Fra de Stummes Leir

av Camilla Collett

Brev til M. Ernest Legouvé, Membre de l’Institut.

Paris den 31te Mai 1875.

Monsieur!
Tillad en Fremmed, som under et kortvarigt Ophold her i Paris har søgt og læst Deres Histoire morale des femmes, at udtrykke for Dem den Beundring, denne Bog har vakt, en Beundring, der, mere endnu end den kunstneriske Behandling af et delikat Emne, skyldes den Aand, der helt igjennem besjæler dette Verk. En sand Ridder uden Frygt og Daddel er her traadt i Skranken for en Sag, som Mænd, af gode Grunde, helst unddrager sig, en Sag, som, uagtet den uimodsigelig maa regnes til Menneskehedens største og vigtigste, dog maaske er den ugunstigst stillede af alle Sager, der for Tiden underkastes en Prøvelse.

Slaveemancipationens raske Udgang kan man forstaa; her stod to vældige Magter mod én. De ikke-slaveeiende med sine stumme Klienter mod Eierne, den hele humaniserede Menneskehed mod en liden forsvindende Parcel af samme. Men hvad Udsigter har en Sag, hvor de forurettede maa søge Forsvarerne blandt Foruretterne selv og kun har deres Ædelmod og Retfærdsfølelse at haabe og frygte alt af?

Naar jeg siger, at Deres Verk har vakt Beundring, maa jeg endnu føie til: Taknemmelighed – Taknemmelighed, ydet Dem i fuldt Maal af Kvinden og – jeg nødes til at bekjende det, Forfatterinden.

Forfatterinde ja – og det i et Land, som, medens det noget forsinket endnu maa arbeide paa at indtage en Rang blandt de ældre civiliserede Stater, resigneret finder sig i at regnes til Halvbarbarers, i det fjerne, af Deres Nation endnu kun lidet kjendte Norge.

Spørgsmaalet om Kvindens Frigjørelse er ikke ukjendt i vore skandinaviske Lande. Sverige har Æren af her at være gaaet foran og havde allerede tidligere, inden Sagen endnu havde vundet et Navn, en Form, i Fredrika Bremer, en af alle høiagtet fortræffelig Fortalerinde. Nutiden har fortsat hendes afbrudte Verk, dog mere i en praktisk Retning, i en Bestræbelse for at aabne Kvinder Adgang til nye Næringsveie, medens Spørgsmaalets ideelle Side endnu ikke i vore nordiske Lande har fundet nogen Talsmand som dem, der er traadte op i Frankrige og England. Hvor de rige lukker sin Haand, bliver Enkens Skjerv en Rigdom: Sandheden tro, nødes jeg til at oplyse, at den Forfatter, der for Øieblikket saa godt som alene har prøvet en Behandling af Spørgsmaalets moralske Side, er den samme, som sender Dem denne Hilsen, men som ogsaa, ved at gjennemlæse Ernest Legouvés Histoire morale des femmes for første Gang, skamfuld blev sig sin Utilstrækkelighed bevidst, dog kun for at føle sin Stræben dobbelt hævet og styrket i en anden.

Ja, en Fremstilling som denne staar det kun i en Mands Magt at give; den vil veie mere i Vegtskaalen end ti Bind fyldte med en Kvindes afmægtige Klager! For Historiens, for Kjendsgjerningernes Magt skal alt og alle tilsidst bøie sig! . . . Saa sagde jeg, da jeg, med Hjertet sammensnøret af Rædsel, flere Gange maatte vende mig bort fra disse Skildringer af Fortiden og dens Misgjerninger, bort fra disse Love, der endnu i vore Dage – en Skjendsel for vor Civilisation! – beskytter og begunstiger saadanne Misgjerninger! . . . Men en Mand har delt denne Rædsel for en forbrydersk Fortid, delt denne Foragt for Nutidens Egoisme og hyklerske Despoti,En merkværdig Paragraf i denne franske Lovgivning, der i Rettigheder stiller Kvinden i Rekke med «Forbrydere, Mindreaarige og Imbecile», er den, at det er Kvinder forbudt at gjøre sig bekjendt med disse Love. Det kan man kalde Bøddelens Galanteri, naar han binder For Øinene! han har udtalt denne Rædsel, denne Foragt i Ord, der river med sig som Lavinen, der splintrer som Lynet, men som ogsaa virker mildt vækkende og befrugtende som Solstraalen. Voilà l’avenir! sagde jeg, og trøstet lagde jeg Bogen bort.

