110Det gik en Tid saa nogenlunde. Hun var ialmindelighed flittig, naar han var tilstede og passed for det meste Forretningstiden; men de taltes sjelden ved, og ingen af dem likte sig rigtig.
Hendes Paapasselighed undlod imidlertid ikke at gjøre sin Virkning paa Jensen, som først og fremst var Forretningsmand, og han mildnedes lidt efter lidt.
Men saa kom der igjen Tider, da hun overgav sig til sin Dovenskab og lo af sig selv, fordi hun var saa dum.
«Er’n go, saa kommer’n igjen,» som Madam Simonsen sagde; herregud, hun vidste jo det nu. Og i sin Tryghed drev hun ham ofte til Raseri ved sin udfordrende Dovenskab og Ligegyldighed. Det kom til stormende Scener, som hun tog med stedsestedse] alltid, stadig større Ro, medens han mer og mer laa under for sin Magtesløshed. Han sprælled i hendes Baand som Fisken paa Krogen. Det var ikke Frygten for Skandalen alene, som bandt ham; det værste 111var at … Fanden, naar det kom til Stykket, saa kunde han ikke undvære hende heller! Han, som havde følt sig saa høit hævet over dette udannede Kvindemenneske, maatte nu knytte Næven i Lommen og indrømme, at han var den underlegne; og det hjalp ham ikke det mindste, at han fortalte sig selv og hende, at det var smudsige Vaaben hun brugte, at det var hendes Mangel paa Dannelse og Finfølelse som var hendes Styrke o. s. v.; hun lo ham bare ud, naar han snakked om Finfølelse, og for sig selv blev han hverken finere eller stærkere af det.
Naar de saa havde været Uvenner en Tid, og han havde gaat og svoret og forbandet sig paa, at nu skulde det være slut – ialfald med det, foreløbig med det, – saa begyndte han at se venligere paa hende igjen, tilsidst længselsfuldt, – forelsket; – og saa havde hun seiret. Hun blev snart saa modig, at hun vovede at vise sig haard, stille Betingelser – – Han blev sint, men naar der var gaat nogle Dage, kom han og gav sig.
Og saa kom der Tider, da de levede i en fuldstændig Rus, behagelig rangleslappe og naragtig forelskede. Hun dyssed hans Samvittighed i Søvn med bløde Kjærtegn og vild Sandselighed, og indtog ham fuldstændig med sin underdanige Hengivelse, som smigrede hans Forfængelighed og for en Stund lod ham føle sig som den overlegne. Paa Knæ, kyssende hans Fødder, saadan likte han 112Kvinden. Det var den rette Kvindelighed. Og det var i Øieblikket ingenlunde Hykleri fra hendes Side, tvertimod. Hun havde saa meget af Kvindens og Underklassemenneskets Slavenatur i sig, at det i Forelskelsens Øieblik faldt hende naturligt at søge sin Plads ved hans Fødder. Det var ham ofte en Gaade, hvordan dette ydmyge, kjærlige Væsen undertiden kunde tage sig saa ganske anderledes ud. – –
– – Nu havde Jensen været standhaftig usædvanlig længe, og han begyndte næsten selv at tro paa, at der skulde blive Alvor af hans Beslutning. Han holdt lange Taler for sig selv; ingen Svaghed nu, ingen Dumhed; dette skulde og maatte have Ende.
En Søndag over Nytaar holdt han det reglementerede Juleselskab for sine Butikfolk og et Par af Husets intimeste Venner.
Som altid hos Jensens havde man spist en udmærket Aftensmad, og nu kom Punchebollen.Punchebollen] punsj: drikk av vatn, sukker, krydder og alkohol
Fru Jensen var i høieste Velgaaendehøieste Velgaaende] høggravid og sad bleg og træt og strævede med at være Værtinde. Hun saa gammel og daarlig ud og røbed i Paaklædning og Frisur en paafaldende Ligegyldighed for sit Ydre. Og det irriterede Jensen; man behøved da ikke at skabe sig værre end man var heller. Han kunde ikke lade være at gjøre Sammenligninger, og stjal sig saa ofte som mulig til at 113betragte Frøken Halvorsen, som sad lidt ifra de andre og snakked med hans Ven Grosserer Bøhn.
