XV.

Ein ven, frisk Sundag i Februar. Lind Frost, lett Luft; døyvt Solskin fraa halvslørd Himil.

Inne paa Aase stend Enok og les Teksti. Den sæle Smilen hans er kje so tydeleg i Dag. Der er heller noko graatt og trøytt yvi Andlite.

Ein logn, tung Torv-Varme fyller Stogo. Golve er straatt med frisk Sand. Anna sìt i Armstolen ved Vogga og blundar so smaatt; attum henne hev Smaagjentune gøymt seg.

Ho Jorina sìt i Omnskraai og dubbar. Paa kvar-si Side av det grøne Borde, like under Augo hans Enok, sìt Gunnar og Carolus; dei ser ut som dei høyrer paa Teksti.

Paa Veggen ved Kammersdøri heng Klokka og tikkar i sitt høge Hus. Tikk – tikk; tikk – tikk … syvjugt og seint; Carolus têl: ein–tvo; tri–fir’ … noko fær ein finne paa, so ein ikkje skal somne.

159Gunnar drøymer um Arabia. Der vil han byggje seg ei Borg. Den skal vera slik og slik, og hava so og so mange Rom; der og der skal Carolus bu; og der vil han vera sjølv; dessutan vil han taka med seg Borni hans Per der nord, so dei vert mange nok til aa slaa Trebonius.

Kannhende han gifter seg med Olina ein Gong? – Uff nei. Men dette som han Carolus fortèl um … det maa vera løje.

All Ting veit han Carolus. Kven hev sagt han dette, tru? Kann han ha set det? – Det vil Gunnar spyrja etter i Kveld. Det er so gildt med det at dei ligg ihop no; so kann dei faa røda so mykje. –

– Enok las og las, men var som so daud; hadde kje den rette Gleda i Orde. Det var ein av dei myrke Dagane dette; Soli gøymde seg attum Skyir, og det var Skugge i Hjarta hans. Men Frelsarhandi heldt; so rædd turvte han ikkje vera.

I seinare Tidir var han kje so jamt paa Tabor som fyrr. Berre ein Gong imillomaat, naar Gud serleg vilde vise han sin Naade. Stundom kom han heller langt nedimot Dalen, totte han. Djevelen narra han ofte med sine Knìp, og Suti for «i Morgo» fekk Tak paa han altfor ofte. Men han visste, at som han hadde det no, med Fall og Uppreisning og 160mykje Strid, so var det ein kristin maatte vente aa hava det i Jammerdalen. Og so laut Enok vera glad likevel. Glad at han fekk stride den gode Striden og vart agta verdig til aa prøvast i mange Freistingar.

Berre Gud vilde hjelpe han med Husfolke hans, so det og snart kunde koma til Jesus. Han totte det gjekk smaatt med dette, og bad ofte um Tòlmod. Og han arbeidde og stridde med Lesing og Bøn, og preika Orde baade i Tid og Utid; so lengi skulde dei høyre kor god og ljuvleg Herren var, til dess dei ikkje kunde halde seg burte lenger.

– Undrast paa kva det kunde vera han Gunnar tenkte so paa no; han sat og stirde med slike tome Augo. Enok vilde til aa spyrja han um dette, kannhende skræme han litegrand, so han kunde minnast det ei Stund; – daa høyrdest det Stìg ut paa Vegin. Alle vakna og glytte ut. Kjære Folk; var det kje Student Olsen, som kom svingande?

Gunnar og Carolus blinka til kvarandre; han kom hit. Gudskjelov, Gudskjelov …

– Tri sopande Stìg inn Gangen; knakk-knakk paa Døri; inn steig Olsen mager og lang. Flosshatten hadde han teki av Hovude; men endaa laut han bøygje seg. «Goddag; signe Andagten.» – «Takk. – Du maa sjaa du fær sitja.»

161Olsen drog upp Frakkebreiddine og sette seg paa den næmaste Stolen; «mykje til fint Vêr.» Han var ædrug i Dag; tala Bygdemaale. Hatten lagde han paa Knée; Staven sat han med i Handi; Ryggen var rak som eit Skaft. Han var skallutt framme og langhærd bak; Andlite var magert og skarpt med djupe Fòrur; i Kinni var som ein Kul av Tòbak-Skraae. Dei blygraae smaae Augo blinka jamt og tidt. Frakken var blankslìten, Halsskjorta flekkut, Styvlane skakke og mest hælelause. Han hadde stygge Drykkjeridir, Olsen, og det var smaatt med han i det heile; men han var lærd, og so hadde Enok som ein Vyrdnad for han korso.

