Alle Deres Bøger har vi læst heroppe med Glæde, hver ny Samling Eventyr, hver ny Roman blev hilset som længselsfuldt ventede Børn, der kom hjem i Ferien, og som vi fandt smukkere og smukkere, og at de havde vokset saa og saa meget siden sidst. Men intet har glædet os mere end Deres eget Livs Eventyr. I dettes Lys læste vi atter Andersens Eventyr, og nu forstod vi dem først rigtig. Nu først følte vi ret, hvorledes Storken var tilmode mellem Kalkunerne, og hvad en Elling har at udstaa i en velkonditioneret Hønsegaard, fordi den hverken kan gale eller lægge Egg, og – tro mig! – ingen har fulgt den grimme Elling gjennem alle dens Trængsler og alle dens Ængstelser med en mellem Graad og Smil varmere skiftende Forventning, og ingen har med større Jubel hilst dens Forvandling end vi, end vi.
Vær hilset, stolte Svane paa Poesiens drømmende, sivomkransede Speil! Vær hilset i din Forvandling! Vær hilset, Eventyrets Digter!
Saa lyder manges Tak, og forsmaa den ikke, misagt den ikke, fordi den kommer fra Norge. De mistror os, det har jeg fra Deres egen Mund, De mistror os som det haarde, det, der volder Dem mest Frygt af alt, som det maaske endnu haardere end det, De har havt at kjæmpe med blandt Deres egne. Og dog – om det ikke var saa? Det er sandt, vi viser os under tiden lidt studse, lidt skarpkantede i Omgang. Af og til overkommer der os ogsaa virkelig, som De i Deres Elverhøi saa levende gjengiver for os, en Lyst til at strække Benene op paa Bordet; men det er blot af Generthed, af gammel Vane, ikke fordi vi synes saa godt om det selv. Jeg tror endog, at vi vilde forstaaet Deres Individualitet vel saa godt som Deres egne Landsmænd, var den traadt op imellem os; vi vilde behandlet den kameratsligere, mere trohjertet bekjendt. Espen Askelad er barnefødt hos os, men ikke nede hos Dem, og vilde altid lettere fundet frem heroppe; alle vore store Mænd har mer eller mindre været Askeladder. Dette kan tyde paa en Mangel ved vor Udvikling; men det har ogsaa sine gode Sider. Vi er saaledes endnu ikke naaede derhen, at vi har en dannet Plebs. Vor hjemlige Plebs forstaar sig slet ikke paa Æstetik, den forstaar sig kun paa Hestekritik og Nævetag. Den dømmer og angriber kun i sin egen Sfære. En Digtersjæl kan have det ondt nok – Gud bedre det! – oppe hos os, fordi deres Antal, der skal give den Ly og Varme, endnu er saa faatalligt; den kan hungre, den kan fryse, den kan synke hen i Dvale, den kan omkomme paa mange Maader; men den vil neppe være udsat for Stenkast af behanskede Hænder.
Dog, et underligt Held har ført Dem gjennem disse Farer, og nu sidder De rolig og tryg bag Skjoldet af Deres Lykke. Thi for Lykken har baade Dannede og Pøbel dog tilsidst Respekt, for den Genialitet bøier de sig; thi Lykken er en Genialitet, den sjeldneste, der falder i Dødeliges Lod at eie. Og her mener vi ikke den Lykke, at «have Lykken med sig», denne Tilfældets plumpe, blinde Gunst, der ogsaa paa en sær Maade har raadet i Deres Liv; denne Lykke, der, hvergang H. C. Andersen satte Foden udenfor sit eget Land, stod og ventede paa ham for at styrte ham i Armene i Skikkelse af Nationernes Digtere, Fyrster og Ædlinge, der altid rakte ham Hovedgevinsterne fra Juletræet, der, hvor han vendte sine Skridt, banede ham en Vei fuld af Jubel og Hyldest, som neppe nogensinde er timet en Digter . . . Nei, ikke denne Lykke mener vi, men den, som bor i ham selv, Barnesjælen, Aladdinsgladsindet, der lod ham opleve alt dette som et Eventyr! Lykken ligger ikke i, at Kongen af Preussen sender ham den grønne eller røde Ørns Orden, men i, at han bliver saa «usigelig glad» i den, og at han ovenikjøbet fortæller os, hvor «usigelig glad» han blev i den. Dette er det, som rører; thi hvor usigelig glade andre end bliver i en saadan, saa meddeler de os aldrig noget af den Glæde, men beholder den egoistisk hos sig selv. Og denne Glæde, dette aladdinske Barnesind, der over Hulens Glimmer og Rariteter glemmer, at Niddet har styrtet det ned deri, – denne Gudernes ødsleste, kosteligste Gave til sin Yndling er det, som har reddet Dem, os saa kjære Digter, gjennem Deres Livs Modgang, ligesom De har reddet den gjennem Farerne og Anfegtelserne af en næsten uhørt Medgang, og den er det, der skinner gjennem Deres Livs Eventyr, ligesom Underlampen, der oplyste de øvrige Skatte og Stene, saa ogsaa vi kan se dem og glæde os og føle os som Børn igjen og tro paa en Lykke som H. C. Andersens.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Fra de Stummes Leir er en samling artikler og essays der Camilla Collett hovedsaklig analyserer kvinnebildet i 1800-tallets europeiske romanlitteratur. Hun mener at romansjangeren er et vitnesbyrd over kvinners livsvilkår og konklusjonen hennes er at litteraturen lærer kvinner å oppgi seg selv. Fra de Stummes Leir er et tidlig eksempel på feministisk litteraturkritikk.
I forordet skriver Collett: «Den, som sender disse Blade ud i Verden ... er ikke den mere, som hun engang var eller syntes at være, det vil sige maatte være. Mindre maaske ved Natur og Anlæg end ved Forholdenes Tryk var hun stille og taus. ... Men tale vil jeg nu! Kunde mine Ord som Lyn, der splitter, falde ned i alle stumme Sjæle, fortrykte, som min engang var det, kvalte som min!»
Se faksimiler av 1. utgave fra 1877 (NB Digital)
Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.