27Sommerferien var endelig forbi, og Byen fik lidt efter lidt sit vanlige Udseende.
I Butikkerne fik man det travelt med at pakke ud de nye Varer for Høstsæsonen. Det var for Butikfolkene en ren Befrielse efter den lange Dødtid.
Svære Læs med Kasser og Baller kom kjørende op fra Toldboden og blev stablet i Taarne paa Gulv og Disker. Alle Døre stod paa vid Væg, Sjauerne skreg og bandte, og Betjentene havde nok at gjøre med at bringe de forskjellige Sager paa Plads.
Skabe og Hylder fyldtes af nye Varer og af gamle Varer, som blev trukne frem af en Krog paa Lageret og nu skulde lægges ud som «sidst ankomne». Publikum begyndte saa smaat at tænke paa sine Vintertoiletter.Vintertoiletter] toalett: selskapskjole, festdrakt
Men rigtig travelt blev det først henimod Jul. Da skulde alle Mennesker ha nyt; det var «som om de ikke skulde leve længer end til Jul,» skjændte Hansen.
28I Forretningerne havde man formelig Feber for at faa alt færdigt til de sidste Par Uger, da man ikke vilde række mer end at expedere.
– Endelig kom den sidste Uge med sit Mas fra tidlig om Morgenen til langt paa Nat; da man ikke havde Tid hverken til at spise eller hvile. Og tilsidst kom da ogsaa den saa saart efterlængtede Juleaften, da man kunde gaa tilsengs med den frydefulde Bevisthed, at i Morgen kunde man sove saalænge man vilde.
– – I Romjulen, da det atter var stille i Forretningen, sad Frøken Halvorsen hver Formiddag nede i Kjælderen hos Madam Simonsen, drak Kaffe og dovned sig efter bedste Evne.
Lidt Formiddagsmad kunde nok være nyttig; de tre Maaltider hun fik hjemme om Dagen, var ikke paa langt nær tilstrækkelige. Brød med vondt Smør og tynd Kaffe om Morgenen, Middagsmad som var udkogt og opspedet til det yderste, og til Aften igjen Smørogbrød og skummet Melk; det var saamen ikke til at blive fed af. Men hun maatte jo klare sig med det, hun som andre. Det var nok ikke mange Butikjomfruer som havde Raad til at spise Formiddagsmad. Men nu i Romjulen, og siden Jensen havde været saa ubegribelig snil at lægge paa Lønnen til hende – hun havde hele 40 Kroner nu –, fik man unde sig lidt extra. Efter Nytaar skulde der blive Sparsomhed igjen; hun fik 29jo først og fremst tænke paa at faa file af lidt paa Gjælden sin.
Aa ja, det fik nok gaa an at spare. Se Kasserersken inde hos Skindhandleren; hun spiste aldrig varm Middag, maatte nøie sig med Kaffe og Rugkage hos Madam Simonsen hele Dagen hun. Men saa havde hun jo ogsaa bare 20 Kroner og stod ikke paa stigende engang; og der var mange som ikke havde mer. Og enda maatte de være ordentlig klædt. Det fik gaa som det kunde med Maden.
«Ingen kan se min sultne Tarm, men alle kan se min nakne Arm», som Madam Simonsen sa. Leie et Kot sammen med en Sypige, eller logere sig ind hos en Haandværksfamilie i Udkanten af Byen og saa leve paa Kaffe og Brød til Frokost, Kaffe og Brød til Middag og PotølPotøl] lett og billeg øl som vart seld i potteflasker. Pott er ei gamal måleeining for flytande varer, i underkant av ein liter. og Brød til Kvælds –; nei, hun fik nok være fornøiet, hun, om hun nu ikke netop havde Raad til at være mæt bestandig.
