43Endnu et Aar boede Frk. Halvorsen i Spisestuen hos Gundersens. Men saa kom hun en Dag straalende hjem og fortalte, at fra Nytaar tog hun det ene Værelse til Gaden, saa Fruen behøved ikke at avertere det, naar Skuespilleren reiste.
Fra Gundersen var fornøiet. Saa havde hun da en fast Leier til det Værelse. Og Frøken Halvorsen betalte paa Dagen og var ikke det mindste fordringsfuld.
Saa blev da Værelset indredet saa hyggeligt som muligt. Fruen satte ind flere Smaating, som gjorde det mere hjemligt. Et gammelt trebenet Bord blev hentet ned fra Loftet og gjort istand til Toilettebord. Det blev trukket med rød MugMug] hardvalsa bomullsty og et Par gamle hvide Gardiner, som Fruen med stor Kunst havde strøget sammen, saa det tog sig ganske net ud. Paa Sofaen kom hjemmehæklede AntimakasarAntimakasar] tystykke til å ha over ryggen på lenestolar eller liknande for å verna mot feitt frå håret og ovenpaa Bordtæppet en hvid Serviet med Tyksømsbroderi.
Frøken Halvorsen var lykkelig; hendes Hjerte 44strømmed over af Taknemmelighed mod Jensen, som allerede havde lagt paa til femti Kroner for hende. Hvor deiligt hun nu skulde ha det i sit lille hyggelige Værelse. Nu kunde hun da faa stelle sig som hun vilde, naar hun kom hjem om Kvælden.
Hendes Yndlingsfornøielse i denne Tid var at læse Romaner. I Romaner gik ikke alt saa hverdagsligt og kjedeligt for sig som i det Liv, hun levede. De utroligste Ting kunde hænde. Ingenting var umuligt. Naar det saa mest haabløst ud, saa hændte der et eller andet mærkeligt, og saa blev det bra alligevel. De som elsked hinanden, de fik hinanden, om der var aldrig saa mange Hindringer. Selv om de var gift med en anden, saa døde den anden eller noget sligt, og saa fik de hinanden alligevel.
Huf, det var nok altfor mange, som fik den de ikke skulde ha; se nu Jensen f. Ex. – –
– Efter Nytaar fik de travelt en Stund i Forretningen med at tage op Varebeholdningen, og den Dag Opskrivningen foregik, holdt de paa til over Midnat.
Da de var færdige, skulde naturligvis Tobiassen følge Frk. Halvorsen hjem. Hun likte ikke at gaa alene med Tobiassen, for han var saa ækel bestandig, klemte hende i Haanden og tog hende om Livet, naar han kunde komme til. Engang havde han saagar tat et Kys fra hende, og hun var desværre ikke paa langt nær blit sint nok, saa det 45kunde godt hænde at han prøved igjen. Og det vilde hun paa ingen Maade, skjøndt hun ikke kunde nægte for, at det havde vært morsomt. Det var første Gang en Mand havde kysset hende, og det havde været gruelig rart; men det var stygt naturligvis, og desuden likte hun ikke Tobiassen.
Alene kunde hun imidlertid ikke gaa saa langt paa Nat, og da ingen af de andre tilbød sig, kom Tobiassen alligevel til at følge hende.
Til hendes Forskrækkelse friede han paa Veien. Virkelig ordentlig friede. Forlove sig med Tobiassen! hun maatte le; og hun gav ham et meget bestemt Afslag.
Men det havde ikke Tobiassen ventet. Han havde forstaat hende som han kunde ventet et andet Svar, sa han; men hun opførte sig altsaa saadan mod alle Herrer. Han beklagede, at han havde tat saa feil af hende – Godnat. Han tog Hatten af, og hun saa, hvor hans grøngraa Øine lyned af Sinne. Huf hvor styg han saa ud.
Hun blev ræd.
Altsaa havde hun virkelig opført sig upassende. Hun havde jo egentlig vidst det selv ogsaa; men hun havde ikke tænkt saa nøie over det. Hun havde slet ikke ment noget galt med det; hun vilde vist ikke narre nogen ialfald. Det var bare Tankeløshed altsammen. Hun havde saadan Lyst til at more sig lidt bare; men alt som var Morro var jo galt. Nu havde hun altsaa faat en Uven, og da 46kunde hun nok faa svie for det. Og nu vidste hun saa godt hvad hun skulde ha sagt og gjort da og da, hvor ganske anderledes hun som Dame naturligvis skulde have opført sig. Aa Gud, at hun kunde være saa letsindig. –
– Dagen efter var det Søndag; da skulde hun til Hedels til Middag.
