Cherbuliez: Et Kvindehjertes Historie.

Man læser denne Roman næsten halvt tilende med en Følelse af Tilfredshed, der grunder sig paa en Illusion, hin Illusion, der mere eller mindre betager os i disse Forfatteres Verker. Vi fastholder nemlig vor egen primitive Opfatning af godt og ondt, uanset, om det er Kvinde eller Mand, der tales om. Forfatteren lader os velvillig i denne Tro en Stund; vi læser og læser og er endnu lige blinde; saa vender han pludselig Vrangsiden frem og viser os, hvor usigelig enfoldig denne vor Opfatning deraf var. Han udvikler f. Eks. en Karakter, som det synes, konsekvent gjennem Tale og Handling. Vi finder denne Karakter dadel- eller rosværdig; vi tror os med Forfatteren i den skjønneste Enighed. Saa kommer Opløsningen. Hvad der oprørte os, var det berettigede, det belønnelsesværdige . . . Det, der sympatetisk tiltalte os, maaske en viss gammeldags-pertentlig Properhed i Moralbegreberne, maaske en Smule Selvstændighed hos Kvinden var det ridikule, det strafværdige og bliver altid i samme Mon, som det reiser sig mod det, Forfatteren vil have erkjendt som det berettigede, eksemplarisk afstraffet.

I ovennævnte Roman træder en saadan Kvindekarakter op, den vi vil kalde den modstandsdygtige. Det sker her paa en smuk og – forekommer det os – fuldt berettiget Maade. Vi lærer ikke desmindre her at kjende hin Grænse, Forfatterne af disse Romaner vil have faststillet som det tilladelige i en saadan, og vi vil se, hvorvidt deres Begreber derom stemmer med vor Opfatning deraf.

Isabella, Romanens Heltinde, opdraget i dybeste landlig Ensomhed af sin Fader, en lærd gammel Særling, lærer en ung Pariser at kjende, der ved et Tilfælde slaaes ind paa deres afsidesliggende Bjergslot. Han er i enhver Henseende en Modsætning til hende; han er en Leve- og Verdensmand, der har gjennemgaaet alle Stadier i Paris. Men han er saagodtsom den eneste Fremtoning paa hendes Ensomheds Horisont, og en glimrende Fremtoning, og da hun i sin Art er noget ganske nyt for ham, dertil skjøn og aandrig, forelsker han sig i hende; hun elsker ham; og de bliver forenede.

Paa det ensomme Slot i Pyrenæerne, hvor de begynder sit egteskabelige Liv, gjør denne Uoverensstemmelse sig snart gjældende og ytrer sig fra hans Side – vi tillader os, hvad Forfatteren end kan have ment, at fastholde vor enfoldige Opfatning deraf – i mindre elskværdige egteskabelige Egenskaber, som vi vil kalde: Grættenhed, Hjertetørhed, despotiske Luner. Kampen udspinder sig da mellem dem, men paa den Maade, at Isabella, der er en høisindet, stolt Sjæl, ikke paa almindelig Vis deler sin Dag mellem at modtage Mishandlingerne og at græde henne i Krogene, men møder Kulde med Kulde, idet hun saaret og forundret trækker sig tilbage, med andre Ord: hun finder Kraft til Modstand. Hun gjør dette med saa megen Værdighed, Markien skildres saa afskyværdig, at den Illusion, vi hildes i, i det mindste er tilgivelig. Det kan kun være Forfatterens Mening at ville vise os, at selv for en elskende Kvindes Overbærelse er der Grænser, der ikke maa overskrides, gjennem alle disse, et saaret Kvindehjertes Kampe, forberedes kun den uundgaaelige Udgang . . . Vi kan ikke tvile paa, hvad denne Udgang vil blive; den maa hede Løsrivelse, maaske Redning. Han lader endog til dette Øiemed – saa indbilder vi os – en anden Personlighed, en fuldkommen Modsætning af Gemalen, dukke op i Baggrunden. Det er en noget bisar Tilbeder, en Slags asketisk Sværmer, der, født til en glimrende Stilling, til sin Families store Sorg truer med at blive Munk, men som, da han lærer Isabella at kjende, for første Gang vakler i sin Beslutning eller bestyrkes i den; han er nemlig Tilbageholdenheden og Haabløsheden selv. Men da han tillige er skildret som ædel, ja baade fra Hjertets og Aandens Side begavet, kan vi ikke betvile, at disse to er bestemte til hinandens Redning. Isabellas sande Sjæleliv vil her begynde, tænker vi, var det end gjennem Forsagelsen, og vi finder virkelig en Lettelse i denne Tanke.

Den unge Dames værdige Tilbageholdenhed ligeoverfor sin Gemal havde i den første Tid været ham noget pikant og nyt og budt ham en velkommen Stimulans i det landlige Einerleis Kvaler. Den antager nu, egget ved en virkelig eller fingeret Utroskab fra hans Side, en alvorligere Karakter, der mere og mere opirrer ham, og da hun tilsidst drives til at søge stille Skilsmisse, og han ikke ved allehaande voldsomme Forsøg kan beseire hendes Beslutning, bliver han rasende og tager det Parti uden Afsked at reise til Paris.

Isabella, der elsker ham endnu, følger ham hemmelig, trænger sig uset i hans Nærhed, bestemt paa ved første angrende Tilbagevenden til hende tilgivende at aabne sit Hjerte. Efter denne lille Virak, Forfatteren strør for den saa længe irriterede Mandsstolthed, er det ham kjært at fortælle os, at dette Haab ganske brister for hende. Hun bliver nemlig fra sit Skjul Vidne til en Scene af en saa lidet forsonende Virkning, at hun, uden at give sig tilkjende, vender tilbage til sit Slot. Forfatteren, der saa smukt har skildret os et kvindeligt Hjertes Kampe, finder det maaske her billigt og retfærdigt at indvie os i, hvordan lignende dybt saarede Følelser ytrer sig hos Manden og der finder sit høieste, mest tragiske Udtryk: Isabellas Gemal styrter sig i Lasternes Svelg og søger at døve sine Sjælesmerter ved at «tømme Bægeret tilbunds». Efter denne Appel til Læserens Medfølelse lader han ham vende tilbage, bestemt paa at bøie Isabella, hvad det end skal koste. Her finder han den omtalte ydmyge Tilbeder, der endnu ikke er gaaet i Kloster; tvertimod, han truer for Alvor med at fortrænge ham af Isabellas Hjerte. Familierne omgaaes nemlig hyppig; hans bekymrede Moder og Søstre ser intet heller, end at den Magt, Isabella øver, maatte virke paa hans fortvilede Beslutning og give ham tilbage til Verden og dem. Denne Sagernes Stilling gjør Markien alvorlig forskrækket, næsten ydmyg. I en lidenskabelig Scene skildrer han hende Dybden af sin Smerte efter deres sidste Skilsmisse, skildrer hende, i hvilket Dyb han har stræbt at døve den, og søger at røre hende med, at han har «tømt Bægeret tilbunds». Men merkelig nok gjør denne Tilstaaelse ikke den tilsigtede Virkning. Isabellas rene Sjæl løsriver sig i det Øieblik ganske fra ham, da – voilà le moment suprême! Da griber han en Jagtkniv, styrter sig over hende, men, lammet ved hendes Ro, saarer hende bare, saa Blodet strømmer.

