneske tænkte paa at vrage hans Navn.
Og forresten skulde der mere Mod til end der sædvanligvis findes inden Kjøbmandsstanden; thi Løvdahl hørte til Ringen, som raadede for baade By og Bank. Et uforsigtigt Ord mod en af de Store kunde være nok til, at man lempeligen blev sat udenfor, afsondret og glemt. Og den, som da ikke var stærk nok til at staa alene, han maatte visne og forkrøble, fordi alle Kilder blev ham stængte. Derfor lød der overalt ikke andet end Lovtaler over denne storartede og for Byen saa velsignelsesrige Virksomhed, de travle Hænder, de mange Munde – og saa videre; og i disse Lovtaler overdøvede man sig selv ag sin Tvivl.
Under alle andre Forhold vilde Opgjøret for siste Aars Drift i Aktieselskabet Fortuna have været en Begivenhed, som nok kunde opfordre til Eftertanke. Det havde været en høist besynderlig Generalforsamling.
Efter et flot og kortfattet Regnskab fra Marcussens Haand havde Professor Løvdahl med Beklagelse meddelt, at Fortuna iaar intet Udbytte vilde give.
[242] Det blev en ubehagelig Overraskelse for alle; og Stemningen blev meget trykket; en enkelt misfornøiet Røst prøvede forsigtigt at henstille nogle Ubehageligheder til Direktionen.
Bankchef Christensen sad taus; og den Mening udbredte sig i Forsamlingen, at Misfornøielsen rykkede frem under hans Beskyttelse; var det ikke kjendt nok, at han hadede Løvdahl; – altsaa blev man modigere; det saa ud til at blive et stormende Møde.
Christensen lod dem komme langt, før han reiste sig. Men saa faldt han de forbløffede Misfornøiede i Ryggen med et Foredrag saa overlegent, saa tillidsfuldt og aabent, at den oprørte Generalforsamling med ét blev som en smilende Sø, hvori den gjenvalgte Direktion trygt kunde speile sig. –
Derefter reiste Bankchefen atter paa sin aarlige Tur til Carlsbad og tog sin Næse med sig; han vidste nu, hvorledes det vilde gaa hjemme.
Men han havde ikke den Opfatning af sit Kald, at han var den, som skulde advare og forebygge. Da han havde ordnet sine egne Affærer og efter Evne sikret sin dyrebare Bank mod de Ulykker, han vejrede, var det med [243] Sindsro, at han saa sine kjære Medborgere ødelægge sig; og han ventede roligt paa det Øieblik, da han skulde staa alene igjen, medens trindtom de faldne og vaklende skulde tigge om hans Hjælp. –
– Carsten Løvdahl pustede ud efter hin Generalforsamling; og det var med Glæde han saa Hamburgeren gaa ud ad Fjorden med Christensen ombord.
Da Sommeren nærmede sig, blev Forretningen flauere; Folk reiste bort eller havde Besøg fra andre. Kanter; og imidlertid løb Vexlerne sin vante Gang ud og ind af Bankerne, der lignede Sluser, hvorigjennem Strømmen brusede ved Middagstider, for til Eftermiddagen at efterlade en Kasse af den aller begrædeligste Tomhed.
I Professorens rummelige Hus var hele den Meinhardtske Familie paa Besøg; og den forøgede Husholdning blev ført med en hensynsløs Rigelighed, som satte Fru Meinhardt i Henrykkelse.
Den gamle vindtørre Assessor blev derimod urolig; han begyndte at snuse og undersøge, gjorde nogle Beregninger og endte en [244] Dag med at foreslaa for Professoren at overføre paa den lille Sønnesøn en og anden af de faste Eiendomme.
Abraham havde aldrig gjort store Fordringer som Forretningsmand, hvorfor det faldt Assessoren mindre vanskeligt at dreie Sagen saaledes, at dette Forslag ingenlunde fremkom af nogensomhelst Mistillid til Professoren. Det var bare, for itide at sikre Familien i Besiddelsen af de faste Eiendomme, om selve Forretningen ikke skulde vise sig at gaa ligesaa glimrende i Abrahams Hænder.