Hun havde ikke Spor af Lyst; men hun turde ikke andet end gaa, ellers fik hun snart Uvenner der ogsaa. Hun havde ikke været der paa aldrig saalænge.
Hos Hedels var det kjedeligt som sædvanlig. Tante var i Kjøkkenet; Onkel laa paa Sofaen og røgte; men Marie var paa Kanefart i Sandvigen.
Tante passed altid paa at ha sine Pligtmiddage, naar Marie var borte.
Men Frk. Halvorsen saa paa det velstandsmæssige Bord, som var dækket i Spisestuen, og glæded sig til Maden. Ak-a-mei, tænk faa en ordentlig Steg, som der ikke var kogt Suppe paa. Ogsaa pleied der altid at være Multer eller noget andet saadant godt efterpaa. Bare det nu ikke vilde vare for længe! Det var saa vanskeligt at finde paa noget at ta sig til, mens man vented. Onkel Hedels havde snakket det han havde, spurgt om nyt fra Sandefjord, om Trafikken i Forretningen, o. s. v.; AlbummetAlbummet] truleg eit portrettalbum med små fotografi av familiens venner og omgangskrets, vanleg blant borgarskapet på denne tida. og SkillingsmagasinetSkillingsmagasinet] Skilling-Magazin til Udbredelse af almennyttige Kundskaber, illustrert vekeblad som kom ut i perioden 1835–1891. havde hun set igjennem. Men der laa nogle Bøger; hvad mon det var for nogen? «I det Stille» af Marie;«I det Stille» af Marie] Marie: I det stille : Skildringer fra den hjemlige Arnes Synspunkt, Kristiania 1878. Marie var pseudonym for Antoinette Meyn, norsk forfattar (1827–1915). den havde hun 47læst. «Kong Oskars Reise til Nordkap»,«Kong Oskars Reise til Nordkap»] J.A. Friis: Hans Majestæt kong Oscar II’s Reise i Nordland og Finmarken Aar 1873, Kristiania 1874. ja der var Billeder; dem kunde man se. Men der laa «Guld-Else eller det gamle Slot» af Marlitt.«Guld-Else eller det gamle Slot» af Marlitt] bok av E. Marlitt, utgitt i Leipzig 1866 med originaltittelen Goldelse. E. Marlitt var pseudonym for Eugenie John (1825–1887), tysk forfattar. Den havde hun ogsaa læst før; men den var saa deilig, at hun kunde læse den om igjen hundrede Gange. Hun satte sig hen til Vinduet og ledte efter det Sted, som hun syntes var det yndigste i hele Bogen. Der hvor de gaar Arm i Arm paa en yndig, skyggefuld Vei, og han siger fore noget, som hun skal sige efter. Hun kunde ikke huske, hvordan det lød, men det var saa deiligt. –
Gudskelov, der kom Maden. Ak! Det var Gaasesteg, og der kom Pigen med en langhalset Vinflaske og de nydelige slebne Vinglas, som hun likte saa godt.
Frk. Halvorsen forsynte sig graadigt; især syntes Fru Hedels, at hun drak svært meget Vin. Hun var ikke vant til at se Damer drikke Vin paa den Maade, tømme Glasset i et Drag som om det var Vand.
Men Onkel Hedels var gemytlig. Han skjænkede fort væk, og mente, at de fik drikke de to som havde Vet paa det; for Vinen var jagu god den.
Og Frk. Halvorsen lod sig ikke bede to Gange.
Fruen spurgte, om hun var vant til Vin hjemmefra? Hun havde ikke trod, at de leved saa flot derhjemme i Sandefjord.
Men da hun fik høre, at Frk. Halvorsen drak slige Sager i Butiken sammen med Betjentene, blev 48hun forfærdet og holdt en lang Moralpræken for sin Niece. Hun fik sandelig passe lidt paa sit Rygte, sa Fru Hedels, og huske paa, hvad hun skyldte sin Familie. Trodde hun kanske, at nogen anstændig Dame gav sig til at drikke sammen med Herrer! Hvad for Tanker maatte ikke hendes Colleger faa om hende, naar hun ikke holdt sig bedre end som saa?
Frk. Halvorsen mente, at ingen dernede faldt paa at synes det var noget rart; men hun havde fælt vond Samvittighed. Tante havde naturligvis Ret i altsammen, men væmmelig var hun nu alligevel. Det skulde vist bli en god Dag, til hun skulde komme der igjen.
Men Fru Hedels tænkte ved sig selv, at det var sandt som Marie sa; der blev noget saa simpelt ved saadanne Butikjomfruer, som omgikkes Mandfolk bestandig. De blev saa ukvindelige og frække.