Og dermed skulde man synes, at det var nok. Tyrannisk Egtemand – Meneder – lastefuld – Morder – de mest ortodokse Bekjendere af kvindelig Taalsomhed og Udholdenhed maatte her finde sig tilfredsstillede og sige: «Stop, nu er det nok! Gaa i Fred, min Datter, gaa i Fred! Græm dig tildøde, bliv Sygevogterske i et Kommunehospital, lev op i en ny Kjærlighed, kun lad hvert Baand briste mellem din Bøddel og dig.»

Men det er ikke Meningen. Netop her falder den mishandlede tilføie, ofrer en virkelig ædel Mands Kjærlighed og bøier sig kvindelig beseiret under – Kniven. Fra det Øieblik bliver hun den elskende, lydige – lykkelige Hustru.

I en anden Fortælling,

Ladislas Bolskys Hændelser,

er den Modstand, vor Tids fordærvede Mand vil i Kvinden for siden at sønderbryde hende som et udbrugt Redskab for sine ubændige Lidenskaber, drevet til sin yderste Grænse.

Jeg vil hidsætte et kort Omrids af den kvindelige Hovedperson i denne Roman. Det er Helten, et ganske ungt Menneske, der taler. Hun er Russerinde, han Polak.

«Jeg spurgte ikke engang,» siger han i sine Bekjendelser, der af og til, naar han kom til Besindelse, afløser Rusen, «jeg spurgte ikke, om denne Kvinde havde et Hjerte; hvad vedkom det mig! Hendes Stemmes henrivende Klang, hendes gjennemsigtige Hud, hendes Mund, der aandede Vellyst, hendes hemmelighedsfulde Smil, som i Taushed bebudede en Fest, det var dette, jeg ønskede af hende; det var mig Livet om at gjøre, at dette blev mit» etc. etc.

Dette kan man i det mindste kalde talt rent ud af Posen. I faa Ord udtales her en hel Tidsalders Ideal af Krav til Kvinden. Det høieste, hun kan skjænke, skal hun laane af Kurtisanen. Den franske Romans værste Smudsperiode har visselig hyldet denne Opfatning, derpaa tviler vi ikke, men har dog maaske skyet at udtale den. Æren derfor tilkommer unegtelig vore Dages Roman. Dobbelt modbydelig tager denne og lignende Dityramber sig ud i et ganske ungt og, som vi jo skulde tro, naivt, ufordærvet Menneskes Mund, rigelig spækket med hine gastronomiske Billeder, som er et Særkjende ved den moderne Roman, og som især denne Roman har en stor Overflod paa, naar han f. Eks. sammenligner hende, Sirenen, med en «Sort hede Kager fyldte med Is, der vekselvis brænder og isner Gummerne». (!)

«Intet er helligt for Fru v. Lievitz,» bliver han ved, «undtagen den Ting, hun vil, og saa længe hun vil den. Der er en uhyre Stolthed i hende, en fortærende Virksomhed, en feberagtig Frygt for Kjedsomhed, en Hengivenhed, der overgaar alt, for dem, der behager hende, en grusom Ligegyldighed for alle andre; dertil Sanser, der kan være brusende og stormende som et Hav – – og dog, hvor finder man en Kvinde, der har gjort det halve af, hvad denne Kvinde uden Hjerte daglig gjør? Jeg vil aldrig blive færdig, hvis jeg vilde opregne alle de trængende, hun har understøttet, de syge, hun har pleiet, de fattige Talenter, hun har understøttet og hjulpet frem» etc. etc.

I saadanne Udtryk skildrer han hende; ogsaa hendes hele Optræden harmonerer dermed og synes gjennem de bisarreste Modsætninger at være anlagt paa at frembringe et muligst dæmonisk Indtryk. Hun har havt den sørgelige Magt over ham at gjøre ham til en Usling, der forraader sit Fædreland; for hendes Skyld afriver han alle Baand, der binder ham til Fortiden. Forfatterens Mening at ville læsse hele Ansvaret for hans Ulykker over paa hende alene kan ikke mistydes. Men foruden at den unge Ladislaus har faaet en daarlig Opdragelse, at han rigelig huser Anlæg til alle Svagheder i sin Natur, skulde ikke en sansesløs Lidenskab, der kommer til, og som han som Mand har Tilladelse til skrankeløs at give Tøilen, indtil han har rendt sig selv eller Byttet eller begge to tildøde, skulde i Virkeligheden ikke denne være den sande Skyld i al den Jammer, der times ham?

Hvad om vi i denne Skildring af Fru v. Lievitz saa noget andet, end Forfatteren har villet lægge i den? Hvad om vi kun saa i hende en af hine usalige, misstillede Kvinder, en høisindet og høitbegavet Natur, hvem Forholdene har negtet en fyldig Anvendelse af sine Evner? Hendes Gemal er en Usling, som hun foragter. Hun har endnu ikke truffet nogen Mand, som hun rigtig kan agte. Hendes Bestræbelser for at stagge Hjerte og Aand antager da altfor let Præget af en Uro, en Lunefuldhed og, er den forenet med bedaarende Skjønhed, et Koketteri, der virker dæmonisk. Giv slige Kvinder en værdigere Tumleplads for sine Evner end Koketteriets og Galanteriets, og Sfinkserne vil forsvinde fra Salonerne, hvor de saa længe har spøget, og vende tilbage til sine Granitsæder ved Ørkenranden, hvor de da ikke gjør nogen Mand Fortræd.

Den unge Ladislaus, uberegnet, uerfaren som han er, kommer, som man kan begribe, til at spille en ret ynkelig, holdningsløs Figur ved Siden af en saadan Kvinde. Det gjør derfor et høist pinligt Indtryk at være Vidne til saa ulige en Kamp. Det simple er, at hverken kan han fatte hendes Natur, eller det staar i hans Magt at betvinge hende. Uagtet denne Forklaring ligger saa nær og synes at kræve en anden, en mildere Opløsning, skal dog Blodretten have sin Gang. Da Ladislaus ikke kan tvinge hende til at elske sig – vi misbruger maaske Ordet –, ender han med at true hende, og da hun endda modstaar, dræber han hende ved at puffe hende ned af en Fæstningsvold, hvor de, frydende sig ved det herlige Foraarsveir, netop spadserer. Selv ender han i et Daarehus. Det hele gjør det komisk-pinlige Indtryk, som naar man ser en Gut mere og mere hidsig sigte efter Næsen paa en Gudindestatue, og ser ham tilsidst, da det altid mislykkes, rasende styrte den ned og knuse sig selv med den.

Hvad der er sagt om ovennævnte Heltinde, gjælder i næsten høiere Grad endnu om

Julia de Trécoeur.