Og det havde hun ikke. Ikke paa langt nær. Hun sled rent utrolig Skotøi med den lange Veien, og en Kjole kosted saa mange Penge, at man maatte betale paa den i flere Maaneder. Hun havde allerede tre Gjældsposter at gnage paa, Skomageren, Vaskekonen og Sydamen. Fru Hedels havde i Førstningen ladet hendes Tøi vaske hos sig; men der var altid saa mange Omstændigheder, at Frk. Halvorsen for længe siden havde sluttet at bringe 30det did. Hun havde jo ikke saa meget Tøi og maatte ha vasket meget oftere end hvergang Fru Hedels havde Storvask. Det var ogsaa noget hun snart maatte tænke paa at faa sig lidt nyt Undertøi. Sex Linneder og sex Par Benklæder og tre pene hvide Nattrøier maatte hun ha; – hun havde bare disse blaa SirtstrøierneSirtstrøierne] sirs: tynt bomullsty derhjemmefra, og det var rent for lidet. Det var for væmmeligt at rende til Vaskekonen hvereneste Uge med de gamle Fillerne, syntes hun; det gik ikke an for en Dame sligt. –
Men det blev vondt at vænne sig af med Formiddagskaffen igjen. Ikke bare det, at hun blev sulten, naar det led paa, men det var ogsaa det, at denne Kaffestund hos Madam Simonsen gjorde Dagen lidt kortere; det var formelig noget, hun kunde gaa og glæde sig til i de lange, kolde Vintermorgener.
Hos Madam Simonsen var det hyggeligt og godt og varmt; det kunde man nok ikke sige om Butikken. De havde en saadan fin moderne Magasinovn derinde, som engang ud paa Formiddagen drev det til at varme op lidt opunder Taget; men nede paa Gulvet var det lige koldt. For Betjentene kunde det enda gaa an; de klatrede op paa hver sin Trappe, saa høit de kunde komme; der sad de da og gjorde Vittigheder over Menneskenes Vilkaar i Almindelighed og Handelsbetjentenes i Særdeleshed, indtil Chefen viste sig. Men hun som var Dame maatte holde sig paa Gulvet.
31Det var morsomt ogsaa hos Madam Simonsen. Den gamle Madam var et Menneske med Livserfaring. Foruden sin Portner- og Skurekonepost havde hun et lidet Øl- og Melkeudsalg, og indenfor, i Blaakammeret, en Øl- og Kaffebule for Gaardens Forretningsfolk. Der kunde man sidde trygt og godt, hvis man ellers forstod at holde sig tilvens med Madamen.
Blaakammeret, eller «det Allerhelligste», var et lidet, dybt Kjælderværelse med et enkelt Vindu inde i den tykke Murvæg. Det laa godt gjemt indenfor Kjøkkenet. Der var ogsaa ganske hyggeligt med den gammeldagse TopsengTopseng] himmelseng med krone og den store Sofa med Hestehaarsbetrækket; foran Sofaen et stort brunmalt Klaffebord med blomstret Voxdugsteppe og paa Væggene store, gjilde Oljetryk og en Masse Billeder som var udklippet af «Verdens Gang»;«Verdens Gang»] liberal avis 1868–1923 – Madamen var nemlig Venstremand.
Men for at være rigtig tryg i Blaakammeret maatte man jo af og til «smøre» Madamen lidt. Et Slips, et Forklæde og lignende Smaaterier gjorde altid god Virkning.
«Det var svært saa trabelt han hadde han Far sjøl i Dag da,» sa Madam Simonsen; hun kom ind og satte sig i Sofaen hos Frk. Halvorsen, som netop drak sin Formiddagskaffe. «Det skulde vel aldrig brake løs med den femte derude i Dag?»
Hun brætted Trøieærmerne ned over de røde Haandled og glatted sit tynde, lyse Haar med begge Haandfladerne.
32Madamen likte godt at slaa af en Passiar, og Frk. Halvorsen havde i de sidste Par Maaneder modtaget mere Visdom dernede i Blaakammeret end i hele sit Liv før. Thi Madam Simonsen var indfødt Kristianiabarn, og der var ikke den Ting i Byen hun ikke vidste Greie paa.
Frk. Halvorsen var en meget interesseret Tilhører. Gud, saa dum som hun havde været! Hun havde trod alle Mennesker saa godt; – aa jo, der var nok mange at tro efter Madam Simonsens Forklaring.
– – «Nei, tror De det da; skulde det være saa nær?» Frk. Halvorsen satte Koppen fra sig og snudde sig mod Madamen.
«Nei, jeg ved ikke jeg, men jeg syntes hun saa mig ud til lidt af hvert om Fredagen, da hun var inde i Butikken. – En Draabe til, Frøkna mi?»