En Stund efter Middagen takked Frk. Halvorsen for sig. Det var en Lettelse at slippe ud.
Hun drev sagte opover Pilestrædet, tung og træt efter den svære Middag.
Hvor skulde man gjøre af sig? Hjemme var det naturligvis lige saa kjedeligt. Huf, disse Søndagene; det var aldrig mulig at faa Ende paa dem. Mon hun skulde gaa ned og hilse paa Madam Simonsen –. Undres paa, om der lyste paa Kontoret –? Han pleiede at arbeide med Aarsopgjøret disse Søndagene efter Nytaar.
49Hun snudde om og gik Universitetsgaden og Karl-Johansgade nedover. Flokker af Gutter og Gjenter drev op og ned fjasende og leende, men fine Folk var der ikke at se. Det var nok ikke rigtig anstændigt at gaa paa Karl-Johan Søndag Eftermiddag.
Hun skyndte sig afsted. Gud ved, hvad det var som var anstændigt forresten; det var jo uanstændigt næsten alting. Bare nu Madam Simonsen var hjemme, det var det eneste Menneske der var lidt Hygge i.
Jo, det lyste.
«Nei er det dere som er ude og gaar?» sa Madamen, hun skøv Brillerne op paa Panden og saa nikkende op paa Frk. Halvorsen. Der var hyggeligt og varmt. Madamen sad i Sofaen og læste sidste Nummer af «Verdens Gang» ved Lyset af en liden Læselampe med rød Skjærm over.
Frk. Halvorsen fortalte, at hun havde været en Tur rundt Fæstningen,Fæstningen] Akershus festning men at det var saa koldt, saa hun holdt paa at fryse Benene af sig; saa havde hun faat den Ide, at hun skulde gaa indom og varme sig lidt. Ja hun maatte ta af sig og sætte sig op i Sofaen, mente Madamen, saa skulde hun gaa ud i Kjøkkenet og «svinge paa Kjedlen».«svinge paa Kjedlen»] laga kaffi. Uttrykket viser truleg til at ein gjerne svingar eller løftar kaffikjelen opp og ned for at gruten skal falle til botn.
«Aa De er et velsignet Menneske, Madam Simonsen –» sa Frøknen, tog Tøiet af sig og satte sig godt tilrette op i Sofaen. Saa gudskelov, nu kunde hun da sidde og dovne sig lidt, og saa 50kanske hun kunde faa Madamen til at fortælle lidt Morro. – –
Hun hørte Madamen spikke Stikker og gjøre op Varmen ude i Kjøkkenet; saa tog hun «Verdens Gang» og begyndte at læse, men la den strax fra sig igjen; Politik var det kjedeligste hun vidste.
Det var sandt som Jensen sa, det var ikke noget for Damer; men af Madam Simonsens Politik lo han. Nu syntes Madamen, at han og hans Lige havde været Storfolk længe nok, sa han; nu vilde hun og hendes Lige være Storfolk en Stund! Akkurat saa var det ogsaa med de emanciperede Damer,emanciperede Damer] frigjorte, uavhengige, brukt om kvinnesakskvinner forklarte Jensen; nu havde Mandfolkene været Mandfolk saalænge, at nu vilde de være Mandfolk til en Afvexling. – Og han havde vist egentlig Ret.
Da Madamen havde sat Kjedlen over, kom hun ind med Kværnen, tog ud en Papirpose i Piedestallen,Piedestallen] høgt, smalt skåp fyldte i, og satte sig til at male Kaffe. Idetsamme kikked hun ud gjennem Vinduet, som vendte til Gaarden. Saa satte hun Kværnen fra sig paa Bordet og gik hen og flytted paa en stor Geranium,Geranium] namn på prydplanta pelargonium som stod i Veien, som for at se bedre.
«Nei, han er ikke gaaet enda», sa hun, idet hun igjen gav sig ifærd med Malingen.
Frk. Halvorsen saa ogsaa ud.
«Søndagen efter OptagningenOptagningen] vareoppteljinga sidder’n bestandig og regner, ved De,» sa Madamen og gav Kværnen et Dask for at faa de sidste Bønner med, «han 51stunder efter at se, hvormeget han har tjent i Aaret.»
«Saa? Jeg synes bestandig Larsen holder paa med den Udregningen, jeg,» sa Frk. Halvorsen; «jeg la ikke Mærke til, at det lyste, da jeg gik over Gaarden.»