Denne Roman er af en anden Forfatter, Octave Feuillet, en af Keiserdømmets literære Renovationsmænd. Trods det, er Aanden i denne Roman ikke synderlig bedre. Dommen modificeres kun derhen, at hun selv styrter sig i Afgrunden, medens de to Mænd, hendes Gemal og hendes Stedfader, der begge elsker hende, belurer hende bag et Træ tæt ved og ser hende tvinge sin modstræbende Hest – uimodsigelig den menneskeligste i denne Scene – flere Gange hen mod Afgrunden, indtil det endelig lykkes, og de begge styrter ned . . . gaar saa hjem og spiser Frokost. I

Greven af Camors,

en glimrende fortalt Historie, har Octave Feuillet vistnok bestemtere antydet en Vending i sin Tids Roman, der tilsigter en straffende Gjengjældelse. Betegnende for denne Samtid er det, at han ikke turde skildre noget mindre end et komplet moralsk Uhyre for at gjøre den begribeligt, at der bag den yderste Grænse af Fordærvelse kan gives noget som Anger og Fortvilelse, det vil sige, at den kan bære en revsende Magt i sig selv.

Men det antydes for svagt. Forfatteren nenner ikke at føre sin Helt gjennem nogen alvorlig Lutringsproces af Smerte og Ruelse. I det Øieblik, de hevnende Genier vil bemægtige sig sit Bytte, kommer Døden mildt og befrir ham, blødt vugget som han er paa Lykkens og Lastens og Yppighedens Arme til det sidste. Hans Mætresse lukker hans Øine og modtager det sidste Suk, der gjælder Hustru og Barn. Den rystende Advarsel, der skulde ligge deri, faar ingen ret Magt.

Denne første Hanske kastet til Strafløsheden har fundet Efterlignere, endog hos os. Alle lider de af den samme Svaghed, Utilstrækkeligheden. De minder alle om visse Mødre, der affinder sig med en ualmindelig anlagt liden Søn, der maaske paa en Dag har herjet Stue og Have, puffet sin Søster i Dammen, knust Bestemors Briller og pint alt, hvad han kan overkomme af ulykkelige Dyr, med et: «Du maa ikke gjøre det, søde Vennen min, gaa nu pent hen og læg dig!»

Paa Julia de Trécoeur har man bygget Dramaet Sfinksen, atter en af hine Kvindeskikkelser, som Samfundet, særlig det franske, udklækker og opdrætter, men som det hverken kan give Plads ellers Ly og derfor ender med at tage Livet af. Da der imidlertid ikke paa Scenen lettelig lader sig arrangere en Nedstyrtning, tømmer hun Giftskaalen, en Scene, der har givet Pariserne Anledning til den særegne Nydelse at se Mlle. Croizette gjengive Giftens Virkninger paa de menneskelige Indvolde med en mikroskopisk Nøiagtighed, som kan sætte en videnskabelig Dyremartrer i Ekstase.

Joseph Noirels Hevn

I denne Roman, ogsaa af Cherbuliez, er det igjen Mordvaabenet, der overskjærer Knuden. Her er det hende selv, det stakkels, uskyldige Lam Margareta, som dødstræt af at jages af disse ryggesløse Mænd, der strider om hende, forlanger at dø, da hun foretrækker Døden fremfor at betale den Pris, der forlanges for hendes Redning: Bortførelsen fra hendes egen Gemal, en Slags Eventyrets Blaaskjeg. Vi ser hende med foldede Hænder støttet op mod en Mur, medens den samme Redder, en Arbeider paa hendes Faders Verksted, ved Navn Joseph Noirel, paa hendes jammerlige Bønner stikker – en Bordkniv i hende.

Den Moral, der forkynder sig i disse Romaner, kan ikke være tvilsom; den gjentager sig i dem alle. Han fordrer, at alt skal være underkastet hans tøilesløse Magt og Vilje. Han vil Modstandens Tillokkelser i hende; men han vil ogsaa byde over Modstanden. I det Øieblik, den vil frigjøre sig fra dette Tryk, i det Øieblik en Skygge af fremmed Magt truer med at bringe Alvor i Legen, er hun hjemfalden til – Joseph Noirels Hevn. Vi ser Manden i disse Romaner, Manden af vor Tid, tiltvinge sig Bønhørelse med Mordvaabenet i Haand og med et: «Din Vilje, dit Liv, eller dø!» Og vi ser Gjerningen følge paa Truselen, ser det ende paa den jammerfuldeste Maade. Hvad Straf der beredes Forbryderne, selv hvor Forbrydelsens Maal strømmer over, kan vi eksempelvis erfare af en anden berømt Roman, ligeledes af Cherbuliez:

Grev Kostia

Grev Kostia, russisk Aristokrat i Ordets fulde Betydning (hvorvel det er tvilsomt, om Russerne vil anerkjende ham som saadan), har glemt, medens han i Udlandet fordyber sig i nogle lærde historiske Granskninger, at Aar gaar hen, medens han lader sin unge, smukke, men yderst svage, viljeløse Hustru alene hjemme. Hun bliver et Bytte for Forførelse, og Forføreren, en til Grevens Hus nøie knyttet Person, underretter selv denne om Faktum for at lede Mistanken hen i falsk Retning. Greven vender da tilbage. Vi forskaanes for at være Vidne til det første Udbrud af hans Raseri, medens han i halvanden Time lukker sig inde med Syndersken. Vi faar kun at vide, at han, uden at opnaa en fuld Tilstaaelse, tvinger hende til selv at tage Gift, at han dernæst dræber i en Duel en uskyldig, sin bedste Ven, paa hvem hans Mistanke er faldt, at han lægger sin skikkelige, trofaste gamle Huskapellan paa Pinebænken for at tvinge ham til at røbe, hvem den skyldige er, det vil sige: Skriftemaalets Hemmeligheder, dem denne dog, trods Lemlæstelserne, der gjør ham til Krøbling for hele Livet, ikke lader sig fravriste. Endelig begraver han sig med en tid ligere født Datter paa en gammel Røverborg ved Rhinen og helliger sin Tid til den Dobbeltopgave: at nedskrive sine Granskninger over det østromerske Keiserdømme og til raffineret at pine sine Omgivelser. Det er især denne Datter, paa hvem han har kastet sit Had, idet han med en Tyrans hele skumle Logik, lige siden Moderens Feiltrin, ogsaa mistænker hende for at være Frugten af Egteskabsbrud. Der er intet i hans Hustrus tidligere Liv eller Tilbøieligheder, der kunde retfærdiggjøre denne Mistanke. Han havde elsket hende paa sin Vis, som en Ulv kan elske; hun var dengang endnu omgivet af alt, hvad der slutter sig betryggende om en ung, høitstillet Kvinde. Men hans Mistanke var nu engang vakt, og Virkningen af den faldt paa den ulykkelige Datter. Han havde, saa berettes der os, under en rædselsfuld Ceremoni, Indelukkelsen i en Ligkiste, hvorfra hun halv død drages frem, under en frygtelig Ed tvunget hende, halvt Barn som hun dengang var, til at fornegte sit Kjøn og aldrig røbe Hemmeligheden for nogen. Hun var bleven stukket i Gutteklæder og opdraget som en Gut. Paa Borgen levede hun næsten indesperret, bevogtet som en Fange af en simpel, raa, men godmodig Livegenkarl, der ved den mindste Forsømmelse i sin Egenskab af Dyrevogter bliver knuttet halvt tildøde. Hvad der muligens kan glæde hende og kaste en lille Solstraale ind i hendes Liv, udspioneres af denne unaturlige Fader, lures paa, for med djævelsk Ondskab at forstyrres. Saaledes nogle Blomster, hun opelsker bag Muren; en Hest, hun hænger sit Hjerte ved, berøves hende. Naar hun viser sig ved Maaltiderne, de eneste Anledninger, hvor Fader og Datter sees, møder han hende med tirrende Haan, som hun besvarer med fuldstændig, men mørk Taushed. Da Fortællingen begynder, har hun været underkastet disse Mishandlinger i seks Aar; hun er da seksten og næsten vanvittig.

