Og saa forholder det sig; netop i disse Dage, medens vore Dagblade og mudtlige Diskussioner forener sig i et Skrig paa «Øie for Øie, Tand for Tand», medens man næsten truende reiser et strengt-logisk, gammeltestamentligt Retfærdskrav op mod vor ædle Konges humanere Opfatning deraf, ser vi det samme Publikum sidde nede i Teatret og græde Rørelsens Taarer over Arbeiderliv. Vi vilde kalde det modsigende, bagvendt, forrykt, mildelst talt forunderligt, naar vi hos os ikke var altfor vante til den Slags Modsigelser, til at vi skulde forundre os derover.
Her ser vi da en Morder for os, saa god som nogen, hvis Skyld det sandelig ikke var, at han ikke netop traf den Vene, hvoraf Død og Liv afhænger, og vi ser dog uden mindste Forargelse til, at han – benaades, og det ikke som en anden Forbryder med Infami og livsvarigt Strafarbeide, nei, med at indlemmes som Medlem i den Familie, han har skjendet, med, at han hilses som elsket Fader af den Søn, som hans blinde Raseri har merket, inden denne saa Dagens Lys, at han modtages som Egtefælle af den Hustru, hvis hele Liv han har forgiftet, da det ikke lykkedes ham at berøve hende det. Og der sidder de strengt-retfærdige og synes, det er saa rørende, da Manden jo har forbedret sig saa betydelig, at han har taget tre fattige Børn til sig som sine egne – hvorfor ikke seks? – og gaar saa fornøiede hjem, fordi det ender saa godt og vel altsammen.
Inkonsekvenser som denne, skulde de ikke nærmest grunde sig paa den paafaldende Ustøhed, der raader i Opfatningen af alt, som gaar ind paa det moralske Gebet? – en Ustøhed, der maaske altid indtræder, hvor patriarkalske Moralbegreber i en Fart skal tillempes dem, som en overmoden Kultur har hjemlet? . . . Maaske ogsaa i vor ringe Evne til at formæle Livet med Digtningen, saa at vi forstaar at anvende Virkelighedens etiske Love paa denne og lade dem tilbagestraale igjen paa Virkeligheden, Aftenhimmelen lig, som man ser dobbelt flamme, hvor den hvælver sig over et Vandspeil. Digtningen er noget for sig, synes man, noget, som ikke angaar Livet. Ligeoverfor den forlanger man kun at underholdes. Vi sidder derfor foran en saadan Briskeby-Cherbuliade som Arbeiderliv, omtrent som naar vi tager en magelig Stilling foran et vel udført Maleri i samme platte Genre. Det gjælder kun at hvile i Nuet; hvorfor foruroliges med Betragtninger over noget som en dybere etisk Sammenhæng? Hvorfor skræmme sin Fantasi ud over Rammen til en Fortid, en Fremtid, der blot vilde vække ubehagelige, urolige Fornemmelser? Vi kom f. Eks. da til at stille det Spørgsmaal til os selv: Hvordan ser det med alle disse Paaklistringer af gode Handlinger saa tilsidst ud i en Mands Sjæl og Sind, der kan drives til en saadan Handling? Hvilke Scener af Raahed og Brutalitet maatte der ikke være gaaet forud for en saadan? Hvad siger vi! Fantasien behøver ikke at anstrenge sig, vi faar det gyselige ind saa at sige med Skeer i følgende Bekjendelser, Moderen forklarer til Marcel, Sønnen:
I to Aar var jeg gift med ham derhenne;
En Aften sent jeg sad og vented paa ham;
Jeg var forknyt, jeg havde grædt saa længe,
At jeg tilsidst knapt kunde sy et Sting.
Men han blev borte, – det var hans Maner;
Han gik paa Vertshus, sad den hele Dag
Og spillede og røg og drak sig fuld
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
og mangen Nat
Gik jeg og hented ham, tænk dig min Skam,
Og fik ham lagt i Sengen som et Barn.
Jeg maatte være glad, naar blot jeg ikke
Fik Prygl til Tak. Det hændte undertiden.
Den Aften var min Taalmod sluppen op,
Jeg saa kun Sorg og Fattigdom foran mig.