«Hei, der kommer Svarten!»Svarten] kaffikjelen skreg Madamen og sprang ud for at redde Kjedlen som kogte over. Men derude hørte Frk. Halvorsen hende skrige enda høiere: «Kors i Jesu Navn, aa Di skræmte mig!» Og idet samme hørte hun en Stemme som lo og sa: «Ja det er jo saa mørkt her, at man ikke kan se en Tomme foran sig; det var saamæn nær paa jeg skulde omfavnet Dem.» Det var Jensen.
«Aa ja, det hadde vi naa ikke død af no’n af vaars,» lo Madamen.
«Ja ja, vi faar vel være lige gode Venner da, Madam Simonsen; især hvis De kan skaffe mig en halv Øl», fortsatte han og gik henimod Kammerdøren, som stod paa Gløt.
Derinde havde Madamen sin Ølbeholdning i et aabent Skab med et blomstret Gardin foran; og Jensen havde mer end en Gang fundet sig Øl derinde, naar han var paa Kontoret om Søndagene, eller naar han havde «Venner» med sig derind om Kvældene efter Forretningstid. Men om hans Kontorrangler vidste ingen anden end Madam Simonsen Besked. Hun var den første, som kom derind om Morgenen, og da fjernet hun omhyggeligt 52alt som kunde minde om at der havde været Folk efter Forretningstid. –
Madamen skjøv op Døren til Kammeret og mente, der fik vel bli en Raad med en Ølskvæt.
«A ha, De har Fremmede! –»
Han bukked for Frk. Halvorsen og sa gemytlig: «Godaften Frøken; saa De besøger ogsaa Madam Simonsen om Søndagene?»
Frk. Halvorsen fortalte atter om Turen rundt Festningen.
«Det er saamæn første Gang, Frøkna gjør mig den Ære aaaa] 2. opplag: at hilse paa mig en Søndag,» sa Madamen ude fra Kjøkkenet, «og derfor skulde vi netop ha vaars en liden Kop Kaffe i Anledningen.»
«Ja de Kvindfolkene, de skal nu bestandig ha Kaffe de,» mente Jensen; men han haabed han fik Lov til at drikke sin halve Øl paa Bordet der alligevel? Han satte sig paa en Stol ved det ene Hjørne af Bordet. Han skulde ikke ta stor Plads? Han saa paa Frk. Halvorsen. Men hun lo bare og saa paa Madamen, som idetsamme kom ind med et Ølglas paa en Asjet. Madamen mente, at der nok var Plads til dem alle tre; de var ikke saa breie nogen af dem.
Hun satte Glasset for Jensen og gik ud for at gjøre Kaffeen i Stand. Jensen skjænkede i; men med et snudde han sig mod den aabne Kjøkkendør og raabte ud: «Det er sandt, Madam Simonsen, De maa være saa snil at lægge lidt mere i oppe 53hos mig; det er brændt ud for længe siden i den Filleovnen!»
Madamen satte Kaffebrættet ind paa Bordet, tog en Næve Høvlspon i en Sæk ude i Kjøkkenet og gik, idet hun mumlede noget om, at naar man ikke la paa Kul, men bare en to-tre Vedpinner saan som Mandfolkene brugte bestandig, saa maatte det vel brænde ud – –
«Læser De ogsaa «Verdens Gang», Frøken?» spurgte Jensen, da han havde tømt sit første Glas.
«Nei da; jeg bare ser den sommetider hernede.»
«Madamen vil vel gjøre Dem til Venstremand, kan jeg tænke,» sa han og lo.
«Aa nei; det nytter nok ikke at forsøge paa det; jeg forstaar mig ikke noget paa Politik, jeg.»
Hun skjøv Avisen længer fra sig. «Det er det kjedeligste jeg ved,» la hun til.
«Det er Ret,» sa Jensen, «De er sku ogsaa altfor vakker til at befatte Dem med sligt noget.» Han saa paa hende med et Blik, som gjorde hende hed.
Hun blev ildrød og kunde ikke svare.
Men Jensen fortsatte som om ingen Ting var.
«Det er nemlig bare saadanne ulykkelige Væsener, som ser slig ud, at de ikke kan bli gifte, som slaar sig paa Politik og Emancipation og alt det derre Vrøvlet. Kvinderne har da gudskelov skjønnere Opgaver i Livet.»
Han skjænkte Resten af Øllet og drak. Han 54saa slet ikke paa hende og var ganske alvorlig. Frk. Halvorsen vidste ikke, hvad hun skulde sige. Var det Spøg eller Alvor? Men hvorfor saa han saadan paa hende, da han sa, hun var vakker? –
Heldigvis kom Madamen og redded hende ud af Pinen.
