Fra de Stummes Leir

av Camilla Collett

Til Hr. B. C., Forfatteren af Øiebliks-Fotografier.

Intet afsendt Brev.

I.

Behøver man blot at være en sympatetisk Læser for at nyde den Ære at blive dediceret Deres Bog Øiebliks-Fotografier,Se Slutningskapitlet i samme. saa har jeg for længe siden med fuld Ret tilegnet mig den. I denne Slaphedens og Fortørrelsens Tid, hvori vi lever, har paa mig, og jeg tør sige mange med mig, disse Skildringer virket som en Regnskur i Ørkenen, naar man i hundrede Dage kun har havt Kamelmaverne at tage til.

Tilgiv Idéforbindelsen – men en svag Følelse af noget lignende, lettende, befriende havde jeg for et Par Aar siden, da jeg – selv en af de frygtsomste, af Tidens Friheds- og Lighedsaand fuldkommen kuet Husmoder – hørte en anden Husmoder læse et opsætsigt Tyende dygtig Teksten . . . Jeg vilde ikke engang afvente Udfaldet, af Frygt for at forspilde det oplivende Indtryk, men skyndte mig derfra. Det satte mig saa velgjørende tilbage i Tider, da Myndighed og Subordination i et Hus ikke blot var en tom Lyd, hvor «Unoderne» ikke slap for saa godt Kjøb, for ikke at sige nød ligesaa delikate Hensyn, som Høfligheden og en eksemplarisk Opførsel ellers kun har Ret til at møde . . . denne skikkelige, saa bagtalte Tid, hvori der vistnok anvendtes Prygl og andre lignende kraftige Midler, som vor forfinede Tid nu ser smilende ned paa, til at befordre Samfundsopdragelsen, men hvor man ogsaa fandt en Hengivenhed, en Trofasthed, som man ikke kjender nutildags, – noget, man kaldte Ærbødighed, vil jeg ikke engang tale om.

De vil, ærede Hr. Forfatter, af denne Indledning allerede se, at jeg regner mig en Smule af Faget, altsaa hører til «de sympatetiske Læsere». Hvor forskjellige vore Sysmaader i visse Henseender kan være, hvorom jeg senere vil tillade mig en lidt nærmere Drøftning, saa mødes vi dog i samme Interesse, driver paa en og samme Forretning: Misfornøielsens – med den Forskjel, at De maaske mere kan kaldes Specialist i Faget, medens jeg – De vil erindre, at jeg hører til de frygtsomme – feigt skyr at angribe enkeltvis; jeg forsøger mig i Forretningen med Klager og Misfornøielser og diverse Sorter Haabløsheder og Fortvilelser – for at blive i Lignelsen, mere en gros.

Dette er tildels begrundet deri, at nede hos Dem arter Typerne sig langt mere udpræget, mere letgribelige end oppe hos os. Vi er et tungere Folkefærd, faamælte Atlaser, som De kalder det. «Den bestandige Borgerlighed» vil derfor ytre sig mere faamælt reserveret, altid være mistænksom paa sin Post mod alt, hvad der kunde tænke sig den overlegen i noget. «Enhver er god for sig», er dens Valgsprog. Den kan frembringe utaalelige, men ikke saa let ridikule Figurer. Vi kunde maaske til Nød præstere en Figur som den ubehagelige Sandhedsdyrker, der farer os i Ansigtet med et: «Nu maa De faa Dem en Paryk, det er sandelig paa Tide,» eller: «Gud, gaar De med Gebiss! Det vidste jeg ikke!» Men det vilde næsten være en Nationalumulighed for os at præstere noget som Tante Jane og hendes tre Døtre.

De har her en stor Fordel; De vil ikke saa let fortabe Dem i Deres Stof; det byder sig Dem rigelig og villig selv ihænde. De kan begynde i Mismod, men De vil vanskelig kunne vedligeholde det. Udmattet og fortrædiget af Øieblikkets Indtryk, stevner De blot disse Indtryk til et Møde; som berørte ved en Troldomsstav antager de Former, de lever, de giver sig selv til en saadan Fuldkommenhed, saa pudserlig træffende, at inden den halve Række er defileret Dem forbi, er De kommet i bedste Humør. Og saa at tænke, at den samme Virkning gaar de nu hen og øver paa andre, maaske paa sine lyslevende, intet anende Forbilleder, og selv om det hænder, at de «træffer hine Folk», blive glædet med de utvetydigste Vidnesbyrd om, at Folk har følt sig truffet!Se Forordet til Øiebliks-Fotografier, hvori Forfatteren meddeler en Skrivelse fra en høist forbitret Smaastadsbeboer.

