VIII.

79Efter to Dages Lidelser havde Frk. Halvorsen ved Doktorens Hjælp bragt et Barn til Verden. Det var en Pige, liden og rar; men fuldt levedygtig, sa Jordemoderen.

Frk. Halvorsen forstod ikke rigtig. Fuldt levedygtig? Kunde det være muligt? Men hun var altfor træt til at tænke noget videre over det; det var ligesom det ikke kom hende ved. Barnet skulde jo flaskes, og hun havde det aldrig hos sig. Hun sov meget, og naar hun var vaagen, længted hun bare efter at sove igjen; da slap hun at tænke paa alting.

Forresten følte hun sig saa forpint, og saa rent uden Kraft og Vilje efter de svære Smerter, som hun havde udstaaet, at hun syntes ikke, hun kunde bli Menneske mer.

Ofte drømte hun, at det begyndte paany. Hun skulde slagtes, og hun maatte ligge og se paa Forberedelserne. Den lille geschäftigegeschäftige] aktive, tiltaksame Jordemoder vimsed omkring og rakte alleslags underlige 80Instrumenter til den høie, mørke Manden, som stod bøiet over hende, og hun laa i Dødsangst og ventet paa at føle dem i sit Kjød –.

Hun vaagned med et Skrig. Aa gudskelov! aa gudskelov! Taarerne brød frem, og hun takked Gud, fordi hun bare havde drømt.

Men Skrækken sad i hende. I Tanker og Drømme kom hun vist til at leve det op igjen, om hun blev hundrede Aar.

– Hvor der skulde bli af Barnet? Huf nei, det fik virkelig de andre tænke paa. Hun syntes, hun maatte ha taget sin Part nu. Nu maatte hun sandelig faa Lov til at være i Fred. Hun følte sig saa mishandlet og forurettet, at hun mangen Gang graat af Medlidenhed med sig selv.

Men eftersom hun begyndte at komme til Kræfter igjen, trængte Tanken paa Barnet mer og mer paa. De andre? Hvilke andre? Pludselig stod det saa uhyggelig klart for hende, hvor alene hun var. Kanske hun indbildte sig, at Jensen, eller –; med en iskold Latter afbrød hun Tanken. Aa nei, det maatte nok bli hende det ogsaa. Naturligvis. Hun maatte nok ha det altsammen. Det var jo bare hendes Skyld. Aa Gud, hvorfor havde de ikke ligesaagodt tat hendes Liv med det samme; det havde jo været saa lidet om at gjøre.

Da hun var kommet op af Sengen, begyndte hun ogsaa at stelle lidt med den Lille. Det var i Grunden morsomt.

81Gud, hvor rart det var at tænke paa, at dette blaatynde Væsen var hendes Barn. Det havde vist hendes Øine forresten. Gud ved, om Krybet ellers ligned hende. Sludder! slige Smaa ligned jo ingen. Det kunde kanske blit noksaa Morro at faa beholde hende; men stakkars liten, for hende havde det nok vært bedst, om hun havde faat dø. Det var jo fælt det ogsaa, – men slige Smaa kom jo til Gud.

Ofte, naar hun sad med den Lille paa Fanget, strømmede der for et Øieblik en varm Følelse af Lykke igjennem hende. Og da følte hun, at det vilde bli vondt at skilles fra det lille Væsen.

Det nærmed sig Tiden, da hun skulde reise, og hun talte med Jordemoderen om Anbringelse af Barnet. Det maatte naturligvis bli paa Landet, hvis man kunde faa det pent anbragt. Der var intet Raad for det. Hun kunde jo alligevel besøge det af og til. At ha det i Kristiania var for resikabelt; der kunde saa let komme noget op.

Men Madamen vidste ingen deromkring, som kunde ta det; derimod kjendte hun en ung Styrmandskone i Kristiania, som vilde ha et Pleiebarn,Pleiebarn] barn som er bortsett mot betaling og der trodde hun Barnet maatte faa det godt. Den Konen havde selv bare en treaarsgammel Gut, og Manden var fordetmeste ude paa Reiser, saa hun havde Tid nok; og ikke var det rigtig nogen Fattigkone heller, som de fleste andre saadanne Pleiemødre.

82Frk. Halvorsen syntes hun maatte benytte sig af en saa god Leilighed.Leilighed] høve, anledning Hun følte ogsaa en hemmelig Glæde ved Tanken paa, at hun skulde faa ha Barnet saa nær. Man kunde altid lave sammen en eller anden Historie, saa hun kunde faa se det lidt ofte.

Saa blev det overladt til Jordemoderen at forhandle med Konen og bringe Barnet ind, naar alt var i Orden.

– Da Frk. Halvorsen endelig sad ombord paa Dampskibet, som førte hende til Byen igjen, befandt hun sig noksaa vel. Hun husked Turen udover og gøs ved Tanken. Ja, nu kunde hun nok være glad, nu det var over, og hun var fri og frisk igjen. Dampskibsturen kvikked hende op. Hun fik en storartet Appetit, spiste det bedste hun kunde faa ombord og blev svært modig.

Det var i Grunden bare dumt at grue for at komme til Byen igjen. Det var jo ingen som vidste noget. Og selv om de havde vidstvidst] retta frå: vist noget –! hun blaaste i dem allesammen. Det var saamæn noget, som havde hændt de fineste Damer; Madam Simonsen kunde fortælle lidt af hvert om de Ting. De kunde sladre saameget de vilde; hun kryssed ingen. Desuden blev de nok snart kjed af det.

Det ærgerligste var, at hun maatte leie Værelse.

Fru Gundersen vilde hun ikke se mer, det var umuligt. Og heller ikke Tante Hedels; men det skulde hun saamen ikke sørge over; det havde saa alligevel ikke været nogen Hygge ved den Dame.

83Men hun maatte tilstaa, at hun skulde vært glad, hvis hun havde kunnet flytte ind igjen paa sit gamle Værelse. Intetsteds kunde hun faa det saa trygt og godt som der. At hun kunde ha vært saa erkedum at bære sig slig ad, som hun havde gjort, gi sig til at rømme, akkurat som om hun skulde ha tat noget med sig. Det var bare saadan en idiotisk Romangrille, hun havde faat i Hovedet. Det var til at ærgre sig gul og grøn over. Nu kunde hun bare ha tat en Droske og kjørt lige hjem paa sit hyggelige Værelse, istedetfor at ta ind paa et kjedeligt Hotel og saa i Morgen begynde at rende efter Logi. Huf, hun kunde ikke tænke sig noget værre.

Jo mer hun tænkte over det, desto klarere stod det for hende, hvor dumt hun havde handlet. Ingenting vilde styrke Sladderen mer, end at hun var flyttet fra Gundersens, hvor hun havde boet helt fra hun kom til Byen. Folk vilde naturligvis tro, at de havde jaget hende, og nu var det ikke rimeligt, at Fru Gundersen vilde forsvare hende længer heller, for nu var hun naturligvis sint. At hun havde vidst noget, lod hun nok være at si, men hun gik vel og jamred over, at hun var ført bag Lyset, at saadan Tak havde hun faat, fordi hun havde tat hende ind i sit Hus og behandlet hende som sit eget Barn, o. s. v. Aa, hun kjendte Fru Gundersen, hun vidste paa en Prik, hvad hun vilde si, og hvordan hun vilde sno sig fra det.

84Nei, aldrig se dem mer. Hun vilde leie paa en rent anden Kant af Byen. Den Konen, som skulde ha Barnet, boede i VognmandsgadenVognmandsgaden] tidlegare gate i fattigkvarteret på Vaterland. Bortregulert i samband med saneringa av området på 1960-talet. etsteds, saa kunde det jo passe for hende at leie paa Grønland; da havde hun det lige i Veien sin. Hun fik si, at det var en Slægtning af sig som eied Barnet, eller kanske en Bekjendt. Aa nei, det var alligevel bedre at si en Slægtning; hun kunde jo si, at det var en Fætter; naar det bare var Faderen, hun var i Slægt med, saa var det jo ikke nogen videre Skam. Hun kunde fortælle, at han var Student, af rige, fine Forældre, men desværre svært letsindig. Og saa maatte hun si, at det var med en fin Dame, han havde dette Barnet, af en i Byen velkjendt, stor Familie; derfor kunde Moderen altsaa ikke selv o. s. v.; det kunde jo formelig bli interessant.

Aa jo, det skulde nok gaa. Det kom jo idetheletaget ikke Kjærringen ved; naar hun bare fik sine Penge, saa tied hun nok.

Kl. ti om Aftenen la Dampskibet til ved Toldbodbryggen i Kristiania.

Det var allerede temmelig mørkt, og der var gudskelov ikke et kjendt Menneske at opdage. Hun brændte i Kinderne og havde voldsom Hjertebanken da hun sprang ned ad Landgangen og ind paa Bryggen for at faa fat i Vognmand. Gud give, hun nu slap fri for Bekjendte; der var altid saa mange Forretningsfolk nede paa Bryggen, naar Dampskibene kom.

85Vognmanden fulgte ombord og tog hendes Kuffert, og hun følte sig betydelig lettet, da hun var kommet op i Vognen med alle sine Pakkenelikker.Pakkenelikker] små pakkar, bagasje

«Kanske De vil slaa op Kaleschen, Vognmand; jeg tror, det begynder at regne?»

«Nei da, paa den Stubben faar vi nok ikke noe Regn, – det var jo Prinsensgade 4?»

«Ja – Madam Johnsens Privathotel.»Madam Johnsens Privathotel] truleg fiktivt namn

– Da hun var kommet ind paa det lille Værelse, som blev hende anvist, stablede hun sit Tøi sammen i en Krog, og bestilte en halv Flaske Øl og nogle skaarne Smørogbrød. Men Smørogbrødene var vonde og Værelset var trist og ubehageligt; det var ikke muligt at sætte sig i Ro og spise.

Hun gik op og ned paa Gulvet, bed af et Par forskjellige Madstykker, tømte Ølflasken og begyndte at klæde sig af. Hun var virkelig saa gjennemtræt efter Reisen; hun mærked nok godt, at hun ikke taalte saa meget endnu, men det maatte vel komme sig med Tiden. Da hun var næsten afklædt, fik hun pludselig Lyst til at se paa Maven sin. Mon hvordanhvordan] retta frå: hv ordan den kunde se ud efter en saadan Historie. Hun havde aldrig turdet se paa den saalænge hun gik med Barnet, det var for fælt bare at se den udenpaa Linnedet dengang. Hun løste Bindet og gik hen foran Speilet. Men du gode Gud, hvordan var det hun saa ud! – blaasorte Striber over hele Maven, Aarer eller Ar ligesom; fælt stor var den ogsaa enda, foldet og styg, 86huf! Kanske hun skulde gaa omkring med de Mærkerne hele sit Liv, jo det skulde se nydeligt ud! Hun skyndte sig at knytte Bindet fast paa igjen og sprang hurtig op i Sengen.

Hun frøs saa hun hakkede Tænder. At det kunde være saa koldt i August!

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.