Da faar Slottet en ny Beboer i en ung Lærd, som Greven har forskrevet for at hjælpe ham med Udgivelsen af hans historiske Verker. Det er virkelig en ganske elskværdig Mand, en Slags fransk Werther i bedste Betydning. Han faar endog ved sin milde Fasthed og Klogskab en stor Magt over Greven, der ikke er vant til, at nogen i hans Nærhed har en Vilje, og han afvæbner ham mere end én Gang.

Mere voldsomme arter sig Brydningerne mellem Stefana – eller, som hun i sin Forklædning kaldes, Steffan – og ham. Den Rolle, hun er tvunget til at spille, en adelig Guts, med alle dennes vilde Øvelser og Beskjæftigelser, stikker altfor sælsomt af mod hendes Ydre og lidelsesfulde Udtryk til ikke mægtig at vække hans Interesse. Men Stefana har under Mishandlingerne selv lært at mistro alle. Hun møder derfor den nye Husfælles nysgjerrig forundrede Deltagelse for hende med samme Haan og Kulde, hun selv døier. Lidt efter lidt afvæbnes hun dog ved hans virkelige Elskværdighed at tage hendes Luner paa; Kvindeligheden vaagner; gjennem nogle særdeles fint tænkte og skildrede Overgange, fra det vildeste Had, gjennem Mistro, Tvil, til Tillid og Venskab giver hun sig endelig tilkjende for ham, og det kommer til en Forklaring mellem dem. De elsker hinanden. Men i det Øieblik, de bliver enige om at flygte, overrasker Greven dem. Han styrter sig over Stefana med sin – Dolk, saarer hende, men forhindres fra at myrde hende af den tililende Elsker.

Her synes ogsaa Forbrydelsernes Maal at være fyldt. Forfatterens frugtbare Fantasi skulde have ondt for at faa anbragt flere. Men netop i samme Øieblik løses Knuden derved, at Grevens Livlæge, en genial, men dæmonisk Natur, der for nogen Tid siden paa hans Bud havde indfundet sig paa Borgen, af Samvittighedsnag tager Gift og døende tilstaar, at han har været Grevindens Forfører, drevet af et bittert Had til Greven, hvis Livegne han hemmelig er, uden at have kunnet bevæge ham til at give sig fri, hvilket havde skilt ham fra en ungdomselsket, han engang stod i Begreb med at egte. Han giver en Skildring af Grevens hele djævelske Fremfærd ved denne Leilighed, og den er i Sandhed oprørende. Men inden han dør, leverer han autentiske, af Grevindens egen Haand nedskrevne Beviser for, at hun kun havde begaaet det ene Feiltrin, for hvilket hun bødede med Livet, at Stefana følgelig er Grevens Datter. Denne Ulv i Menneskeskikkelse forvandles derved pludselig til galant Verdensmand, der kysser sin Datters Haand og siger hende de sirligste Komplimenter; hvad mere er, han bliver elskværdig Fader, der forener hende med den elskede; den gjennem saa mange Rædselsscener halvt bedøvede Læser oplever endnu ovenikjøbet at se dette Monstrum som venerabel Bedstefader og høitelsket Medlem af Datterens Hus. En vakker Fortid at dele sammen i Kaminkrogen! Vi venter kun paa at høre, at Familien pietetsfuld opbevarede hine vakre Redskaber, hvorom de rystende Katastofer grupperer sig: Giftskaalen, som Moderen havde tømt, den Kniv, hvormed en Fader nær havde myrdet sin Datter, Knutten og Bøddelskruerne, Pistolen, hvormed han nedskjød sin Ven –; hvorfor ikke disse Relikvier anbragte under en Glaskuppel i Grevens eget Kabinet, til en daglig blidt manende Erindring om en storm fuld Fortid? . . . En saadan Slutningsapoteose af Fortællingens Mordinstrumenter maatte, synes os, netop falde i den nyfranskromantiske Smag. Vi forskaanes imidlertid for den. Kun maa vi døie at se denne ærværdige Gamle vugge paa sit Knæ den spæde Sønnesøn, som til overflødig Beroligelse har faaet et uafviseligt Fredens og Forsoningens Segl paatrykket sit lille Ansigt i Grandpapas slaviske Træk, de fremstaaende Kindben og de tykke, buskede Øienbryn. Han er meget lykkelig, ce cher grandpapa!

Spielhagen

Spielhagens Romaner indeholder vistnok mindre af Rædsler; de kan ikke fornegte den kjøligere Jordbund, hvori de er opskudte. Han slaar ikke sine Heltinder saa ofte ihjel som de franske Forfattere; men han behandler dem derfor ikke meget bedre. Nei, der gaar gjennem alle hans Romaner en Ringeagt for Kvinden, som forgjæves dølger sig under Masken af en rig Opfindsomhed paa daarende og tryllende Kvindeskikkelser. De franske Romanskrivere dræber i det mindste i Lidenskab; der er ofte noget dæmonisk ophøiet ved de Karakterer, de skildrer, noget, der giver Kampen en Gladiatorfegtnings hele aandeløse Spænding. Spielhagen synes kun at anerkjende to Arter Kvindelighed, Bajaderens og Slavindens, enten nu disse møder os i hine fortryllende, kokette, elskovssyge, særdeles eftergivende Komtesser og Grevinder, eller i Skikkelse af en gammelstreng borgerlig Dydsirethed; men overalt ender de, Komtesserne og Borgerdøtrene, med at falde tilføie og knæbøiende at ofre Mændene Hjerter og Rygter for til Gjengjæld at behandles overmaade slet af dem.

Problematiske Naturer

heder det Verk af denne Forfatter, der fornemmelig har grundet hans Ry.

Vi vil anføre lidt af en Afhandling, som den bekjendte Literaturhistoriker Dr. Julius Rodenberg har skrevet over denne saa berømte Roman.

«Det er ikke sjelden,» siger han, «at en Digter forener sine egne harmonisk eller uharmonisk forbundne Modsætninger i sine Helte. Gustav Freytag har givet sig selv i Fink og Anton, Goethe i næsten alle sine Verker: Clavigo, Carlos, Faust – Mefisto.

Hos Spielhagen arter disse Modsætninger sig anderledes. I hans egen Sjæl lever en bestemt Karaktertypus, som han laaner sine Helte, medens det Ideal, der foresvævede ham, og som han troede at have personliggjort i disse sine Helte, er noget ganske andet.

Han tænker f. Eks. at skildre en Herkules, som med legende Lethed overvinder hver Hindring, uden at det volder ham synderlig Sorg, et kjernesundt, høi- og stormodig anlagt Menneske, hvis oversprudlende Kraft behøver mere en udvortes Virksomhed end en aandelig, – altsaa et rigtigt Kraftmenneske, og vi vil se, hvordan hans Helte virkelig er.»

– – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Ja, lad os det. Men om vi af den lærde Hr. Doktor bedre faar det at vide, derom kan der maaske opstaa lidt Uenighed.

Hans Fortolkning deraf vil vi finde i hin Karakteristik af Oswald Stein, Helten i Problematiske Naturer, et sandt Mesterstykke i tysk metafysisk überschwänglich Ordkunst. En ømmere Skaansel for sin Gjenstand, en delikatere Omskrivning af høist «problematiske» Egenskaber kan man vanskelig tænke sig. Man fristes ved hver Sætning til at falde ind med et noget tørt Gedske Klokkersk: «Vi mener Maanen» . . . «Vi mener Gadekjæret». Da denne Kommentar vilde tabe betydelig af sit karakteristiske ved at oversættes, meddeles den her paa Tysk. Den lyder i Hovedsagen saa: «Ein Mensch mit den reichsten Empfindungen, der höchsten Genussfähigkeit, empfänglich für feinere Regungen des Geistes, wie für die Freuden der Sinnlichkeit(!). Ein lebhaftes und unruhiges Liebedürfniss(!) verbunden mit starker Resonnanz für fremde anziehende Stimmungen, vielseitiges Verständniss, und das Bedürfniss vielseitig zu verstehen und verstanden zu werden, das heiszt, die Neigung zu wechselnden Liebesverhältnissen . . . Bei starkem inneren Leben, dennoch das Gefühl einer gewissen Leere und Unfertigkeit (!), das Bedürfniss, diese Leere durch die Anerkennung Anderer zu ergänzen. Leicht erregtes Misstrauen, wo diese Anerkennung Anderer ausbleibt, und dann die Fähigkeit diesen Groll recht lange festzuhalten (!). Jeder edlen Gemüthsbewegung fähig, aber wegen starken Glaubens an die eigne Individualität abgeneigt, die allgemeinen Gesetze gelten zu lassen und sich ihnen zu fügen. Eine fast kindliche Vorliebe für Formen, durch die man das Gemeine abwehrt . . . Geringschätzung gegen die, die dieser Formen nicht mächtig sind (!), sowie Respect vor denen, die es zur Virtuosität darin gebracht haben» etc.

Saavidt den tyske Literaturhistoriker. Ser vi nu bort fra baade Forfatterens mere heroisk tilstræbte Karakteristik af sin Helt saavelsom den lærde Kommentators lidt mindre ophøiede, med en saa øm Skaansomhed for sin Gjenstand udførte Fortolkning, og vi vil bese denne merkværdige, saa vielseitig glänzende Stein lidt nærmere ved Lyset, forekommer os dens Værd mindst af alt – problematisk. Dette Kraftmenneske, denne legende Herkules, denne «mit den reizbarsten Empfindungen, den reichsten Schätzen der Genussfähigkeit» ausgestattete Männererscheinung vil vi simpelthen kalde en ret begavet, men overfladisk Natur, forresten en nydelsesgrisk, letfærdig, fornemsyg, letsindig, indbilsk og egoistisk Mossiø, en rigtig Græshoppenatur, der ikke levner et grønt Blad, hvor den slaar ned, – der, forat intet skal mangle i Billedet af en tidsmæssig Romanhelt, tilstrækkelig er befængt med Blaserthedens Lepra.

«Solche Naturen,» lægger hin Anmelder til, «werden leicht die Lieblinge der Frauen werden, die sie in schneller Abwechselung reizen, beleidigen und versöhnen.»

Forfærdeligt, ærede Hr. Anmelder, om det forholdt sig saa! Er det kommet dertil, at slige som den her skildrede skal blive Kvindernes Elsklinge og farlige for deres Ro, saa maa Nøden være meget stor og Tiden sørgelig fattig paa værdigere Forbilleder. Vi tror det dog ikke. Vi tror, at der endnu gives Tusender af Mænd i ethvert Land, der med Ære vil stille sig i Skranken mod slige Riddere, og Gudskelov ogsaa Kvinder endnu, der baade vælger sig og fortjener et bedre Ideal end Deres Oswald Stein og det hele Broderskab af problematiske Helte.

Ultimo

heder en anden, mindre Fortælling af samme Forfatter. Ultimo, Ultimus, Ultimum, – det yderste, passer i mere end én Henseende.

Grænsen synes nemlig her at være sat for det problematiske i de problematiske Helte. Vi ser her Græshoppenaturen, det elegante Livssvelgeri, tilsat med et nyt, høist antiromantisk Element, Pengemotivet, der tvinger os til at oversætte Ordet i noget, vi i daglig Tale kalder: grumset, og denne betænkelige Kompleks bydes os nu i en forskjønnende Indfatning af en ungdommelig Frihedsmartyrnimbus, geniale Evner, den obligate Doktoruegennyttighed – Helten er Læge –, alt dette forhøiet af en høist problematisk Personlighed; kort her mangler intet i det hele Uimodstaaelighedsapparat, der stempler Genren til «Lieblinge der Frauen».

Helten, Konrad Wild, udbytter dog kun to kvindelige Græsmarker paa den Scene, vi føres ind i, hvilket er meget moderat af Forfatteren. Han havde som ubemidlet Yngling nydt en Søns Stilling i Huset hos en formuende Smaastadsborger, den skikkelige Kramhandler Kempe. En Forlovelse udspinder sig mellem ham og Husets eneste Datter, Christiane, en elskværdig, over sin Stand og sine øvrige Forhold langt hævet Pige, af hvis Dobbeltoffer, et kjærligt Hjerte og de ikke ubetydelige Pengesummer, hvormed hun understøttede den snart mod et, snart mod et andet Maal higende unge Mand; han havde værdiget at beholde de sidste, medens han renoncerede paa det første, med ett Ord: han havde, da Fortællingen begynder, allerede for lang Tid siden hævet Forbindelsen uden at lade noget høre fra sig eller fra Pengene.

Vi gjenfinder ham i Residensen i Begreb med at vinde et Navn som – Accouchør. Om denne Specialitet, som forresten ikke i mindste Maade griber ind i Fortællingen, udhæves som æstetisk fuldendende Heltens Billede, tør vi ikke have nogen Mening; de gustibus non est disputandum, siges der jo. Han har sikret sig større Konneksioner, leiet en elegant Bolig, træder op som en Prins i Eventyret, kun alt dette paa en Afgrund af Gjæld og Forpligtelser. Det kommer nu kun an paa en dristig coup de main, og det vil da vise sig, om det skal briste eller bære. Han har nemlig kastet Øinene paa en ung, rig, jødisk Bankierdatter, den deilige Melanie Goldheimer, og vi indføres netop paa et glimrende Bal hos Faderen, hvor han gjør alt for at vinde hende. At det sker paa en Maade, som fintfølende Mennesker vil betænke sig paa at kalde vindende, forbigaar vi her. Imidlertid samler der sig betænkelige Skyer paa disse hans Forhaabningers Himmel.

