Hvidt eller Sort,
Sort eller Hvidt,
Det rager os kun lidt,
Naar bare det er stort.
Der vil komme en Tid, da Historiens altfor langmodige Gudinde taber Taalmodigheden og træt af at se sin Griffel misbrugt i vilde, tugtløse Tidstendensers Tjeneste overgiver den i renere Hænder. Man smile ikke altfor medlidende, naar vi siger, at det vil blive i Kvindehænder. Det vil i det mindste ske med Forvaltningen af hine Dele af Historiens Opgave, der sorterer under det mere personlige, det rent menneskelige; dertil hører fornemmelig Dramaet og Biografien. Ja, der vil komme en Tid – den ligger maaske ikke saa fjernt, som man vil tro –, da vi vil se de store Mænds Liv ogsaa belyst fra Kvindeside. Mænd gjør det ikke længer redelig. Det er Dagens ubestikkelige Lys, vi trænger til; vi er trætte af det gjøglende, forvildende Fakkellys. I alle deres Fremstillinger synes ethvert Spor af det, vi vil kalde en sedelig Maalestok – man tage os ikke denne gammeldagse, nu næsten ridikule Betegnelse fortrydelig op –, mer og mer at svinde; en saadan sedelig Maale- og Gradestok betragtes maaske som en overflødig, høist kjedsommelig Pegepind, som Tiden nu maa være vokset ifra. Vi tror altid at staa ved den sidste Yderlighed i denne Retning; men vi tager feil, vi har endnu ikke naaet Grænsen.
I en saadan nylig udkommen Biografi drages en Parallel mellem Rousseau og Byron, der lyder saa:
«Rousseau er den værste og farligste. Han hykler en falsk Idealisme, han ophøier Svagheder og Feiltrin til moralsk Skjønhed, han udpynter med sit Flitterguld Dyret i Mennesket til en Engel, medens Byron forsmaaede dette Hykleri, aabent forkyndte sine Laster og pralede med dem.»
Dette passer ganske godt paa de Fremskridt, vi gjør i Tidens Aand. Vi har lykkelig passeret Rousseaus Standpunkt, hvor der endnu er Tale om Dyd og Last, kun med en sterk Tilbøielighed til at kaste en forskjønnende Kappe over denne sidste, og vi er naaede op til Byrons, hvor man slet ikke giver sig af med nogen Udpyntning mere. I alle Dagens Frembringelser viser sig en Tilbøielighed til fortrinsvis at hylde det lovog tøilesløse og ufordulgt at bekjende det. Det er ikke, som i vore Skoledage, Udskeielserne, der fordunkler Geniet; men det er Geniet, der adler Udskeielserne. Skyggesiderne i de store Aanders Liv, som man fordum skaansomst indrømmede, efter Omstændighederne undskyldte eller dadlede, altid beklagede, har nu fundet sine entusiastiske Bekjendere og Fortolkere. Biografer og Dramaturger overbyder hinanden i at udfinde de taknemmeligste Sujetter for denne Opgave. Paa Scenen beiler Mordere og de værste Kjeltringer til vor rørte Deltagelse. Vi har allerede set Göran Persson; vi kan vente at se Bremerhelten, den nye Alexander, Simon le cordelier, og maaske Johan Bockhold van Leyden med sine tolv Koner fremstaa i Forklarelsen af denne nye Belysning.Inden nærværende lille Studie blev fuldført, var ganske rigtig Johan Bockhold, Trauerspiel in fünf Aufzügen von Schneegans, kommet ud og allerede gaaet over Scenen i München, dog uden de tolv.
De bildende Kunster, hvorvel mere harmløse i sine Virkninger, staar ikke tilbage. Vi ser Shakespeare som Vildttyv foran Retten, den vordende store Digter som ungdommelig Helt, medens Røver- og Tyvefysiognomiet er overført paa den skikkelige gamle Forhørsdommer. Maaske vi kunde faa den unge Artilleriløitnant Napoleon den store som Bedrager i Kort spil,Se Hertuginden af Abrantès’s Memoirer. i ædelt Raseri ligeoverfor nogle latterlige, grimme gamle Tupéer, der ser ud, som om de slet ikke billiger det – et smukt Pendant! . . . Vi har et rigt Felt foran os af den Slags miskjendte Genistreger, der alle venter paa den nye Tids Ridderslag for ved Kunstens Haand at opstaa i mere end én effektfuld Scene og Situation, – hvorfor ikke hævet ved Udsigten til en fjern Galge eller en Gabestok, hvori en almindelig stakkels Synder bøder for et jammerligt Lommetyveri?