Alt dette er mere, end jeg kan sige. De Billeder, jeg maner frem, fornøier mig slet ikke, og andre? Ja det tør jeg endnu mindre vente; – og dog maa jeg blive ved. Saaledes tænker jeg mig, de vil have været tilmode, disse Fortidens ulykkelige l’Absolutsøgere; de granskede og søgte, til de selv faldt sammen til en Askehob, og hvad de havde opnaaet eller rettere sagt levnet efter hele sin Søgning og Granskning, var nogle Askehobe og – Troen paa det, de søgte. De morer, jeg trætter; De holder Dem til Fænomenerne, jeg stiger i Dybet for at finde Grunden.

Grunden, Aarsagerne til disse Tidens uvederkvægelige Fremtoninger, hvoraf De gjengiver os nogle ret iøinefaldende, vistnok fotografisk nøiagtig, men dog saa kunstnerisk belivet, at vi skulde sverge paa at have kjendt og mødt alle disse Skikkelser. Hvem har ikke kjendt «Onkel Claudius» og den uforlignelige «Mad. Kölle«, Husbestyrerinden? Jeg vil gjerne lære, har ogsaa omhyggelig veiet hvert af Dem i den Retning givet Vink, der kunde supplere og belyse egne Tanker derom, uden at være kommet ret længer, end jeg var.

Disse Aarsager! de synes at ligge os saa nær, og dog – hvor vi griber efter dem og mener, her er Synderen, smutter de os af Hænderne. Alle peger de tilbage og altid tilbage mod et uendeligt Fjerne, mod en hemmelighedsfuld, i Tidernes Mørke rugende Grundaarsag. Skulde det ikke være en saadan, der som et endnu ikke løst Anathema spreder sig ud over Menneskelivet, og som i alle dets Idrætter og Forhold, selv i de ringeste, mindst paaagtede, efterlader sine Spor? Alt, hvad Tiden eier af usaligt i alle Retninger, skulde det ikke pege tilbage til denne Grundaarsag – denne Verdensopdagelse, der selv først skal opdages, Menneskehedens l’Absolut?

Endnu er det kun Virkningerne, d.e. Fænomenerne, der beskjæftiger alle Hoveder og sætter Hjerner og Penne i Bevægelse. Nilen med sine Krokodiller og sit Dynd har fundet sine til mindste Detail nøiagtige Historikere og Beskrivere, medens man med en Iver, som om det gjaldt Jordens Redning, har søgt efter dens Kilder. Hvad hjælper det, at man fandt disse Kilder, og at vi paa en Prik faar vide, at den hellige Flod l3 Gange om Aaret sparer Ægypterne for den Møie selv at gjødsle sine Agre? . . . Spørg heller, hvorfor Dyndet, der velsignes som frugtbargjørende, tillige begunstiger Krybet og Krokodillerne? Spørg, hvorfor alle vore Samfundstilstande, midt under Kulturens yppigste Fremskridt, i alle Retninger og lige ind i vore inderste Forhold udarter! Hvorfor Menneskene endnu, og vildere end nogensinde, sønderflenger hinanden i Krige, og Forbrydelser tiltager i en forfærdelig Grad? . . . Vi har ikke længere enkelte Mord at byde den schauerlystne paa, men Familiemord og Massemord. Hvorfor Opløsningen snigende gjennemtrænger selv hine Skikter af disse vore Tilstande, hvor vi skulde søge Fornyelsen og Vederkvægelsen efter Arbeidet – vort Selskabsliv? . . . Spørg, hvor der er blevet af de store Mennesker, der regjerede dette, hvorfor vi maa se hint undertiden strenge, men altid velgjørende Supremati, som Aandsoverlegenhed, virkeligt Frisind i Forening med Dannelse og Belevenhed fordum øvede paa dette, vige Pladsen for en arrogant Middelmaadigheds utaalelige Masseherredømme? . . . Hvorfor skal vi opsluges af Krybet?

Blandt Grundene til meget af dette, som De, Hr. Forfatter, paapeger, synes De fortrinsvis at udhæve en. De har uimodsigelig her taget det rette Sigte, om Deres Sigtelse naar Maalet og ikke bliver hængende i – Virkningerne; dette er igjen noget andet, og det er netop i denne Anledning, jeg har en liden Hanske at tilkaste Dem. De synes nemlig tilbøielig til at ville velte en stor Del af Anklagen mod vor Tids Unoder og Vanarter over paa det svagere Kjøn, og leverer os ogsaa i Deres Fotografisamling en overveiende Del kvindelige Portrætter, der skal illustrere denne Paastand.