Det forekom ham, at Bøhn gjorde temmelig betydelig Haneben.Haneben] flørta Fan til UdhalerUdhaler] lauslynt, usømeleg mann ogsaa; han maatte da i Pokkers Skind og Ben forstaa, at sligt var upassende. Det var simpelthen taktløst var det, naar Husets Frue var tilstede. Jensen drak temmelig flittig og var ganske rød i Toppen.
«Skaal gamle Borger!» raabte han til Bøhn og hævede Glasset.
«Skaal, Skaal du!» kvak Bøhn i og snudde sig rundt paa Stolen forat ta sit Glas, som stod bag ham paa Etagéren.Etagéren] møbel med hyller
De drak og plirede til hverandre over Glassene.
Fælt saa godt som hun tog sig ud i Kvæld forresten; saa frisk og indbydende saa hun ud i den vinrøde, stramtsiddende Kjole. Den klædte hende brilliant. Hun havde sku Smag, Pigebarnet; det var ikke stort om at gjøre, før hun var Dame saa god som nogen; om det saa var de kortklippede, plebeiiske, ikke ganske rene Negle, som altid havde irriteret ham, saa havde hun sku faat Bugt med dem ogsaa. Og ganske mærkelig var det, hvor hendes Optræden havde vundet i Ro og Sikkerhed. Hun var ikke længer sky og forlegen, men førte sig mellem ham og hans Kone som om ingenting var. Og det var sandelig godt gjort. Skam at sige, saa følte han sig noksaa trykket, 114han for sin Part. Men det vilde jo være paafaldende om hun ikke var med ogsaa. Han kunde forresten aldrig mærke noget paa sin Kone, skjønt han vidste, at der engang var kommet hende noget for Øre. Men hun havde vist ikke trod paa det, skjønt Gud ved; man kunde jo aldrig blive klog paa hende. Det var akkurat som hun ikke brydde sig om nogen Ting længer; hun var saa halvdød og ligeglad, at han sommetider var rasende paa sig selv, fordi han gik og havde Samvittighed for sligt et Menneske. I de senere Aar lod hun ham jo tydeligt nok forstaa, at han kunde gjøre hvad han vilde, bare hun fik være i Fred. Han trodde bogstavelig talt, at det eneste hun brydde sig om var at sove, og det fik hun da vel ogsaa Tid til, saa meget som hun laa og vælted i den Sengen derinde. Gud ved, hvad det var for noget rart, som feilede hende bestandig. Jo mere han saa paa hende, des mere uappetitlig forekom hun ham. Det var ligesom bestandig noget af Sovekammerluft og Sengevarme over hende. Hvor velgjørende vilde det ikke vært engang at se hende med Korset og moderne Frisur, saadan at han kunde være sikker paa, at hun var rigtig vaagen, rigtig opstaat. Han kunde næsten ikke huske at ha set hende i andet end Morgenkjole, et Plag, som han ligefrem hadede. Saadant som Korset havde hun forlænge siden opgivet. For et Par Aar siden havde han tat hjem et elegant fransk Korset og 115git hende til Jul; men hun bare spurgte hvad Tid hun skulde bruge det; for enten gik hun jo med Barn, eller ogsaa havde hun et ved Brystet. Og da var det virkelig for besværligt at bruge Korset.
Jensen bed Tænderne sammen, bar Korsettet med sig igjen og gav det til Frk. Halvorsen.
– De taltes sjelden ved, Jensen og Fruen nu, thi han benyttede enhver Anledning til at spise i Byen. Og som altid naar Fruen gik sidst paa,gik sidst paa] var høggravid havde han sit eget Soveværelse.
Frk. Halvorsen syntes ogsaa, at Fru Jensen havde tabt sig svært.
Naar hun tænkte paa, hvad det stakkels Menneske havde ivente, følte hun sig saa deilig fri og frank; hun syntes virkelig Synd paa hende. Var det mulig, at hun ikke længer var jaloux paa Fru Jensen, at hun kunde se paa hende uden at der satte sig en vond Knute for Brystet? Hun kunde neppe tro det selv; men i Aften følte hun virkelig bare Medlidenhed med hende; hun saa saa træt og udslidt ud.
Jensen drak noksaa flittigt, og han blev mer og mer jaloux paa Bøhn. Tilslut satte han sig hen til dem og blanded sig i Samtalen. Nærmere og nærmere trak han sig hen til Frøken Halvorsen, indtil han pludselig kvak op ved, at hun reiste sig hurtig op, blussende rød i Ansigtet. I stor Forvirring tumled han ind i det andet Værelse for at drikke med en af Herrerne. Hvad var det han 116havde gjort? Havde han rørt ved hende? Han havde bare Indtryk af at have været i Berøring med noget heluld, blød Cachemir. Aa du evige Gud, for en Skandale! Var han da bleven splittende gal? Hvad var det for noget Hexeri med dette Fruentimmer?
Han turde ikke se paa sin Kone; dette bar ad Helvede til. Han blev pludselig ganske ædru, og var saa skamfuld, at Lyset generede ham; han ønsked sig ned i den svarteste Afgrund. Og han svor en mægtig Ed paa, at det i Morgen den Dag skulde blive en Ende paa dette-her. I Morgen, saasandt Vorherre lod ham opstaa af Sengen, skulde han være fri Mand.
Han følte sig saa styrket ved sin Beslutning, at han ganske rørt gik ind og klapped sin Kone paa Hovedet og spurgte om hun ikke var træt; men Menneskene og Stuen gik lidt i Røre for ham, som han stod der og over hendes Hoved saa ind i det andet Værelse, hvor Frøken Halvorsen sad og snakkede med en af sine Kolleger. Det maatte være fælt varmt her.
Frøken Halvorsen foreslog, at man skulde bryde op. Hun anstrengte sig for at være rolig, men det ringed for Ørene og svimlede for hende hvert Øieblik. Inde i hendes Hoved surrede hele Tiden de samme Ord: Har hun set det, har hun set det? – –
Hun var saa gal paa Jensen, at hun kunde 117skrige. Bøhn havde mærket det og været væmmelig – aa, hvor hun længted efter at faa Jensen paa Tomandshaand.
Da Jensen vaagned den næste Morgen, havde han en ækel Følelse af Flauhed. Han husked noget væmmeligt fra igaar, og atog at] rettet fra: og han idag skulde gjøre Alvor af – – Alvor af at skille sig ved Frøken Halvorsen. Han havde jo bestemt det igaar, og Gud skulde vide, at han var bestemt idag ogsaa. Men –
Han klædte sig paa i en Fart, meldte af i Kjøkkenet, at han ikke kom hjem til Middag, og gik indover mod Byen i det sorteste Mandagshumør. Gang paa Gang tog han Hatten af og besvarede Hilsener, uden at have Anelse om, hvem det var, som havde hilst.
– Dersom hun enda ikke havde været saa sentimental; hun satte i at flæbeflæbe] gråte for alting. Nei, naar Kvindfolkene ovenpaa alt var sentimentale, da blev først Helvede rigtig hedt. Det var i Grunden bare det Sludderet, som havde afholdt ham fra at bryde for længe siden; – ja ogsaa det, at hun var saa fornuftig – og flink, svært flink saagar, naar hun vilde; og i disse elendige Tider havde det sku ikke lidet at betyde, at have Folk, som man kunde stole paa; og stole paa hende kunde han, saalænge – saalænge –; naa, det kunde han vist om de skiltes ogsaa, naar de skiltes 118som gode Venner da; og om andet var der jo ikke Tale.
– Huh! han kunde faa Slag af Ærgrelse, naar han tænkte paa, hvor dum han havde været –. Saa uforsigtig; – disse dumme Skriverierne –; ikke engang saa megen Omtanke havde han havt i Skolten, at han havde ladt sin Kone være udenfor Historien; – det var dette evige Samvittighedsvrøvlet hendes den første Tid; – og saa ovenpaa alt Ungeaffæren.
Pludselig befandt han sig udenfor Butikken. Da han kom ind, hilste han med sit sædvanlige «Godmorgen»; men han blev rød, da hans Blik mødte Frk. Halvorsens. Hun smilte. Herregud for en Unge han var i Grunden. Det var rent rørende, saa forlegen, som han saa ud. Hun havde aldrig set ham rødme før. Det var ikke mulig at være sint længer, naar hun saa ham slig. Han var virkelig sød, var han. Stakkars Mand, nu gik han der og kvælte sig med det fra igaar. Det var jo ingen Ulykke skeet. Fruen havde vist slet ikke mærket noget, og den Idioten den Bøhn, ham blaaste hun da virkelig i.
Jensen undgik hende saameget som mulig om Dagen; men om Aftenen traffes de. Han kunde ikke faa Munden op saa hurtig, som han skulde; der var ingen Begyndelse som passed rigtig; og hun kom ham i Forkjøbet. Med stort Alvor gik hun hen til ham og saa ham ind i Øinene.
119«Ja, du kan nok se angergiven ud,» sa hun med halvfornærmet, koketkoket] jålete, tilgjord Mine. «Ved du, hvad du havde fortjent? – Ærlig og redelig havde du fortjent, at jeg havde tat alle Brevene dine …» Han glodde dumt paa hende og vilde afbryde –: det var altsaa ikke dette, som var Meningen –. Men hun holdt ham paa Munden med den ene Haand, medens hun fortsatte – «nei, ti nu stille for jeg er saa sint paa dig, at jeg vil skjende – Brevene dine og Fotografierne af hende og Gutterne, som du har stjaalet til mig – jo du har stjaalet dem, Far, negt ikke det, og de staar i Ramme paa Komoden min, ved du; jeg har naturligvis faat dem af Fru Jensen, jeg … du havde fortjent, at jeg havde taget altsammen og pakket det pent ind og sendt det ud paa Drammensveien …»
Hjertet sank i ham, dybere og dybere. Han tvang sig til et Smil, la Haanden paa hendes Mund, og sa saa let, som han kunde faa det til: «Huf da Pus, snak ikke saa stygt, vær nu snil Pige da!»
«Ja, vil du komme og bede mig pent Omforladelse da, dumme, uforsigtige Manden min.»
Hun smøg sig tæt, tæt ind til ham …
Han skalv.
«Ja, ja, lad os være gode Venner, vær snil – og fornuftig – saa …»
Han tog fast omkring hende og drog hende ned paa Sofaen. Hun hængte sig om hans Hals og hvisked:
120«Saa skal du si «Kona mi» saan som før –.»
Og han sa «Kona mi».
Som han sad slig med den yppige Kvinde i Favnen, blev han hed, kyssed hende paa Hals, Ansigt og Hænder:
«Kona mi … Kona mi … Kona mi …»
«Saa! Saa!» lo hun. –
«Og saa en Flaske af den bedste Vin til at drikke Forsoning i, og saa aldrig noget Vrøvl mer, hører du, Manden min? Aldrig noget Vrøvl mer!» – – – – – – – – – – – – – –
– – Da han et Par Timer senere tøfledetøflede] gå stille som på tøflar, subbe. Her viser det også til uttrykket ‹å vere under tøffelen›, altså vere underkasta kvinna i forholdet. hjemover, gik han og snakkede halvhøit med sig selv. «Ikke noget at gjøre ved det, altsaa! – ikke noget at gjøre ved det! – Hun har Bugten og begge Enderne, hun; – ikke noget at gjøre ved det!» –
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Romanen Et frit Forhold ble utgitt i 1892 og var Hulda Garborgs debut som forfatter.
Skildringen av Dina er naturalistisk, men i motsetning til det som ofte er tilfellet i naturalismen, er ikke Dina bare et stakkarslig offer for ytre forhold. Hun tar regien over sitt eget liv og viser seg som en sterk og handlekraftig kvinne – en kvinnetype som man finner igjen i mange av Hulda Garborgs senere verker.
Romanens hovedperson, Dina Halvorsen fra Sandefjord, kommer til Kristiania og får jobb i en manufakturforretning. Snart innleder hun et forhold til sjefen, og det er forholdet mellom dem romanen handler om. I utgangspunktet er det et såkalt «fritt forhold», men det hele utvikler seg raskt til en maktkamp. Garborg ironiserer over hvor «fritt» et bohemisk parforhold blir i lengden, og boken kan dermed leses som et innlegg i datidens debatt om kjønnsroller, ekteskap og seksualmoral.
Åshild Haugsland har utstyrt teksten med innledning, sakkommentarer og variantapparat.
Se faksimiler av 2. opplag fra 1892 (nb.no)
Hulda Garborg er i en viss grad en glemt forfatter i dag. Vi kjenner henne mest som kulturpersonlighet og forkjemper for bygdekultur. Hun engasjerte seg sterkt i kvinnekampen og i kultur- og samfunnsdebatten. I samtiden var hun imidlertid også en viktig stemme i litteraturen.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.