Fremmede Forfatterinder.

Et sørgeligt Fænomen kan her ikke forbigaaes. De kvindelige Romanforfattere synes ogsaa, hyldende den herskende Tidssmag, at helde til Udskeielserne i de antydede Retninger. Er det, fordi her er en gammel Svaghed at oprette, idet man altid har draget den kvindelige Evne til at skildre rigtige Mænd i Tvil, saa viser vor Tids Romantikinder i det mindste umiskjendelige Bestræbelser for at rette paa denne Mangel. De synes alle fortrinsvis at ynde de barskt optrædende Helte og at kappes om at poetisere og tilstudse denne noget ubekvemme Type for at faa den til at passe i det øvrige fine Kram med sine æteriske, sartfølende, kniplingsomskyede, patchouliduftende Heltinder. De smukke, artige Elskere er komne i Miskredit; Skaldepanderne og den karakterfulde Styghed, ja Udlevethedens Furer og Merker har fortrængt Apollotypen. Mere eller mindre røber dertil disse Helte en Tilbøielighed til at fare op i Samtaler, truende at rynke Brynet og at storme uanmeldt ind i Budoirerne til de fine, sarte Heltinder. Det er endda ikke den værste Side derved. Dybere rammer Anklagen for den moralske Løihed ogsaa i disse Romaner. Ved Siden af dette Effektjageri med Hæsligheden og Grobianskabet gaar der en tilsvarende, mildest talt lempelig, Opfatning af visse analoge moralske Uregelmæssigheder og Egenheder, der giver Ustraffeligheden saa temmelig sikkert Leide, idet den ikke er langt fra at stemple baade den og Uregelmæssighederne som en Naturlov.

Paafaldende træder denne Slaphed frem i to ualmindelig talentfulde Forfatterinder, E. Werner og Karl Detlef.

I Nora har denne sidste med Held skildret den sterke, høisindede, selvbevidste og selvstændige Kvinde; men man dømme selv, naar man har læst nævnte Fortælling til Ende, om hun har havt Mod til at gjennemføre en saadan Karakter, og om den holder Stik i Beltespændet med den moderne Helt. Det Eksemplar af en saadan, der her træder op, har engang elsket – Noras Moder, men skræmt denne fra sig ved sit «mandige» Væsen; hun (N.) har, fornemmelig paa Grund heraf, havt en langvarig Uvilje mod ham at bekjæmpe, og hun befinder sig nu paa et Overgangstrin i sine Følelser for ham, der foruroliger hende selv. Hun er da bleven Enke og bebor sit Barndomshjem, et gammelt pittoresk Slot i Lithauen.

Men den utaalmodige Beiler kan ikke holde Uvissheden længer ud. Efter et «vildt Ridt» ved Nattetider falder han saa at sige med Døren i Huset, idet han stormer lige ind paa den forskrækkede med sit Andragende og lader paa dennes lidt fornærmet forbeholdne Svar, at hun kun kan være en Veninde for ham, «die Hand dröhnend auf den Tisch fallen» med en tilsvarende Kraftinterjektion, som vi ikke rigtig husker. – En ikke altfor fin Oversætter til vort Sprog vilde ligefrem gjengive dette med, at han «slog i Bordet, saa det knagede”; en smagfuld Oversætter vilde i det mindste være i nogen Forlegenhed. Han lader sig imidlertid ikke afskrække ved dette Forord, der ellers pleier at virke nedstemmende, for ikke at sige afgjørende; han holder, i et sidste Forsøg paa at stemme Nora mere – kvindelig, et Par lange, kraftige Foredrag; med andre Ord, han gjennemhegler hende dygtig; men da hun, som sagt, slet ikke liker Maneren, men trækker sig mere og mere koldt tilbage, gaar han ind paa Livet af hende med et truende:

«Noch einmal, Nora, wollen Sie mein liebendes, demüthiges Weib werden?»