Dei kom i Svall. Gunnar og Carolus blinka til kvarandre. «Eg gjeng burt og ser um Øykjine,» sagde Carolus og rusla ut. Gunnar snart etter – Kammersvegen. So kunde han Far tru at han vilde ut og lesa paa Leksa si. –

Olsen var komin «i Forretningar» i Dag. Han vilde høyre um Enok kunde ha Bruk for ein Huslærar kannhende. «Eg høyrer du hev fengi nok av det som Folk her kallar Skule,» sa han; «og daa eg just hev fritt i nokre Vìkur no, so kunde det høva godt kannskje.»

«Ja –.» Enok drog paa det.

162Han visste at Olsen var dyr. Men naar Gud sende Mannen hit, so var det kannhende hans Vilje. Ein kunde slaa seg ihop med han Per, so vart det kje so vondt dyrt likevel. Hans eigi Skuling gjekk det smaatt med, det var sant; lite Stundir vart det, og denne stakkars Gunnar’en med sin Uhug til Boki … det var vel gali at han gjekk soleis lenger. «Kva meiner du, Anna?»

Anna talde til av beste Magt. Baade Gunnar og Serina stod til atters for sine Jamaldringar; og um me kunde forsvara aa lata henne Jorina gaa med so lite Skule …

Det meinte ho skulde hjelpe, og det hjelpte. Dagen etter sat Borni hans Enok paa Skulebenken; dei hans Per der nord var au med.

Glad var Gunnar. No fekk han gange sundagsklædd! Og so var det Fristundine. Daa tumla han seg reint villt. FangtokstForfatternote: Fang-takast: brjotast. og slogst og ylte i høgan Sky, og fann paa alle Slags Fantestykkje. Serleg leid var han med henne Olina hans Per; lugga og slog henne; kneip henne i Armane og stakk henne med Naalir; stundom kasta han henne i Bakken og drog henne rundt etter Føtane; ho laut klaga til Olsen. Det var reint rart, so vill han hadde vorti; han var verre enn alle ihop.

163Elles gjekk det godt. Olsen var glup til aa halde Skule, naar han hadde dei gode Ridine; han fekk Liv i Borni, og dei fylgde med. Streng var han ikkje; dei fekk røde og læ og sitja som dei vilde mest; sjølv spanta han att og fram paa Golve og berre liksom tala med deim. Men skyna han at dei vart leide, so jaga han dei ut; «no duger de kje til anna enn til aa slaa Tribonius,» sa han.

Enok hadde aat han for denne Maaten hans; det var gali aa halde so lite Tukt, meinte han. Borni lika det nok; men just det var eit vondt Merke; ein skulde agte seg for det som var gildt for Kjøt og Blod. «Eg brukar min Metode,» sa Olsen.

Men um Kveldane heldt han seg paa Garden, helst hjaa han Helge, der det stundom var ein Dram aa faa. Og fekk han ein Dram eller tvo, so «preika» han. Og Folk samla seg og hadde Moro av dette. Men vart han drukkin, fortalde han sine «Oplevelser»; det var der ingin som skyna seg paa. Daa vart Olsen vond. Eller han sukka og vart hugtung. «Man tænke sig, her staar jeg, Norges største Digter; – og i hvilke Omgivelser! Ah, quelle vie, quelle vie, ah! voici un malheureux!» – og anna Javl, som skulde vera Franskt, lét han um.Forfatternote: laate um: «lade sig forlyde med».

164Daa Laurdagen kom, slutta han Klokka tolv og strauk paa Bygdi.

Han kom kje heim fyrr dei hadde eti til Kvelds. Og daa var han svært høgtidsam.

«Tak, ikke Mad.» Stakkar; i Kveld tala han Bymaal.

Han gjekk paa Golve med svingande Faktir og store Stìg, og kremta og kremta som han vilde segja noko. So lagde han Armane yvir Bringa og stellte seg upp. «Høistærede Enok Haave. Har jeg nogensinde fortalt dig om min Besøgelses-Tid?»

– «Eg vil ynskja du hadde kjent din Besøgelses Tid,» svara Enok; han sad og smidde paa eit Spadeskaft.

Olsen tok til aa gange att; hadde visst ikkje høyrt Svare. «Ja, min Ven; saadant oplever ikke Per og Paal! I det hele taget. Man blir ikke Digter, hvis man ikke mindst en Gang i sit Liv har været gal, – som Filistrene kalder det.