At en stor Del af hine vore Dages uelskværdige Fænomener trives saa vel, maa tilskrives kvindelig Indflydelse (jeg vil sige Mangel paa Indflydelse), deri maa jeg kun, desværre, give Dem Ret. Efter hvad jeg ovenfor har antydet, vil De alligevel føle, i hvilken Henseende min Opfatning deraf vil afvige fra Deres, og at her overhovedet er det Punkt, hvorom vi neppe nogensinde bliver enige. Jeg opgiver dog ikke ganske Haabet derom og vil i det mindste gjøre mit til. Vi vil underkaste disse vore Meninger en lidt nøiere Undersøgelse. Forat dette kan ske, vil De ikke have noget imod, at jeg ordret meddeler nogle Uddrag af Deres Bog – afbrudt, det kan jeg ikke indestaa for, af en eller anden næsvis Bemerkning, der ikke kan vente, til Turen kommer til os, medens jeg til Gjengjæld beder Dem taalmodig skjænke mine Tanker derom, der skal følge i et næste Brev, nogle Minutters Overveielse.

Efter et rigt Assortement af kvindelige Fotografier, de nysgjerrige, de paatrængende, Elegancekarikaturen, de butik- og visitstormende, der alle sorterer under Kapitlet «besværlige Mennesker» og «bestandig Borgerlighed», faar vi endelig Slutstenen i Kjeden: den emanciperede Dame. Overgangen er jo noget brat; skal denne Type kjede sig naturlig til de andre og ikke blive en velgjørende Modsætning til al den usigelige Tom hed, Pjattethed og Ynkelighed, som vi netop har taget ind, altsaa en ren Forfriskning ovenpaa, saa maa der rigtignok smøres tykt paa. De Ord, hvormed De indleder denne Type, at hvad De hidtil har skildret, «er ikke det værste og kan paa ingen Maade sammenlignes med de emanciperede Griller«, spænder ogsaa vor Forventning paa noget rigtig forfærdeligt.

«Frøkenerne Georgine og Aurelia Zampa, henholdsvis 38 og 40 Aar, Døtre af den fortræffelige Kancelliraad Zampa, hører vel ikke til mine kordiale Veninder; men jeg ser dem dog jevnlig og finder en stakket Glæde i at iagttage deres fortryllende Eiendommeligheder. De udmerker sig begge derved, at de er dannede og arrige.»

Dette klinger jo slemt, og dog – den dannede Arrighed er vel ikke saa frygtelig endda; – mon det ikke kunde omsættes til, at de to Damer har et aabent Øie og en levende Følelse for Øieblikkets Fænomener, at Harmen ogsaa hos dem kunde bruse lidt op ved at iagttage adskillige af dem; kunde det undgaaes, var jo alt godt og vel, og De, Hr. Forfatter, havde ikke skrevet Deres Øiebliks-Fotografier.

«Frøken Georgine viser sig med Briller, ikke med disse velsignede Klembriller, hvormed vore nysselige Smaapiger, selv med Fare for at falde over deres egne Ben, for Tiden ynder at lapse sig; . . . nei, Frøken Georgine gaar med Stangbriller i Staalindfatning, og ingen Kvinde har nogensinde været fjernere fra at lapse sig end hun . . . Den Omstændighed, at hun helst udtrykker sig paa Fransk (forresten meget respektabelt Fransk, efter hvad Kjendere har sagt mig), taler ikke mod hendes Patriotisme. Der gives ingen mere patriotisk Dame end Frøken Georgine.»

Alt dette er jo meget hæderligt!

«Hendes Søster Aurelia, som i Sammenligning med hende er en underordnet Aand, bærer paa Gaden en Kaabe, der ligner en gammeldags Chenille med Slag, kort Kjole og Ankelsko af Læder . . .

«De tvende Frøkener er pligtopfyldende og agtværdige i enhver Henseende; de har hver sin Uge i Huset.»

Men, Hr. Forfatter, de afskrækkende Sider ved Deres emanciperede! Skal vi have noget Gavn af dem, saa maa vi have dem nu!

«De er meget belæste, og omtaler De leilighedsvis Kong Valdemars Jordebog eller General Prim, saa hugger de Dem øieblikkelig i Flanken, hvis De nævner et forkjert Aarstal . . . De to Pigebørn er kapitelfaste i Lovgivningen, de kjender For handlingernes Gang, interesserer sig for Jernbanespørgsmaal og var yderst forbitrede i Anledning af Hirschholmbanen. De følger med spændt Opmerksomhed Nedsættelsen af et Udvalg, og naar det ikke er efter deres Hoved, svides Kancelliraadens Boghvedegrød.»