Tibère, a-t-il été un monstre? er Titelen paa en literær Studie i moderne restituerende Aand.
Tibère, a-t-il été un monstre?
O langt fra! siger hans Biograf, det er en ren Feiltagelse. Se disse sorte Skygger, som man nu engang har fæstet til hans Minde, fra denne Side, i denne Belysning, og de vil fortone sig til et mildt, dæmpet Lysegraat, der igjen – dog dette kun for den rette Seer – kan hæve sig til Punkter af en næsten blendende Hvidhed; – se kun!
«Har Tilly havt nogen Del i Magdeburgs Erobring og Ødelæggelse?»
Slet ikke, han var saa uskyldig deri som et Barn . . . Ser De etc. . . .
Bedste, beundringsværdigste Monsterregenerateurs, uforlignelige Mohrenvaskere, hvor vil I hen med eders Bestræbelser for at gjøre Sort til Hvidt? Som om der nu virkelig gives noget, som heder Sort, og noget, som heder Hvidt? Engang – det er sandt – skjelnede vi virkelig mellem et Par saadanne Begreber og kaldte dem Godt og Ondt, og som, forsømte vi det og kom til at forveksle dem, aldrig glemte selv at banke paa og eftertrykkelig minde os om Feiltagelsen; men, gode Ven! nu er vi grundig komne ud over det! Spørg bare vore allersidste Biografer og Scenedigtere, spørg dem, om Tiberius og Johan van Leyden har været Uhyrer, og du vil faa et tydeligt Svar: For Satan ja, kald dem kun saa, naar det endelig skal have et Navn:
Hvidt eller Sort,
Sort eller Hvidt,
Det rager os kun lidt,
Naar bare det er stort.
Det er et betegnende Træk ved Dagens Biografer, at den Hyldning, de yder Lov- og Strafløsheden i sine Helte, træder sterkest frem i deres Skildringer af disses Forhold til Kvinderne. Vi erfarer det i næsten alle Goethebiografier, og vi gjenfinder det end mere udpræget i en nys udkommen Biografi: Lord Byron, af Karl Elze.
Om dette Verk gjælder i fuldeste Maal, hvad der ovenfor er sagt: vi staar her ved Grænsen, den yderste Grænse, for den Retning, hvorhen Tidsaanden peger. Forfatteren synes her fuldstændig at være kommet ud over den Svaghed at ville «ophøie Feiltrin og Laster til moralsk Skjønhed”; man skal ikke kunne bebreide ham, at han med noget «Bladguld udpynter Dyret i Mennesket». Det har lykkes ham at drage dette sin Helts Menneske frem for Lyset til et Totalbillede af en moralsk Vanskabning saa forfærdelig, at vi uvilkaarlig kommer til at tænke paa, om Myten om Hestefoden virkelig daterer sig helt fra den gamle Skovgud, om den ikke snarere skulde skrive sig fra Aarhundredets berømte Klumpfod. Man merker dog ikke, at nogen Kvalme eller Benauelse har grebet Biografen under dette betænkelige Arbeide, der maatte øve noget af den Virkning, Oprullingen Lag for Lag af en stinkende Løg øver paa en sund, uforkvaklet Organisme. Tvertimod, han finder sig vel derved og forlanger bydende det samme af os. Han fordrer paa hver Side Skaansel, ja Kjærlighed og Beundring, for denne sin sjælelige Klumpfod, medens han med den lidenskabeligste Uvilje forfølger alt, hvad der i Ord og Daad, i Tanke og Følelse reiser svageste Protest mod den.