«Nei Tak.»
«Er De saa ræd for at miste Skjønheta da?»
«Aa De da –. Nei saa De tror virkelig –; og jeg som var saa dum og trodde at –»
«– Ja jeg kan ikke vite det jeg; men som sagt, hun saa mig ud til lidt af hvert –. Ja det er den femte detteher naa; – aaja, du Jensenfar, du Jensenfar!» –
– «Huf ja, det er fælt; stakkars hende!»
«Pyt, er det ikke saa, hu vil ha det da, trur Di? – Hu er saa gælen etter den Manden, saa det er rent ækelt.» –
33– «Ja, men det er da ikke noget rart, om hun er glad i Manden sin vel?»
Madamen gjorde en lang Jeip.
«Stakkars Jensen siger jeg bare,» fortsatte hun, «jeg tænker han er fornøid af den Kjærliheta mange Ganger jeg; – aa ja, han kan da gudbevars faa sagt det sjøl aassaa sommetider.»
«Hvordan da da?»
«– Liksom sidste Gangen hun laa; saa sa jeg det til’n jeg, at jeg syntes det gik svært radigt derude; «ja hvad Fan skal jeg gjøre da, sa’n, – bare jeg rister – – –»
«–«–] retta frå: – Aa fy, Madam Simonsen! sig det ikke, sig det ikke!» skreg Frk. Halvorsen og satte Fingrene i Ørene. «Aa fy, hvor fæl De er; og det kunde Jensen –! Aa fy, det havde jeg aldrig trod.»
– «Trod! haa haa, san, det er ikke alle som dætter af Stolen, bare en nævner et Par Buxer.»
«Nei nu vil jeg gaa.»
«Ja det er vel saa det,» sa Madamen og reiste sig med et lunt Smil.
Men Frk. Halvorsen gik ikke.
«Men tror De ikke, han er glad i hende ogsaa da, Madam Simonsen?»
– «Gla i a – jo vist er’n vel gla i a paa en Maate, han er jo gift med a; – men hu er jo ikke vakker; forlate mi Synd, det er ikke rigtig at si, at Folk er stygge; men De ved aassen Mandfolka er, mener jeg –»
34– «Nei hun er jo ikke vakker netop; men han er da bestandig saa hyggelig mod hende.»
«Jøsses ja, Jensen er en fin Mand; han ved nok aassen det skal være; aassaa hadd’a Penger, ser dere.»
«Jasaa?»
«Jaha da, mange Penger; det var nok næsten paa Hægtapaa Hægta] på nippet, så vidt, her brukt i tydinga nær konkurs med han, den Gangen han fik snusa op henner.»
Frk. Halvorsen begyndte at bli opmærksom. Saa det var altsaa saadant et Fornuftægteskab. – Hun havde læst meget om sligt i Romaner.
«Var det daarligt med Forretningen?»
«Ja rent skidt var det, skal jeg fortælle dere; men saa fik’n putta ind Pengene hennes, førend no’en vidste noe større om det –.»
«Aa saa naa –. Nei Gud hjælpe mig, som sidder saa længe her og vævervæver] pratar tull, tøvar –!»
Frk. Halvorsen reiste sig og gik mod Døren.
«Aa pyt san,» sa Madamen og smilte betydningsfuldt, «kjender jeg Folka mine ret, saa er det vel ingen som siger noe til Frøkna for det.»
Frk. Halvorsen saa usikkert paa hende. Hvad mon hun mente?
«Han Far sjøl er ikke streng mod Damerne,» fortsatte Madamen, «og de andre har vel ikke noe aa si, kan jeg tru.»
Frk. Halvorsen blev rød og lidt forlegen. Det var da besynderligt, hvor den Madam Simonsen 35havde god Greie paa alting. Hun maatte bestemt se tvertigjennem Folk. Netop havde hun siddet og tænkt det samme selv, at det var ikke saa farligt om hun sad en Stund, for Jensen sagde jo aldrig noget til hende.
– Hun sa hurtig Godmorgen, sprang gjennen Kjøkkenet, over Gaarden og Bagveien ind i Butikken.
Der stod Jensen og expederte hendes Tante Fru Hedels. Men du Alverden, var han alt der. Hun kvak i og blev rød som en Hummer.