Svides Kancelliraadens . . .! Au, det var rigtignok skrækkeligt!

«Ved Ministerskifter er de i en permanent hysterisk Tilstand, og den Grumhed, hvormed de da harpunerer enhver politisk Stokfisk, som kommer i deres Farvand, giver i levende Billeder en fortrinlig Kommentar til Klagerne over Kvindens Underkuelse.»

Ganske rigtigt; thi havde man ikke Grund til denne Klage, saa vilde Grumheden med det usedvanlige falde bort af sig selv.

«Sligt træffer De aldrig hos en Dame af Stand, lad hende være nok saa ekstravagant eller nok saa smegtende, lad hende have Vapeurs i Masser; lad hende være saa forfængelig, overmodig, blødagtig og uvidende, som De behager, – hun interesserer sig aldrig for Jernbaneanlæg, men vedbliver at være ophøiet til det sidste, indtil hun omsider med Anstand gaar ind i Himmelen.»

Vi vil lade denne sidste Distinktion staa ved sit Værd; jeg maa tilstaa, den stemmer ikke ganske med min Erfaring. Jeg har forholdsvis truffet paa flere Individer blandt Damer af Stand, der lignede – dette i en god Betydning – Deres borgerlige Frøken Georgine, end jeg har truffet blandt Borgerligheden selv. Mange af Udlandets betydeligste, og vi nødes til at sige det, emanciperende Forfatterinder hører til Damer af Stand: Comtesse d’Agoûlt, Ida v.Düringsfeld, Dora d’Istria m.fl., og maa forudsættes at besidde de Kundskaber og offentlige Interesser, der uundgaaelig betinger ethvert Forfatterskab af nogen Betydning.

Oprigtig talt, jeg finder ikke et eneste af de ovenfor anførte Træk – Kancelliraadens svedne Grød naturligvis undtagen –, der ikke kan forsvares som berettiget. De indeholder, afklædt Morsomhedens spøgende lille Formumming, kun de ganske elementære Principper ved Kvindesagen, som andre Nationer dog for længe siden har adopteret, at Kvinden bør stræbe efter Kundskab, og jo flere Interesser, hun kan tilegne sig fælles med Manden, des bedre baade for ham og for hende. At hun i Bestræbelserne derefter vinder mere Selvstændighed og lidt mere Aplomb i sin Optræden, der igjen af sig selv udelukker den Pjankethed, den Prægløshed, som De i de foregaaende Typer har skildret os med saa levende Farver, burde da ikke dadles. Jeg tror heller ikke, at mange Mænd vilde betænke sig paa Valget, naar det for Alvor blev stillet dem mellem den emanciperede Georgine, der interesserer sig for Ministerskifter, og de pjattede, selv om vi tog «den til det sidste ophøiede», der «med Anstand gaar ind i Himmelen», med.

Sandt at sige, troede jeg, at nede hos Dem var kommet ud over dette Lavmaalsstandpunkt af det kvindelig tilladelige og taalte lidt sterkere Kost. Deres Billede af den emanciperede kunde før oppe hos os gjælde for noget, dog mere som et fremmed Skræmmebillede, vi – Gud være Tak! – med den Ro, som en god Bevidsthed giver, kunde betragte som noget os ganske uvedkommende. Men nede hos Dem troede jeg, det forholdt sig anderledes.

Der gives vist neppe en dansk Hustru eller Moder, der vilde frakjende sig Patriotisme som noget ukvindelig fremstikkende, og som ikke var rede til, naar Leilighed gaves, aabenlyst at bekjende den. Hvad vore Tanker er om dette Punkt, skal jeg derimod ikke kunne sige Dem med Visshed, da vi, saa langt min Erfaring derom strækker sig, aldrig har været satte i nogen Nødvendighed at erklære os derover.

Hos os, Hr. Forfatter, er man i det hele tryg, o saa tryg! Man risikerer neppe at blive «harpuneret» af nogen grum liden Haand i Anledning af en Statsbegivenhed, hvilken denne end kunde være. Sættes nogen af vore unge Damer i sterk Bevægelse ved et Ministerskifte, saa maatte det være, fordi den nye Ministerfrue var en personlig Bekjendt, maaske en Slegtning af hende, saa at der nu aabnede sig en sikker Udsigt til at blive buden paa hendes Festballer, og skulde De hos en af dem spore nogensomhelst Interesse for Jernbaneanlæg, saa kan man ganske sikkert gjette paa, at hun bor et Stykke fra Byen, og at en saadan velsignet Bane vilde «saa nemt som ingenting» føre hende derind. Men spørg en af os, ung eller gammel, hvem det saa er, om Merakerbanens Betydning for Landet, og De skal finde os saa allerkjæreste uvidende og uinteresserede, som De kun kan ønske det.