Fortvilet over at se Datterens stille Græmmelse og oprørt over den flotte Maade, hvorpaa Konrad Wild har trukket sig ud af det, beslutter Christianes Fader at vove et Angreb. Han nævner intet til denne; men han vil opsøge Doktoren i den store By, søge at røre ham til at vende tilbage til dem eller, hvis han negter det, gribe til det yderste, opsige ham sine og Datterens Penge. Det er nemlig Ultimo, den sidste Dag i Maaneden, hvor i Forretningsverdenen sligt opgjøres. Det gaar, som han frygtede. Dr. Wild, i sikker Forventning om at erholde den rige Bankierdatters Haand, affeier sin gamle Velgjører paa en Maade, der kjendelig fra Forfatterens Side forlenes den noble, stolte Overlegenheds Berettigelse, men som den gamle, enfoldige Spidsborger har den slette Smag at finde uforskammet, ja den opbringer ham saa, at han endog drives til at iverksætte sin Trusel. En slem Prokurator, der er hans Raadgiver, men Wilds svorne Fiende, da denne engang har stukket ham ud hos Christiane, benytter sig af dette heldige Øieblik til at komme Doktoren tillivs, idet han har vidst at tilvende sig en Masse Fordringer, lydende paa denne; og nu skal det altsammen – det er jo Ultimo – styrte ind over ham, og Minen skal springe i det Goldheimerske Hus for at rive hans Brudgomsforhaabninger ned med det samme. Wild aner intet; han stoler paa, at Melanie elsker ham. Han skal netop samme Dag afhente hendes, ved den ubegrænsede Magt, hun øver over Forældrene, som han haaber ogsaa med deres Tilsagn beseglede Ja. Men han bliver slemt skuffet. I de jødiske Familier ytrer Familiekjærligheden sig baade inderligere og gjensidigere, end den ofte kan siges at ytre sig i de kristne Familier. Melanies Fader befinder sig selv i en Krise; han har næsten knæfaldende besvoret Datteren om at afstaa fra sin, som han medrette mener, mere overraskede end dybt befæstede Kjærlighed til den kristne, uformuende Beiler og gifte sig med en ung, rig Mand af deres egen Tro, der ogsaa frier til hende . . . og hun vakler. Melanie er skildret noget ubestemt, netop saa henrivende, at hendes Tillokkelser kan maskere noget Heltens Lyst til hendes Penge, netop saa ubetydelig, at hun kan tjene som Folio for dennes desto vegtigere Aands- og Sjælsfortrin. Hun vakler; – da kommer i sidste Øieblik, før den berammede Samtale, et Motiv til, som gjør Udslaget.

Christiane er nemlig i usigelig Angst reist efter Faderen ind til Residensen, anende, at han havde noget isinde mod den troløse, men i Stilhed endnu saa høit elskede. Hendes noble Sjæl oprøres ved slige Repressalier; det maa, hvad det skal koste, forhindres. Hun kan ikke finde Faderen; hun erfarer kun, at hendes Frygt er begrundet, og da hun aner, at Minen skal springe i det Goldheimerske Hus – thi alle disse Scener sammentrænges nemlig paa den ominøse Ultimodag –, frygter hun tillige for, at den vil lægge Hindringer iveien for hans Forbindelse med Melanie, maaske indvirke paa dennes Kjærlighed til ham . . . Dette maa hun forebygge og derpaa, sin Rolle tro, som god Fe forsvinde.

Kan man gjøre mere! Nei, sandelig, det er i Grunden altfor meget.

Naar Rebekka i Ivanhoe kommer til Rowena, sin lykkelige Medbeilerinde, saa er det smukt og ophøiet, fordi Helten er en ædel Mand, værdig, at en Kvinde bringer ham slig Hyld ning, selv om hun ikke, som her, dybt var i Taknemmelighedsgjæld til ham. Han har reddet hende gjennem Farer og Trængsler, har dybt været grebet af hendes Elskværdighed; men han har aldrig leflet med hende, aldrig uværdig leget med Løfter. Men naar den forladte Kræmmerdatter Christiane Kempe opsøger sin ved Skjønhed og Rigdom foretrukne Medbeilerinde og i en lang begrædelig Monolog ofrer denne Anvisningen paa sin Livslykke; naar hun laaner sig til at give dette ophøiede Billede af vor Helt, som Forfatteren partout vil have anerkjendt i ham, medens hun selvfølgelig ligeoverfor saa glimrende Egenskaber dybt erkjender sin egen uværdige Ringhed; naar hun derpaa lyser Velsignelsen over dem begge og lister sig bort, – saa gjør det kun et modbydeligt Indtryk, fordi denne hele heroiske Optræden er baseret paa Forudsætninger, som Hr. Konrad Wild slet ikke fyldestgjør.

Men denne Samtale øver en hel modsat Virkning paa Melanie end den tilsigtede; den bliver Loddet i Vegtskaalen og giver hende den Kraft, som Faderens Bønner ikke formaaede at give hende, – Kraft til at løsrive sig fra Wild og give ham et Afslag.

Vi vil se, hvorledes dette første Glimt af Karakter, d. v. s. Styrke til at modsætte sig ham, bekommer hende. Scenen er for karakteristisk til, at vi kan modstaa det fristende i at referere den senere. Foreløbig siger vi kun: «Gud være med hende!»

Han kommer, vel vidende, at alt nu beror paa det ene: at Melanie ikke svigter. Han kommer, ikke anende, hvad der venter ham.

Men dette sidste Slag er ogsaa afgjørende. Efter de Forpligtelser, han saa kjækt har dynget over sig, truet fra alle Kanter, har han kun Valget mellem Vanære eller Død; og han vælger den sidste.

I det afgjørende Øieblik – han har allerede taget Blaasyren frem –, kommer Christiane, den trofaste Christiane, som den frelsende Engel med sine – Penge. Det er unødvendigt at tilføie, hvordan det gaar. Hun bringer ham jo intet mindre end Livet selv. I Overmaalet af sin taknemmelige Overraskelse tager han hende selv med paa Kjøbet; der bliver Jubel og Glæde over al Maade, og Fortællingen ender, som næsten alle Nutidens Romaner ender (forudsat, at Kniven ikke er gaaet et Par Tommer for dybt), med det beskedne Forlangende af Forfatteren, at vi skal tage al sund Fornuft fangen og tro paa Mirakler, tro paa, at Hr. Konrad Wild pludselig bliver den elsk værdige Egtemand, og at den lykkeligste Fremtid venter de to forenede.

I en saadan løst skisseret Oversigt over Fortællingens Gang, vil man maaske mene, er der dog kun givet et overfladisk, om ikke et ganske vildledende Billede af Hovedpersonen; man maa høre ham selv, følge ham gjennem den hele rige Arabeskslyngning af Konflikter og Dialoger, Forfatteren har vævet om Handlingen. Ganske visst! Det er netop ved at gjengive nogle af disse Scener, vi vil begrunde vor Paastand. Lad os f. Eks. tage den, hvori Wild afviser Christianes Fader, hans Forhandlinger med Melanies Forældre, samt hin Samtale mellem Melanie og ham, hvori hun løsriver sig. Vi tror, disse Prøver deraf vil være tilstrækkelige til at lade enhver sundt dømmende Læser afgjøre, om den Overlegenhed, Forfatteren vil have anerkjendt i sin Helt, virkelig er den noble Mands, en genial Naturs lidt overmodige Selvfølelse ligeoverfor ringere Sjæle, eller noget ganske andet.