Paa denne Maade kunde ogsaa Professoren lettere acceptere Forslaget, som ellers tiltalte ham; og de to Bestefedre forfattede en Del juridiske Mesterstykker af Gavebreve og Overdragelsesdokumenter, som gjorde lille Carsten til en holden Mand, mens han gik ovenpaa og brølede, fordi han ikke fik flere Kirsebær.
Dette fik ikke Abraham noget at vide om; han var saa optaget af Arbeidernes Anliggender. Det var hans stadige Emne – deres Byggefond, som voxede saa smukt, at [245] der snart kunde være Tale om at reise et Samlingshus. Sagfører Kruse overlod Styret til sin yngre Ven, da Abraham var agtet og afholdt af alle.
Abraham nærede ikke længer nogen Uro for den Forandring, han havde troet at spore i sin Faders Væsen; og mente nu, da alt gik saa glimrende, at den rastløse Uro var Virkelyst; og han maatte bare beundre denne store Mand, som med Aarene bestandigt udfoldede større Kraft. –
En Dag, Abraham var i Kontoret, raabte Faderen ind til ham:
«Har du nogle Kontanter at laane os; Marcussen er ikke pr. casse.»
«Jeg har jo ikke andet – ved du, end Sparebanksbøgerne for Byggefondet og for –»
«Ja – kom med det, du har; saa skal vi sætte Beløbet ind igjen imorgen eller en anden Dag.»
Abraham skyndte sig at hente sit Skrin i Kontorets ildfaste Skab.
«Se her – Far! er det ikke stolt? Byggerfondet [246] har snart tolv tusinde Kroner og Sygekassen er hellerikke saa gal –»
«Godt – godt!» – svarede Professoren hurtigt og greb Bøgerne.
«Vil du have altsammen?» – spurgte Abraham leende.
«Nei – vi tar det, vi behøver idag.»
«Og saa maa du godtgjøre mine Folk Renten – helst lidt klækkeligt, naar du sætter Pengene ind igjen imorgen.»
«Javist – naturligvis,» svarede Professoren, som allerede var tilbage ved sin Pult, hvor Marcussen ventede. –
– Nu var den siste, rasende Kamp begyndt for Carsten Løvdahl.
Han slog Penge tilhøire og tilvenstre. Selv fjerne, smaa Forbindelser brugte han til ubetydelige Beløb; han skaanede intet, beregnede intet, bare slog sig frem sammen med den trofaste Marcussen fra Dag til Dag.
Han spændte sin Kredit til det yderste; kjøbte alt mod tre Maaneders Vexel og solgte, hvad det skulde være til hvilkensomhelst Underpris, naar det bare var kontant. Gamle Abraham Knorrs Statspapirer gik i al Stilhed [247] til Realisation i Hamburg; og alt, hvad de kunde skrabe sammen af virkelig Valuta, kastede de i Svælg efter Svælg, – indtil det hele stansede foran et bundløst Svælg, og det var ude med Carsten Løvdahl.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Romanen Fortuna kom ut høsten 1884 og er en frittstående fortsettelse av Gift. Da Kielland året før ga ut Gift skrev han i brev til søsteren Kitty Kielland (21/8 1883) at han betragtet den «som 1ste Del af en stor Roman». I Fortuna møter vi Abraham Løvdahl og faren, Professor Løvdahl, igjen. Abraham er blitt voksen og i starten av romanen nyter han studentlivet og friheten det fører med seg fullt ut. Men så blir han forlovet med «Skjønheden» Clara og mister gradvis mer og mer av friheten og kontrollen over eget liv.
Romanen følger Abrahams karakterutvikling, men er også en roman om «Raaddenskab og Hykleri i Handelsverdenen» (brev til Kitty Kielland 9/4 1884). Kielland setter et kritisk søkelys på de nye kapitalistene som kun er opptatt av profitt og status. Skildringene av konkurser og økonomiske fall var basert på egne erfaringer. Kiellands hjemby Stavanger var i 1884 sterkt preget av økonomiske kriser, og året før hadde mange av de store handelshusene i byen gått fallitt.
Se faksimiler av 1. utgave fra 1884 (NB Digital)
Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.