«Hm. Jeg husker det som det var igaar. Det var en lys, lys Morgen. Jeg dampede ud over den herlige Kristianiafjord; mit Maal var at besøge en viden berømt dansk Nervelæge … jeg var nemlig ikke gal, men nervøs. ‘Mod Syd, mod Syd som den vilde Gaas!’ heder det i et af mine Digte. Som jeg nu sad der alene for mig selv paa et vist Sted, da gik det 165med engang op for mig –: du, Ole Christian Olsen, du er, reverenter talt, en L–. Men dit Indre, din Sjæl, er en Udstraaling, en Straale … en Udsitren af Altets Ophav, den store Overdigter …» Han rette Armen ut og didra med Fingrane.

«Og jeg følte Gud i mig lys levende. Kan du tænke dig noget saadant, Enok?»

«Eg hev … kanskje upplivt det som var større.»

«Gudskelov, at du forstaar mig, Enok. Det er velsignet at være blandt oplyste Folk.

«Ja det var en stor Tid. Siden gik jeg længe som i en salig Rus; en let, lys Taage, som jeg kaldte Digtertaagen. Og en vældig Stemme i mig sagde tydelig, uden Ord: Du er den som er større end Shakespeare.

«Omsider begyndte det at gaa rundt for mig. Og der kommer nu en Episode som er – i subjektiv Forstand – noget af det interessanteste jeg har oplevet. Min saakaldte Galskab var nemlig en stærkt beaandet Fantasitilværelse … begavet med en Digterevne, som jeg aldrig har havt hverken før eller siden. ‘En Seilersky saa lys og let’ … Hører du efter, Enok?»

«Aa, eg høyrer nok …»

«Jeg troede dengang, at det var Jordens magnetiske Udstrømning, som foraarsagede 166Kræfternes Aftagen og omsider Døden. Nu var Udstrømningen ophørt; Jorden beholdt sin magnetiske Kraft i sig selv, og de Døde vendte tilbage.

«Rummet var forsaavidt ophørt, som jeg kunde tale ligesaa godt med en Mand i Grækenland og Rom som med en i mit eget Værelse. Naar jeg siger at jeg extemporerede tusind Vers, siger jeg altfor lidet. For i hele tre Maaneder forekom det mig, at mit Publikum var samlet – nei, opmærksomt – Klokken otte; og da trakterede jeg dem i Regelen lige til Klokken elleve med det ene Vers efter det andet; og disse Vers knitrede af Esprit; og hvad Formfuldendtheden angaar, saa har jeg udenfor Daarekisten ofte ikke naaet den, men aldrig overtruffet den.»

«Hm; ja dette –» tok Enok i. Men Olsen letst ikkje høyre.

«He–he; engang indbildte jeg mig, at Goethe havde sagt eller gjort noget som mishagede mig; og saa gav jeg mig til at angribe Goethe. – Goethe er en afdød Kollega af mig, en af de største Digtere, som nogensinde har existeret. – Det første Vers vil enhver erkjende Urigtigheden af –:

«Er sass ja ganz wie blind und taub
in vielen, langen Jahren …»

Forfatternote: Av «Olsens» Forteljing i Kap. XV er Stykke fraa «Omsider begyndte det at gaa rundt» til og med det tyske Verse laant fraa eit (forbòdi) lite Skrift av ein eldre Forfattar.

167«Ah, c’est vrai; du forstaar ikke Tysk. Ah, l’imbecile … Men nu skal du høre noget, jeg digtede paa Norsk; det var til Henrik Wergeland, hvem jeg angreb for hans Usædelighed, – og det med Rette.

‘Hvor længe, Henrik – –’»

«Hm,» kremta Enok; «du fær gaa burt etter Salmebøkane, Gunnar. Det er paa Tidi no, at me held Bøni.»

Olsen stana og slog ut med Armane.