Endnu trodser hun; men saa . . . ja saa kommer Gjengjældelsen. Han stormer derfra, som han er kommen; vi hører, hvorledes Dørene smelder, hører hans Rytterstøvler give Gjenlyd i det gamle, natlig-øde Slot, men ogsaa i den angrende, fortvilede Noras Hjerte. For sent er det nu; han er borte; og hun ser ham kuns igjen efter lange, bitre Sonelser, idet hun knælende lægger Stumperne og Stykkerne af sin kvindelige Modstand for hans Fødder og lover grædende at blive «sein liebendes, demüthiges Weib». Det var nu den stolte Nora; deraf kan man slutte sig til, hvordan de andre er farne.

I en anden af Karl Detlef, som netop i disse Dage staar som Føljejon i et dansk Blad, præsenterer Helten, Boris Ivanovitsch, en Mand med Aand og Følelse (Læge i en russisk Provins), sig første Gang paa Scenen med lurvet Frak, oppustede Træk og uredt Haar. Trods dette merker vi straks (Haaret er af Naturen krøllet og kastanjebrunt), at her atter beiles til vor deltagende Interesse, og Forfatterinden i dette Stykke forbeholder sig det sidste Ord. Han er ulykkelig gift, en Skjæbne, der undertiden ogsaa træffer Kvinder, uden at der levnes dem mindste Undskyldning for at gaa med uredt Haar og nedtraadte Sko. Han elsker Guvernanten, der skildres som Husets gode Engel. Dagen efter at han i en henrivende Maaneskinssituation har holdt lidenskabelig bevægede, sværmerisk poetiske Taler til denne, medens hun tager det gode Parti mod sit eget svage Hjerte lige efter at forsvinde og begrave sig i et Kloster, prygler han, i sin Sorg derover, sin Hustru, «en født Prinsesse», dygtig igjennem og drikker sig drukken som en Leiekusk. Nogle smaa Svagheder, som at han kompromitteres som Embedsmand, forbigaar vi.

Længere er vi, da vi følger Føljetonen, ikke komne i denne Fortælling; men vi tager vist ikke meget feil i at gjette Udgangen. Ved Enden af den staar der en liden fin Haand færdig til at rede hans Haar, og han lover ikke at drikke mere; og vi . . . ja vi tør ikke sige noget derimod, da det jo er Kvindens Kald at optræde som god Engel; men vi fristes i det mindste sterkt til at falde ind med et slet Ordspil: Maatte vi opleve den Tid, da alle disse uredte Helte fik Kam til sit Haar!

Brudte Lænker heder en tredje, ogsaa med stort Talent skreven Roman af E. Werner. Titelen bebuder allerede, at her kan kun blive Tale om Frigjørelsen fra uværdige Tryk, det er det individuelles Seir over Forholdenes Tyranni, Forfatterinden vil føre frem for os. Og vi gjetter ikke feil. Det er Kunstnerkaldet med sin Uafhængighedstrang, sine patriciske Tilbøieligheder, der, kvalt i et gammelt Forretningshus’s Kontorluft og smaaborgerlige Omgivelser, efter voldsomme Kampe river sig løs og følger dette sit Kald. En smuk og berettiget Tanke, der kun lider et sterkt Chok i vor Deltagelse ved Maaden, hvorpaa den sættes iverk. Det er nemlig intet mindre end Husets Kompagnon og Søn, dets uundværlige Tvillingstøtte, der ubønhørlig ofrer alle de andres Interesser for sine egne, det vil sige: der en vakker Dag – forsvinder, og som i Skyndingen ikke alene lader Firmaet, men Hustru og Barn i Stikken, medens han som Erstatning for disse sidste tager en Bravursangerinde, den fortryllende Signora Biondella, med. I Italien, Maalet for hans Længsler, dukker disse to op igjen. Et Par Aar er gaaet hen; hans Geni som dramatisk Komponist har imidlertid kjæmpet sig frem til et Verdensry, hvori Biondella, som Primadonna i hans Operaer, har en ikke ringe Andel.

Hans forladte Hustru hører i den Tid intet fra ham. Hun havde tidligere hørt til dem, der er fødte med en ulykkelig Evne til at sætte sit Lys under en Skjeppe. Hun havde vidst ligesaa omhyggelig at dølge sit Indre, og hvad som der bevægede sig, som hun havde havt for Skik at skjule sit smukke Haar under nogle «høist uklædelige Kapper». Den med sine Kunstnerinteresser ganske optagne Gemal havde derfor slet ikke opdaget Lyset under Skjeppen, men havde under deres korte Samliv fuldstændig overset hende.

Denne ringeagtede og forglemte Hustru arver pludselig en uhyre Formue. Græmmelsen over den Behandling, hun har døiet, har frigjort hendes Væsen; de puritanske Kjoler og Kapper giver Plads for en kostbar, smagfuld Sørgedragt, og hun gaar paa Reiser.

I Italien træffes Mand og Hustru igjen. Han er imidlertid bleven kjed af Sangerinden. Under Opfyldelsen af hans dristige Kunstnerdrømme begynder han at spore noget som Tomhed og Lede; Anfald af Melankoli og ubestemte Længsler hjemsøger ham midt i Berømmelsen.

Det er i denne Sindsstemning, han pludselig staar ligeoverfor den forvandlede Hustru. I en hidtil ikke anet Skjønhed, hævet ved Verdensdamens fornemme Anstand, omgivet af alle Rig dommens Fortryllelser, en fremmed Aabenbarelse tykkes hun ham! Men med den dybtsaarede Kvindes tilbagevisende Kulde forstaar hun, uden at han tør beklage sig, at møde ham som den fremmede, hende ganske uvedkommende, med andre Ord, betage ham hvert Haab om at knytte det gamle Baand. Hvorfor, spørger vi, dvæler hun da saa længe i hans Nærhed? Det er næsten grusomt. Kampen udspinder sig da mellem dem, Kampe i det uendelige. Vi følger disse snart bevæget undertrykte, snart lidenskabelig opblussende Scener med en Spænding, der neppe levner os et lidet Pusterum til den Tanke: Hvordan mon Forfatterinden vil bære sig ad for at gjøre denne Forbryder lykkelig og bringe det til, at vi finder denne Lykke nogenlunde tilladelig? Thi at dette er hendes Hensigt, kan vi ikke tvile om.

Sker nu dette paa en Maade, som lader os tilfredsstillede? Skal vi rette dette Spørgsmaal ganske rolig og nøkternt til os selv efter endt Læsning, maa vi svare: «Nei ingenlunde!»

At den endelige Forsoning hidføres ved, at han styrter i Vandet og redder Barnet, som Signora Biondella, dreven til det yderste ved hans nye – Utroskab, vil drage med sig i Døden, er saare utilfredsstillende og smager betydelig af det, vi kalder et Teaterkup. Os vil det synes, som om de Motiver, der bringes i Anvendelse for at omvende en Mand, der med koldt beregnet, langvarigt Overlæg har traadt alt, hvad der heder Pligt og Følelse under Fødder, i det hele er ilde valgte og svækker det moralske Indtryk. Det er ikke det Motiv, som altid og i hvilkensomhelst Skikkelse, det træder en Mand imøde, vil øve sin fascinerende Magt over ham, der her skal berede Omslaget. Det er ikke den ved Skjønhed og Rigdom glimrende, ved Modstandens Koketteri bedaarende, det er den forladte Hustru, hun med det tause, forgræmmede Ansigt og de uklædelige Kapper, det er Hjemmet selv, der skulde havt Magten til at drage ham, og som han maatte tjent sine Prøvelsens syv Jakobsaar for at vinde tilbage. Lad Sommerfuglene da stige af sine Larver, hvis det kan glæde dem og os.

Med disse Antydninger om Dagens kvindelige Roman maa vi lade det bero. Den samme ømme Overbærenhed med smaa og store Synder paa den ene Side, den samme Kvindestrenghed mod Kvinde paa den anden, – kort, den samme Slaphed i Opfatningen af et moralsk Fællesansvar karakteriserer dem alle.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.