«Es ist die Krankheit der Resignation. Warum anklagen sie nun die arme Frau um die Krankheit, die Theologen, Dichter und Philosophen um die Wette ihrem Geschlechte einimpfen?
Willibald Alexis.

Der er i det foregaaende givet en liden Prøve af nogle enkelte fremmede, os fjerntstaaende Forfattere og deres Opfatning af Kvinden. Meningen dermed var gjennem denne Opfatning og de Skildringer, der knytter sig til den, at virke ogsaa paa vore egne, endnu lidet befæstede Forhold. Forat dette kan ske og vi selv uddrage nogen Lære deraf, maatte vi da ogsaa vide lidt mere om disse vore Forhold, end vi i Grunden ved, og hvor kan vi hente denne Kundskab bedre end hos vore yngre, det vil sige Dagens Forfattere?

Idet jeg med Stolthed nævner deres Navne, disse Navne, der mere end alt andet har indlemmet os i den store Verdensbevidsthed, der har aabnet en fortørret Samtids Øine for friske Kilder, der endnu rinder og sprudler, er det forhaabentlig overflødigt at gjentage, at her bliver ikke Tale om nogen kritisk Veien af Fortrin og Mangler; jeg kan kun holde mig til den Side i deres Digtning, som angaar det, jeg kjæmper for, og som nødvendigvis kommer til at staa i et mindre trøsteligt Lys, medens der maa ties med alt det øvrige, hvori vi læser os Glæde og Forfriskning til. Ett turde vi alle være enige i, og derfra vil vi gaa ud, at vore hjemlige Forfattere, hvad en sedelig Grundanskuelse angaar, alle staar høit over hine Udlandets.

Hvad Standpunkt indtager vore fædrelandske Digtninger og Romaner i sin Opfatning af Kvinden og den Stilling, hun bør indtage i Samfundet?

Akkurat det samme Standpunkt, som vor unge Civilisation indtager til den gammeleuropæiske, som den grønne Kart indtager til den raadnende Frugt.

Jeg vil antyde tvende Stadier i denne Opfatning.

Den noksom kjendte, gammelhævdede, vore Fædres Kvindeideal, Kvinderesignationen i snollede Kapper og Nøgelknippet i Beltet – senerehen under Spor af Paavirkning af en nyromantisk mere skjærpet torturlysten Retning. I ingen af disse maa Slutningstableauet mangle. Hvo kjender ikke Slutningstableauet, der er bleven typisk i alle Digtninger af den Art? . . . En høitidelig Forbrænding af Skyldpapirerne, der kaster et flammende Skjær paa et blegt, smerteforklaret Ansigt og et Par aabne, tilgivende Arme!

Vi kommer saa til Overgangsstadiet. Her blev det vore yngre Digteres Opgave at drive dette Martyrskab ud til det Punkt, hvor det brister, og begynder at vække Mistro. Er dette rørende eller oprørende?

Hos Ibsen manifesterer sig Fremstillingen af Kvindeopofrelse i en raffineret Sjælevivisektion, som i hin Scene i Brand, hvor Hustruen formenes endog den Lindring at sørge over sit Barn og skue ud af Vinduet til dets Grav, en Grav, som dette mer end almindelig hovedbrydende Spørgsmaalstegn af en Ibsensk Helt selv paa en Vis har gravet for det. – Men hvem har ogsaa skabt slige Kvideskikkelser som Ibsen? Man maa gaa tilbage til Shakespeare for at finde dem!

I Solveig møder os denne stille, selvfortærende Rugen over noget haabløst ventet, længst forspildt – forspildt ved egen Magtløshed til selv at gribe ind, selv at raade derfor, – tusende Kvinders Lod her i vort Land! og derfor skulde det vel dobbelt røre os? . . .

Nei, vi vil ikke mere røres deraf. Vi vender os uvillig bort fra denne rynkede, forgræmmede Trofasthed, der har siddet med Hænderne i Kors, stirrende paa én Plet, og ventet paa – Peer Gynt, den gamle Peer Gynt, – Egoismen i sin Affældighed, naar den, gaaet træt i sin Umættelighed, endelig raver hjemover. Den traurige Skikkelse hist, det er ikke Solveig hin fagre, som vi sidst saa ved Dansen. Den Solveig vendte sig med Gru bort fra den foragtelige. Den traurige Skikkelse der, det er vor egen, kjære, hjemmefødte Kvindelighed, der har overlevet sig selv og nu sidder og venter paa den Trollmand, der med sin Stav skal gjengive den Sundhed og Kraft, og denne Trollmand, denne Befrier, er ingen anden end – Ibsen selv.

Ja, Ibsen selv. Hvad har han vel tænkt og følt, da han manede disse sørgelige Skygger fra vort Kvindeliv frem – selv skræmmet af dem?

Hans senere Digtning vil give Svaret. Hvor begeistret hilste vi ikke Ibsens Kvindeskikkelser i hans Oldtidsdramer! Her var Hengivelsen parret med Vilje og Karakter; hun lystrede ikke alene, men hun foreskrev, hun greb selv ind; hun gav ikke alene, men hun modtog ogsaa; hun tilgav, men som en Dronning tilgiver, ikke en pisket Slavinde.

Ogsaa hos A. Munch møder os denne Selvstændighed, kun mere mildnet, i hine historiske Hustruskikkelser, Fruerne fra de gamle Herresæder, fra Akershus, fra Hamar, senere i Lady Russell og flere . . . Vore Dages Kvindetype er sunket, det er visst.

Hos Bjørnson træder ogsaa prægtige Fortidskvinder op; men han behøver blot at dale ned i Tiderne, saa smelter dette mere sterktprægede, karakterfulde sammen, indtil det har afrundet sig til vor Tids Kvindeideal ligeoverfor Manden, – Hovedchifrets ydmyge Nul. Vi vil blot holde os til én Type i hans senere Digtning: Hustruen. I Fru Tjelde, i hans sidst udkomne Skuespil En Fallit, har vi Idealet af en saadan from, passiv Hustruelighed, ganske efter fædrelandsk Mønster. Her staar vi Ansigt til Ansigt med Nøgleknippet i Beltet og den pyntelige, nystrøgne Kappe, hvorunder vi maa tænke os et Par blege, forvaagede Øine og en Mund, der er strammet bekymret sammen under en lang, pinlig Taushedsøvelse. Den Slags Hustruer er saa inderlig rodfæstede i vor Bevidsthed som det ene mønsterværdige, at Digterne endnu med Held kan benytte dem.

En anden Sag er det, om de tjener dem som det demoraliserende Princip i Digtningen, ligesom de ufeilbarlig gjør det i Realiteten i Livet. Havde disse gode, rørende Fru Tjelder været, hvad de skulde og burde været, sine Mænds Raadgivere og Fortrolige, været dem den varslende som den ansporende, den rosende som den revsende Stemme, saa vilde det – hvem ved! – kunnet afvende mangen en sørgelig Livsfallit.

Jeg har Bjørnson sterkt mistænkt for, at denne Opfatning har dæmret i ham, da han nedskrev sit Drama, og at den naaede til fuld Klarhed, da han første Gang saa det paa Scenen. Mon ikke?

