[I tusmørket.]

I tusmørket.

Denne blomst, denne underlige blomst … Hun satte sig tæt hen til den og lod dens fine, lange stængel kjærtegne sit knæ.

Dens duft fyldte hende med en hemmelig lykke. Hun læste sin egen længsel i blomstens store, bløde øine. Hun havde fundet noget igjen i den, noget hun havde mistet, en klang, en tone i sin sjæl. Den sang en hymne, hun havde glemt. Oh, det smerted som en krænkelse, naar en af de store, hvide øine visned bort og faldt!

Og hun tænkte paa alle sit livs brogede, duftende blomster. Hun følte dem flagre omkring sig lig tusindvingede, tusindfarvede fugle. Alle melodier havde de sunget, alle farver havde de spundet over hendes nat og dag.

Men denne ene, eneste blomst, som hun aldrig før havde seet, som en morgen stod i hendes stue unærmelig og tankefuld, med en krans af lysende stjerner om sit hoved, sang hendes sjæls farve og længsel. Og naar en bølge af dens aande traf hende, følte hun, at hun skjælved og blev hed af lykke.

Mange stjerner havde danset om i hendes liv, glitrende som rimfrost i en granskov, dansende som stjernerne paa bunden af en sø. Men denne ene, ensomme stjerne var den eneste hellige stjerne i hendes liv, stjernen over hendes Bethlehem …

Hvor ung hun dengang var og hvor fjern fra livet! Saa fjern, at selv hendes længsel neppe naaed det. Hun saa sig selv med favnen fuld af blomster, kornblomster, blaa som hendes eget sind, blaa som hendes tankelette foraarssjæl. Og hun kasted og strøed blomsterne omkring sig, strøed og samled … gule i haaret, røde om armene, blaa og hvide … tulipaner, fioler, syringer … Og duften fyldte hendes sind, men sjælen sov.

Saa kom rosernes dage. Bare roser, fulde, tunge, flammende roser … Hele livet var en rosenhæk, og hun suged duften ind med alle porer.

Men da roserne visned, glæded hun sig. Hun nød at se bladene gulne i randen. Hun tog begge hænder fuld og lod dem falde, et for et. Hun rysted hækken, saa en regn af matte, blege blade risled over hendes hoved. Og hun saa, at roserne var sorte med forkullede blade

Da gik hun langsomt langs bække og myrer, og hun samled myrens blege voksblomster med de dunede stængler, hun samled bækkens hvide kalablomster med de gyldne munde, hun samled søens matlysende stjerner og roser med de kolde, vaade arme, og snigende voksed de ind i hendes hjerte og suged sig fast derinde.

Men hun frøs, og en morgen følte hun sit hjerte som en hvid og kold krystal. Glansen skar hende i øinene, og hun længtes efter hemmelige blomster, som ingen sol havde skinnet paa, farlige blomster, som bar gift i sine aarer, bedøvende og uforstaaelige.

Og en nat fandt hun dybt inde i skoven, inde i skyggen, hvor ingen solstraale kunde naa frem, en mørk og skjæbnesvanger plante med laadne blade og tungsindige klokker af farve hentet fra himmelen og fra jorden. Hun læste graadig i dens slørede øine, hun pressed den til sit hjerte, og hun følte, at hun elsked dens giftige aande.

Stille tog hun den med til sit hjem, triumferende satte hun den i høialteret og ofred til den. Og en gysende glæde fyldte hende ved at se giften dryppe ned, draabe for draabe dryppe over sit allerhelligste …

Men ogsaa hendes stolte giftblomst visned, og da den træt folded sine blade sammen, rev hun den rasende ned fra sin helligdom og kasted den ud paa gaden.

Nu vilde hun ingen blomster mere … Men de kom, de voksed op allevegne, de myldred omkring hende, flagred omkring i hendes stue som tusindvingede, tusindfarvede fugle. Skinnende liljer slikked efter hende med glødende mennesketunger, orchideer, chrysantemer, kaktus, orleander … brune, gule, underlig røde, blaa som eventyrets lysende grotte. Duften fortumled hende … hun hørte deres hvisken … nu saa hun hele blomsterskaren skride imod sig … de trykked hende, pressed hende, de pusted hende sin skrækkelige aande ind i ansigtet … hun kvaltes … hun kvaltes … oh!

Hun var jo alene og kun en blomst, hendes sjæls blomst stod ved hendes side. Den kjærtegned hende med sin lange, fine stængel og saa paa hende med de store, hvide stjerneøine.

Da følte hun sit hjerte banke af en ny lykke, hun følte dets strenge klinge under blomstens blik: min stjerne, stjernen over min sjæl!

Og sangen steg og fyldte rummet, og hun vidste, at hendes lykke boed i den: min stjerne, stjernen over min sjæl …

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.