Man erindre, at den stakkels ærlige Kempe har været hans Velgjører, hans Ungdomsbeskytter, at kun Sorg over Datterens stille Græmmelse driver ham til det fortvilede Skridt at opsøge ham og vove det yderste for at bevæge ham. Vi vil kun udelade, hvad der som uvæsentligt kan udelades; – altsaa jeg citerer ordret:

«Hvad forskaffer mig den Ære, Hr. Kempe?» sagde Wild efter en Pause, under hvilken den lille Mands Øine havde svævet rundt om Værelset i forundret Nysgjerrighed. «Min Tid er meget knap.»

«Jeg kan tænke det, jeg kan tænke det. De bor meget smukt, meget smukt; i Dresdenerslottet er det ikke smukkere.»

«De er dog vel ikke reist hertil for at gjøre mig denne værdifulde Meddelelse?»

«Nei, ganske visst ikke; men det maa man uvilkaarlig sige, naar man ser noget saadant; det maa have kostet en smuk Skilling.»

«Jeg tillader mig nu endnu en Gang at bemerke, at min Tid er knap; – Hensigten med Deres Besøg?»

«Hensigten med mit Besøg? – ja, Hr. Doktor, maa jeg jo sige, skjønt jeg er Deres Gudfader, og jeg tror til enhver Tid at have opfyldt mine Gudfaderpligter mod Dem, maaske endog gjort mere, end mangen anden i mit Sted vilde gjort, hvilket jeg dog ikke vil rose mig af; men her som overalt vil jeg sige og bekjende: Gud alene Æren, og jeg har heller ikke vidst, at min kjære salig Hustru har handlet mod Dem anderledes end som en god Kristen, . . . og hvad min Christiane angaar . . . min stakkels ulykkelige Christiane» . . .

Her faar den Gamle et Anfald af Rørelse. Wild vil gjerne forskaane ham for Smerten; men det maa siges. Ulykkeligvis opdager han ved et Blik ud af Vinduet Prokuratoren, lurende paa et Gadehjørne; han synes at vente paa den Gamle.

Et mørkt Smil trækker sig nu over hans Ansigt; hans Stemme, heder det, lød haard og skarp, da han med korslagte Arme stillede sig hen foran den gamle Mand, der endnu stod og tørrede sin stumpede Næse.

«Og hvorledes har nu den hæderlige Weickert sagt, at De fra den rørende Indledning skal gaa over til Themaet?»

«Weickert?» raabte den gamle Mand forskrækket.

«Netop, eller skulde det være et Tilfælde, at han patruljerer dernede, medens De heroppe holder en Forelæsning, der vil gaa over til Trusler, naar De merker, at Taarerne og Lamentationerne ikke slaar an?»

I denne Tone fortsætter han Siden ned og ender med at forsikre, at han hverken nu eller senere vil egte hans Datter.

Medens Doktorens Lueøine flammede mod den lille Mand, saa det næsten ud, som om denne blev meget mindre. Tilsidst gled han ned af Stolen og stillede sig skjælvende paa alle Lemmer foran Wild.

«De vil altsaa ikke gifte Dem med Christiane?»

«Jeg tror, jeg har sagt det tydelig nok.»

«Og heller ikke, naar vi – naar jeg stevner Dem for Brudd paa Egteskabsløfte?»

«Nei, merkværdig nok, heller ikke da.»

«Og De ved, at De i Løbet af disse otte Aar er bleven mig et tusend og Christiane tre tusend Daler skyldig foruden Renterne? Det er vist ikke Deres Mening –»

«Himmelen bevare mig! Tvertimod, jeg haaber om ganske kort Tid at være istand til at» etc.

– – – – – – – – – – – – – – – – – –»

Den Gamle lægger skjælvende et Papir frem til Underskrift. «Det er blot for Livs og Døds Skyld,» siger han.

«Gener Dem endelig ikke . . . vær saa god!» Og han afskediger ham tilsidst med en Fyrstes unaadigste Majestæt.

I en endnu høiere Grad kommer denne Overlegenhedens Majestæt – eller hvad vi vil kalde det, flotte Uforskammethed – frem i hans Samtale med Melanies Fader, hvor han vil afpresse denne Løftet om hendes Haand, som denne mindre end nogensinde er stemt til at give ham, da han netop gjennem Kempe og Weickert er bleven bekjendt med alle hans forfaldne Veksler, – «mange af dem», heder det, «merket med stygge, tildels æreløse Navne, der havde flokket sig om Wilds Navn som Krager om en saaret Falk» (sic!).

Samtalen udspinder sig nu mellem dem som Kampen mellem to Vilddyr, der lurende iagttager hinandens Bevægelser for at styrte sig over hinanden. Wild søger at holde Pengemanden Schak ved at foregjøgle ham nogle fantastiske Udsigter til, at han nok skal faa en holden Svigersøn i ham, nemlig hans (Goldheimers) Forbund med en ung Millionær, der trænger til en Mentor, en Raadgiver, og hvoraf han, Mellemmanden, ogsaa skal have sin betydelige Profit. Det klinger saare ynkeligt, selv for de naiveste Forretningsøren. Trods det holder Forfatteren sin Klient fast paa det høie Værdighedsstade, hvorpaa han nu engang har stillet ham, og sørger for jevnt og tidt at give ham de Stillinger, der mest kan imponere. Enten vi vil eller ei, maa vi tænke paa den kostelige gamle Pantomime: Harlekin Statue.

Hr. Goldheimer, heder det saaledes, havde under hele Samtalen «bestræbt sig for at udholde Blikket fra disse funklende blaa Øine» . . . «Og mægtig lød hans Røst» etc. etc.

Desto mere overrasker det os at høre den lille svarte Foliomand for hans lysstraalende Helt kvæle Udraab og Betragtninger, der paa et Haar ligner vore egne stille Tanker om denne. «Han kunde ikke længer holde det ud,» heder det, «den uhørte Dristighed, hvormed denne Eventyrer optraadte, den Protektormine, han paatog sig ligeoverfor ham, Guido Goldheimer! . . . o, han hadede ham! Og da han med Anstrengelse slog Øiet op, stod han der som en Jernsøile, en Gut kaster Muslingskaller imod!»

«De er meget venlig,» siger han tilsidst, «overordentlig venlig, Hr. Doktor . . . men lidt vel hastig! . . . lidt vel . . . hvordan skal jeg udtrykke mig – selvtillidsfuld. Altfor tilbøielig til fra Deres eget ophøiede Standpunkt at betragte os Smaafolk, der er saa anmassende ligeledes at have vore Planer. Naar jeg nu ikke ønsker, at Melanie skal egte en Kristen?»

«Saa kan De trøstig give Deres Samtykke; thi jeg har forlængst sagt mig løs fra enhver positiv Religion.»

«Men hun skal egte en Jøde!»

«Eugen Silbermann!»

«Det bliver min Sag.»

«Dog vel ogsaa Deres Datters, skulde jeg mene? . . . Jeg har allerede havt den Ære at forsikre Dem, at jeg er sikker paa Melanies Kjærlighed.»

«Hr. Doktor, De vover at paastaa om min Datter – –?»