At Jonas Lie hører til dem af vor Tids Digtere, der forbereder en ny, mere værdig Opfatning af Kvinden og hendes Stilling, kan ikke overraske os; han er dertil en for sand Følelsens Mand. Men ogsaa hos ham – lad os blot holde os til hans Roman Lodsen og hans Hustru – maa denne Erkjendelse indvindes gjennem lange, knugende Skildringer af et forkuet, mishandlet Hustruliv.

Men vi aander op efter Trykket; den forkuede Hustru vinder tilsidst op til Selvstændighed og Viljestyrke, og Forfatteren beroliger os med, at Manden finder sig inderlig vel derved, og alt ender godt. En lidt nærmere Omtale af ovennævnte Roman vil følge senere.

Vi vil her gaa et Skridt tilbage til vort første Stade. Til Bekjenderne af den hos os gjældende Type for skjøn Kvinde lighed, den passiv lidende, slutter sig en Novellistinde af for stor Betydenhed, til at vi ganske tør forbigaa hende, uagtet vi af flere Grunde gjerne vilde det, nemlig Marie Colban. Forsøg til en Kommentar til en af hendes mere karakteristiske hjemlige Fortællinger følger derfor her.

I det høie Nord

Richard S., en ung Læge, rig Mands Søn, begavet og verdensdannet, noget idealistisk anlagt, à la Falk i Kjærlighedens Komedie, har reist meget og nydt Livet. En Formuerystelse rammer Familien og bevæger ham i et Slags dépit de despération til at søge et Kald i Finmarken. Forinden han begiver sig derop, holder han Bryllup med en ung Pige af god Familie. Hun er opdraget af en fortræffelig Moder; men den Ensomhed, hvori hun er vokset op, har befæstet denne Blyhed og Tilbageholdenhed hos hende, som Mangel paa Kjendskab til Livet og til Menneskene paatrykker delikate Naturer, – Egenskaber, der kun venter paa, i hvilke Hænder de skal falde, for at udvikle sig til noget held- eller uheldbringende. Hun var dertil smuk og elskværdig, og hun elskede ham med sit uberørte Hjertes første Kjærlighed. At han elsker hende, maa vi jo antage, da han, der skildres som en kræsen, noget eksklusiv Natur, har valgt hende.

Fortællingen begynder, hvor han med sin unge Hustru umiddelbart efter Bryllupet tiltræder Reisen til det fjerne Hjem. En vakker Skat, synes det os, at tage med til et Forsagelsens Sted som dette, men ogsaa et dobbelt Kjærlighedens Ansvar for en nobel Mand, idet han river hende ud af et kjærligt Hjem for at begrave hendes Ungdom i en Udørken, hvor den strengt alene er anvist paa at eksistere for og ved ham.

Vi vil dale lige ned paa den øde Plet, hvor disse to skal begynde sit egteskabelige Liv og, idet vi foregriber noget Gangen i Fortællingen, hidsætte den unge Egtemands egen Beskrivelse deraf til Svigerinden Else i Bergen.

«Det første, jeg saa ved min Ankomst, var et stygt, rødmalet Hus med nogle nøgne Stuer – det var min (!) Bolig. Udenfor: en Bakke, hvor fast intet groede uden Lyng – det var min Have!» (Man lægge Merke til, at i denne unge Egteherres pronomina personalia gjælder intet Pluralis.) «Et med nogle svindsottige Enerbuske begroet Bakkeheld – det var min Park. Til at afbryde Stilheden, Bølgebraget etc., som jeg troede vilde gjøre mig forrykt – det var min Musik. Se Vildæn derne dukke under og en Hval springe i Veiret – det var mine Adspredelser» etc. etc.

Efter denne Skildring og end mere Tonen i den kan man let slutte sig til, hvad der uundgaaelig indtræder: den unge Verdensmand har ikke beregnet sine Kræfter rigtig; han er fortvilet paa sin Vis, det vil sige, han bliver barsk og ubehagelig og kommer selv mere og mere til at ligne den bare Bakke, hvorpaa kun stikkende Enebærbuske gror. Den stakkels Helene, paa sin Maade ulykkelig, det vil sige mere ubevidst og som det sig hør og bør stille og skjult, er det af en dobbelt Grund, idet hun maa se ham, der skulde erstatte hende alle Savn ved at tillade hende at udfylde hans, vende sig i Mismod fra hende, idet han smertelig lader hende føle hendes Utilstrækkelighed. At hun er ulykkelig, synes derimod ikke i mindste Maade at falde ham ind.

Idet vi antydningsvis ordret efter Fortællingen gjengiver de mest karakteristiske Træk af dette egteskabelige Samliv mellem to unge, dannede, med personlig Elskværdighed udstyrede Egtefolk, som den barske Ensomhed omkring dem dobbelt synes at anvise paa hinanden, vil enhver ikke altfor naiv Læser tro, at her forberedes en gribende Kamp- og Lutringshistorie, begge Parter, baade den saarende og den lidende, til Advarsel. Men det er ikke saa. Fortællingen indtager selv det naive Standpunkt og synes at gaa ud fra at faststille Forholdet mellem de to Egtefolk som: saa skal det være, altsaa for hans Vedkommende berettiget, medens den i Helene skildrer det mønsterværdige i den stille lidende, overbærende Kvindelighed. Deri ligger efter vor Mening Fortællingens Misgreb, der gjør, at den med alle sine Fortrin, sin aandrige Behandling, sine prægtige Lokalskildringer, ja maaske netop derved mere virker skadelig, idet den kun altfor meget forøger den Uklarhed og Forvirring i Opfatningen af Mands og Kvindes Forhold til hinanden, som vi allerede har vel meget af før.

Vi gaar tilbage til de første Maaneder, de tilbragte alene paa det ensomme Sted. Helene skriver til Svigerinden i Bergen, under de første Indtryk af dets Tristhed, hvoraf dog fremgaar, at hvad der trykker hende, er en dunkel Følelse af, at hun ikke kan være mere for ham, end hun er.

Svigerinden svarer og siger i sit Brev:

«Helene maatte tænke paa, hvad hendes Moder ogsaa havde lidt, og hvor vanskeligt det vist ofte var faldet hende at smile til sine kjære. Helene maatte nu vise, at hun var sin Moders Datter og smile til sine kjære. Mændene kunde nu engang ikke like Taarer, og det fortænkte hun dem ikke i» (!!).

Brev fra Helene til Svigerinden:

«Juledag. Ene roede jeg til Kirke tidlig imorges, og ene er jeg nu; thi Richard sidder i Sofaen og læser Morgenbladene, og da er jeg glemt. Han kom hjem igaaraftes, efterat han havde været borte i to Dage, sagde mig et kort Godaften og skyndte sig ind i sit Værelse. Da han kom ind igjen, tror jeg, at jeg sad i Sofahjørnet og græd, og det kan han nu engang ikke udstaa. Han greb begjærlig Aviserne og læste, til Julegrøden stod paa Bordet. Jeg havde et Par smaa Foræringer og en Nellik, som til min store Glæde var sprungen ud Lillejuleaften; men da han var saa alvorlig, turde jeg ikke afbryde hans Læsning, og da Juleaften saa var gaaet forbi uden Gaver, fandt jeg, det ikke var noget at komme med idag. Nu faar de ligge til næste Juleaften, dersom han da er i bedre Humør» . . .

Men om han nu ikke er det, hvad saa?