Var det tænkeligt, at saadan Protest kunde udeblive? Nei, lige fra den sagteste Murren indtil Uviljens, Afskyens ufordulgteste Udbrud samlede den sig ogsaa til hin verdensbekjendte Opposition, der drev Byron fra hans Fædreland, en Opposition, der senere blev hans Dyrkere en saa stadig Kilde til Forargelse, men som alene kunde udgaa fra en naturlig Anstændigheds- og Skikkelighedsfølelse i Menneskehjertet, der heldigvis er uudryddelig og saa gammel som Menneskeheden.
Det er, som sagt, især Kvinderne, der unegtelig spillede en sørgelig fremragende Rolle i Byrons Liv, som Forfatteren lader sin Uvilje gaa ud over, med den merkelige Forveksling, at det er ham (Byron), der havde at beklage sig over dem, ikke omvendt, de over ham. Dette er noget ganske nyt. Der gaar overhovedet en Tone mod Kvinden gjennem denne Bog, som endog i vore Dage, hvor man dog maa vænne sig til et og andet, maa vække Studsen. Man kan paa det nærmeste sige, at der nævnes ikke Kvinde eller kvindelig uden i nedsættende, ringeagtende Forbindelse. «Paa Kvindevis» heder det overalt, hvor der er Tale om Egenskaber, som vi har vænnet os til at anse som fælles for den hele skrøbelige Menneskehed. Vi kan næsten fra hvert Blad citere Prøver derpaa; vi vil indskrænke os til at udhæve nogle enkelte:
Side 366. Efter en rædsom Beskrivelse af Byrons Optræden som ganske ung, heder det:Vi anfører Citaterne efter den danske Oversættelse. «Og da hans Væsen gjorde Lykke, især hos Damerne.»
370. Sammenligning mellem Byron og Rousseau, der «begge blev fordærvede af Kvinderne»(!).
372. «Ligesom Rousseau var han ogsaa et Offer for Samfundet, som ikke har mindste Ret til at beklage sig; allermindst har Kvinderne Ret til at bebreide ham noget.»
376. Hvor der tales om Byrons Sladdersyge, heder det, at han «paa Kvindevis straks pleiede at meddele Tredjemand, hvad der var betroet ham af andre.»
357. «Hans alt andet end mandige Forfængelighed.»
365. Item om hans «Lunefuldhed», «Pirrelighed», «Egensindighed», «Trods”: «Det kan ikke negtes, at hans Karakter ogsaa i denne Henseende havde noget kvindeligt.»
Kort, Hr. Elze kommer til den Slutning, at alle Byrons slette Egenskaber tilhørte det «svage Kjøn» og alle hans store og gode derimod hans eget, og denne Karakteristik, der samler sine heftigste Udfald mod de ædleste Kvinder, der kom i Berørelse med ham, kulminerer i den sikkert mageløse Paastand, der netop faar en saadan Vegt der, hvor han tilslut leverer det psykologiske Totalbillede af ham, at det var Kvinderne, der fordærvede ham og voldte hans Undergang.
Paa hvem af de Kvinder, som i Biografien forekommer, kan denne forfærdelige Beskyldning passe?
