XI.

102Aaret efter skede der en Del Forandringer hos Jensen & Co.

En-Gros Handelen blev udvidet, og Hansen blev Reisende, – hvilken han særlig var skikket til. Han tog Smaabykjøbmændene og Landhandlerne med Storm med sine pikante Historier og lystige Viser, og skjønt han rangled adskillig, gjorde han gode Forretninger.

I hans Sted var der i Butikken kommet en stilfærdig ung Mand, som der ikke var synderlig Morro ved, samt en ung Dame, som skulde oplæres.

Tobiassen var Førstemand, eller «Chef for det Indre», som de andre kaldte ham, og som saadan havde han at befale over sine Kolleger. Kun Frøken Halvorsen vilde ikke anerkjende hans Overhøihed. Hun gik sine egne Veie, til stor Forbauselse for de nye i Forretningen.

Men det var ingenlunde hendes Mening at konkurrere med ham om Førstemandsstillingen, dertil var hun for lidet interesseret. Hun gad ikke kaste 103sig over alle Grene af Forretningen og lære de Ting, som hun havde forsømt. Det eneste som hun fuldt ud magtede var den almindelige Butikexpedering; deri var hun saagar Tobiassen overlegen. Men hvor hun ikke kunde klare sig med sit «kvindfolkelige Hovedregningssystem», som Tobiassen kaldte det, der stod hun fast; for regne paa Papir kunde hun meget daarligt. Hun havde aldrig giddet lære det; det var ligesom en Selvfølge, at Betjenterne gjorde den Slags Arbeide.

Idetheletaget blev aldrig Arbeidet andet for hende end en ubehagelig Nødvendighed, noget midlertidigt, som ikke kunde fylde eller glæde hende. Mens hendes Kolleger arbeidede for det Maal en gang at bli sine egne Herrer og faa sin egen Forretning, saa var det for hende bare en Overgang, som det gjaldt at gjøre saa let og kort som muligt.

Og det faldt hende aldrig ind, at der var noget rart i dette. Det var da saa naturligt, at en Kvinde havde andre Ting at tænke paa, som interesserte hende mere. Det var jo ikke deres Bestemmelse at bli Forretningsmænd.

Derfor blev hun ogsaa som himmelfalden, da Jensen en Dag kom med Forslag om, at hun skulde faa begynde en liden Forretning i en af Smaabyerne. Han troede det maatte gjøre hende lykkelig; men til hans Forbauselse og Harme sa hun ham rent ud, at det var ingenting i Verden, hun havde mindre Lyst til. Huh da! hun var sikker paa, at hun 104ikke duede til det engang, hun kom bare til at ødelægge Penge med det. Hvis hun havde været en ældgammel Jomfru, saa kunde der vært Mening i at begrave sig slig, men for hende – nei, han kunde ikke engang mene det. Han holdt da vel mere af hende end som saa. Og hun hængte sig om Halsen paa ham og sa spøgende: «Du som ikke kan udstaa emanciperte Damer, og sligt er da virkelig netop noe for emanciperte Damer, vel! Og saa i en Smaaby, huh da!»

Nei nei, naar hun ikke havde Lyst, saa. Han havde jo bare tænkt at gjøre det godt for hende, han.

Og saa blev der ikke talt mer om det.

Men det ængstede ham at have hende i sin Forretning; han var aldeles ikke sikker paa hendes Takt. Det hændte, at hun tog sig Friheder, som absolut maatte vække Opmærksomhed.

Det var derfor en stor Skuffelse for ham, at hun tog hans Forslag paa den Maade. Han havde længe tænkt paa dette, som paa den lempeligste Maade at ordne Sagerne paa; – at faa hende lidt paa Afstand, uden dog at skille sig rigtig ved hende, det var i Grunden det eneste, som passed ham rigtig; thi egentlig Brud vilde han af flere Grunde helst undgaa.

Han ærgred sig dygtig, var ofte grætten og vrang mod hende og passed bedre paa hende end før, og hun fik høre adskillige ubehagelige Ting. Han havde trod, at det skulde smigre hendes 105Ærgjerrighed, at han havde Tillid til hende og vilde hjælpe hende til at bli selvstændig; men nu bandte han sig selv, fordi han aldrig kunde lære. Et Kvindfolk med Ærgjerrighed! Du godeste Gud, for en Tanke! Det var bare en Ting, de satte sin Ære i; hvad der gik over dette, gav de Fanden med Fedt paa.

Men det var intet, som bed paa hende. Naar han begyndte at bli ubehagelig, saa gik hun sin Vei simpelthen; skulde man ta sig nær af alt sligt Vrøvl, saa fik man noget at gjøre! Det var da ikke værdt at gjøre sig Livet surere end det var heller. Forresten vidste hun jo, at det bare var Luner; det gik nok over.

En Dag i den travle Tid før Jul gik hun pludselig ud midt paa Formiddagen uden at si fra til nogen. Lidt efter lidt blev Butikken fuld af Folk, og Chefen maatte ind og hjælpe med Expederingen. Han saa strax, at Frøken Halvorsen ikke var tilstede, men sa ikke noget med det samme. Tilslut kunde han dog ikke holde sig længer; men spurgte temmelig barskt, hvor hun var.

«Hun er gaat ud», svarte Tobiassen, som om det var den naturligste Ting af Verden.

«Gaat ud? Det var som Fan; – midt paa Formiddagen i den travleste Tiden –» for Jensen op, rød i Ansigtet af Sinne.

Da hun endelig kom, sa han uden at se paa hende: «De maa være saa snil at være tilstede 106her, Frøken, naar der for en Gangs Skyld er lidt at gjøre.» Hun trak paa Skuldrene med et lidet spydigt Smil og gav sig rolig til at expedere.