Nei, heroppe i vort lykkelig situerede Land er der roligt, saa roligt! Og skulde jeg falde paa at berette noget andet, vilde det betragtes som et Skumleri, en ondskabsfuld Opdigtelse, man neppe vilde tilgive mig. Nei, Hr. Forfatter, her hos os vil De ikke lettelig risikere nogen Rystelse af den Art, som venter Dem hos Kancelliraad Zampa. Skulde De pludselig spore ligesom en usedvanlig Bevægelse omkring Dem – jeg tænker mig bestandig, at De befinder Dem i vor Midte –, saa er det en Fest, der forberedes, en Offerfest, netop til Gudindens Ære, den strenge Bevogterinde af denne usigelige Tryghed og Ro. Det kan hænde maaske hvert 20de Aar. I vor stille, græssende Hjord kan et enkelt Medlem da pludselig slaa sig rent balstyrig og vil ikke gaa i Trit med de andre; – det fanges, bindes og bringes nu høitidelig den fortørnede til et Sonoffer. Ubeskrivelig er den Nidkjærhed, den næsten glubske Iver, hvormed man bereder en saadan Ofring. Unge og gamle, vore mandigste Herrer og vore kvindeligste Damer strømmer til for at sikre sig gode Pladse ved Skuespillet . . . Vi har nylig oplevet et saadant Skuespil.

II.

«Alle Veie fører til Rom,» og i en viss Forstand gjælder den gamle Sætning om det, jeg har at melde i Verden.

Hvilket Spor jeg end slaar ind paa – og denne Gang har jeg den Dristighed at slutte mig til en fuldkommen ubekjendt, kun ved noget visst je ne sais quoi sympatetisk betryggende, ogsaa sandhedssøgende Veifarende –, mig vil dette Spor altid føre til ett Maal, Slutstenen til denne min Overbevisning: Alt det onde, utaalelige, forvirrede i det store som i det smaa peger mod ett Udspring til den evige, store, uudsonede Verdensbrøde: Kvindens Afsættelse som tænkende, handlende, skabende Væsen, hendes aandelige Lemlæstelse, hendes moralske Vanmagt.

En Overgang til det bedre forberedes, men ogsaa kun forberedes. Det gjælder at gjøre sig fortrolig med, at vi befinder os i en Opbruddets og Gjæringens Tid, hvor det er vanskeligere end nogensinde for den kjæmpende Part at faa nogen heldbringende, end sige gjennemgribende, Indflydelse paa Tingene rundt om sig. For Kvinderne er Overgangen til de bedre Tilstande, de tilstræber, den værste, værre endnu end den gamle Tilstand, hvori ingen Bevidsthed endnu havde kastet nogen foruroligende Gnist. Inden de endnu har opnaaet noget ordentligt, kampudygtige, raadvilde og «forladt af de europæiske Magter», som de er, vil man lade dem bøde for Hensigten, og de maa gjøre sig fattede paa at møde al den opirrede Strenghed, hvormed man behandler mistænkte eller mislykkede Revolter. Man ser det allerede i utallige Tidens Tegn. Overalt, hvor Kvinden nævnes udenfor hendes huslige Pligters snævreste Omraade, er det blevet ligesom en Fællesoverenskomst det sterke Kjøn imellem, at det sker i en harcellerende Tone. De kan gjøre det saa trygt; der er ingen, der svarer!

Alle europæiske Blade hylder mer eller mindre denne Maner. Der gives ikke et Vittighedsblad, der ikke til den fadeste Yderlighed har udbyttet vor Tids utrerede Modedragter; men forener Kvinder sig til en Reform af disse Moder, som nylig var Tilfældet i England, saa har man de velsignede «Kvindemeetings», Bladenes Lækkerbisken. Saa utroligt det er, har jeg ogsaa set Sammenslutningen af Kvinder i et Øiemed som dette paa det groveste railleret. Overalt vil man møde denne Tilbøielighed til at nedklappe, hvad der i mindste Maade strækker sig op over det Niveau, hvor hun umiddelbart er bleven nødvendig og uundværlig for Manden, og truer med at vinde Terræn udenfor dette.

Endnu værre er de Kvinder farne, der, stillede paa en Plads, hvor de uundgaaelig rager op, tilsteder den Mulighed, at de kan virke indgribende paa Tidens store Begivenheder. Faar nu en saadan Begivenhed et slet Udfald, vil man straks se en Tilbøielighed til at rette Beskyldningen derfor mod Salonen og Boudoiret: Fru Serrano, hedte det saaledes engang, er Skyld i Spaniens Ulykke, og Fru Metternich i det andet Keiserdømmes Undergang, og Fru Mac Mahon i Præsidentskabets Forfald, og Lady Byron er Skyld i den store Digters moralske Do., og Grevinde Danner er Skyld i, at Fredrik den 7de kan forelske sig i hende og gifte sig med hende, – kort – où est la femme? lyder det over den hele Verden, naar Mændenes egne Lidenskaber har bragt Spillet aflave.

Denne vor Tids hevngjerrige Uvilje mod ethvert Tegn paa noget kvindeligt fremtrædende røber sig endog der, hvor andre Tider har tilkjendt det Beundring og Hyldest, og synker undertiden ned til den uridderligste Lavhed; vi mener, hvor en Kvinde, aabenlyst ofrende sig for et stort Formaal, stiger ud af sit Kjøns Indskrænkninger og Sedvaner. Vi vil kun erindre om den Maade, varieret i alle europæiske Blade, hvorpaa man har omtalt hin høihjertede unge Pige, der ofrede sig for Serberne i den sidste ulykkelige Krig. Det heder endelig tilsidst: «Serberne har til Tak, fordi den hollandske Amasone tilbød dem sit Liv, givet hende et Fakkeltog.» I et andet: «Den hollandske Amasone har skjænket hele sin Formue til Serberne, sandsynligvis af Rørelse over, at de har bragt hende et Fakkeltog.»

Det er ikke ganske greit at vide, hvem Sarkasmen her egentlig skal ramme, enten Amasonen, den moderne Jeanne d’Arc, eller hendes jammerlige Karl VII, Serberne; thi Pilen vender sig her med hele Vegten af sin Spot mod dem, der sendte den ud, og vi hører den hvine paa reneste Hollandsk: «Mit Liv, det forstaar jeg nok, I Tidens Mænd, kan ikke opveie noget som en Hyldning af eder; o nei, I skal faa alle mine Penge til!»

Ret betegnende slutter et andet Tidens Tegn sig dertil, nemlig den Bestræbelse, der røber sig overalt, at afklæde Kvinden alle Særkjender paa en egen personlig, selskabelig Stilling og lade hende totalt forsvinde i Mandens. Han har taget hendes Navn og laant hende sit. Det er ikke nok; hun maa nutildags ikke nævnes, uden at der erindres om, at den Smule laante Glans, der reflekterede deraf paa hende, – skriver sig fra ham. Jeg vil ikke nævne vort kjære Norge, hvor ikke engang en utvilsom, anerkjendt kvindelig Fortjeneste vilde kunne undgaa denne Afhængighed: kun gjennem et ham at gjælde noget. Selv en Georges Sand, en Rosa Bonheur – heldigvis har vi ingen saadanne – vilde absolut intet kunne opnaa af en offentlig Anerkjendelse, naar hun ikke havde et vegtigt Mandsnavn, helst flere, at spænde for dette Læs, det tungeste, mest fortvilet brydsomme, som kan forekomme i vore Bevilgningsforhandlinger. Altsaa, fordi hun tilfældigvis har en Mand eller en Broder, der har en viss Popularitet, kan hun muligvis opnaa – en Søsterlod!

Har hun ikke det, saa kan hun «lade Haabet udenfor», som det staar paa en viss Port. Søger man et saadant kvindeligt Navn i vore Antologier eller Forfatterleksikoner, saa vil man enten slet ikke finde det eller finde det ogsaa her indrubriceret under et Maskulinum – en Slegtning, der maaske har været en dygtig Skolemand eller Maalstræver.

Vi vil dog vende os fra den alvorligere Side af Sagen til en morsommere, en, der især har fundet Hjemmel i Tyskland (hvor, vil man paastaa, jeg ved ikke om med Ret, Kvindesagen skal have de længste Udsigter), nemlig den totale Forsvinden i Mands Navn og Stilling. Man skal ikke sige andet, end at disse Bestræbelser baade energisk og ganske konsekvent gjennemføres, da der begyndes ved Hofferne, hvor de høie Fyrstinder maa finde sig i at faa sine Døbenavne konfiskeret og overalt, privat og offentlig, at kaldes Prinsesse Max, Prinsesserne Friederich, Franz og Ferdinand, og strækker sig ned gjennem alle Klasser. At berømte Forfatteres Hustruer paa de Breve, de modtager, nævnes under Mandens Navn, f. Eks.: «Mad. Henrik Ibsen, Mad. Paul Heyse, Dichtergattinn», kan endda lade sig høre; men er hun selv Forfatterinde eller Kunstnerinde af nogen Betydning, og hun tilfældigvis har en Mand, der har skrevet nogle Leilighedsdigte i Augsburger Zeitung eller Schwäbischer Merkur, saa er det dog temmelig nedslaaende kun at se sig betegnet som Hr. N. N. Schulzes eller Hr. Schreibers eller Hr. Schmitts Dichtergattinn.

Dette Fører undertiden til de besværligste Omskrivninger, naar man bliver sat i den Nødvendighed officielt at nævne kvindelige Personer, naar de f. Eks. annonceres egteviede eller begravede. Vi faar da -meistersgattinnen, -schwestern og -witwen i alle optænkelige Genre og de merkværdigste Arter af -raths do., lige til Oberappellationsgerichtsrathsgattinn.Se Süddeutsche Presse for Mai d.A. Man tænke sig en saadan deutsche Gattinn, der har tilbragt maaske tre Fjerdedele af sit Liv i Skyggen af en Overappellationsgerichtsrath, og nu, da hendes Forløsningstime slaar, skal denne skrækindjagende Titel endog tynge hendes Himmelflugt.Det var ønskværdigt, om denne Skik ikke vandt for megen Indgang i vore nordiske Lande. Vi saa imidlertid ganske nylig en Moder avertere sin Datters Død, og dog stod denne af ganske ubegribelige Grunde i Begravelsesannoncen anført som «Handelsreisende Jeremiassens Søster».

Disse faa Træk af det herskende Sindelag mod Kvinde siger enkeltvis maaske ikke meget; men tilsammentagne naar de en sørgelig Betydning. De fortæller os, at selv disse stakkels beaux restes af et nedarvet Galanteri, som en Mand fordum, hvis han vilde regnes til det gode Selskab, ikke ganske turde unddrage hende, disse Kagesmuler, man stak os i Mund, forat vi skulde være stille, artige og lydige Børn, selv disse forsvinder mere og mere af vort Samfunds- og Selskabsliv. Mere hensynsløs, mere gratieforladt, end Tonen i vore Dage er bleven, kan den vel neppe blive. Hvad vilde A. v. Sternberg sige, hvis han havde oplevet vor Tid, han, der allerede for tyve Aar siden skrev sin Elegi over den gode Tones Forfald og jamrede over en Tid, som han ret betegnende kaldte Cigarens og Paletotens? Det er ikke usandsynligt, at hvor der for Alvor bliver Tale om en Kvindebevægelse, vil denne Omstændighed mere end nogen anden blive en medvirkende Faktor i samme. Vi Kvinder er nu engang saa: vi kan taale Aarhundreders forsmædelige Tryk uden Knur, saalænge man var lidt galant mod os og lod os første Rang i Vognene og ind ad Dørene, og saalænge vi fik Lov til at hede «Fru Majorinde N. N.» eller «Fru -raadinde N. N.» Vistnok tog vi ingen virksom Del i vor Overkonsistorialraads Retsforhandlinger og Eragtninger, ligesaa lidt som i vor Majors Tropperevuer; men det klang dog, som om vi ogsaa var noget; det gav os dog noget som et Skin af medborgerlig Betydning og Vigtighed.

Men tager man Skinnet fra os, vil man vore stakkels Illusioner og Selvskuffelser ogsaa tillivs, ja da ved vi rigtignok ikke, hvad vi griber til!

Vi skulde meget tage Feil, om ikke disse Tidens nedslaaende Tegn for største Del beror paa en Vildfarelse fra Mændenes Side, en fuldstændig Misforstaaelse af eller Ulyst til at ville forstaa Uhyret, Skræmselet, Emancipationen.

Deraf denne Mistro, denne skinsyge Luren paa ethvert Livstegn i den Retning for straks at kvæle det. Den overveiende Del af Mænd kan nemlig ikke tænke sig denne Emancipation uden i den krasseste Form, d.v.s. den kan umulig frembringe andet end docerende og doktorerende, disputerende, spekulerende og renomistererende Halvmænd, ser altsaa i disse Bestræbelser kun Indgreb i fremmede Eneprivilegier. De, der opfatter det saa, hører endda til de mindre farlige Modstandere, fordi denne Modstand dog hviler paa en Vildfarelse; – seigere, ubønhørligere vil den ytre sig blandt den Klasse Mænd, hvem en større Dannelse og Livserfaring vil bevare for Vildfarelsen – Mænd, der meget vel ved, at denne Opfatning beror paa en Misforstaaelse, men som ikke mindre skinsygt bevogter enhver Tomme af egen tilvant Magt Begge Klasser vil dog enes i ett: i disse Bestræbelser at se Revolten, lutter forbryderske Anslag mod Suveræniteten. Disse vor Tids nedslaaende Fænomener burde derfor ikke forundre os Kvinder altfor meget. Vi burde være fattet paa at se Herskeren ombytte den huldfulde Yndest, hvori vi engang stod, med den fortørnede Herskers Misgunst og ikke falde altfor meget i Forbauselse ved at se dem dale fra vore Bedstefædres lidt paa Skruer satte Galanteri ned til Tonen i vore Dage – begge disse Yderligheder maaske lige forkastelige, fordi de begge hviler paa en usund Grund: Kvindens hele usande Stilling i Samfundet.

Det er at erobre denne mere med hendes Menneskeværdighed stemmende, paa en sand Agtelse grundede Stilling, som nu er bleven hendes Opgave; det er gjennem denne at gjenvinde en Indflydelse, som man delvis dog fordum har indrømmet hende, hendes Stræben gaar ud – en Indflydelse, som man nu – man skulde sige i samme Forhold, som man skrigende trænger til den – mer og mer synes at være tilbøielig til ikke at indrømme hende.

Og her paa dette Punkt, ærede Hr. Forfatter, er det, vi atter mødes. Det er altsaa kun i Maaden, hvorpaa dette skal ske, det har vist sig, at vi er uenige. Har jeg forstaaet Dem ret, saa vil De, at Kvinden blot skal øve denne Indflydelse inden Dagligstuens og Barnekammerets Grænser; jeg vil, at den skal strække sig ogsaa udenfor Huset, at hun skal blive, hvad hun kunde og burde blive, og engang virkelig var – erfarer vi det ikke i saa mangen herlig fremtrædende Fortidens Skikkelse? – Slegtens Opdragerinde; men for at blive det maa hun vistnok lære at opdrage sig selv, det er: befri sig, det er: Emancipationen maa have sin Gang.

Efter hvad jeg ovenfor har ytret, og især hvis De havde gjort mig den Ære, som jeg ikke venter, at læse nogle tidligere over dette Emne trykte Tanker og Bekjendelser,Sidste Blade, 2den og 3dje Række, 1872. Malling. Christiania. vilde De ikke misforstaa, i hvad Betydning jeg vil have dette Selvopdragelsens og Befrielsens Verk gjennemført. De vilde deraf se, at for mig gaar denne Befrielse mindst af alt ud paa at forvandle Kvinderne til ubehagelige Mandfolk. At omskabe denne Lededukketilværelse, hvortil falsk Opdragelse, falsk Religiøsitet, falske Begreber om Kvindelighed fra Fødselen af har indviet dem, og gjengive dem til en sand menneskelig, det er disse Bestræbelsers Formaal. Det er deres sunde, gode, ufordærvedeubenyttede Menneskekræfter, vi trænger til. Som Selskabets Lededukker – o tvil ikke paa, jeg tager mig selv med; jeg lystrer Snoren saa perfekt som nogen, uagtet: «elle peut pleurer et parler parfaitement«, som det staar paa Pariserdukkerne – vil de altid have det billigende Nik tilrede for alt smaat og halvt og middelmaadigt, helst jo mere anmassende det træder op; dermed har de allerede indstillet sig til naturlige Befordrerinder og Beskytterinder af vore «Unoder«, vore «Vigtigperer«, vore «Familiesvøber«, vore «besværlige Mennesker» – kort alle disse Dagens uvederkvægelige Fremtoninger, som De med et saadant Mesterskab har forstaaet at skildre os.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fra de Stummes Leir

Fra de Stummes Leir er en samling artikler og essays der Camilla Collett hovedsaklig analyserer kvinnebildet i 1800-tallets europeiske romanlitteratur. Hun mener at romansjangeren er et vitnesbyrd over kvinners livsvilkår og konklusjonen hennes er at litteraturen lærer kvinner å oppgi seg selv. Fra de Stummes Leir er et tidlig eksempel på feministisk litteraturkritikk.

I forordet skriver Collett: «Den, som sender disse Blade ud i Verden ... er ikke den mere, som hun engang var eller syntes at være, det vil sige maatte være. Mindre maaske ved Natur og Anlæg end ved Forholdenes Tryk var hun stille og taus. ... Men tale vil jeg nu! Kunde mine Ord som Lyn, der splitter, falde ned i alle stumme Sjæle, fortrykte, som min engang var det, kvalte som min!»

Se faksimiler av 1. utgave fra 1877 (NB Digital)

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.