«. . . Julelysene hos Presten fik jeg ikke se; da Richard ikke vilde spise i Prestegaarden, skyndte jeg mig hjem . . . Jeg havde saa gjerne villet have ham til Handelsstedet, hvorhen vi var budne; men Richard vilde blive hjemme» . . .

Til disse Helenes triste Juleerfaringer kommer endnu en Sorg over, at hun intet «ferskt» har til ham, da han allerede havde spist Stegene op tidligere . . . «Thi Richard er for længe siden kjed af Ren og Ryper».

En Fisker har lovet hende en Steg, der ikke kommer. Med Graad i Halsen løber hun hvert Øieblik hen ad Veien for at se efter Stegen til Richard. En lang Beklagelse over det skuffede Haab følger derpaa. «Thi Richard lever blot af Marvben og Suppe.»

Man fristes til at spørge: Er det ikke Helenes Marv, han fortærer?

Helene har faaet en Vinterforsyning fra Bergen af alskens Mad – til Richard forstaaes. «Jeg havde glædet mig saa til at vise ham, at jeg havde efterlignet de kjære Italienere og stukket grønne Kviste mellem Spisevarerne. Men han var saa mørk, at jeg ikke turde. Saa faar jeg glæde mig i at tage noget ud imorgen og øve min Kogekunst paa. Han sultede formelig den første Tid, han var heroppe, da han ikke kunde spise, hvad andre Folk spiste heroppe; men har en Kone først grundig græmmet sig over at se sin Mand sulte, saa faar hun ogsaa Kogegeni»(!!).

Richard vil, at Helene skal tale alvorlig med Else, Svigerinden, om at komme derop. NB. Richard har gjort Else, før hun blev gift med Broderen – hun er nu Enke – den Ære at blive forelsket i hende.

Nogle Maaneder senere sidder disse tre sammen i Doktorens Hjem. I Else lærer vi en anden, mere selvstændig, mere udviklet Kvindelighed at kjende, – altid i den Illusion, at se Doktorens bedre Jeg i Konflikt med denne mere og mere give sig tilkjende.

Situationen er allerede merkelig forandret. Doktoren taler. Han taler med de to Damer. «Hvor henrykt Helene er, kan man tænke sig! Hun har altid blot set ham taus som Graven.»

Doktoren bliver igjen «mørk og bitter», idet han kommer til at tale om Livet nordpaa.

«Jeg har solgt min friske Ungdom for en Ret Linser,» endte han. «Stakkels Helenes Øine mistede igjen sit glade Udtryk» (over, at Doktoren talte med dem!); «hun var jo Linserne.»

Hvordan? Ikke engang Sausen, Krydderiet paa den, tillader hun sig at være! Der er da Maade med Beskedenhed! Hun er jo ikke Lofoten!

Her følger nu den Skildring af det Indtryk, Stedet første Gang gjorde paa ham, som allerede er meddelt, – altid med en haardnakket Forveksling af første Person Singularis og Pluralis. Han fortsætter sin Skildring af Egnens og Menneskenes Gyselighed paa en god halv Side. «Der har De mine Fornøielser!» ender han.

«De to Damer taug. De vidste begge, at for dem kunde der være tusende Ting at interessere sig for; men det lader sig ikke gjøre at belære en Mand om sligt» . . .

Ikke det? Da tror jeg netop, at enhver nobel Mand, hvis Arbeide optog og lagde Beslag paa hans Iagttagelser udenfor dette, med Glæde vilde belæres, og at det netop var den kvindelige Opgave at gjøre det!

«Raa og haard er Finmarkingen,» tog Doktoren til Orde efter en Pause . . . «Naar jeg siger raa, saa har jeg sagt det værste, i det mindste det modbydeligste, der kan siges om et Menneske!» (Men hvad er han da selv?)

Han fortsætter i denne Smag og i Udtryk, som gjør, at Else fordrister sig til den stille Tanke: «Han kunde ikke selv kaldes lapset; thi han var virkelig kultiveret; men hans Sjæl var lapset.» (En besynderlig Distinktion!)

«Helene vover atter en Bemerkning, men bliver haanlig afvist.

«Saaledes ironiserede Doktoren ofte blodig; men Helene fandt dog dette bedre end den forrige Taushed . . .

«Doktoren opdager, at Helene kan Engelsk, og den lykkelige Helene bliver udvalgt til at læse det med ham. Helene var henrykt over, at hun turde sidde hele Timer inde i hans Kontor . . . Hun var kvik; han vilde lære, og der gik ikke lang Tid, før han fordrede, at Bordsamtalen skulde føres paa Engelsk.

«Helene bliver Forelæserinde, og Manden ser forundret paa hende engang . . . Han kaldte disse Timer sine graa Glæder» (!).

Trods denne bedøvende Lykke bliver Helene, efter som Vinteren nærmede sig, blegere og blegere.

«Hvad fattes hende? Hun kan ikke negte for sig selv, at han er en anden, naar han er alene med hende, end naar Else er tilstede. Til hende, Helene, taler han knapt. Er Else derimod i Stuen, da har han mere end nok at sige, da er han saa forunderlig elskværdig og indsmigrende, ofte endog blød, selv mod hende.» (Au, au, bare ikke dette!)

«Paa Helenes Forundring over Mandens usedvanlige Elskværdighed fulgte en anden af traurigere Art. Hvorfor kunde han nu igjen sidde hele Aftenen uden at mæle? Helene vovede da aldrig at nærme sig ham, og han vilde gjort store Øine, om hun havde fordristet sig dertil (!); en stum Bøn om et venligt Blik blev ikke bemerket. Naar han da skiltes fra dem, og han endnu var timevis i sit Kontor, sad hun i Krogen ved sin Seng med Hovedet i Hænderne: Hun sagde sig ikke selv, at han havde været bitter, næsten uartig. Men han havde sagt det, saa det; – Summen var, at han var ulykkelig, og det var hendes Skyld.

«Doktorens forstemte Aftener blev snart ikke en Undtagelse, men en Regel, og han blev altid i Stuen» eller fulgte med ude.

Doktoren har alvorlig forelsket sig i Else. Det ytrer sig saalunde:

«Han ærgrede sig usigelig over, at hun mødte hans Ildblikke med den fuldeste Ro og Aabenhed . . . En af hendes største Tillokkelser var, at hun talte saa lidet; men med ham skulde hun tale; først da fik hendes Stumhed mod andre det Sprog, han vilde høre. Han talte da med spottende Overmod om Kvinder, der er klare og kolde som en Vinterdag, og saa straks efter om det særegne Trylleri ved kolde Kvinder, og saa lidt efter om saadanne Kvinders Østerstilværelse . . . Han bliver mere og mere vred, og i Vreden pisker han nogle fattige Græsstraa, som blot forlangte at leve.»

Her maa vi jo besinde os et Øieblik paa, hvor vi er, for at kunne sætte os ind i, at vi befinder os paa et ensomt, bart Strandleie under henimod 70 Graders nordlig Bredde!

Endvidere ytrer hans Kjærlighed sig paa den Maade, at naar «Else, træt af disse Dissonancer, hun ikke kunde betvinge, skyede at indlade sig med ham, kunde han blive formelig uartig».

