Fra de Stummes Leir

av Camilla Collett

Til Goethedyrkelsen.

Mænd taaler ikke gjerne en sterkt anlagt Kvindenatur ved Siden af sig. At den er begavet, kan endda gaa an; men den maa ikke være selvstændig; den maa gaa op i ham, dreie sig om ham som Solsikken efter Solen, som den lyssugende, mindre Klode om sin Planet. Det vil gjentage sig, hvor vi ser hen i Livet, som i hint Livets Speil, vi kalder Digtning.

Ligger der i Ernest Maltravers’s dunkle Utilbøielighed for den skjønne, høisindede, men ærgjerrig-høitstræbende Florence, eller i Godolphins for Constance Verrier noget andet end denne Skinsyge til Grund? Hvem ved, maaske vi deri kan søge Motivet til Forfatterens eget noksom bekjendte Forhold til sin begavede Hustru? De maa først knuses af dem, dette Slags Kvinder, for at gjøre sig elskede.

Men uforklarligt er dette Fænomen ikke. Man har jo villet udfinde, at Naturen selv i Kvinden, baade fysisk og psykisk, modsætter sig en aandelig Sideordnethed med Manden, og har søgt at bevise dette ved selve dens Sjeldenhed, der lader den fremtræde næsten som en Anomali, en sygelig Eksaltation. At et af de smukkeste, mest tiltalende Billeder i det store Portrætgalleri i Florens, lutter Produkter af Mesterhaand, er en Kvindes og malet af Kvindehaand, at i Frankrige i næsten et halvt Aarhundrede en Kvinde har indtaget den første Plads som Romanforfatter og Stilist, betyder intet, vil man mene: «Én Svale gjør ingen Sommer.» Men os vil det synes, som om Tilstedeværelsen af de enkelte Svaler betyder særdeles meget, ja, at den omstøder hele den Teori, hvorpaa Underordnetheden er bygget. Hvor der er én, kan der komme flere, og at der ikke kommer flere, maa da ligge i Sommerens Beskaffenhed. Gjør Sommeren blid for Svalerne, og de vil komme alle!

Nei, alle kommer de ikke. Vi vil ikke opleve at se dem komme alle. Der forkom for mange i den lange, lange Række af barske Aaringer. En pludselig Befrielse (hvis vi kunde tænke os en saadan) fra alt, hvad der hemmende og kuende har omsnoet kvindelig Aand, kvindelig Evne, vilde ikke straks kunne virke fuldt befriende. Hvad Aartusender har nedbrudt, maa der i det mindste Aarhundreder til at oprette.

Hvor haardt, ja næsten umuligt det er for den maskuline Stolthed at indrømme, eller skal vi sige taale, et feminint, med Manden jevnhøit Geni, leverer Fru v. Staël mer end tilstrækkelige Beviser paa. Fru v. Staël, denne beundringsværdige Kvinde, som var den første, der nedbrød Skranken for hendes egne Landsmænds selvgode Afsluttethed og gjorde fremmed Aand, fremmed Kultur gjældende mod deres Ensidighed, – som havde den Dristighed at sige den store lille Keiser lige op i Øinene, at der gaves en anden Storhed end Erobrerens, end Voldsmandens, – og som til Gjengjæld derfor beæredes med denne Aarhundredets største Mands smaaligste Had. Hun tvang sin Samtid vistnok til at anerkjende Geniet i hende; men hun maatte ogsaa betale Omkostningerne derved. Ingen er bleven saa blodig railleret, saa gement bagtalt, særlig af dem, som hun drog i sin Nærhed og kvægede ved dens varmende, oplivende Straaler. Selv Oehlenschläger, vel maaske den nobleste blandt Beundrerne af hendes Storhed og hendes Taffel paa Coppet, kan ikke bare sig for at udtrykke sig saa: «Jeg har intet Fruentimmer kjendt med saa meget Geni; men derfor havde hun ogsaa noget mandigt i sit Væsen, havde et markeret Ansigt etc.» . . . som om det slet ikke var tænkeligt, at hun kunde være et Geni uden at se mandhaftig ud! . . . «Hun skrev dengang sin Bog om den tyske Literatur og læste hver Dag et Bind Tysk; man beskyldte hende for, at hun ikke selv havde læst Bøgerne, men hentet sine Domme fra Schleglerne!» . . . Oehlenschläger benegter dog dette: «Hun var visselig den, der kunde tænke selv,» siger han.

Vi kan forfølge denne Uforsonlighed mod hende lige til op i vore Dage. Endnu i 1866 deler saaledes en Goethe-Biograf, idet han omtaler Mad. de Staëls Besøg i Weimar 1803, en hel, god Spalte med haanlige Udfald broderlig mellem Corinnas Forfatterinde og en anden, Tyskfilisteriet irriterende Torn i Øiet: Bettina v. Arnim; han spotter endog den første, i hendes Sorg over Faderens Død, hvilken Efterretning naaede hende i Weimar, – denne Fader, som hun omfattede med en saa inderlig, en saa varm datterlig Begeistring! «Sie war im eigentlichsten Sinne des Wortes zum Rasenwerden traurig,» udtrykker han sig. Endvidere: «Wieland, den sie besonders auszeichnete, musste sie bitten, weniger rasch zu denken.» Om Goethe heder det: «Goethe fand an dieser beweglichen Halbmännin wenig Geschmack, und erklärte es für eine Sünde gegen den heiligen Geist ihr auch nur im Mindesten nach dem Maule zu reden . . . Er kam nicht an den Hof, um nicht vor diesem lebendigen Feuerwerk verstummen zu müssen . . . er wäre lieber ans Ende der Welt geflohen, als ihretwegen gekommen» etc.

Endelig maatte han dog, paa Hertugens udtrykkelige Forlangende, bide i det sure Æble og komme.

Midt idet vor Biograf paa saadan Maade omtaler hendes Sammentræf med hans egen uopnaaelige Heros, tager det sig ganske naivt pudserligt ud, naar han siger:Der er altid Tale om Weimar. «Mit ihren schönen Redekünsten riss sie besonders die Frauen hin, die sie auch kultivirter fand als die Männer.»

I Sandhed, efter disse faa Prøver, han meddeler os af de weimarske Herrers Kulturytringer og særlig deres Optræden mod hende, kan et saadant Udsagn ikke forekomme os meget besynderligt.

I et fordelagtigere Skjær lyser os hine den romantiske Skoles Kvindeskikkelser imøde, disse høitpriste Dorotheer, Henrietter og Karoliner; – men ser vi lidt nærmere til, er det kun den laante Glans, ikke saa meget deres egne Fortjenesters. De var mindre begavede, fornemmelig mindre selvstændige; de gik mere eller mindre op i sine Mænds Sag, idet de gjorde sig til disses veltalende, begeistrede Fortolkerinder; den Magt, de øvede over disse, var kun af sanselig Art. Byttedes der Mænd, hvilket ikke saa sjelden hændte i hin brogede Tid, saa skiftedes ogsaa Meninger. En sær Undtagelse fra Regelen byder Fru v. Varnhagen (Rahel), der med fuldstændig Sjæls- og Aandsoverlegenhed beherskede sin betydelig yngre, ualmindelig humane Egtefælle.

Et ret betegnende Bidrag til hin det sterke Kjøns skinsyge Frygt for enhver sideordnet kvindelig Evne, et Bidrag, der paa en egen Maade belyser selve den Vildfarelse, at Evnen ikke eksisterer, ikke kan eksistere, byder en Opdagelse, der knytter sig til en af Romancerne i Goethes West-östlicher Divan, et Vekseldigt mellem tvende Elskende. Heltinden i dette, Suleika, viser sig nemlig at have været en Fru Geheimeraadinde v. Willemer i Frankfurt, som Goethe lærte at kjende under et Sommerophold paa Landet i 1815. Han var den Gang seks og seksti. Fire og tretti Aar efter lærer Herman Grimm denne Dame at kjende, et Bekjendtskab, som varede til hendes Død 1859. Hun eiede en stor Skat af Breve fra G., der dog først tyve Aar efter hendes Død vil blive offentliggjorte.

Til ham, H. Grimm, har hun aflagt den merkelige Bekjendelse, at en stor Del af Romancerne i dette Vekseldigt er af hende, at hun navnlig er Forfatterinde til de to berømteste Suleikadigte: «Was bedeutet die Bewegung?» og «Ach, um deine feuchten Schwingen, West! wie sehr ich dich beneide», og har vist ham Manuskripterne dertil.

«Herr Grimm,» fortæller Meddeleren heraf (Dr Jul. Schmidt), «blev i høieste Maade overrasket derved. Ogsaa mig gik det saa. At skulle tro, at Goethe uden videre skulde have optaget fremmede Digte, deraf to af en saa eminent poetisk Kraft, uden med en Stavelse at forraade, at de ikke var af ham! Og saa lidet faldt det nogen ind at tvile paa, at de var af Goethe selv, at naar man ret skulde karakterisere hans Poesi, blev disse to Digte betragtede som Typer for denne» osv.

Javist kunde det synes lidt underligt, at den store Digter optager disse Sange uden at forraade Sammenhængen dermed. Ogsaa han er simpeltvæk gaaet ud fra, at Laurbær ikke ret kan tænkes klædelige for et Fruentimmer uden som den svage Afglans fra Mandens og har derfor, idet han tog disse enkelte spirende Blade og stak dem ind i sin egen vældige Krans, stolet paa, at Eierinden, overvældet af saadan Ære, omhyggelig vilde gjemme denne for sig selv og dølge Hemmeligheden for andre. Alt dette byder vistnok Anledning til at udtale en Forundring; men det allerforunderligste læses dog let mellem Linjerne, nemlig at Fru v. Willemer har skrevet et Vers, der har kunnet indtage en Plads ved Siden af den store Digters, og fra denne Plads dupere Verden i saa lang Tid.

Suleika (Fru v. Willemer) siger:

Kaum dass ich dich wieder habe,
Dich mit Kuss und Liedern labe,
Bist du still in dich gekehret;
Was beengt? und drückt und störet?

Svarer Hatem, der Dichter (Goethe), der frygter for, at en fremmed Indflydelse kan have bevirket det Mirakel, at hun skriver Digte:

«Ach, Suleika, soll ich’s sagen!
Statt zu loben, möcht’ ich klagen,
Sangest sonst nur meine Lieder,
Immer neu, und immer wieder –
Sollte wohl auch diese loben.
Doch sie sind nur eingeschoben;
Nicht von Hafis, nicht Nisami,
Nicht Saadi, nicht von Dschami.Bekjendte persiske Digtere fra fjerne Tider.
Kenn’ ich doch der Väter Menge,
Sylb’ um Sylbe, Klang um Klänge,
Im Gedächtniss unverloren – – –
Diese da sind neugeboren!
Gestern wurden sie gedichtet.
Sag, hast du dich neu verpflichtet?
Hauchest du so froh-verwegen
Fremden Athem mir entgegen!

Derpaa svarer hun, hvilket Under der er bevirket i hende gjennem Kjærligheden, og ender med:

Wohl, dass sie dir nicht fremde scheinen,
Sie sind Suleikas, sind die deinen.

Hertil bemerker Jul. Schmidt:

«Mit dieser letzten Artigkeit giebt Suleika dem Dichter gleichsam das Recht – was im letzten Grunde doch sein Eigenthum ist – als sein Eigenthum zu vindiciren und es unter die Sammlung seiner Schätze aufzunehmen.»

En let Hentydning hertil findes i Digtet selv. Digteren bliver omsværmet af en Flok unge, smukke Piger, der alle – umættelige gamle Pascha Wolfgang! – vil besynges af ham, synge om ham. Men han stiller Suleika som det uopnaaelige Ideal, for hvilket alle maa vige.

Von euch Dichterinnen allen Ist ihr eben keine gleich:
Denn sie singt mir zu gefallen, Und ihr singt und liebt nur euch.

Dette Sted forklarer, siger Meddeleren, at Goethe ikke troede at kunne berede hende, der kun sang for at behage ham, nogen større Glæde end at optage hendes Digte mellem sine egne.

Hvo maa ikke her tænke paa de dødeliges Stjernebilledopløftelse!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fra de Stummes Leir

Fra de Stummes Leir er en samling artikler og essays der Camilla Collett hovedsaklig analyserer kvinnebildet i 1800-tallets europeiske romanlitteratur. Hun mener at romansjangeren er et vitnesbyrd over kvinners livsvilkår og konklusjonen hennes er at litteraturen lærer kvinner å oppgi seg selv. Fra de Stummes Leir er et tidlig eksempel på feministisk litteraturkritikk.

I forordet skriver Collett: «Den, som sender disse Blade ud i Verden ... er ikke den mere, som hun engang var eller syntes at være, det vil sige maatte være. Mindre maaske ved Natur og Anlæg end ved Forholdenes Tryk var hun stille og taus. ... Men tale vil jeg nu! Kunde mine Ord som Lyn, der splitter, falde ned i alle stumme Sjæle, fortrykte, som min engang var det, kvalte som min!»

Se faksimiler av 1. utgave fra 1877 (NB Digital)

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.