Hun vidste godt, at han ikke sa noget netop til hende; men hun hørte jo hvad han sa til de andre; og hun vidste hvor daarlig han likte, at de fløi ud i Forretningstiden. Og saa længe som hun havde været.
Hun skyndte sig hen og hilste overdrevent venligt paa Fru Hedels. Det var jo muligt, at denne kunde gjøre en liden Forretning. Gud give hun nu ikke bare skulde ha Prøver igjen. Det var det værste Jensen vidste. Men fik han nu solgt et fint Kjoletøi, saa blev han i godt Humør. Og det kom hende ogsaa lidt tilgode. Han vidste jo, at Fru Hedels var hendes Tante, og at hun handlede her meget for hendes Skyld.
Men Fru Hedels var ikke let at tilfredsstille. Hun skulde ha en sort Kjole, og der var ikke saa mange Farver i noget som i sort. Noget var for graa-sort, andet for blaa-sort. Noget havde formegen 36Glands, andet var for mat. Formegen Glands var simpelt; men det skulde jo heller ikke være nogen Sørgekjole, altsaa ikke rent mat heller. Noget faldt for tungt, andet tog saa meget Støv til sig; og saa var der atter noget, som slet ikke faldt godt i Plisséer.
Tilslut var Disken fuld, og man var lige nær. Fruen var som en forstyrret Høne; hun kunde ikke se Forskjel paa Tøierne længer; – naar man fik se saa rent formeget paa en Gang, var det raadløst. Hun maatte nok alligevel bede om at faa nogle Prøver med hjem for at vise sin Datter.
Men Jensen foreslog at sende Gutten op til hende med nogle hele Stykker; af en Prøve saa man jo ingen Ting.
Han havde Morro af at plage hende i det længste, og holdt paa at trække ned og brede udover Diske og Stole, til Fruen bare stod og tigged og bad ham om at holde op.
Men Jensen var ubønhørlig.
«Nei gudvelsigne dere, Jensen, riv ikke ned mere. Det er ikke sikkert det blir nogen Handel af med os i Dag alligevel.»
Jensen holdt paa.
«Jeg forsikrer Dem, bedste Fru Hedels; dersom De virkelig skal ha en sort Kjole, saa kan De trygt slaa Dem til Ro hos mig med det samme – i Sort skal jeg kunne tilfredsstille ethvert optænkeligt Forlangende. Jeg har for Tiden et 37Assortement i sorte Stoffe, som jeg garanterer at ingen, absolut ingen i den hele By skal kunne vise Dem Magen til. Hvad siger De f. Ex. om et Stof som denne franske Velour?Velour] vove stoff med opprubba overflate, silkefløyel – Fineste, reneste Vare. De kan mase det sammen mellem Deres Hænder, De kan behandle det som De vil, ikke en Rynke, ikke en Fold skal De se paa det. – Eller denne engelske CaschemirCaschemir] fint, mjukt ullstoff –? Har De nogensinde set et Stof, som falder smukkere i et Draperi? Aa, Frøken Halvorsen, vil De se hid et Øieblik?»
Og atter maatte Frøken Halvorsen være Prøvejomfru. Hun stod der med Tøiet over Skuldrene og forsøgte at indskyde et Ord en Gang imellem. Men det blev saa klodset og dumt alt hvad hun sagde. Roste hun Tøierne, saa vilde Tante Hedels bli fornærmet og optage det, som om hun vilde hjælpe til at snyde hende. Og sa hun ingenting, vilde jo Jensen finde hende dum. Hun stod ligesom mellem Barken og Veden.
Det var en stor Lettelse, da Fruen endelig i en fornærmet Tone tilkjendegav, at hun alligevel fik bestemme sig for 10 Meter af Velouren, «siden hun havde skaffet saa meget Bryderi.» Hun havde jo ellers set noget hos Sten og Strøm,Sten og Strøm] Noregs eldste stormagasin, grunnlagt i 1797 av Samuel Strøm. Dagens namn frå 1854 då Emil Steen kom med i drifta. som hun likte bedre.
Jensen overhørte fuldstændig den sidste Bemærkning og lod øieblikkelig maale af; hvorefter han som sædvanlig gik udenfor Disken og converserede Fruen med den mest udsøgte Elskværdighed.