Endelig en Dag oplurer han Else paa den ensomme Strandbred, han ellers aldrig betraadte; han kommer pludselig frem bag Aasen og sperrer hende Veien. Else, hvem dette mishager, siger aabent til ham:

«Nu vel, her er jeg, hvad vil De mig?»

Den Maade, hvorpaa Elses Beundrer optager dette Spørgsmaal, skildres saaledes:

«Aldrig er en Mand bleven opskræmt af en erotisk Stemning paa en mere alt Haab dræbende Vis. Men endnu mere følte han et Raseri over, at man vovede at trodse ham. Den Kvinde, han elskede, skulde være dæmonisk behersket af ham. Hans Høimodighed skulde hun have at takke for sin Frelse; – og her stod hun med høit løftet Pande og spurgte ham, hvad han vilde!»

Atter igjen farer vi sammen og spørger forbauset: «Hvor, under hvilke Samfundstilstande befinder vi os?» . . . og da vi maa svare: «I Lofoten, og det er en ung, norsk Distriktslæge, som taler,» slaar vi os atter til Ro i den første Illusion, at her kun rives Masken af en hos os dog heldigvis endnu lidet kjendt korrupt Blaserthed, for at vise os den som Abnormitet. Det er ikke saa. Der stilles den Fordring til os at tage det ganske naivt. Der skal i disse Træk kun skildres os Mandsoverlegenheden i sin alt undertvingende Kraft, ham ligesaa medfødt som Manken og Haledusken hos Løven. I Fortabelsen over denne imponerende Løvemagt skal vi endog glemme, at det er en Forbrydelse, der her er Tale om.

De er paa en Landtur, hvor Doktoren næsten glæder Livet af dem ved at være i godt Humør. Men ak, den Herlighed varer ikke længe. Lidt efter lidt bliver han «mørk og bitter». Vi forbigaar de elskværdige Ytringer deraf. Det begynder at blive koldt, og Helene spørger, om de ikke skal tænke paa Hjemreisen.

«Ja, lad os kun vende hjem til den gamle Trædemølle,» svarede han bittert.

«Helene fik Taarer i Øinene, og hvergang det hændte, kom Veninden hende til Hjælp, at han ikke skulde se Taarer» . . . (Thi det liker jo Mændene ikke!)

Men Doktoren kan fremdeles ikke glemme hine Ord af Else: Nu vel, her er jeg, hvad vil De mig? «Vaagen og i Drømme lød de for ham . . . De gjorde ham vanvittig, disse Ord! . . . Saaledes havde en Kvinde vovet at tiltale ham! Gaves der intet Middel til at revse denne stolte? . . . Han kunde blive rasende! . . . Med indædt Raseri» etc. etc. betegner det nye Stadium i hans Beilen til Elses Kjærlighed.

Atter skal vi imponeres, atter igjen svinges Mandsoverlegenhedens majestætiske Løvesvans, medens jeg uforbederlige ikke kan se andet deri end en forbrydersk Egtemands frække Dristighed, som lige under sin Hustrus Øine efterstræber en anden, der heldigvis har lidt mere Følelse for Pligt og Ære end han selv.

«En Dag havde de to Damer lokket Doktoren ud paa Multemyren, der stod ganske gyldenrød af Bær. Havde der blot været et Glimt af Fornøielse at udlokke af det Stenansigt, vilde de to andre have jubileret; men nei, han blev forstemt.»

Helene synker ned i et farligt Hul paa Myren. Hendes Mand, der stod et Stykke fra og «studerede Elses Nakke», trækker hende op og ser paa hende med et Blik saa godt, «at det vilde vækket stakkels Helene selv op fra de Døde»(!).

Da han saagar tager hende under Armen og fører hende hjem, ja endog vil bære Kurven for hende, «takker hendes straalende Blik hver Sten, hver Busk, hvert Græsstraa underveis. Hjemme maatte hun fortælle Hunden og Hønsene om sin Lykke. Else holdt fra denne Dag af Svogeren, og hun haabede for Helene.»

Et halvt Aar gaar hen; da heder det: «Siden Helene faldt i Multemyren, havde hendes Mand ikke bekymret sig om hende; men den Aften havde han forlangt Omklædning, og uagtet man for hendes Skyld havde ventet over et Kvarter med Maden, havde han været saa god mod hende. Han havde flere Gange set over Bordet til hende; af disse Erindringer levede hun nu i de magre Dage.»

Et halvt Aar, under magre Dage, at leve af Erindringen om, at hun havde oplevet en Dag, hvor man havde ventet et helt Kvarter paa, at hun – Husfruen – skiftede de vaade Klæder, og at Manden havde set over Bordet til hende!

Paa et andet Sted heder det:

«For Helene hørte der ligesaa meget Mod til at komme med en spøgefuld Ytring, naar han var saaledes forstemt, som for andre at gribe en fnysende Hest ved Tøilen, naar den var i fuldt Løb.»

Dog nok af Citater. Slige Mænd som den her skildrede hører dog, Gudskelov, til det abnorme; om vi skal sige især hos os, eller selv hos os, henstiller jeg til vore Hustruer at afgjøre. Det grænser sterkt til det psykologisk umulige, særlig naar man tænker sig Scenen henlagt til Finmarken, hvorom Forfatterinden ensteds selv bemerker, at kun Kvinderne gjør det muligt for en Mand at leve der, og naar man erindrer, at det foregaar mellem dannede, hæderlige Mennesker . . . Man tænke sig blot denne Egtemand, efterat han paa en flere Dages haard Vinterreise maaske har set Døden under Øine, hjemkommen til sit Hus, hvor en ung, fager, kjærlig Hustru venter ham med Julelysene tændte paa Bordet, sætte sig, vendende hende Ryggen, i Sofaen for at læse – «Morgenbladene», medens hun skjælvende gjemmer sine smaa Gaver til – næste Jul!

Vi gjentager det fremdeles, Skildringen som Abnormitet er fortræffelig. Den er saa fuldstændig lykkedes, at vi ikke tør betvile, det er Forfatterindens Mening paa én Gang i et ret gribende Billede at opstille os et afskrækkende Eksempel. Hun kan ikke udstyre denne sin Helt med al Egoismens og en indbildsk Smaatyrans modbydeligste Egenskaber uden for at vise os, hvorledes den først rigtig trives og udfolder sig under den lumre Drivhuspaavirkning af en slavisk, sig selv opgivende Kvindelighed. Vi kan ikke tvile om, at det er hendes Mening at vise os dennes Skadelighed, og at der gives Forhold i Livet, hvor det slet ikke forslaar blot «at smile til sin kjære».

Men det er ikke Meningen. Vi faar i det mindste Indtrykket af, at Forholdet i sin eller trods sin grelle Modsætning skal gjælde for det mønstergyldige. Der gjøres vistnok hist og her, hvor den unge Herre og Egtemand træder for barskt op, et lidet Forsøg paa at misbillige det. Men Misbilligelsen er saa svagt antydet, saa betinget, at vi ikke ret kan fæste Lid til den. I næste Minut beiles der til vor Interesse og Beundring for ham. Han smykkes med den «ømmeste Omsorg for sine Syge» . . . Derude er han altsaa – det er lidt vanskeligt at tro paa – den opofrende Menneskeven, medens han hjemme i «den gamle Trædemølle» – saa kalder han det Hjem, som to elskværdige Kvinder kappes om at forskjønne for ham – opfører sig som den hjerteløseste Tølper, ja man bliver jo helt forbløffet, naar midt i en saadan Scene, hvor hans Raahed ret springer frem, Røgelsekarret svinges om ham, og Lovsangen istemmes i følgende Udtryk (der kunde have fortjent en bedre Anvendelse): «Læg Merke til denne Mand; hans Munterhed har Gratierne bag sig; hans Alvor er Kraftens og den ædle Mandigheds; hans Ironi og Vrede er en Digters; hver sjælelig Bevægelse hos ham antager en harmonisk Skjønhedsfylde» etc. etc.