Jeg skulde selv forladt ham; men jeg havde
Endnu en Gnist af den Medlidenhed,
Som overlever Kjærlighed hos Kvinden;
Jeg kaldte kun paa Døden – og den kom.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Paa Trappen lød der Trin, jeg kjendte Stemmen,
O, hvilken Stemme!
Morin afbryder hende her, ude af Stand til at høre mer; da vil han heller selv fortælle:
. . . . . . Jeg har et mørkt, forvirret Minde om
Den Aften; jeg kom hjem, jeg faldt paa Trappen;
Din Moder lukked op, bleg som et Lig;
Der stod et dækket Bord og vented paa mig.
Jeg vilde kysse hende; men hun gyste
Og stødte mig tilbage med sin Haand.
Saa fulgte der et rædsomt Skjendsmaal – o,
Den druknes Skrig er værre end et Dyrs;
Hun gav mig haarde Ord, der tirred mig,
Saa jeg med ett blev rasende og vild.
Foragt og Skam, det var for meget
Der laa en Kniv paa Bordet . . . jeg, jeg greb den
Og jog den ind i hendes Bryst . . .
Er dette nu virkelig smukkere, mer opløftende, end vi kan læse det i vore egne Drabs- og Mishandlingsaktioner? f. Eks. i den, der for nylig behandledes for Politiretten, kun med den Forskjel, at i det franske Arbeiderliv vækkes hans Raseri ved et Kys, der vægres, men i vort hjemlige Egteskabsdrama ved et Par Støvler, som den mishandlede var «for afkræftet til at faa trukket af ham».
Kristine fortsætter:
Da jeg kom til mig selv, laa jeg tilsengs,
Og der stod Politi ved Hovedgjerdet.
Din Flugt udpeged dig som Gjerningsmanden;
Et Ord af mig, og det var ude med dig;
Og hvad jeg følte for dig, var kun Had.
. . . . . . . . Da følte jeg det røre
Sig sagte i mit Skjød; det frelste dig;
Dit Barn bad for dig, og jeg vilde ikke,
Det skulde fødes med et Brændemerke.
Tilstaaelsen, der svæved mig paa Læben,
Tvang jeg tilbage i mit Bryst . . . . . . . .
Omsider kom jeg mig. Da var det Kampen
Begyndte, den, som nøder en at vælge
Imellem Fattigdom og – Skjendsel!
Hun fortæller nu, hvorledes Tanken paa hendes Barn atter reddede hende fra denne sidste.Et som det synes uundgaaeligt Alternativ for en ubemidlet ung Pige under de franske Forhold.
Nu staar tilbage den anden Side af Betragtningen, den, vore Tilskuere viselig ikke indlader sig paa:
Hvilken Plads vil en Mand som den her skildrede indtage i den Familie, der herefter tilgivende slutter sig om ham?
Vor Digter A. Munch har i fuldendt poetisk Gjengivelse bragt os et lidet vidunderlig deiligt Digt af den engelske Digter Tennyson: Enoch Arden.
Et Par Skipperbørn vokser op paa en ensom romantisk Strand. Uadskillelige siden Barneaarene, har ingen af dem tænkt sig det muligt at leve uden med og for den anden. Han drives imidlertid til at søge Lykken i fjerne Lande for at bringe den hjem til hende.
Aar gaar hen, medens hun trofast venter. Saa kommer Tvilen, endelig Vissheden om, at han er død. Hun rækker da en anden Beiler, hans kjæreste Ven og Kamerat, der beskeden havde veget Pladsen for Enoch, sin Haand. Atter igjen gaar Aar hen.
Da kommer den dødtroede tilbage. Ikke anende, hvad der er hændt, med et af Fryd og Forventning bævende Hjerte søger han paa de gamle Tomter efter det lille Hus, hvor han med Kjærlighedens urokkelige Tillid tror endnu at finde hende ventende paa ham.
Et Syn gjennem et Vindu ind i en oplyst Stue fængsler ham til Pletten. Det er hende, han ser, straalende af Lykke, omgivet af Mand og Børn.
Skal han trænge sig forstyrrende ind i denne Lykke? Nei. Stille som han er kommen, sniger han sig derfra, for at dø ukjendt i en fremmed Vraa. Han er jo allerede død for dem; han maa fremdeles være det.