Da Jensen senere fik hende paa Tomandshaand, spurgte han hende med en Stemme, som skalv af Sinne, om hun havde tænkt at sætte ham i Gabestokken for hele Personalet. Hun fik passe sig lidt.

«Pyh!» sasa] retta frå: saa hun og vendte sig fra ham med en kort Latter.

«Jeg siger du faar passe dig lidt!» skreg han, endnu mere ophidset, «vi har tre Maaneders Opsigelse her!» Han gik i fuld Fart op og ned paa Gulvet.

«Jeg vil ikke staa som en Nar for Folkene mine, saavidt du ved det!» Han gik hurtig ud og smældte Kontordøren igjen efter sig.

Gudskelov at det var sagt; han var sku kjed af dette-her nu. Det var noget saa fortærende ved dette aldrig at føle sig som fri Mand; man kunde bli gal af det. Det maatte da for svarte Fanden gaa an at faa en Ende paa det, vel! Her gik han som en Tyv bestandig og turde ikke se Folk i Øinene, mens hun var saa rolig og tryg –; det var rent irriterende. Hun havde ingenting at resikere, hun, mens han – aa du evige Gud, kunde man tænke sig noget dummere end at kjøre sig slig fast. Han havde nok havt adskillig Erfaring i Fruentimmerveien; men det var første Gang han havde et Forhold, som liksom skulde være lidt bedre 107end de mange af allerløseste Slags, som han begyndte at bli kjed af; men havde han havt Anelse om, hvad dette detdet] 2. opplag: ordet manglar var for et Slaveri, saa skulde han vist ha passet sig.

– Frk. Halvorsen kjendte ham og var tryg; men alligevel befandt hun sig ikke godt, naar han var sint paa hende. Og i Dag syntes hun, han havde talt bestemtere end almindelig.

Opsigelse! nei nu blev han lystig. Hun stod ved Disken og slog op noget Tøi, mens hun mumled for sig selv: «Sig op, du Far, sig op, du Far! – Sig op du, hvis du tør, men kjender jeg dig ret saa – –! aa pyt, du tør vel mindre!» Hun var harm og lei, og Graaden vilde op hvert Øieblik. En Stund arbeided hun meget flittig; men det generte hende, at de andre hele Tiden la Mærke til hende. Hun blev sint og kasted Tøistykket i Disken saa Støvet føg om hende, gik saa ind og tog paa sig Tøiet igjen. Hun skulde da vise dem, at hun ikke var ræd; indbildte de sig det, saa tog de feil – Idioterne! Hun gik, men vendte sig i Døren og raabte ind i Butikken igjen:

«Hvis nogen spør efter mig, saa sig, at jeg er gaat til Sydamen!»

Saa gik hun rolig opover Gaden, tilsyneladende stærkt optaget med at knappe de lange Hansker.

«Men Gud, turde hun gaa ud nu igjen, saa sint som Chefen var?» sa Frøken Hoel og saa paa Tobiassen.

108«Ja, det er noksaa frækt,» svarte han; men det var ogsaa alt, hvad han sagde.

Frk. Hoel begreb ikke et MukMuk] svak lyd, kvekk af dette; den Tobiassen var ogsaa en rar Førstemand.

Jensen var i flere Dage i det sorteste Humør. Ofte ønsked han hende af sit ganske Hjerte Fanden i Vold. Men Modet sank lidt efter lidt; thi hvor stor Lyst han end kunde ha, Skandale gjorde han altsaa ikke. Han var i Bur; man fik indrette sig derefter. Han havde det ubetinget bedst, naar de var gode Venner. Da var hun snil og fornuftig og gjorde ikke Vrøvl. Undertiden bestræbte hun sig saagar øiensynlig for at rette sine Feil, naar han bebreidede hende. Udannede Mennesker var altid farlige, naar de blev sinte; man kom længst med det gode. Og det endte med, at han gjorde det godt igjen.

Men da han en Dag hørte Madam Simonsen spasespase] fjase, spøke med, at Frøken Halvorsen og Tobiassen skulde gifte sig, var han nær ved at bede til Gud.

Det maatte da ogsaa være Fan, om hun ikke skulde finde paa at gifte sig engang! Hun maatte da for en Pokker ha Friere, saa vakker som hun var! Eller om hun virkelig skulde gaa der og – aa Sludder, der var da Maade paa Sentimentalitet ogsaa. Til syvende og sidst skulde man se, Pigebarnet gik der og vented paa, at han skulde blive Enkemand –!

Enkemand –, naa; at være gift var sku ikke 109saa farligt; det var et Paradis af Frihed alligevel det, mod et Forhold som dette! Det maatte være et uhyre upraktisk Menneske, som ikke kunde skaffe sig lidt Frihed, om han var gift; men kom man først ind i et saakaldt frit Forhold, saa sad man sku der, trods al Overlegenhed, det skjønte han nu. Altid at ha Skandalen hængende over Hode paa sig – hu; naa, man fik indrette sig; der var altsaa ikke noget at gjøre ved det. Hun forlangte svært meget af ham ogsaa nu; han fik nok ikke Lov til at forsømme hende saa ofte, som han kunde ha Lyst til; – der blev strax Scener, og det var saa Satans væmmeligt. En vakker Dag kunde hun jo ogsaa gjerne finde paa at sende alle disse dumme BilletterBilletter] korte brev hjem til Fru Jensen; ingen vidste, hvad et nervøst Fruentimmer kunde finde paa; de tænkte ikke, de; neida; nei, han fik nok – – – –.

Men Gud inderlig give, at hun vilde gifte sig!

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.