Naar der ensteds i denne Fortælling tillige opstilles den bekjendte Sætning, at Mænd har andre og vigtigere Interesser end Hjertets at leve for, medens Kvinderne kun har Kjærligheden, saa røres der ved en sørgelig Sandhed, men en Sandhed, der skrigende forlanger at optages paa Budgettet, hvor de store Tidsspørgsmaal diskuteres. For Mændene den store, vide Verden, for Kvinderne Hjertets stille Følelser! Hvilket Misforhold der ligger i denne Udskiftning, der kun yder den ene Part Betryggelse, medens den dølger et Dyb af Usikkerhed og Elendighed for den anden, hvo tænker paa det? Kjærlighed – og til hvem? Til Væsener, der maaske staar færdige at ofre den for enhver lavere Lidenskab? Kjærlighed til disse, mod al anden Vinding higende, udad stormende, der har Tilladelsen givet til at behandle Troskaben som en Leg? Her havde det rigtig været Stedet at vise os dette, vise, hvorledes denne eneste Livsfiber; hvorigjennem det er en Kvinde tilladt at leve, Hjertet, er faren under Samfundstilstande som vore . . . hvorledes det ved tusend Muligheder næsten altid er viet til Undergang, hvorledes det kan fortæres i Ensomhed, kvæles i sin egen Rigdom, hvorledes det langsomt kan udbyttes og knuses under en Hæl og i alle Tilfælde ikke tør give sig tilkjende, men er dømt til at leve skjult og nedkuet, forat Livets Paschaer kan have rigtig Plads og Ro til at vælge og faa sin lille Hjertekapital fordelagtigst anbragt . . . Her havde været en skjøn Anledning i det smukke, indtrængende, ofte storslagne Sprog, der udmerker denne Novelle, til at vise Verden, hvad denne Skat, et Kvindehjertes Kjærlighed, denne saa slet behandlede, slet benyttede Skat, er værd; her havde Stedet været til at vække Kvinderne selv til Bevidstheden derom, at den ikke for meget skal misbruges og, idet de lærer selv at sætte den høiere, tvinge det unaturlige Samfund dertil, til at beskytte den, hævde dens Rettigheder. Sker dette? Nei, vi afspises med Frasen. De tre kvindelige Hovedpersoner, der træder op i den, Helene, Svigerinden Else og Karen, Handelsmandens ældste Datter (begge disse sidste stortanlagte Karakterer), byder sig selv Ofringen imøde. Alle tre præsenterer de knælende sit Liv og sin Lykke til den Mand, som begjærer at besidde disse. Alle tre paalægges det som en Skyldighed at ofre sig. Else, den mest bevidste af dem, har som ganske ung solgt sig til en Mand, som hun afskyr, for en Stilling, og Salget – thi andet er det dog ikke, trods Vielsen og det Fruenavn, hun opnaar – adles til en Karakterhandling, noget stort. Helenes hele egteskabelige Liv er en ynkelig Tiggen om at maatte faa Lov til at eksistere ved Siden af den Mand, der – saa maa vi forstaa det – af et øieblikkeligt Lune og drevet af et simpelt Begjær gav hende Navn af Hustru. Saa kommer Karen. Hendes Livshaab er vokset op med hende som en Busk paa den ensomme Strand; det er blevet et Træ, der lover dem alle, Forældre og de mange Søskende, Skygge og Læ. Hun er nemlig næsten siden Barneaarene forlovet med den unge Prest deroppe. Det vilde forekommet dem alle som et Mord at lægge Haand paa dette skyggende Træ. Nei, Lykken maa ofres, Træet hugges om. Lige foran Bryllupet kommer Karen selv og præsenterer den intet anende, høist overraskede Brudgom sit Liv og sin Lykke paa en Presenterbakke. Hun elsker ham over alt i Verden; men hun føler sig «for ringe til ham». Atter igjen Slavinden! Og hun er dog skildret som en ophøiet, ja poetisk begavet Natur, en Karakter; os forekommer hun mere end god nok til den lidt kjedelige, tørre unge Prest. Men ikke nok dermed. Russeskipperen, en middelaldrende Enkemand, der undertiden besøger Havnen med sin Lodje, en trohjertig, kjernebrav, men udannet Sømandsnatur, sukker for Karen. Vi har sett denne stille Skippertilbøielighed udvikle sig under nogle Besøg, vi med Stedets Familier aflægger i Lodjen, og navnlig ved en liden Midtsommerfest, der gives ombord, under Nattesolens Skin, og som i Parentes sagt er skildret med Mesterhaand. Antager vi nu, at Skipperen, hvad Kvalifikation som elskende angaar – dette meget høit anslaaet –, maa tænkes at forholde sig til Karen som denne til Presten, saa vilde man følgerigtigen ogsaa her kunne vente en Lykkeabdikation; man vilde se Skipperen sætte Kursen nordefter med korslagte Arme paa Dækket af sin Skude, sende vemodige Afskedsblik ind mod Landkræmmerens lille røde Husklynge og undertrykke Sukket i et: «Jeg var for ringe!» Nei, han maa ikke bedrøves. Han vil have Karen, og derfor skal Karen værsaagod tage ham . . . . . . Fra det smerteligste Hjerteoffer styrter hun nu lige i Lodjeskipperens Arme, og Presten, der øser tilstrækkelig Resignation til Offeret i en fremspirende Tilbøielighed for Else, vier sin gamle Kjæreste Dagen efter sammen med den ærlige Samojed.

Det kan man kalde at hylde Magten! Jeg forbigaar endog mangfoldige Steder, hvor denne Hyldning paa den mest naive, blindt troende Maade springer frem. Jeg forbigaar ogsaa utallige Anledninger, der er grebet til at god- og anerkjende, hvad der hos os slet ikke burde godkjendes, men som det vilde være nyttigere at lyse lidt efter i Sømmene. Vor Ungdom og Tonen mellem den, vore sedelige og aandelige Tilstande faar sin Pris; – vore bareste Bakker, vore goldeste Livsstrande skal vore Kvinder finde deilige; – virkelig Armod, den Else engang havde prøvet, «var ordentlig bleven denne kjær”; kort alt, hvad der smager af Savn og Forsagelse, overrækkes her Hæderstegnet for national kvindelig Fortjeneste.