38Da Fruen gik, var hun noksaa blid og spurgte Frøken Halvorsen som sædvanlig, om hun ikke snart vilde «se derop».
– «Det er en vanskelig Dame Deres Tante,» sa Jensen leende, da Fru Hedels var ude.
«Ja, det er den værste jeg ved at expedere,» satte Frøken Halvorsen i saa ivrigt, at han rigtig maatte se paa hende. Hun pleiede altid at svare saa stille og forsigtigt. Det var i Grunden en rar Gjentunge. Og saa vakker som hun var – –
Han lo igjen. «Ja, jeg tror næsten, at jeg er enig med Dem –. Kommer De meget i Huset der hos Hedels?»
Han gav sig til at rydde op Tøier ved Siden af hende paa Disken.
«Nei, næsten aldrig!»
«Ikke det? – jeg kjender nemlig Hedels lidt; det er en hyggelig Mand – bra Mand vist.»
«Ja, Onkel er svært snil.»
«Det er godt for Dem, at De har den Familie her; De er jo ellers saa alene.» Han saa spørgende paa hende.
«Aa ja; men det er hyggeligere hos Gundersens, der hvor jeg bor,» svarede hun undvigende.
«Saa saa, De har været heldig med Logiet; ja det er jo en god Ting.»
– Han snakkede længe med hende om forskjellige Familieforhold, om hendes Hjem o. s. v.o. s. v.] retta frå: o. s. v Hun fik saadan Lyst til at fortælle ham om alting 39det var for morsomt, at han saadan gav sig af med hende. Det skulde ærgre de andre godt. Hun saa af og til hen paa sine Colleger. Jo naturligvis stod Tobiassen der og niglodde; – og der stod Hansen og gjorde Ablegøier bag Tobiassens Ryg; hun maatte tvinge sig for ikke at le; han stod paa Taa og gjorde Linerleben.
Jensen kløv op og la i Hylden det, som skulde øverst. Han stod paa Trappen og bad hende række sig nogle Stykker Tøi, som laa paa Disken. Hun strakte sig saa langt hun kunde op mod ham, men rak ikke til alligevel, saa han maatte bøie sig dybt ned for at ta imod. Pludselig holdt han paa at miste Ligevægten og maatte ta Støtte med Haanden paa hendes Hoved. Smilende bad han Omforladelse. Hun skreg til med det samme; men da hun saa, der ikke blev noget Fald af, lo hun ogsaa og saa op paa ham. Blikkene mødtes. Det var besynderlig, hvor godt kjendte de ligesom blev idetsamme. Hun følte den Haanden paa Hode sit hele Dagen efter. Jo der var rigtignok Forskjel paa Herrer. Aldrig faldt de andre paa at spare hende for at klyve op. Hun syntes tvertimod, de havde Morro af at faa hende opunder Taget.
Tænk at ha en saadan Mand som Jensen. Saa sød som han kunde være. Det kunde ikke være saa farligt at faa et Barn hvert Aar, naar man havde saadan en omsorgsfuld hyggelig Mand. Det maatte bare være deiligt at ligge syg i den 40fine Sengen og have ham siddende paa Sengekanten og være rigtig glad i sig, kjende ham stryge med den varme, fine Haanden nedover Haaret og Kindet, mens han hvisked kjærlig: «Tak, søde Dina mi.» Der gik en Gysning igjennem hende. Atter følte hun Jensens Haand paa sit Hode som et sagte Tryk, der spredte en varm Strøm gjennem hendes Legeme ligetil Knæerne, som blev matte og skjælvende – hvor det maatte være underligt –. Det var rigtignok noget andet end at staa bag en Disk og fryse og kjede sig. Aldrig kunde man sidde rolig en Stund med et hyggeligt Haandarbeide, aldrig kunde man ligge og hvile sig godt en Dag, om man var træt og daarlig. – Men saadan en Mand var det nok ikke let at faa. – –
Og saa deiligt som det maatte være at ha en, som sørget for alting, og være kvit disse evige Pengebekymringer. Huf, det var næsten det værste af alt. Et Værelse fik hun vel ikke i dette Liv; det gik til Tøi alting. Det var saa koldt i denne væmmelige Butikken, at man maatte staa emballeret i Uld fra Top til Taa, hvis man ikke skulde fryse Helsen af sig. Uldtrøier med lange Ærmer og Uldbenklæder havde hun maattet koste sig tidlig i Vinter. Nu skyldte hun baade for et Kjoletøi og for al den kostbare FlonellenFlonellen] mjukt ty av ull el. bomull med lo på begge sider hos Jensen; men det var hende ikke mulig at faa betalt af noget endnu. Hun var ængstelig, hvergang hun skulde hæve Gagen. Men gudskelov, endnu blev der aldrig 41talt om Gjældsposterne. Hun fik altid sin Løn fuldt udbetalt.
