Den Fremsynte

av Jonas Lie

ANDET AFSNIT. DAVID HOLSTS OPTEGNELSER

Nordland og Nordlændingen

Forsaavidt et Menneske som jeg, der lever i en saa sørgelig Virkelighed, tør tale om Illusioner – hvilken Mængde og hvilke store Illusioner har jeg saa ikke her inde i Kristiania faaet knust i de to–tre Aar, siden jeg forlod mit Hjem i Nordland og er bleven Student; – hvor graa og mat er ikke denne Verden hernede, hvor smaa og smaalige mod, hvad jeg har tænkt mig baade Mennesker og Forholde!

Jeg var i Eftermiddag med nogle Venner ude og fiskede paa Fjorden, og vi morede os naturligvis allesammen – undtagen jeg, der dog ypperligt lod, som jeg gjorde det.

Nei, jeg morede mig ikke!

Vi sad i en fladbundet, bred, styg Baad, som de kaldte «Pram», en Indretning, der ligner en Vadskerbalje, og fiskede den ganske Eftermiddag i noget grum set Vand paa faa Alens Dybde med et spædt Snøre tilsammen ialt 7, syv Hvittinger – og saa roede man da tilfreds iland!

Jeg befandt mig næsten vammel; thi lig denne Pram uden Kjøl, hvorpaa den kan ligge en Kurs, uden Sejl, der ikke engang anstændigt kan tænkes sat paa den, uden Sjøgang, hvilket den ikke vilde taale, og lig denne grumsede, graa, bølgeløse Sjø udenfor Staden med nogle faa smaa Hvittinger i – synes mig igrunden hele Livet hernede. Det har ikke i nogen Henseende andet at byde end saadanne smaa Hvittinger.

Mens de andre snakkede, sad jeg og tænkte paa en Fisketur, hvor hun var med, ude mellem Vetteskjærene hjemme i vor lille seksaarings Baad. Hvilken anden Dag, hvilken anden Baad, hvilket andet Eventyr!

Ja, hvor eventyrløst, fattigt og graat er dog ikke Livet hernede paa de rige, kornbærende Lerbakker og den af Dampbaadsrøg sodede Hovedstadsfjord eller herinde i selve Byen imod hjemme.

Men ymtede jeg dette høit, vilde disse overlegne Folk rigtignok sætte store Øine.

Man taler her om Fiskeri og mener derved nogle fattige Dræt Torsk og Hvittinger.

En Nordlænding forstaar derved, som i alt andet det tusinddobbelte, han mener Lofotens og Finmarkens Millioner og derhos en overstrømmende Mangfoldighed af Arter, fra Hvalerne, der sprøite gjennem Sundene, med store, fossende Fiskestimer foran sig, ned til de allermindste.

Den eneste bemærkbare Fisk, jeg kjender hernede, og som jeg altid seer paa, hvor jeg finder den, er Guld- og Sølvfisken, som man holder i Glas, ligesom man har Kanarifuglen i Bur; men den er igjen fra et andet Eventyrland i Syden.

Ved Fugl forestiller en Nordlænding sig hellerikke, som hernede, bare et og andet Stykke Madvildt, men en Himmelens Hob af alle Slags, bølgende i Luften som en hvid Brænding om Fuglebjergene, et helt skrigende, myldrende Sneveir over Æggeværene.

Han mindes Edderfugl, Teiste, And og Kjeld svømmende i Fjord og Sund eller siddende rundt paa Skjærene, Maagerne, Fiskeørnen og Fiskejon jagende i Luften, Hubroen tudende fælt om Natten ude fra Fjeldskaarene – kort sagt, han mener en hel Verden af Fugle og har en Smule ondt ved at indskrænke Begrebet til bare en og anden enkelt stakkels Tiur, som man har Hjerte til at overraske og dræbe midt i en Elskovsleg, mens Solen rinder oppe i en Furulid.

Istedetfor Bærmarkerne her har han de milelange Multemyrer hjemme. –

Istedetfor den paa Søskjæl temmelig ensformigt fattige Strand hernede, husker han en, der er strøet med den forunderligst farvede Mangfoldighed af dem.