«At hun elsker mig, hverken mer eller mindre. De kan ikke mene, at jeg dermed sagde noget ufordelagtigt om en Dame?»

«Ufordelagtigt eller ikke, men min Melanie skal aldrig egte en Mand, som –»

«Naa, Hr. Goldheimer, som –»

«Som er istand til at behandle min Datters Hjerte og Lykke med en lignende kavalermæssig Flothed som den, han har udvist mod en anden Dames Følelser – saavelsom mod hendes Penge!»

Her bæver Hr. Wild, og der lægger sig «en mørk Sky over hans høie Pande». Han lader sig dog ikke forknytte. Det falder ham nemlig saare heldig ind, at han i sin Praksis har lært en viss liden Forstadsidyl at kjende, som personlig angaar Hr. Goldheimer, og som det ligger i dennes Interesse omhyggelig at skjule, navnlig for Fru Goldheimer. Wild griber begjærlig dette Vaaben og truer med at røbe ham.

Vi kvier os jo lidt her ved at tro paa saadan Lavhed, men virkelig, saa staar der!

«De har tvunget mig,» saa slutter han, «De har tvunget mig ind i en Rolle, der kun slet passer for mig – – Tøv nu ikke længer med at anerkjende min gode Ret. Kun et eneste Ord til Deres Hustru . . . mellem Melanie og mig er alting klart.»

Med denne Trusel trænger han sig ind til Moderen for at bearbeide denne, efterladende den bestyrtede Bankier ude af sig selv af undertrykt Raseri.

Vi forbigaar som altfor væmmelig hans Forhandling med den svage, tossede Moder, hvem han behandler med et ligesaa opstyltet Smigreri, hvori Ringeagten kuns altfor tydelig stikker frem, som han viste en usminket Uforskammethed ligeoverfor Faderen. Hun, Stakkel, er let at lokke og giver villig sit Samtykke.

«Foran os ligger nu Fremtiden,» siger han, idet han reiser sig, «og af den er der intet, jeg saa tydelig ser, som den lille fortryllende Diner, De vil arrangere for os idag paa den Maade, som kun De arrangerer en saadan. Men nu vil jeg forlade Dem» – og han kysser smilende Fru Goldheimers buttede smaa Hænder endnu en Gang.

Kun da han var bleven alene og nu stod udenfor Melanies Dør, overvælder Situationen ham. Han bæver, det sortner for hans Øine. «Jeg vil,» siger han, «selv om Prisen ikke er Kampen værd – – jeg vil!»

Selv om Prisen ikke var Kampen værd? (Au, au, her røber han sig jo slemt!)

Melanie sidder ved Kaminen, fordybet. Da han med sagte, kjærlig Stemme nævner hendes Navn, farer hun op og styrter om hans Hals.

«Det sidste Kys, det sidste!» hvisker hun.

Hun river sig nu løs og staar halv bortvendt fra ham.

Med et raskt Greb bemægtigede Wild sig denne Haand og trak hende til sig, trods hendes Modstand(!).

«Hvad skal det sige, du er jo min, – min Melanie, min yndige Brud!»

Halv afmægtig hang hun i hans Arme. «Jeg kan ikke,» mumlede hun, «jeg kan ikke forlade min gode Fader i hans Nød. Jeg kan ikke give min kjære Moder til Pris for Elendigheden.»

«Nød, Elendighed! – – Du drømmer, Melanie; det er kun Skyggebilleder, man har villet skræmme dig med.»

«De vil aldrig give sit Samtykke.»

«De har givet det; jeg kommer lige fra dine Forældre(!). Hvilke Hindringer der end kan have ligget imellem dig og mig, saa er de nu ryddede tilside(!).»

«Ogsaa Erindringen om din første Kjærlighed?»

«Hun har været hos dig?»

«Ja.»

«Saa vil hun ogsaa have sagt dig, at hun har givet mig min Frihed tilbage; det ved jeg saa visst, som jeg selv havde været tilstede(!). Og hvis jeg tager Feil, hvis hun virkelig forfølger mig med en Kjærlighed, som jeg ikke mere kan gjengjælde, nu, saa er hun heller ikke den Følelse værd, jeg engang troede at nære for hende.» (Paa os Mænd, burde han lagt til, passer naturligvis denne Slutning ikke; vi beregner vore Følelsers Værdi nøiagtig efter vor Paatrængenheds Udholdenhed.) . . . «Endnu en Gang, Melanie, bort med disse onde Drømme! Melanie, min Melanie, det tør du være, det kan du være; – og du er det! thi du vil være det!» . . .

Nu kom han igjen henimod hende med udbredte Arme.

«De tager Feil, kjære Ven, jeg vil ikke.»

Hun veg ikke tilbage. Hun rørte sig ikke af Stedet, ikke Spor af lidenskabelig Bevægelse i det skjønne, blege Ansigt.

Han stansede; hans Arme sank langsomt ned. I hans Øine begyndte det at lyse med uhyggelig Glans; paa hans høie hvide Pande traadte pludselig en blaa Aare truende og svulmende frem. Saaledes stod de Ansigt til Ansigt et Par Sekunder.

«Saa var jo alt Komediespil?»

«Hvis De har Lyst til at kalde det saa.»

«Hvad skulde jeg vel ellers kalde det? Og hvad skal jeg kalde dig – dig?»

Det havde hun ikke ventet. Hans Vrede brød hende, som Stormen knækker et Siv.

«For Guds Skyld, myrd mig ikke!» . . . Hun knælede ned for ham. Han greb hende i de udstrakte Hænder og slyngede hende ifra sig.

«Straks ængstes hun for sit usle Liv . . . Mon den Tøs ikke endnu vil sige mig, at vi jo godt kan vedblive at være Venner . . . Saadan en liden conto-meta-Forretning? . . . Stille Deltager – Diskretion selvfølgelig?»(!).

Han blev staaende foran Pallas Athenes Buste, henvendt til Gudinden:

«Du sagde mig det igaar; men jeg hørte ikke paa din Advarsel! . . . Den, I vil ødelægge, I usle Guder, den berøver I først Forstanden.»

Han skred langsomt hen mod Døren. Der stansede han endnu en Gang.

«Sig til din Fader, at han skal lade den Figur tage bort og anbringe Venus vulgivaga i Stedet!»

Hvo, som tviler paa, at denne Scene er korrekt anført, behage at læse den i den danske Oversættelse.

Hvor, vil man spørge, hvor befinder man sig? Hvor kan slige Scener foregaa? Hvor en Mand behandler og tiltaler en Kvinde saa?

Paa Steder, mine Søstre, som vor Fod aldrig har betraadt, hvor vi skyr at dvæle blot med vore Tanker . . . kun der og – i den moderne Roman.

Om Fra de Stummes Leir

Fra de Stummes Leir er en samling artikler og essays der Camilla Collett hovedsaklig analyserer kvinnebildet i 1800-tallets europeiske romanlitteratur. Hun mener at romansjangeren er et vitnesbyrd over kvinners livsvilkår og konklusjonen hennes er at litteraturen lærer kvinner å oppgi seg selv. Fra de Stummes Leir er et tidlig eksempel på feministisk litteraturkritikk.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave fra 1877 (NB Digital)

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook