[Sing mir das Lied vom Leben und vom Tode …]

Sing mir das Lied vom
Leben und vom Tode …

Nu var han død.

Hun sad ubevægelig og saa nysgjerrig ned paa det blege ansigt med de lukkede øine.

Hvor han havde elsket hende! Hans kjærlighed havde hyllet hende i dronningskrud, havde sat en usynlig dronningkrone paa hendes hoved, en krone, som alle følte, alle bøiede sig for. Hans øines lysende straaler havde spundet et diadem om hendes pande, stoltere end nogen kongelig herskerinde havde baaret det. Hun havde været dronning i kjærlighedens rige, thi aldrig havde nogen mand elsket en kvinde høiere end han hende.

Og nu var han død.

Aldrig mere skulde hun læse i hans øine, at hun var solen, hvorom jorden dreied sig. Aldrig mere skulde hun føle duften af de blomster, hans kjærlighed avlede frem omkring hende. Blomsterne var nu visnede, og dronningkronen havde dødens knokkelhaand revet af hendes hoved.

Hun sad og saa paa den dødes stille ansigt og tænkte paa alt, han havde givet hende og – hvor lidet hun havde givet igjen.

Han var død og hun sad uden taarer og betragted hans stivnede ansigt, som før havde straalet af lykke over hende. Hun følte sig rolig, lettet, næsten glad. Hun strakte armene ud og aandede dybt, som befriet fra en pinlig tanke.

Ah, blomsterne i hans kjærligheds have havde vokset for yppigt omkring hende, duften havde betaget hende aandedrættet, blomsterrankerne havde slynget sig omkring hendes liv, til hun havde følt sig bunden paa hænder og fødder.

I hans øine laa altid tusinde spørgsmaal: elsker du mig? Elsker du mig nu? Elsker du mig saadan? … Hun havde følt sig som en skyldner, der ikke kan indfri sin gjæld. Hun havde følt sig ydmyget, beskjæmmet af denne store, uudgrundelige lidenskab, som hun selv ingen evne havde til at føle.

Og nu var han død, og hun strakte armene ud i velvære som en, der vaagner af et mareridt.

Han havde sat en efeukranset mur for hendes liv for at tvinge hende kun at se ham, ham, ham. Den vilde hun nu rive ned og aabne for alle vinde.

Og tiden gik.

Hun tænkte sjelden paa ham, som var død og længtes ikke tilbage. Hun var ung, og hendes skjønhed var af den mangfoldige og vekslende art, der fængsler og fanger fantasien. Hendes smil var fuldt af gaader, og mange var de, der ønsked at tyde dem.

Men hendes længsler gik vide veie, og hendes smil gjaldt hendes egne tankers ekko. Hun nød sine følelsers ubundne ubestemmelighed, sine tankers evige ebbe og flod.

Hun ønsked ingen ørn, hvis stolte vinger kunde føre hende mod skyerne, og heller ingen nattergal til at synge sin skjønheds pris. Hun vilde fylde sit liv med sine egne drømmes regnbuefarvede spindelvæv.

Og tiden gik.

Og en dag kom, da hendes længsel begyndte at søge et maal, en afgrund, den kunde dukke tilbunds i. En dag kom, da hendes hjerte begyndte at længes efter et andet hjertes stærke slag. Og hun begyndte med længselsfuld angst at se ind i de øine, der søgende mødte hendes.

Da traf hende en dag et blik. Det brændte hende som en flamme. Hun lukked øinene fortumlet, blændet.

Hun kjendte dette blik, der tvang hende i knæ med sin mægtige ømhed. Hun havde før følt denne flamme slaa omkring sit hjerte.

Men hvor? Naar?

Og hun gik dage og nætter og grubled over denne gaade, over disse øine, der fyldte hende med gru, men tillige med en syg længsel, hun aldrig før havde kjendt.

Og med et vidste hun det … Det var hans øine! Hans! Den dødes! Det var den mands øine, der havde elsket hende saa høit, at hans kjærligheds vingeslag selv etter døden fulgte hendes liv.

Kom han for at spørge, om hun virkelig havde ladet ham falde som et vissent blad, om hun havde begravet erindringen om ham og hans elskov med hans stivnede legeme?

Nei, hun vilde ikke se disse fordrende øine, hun vilde ikke nu mindes om sin gjæld. Og hun undveg alle blikke for kun ikke at møde dette ene med dets flammespørgsmaal, hun ikke vilde søge svar paa.

Og tiden gik.

De spørgende øine var atter forsvundne af hendes liv. De havde atter lukket sig for livets sorg og vrede. Hun grunded ikke mere over disse øines sørgmodige anklage.

Da hørte hun en dag hans stemme.

Hun blegned i rædsel. Hvorfra kom denne stemme? Hans stemme?

Nei, nei, det var ikke sandt. Det var havets dunkle sange, der havde vakt en erindring tillive i hendes sjæl. Hun havde saa ofte gaaet med ham langs havstranden, hun havde saa ofte hørt hans stemme tale om sin kjærlighed i rytme med bølgernes stigen og falden … Men nei, nu hørte hun den atter … det var ikke havet, det var ham, ham der hvisked hende i øret, at han ikke var død, at han aldrig kunde dø, da hans kjærlighed var stærkere end liv og død, da hans kjærlighed var udødelig.

Hun flygtede af angst for denne røst fra de dødes rige. Hun reiste over have og lande for ikke at mindes om ham, om hans blik, om hans kjærlighed, som var stærkere end liv og død.

Hun forhærded sit hjerte, og en dag kasted hun leende hans ring i havet.

Da hørte hun hans hjerte banke. Hun lytted. Hun kjendte dette feberhede hjerteslag. Hun skjælved.

Hvor det slog dette store, uudgrundelige hjerte, der kun havde banket for hende! Hun hørte det i havet, i jorden under sine fødder, i de store, sorte fjelde. Og nu hørte hun hans syge hjerte fuldt af elskov banke inde i sit eget. Og hun følte, hvordan han lagde sine arme omkring hende og trykked hende til dette hjerte, som ikke kunde dø, da det var saa fuldt af kjærlighed.

Og nu hørte hun kun ham, saa hun kun ham, ham overalt. Hun følte hans haand omklamre sin, hun hørte hans stemme hviske om og om igjen, hvor han elsked hende, at hun var alt for ham, at ingen død, ingen grav kunde hindre ham i at følge hende altid, i tid og evighed.

Hun havde seet ind i disse øine, der altid hos hende havde søgt en glød, en hengivelse, de aldrig havde fundet. Hun havde følt hans feberhede pulsslag i sine egne aarer, hans vildtbankende hjerte i sit eget bryst – og nu grebes hun selv af den samme syge, haabløse længsel efter ham, efter hans legemlige nærhed, hans lidenskab, hun grebes af den samme ustillelige længsel, der havde forgiftet hele hans liv.

Da bøied hun knæ for mindet om ham, for mindet om hans store kjærlighed. Hun bygged et tempel for ham i sit hjerte, og alle sine drømme, sin smerte og sin længsel lod hun lig virak ombølge hans billede, den mands billede, hvis kjærlighed efter døden havde beseiret hendes hjerte, der efter døden havde skjænket hende sin egen længsels skjæbnesvangre gave.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.