Nordland eier overhovedet alle Naturforhold i en intensiv Grad og i helt anderledes kolossalt mægtige Modsætninger.

Det har et endeløst, stengraat Øde som i Urtiden, før Menneskene byggede, men midt i dette ogsaa sine endeløse Naturrigdomme. Det har en Sol og en Sommerherlighed, hvis Dag ikke er kun tolv Timer, men varer uafbrudt Dag og Nat i tre Maaneder, da man mangesteds maa gaa med Maske for Myggesværmen.

Men til Modsætning igjen en Nat med Mørke og Rædsel, som varer i ni.

Der er Jetteforholde, men uden de mere uanselige Overgange midtveis imellem alle Yderligheder, hvorpaa det rolige Liv her sydpaa bygges; det er med andre Ord Forholde mere for Fantasien, Eventyret og Hazarden end for den jevne Forstand og den stille, sikre Virken.

En Nordlænding kan derfor let i Begyndelsen hernede føle sig ligesom en Gulliver, der er kommen til Lilleput, og passer overhovedet neppe vel mellem Indvaanerne, før han har faaet skruet sine gamle tilvænnede Forestillinger ned til denne mindre Virkeligheds nøgterne Maal, kort sagt, før han lærer sig til at bruge Forstand istedetfor Fantasi.

Finnen paa Ski med sine Rensdyr, Kvænen, Russen – ikke at nævne den stadig færdende, paa Land træge, men i sin Baad kvikke Nordlænding selv – er unægtelig alle helt interessantere Folk end den graa Havrebonde, hvis Fantasi neppe gaar længer bort fra hans egen Ager end til det at undres paa, hvor oppe i Udmarken mon Gampen nu skal hentes.

Naar man taler om Uveir og Bølger, saa mener man her en Smule Storm og Sjøgang op ad Kristianiafjorden, der endog kan afstedkomme lidt «Skade paa Havnen», og tager det saa overmaade rystende, naar en klodset Baadmand er forlist.

For min Tanke kommer da noget helt andet: pludseligt Nedfaldsveir ifra Fjeldet, som tager Huse bort hvorfor man hjemme ogsaa surrer dem med Touge –, Bølger ind fra Ishavet, der begraver de høie Skjær og Holmer i Skum og «ta’r Grundbraat» paa mangfoldige Favne Vands Dyb, saa at Fartøiet med ét kommer til at staa paa tør Bund og knuses midt i Havet. –

Skarer af kjække Mænd som seiler undaf Veiret for Livet, og ikke blot for deres eget Liv, men med en dyrt tilkjæmpet Last ogsaa for deres, som hjemme sidde, og som endda midt i Dødsfaren prøver paa at give sin kuldseilede Kammerat en Haandsrækning. – Jeg tænker paa Forlis af mangfoldige Baade og Fartøier i Vinterkvælden mellem Sjørokket og paa Bølger – ja, det kunde for en Gangs Skyld være værdt at se dem (som vanligt tre i Følgelag og den sidste Bølge værst) i Anmarche med Skumkammene høiere end Toldbodtagene og kanske en Jagt, der maa landsættes, paa Nakken, suse ind ad Kristiania fredelige, smale Havn, kastende Skibene med sig op i Byen, og fulgt af tilsvarende tunge Stormstød, saa Tagene løftedes af. –

Kom de, veed jeg nok, at det var mig, de vilde hente, den stakkels inde i Byens Civilisation forstukne «Fremsynte», som de mener, hører sig til. Men jeg vilde kanske alligevel et Øieblik udover Dødsangsten hilst dem som Venner fra Hjemmet, skjønt de kom med Lig og Vrag paa Skulderen.

De vilde for en Gangs Skyld vise alt dette civiliserede Smaapirkeri herinde det vældige Havs Rædsel og Stor hed og spæde en Smule havsalt Dødsangst i al Flauheden.

