121Men de kjølige Perioder blev altid længere og kom igjen med kortere og kortere Mellemrum. Frøken Halvorsen begyndte at føle sig utryg. Han gled fra hende, og det maatte ikke ske. Denne hendes «Hemmelighed» var det eneste, som gav hende en vis Position. Hun tænkte med Gru paa den Tid, da hun ikke vilde være andet end den knapt aflønnede Butikjomfru igjen. Da kom de nok ikke til at staa saa paa Pinde for hende, som de nu gjorde, baade hjemme hos Gundersens og andre Steder. Hos Gundersens var det egentlig hun som raaded for alting nu; naar de flytted f. Ex., var det hun som afgjorde, hvilken Leilighed de skulde tage; Piger som ikke var efter hendes Smag blev sagt op o. s. v. Og det var jo ganske anderledes behagelige Tider idethele end dengang, da hun beskedent maatte «ta det hun fik, og takke naar hun gik.» Ved Pengelaan og Presenter havde hun gjort dem til en vis Grad afhængige af sig, foruden det, at hun betalte svært godt idetheletaget.
122Med Ængstelse saa Frøken Halvorsen, at hun Tid for Tid tabte sin ungdommelige Friskhed. Hun var bleven graa og poset i Ansigtet og Øinene tabte mer og mer sin Glans. Hun syntes, at de blev lysere og mindre, men det værste var, at de havde røde Kanter. Og hun vidste nok, hvad det var som gjorde det; men hvad skulde hun gjøre; hun kunde ikke lade være. Alting var saa trist og ensformigt. Hun maatte ha lidt at stive sig op med; der var ikke Raad for det. Endnu havde hun ikke fundet noget som hjalp saa godt for alting som at drikke. Og hun søgte at hjælpe sig saa godt hun kunde. Med Pudder og slige Ting kunde man jo gjøre en hel Del. Men hun spekulerede Dag og Nat paa Midler til at binde ham; for det maatte ikke ske –; hun kunde ikke miste ham; – det eneste hun havde.
Men hun fik i denne Tid noget andet at tænke paa, som for en Stund lod hende glemme Jensen.
Der boede hos Gundersens en ung dansk Skuespiller, som hun var bleven svært gode Venner med. Han var vakker og livsglad, og det endte med, at hun forelsked sig i ham. Der gik lystigt til hos Gundersens i denne Tid. Værtsfolkene, Skuespilleren og Frøken Halvorsen turedeturede] rangla, festa mangen Nat igjennem, til ingen af dem rigtig vidste, hvordan de kom iseng. Gundersen spilte; mens Skuespilleren og Frøkenen sang Duetter eller opførte Scener af forskjellige Theaterstykker. Og det 123hændte ikke sjelden, at de spillede Elskovsscener saa naturligt, at Fruen fandt det passende at indskyde et: «Fingrene af Fadet». Men mangengang lo hun, saa Taarerne trilled, naar de to efter en voldsom Scene sank udmattede ned i Sofaen med Armene om hinandens Hals. Det var jo bare Spøg; og jamen var de komiske.
En Nat blev Gundersen og Skuespilleren siddende igjen en Stund efter at Damerne havde gaat og lagt sig. De tog sig endnu et Par Glas, og da de skildtes, hændte det, at Skuespilleren tog Feil af Dørene i Korridoren og gik ind til Frøken Halvorsen. Og hun glemte hele Verden i hans Arme.
Dagen efter gik hun omkring i en underlig sentimental, forelsket Stemning, inderlig forranglet og sjaber og maatte uafladelig stive sig op. Hun drømte og drømte. Nu var Prinsen kommet. Prinsen med de gyldne Lokker og de drømmende blaa Øine, slank og kraftig, forførende deilig i sit freidige Letsind. Det var ham, hun havde drømt om i mange, mange, aa saa mange Aar. Ingen fede, slappe Fingre, ingen tynde Haarstubber med Pomade.Pomade] parfymert blanding av feittstoff m.m. brukt som kosmetisk middel Gyldne Lokker, drømmende blaa Øine. Ja, ham var det, den store stærke, den vidunderlige, som kom og tog hende med Magt, rev hende med i bedøvende, vild Lidenskab –; og Glas paa Glas tømte hun for sin Prins. Vildere og deiligere drømte hun, jo længer det nærmed sig Kvælden – 124den salige Time, da hun atter skulde drukne i hans Favntag.
Kvælden kom, men Prinsen ikke. Hun sad i Mørke paa sit Værelse og vented med hver Nerve i sit Legeme. Ved den mindste Lyd i Porten, i Gangen eller andetsteds i Huset for hun sammen i Gysen. Endnu ikke? – Nei. Ham var det aldrig. Hun forstod det ikke. Havde han ikke lovet det? Var det ikke Aftale, at han skulde komme? Eller var det bare hun, som havde trod det saa sikkert? Kanske han slet ikke havde sagt det. Hun kunde ingenting huske. Det bare brændte og værked i Hovedet. Skulde det være mulig, at han ikke kom! Kunde han da ikke forstaa, at hun ventet sig syg og gal. Han havde sagt hende saa meget vakkert med sin deilige dybe Stemme. Kunde det være mulig at – – Eller –! Som en Lyn for der en Tanke gjennem hendes Hoved. Om han skulde tro – om han tænkte … nei … hys, der gik det i Entredøren. Det var ham. Hjertet bankede hørligt, og hun listed sig med Hænderne presset mod Brystet og Munden halvaaben, lyttende henimod Døren. Jo det var ham … der var en til, de gik sagte ind paa hans Værelse. Der blev ikke talt. Hun raved hen til Væggen, som skilte hans Værelse fra hendes og lytted i uudholdelig Angst og Spænding. Ikke en Lyd. Men der var to, der var to. Hun gjentog det hundrede Gange. Stod i samme Stilling til hun var nær ved at falde 125om. Da trængte der pludselig en liden tilbagetrængt Damefnisen ind til hende. Hun glemte, at hun skulde være stille, sprang over Gulvet hen til Komoden, vælted en Stol i Mørket, fik famlet frem en Flaske, slog Vandglasset fuldt og tømte det. Det var Akkevit. Saa tumled hun om paa Sengen og laa i fulde Klæder med Hænderne presset mod Tindingerne til hun faldt i en vond Søvn med de ulideligste Drømme.
Den næste Dag kom hun i Butikken over Middag, graableg og huløiet, saa det var uhyggeligt at se paa. Jensen kom ind og syntes, han for de andres Skyld maatte sige noget. «Har De været syg, Frøken?» spurgte han uden at se paa hende. I den mest uforskammede Tone svarte hun ham lige op i Ansigtet: «Ja, naturligvis.» Jensen bed Tænderne sammen, knyttede Hænderne i Lommen og ønskede sig adskillige Favne under Jorden. Nu gik det for vidt. Men hvad i Alverdens Pøl og Pine skulde han gjøre. De vidste jo Besked. Skulde han nedlade sig til Fortrolighed med sine egne Tjenere? Skulde kanske ogsaa de faa ham i sine Klør. Overlegen! Overlegen! Det var det eneste. Med Halen mellem Benene lusked han ind paa Kontoret.
Det værste var, at hun netop i denne Tid var ham saa Pokkers besværlig. Han vidste ikke, hvad han vilde givet, hvis nogen havde kunnet skaffe ham af med hende. Han havde nemlig forelsket 126sig ganske utrolig i en liden nydelig Koristinde, som længe havde fristet ham, naar hun paa sin Vandring til og fra Theatret passerede Kirkegaden. Hun kastede skøieragtige Blikke til ham, naar hun mødte ham paa Gaden. De kjendtes jo fra Bøhn. Men rent ud sagt saa – saalænge dette andet Kvindfolk gik her – saa var det virkelig lidt vanskeligt. Det var sku for resikabelt. Hun var i det senere bleven saa … saa tarvelig, ondskabsfuld ligefrem. Det var det som havde været det gode ved hende før, at hun var saa bra, saa snil og paalidelig. Men nu stolte han ikke paa noget længer. Hun var blit saa lunefuld og ligeglad. Han var ikke tryg noget Øieblik. Hun saa ofte ud, som hun kunde finde paa hvad det skulde være. Naar et Kvindfolk gav sig til at drikke, saa var man jo rent hjælpeløs. Hun var utilregnelig. Ja her var gode Raad dyre. Mindre end nogensinde turde han kaste hende paa Gaden. Det var den visse Skandale.
En Dag var han i det gemytlige Hjørne og spøgte med tykke Larsen.
«De Larsen, De skulde da pinedød tænke paa at gifte Dem snart, De ogsaa Mand! De har jo saa mange Tusinder, at De snart kan kjøbe af mig Forretningen.» Han lo lidt genert.
Larsen svarte med sit lune Smil, at der var nok desværre ingen, som vilde ha ham. Han havde aldrig havt nogen Damelykke, han. Jensen slæbte 127en stor Protokol ud af Jernskabet og gav sig til at blade i den.
«Der«Der] retta frå: Der er sku en til her, som har lidt tilbedste.tilbedste] til gode – Halvorsen f. Ex.»
Han lo umotiveret og forsøgte at sætte op et rigtig Skøierfjæs, idet han saa paa Larsen.
Larsen vedblev med uforstyrret Ro:
«Ved sidste Aarsopgjør havde hun 250 Kroner tilgode ja.» Han var ganske alvorlig.
«Her ja.» Jensen vendte sig om og lagde Bogen ind igjen. Han blev staaende slig og flytted et Par Bøger frem og tilbage, som om han ledte efter noget. Dette var at sælge sig, men det fik voves. Larsen var jo tro som Guld. «Men hun har nok mer.» Han kasted det hen saadan lidt distrait, som om det egentlig var noget andet han tænkte paa. Og saa, idet han atter snudde sig mod Larsen med en anden Bog i Haanden. «Hun er sku et godt Parti, De.»
Jensen kjendte Blodet strømme sig til Hovedet. Han bladet forvirret i Bogen og hørte ligesom gjennem Taage et forundret: saa? ledsaget af et Blik, som gjorde ham vaagen. Han spurgte temmelig braadt om et Opgjør med en Landhandler, ledte fremdeles i en gal Bog, smældte den tilslut igjen og gik med den Bemærkning, at Bøgerne nok ikke var i den allerbedste Orden.
Fuldstændig vanvittig bar han sig ad. Myrde! 128myrde! hele den fordømte Bande. Han lukked sig inde paa sit Kontor og rasede, rasede.
Men Larsen sad igjen og klukkede og lo saa inderlig fornøiet. Det var det kosteligste, han endnu havde oplevet. Hvem ved, om det ikke kunde komme til at gjøre saa meget som cirkus 300 Kroners Paalæg til Nytaar. Aa nei du, Fader vor, saa dyre Penger kjøber ikke Larsen. Han kunde ikke bare sig; det var for knagende morsomt. Tobiassen maatte faa Andel i denne kostelige Tildragelse. Han haled sig tungvindt ned af Krakken, strakte afvexlende paa Benene, mens han med Hænderne gned og strøg sin kjødfulde Bagdel. Han var saa stiv og støl af at sidde paa den Trækrakken bestandig, at han stønned, hvergang han skulde reise sig. Og rent ilde var det med Buxerne. Hansen paastod, at Kjærringerne, som kjøbte op gamle Klæder, aldrig vilde give noget for Larsens Buxer, fordi de var saa blanke og tynde paa et vist Sted.
Larsen ruslede indover mod Butikken, mens han af og til tog et godt Tag i Buxelinningerne og drog til. Han brugte ikke Sæler. Ho ho, klukket han, nu skulde de ha Morro. Men før han naaede ind i Butikken fik han Betænkeligheder. Var det fornuftigt at fortælle det? Nei. Det var ikke fornuftigt. Hvem ved, hvad den Historie kunde blive nyttig for, naar han beholdt den for sig selv. Men han drev alligevel videre; en liden Pause kunde jo ikke gjøre vondt.
129Frøken Halvorsen sad paa en udtrukken Skuffe og broderede paa en stor, hvid Dug; det skulde være Geburtsdagspresent til Fru Gundersen. Tobiassen stod med Ryggen til hende og lagde op nogle Tøistykker. Han gjæsped høit, strakte Arme og Ben med lydeligelydelige] høge, tydelege Støn og sagde med et Blik paa Frøken Halvorsen: «Huf Gut, dette-her er et langsomt Leven! Ikke en Kjæft at se hele Dagen, Far.»
«Det var som Fanden, skulde ikke liksom Høstsæsonen begynde nu da?»
«Jo, en skulde tru det.»
«Har du ikke set noget til Frøken noksagtnoksagt] brukt nedsetjande om ein person heller idag da?»
Frøken Halvorsen spidsede Øren. Der begyndte de igjen. Hun syede roligt videre, og lod som om hun sad i sine egne Tanker.
«Jo Fan, det er sandt, trur du ikke hu har vært herinne da. Hu spurgte efter noe Dævelsdom, som hu neigu ikke sjøl vidste hvad var. Men hu traf ikke Knappen dengangen, san. Han var netop gaat ud.»
Frøken Halvorsen blev hed. Han, han, hvem han? Kunde det være en af de nye Betjentene. Ja naturligvis maatte det være en af dem. Naturligvis. Hvem skulde det ellers være. Hun fik pludselig Hjerteklap og syede Feil efter Feil i Mønstret.
«Hm, hm, er det kommet saa vidt?» Larsen 130sænkede Stemmen. «Undres paa, aassen det er med Madamen forresten?»
«Skidt, sa Kokka, hu var indom, da hu var paa Torvet idag og hentet noe For til den nye Morgenkjolen hendes.»
Frøken Halvorsen hørte ikke mer. Hun krølled Dugen sammen i en Tul ned i Skuffen og tog paa sig for at gaa ud.
En forfærdelig Angst betog hende. Nu forstod hun alt deres Snak og alle deres Hentydninger i den sidste Tid. Saa var det altsaa. Nu blev det igjen de gamle Bekymringer som fyldte hende, og hun glemte for en Stund dette saare, vonde fra igaar. Bare ikke miste ham; det maatte ikke ske. Nu, da hun forstod, at en anden holdt paa at tage ham fra hende, vaagned der en rasende Skinsyge i hende, trods den Ligegyldighed, ja Modbydelighed, som hun ofte i den senere Tid havde følt for ham. Han var hendes eneste og sidste Støttepunkt. Fik nogen anden den Magt over ham, som hun nu havde, saa var det forbi med hende. Det var den eneste Fornøielse, hun havde, at føle ham sprælle i sine Garn. Uden den kunde hun ikke greie det længer. Nei, den Glæde at se hende sparket ud, den skulde de ikke faa. Kanske de trodde, hun skulde trække sig tilbage i al Stilhed med et Par Kroner om Maaneden til Erstatning. Aa nei tak san. Aa nei tak san, det skulde blive Løgn, det; det blev ikke hende det, 131det kunde de bande paa. Hun knytted Hænderne om Hatten, som hun havde taget ned af Knaggen og hvisled mellem Tænderne: H–fanten, H–fanten,H–fanten] truleg ‹Helvetes fanten› du skal nok ikke slippe saa let. Febrilsk hurtig gik hun ud gjennem Butikken, idet hun gav den Besked, at hun ikke kom igjen mer i Dag. Nu var hun lige glad. De kunde synes, hvad de vilde. Idiotisk at gaa saan og spille Komedie. De vidste jo alligevel, at hun gjorde hvad hun vilde.
En Stund efter gik Jensen til Middag. I Flos og ulastelige Hansker med den fine Stok stukket under Armen gik han opover Carl Johan, rolig og elegant som sædvanlig, røgende med tilsyneladende Velbehag af en fin Cigar. Men hans Tanker var alt andet end behagelige. Han var dybt hensunken i Betragtninger over sin ublide Skjæbne, og han kvak formelig, hver Gang der pludselig dukket op et kjendt Ansigt ved Siden af ham. Han, som havde sin ForceForce] fransk: styrke i at opdage sine fine Dame-Kunder paa saa lang Afstand, at han altid stod i Vinkel med Hatten ved Siden i rette Tid, naar han mødte dem. Men i Dag hverken saa eller hørte han.
«Han var svært distrait idag,» undskyldte Damerne, «aa ja, stakkars Jensen, han har meget at tænke paa; det er jo saa daarligt med Fruen.» Hvorpaa de lagde Ansigtet i de passende Folder og gik over til noget andet.
Da han var kommet opover mod Universitetet, vaktes han af sine sørgelige Betragtninger over 132Formiddagens Ærgrelser ved at se Frøken Halvorsen komme over Gaden lige imod ham. Han glemte at aflevere den lille passelig nedladende Hilsen, hvormed man møder en Tjener, som har været længe i ens Brød. Hvad i Guds Navn var der nu paafærde. Midt i Forretningstiden, paa Carl Johan? Han bed Tænderne sammen og saa sig sky omkring. Var der nogen i Nærheden som kjendte dem? Han vilde gaa videre uden at lade sig mærke med noget, men hun slap ham ikke saa let. I et Nu var hun paadet] 2. opplag: ved Siden af ham paa Fortauget: «Nei, vent lidt, jeg skal snakke med dig.»
Han tvang sig til et Smil. Han var forvirret. «Her? Kjære dig. Du maa undskylde.» Han stammed og var blodrød i Ansigtet. Han tog sit Uhr op og saa paa det, vidste neppe, at han havde gjort det, løfted paa Hatten og vendte hende Ryggen.
Frøken Halvorsen stod et Øieblik og saa efter ham. Hans Forvirring gottede hende. Men han skulde nok faa mer; det kunde han stole paa. Han skulde ikke slippe hende idag. Han havde undgaaet hende længe, hun havde nok mærket det; men idag skulde hun ha fat i ham. Hun gik hjem paa sit Værelse og skrev i en Fart en Billet med hans Adresse paa Drammensveien. Saa gav hun Pigen en Krone og bad hende springe hurtig derud med det. Fru Gundersen tog Vaskekluden ud af Haanden paa Berthe og sa, at hun maatte 133«flye fort nu», hun skulde vaske op selv. Og Berthe kasted et Sjal over Hovedet og strøg afsted med den Besked efter sig nedover Trappen, at det skulde leveres til «han selv».
Derefter hyggede de to Damer sig i Ro og Mag udover Eftermiddagen med Kaffe og Musik. Frk. Halvorsen sa simpelthen, at hun ikke var oplagt til at gaa i Butikken.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Romanen Et frit Forhold ble utgitt i 1892 og var Hulda Garborgs debut som forfatter.
Skildringen av Dina er naturalistisk, men i motsetning til det som ofte er tilfellet i naturalismen, er ikke Dina bare et stakkarslig offer for ytre forhold. Hun tar regien over sitt eget liv og viser seg som en sterk og handlekraftig kvinne – en kvinnetype som man finner igjen i mange av Hulda Garborgs senere verker.
Romanens hovedperson, Dina Halvorsen fra Sandefjord, kommer til Kristiania og får jobb i en manufakturforretning. Snart innleder hun et forhold til sjefen, og det er forholdet mellom dem romanen handler om. I utgangspunktet er det et såkalt «fritt forhold», men det hele utvikler seg raskt til en maktkamp. Garborg ironiserer over hvor «fritt» et bohemisk parforhold blir i lengden, og boken kan dermed leses som et innlegg i datidens debatt om kjønnsroller, ekteskap og seksualmoral.
Åshild Haugsland har utstyrt teksten med innledning, sakkommentarer og variantapparat.
Se faksimiler av 2. opplag fra 1892 (nb.no)
Hulda Garborg er i en viss grad en glemt forfatter i dag. Vi kjenner henne mest som kulturpersonlighet og forkjemper for bygdekultur. Hun engasjerte seg sterkt i kvinnekampen og i kultur- og samfunnsdebatten. I samtiden var hun imidlertid også en viktig stemme i litteraturen.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.