Lad os nu se, hvorledes vor Helt bærer sig ad ved en lignende Situation.
Der reiser sig, som man vel kan begribe, nogen Modstand imod pludselig at optage som inderligt Medlem i Kredsen en Mand, til hvem der alene knytter sig oprørende Erindringer, blot fordi han ganske tilfældig, efter to og tyve Aars Befrielse for ham, plumper ind i Kredsen.
Morin derimod synes, at det falder ganske af sig selv, at han bliver. Vi vil se, hvorledes han optager den Modstand, der bydes ham.
Morin:
Javist, jeg var et Dyr engang, jeg ved det;
Hun taler sandt; men den Tid er forbi.
Nu har jeg prøvet Livet og er gammel;
Skal da det svundne aldrig slettes ud!
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Det var dog muligt, at jeg nu fortjente
En Smule Kjærlighed igjen.Kristine:
Jovist, Du skulde ha’ din gamle Plads i Huset,
Du skulde lægge nye Byrder paa mig
Og slæbe Last og Drukkenskab herind?Morin (reiser sig):
Nei, nu gaar det for vidt! – Har du da glemt,
At jeg har ikke tryglet dig om Naade(!)
Jeg søgte ikke om dig; paa min Vei
Fandt jeg tilfældig, som ved et Mirakel,
En Hustru og et Barn igjen, – og nu,
Nu skulde jeg gaa bort! (Han slaar i Bordet) Nei siger jeg!
Her er mit Hjem, jeg er i min Familje;
Jeg ta’r mit Barn igjen; naar man behandler
Mig skaanselløst, saa er jeg uden Skaansel!Kristine (kaster sig i Sønnens Arme):
Nu kjender jeg dig atter!Morin: Det kan være;
Men jeg, jeg ta’r min Ret igjen,
Min Plads i Huset og min Søn jeg kræver.
Men alt dette forslaar ikke. Forfatter og Oversætter og Tilskuere vil, det skal ende godt: altsaa ender det godt, det vil sige med Tilgivelsen og Indlemmelsen.
Der har vi det! det magiske Ord, Tilgivelsen, det gamle, altid nye, altid virkningsfulde Sceneeffektapparat. Den kvindelige Tilgivelse! Benaadningsforkyndelsen quand même, der aldrig møder Modstand, som selv vor ivrigste hovedafknappende Retfærdsfølelse billiger, ja applauderer.
Tilgivelse ogsaa for denne Mand? O ja, hvorfor ikke? Men saa maatte Stykket endt dermed, endt med, at begge Parter, tilfredse, lykkelige over at have ydet og modtaget Tilgivelsen, skiltes for aldrig, aldrig mere at mødes. Først da, naar han vælger stille at forsvinde, fuldbyrdes i ham den Bod, der ene kan tilfredsstille; det er Indlemmelsen, der oprører!
Uagtet nævnte Stykke, godkjendt ved Fremmedstemplet – det er endog oversat af en dansk Mand med et visst Navn – allerede har vundet Plads paa vor bedste Scene, henstiller vi til den ærede Teaterdirektion, om den dog ikke vilde henlægge det som ikke ret værdigt for denne? Vi har selv et Arbeiderliv at byde paa, der efterlader et ulige smukkere, renere Indtryk, Arbeideren af Lorentz Dietrichson; hvad, om dette indtog Pladsen?
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Fra de Stummes Leir er en samling artikler og essays der Camilla Collett hovedsaklig analyserer kvinnebildet i 1800-tallets europeiske romanlitteratur. Hun mener at romansjangeren er et vitnesbyrd over kvinners livsvilkår og konklusjonen hennes er at litteraturen lærer kvinner å oppgi seg selv. Fra de Stummes Leir er et tidlig eksempel på feministisk litteraturkritikk.
I forordet skriver Collett: «Den, som sender disse Blade ud i Verden ... er ikke den mere, som hun engang var eller syntes at være, det vil sige maatte være. Mindre maaske ved Natur og Anlæg end ved Forholdenes Tryk var hun stille og taus. ... Men tale vil jeg nu! Kunde mine Ord som Lyn, der splitter, falde ned i alle stumme Sjæle, fortrykte, som min engang var det, kvalte som min!»
Se faksimiler av 1. utgave fra 1877 (NB Digital)
Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.