Jeg gad nok seet en Hvalfisk i Klemme mellem Prindsens- og Toldbodgaden, gloende ind til en Familie i øverste Etage, eller en havareret Havdraug, forsøgt indbragt paa Raadstuen af de pene, guldsnorede Konstabler.

Jeg gad ogsaa nok seet Byens Theaterkritici, der er vante til to Gange i Ugen at se Haupt- und Staatsaction i Vaudeviller, staa med Lorgnetten paa Næsen foran et sligt Skuespil, der uden videre overflommede alle deres kritiske Begreber og Blækhuse og viste dem Død og Rædsel for ramme, knusende Alvor.

Hvor vilde ikke en saadan Recensent vokse i Evne til at forstaa, hvad der er imposant og mægtig i en Digtning og i Begjær derefter, om han bare én Gang i sit Liv havde seet «Hestmanden» paa en Uveirsdag, sine 1700 Fod høi ride sydover ud i Havbrændingen, medens Kappen flagrer mod Nord om hans Skulder, og man fuldkommen illusorisk seer, foruden Kjæmpen selv i sin Vælde, Hestens Hoved, Øren, Halsen, Trindsen og dens maiestætiske Bryst.

Der nordpaa har Folkeforestillingen ogsaa lige fra Mythens Tid lagt Hjemmet for al Ondskabens Hær.

Der har Finnefolket udøvet sine Troldkunster, «sat Gan», og der, ved det mørke, vintergraa, bølgebrydende Ishav, staar ligesom endnu Urtidens til Jordens yderste Grændser fordrevne Guder, de dæmoniske, forfærdelige, halvt formløse Mørkets Magter, som Aserne kjæmpede med, men som først St. Olaf med sit seirende, solblanke Korshjalte ret fik «sat i Stok og Sten».

Det, som man, siddende paa den trygge Tue midt inde i Civilisationen, saa letvindt skyder fra sig som Overtro, – men hvilket dog som Naturmagter i Folket endnu lever – arter sig overhovedet her syd i Folket ganske anderledes dukkemæssigt for Forestillingen.

Man har sig en lille Forskrækkelse af Smaanisser, godmodige Huldrefolk, en elskovssyg Nøk og sligt, som nord, hos os næsten gaar imellem Husene som Overtroens tamme, vanlige Husdyr.

Man har ogsaa der godmodige Underjordiske, som driver sit fredsommelige Baad- og Jægtebrug usynligt ved Siden af Befolkningen.

Men saa skaber Naturrædselen derhos en hel Hær af onde Dæmoner, der drager Menneskene, druknede Mænds Gjenfærd, der savner kristen Jord, Bergriser. Havdraugen, som ror i en halv Baad og i Vinternatten skriger fælt ude paa Fjorden. Mangen, der virkelig var i Nød, har paa Grund af Frygten for ham maattet undvære Bjergningen, og de «Fremsynte» kan se ham.

Men, ruger Naturens Overmægtighed som en knugende Tyngde over Livet paa denne vintermørke, havfraadende Grændsekyst, der dæmrer i ni Maaneder og i de tre af dem endog mister Solen, saa der skabes Mørkerædsel i Sindet, – saa eier Nordland til den samme Yderlighed ogsaa den stik modsatte Karakter, sin solvarme, luftklare, duftopfyldte, med Farvernes uendelige Rigdom skjønhedsvekslende Sommernatur, hvori Afstande paa 10–12 Mile henover Sjøspeilet nærmer sig hinanden paa Talehold, hvori Fjeldene klæder sig med brungrønt Græs helt til Toppen – i Lofoten op til to tusinde Fods Høide –, hvori Smaabjerkeskoven krandser sig oppe i Liderne og Fjeldrevnerne som en Leg af hvide, sekstenaars Piger, medens Aromaen af Jord- og Bringebæret, som vokser der, naar Du, i Skjorteærmerne for Varmen, kommer forbi, kjendes i Luften som intet andetsteds, og Dagen er saa hed, at Du faar Trang til at bade Dig i den solopfyldte, skvulpende, til Bunden forunderlig klare Sjø.