«I Øgleunger!» sette han i; «vogter eder for den aandelige Hoffærdighed! Vogter eder for dem, der holder lange Bønner og siger Herre, Herre, men fornægter og foragter Herren i hans Værk og i hans store Aabenbarelser! De kjender hverken Goethe eller Shakespeare, men vil kjende Gud! – hah. Sandelig siger jeg eder, eders Bønner og Herre-Herre-Raab skal ikke hjelpe eder; intet skal hjelpe eder; thi I søger Frelsen udenfor eder, hvor den ikke er at finde. I Æsler! intet kan frelse os, naar vi ikke kan frelse os selv! Om du tror, men dit Blod løber sygt og tungt og sort i dine Aarer, da skal ogsaa din Tro vorde dig til Sygdom og Fordærvelse. Sandelig siger jeg eder: det kommer ikke an paa Troen, men paa Blodet! I Daarer, I taler i eders Raahed om Jesu Blod; vide I da ikke, 168at naar der tales om Blodet, om det frelsende Blod, da er det eders eget Blod, eders eget friske, røde Blod! – thi i det ligger Frelsen, men ikke i noget andet! Der er ikke Frelse i nogen Ting, hvad enten det kalder sig Tro eller Troldom! Men I skal være som de der ikke have Lægedom behov! Ser til Himmelens Fugle! I Fæhoder, hvad andet lærte Jesus end Sundhed og et let Sind! Glæde er den bedste Medicin, og den bedste Medicin er den bedste Religion; derfor skal I synge Sange til Evans Pris, ligesom den salig Guds Mand Presten Zetlitz; men vorder ikke siddende her i disse mørke Huler og grubler over eders saakaldte Synder; he-he, Synder! som om en BauerForfatternote: Bauer (tysk): Bonde. kunde synde! Jeg synes jeg ser Vorherre sidde og tælle ihop de Smaadumhederne og Smaaraahederne, som falder af efter dere, og som dere smykker med det høitravende Navn «Synd»; ha-ha; Synd! I har Fanden ta mig ikke saa megen Sjæl, ikke saa megen – –»

«No kann det vera nok!» sette Enok i. «Jau no kom nok Hjartemeiningi upp, no! Det er som det stend: Born og fulle Folk kann kje tegja med –»

«Hvad! Sa han fulle Folk! Tror han kanske, jeg er fuld? – Jeg!» – Olsen strama seg upp og vart stiv som ein Stake. So tok 169han Hatten og Staven og skreid ut. «L’imbecile!» ropa han i Døri.

Dei saag kje meir til han. Men Morgonen etter kom det Bod fraa han Per der nord etter Panken hans og ein OrtForfatternote: 1 Ort 6 Skill. = 1 Kr. og seks, som han skulde hava av Enok for otte Dagar Skule.

– Det sat som ein Agg i Enok etter dette.

Han hadde synda. Vantruin og ulydig hadde han vori. Guds Vilje hadde han visst: at han skulde vera Lærar sjølv i Huse sitt; og Hjelp til dette skulde han faa; det hadde Gud lova han tydeleg. Men so hadde han vorti utòlig. Det gjekk ikkje godt nok, og det gjekk ikkje fort nok; han hadde for mykje aa gjera. For denne hans Tvil og Vantru hadde Gud no teki Hjelpi si fraa han, so det vart som han trudde, at han ikkje greidde det. Det var som med Petrus, daa han gjekk paa Vatne; han sokk so snart han tvila. Men Enok hadde kje som Petrus vendt seg til Herren; han hadde vendt seg til Olsen.

Og «forbandet er den Mand, som forlader sig paa Mennesker og held Kjød for sin Arm.» Ikkje berre med Vantru hadde han synda; Uppreist hadde han gjort. Og so braadt som det var komi! so reint uforvarande! Han 170hadde kje visst av nokon Ting; tottest staa i Naaden som fyrr; og med ein Gong laag han der; hadde gjort den verste Syndi eit Guds Barn kunde gjera.

Di meir han tenkte, di større vart Syndi, og ei Rædsle tok han, so han misste sin Fred. Og no kom Straffi. Huglaus og kald vanka han um; all Barnefrihug veik fraa han; halvrædd og uhùga gjekk han til Ord og Bøn; der var kje Hjelp i noko no, av di Gud heldt sin Naade burte. Verdslege Sorgir og Tankar fekk Magt med han kvar Stundi, og han tenkte med Fælske paa, kor lett Spel Sattan vilde hava med han, um han fekk Lov til aa gange paa han no. Det var Dagar daa han kjende seg so naadetom og kald, at han mest kunde tru Live var utsløkt; det einaste han hadde var Lengten etter Gud, ein veik, uroleg Lengt som ein litin bivrande Gneiste. Det var Trui; han visste det; men ho var so kraftlaus, at der inga Trøyst var i ho og inga Trygd; og Bøni hans var so arm, at ho kunde knapt naa upp for Truna og for Lambe.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.