Jensen tog op Portemonnæen og la 12 Øre paa Bordet. «Tak skal De ha, Madam Simonsen; Godaften – Godaften Frøken!» Han bukked og gik hastigt ud, ærgerlig og misfornøiet. Hun var sku for grøn, den der …
Madamen skjænkte Kaffe og forsøgte at faa en Passiar i Gang; men Frøken Halvorsen kunde ikke være med længer. Hun svarte i Øst, naar Madamen spurgte i Vest. «Hun gik nok i Giftertanker i Dag,» mente Madam Simonsen.
«Aa De da, jeg er bare saa frygtelig søvnig, jeg tror virkelig, jeg maa se at komme hjem og lægge mig. Jeg har været i en flot Middag i Dag, skal jeg si Dere, hos min Tante, med Vin og alt sligt, ogsaa den Turen efterpaa da – –».
Ja det var vel saa det. De Storfolkene, dem kunde spise og drikke hvad dem vilde dem, mens en anden Stakkar maatte slite Helsa af sig forat faa den snaue Madbiten.
Frøken Halvorsen skyndte sig at komme afsted; for naar Madamen kom ind paa Kapitlet om Storfolkene blev hun aldrig færdig.
– Den hvide Lærreds-Rullegardin i Jensens 55Kontorvindu var for smal, saa der var en liden Aabning paa Siderne. Frøken Halvorsen kunde ikke la være at titte ind. Der stod han blank og rund og bladed i en Protokol med sine fine, hvide Hænder. Hun strakte sig paa Taa og saa beundrende paa ham, mens hun lytted med tilbagetrængt Aandedræt, om der skulde komme nogen. Hvor hvid og ren han var bestandig; han maatte være deilig hele Veien – ha nydeligt Undertøi og saant. Og hun fortabte sig i Synet af ham, saa hun glemte sig selv. Hun strakte sig nærmere og nærmere op mod Ruden og lod Blikket hvile kjælende ved hver liden Detalj, fra, det velfriserede Haar og til den hvide Skjortekant, som stak frem under Mansjetten.
Med en Gang saa han ud – og smilte.
Hun satte paa Sprang som en Tyv, op Kirkegaden, over Stortorvet og opover Pilestrædet. Hun sprang som for Livet. Han maatte være efter hende, hun kjendte Øinene hans i Ryggen. Hun havde en Fornemmelse, som om hun var nøgen paa Gaden.
Da hun var kommet ind paa sit Værelse, kasted hun sig udmattet ned paa Sofaen, mens hun hele Tiden gjentog for sig selv: Han saa mig – han smilte; jo han smilte – –
Men den Nat forfulgte han hende som en Hallucination. Hun kasted sig feberhed frem og tilbage i Sengen og kunde ikke tænke paa andet end ham. Hun saa ham saa tydelig for sig med 56Smilet fra i Dag. Hun kjendte de varme, hvide Fingre berøre sit Legeme og hun saa hans beundrende Øine – nærmere og nærmere – Aah, hun var jo gal. Hun maatte kvæle ham med Kys – –
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Romanen Et frit Forhold ble utgitt i 1892 og var Hulda Garborgs debut som forfatter.
Skildringen av Dina er naturalistisk, men i motsetning til det som ofte er tilfellet i naturalismen, er ikke Dina bare et stakkarslig offer for ytre forhold. Hun tar regien over sitt eget liv og viser seg som en sterk og handlekraftig kvinne – en kvinnetype som man finner igjen i mange av Hulda Garborgs senere verker.
Romanens hovedperson, Dina Halvorsen fra Sandefjord, kommer til Kristiania og får jobb i en manufakturforretning. Snart innleder hun et forhold til sjefen, og det er forholdet mellom dem romanen handler om. I utgangspunktet er det et såkalt «fritt forhold», men det hele utvikler seg raskt til en maktkamp. Garborg ironiserer over hvor «fritt» et bohemisk parforhold blir i lengden, og boken kan dermed leses som et innlegg i datidens debatt om kjønnsroller, ekteskap og seksualmoral.
Åshild Haugsland har utstyrt teksten med innledning, sakkommentarer og variantapparat.
Se faksimiler av 2. opplag fra 1892 (nb.no)
Hulda Garborg er i en viss grad en glemt forfatter i dag. Vi kjenner henne mest som kulturpersonlighet og forkjemper for bygdekultur. Hun engasjerte seg sterkt i kvinnekampen og i kultur- og samfunnsdebatten. I samtiden var hun imidlertid også en viktig stemme i litteraturen.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.