At alle Vækster faar saa stærk Aroma og Farve deroppe, har de Lærde forklaret af det stærke Lys, der fylder Luften, fordi Solen er uafbrudt oppe hele Døgnet. Derfor kan heller intet saa aromatisk Jordbær eller Bringebær eller en saa duftende Birkegren tages nogetsteds som der.

Har en underdeilig Idyl noget Hjem, saa er det inde i Nordlands Fjorddale om Sommeren.

Det er som om Solen da kysser Naturen saa meget desto inderligere for den Korte Tids Skyld, den veed, de har at være sammen, og som om de begge den Stund søger at glemme, at de saa snart igjen maa skilles. Da springer Græsbakken frem som ved et pludseligt Under og i ødsel Mangfoldighed Blaaklokken, Løvetanden, Smørblomsteret, Præstekraven, Tornerosen, Bringebæret og Jordbæret ved hver Bæk, om hver Tue, i hver Lid; da summer hundrede sorte Insekter i Græsset som i et tropisk Land; da drives Kjør, Heste og Faar op i Dalene og Fjeldsiderne, medens Finnen fra Høifjældet kommer ned i Fjorddalen med sine Rener og vander dem i Dalelven; da ligger Multebærmyren rødmende i Fjerdingmile indover; da er der stille Solskinsfred i hver Hytte, hvor Fiskeren nu sidder hjemme hos sine og bøter paa Redskabet til Vinterfisket; da er der i Nordland Sommer saa deilig, som kun faa Steder har den, og en idyllisk Naturglæde og Fred som kanske intetsteds.

Af denne Naturens kjælne Blødhed faar Nordlændingen ogsaa et Drag i sin Karakter, han holder af, naar han kan komme til, at leve og klæde sig godt og bo lunt; han er med Hensyn til Delikatesser en ren Lækkermund. Torsketunger, Ungryper, Rensdyrmarv, saltet Uer, Ørred, Laks og alskens Saltvandsfisk af første Slags, serveret med deres Tilbehør af Lever og Rogn, det nærende Rensdyrkjød og allehaande Vildt er tilligemed de friskt smagende Multer for ham kun vanlige Retter.

Saavel Finnen som den nordlandske Almuesmand er derhos paa Barnevis glad i al Slags søde Slikkerier, og hans «Sirup paa Grøden» er viden bekjendt.

Opdraget i en Natur saa rig paa Modsætninger og Muligheder og paa det uventede i hele Klaviaturen af Nuancer fra det vildest storartede til det indtil Taarer inderlige, yndige og henrivende, er Nordlændingen i Regelen et godt og kvikt, ofte et glimrende og fantasifuldt Hoved.

Stemningsfuld, som han er, overgiver han sig let til Øieblikket. Er der Solskin i dit Ansigt, blir det ogsaa gjerne Solskin i hans.

Men man maa ikke tage feil af ham og forveksle hans Godmodighed med enfoldig Tryghed – og det gjør man her syd ofte. Inde i hans Sjæl vugger den stille Mistanke, ham selv ubevidst, altid som en aarvaagen Sjøfugl, der dukker under, endnu medens det glimter af Fængkrudtet og før Kuglen har faaet Tid til at slaa ned paa det Sted i Sjøen, hvor den netop laa.

Det pludselige, Muligheden af alt muligt, har han fra Barnsben af ude i Naturen været vant til at tænke sig som et Sværd, hængende over enhver fredelig, stille Stund, og dette Instinkt bærer han som oftest med sig ind i sin Omgang med Menneskene.

Mens Du taler med ham, dukker han kanske saadan under i sin Sjæl, og det Gang paa Gang, uden at Du har Anelse om det, og uden at Stemningen derfor afbrydes.

Han gjør det, mens han har Taarer i Øinene i den inderligst rørte Stund – det er saa hans Natur, hvoraf han altid vil beholde en Snev, selv efterat han med alt sit er flyttet fra sit Naturliv ind i de civiliserede Forholde. Han undgaar Dig, smyger med sin Fantasi og sin vare Mistanke ind imellem og rundt dine Tanker, ja om en rigtig begavet Nordlænding – jeg er for sløv og uinteresseret til at kunne det – tror jeg, at han, uden at Du aner det, kan gaa med Hænderne i Lommen tvert igjennem din Sjæl ind Panden og ud Baghovedet.