Vi vil forbigaa hans underlige, lunefulde, hidsige, men med alt det skikkelige og godartede Moder, der efter Hr. Elzes Paastand var Skyld i Byrons Ateisme, fordi hun slæbte ham for ofte i Kirke, en Tvang, som dette geniale Barn hevnede ved «at stikke hende med Knappenaaler». Hun, Stakkel! var visselig ikke skikket til at opdrage en Søn som denne. Men hvem, kan man spørge, vilde været det? Var det da de Kvinder, han senere mødte i Livet, og som havde tilstrækkelig Sjælshøihed til at føle hans Aag som en Nedværdigelse og Styrke nok til at bryde det og ikke lade sig lokke ind under det igjen, hvoraf vi først og fremst maa nævne hans ulykkelige, i alle Forhold ædle Hustru? Eller var det de svagere, der ikke formaaede det, disse Skarer, der simpelthen blev Ofre for hans Lyster og Luner, og som han forlod, «naar han blev mæt af dem», som det i Hr. Elzes Studie maaske ganske følgerigtig, om just ikke følgeværdig heder . . . Eller skal Beskyldningen træffe hin høihjertede, varmblodige Italienerinde,Grevinde Guiccioli. der paa en Maade forenede disse Yderligheder, halv Yndlingsslavinden, halv den lykkebringende, beskjermende Fe, – hun, der har opnaaet den sørgeligste Berømmelse i denne Mands Liv, idet hun ofrede Fædreland og Familie, Rygte og Rang for hans Skyld, hun, hvis Trofasthed og blinde Beundring overlevede Skilsmisse og Død, og som han efterlod eller rettere forlod saa arm, saa hjælpeløs, at hun maatte ty til et sjofelt Forsørgelsesparti for at kunne eksistere, en Kjendsgjerning, der endog aftvinger Biografen et Udraab af Misbilligelse? Nei, af gode Grunde behandler han hende skaansomt. Vi maa vende tilbage til Hustruen; paa hende er det, han ytrer mest Tilbøielighed til at velte Ansvaret for Byrons Fordærvelse. Han synes i sit blinde Had ligeoverfor denne, ganske i Samklang med de fleste Dagens Forfattere, at gaa ud fra, at ligeoverfor deres Helte og Heroer har en Kvinde ingen moralsk Rettighed, ingen Selvbestemmelsesret; hun har kun viljeløs at lade sig rive hen i Hvirvlen af deres altopslugende Storhed og endda regne det som en overordentlig, ufortjent Lykke, om hendes Navn, kjedet til et saadant Navn, overlever den personlige Undergang – eller som en af de rigtige Goethe-Entusiaster udtrykker sig: «Wenn sie unter die Sterne seiner Herzensmythologie erhoben und bewährt werden kann!»
Den stakkels Friederike Brion kunde tale om denne Lykke, hun, der betalte den saa dyrt med en kort og bittert skuffet Ungdomsdrøm, og som først efter et langt, ensomt, kummerligt Liv maatte dø som en gammel Skolemesterske i en tysk Smaaby, inden hun blev optagen paa den store Mands saa overvættes rige hjertemytologiske Stjernehimmel. Hvor derimod denne Friederikeresignation, denne blinde Offerhengivelse mangler, hvor de handlede efter Indskydelsen af sin Menneskeret til ogsaa at eksistere, hvor de med et Ord gjorde ringeste Modstand, betegnes den gjerne med de uforsonligste Navne. Det er derfor ikke en Tilfældighed, at de noble, ærbare Kvinder, der nyder den betænkelige Lykke at have staaet i nære Livskonflikter til berømte Mænd, er Gjenstand for en særlig Misgunst af Biograferne. Vi erfarer det blandt andet i Adolf Stahrs Goethe-Apologi Weimar und Jena, hvor denne Misgunst i fuldeste Maade gaar ud over Fru v. Stein, og vi gjenfinder den i forhøiet Grad hos Karl Elze. Overalt, hvor der er Tale om Lady Byrons kun altfor begrundede Modstand, især hendes Vægring ved at tilbagekalde Skilsmissen, finder han knapt Ord til at udtale sin Indignation. Har da denne ulykkelige gjort andet end at flygte fra Djævelen til Gud? For ikke selv at blive vanvittig maatte hun fly en Vanvittigs Nærhed. Særlig oprører det Biografen, at Datteren Ada ifølge sin Bedstemoders «haardhjertede og tyranniske Vilje» var bleven holdt i Uvidenhed om, hvem hendes Fader var, «denne Fader, som elskede hende saa høit». Forfatteren forveksler øiensynlig her Byrons digteriske Apologier til den fjerne, ham ganske ukjendte Datter med den noget mindre smukke Virkelighed, idet han synes at glemme, hvad han selv fortæller os, hvor lidet faderlig Byron havde hilst hendes Fødsel. «Da hun saa endelig efter dennes Død,» fortæller han videre, «erfarede, at den store Digter, hvem hun saa høit beundrede, var hendes Fader, skal det have rystet hende saa, at hun blev syg og døde Aaret efter.»
Se det lader sig høre! Saa skal en Kvinde, som staar en Byron nær, opføre sig! At hendes Børn igjen, der altsaa ikke var paavirkede af en «unaturlig og uforsonlig Moder», samtlige betragtede den berømte Bedstefader som Familiens Skjendsel og aldrig nævnte hans Navn, synes dog at tyde paa, at en viss moralsk Sky for ham maa have ligget dybere, end at nogen Familiepaavirkning kunde naa den, – en Omstændighed, som Forfatteren ikke ret ved, om han skal fordømme «eller blot ynke den».
Det er umuligt at faa et afskyeligere Billede frem af en Mand og en Egtemand end det, Hr. Elze har skallet os ud af denne sin store Digter. Vi kan spare os, som ganske overflødigt, at lægge hin hæslige Beskyldning til, som Mrs. Beecher Stowe nylig har reist mod hans Manes. Det er visselig ikke, som man vil paastaa, skeet af nogen smaalig grusom Lyst til at føie en sidste Sten til et allerede topfyldt Maal. Neppe engang har det Haab drevet hende, at hun med et Ryk vilde bortrive et af de utallige Bind, hvormed Verden dækker sine Øine, og bringe denne Verden til at se sig om og gyse. Lidet, det maatte hun vide, vilde dette lykkes hende. Overfor et Liv som Byrons staar den nu engang ligesom foran et dunkelt placeret, grelt belyst, kolossalt Kunstverk; blendet af Storheden dømmer den kun efter det hele vældige Indtryk, ikke efter Enkelthederne. Et Stænk mere paa den Sokkel, en Skygge mere i disse Skygger gjør hverken fra eller til. Mrs. Beecher Stowe har med sin Oplysning – den hun helst maatte holdt tilbage – vist ikke tilsigtet noget moralsk Korstog mod en Anskuelse, der efterhaanden er bleven en Verdenslære, som i vore Dage høilydt forkyndes, at Storheden adler Lasten; hun kunde med samme Held gaaet fra Land til Land og med sine to Hænder forsøgt at nedstyrte enhver af de Æressøiler og Mindesmerker, som kristne Nationer har reist over dem, der i Virkeligheden har været Kristenhedens Skjendsel og Svøber. Hun har ikke tænkt paa ham. Hun har kun tænkt paa hende, der trængte til denne Oplysning, paa hende, den stille miskjendte, i hvem Mængden kun havde lært at kjende hans uinteressante Modsætning, hun «denne ubønhørlige,” «den kolde Dydssnerpe». I hendes Livs lange, ensformige Graaveirsdag var det, den varmsindede Amerikanerinde vilde kaste et Streiflys, der i det mindste skulde forklare hende til den uforskyldt lidende, den sande Korsdragerinde. Hvad har hun opnaaet med denne sin oprørende Oplysning? Paa Byrons Beundrere strander den ganske; de benegter mat dens Sandsynlighed og gjør endog den Rædsel, den har vakt, til Gjenstand for Spot; – og vi, som blot vil være retfærdige, behøver den ikke.
Nei, vi behøver ikke denne Oplysning for at sige, at saa som Lady Byron handlede, maatte hun handle. Er det ikke nok, at denne Hustru retslig støttede Nødvendigheden af Skilsmissen til atten Punkter, hvoraf nogle er blevne almindelig bekjendte, de andre er maaske ikke engang skikkede til at blive det? At han allerede inden Udløbet af deres kun femten Maaneders Samliv (l8l5-16) – alt dette fortæller os Hr. Elze med beundringsværdig Upartiskhed – havde forødt hendes Formue saaledes, at man pantede ud lige til Egtesengen; – at han fandt Behag i, da hun laa i Barselseng, at narre hende med, at hendes Moder, som hun forgudede, var død; – at han forbandede den spæde i Vuggen; – at han – at han – o Søstre! Kvinder, er det ikke nok! O, Mrs. Harriet, ti! Det er nok, det er nok.
Overser vi nu de merkeligste Fostre af denne særegne Aandsretning i vore Dages Literatur, særlig den, som knytter sig til virkelige Personer, Dramaet og Biografien, stanser vi foran et ganske interessant Spørgsmaal.
I hvilket psykologisk personligt Forhold staar Forfatterne til disse sine Frembringelser?
Efter det første Indtryk maa vi jo tro, at de giver sig selv i disse. Vi kan ikke verge os mod den Forestilling, at de, savnende Plads i vore trange, smaaborgerlige Forhold for egne, vilde, altomstyrtende Tilbøieligheder, finder en foreløbig Lettelse i at give disse Luft i sine Helte, idet de utaalmodig afventer den første den bedste Anledning til selv at spille Rollen.
Dette turde – Undtagelser kan jo tænkes – være en Vildfarelse. Bag disse aandelige Skrankestormere vil man ofte finde de fredeligste Naturer, jevne, pligttro Borgere, og muligst daddelfri Egtemænd og Familiefædre. Deres Bockholdiader, deres Tilly- og Tiberiusdityramber, deres Manfred-Byron-Don Juan-Weltschmerzdeklamationer, hvori Tidsblasertheden i sin sygeligste og væmmeligste Udartning forherliger sig selv, skal ikke staa, har vi ladet os sige af bedre orienterede, end jeg har havt Anledning til at være det, i nogen egentlig organisk Sammenhæng med deres private Jeg. Disse Produktioner betegner kun Udskeielsen i en Tidsretning, som de mest begavede og livligst organiserede, kun af Trang til aandelig Motion – man skulde næsten sige jo voldsommere jo bedre – lettest forfalder til, en Retning, som behager sig i indiske Jonglørforvridninger og Sverdslugerkunster eller, for at bruge et mildere, maaske mere træffende Billede, i Evolutioner paa usadlet Ganger. Det gaar en Stund Hussasa! – og saa? Ja saa bliver Skrankeløsheden tilsidst dog trættende, og den hele Retning vil maaske ved for mange og for overdrevne Efterlignerproducenter i utøilet Maner ende med at blive de bedre blandt sine Bekjendere til Væmmelse og vække en hjemlig Længsel i dem efter at vende tilbage til Tugt og Orden.
Endnu er der lidet Tegn dertil, desværre! At en udartet Tidsaand kan udarte til den Grad, skal vi virkelig ikke deri se Savnet af hin Indgriben, hin besvergende Magt, hvis Berettigelse man endnu vil bestride, ligesom at Redningen kun kan komme og med Guds Hjælp engang skal komme gjennem den?
Ak, endnu er det lidet Tegn dertil! Hvorledes er det muligt, at en Bog som Elzes Lord Byron kan vise sig i et høit civiliseret Land, uden at Kvinderøsten fra mer end én Side indigneret reiser sig mod den?
Og dog, den slumrer kun, denne Indvirkning; den skal ikke evig slumre. En Dag vil komme, da man vil hilse den som en Redning, da det skal anerkjendes, at det er en Magt, en frelsende Magt. En Dag vil komme, hvor selv Prester og Lovgivere, der hidtil har gjort alt for at binde, vil gjøre alt for at løse den. Man har forsikret, at det glædelige Omslag i flere af hine Dagens betydeligste Forfattere til mildere, med Seder og Orden mere stemmende Anskuelser skyldes Paavirkningen af Kvinder, der har forstaaet den Opgave at være Hustruer for Mænd som deres.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Fra de Stummes Leir er en samling artikler og essays der Camilla Collett hovedsaklig analyserer kvinnebildet i 1800-tallets europeiske romanlitteratur. Hun mener at romansjangeren er et vitnesbyrd over kvinners livsvilkår og konklusjonen hennes er at litteraturen lærer kvinner å oppgi seg selv. Fra de Stummes Leir er et tidlig eksempel på feministisk litteraturkritikk.
I forordet skriver Collett: «Den, som sender disse Blade ud i Verden ... er ikke den mere, som hun engang var eller syntes at være, det vil sige maatte være. Mindre maaske ved Natur og Anlæg end ved Forholdenes Tryk var hun stille og taus. ... Men tale vil jeg nu! Kunde mine Ord som Lyn, der splitter, falde ned i alle stumme Sjæle, fortrykte, som min engang var det, kvalte som min!»
Se faksimiler av 1. utgave fra 1877 (NB Digital)
Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.