Forsøger vi nu af ovennævnte enkelte Træk, vi har meddelt af Fortællingens Hovedperson, den unge Verdens- og Egtemand, at danne os et helt Billede, gaar det op for os, at han synes anlagt efter visse moderne udenlandske Mønstre for Helte – lidt à la Spielhagen, lidt à la Cherbuliez, kun noget tillempet vore nationale Begreber. At denne vor Helt pludselig forbedres og bliver elskværdig, er et godmodigt, hjemligt Krav, som Forfatterinden ikke har turdet sætte sig ud over. Man begriber blot ikke, hvorigjennem dette sker. Hun nenner ikke at lade ham gjennemgaa nogen Lidelsens Lutringsproces, der kunde føre dette Omslag, psykologisk begrundet, sikkert, om end langsomt frem, som det f. Eks. saa gribende og fuldt overbevisende sker i Fru Gyllembourgs Novelle Egtestand. Der tales rigtignok om, at Doktoren paalægger sig frivillig en Forlængelse af sit Ophold i det forhadte Lofoten; men det giver os ingensomhelst Oplysning, om hans Forhold til Helene derved lider nogen Forandring, eller om denne Beslutning overhovedet har noget med hende at skaffe. Hans Opførsel mod de to Kvinder, da Efterretningen om hans Faders Død naar op til dem, er tydelig lagt an paa at vise os hans Sinds Dybde; vi kan kun kalde den hjerteløs. Han lukker sig hermetisk inde i – tre Dage uden at bekymre sig om de to Damers Angst og kjærlige Ønsker at ville trøste ham. Da de endelig den tredje Dag stedes for hans Aasyn, «Else med stumme, vaade Blikke, Helene med en Kop sterk Bouillon», fristes man til at spørge: Har hun kogt den paa sig selv?

Nei, til Lutringsprocessen merker man slet intet. Han arver Penge, flytter til Christiania og lever der i Herlighed og Glæde. Helene dukker pludselig op glad og lykkelig. Hun synger, hun ler; kun kan man ikke begribe, hvorigjennem denne Metamorfose er skeet. En Grundegoists Forbedring, der skal tænkes foregaaet gjennem Lykkens mildeste Vuggen, kan vi i Sandhed lidet tro paa. Vi staar saaledes i forstokket Vantro ligeoverfor det Træk af ham, der maaske er beregnet paa at tage os med Storm, at han reiser op til Lofoten alene for at helbrede Karen, der er faldt i en Sygdom. Forat intet skal mangle i al denne Lykke, er Presten, han, som var for god til Karen, og som imidlertid har egtet sin Inklination Else, bleven Stortingsmand og kommer daglig i Vennens Hus.

Men Else? Hvor er hun? Hun, der mindst kunde undværes i denne Kreds af lykkelige? Hun, Kulturens Barn, der allermest vilde sat Pris paa at nyde det civiliserede Livs Behageligheder i Selskab med sine kjære?

Else, – ja hun sidder igjen oppe i Finmarken, og vi maa endnu døie at høre Presten, denne eksemplariske Mand og Egtemand, svare paa Helenes Beklagelse over, at de i deres Kreds maa savne Veninden, og hvorfor hun ikke var fulgt med ham:

«Det var ogsaa Bestemmelsen; men Karen blev syg, og jeg foreslog selv, at Else skulde blive deroppe ivinter for at pleie hende.» Karen har sin Skipper, Forældre og seks Søstre.

Dette var, tror jeg, det sidste Offer, Forfatterinden i denne sin fædrelandske Fortælling anstiller til de gamle Guders Ære. Maatte den i sin Art blive den sidste fra hendes Haand.

Lodsen og hans Hustru. (Af Jonas Lie.)

Som forhen paapeget, er det Lie, der har givet en første Antydning i vor Literatur til en Nutidens selvstændig Hustrukarakter, og denne træder op i Lodsen og hans Hustru. Sent er bedre end aldrig, heder det, og det er sandt; denne Hustru vaagner noget sent op til et Selvforsvar, saa at Deltagelsen, udmattet gjennem de lange pinlige Scener, før svækkes noget end styrkes; vi har faaet et egteskabeligt Voldsherredømme ind i saadanne Portioner, at vi kan ikke verge os mod en viss Utryghed med Hensyn til Varigheden af det forandrede Sindelag hos de to. Tænker vi os saa, at hun, Hustruen, har døiet denne helbefarne Raahed under et Tidsrum af 10 – siger ti – Aar saa maatte der andre grundrystende Begivenheder end et mindeligt Opgjør til for at lade os tro paa et virkeligt Omslag, hvor det mildere i hans Natur og det sterke i hendes seirer og mødes i Kjærlighed.

Hvorfor, spørger vi her, har den ellers skikkelige, retsindige Lods – han skildres som en Mand med Følelse ogsaa –, hvorfor har han behandlet denne Hustru saa haardt? Hvorfor? Ja, derom kan vi spørge. Og vi faar et overraskende Svar. Fordi hun har foretrukket ham, Lodsen, for den fornemme, indtagende Søofficer, der samtidig med Salve, eller rettere forinden denne havde erklæret sig, beilede til hende. Fordi hun blev sig bevidst, at hun elskede den simple, lidt barske, men brave, dygtige Barndomsbekjendt høiere. Hun har givet den fornemme Beiler et Slags Ja, og hun løsriver sig dog; har hun nogen Skyld, da er det før mod denne, slet ikke mod Salve. Hun befinder sig da som en Slags Husjomfru i Søløitnantens Familie. Da hun vel har bestaaet Kampen med sig selv, men anende, at den værre forestod med en anden, bemaler hun et Stykke Papir med følgende Ord: «Undskyld mig, at jeg ikke kan blive Deres Hustru; thi min Hu staar til en anden,» forsegler det med en Knappenaal, stikker det i Dørsprækken og flygter paa staaende Fod – til Holland. Den gamle Fru Beck, til hvem hun i sidste Øieblik betror sig, skaffer hende nemlig, taknemmelig, fordi hun ikke vil gifte sig med hendes Søn, en Plads hos en hæderlig Borgerfamilie, som hun kjender derover.

Salve er imidlertid, vildledet af Folks Snak og forskjellige Udtydninger af Elisabeths Forhold til den unge Beck (den Løn, en ung Pige kan vente, naar hun høimodig renoncerer paa Æresbeviset), og naturligvis i høi Grad oprørt derover, gaaet paa Reiser. Her faar han gjennem sin Skibschef, den gamle Beck, vide, at Sønnen har isinde at egte hende; han tror hende altsaa forlovet med denne. Han er nu borte adskillige Aar, gjør mangehaande Erfaringer, der sørgelig udvikler hans mørke Sindsstemning. Hjemkommen til Norge faar han imidlertid Sandheden at vide af en nøie indviet, hvor trofast Elisabeth havde været, hvorledes hun, for at redde sin Kjærlighed til ham, var flygtet for Fristelsen, samt at Beck for længe siden var gift med en anden. Han beslutter da at opsøge hende i Amsterdam. Gjensynsscenen er høist karakteristisk. Trods den Visshed, han har erholdt om hendes fuldkomne Uskyldighed, tror han i den Forvirring, som det pludselige Syn af ham sætter hende i, og den undselige Maade, hun hilser ham paa, at opdage «Skyldbevidstheden» og besvarer denne Hilsen med «en sagte, bitter Latter»(!).

«Da vendte hun sig pludselig om med en stolt Mine og saa paa ham. «Goddag, Salve Christiansen!» sagde hun fast og rolig.

«Goddag, Elisabeth,» svarede han, idet han forvirret reiste sig. Efter et Par Ord hilste hun paa samme stolte Maade og gik ud.