Jeg sagde Utilstrækkelighed, jeg kalder det Afmagt, og jeg mener det af et oprigtigt Hjerte, naar jeg sammenholder Deres storslagne, til et Slag sammentrængte Indlæg i Kvindesagen med mine spredte Tankefragmenter. Dermed tør jeg ikke paastaa, at disse Bestræbelser har vist sig ganske virkningsløse. Ogsaa jeg har nydt den Tilfredsstillelse, som kun den opnaar, der sætter sin personlige Stilling, sin Livsfred ind for en usedvanlig Sag. Der mangler ingen, Monsieur, af disse dyre Trofæer, som man bringer hjem fra den Slags Kampe, hverken Glædesglimtene eller Lidelserne, hverken Anerkjendelsens Sødme eller den hadefulde, smaalige Misgunst.

Min Mand var Professor ved Universitetet i Christiania. Jeg har kjendt flere mere udprægede Aander, men ingen mere harmonisk begavet. Han var den, som gav Stødet til, at en taus, fortrykt Skabning, som kaldte sig hans Hustru, betraadte den Bane, der ved hans Død aabnede sig som en Slags aandelig Livsredning for hende. Vort korte Samliv syntes kun bestemt til at klargjøre for os selv og for hinanden, hvor merkværdig enige vi var i alle store Livsspørgsmaal, og til at opdage, hvor grunduenige vi som oftest var med Verden udenfor os. Saa syntes jeg ved hans, ak, saa tidlige Bortgang kun bestemt til at føre hans Idéer ud i Livet, en Mission, som mere end én Gang har øst Styrke og Udholdenhed i Tanken paa ham.

Saa meget, Monsieur, troede jeg at skylde Dem til Oplysning af dens personlige Forhold, der navngiven bærer en Hilsen til Dem fra mange, mange. Det er nemlig ikke uden Overvindelse, at jeg maa negte mig den Tilfredsstillelse, det vilde været for mig at opsøge Dem og personlig gjøre Deres Bekjendtskab. Et Lidende, som Paris’s herlige, milde Foraar ikke har bragt den forventede Lindring, driver mig til snarlig Afreise for at søge mulig Helbredelse gjennem en af Hjemmets Brøndkure. Saa maa jeg indskrænke mig til at sende Dem en søsterlig Hilsen og Tak – endnu en Gang Tak fra mig, fra alt, hvad der heder Kvinde, for Deres herlige Bog. Jeg vil gjøre alt for i vort Norden at vække den Opmerksomhed for den, som den saa høilig fortjener.

Modtag, Monsieur, Forsikringen om den Høiagtelse, etc.


Ovennævnte Verk af den baade som Menneske og Videnskabsmand høit ansete E. Legouvé saa allerede Dagens Lys i 1849, altsaa til en Tid, da den Sag, hvori den senere er bleven et saa mægtigt Indlæg, endnu ikke ret var optaget paa Tidsforhandlingernes Budget.

Forfatteren oplyser os i en Fortale om, at han, betænkelig over det uvante Emne, først besluttede at give Hovedindholdet i Form af Foredrag. En Række Forelæsninger, afholdt i Collège de France, fulgte Beslutningen. Den levende Deltagelse, ja varme Interesse, hvormed disse Foredrag mødtes af alle, fra Studenter til Universitetets Ældste, hævede enhver Betænkelighed for Udgivelsen af Bogen, der senere har oplevet flere Oplag.

Brevskriverinden har ikke troet bedre at kunne vække Opmerksomheden for dette Verk blandt Landsmænd end ved kort og godt at offentliggjøre ovenstaaende Skrivelse til Forfatteren.

Saa være det da anbefalet til alle og enhver, der ønsker at danne sig et paa historiske Fakta grundet Udgangspunkt for Opfatningen af en Sag, der endnu hos os stevner frem paa Ræsonnementets og Følelsens usikre Vingeslag.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fra de Stummes Leir

Fra de Stummes Leir er en samling artikler og essays der Camilla Collett hovedsaklig analyserer kvinnebildet i 1800-tallets europeiske romanlitteratur. Hun mener at romansjangeren er et vitnesbyrd over kvinners livsvilkår og konklusjonen hennes er at litteraturen lærer kvinner å oppgi seg selv. Fra de Stummes Leir er et tidlig eksempel på feministisk litteraturkritikk.

I forordet skriver Collett: «Den, som sender disse Blade ud i Verden ... er ikke den mere, som hun engang var eller syntes at være, det vil sige maatte være. Mindre maaske ved Natur og Anlæg end ved Forholdenes Tryk var hun stille og taus. ... Men tale vil jeg nu! Kunde mine Ord som Lyn, der splitter, falde ned i alle stumme Sjæle, fortrykte, som min engang var det, kvalte som min!»

Se faksimiler av 1. utgave fra 1877 (NB Digital)

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.