Som Opdagelsesbetjent og Diplomat vilde han være uvurderlig, dersom han blot havde havt mere Karakter og ligget mindre barnagtig svagt under for Øieblikkets Magt; men her er desværre hans svage Side.

Jeg taler her om det dybe Drag i Folkeeiendommeligheden, saaledes som den arter sig i de mere fremtrædende Naturer, og vil ikke misforstaaes, som om jeg mente, at der ikke ogsaa skulde findes Mænd af Karakter i Nordland, – de hærdes der mangengang maaske mere end andetsteds op til det storartede.

I en indfødt nordlandsk Slægt vil der som oftest findes – det er ialfald min Tro – nogle Draaber Finneblod.

Det er ogsaa andetsteds bemærket, at, naar det i Sagaen heder om de bedste Bondeætter paa Helgeland, at de nedstammede fra Halvtrolde eller Bergriser, betegner dette kun finsk Afstamning. Vore Kongeætter havde finsk Herkomst, og Fin var et velklingende Fornavn, baaret af Landets bedste Mænd, f. Ex. Fin Arnesen.

Harald Haarfager og Erik Blodøkse giftede sig med Finnepiger.

Den mystiske, sanseligt-dragende Magt, som har været tillagt disse, var kun det erotiske Udtryk for en stor Nationalforbindelse op igjennem Tiderne mellem disse to fremmedartede Folkeelementer: den lyshaarede, blaaøiede, i Sindet større og roligere Nordmand og den mørke, brunøiede, raptænkte, fantasirige, af Naturmystik opfyldte, men karaktersvagere, undertrykte Fin, hvis Natur den Dag idag staar paa Ski og synger Moltoner inde i mangen Nordmands Sind, der i sin Racefornemhed nu lidet aner, at han har Sammenhæng med det Folk.

Der forekommer forøvrigt efter min Erfaring en stor Karakterforskjel, eftersom Blandingen er sket med den svage Finlap eller med den storvoksede, stærke, trodsige Finne: Kvænen. Det gjør en Gemytforskjel som mellem Mol og Dur i et og samme Fantasistykke.

Finneblandingen har været en stor og væsentlig Faktor i Sammensætningen af det nuværende norske Folks Aandsegenskaber.

Kvænfinblandingen gir energiske, logiske, trodsige, handlesvangre Mennesker; den har vist i høi Grad sat Staal i vor østlandske og trondhjemske Races Natur. I Nordland har derimot Lappeblandingen været den overveiende og tildels ændret Folkekarakteren derefter. Kvæn-Nordmanden beseirer Nordlandsnaturen; LappeNordmanden ligger mere under for den og lider under dens Tryk.

Modsætningerne i den nordlandske Natur er for stærke og yderlige til, at ikke den Slægts Sind, som lever deroppe, skulde være stærkt udsat for at tage Knæk deraf.

Den megen Tungsind og Tristhed, som findes der ogsaa hos den simple Mand, og som saa ofte udarter til Sindsforvirring og Selvmord, har visselig sin dybe Sammenhæng og Grund i disse Naturforholde, i det lange Vintermørke med sine tunge, overvældende Scener, der knuger Sjælen ned i ensom Lysforladthed, og i de stærke og pludselige Indtryk, der saavel i den mørke som i den lyse Tid altfor voldsomt griber i Gemyttets inderste, fine Strænge.

Jeg har tænkt over disse Ting som knap nogen anden, tænkt, medens jeg selv har lidt ved dem, og jeg forstaar, – skjønt jeg, naar det kommer ind paa min egen Person, igjen aldeles ikke forstaar det – hvorfor «second sight», «det andet Syn», «Fremsynthed», som det heder i Nordland, dersteds ligesom paa Shetlandsog Ørkenøerne kan opkomme og nedarves i Familien. Jeg forstaar, at det er en Sjælesot, som ingen Kur, ingen Forstand eller Refleksion kan kurere.

Man er født med et tredie Vindu i sin Sjæls Hus foruden de to sunde Øine, et Vindu, der vender ud til en Verden, som andre kun aner, men som én selv er fordømt til, naar Dragningen kommer, at maatte gaa hen og se ud af: det lader sig ikke tilstoppe med Bøger eller af nogen forstandig Refleksion, ikke gjenmure selv her midt i den «oplyste Hovedstad», høist kun formørke en Stund med Glemselens Gardin.

Ak, naar jeg erindrer mig, hvordan jeg derhjemme i Nordland gik og forestillede mig Kongens Slot i Kristiania, med Tinder og Taarn vældigt ragende over Staden, og Kongens Mænd som en gylden Strøm fra Borggaarden helt op til Tronsalen, eller Akershus Fæstning, naar Kanonerne tordnende meldte Kongens Ankomst, medens Luften som en Storm var opfyldt med Krigsmusik og mægtig kongelig Befaling. – Naar jeg tænker mig, hvorledes jeg forestillede mig «Lysets høie Hal», Universitetet, som et stort, hvidt Kridtbjerg, altid med Solskin i Ruderne, eller hvordan jeg udmalte mig Storthingssalen og de Mænd, som færdedes der, og hvis Navne i Fantasiens Forstørrelse fortonede sig opover til os, som om der for hvert gik en mægtig rungende Klokke i Luften. –

Naar jeg sammenligner det, som jeg i Nordland forestillede mig ved alt dette, med den «for vore smaa Forhold vistnok respektable Virkeligihed», hvori jeg nu lever og færdes, – saa er det, som et Korthus af Illusioner, høit som Snehætten, falder sammen over mig.

Jeg har altsaa, indtil jeg blev nogle og tyve Aar gammel, levet kun i et nordlandsk Eventyr og er nu først egentlig født frem til den virkelige Verden; jeg har været bjergtagen i min egen Fantasi.

Fortalte jeg nogen alt dette, vilde han – og jo fornuftigere Manden var, desto mere sikkert vilde det ske – visselig finde ud, at min udmærkede Examen artium nok maa have gaaet til ved en aabenbar Feiltagelse. Kommer det imidlertid an paa theoretisk Raisonnement og Kundskab, saa har jeg Gudskelov ligesaa gode Evner som de fleste. Jeg veed ogsaa, at jeg deri har det Par elastiske Aarer, hvormed jeg saa langt, jeg tiltrænger det, skal kunne ro min Baad gjennem det praktiske Liv uden at støde an.

Lasten, som jeg har i Baaden, saa tung, saa tung, og til sine Tider igjen saa livsalig deilig, faar ingen se.

Jeg føler en dyb Trang til at græde ud mit hele nordlandske Eventyr og vilde gjøre det, hvis jeg bare kunde græde Livet ud med det samme. Men hvorfor ønske at miste alt det deilige, hele Illusionen, naar jeg saa alligevel til min Dødsstund maa bære paa det tunge, som den har lagt paa mig!

Min lettende Graad skal være i stille Timer at male mine Livserindringer fra dette mit Hjem, som saa faa hernede forstaar.

Det er en stakkels, paa Sjælen syg Mands Fortælling, hvori der findes mere af egne Indtryk end af ydre Begivenheder.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Den Fremsynte

Den Fremsynte (1870) er en fortelling om handelsmannssønnen David Holst som sliter med sykdom og sorg. Men romanen inneholder også mange innslag om Nordlands geografi, folkeliv, sagn og myter.

Romanen ble Jonas Lies gjennombrudd som forfatter (han hadde tidligere gitt ut diktsamlingen Digte). Den fikk en svært god mottakelse og måtte trykkes opp i flere nye opplag i løpet av det første året. Lie ble berømt, fikk stipend og reiste til Roma med familien for å bli dikter på heltid.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1870 på nb.no.

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.