Hun havde sommetider tænkt paa at bede Tante Hedels om et lidet Laan; men det var saa frygtelig leit. Idetheletaget var det hende en Plage at gaa til Hedels; den Maade, hvorpaa Frøken Marie behandlede hende, var for ækel. Skulde hun ovenikjøbet komme til at skylde dem Penge, vilde det ikke bli til at udholde.
Havde hun havt 20 Kroner om ikke mer, saa havde hun da ialfald kunnet klare den kjedelige Skomageren, og enda faat lidt til Sydamen.
Huf nei, det kunde ikke nytte at tænke paa alle disse Pengegreierne, det var bare at plage sig til ingen Nytte. Og her var nok af Plager alligevel. Alt var saa trist og uhyggeligt. Denne Filleovnen vilde ikke trække; man kunde fryse Liv og Helse af sig; ogsaa sligt et mørkt, kjedeligt Veir, ikke Sol at se hele Dagen. Den som enda havde noget godt varmt at drikke. Hun roded i sin Portemonnæ og fandt en Femogtyveøring; det var Resterne af en Krone som hun igaar havde laant af Tobiassen. Hun havde pludselig faaet en Ide –: en Dram kunde gjøre mægtig godt nu. Hun havde sommetider faat Drammer af Betjentene om Formiddagen, og det havde altid hjulpet, baade for Kulden og for Humøret.
Hun holdt leende Femogtyveøringen op mod Tobiassen og spurgte, om de skulde spleise til en halv Lysholmer.Lysholmer] akevitt frå produsenten Lysholm
42Tobiassen saa paa hende med store Øine og forkyndte med et dybt Buk, at det skulde være ham en sand Fornøielse.
«Hurra for Tulla vor!» raabte Hansen, «har jeg ikke i hele Dag gaat og længtet efter en Kolekvintare!»Kolekvintare] dram
Lidt efter rusled Karl, Visergutten, afsted med en Tomflaske under Frakken efter en halv No. 1 hos Bennecke.Bennecke] C.A. Benneche, vin- og brennevinshandel i Grensen 1
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Romanen Et frit Forhold ble utgitt i 1892 og var Hulda Garborgs debut som forfatter.
Skildringen av Dina er naturalistisk, men i motsetning til det som ofte er tilfellet i naturalismen, er ikke Dina bare et stakkarslig offer for ytre forhold. Hun tar regien over sitt eget liv og viser seg som en sterk og handlekraftig kvinne – en kvinnetype som man finner igjen i mange av Hulda Garborgs senere verker.
Romanens hovedperson, Dina Halvorsen fra Sandefjord, kommer til Kristiania og får jobb i en manufakturforretning. Snart innleder hun et forhold til sjefen, og det er forholdet mellom dem romanen handler om. I utgangspunktet er det et såkalt «fritt forhold», men det hele utvikler seg raskt til en maktkamp. Garborg ironiserer over hvor «fritt» et bohemisk parforhold blir i lengden, og boken kan dermed leses som et innlegg i datidens debatt om kjønnsroller, ekteskap og seksualmoral.
Åshild Haugsland har utstyrt teksten med innledning, sakkommentarer og variantapparat.
Se faksimiler av 2. opplag fra 1892 (nb.no)
Hulda Garborg er i en viss grad en glemt forfatter i dag. Vi kjenner henne mest som kulturpersonlighet og forkjemper for bygdekultur. Hun engasjerte seg sterkt i kvinnekampen og i kultur- og samfunnsdebatten. I samtiden var hun imidlertid også en viktig stemme i litteraturen.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.