Salve sad en Stund med sammenpressede Læber . . . Han havde ventet en anden Scene . . . Hans Natur var bleven ikke saa lidet af en Tyrans . . . Det, han mindst taalte, var Underkastelse, og da hun kom ind saa stille, ydmyg, med Erkjendelsen af sin store Uret skrevet paa sit Ansigt, følte han sig pludselig med en viss fortærende bitter Lyst paa Dommersædet . . . Han vilde først se hende knust for sig; saa skulde han tilgivet hende og elsket hende med hele sin Sjæl(!).

«Men i hin Stund, da hun stod der med Hovedet blegt løftet af tilbageholdt Krænkelse og talte saa rolig, havde han følt, at han med ett blev hende fjernere end dengang, da han endnu færdedes paa den anden Side af Jorden.

Salve sad der endnu med en smertefuld Harme over sig selv. Hvor var hun ikke rank og stolt! . . . Og han selv? Hvor var han ikke en smaalig, elendig Karl!»

Hvorfor, spørger vi her, da vi allerede er indviede i de lange Lidelsens Aar, der fulgte for dem begge, hvor hun kun gik op i «den blinde Underkastelse, som han taalte mindst af alt», hvorfor, naar denne Modstand havde en saadan betvingende Magt over ham og hans Raahed, hvorfor reiste hun sig da ikke fremdeles «rank og stolt» mod den?

Kommer saa deres næste Møde, Forsoningen, gribende smukt fortalt; ogsaa her er det hendes Optræden, der gjør Udslaget.

«Og du har ikke nogen Tvil om mig i din Tanke; thi jeg vil ikke bære sligt som idag, Salve; kan det ikke, – forstaar du vel?» sagde hun bevæget i Stemmen, idet hun med dyb Overbevisning saa ham ind i Sjælen.

«Tvil mod dig . . . ?» Her lagde han hendes Haand paa Hjertet. I denne Stund vidste han trygt, at hun aldrig havde sat sit egentlige Sind til Søofficerens.

«Over hendes Ansigt gik et usigelig straalende, lykkeligt Skjær. De saa et Øieblik paa hinanden, og Salve slog sine Arme om hende.»

De blev nu gifte, og alt er saare vel en Tid; saa vaagner den gamle Djævel Mistroen igjen uden mindste Grund. Søløitnanten har hun, siden hun brød med ham, aldrig set. Den gjør sig gjældende ved de latterligste Anledninger. Bare hun nævner en af de saakaldte «fornemme», taler om en Søkadet eller hans Uniform, bryder den ud paa den frygteligste Maade.

Han har taget hende og deres lille aarsgamle Søn, da han selv fører et Skib, med paa en Tur til Amsterdam. Hun er da i sin fulde Skjønhedsflor, og han er ikke lidet stolt af hende. Paa Hjemturen møder de Korvetten Nordstjernen.

Der havde staaet meget Ry af dette Skib; Elisabeth havde altid sværmet for at faa det at se engang. Hun udbrød nu, ikke anende, at Løitnant Beck er ombord, i naiv Beundring over det. Straks er hundrede og ett ude. Salve sender hende og Barnet barskt ned i Kahytten, skræmmer Mandskabet rundt med de besynderligste Ordrer, der gaar ud paa at forcere det gamle, skrøbelige Fartøi op mod Stormen, og seiler det ganske rigtig op paa Bankerne, hvor det totalt forliser. Han har imidlertid ladet den arme Kone alene den lange Rædselsnat med sin Uvisshed og Fortvilelse.

«Hvad har jeg gjort ham?» gjentager hun, «hvad har jeg gjort ham? . . .»

«Han tror mig ikke,» hviskede hun fortvilet hen for sig selv . . . «Hvad kan han tro?»

Endelig, efter at have forceret sig op til nogle tomme Selvanklager, grebne i Luften, ender hun med ydmygt at lægge Skylden paa sig, og beslutter, «villig til ethvert Offer, uden at sukke, ydmygt at bære hans Byrde gjennem Livet», beslutter kort – alt, hvad man vil, naar man vippes op og ned mellem Liv og Død, og man med Fortvilelsen i Hjertet spørger sig selv, hvad der her var det bedste.

Vi gjenfinder dem nu, hvor Fortællingen begynder. Ti Aar er gaaet hen. Hendes Beslutning, ydmygt at taale alt, og uden at sukke, bære hans Byrde – Mistroens? – gjennem Livet, har baaret de bedste Frugter. Han havde unddraget hende alle dannede Bekjendtskaber og bosat sig paa en øde Ø, et Stykke fra Byen. Her har han hende ganske for sig, saa nu burde alt være godt og vel. Trods dette faar vi en Skildring af Elisabeths Mand, der er intet mindre end beroligende. Vi hidsætter nogle faa Træk deraf.

Efter at have ladet hans Dygtighed, hans Uforfærdethed som Lods al Retfærdighed, lægges til, «at han var mere skyet end afholdt for sit barske Væsen, at hans utilgjængelige Maade at være paa røbede en viss Bitterhed, etc. Det hed oppe i Byen at han var forfalden til Drik. Han kunde sidde hele Dage inde i Mor Andersens Stue, med Brændevinsglasset for sig»(!).

Imidlertid sad Lodsens Hustru hjemme i Hytten paa Merdø.

«Hun var vist urolig; thi der gik forskjellige Udtryk over det af en eller anden Kummer medtagne Ansigt . . . Skjønt hun holdt af sin Mand, var det ikke frit for, at hun gruede for hans Hjemkomst.

«Der var noget sky, fortrykt ved hende, som hun reiste sig lidt forhastet, idet hun hørte ham udenfor; hun stod uviss, om hun skulde gaa ud af Døren imod ham. Men da han kom ind i Stuen, gjorde dette Udtryk med ett Plads for en frimodig, tilsyneladende glad overrasket Mine. (Ogsaa da, naar han havde siddet hele Dagen hos Mad.Andersen?)

«Naar han kom hjem, var han gjerne misfornøiet og bitter og ikke let at omgaaes. Hun vidste da, at det for hende bare gjaldt at holde ud, være munter og kjærlig og ikke falde i nogen af de Fælder, hans bitre Humør altid lagde for at fange hende i et eller andet Ord, hvorfor han kunde fare op, eller i en eller anden uglad Mine. Blev han desperat, kunde han true med alt muligt» etc. etc.

Dennegang var han dog i godt Humør over Sønnen, den tiaarige Gjert, der havde vist en eller anden kjæk Streg, og hun er i den syvende Himmel. Det gaar godt en lang Stund; saa fanger han hende ved at sige til Gutten:

«Du havde nok Lyst til at være en slig Søkadet, Gjert?»

«Ja,» falder hun uforsigtig ind, «kom han ind i Arendals Skole, kan ingen vide, hvad det vilde føre til.»

Det trækker da straks op til Uveir, og da Gjert ulykkeligvis lægger til: «Mor mente dog her om Dagen, at kunde jeg blive en slig, tog jeg mig anderledes frem i Verden end en almindelig simpel Sømand,» saa bryder det løs.

«Det var, som om disse Ord havde tændt Ild i et Krudhus. Det blussede vildt op i Lodsens haarde Ansigt, og han sendte sin Hustru et Blik fuldt af ubeskrivelig kold Haan.»

Det ender med, at han banker Gjert dygtig igjennem for den fortvilede Moders Øine, der blusser op, vil sige noget, «men betvinger sig, gaar ud og kommer ind igjen med et stenroligt, blegt Ansigt».

Lodsen «melder da kort og skarpt, at han og Gjert samme Aften gik tilsøs; hun maatte lave Provianten».

Vi tænker, at dermed er det nok for at gjøre sig Forholdet mellem disse anskueligt.

Vi kommer her uvilkaarlig tilbage til vort Spørgsmaal: Hvorfor bærer han sig saa?

Først fordi den gamle Mistanke, at hun følte sig for god til ham, at hun i Stilhed angrede Valget, nagede ham. Vi har vistnok hørt om en saadan Skinsyge, der omspænder baade Fortid og Fremtid og strækker sig baade til Levende og Dødt; men den vil dog forekomme os at arte sig noget for heliogabalsk raffineret i den skikkelige Søulk, for ikke at sige som en komplet Forrykthed, naar man tænker sig, at den savner Skygge af enhver Tilknytning til Virkeligheden, at den udspinder sig over et saa langt Tidspunkt, hvor hun hver Dag ved sin Hengivenhed maatte overtyde ham om, hvor ugrundet den var. Denne Skinsyge, denne Mistro, drog altsaa sin Næring af, at hun var en saa fin og ædel Natur; derfor, at hun var fin og nobel, behandlede han hende raat; derfor, at han satte hende saa høit, knugede han hende ned?

Nei, ikke ganske derfor, men fordi hun selv drog sin fine, fornemme Natur ned og bredte den som en Kappe i Støvet for ham, saa den ærlige, plumpe Sømand ikke med sin bedste Vilje kunde undgaa at træde paa den, – fordi dette pinte og generede ham over al Maade, derfor behandlede han hende haardt.

Vor Anklage bliver her, at Modsætningerne staar for grelt mod hinanden. Hvad der gjør, at den Kamp, vi bliver Vidne til, faar noget saa særegent grusomt, er ikke alene den, at Uretfærdigheden og Lidenskaben er stillet ligeoverfor den uskyldig lidende, men at den føres mellem Personer paa et forskjelligt Dannelsestrin. Thi Dannelsen beror hverken paa Stand eller Kundskab, men paa Natur og Opdragelse. En fint anlagt Kvinde er, hvad Stand hun end tilhører, altid dannet. Ikke saa med Manden, der ganske anderledes bestemt modtager Præget af sin Stand. Der bliver altsaa en Afstand mellem Elisabeth og den grove, voldsomme Sømand, der altid føles som en Afstand, og som gjør Skildringerne af dette Forhold, hvor fortræffelige de end er, saa ualmindelig pinlige.

Karakteristisk er den Scene, hvor Elisabeths saa længe forkuede Selvfølelse vaagner. Styrket ved den nye Omgivelse – hun er taget ind til Fastlandet for at pleie en syg Moster – og pludselig vakt til fuld Bevidsthed om sin huslige Jammer ved Venindens, den unge Fru Becks Hentydninger til ogsaa dennes ulykkelige Egteskab, drister hun sig for første Gang til at udtale en Mening, der afviger fra hans. Salve vil nemlig beordre hende hjem med sig, medens hun formener ikke at kunne forlade den syge.

Da er det en kostelig Vending – er den naiv, er den beregnet af Forfatteren? –, at Salve, idet han i disse rolige Ord aner noget som en egen Vilje, forstenet af Forbauselse bryder ud: «Er du fra Forstanden?»

Disse Scener gjentager sig, hun altid sterkere, mere overbevisende, mere gjenfindende sig selv, han altid spagere, intet heller villende end at overbevises om sin Uret. Særlig gribende er den Scene, hvor han, kommen hjem til det tomme Hus, anstiller sine Selvbetragtninger, og den derpaa følgende stor mende Forsoningsscene. Fra dette Øieblik daterer sig en Mand, der ikke er en Bussemand, men en kjærlig, opmerksom Egtefælle, en Hustru, der bliver en virkelig Hustru for denne Mand, – daterer sig Lykken med andre Ord . . . Vi forlanger intet hellere end at tro derpaa.

At Salve som et Offer til de forsonende Guder overrasker sin Hustru med, at deres Gjert skal blive – Søkadet, er et naivt, elskværdigt Træk af Forfatteren, der vilde, at vi skulde skilles fra ham i rigtig godt Humør.

Jeg har atter, siden jeg nedskrev ovennævnte Uddrag, læst Lodsen og hans Hustru opmerksomt igjennem.

Lie har Ret. Tak og Ære være denne første Ridder i vor Literatur for den vaagnende Menneskeværdighed i Kvinden! Vel har han ikke havt Mod til aabenlyst at revse den Forkuelsens Aand, der har befæstet sin dræbende Magt i alle vore Forhold under Navn af den rette Kvindelighed; men han har vist os den i sine Virkninger, vist os, hvorhen den fører, til Fortvilelse, til Undergang! Staar der ikke med tydelige Ord mere end ett Sted, at netop det, at Hustruen mere og mere gav efter og underkastede sig, gav hans Tyranni, hans altid vaagne, lurende Mistro Næring? 10 – siger ti – Lidelsens og Nedværdigelsens Aar spandt den ud i disse to Menneskers Tilværelse, hvor den kunde nøiet sig, denne Forkuelsens lede Aand, med ett! O, Lie, elskværdige Digter, hvor godt har du forstaaet din Samtid, da du tog Munden saa fuld! Saa sløvet, saa afstumpet er vor Tid for Kvindelidelse, at kun Overmaalet kan gjøre Indtryk paa den! Maatte Octave Feuillet gjøre Greven af Camors, den fine Pariser, Manden med alle gode Anlæg, til et komplet Uhyre i sit Forhold til Kvinder, for at Muligheden af noget som Samvittighedsnag kunde blive begribeligt i hans Samfund, saa behøver Salve Christiansen ikke mindre end ti Aar til at seigpine sin Hustru, forat man hos os kan forstaa, at det er noget.

Deri ligger en hel Tids Livsanskuelse udtalt, der ogsaa vil forklare, hvad jeg i disse Betragtninger over dens Roman har forsøgt at tydeliggjøre. Træffer derfor den Beskyldning mig, som jeg er belavet paa, at jeg opfatter for mørkt, at jeg har set lutter ondt og grusomt i næsten alle uden Undtagelse, saa kan jeg kun sige: Det er ikke Romanernes, ikke Forfatternes Skyld, det er Tidens, og Bebreidelsen maa da træffe mig, fordi jeg ikke har set det i dennes udjevnende, formildende Skjær, men i en strengere dømmende, mere lutret Fremtids.

Om Fra de Stummes Leir

Fra de Stummes Leir er en samling artikler og essays der Camilla Collett hovedsaklig analyserer kvinnebildet i 1800-tallets europeiske romanlitteratur. Hun mener at romansjangeren er et vitnesbyrd over kvinners livsvilkår og konklusjonen hennes er at litteraturen lærer kvinner å oppgi seg selv. Fra de Stummes Leir er et tidlig eksempel på feministisk litteraturkritikk.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave fra 1877 (NB Digital)

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook