[13]

64Et af de Breve, sidste Post bragte mig, er mig dyrebarere end alle. Det er fra min ældste Gut, som nu for første Gang er borte fra sit Hjem og skal hærdes for Livskampen. Og han er glad, ung, frisk og usentimental i hvert Ord – jeg synes jeg ser hans Øine og hører hans bløde Stemme. Han glæder sig over vor «Ferie» og over Kameraterne og alt nyt og morsomt i det friske Fjeldliv, han fører. Vore Venner, som han bor hos, er muntre Folk, og han er stadig sammen med jevnaldrende Gutter, hvad han finder frydefuldt; og han fortæller straalende, at han «næsten har lært at le som andre Gutter». Hjemme maatte alle være saa stille bestandig. Der var ikke Plads for Børn, og de havde vænnet sig til en Latter uden Lyd, som blev nervøs og altid fik Taarerne til at pible frem. Der arbeided jo en Hjerne i Huset, en Hjerne, for hvilken den mindste Støi eller Lyd var som Piskeslag. Ængstelig gjemte jeg mit eget lille Arbeide for Børnene og var ganske deres, naar de var hos mig; thi forfærdeligt vilde det været for dem ogsaa at maatte ta Hensyn til mig, og ikke frit turde gi Lyd, naar vi var sammen. Én saar Hjerne i et Hjem er vanskeligt nok; to 65vilde være Døden for alt Husliv. Ihvertfald en maa leve med og for de Væsener, som hører et Hjem til. Øde vil det bli, det Hjem, hvor baade Far og Mor lever sit Liv udenom. Og mit Hjem skulde ikke lægges øde. Aldrig skulde mine Børn gaa ud i Livet og sige, at de intet Hjem havde havt. Nei, alle andre Lyster maatte døves for det ene, saalænge de behøved mig. Men blir Lysterne saa store, at de vokser til Krav, da blir det slitsomt; thi ingen kan tjene to Herrer, uden at noget lider derved.

«Her synger vi og spiller og ler og holder Leven,» skriver han, «og vi gaar frem og tilbage gjennem alle Værelser og væver saa hyggelig. Ja endog Hr. B. selv, den voksne Manden, synger og er næsten som en gal Gut! Du skulde bare vide, hvor Moro her er om Kvældene! Hjemme var det for lite Mennesker.––– Undres paa, om du ogsaa lærer at le nu i Ferien din? Øv dig, saa skal vi holde Latterkoncerter, naar du kommer hjem – ude i Haven, hvor Far ikke hører os. – Før har jeg trod, at du var Verdens bedste Levenholder, naar du vilde; men nu maa du gi dig for Eivind. Han er en forfærdelig 66hyggelig Gut, og vi ler forfærdelig paa Værelset om Kvældene.

– Vi glæder os, til du kommer. Pluk Kufferten din fuld af rare Stener og andet rart paa den hvide Stranden, du snakker om, og saa, det er sandt, maa du endelig ikke glemme at ta med et godt Eksemplar af en Hvalfisk paa Spiritus, og hvis det er muligt, en pen Sjøorm. Vi kan jo bygge Hus til dem i Haven. Og saa maa du ikke gaa med de tynde Skoene, som den ufornuftige døve Pigen har syd til dig, du kan skjønne, du faar ondt i Benene af det, tag dem heller med til mig, for nu er mine nyeste Støvler ogsaa ganske kaputte –»

Og saadan videre paa to tætte Ark, sikkert det længste Brev han har skrevet i sit Liv, og sikkert et stort Offer i al Travlhed. Tak, du lange, rare Gutten min, du kjære unge Menneske, som er «vokset op i min Have»!

– Men der var ogsaa andre Ting i den Postpakke. Jeg har læst inat og hele Dagen. Der er Tegn i Sol og Maane, og vi gaar en forunderlig Tid imøde. Jeg læser Ting, som herude i det naturlige Liv mellem sunde Mennesker tar sig forfærdeligt ud – saa sygt og stygt og forvirret. Der er 67Skrifter af unge Mænd, fulde af Foragt for Kvinden, af Træthed og Dekadence. Og der er Bøger af unge Kvinder uden en Draabe levende, rødt Blod. Goddheden staar omkring dem som Sno fra en Isbræ.

«En Naturmagt kan ledes og bli Mennesket underdanig, og der er Ting, som er større for en Kvinde end at være Mor», skriver en. «Maaske kan Elskoven overvindes», skriver en anden; «thi saalænge ens Sanser saa at sige skal fungere for andre, blir der ikke Plads for egen Udfoldelse.» Gud give jeg forstod, hvad de mener! Som om der paa Jorden gives Forhold for en Kvinde, hvori der er større Plads for «egen Udfoldelse» end i Moder- og Kjærlighedsforholdet! Men al denne Stræben efter «Frigjørelse», har den ikke, som alt hos Kvinden, sin dybe Grund i noget hos Manden? Og er det ikke vaar Tids Mænd, som først har begyndt at emarcipere sig – nemlig fra den selvsamme store Naturmagt, som Kvinderne nu vil løs fra? Det moderne Liv med sine Kjæmpe-fremskridt paa alle Omraader, sin voldsomme, hensynsløse Kamp for Tilværelsen tar Mændenes Kræfter, sliter paa deres Legeme og gjør dem til forkavede og trætte, nervøse Hjerne-mennesker. 68Der blir ikke Tid til Elskov i deres Liv, og der blir mindre og mindre Trang til Elskov, fordi Elskov er en sund Følelse. Men Verden med sine store Byer og sine Fabrikhelveder er snart et eneste stort Sygehus. Menneskene har glemt, at deres første store Pligt er at være sunde; thi sunde Mennesker er ogsaa gode og glade. Til hver Familie i en By hører nu allerede en Huslæge, foruden en Masse andre kostbare og besværlige Ting. Og enhver kan ha nok med at holde sig selv oven Vande snart; en Familie, et Hus, et Hjem er en besværlig Affære og over Evne for en træt Mand. Flere og flere forblir ugifte. Færre og færre Ægteskaber, og i Ægteskaberne færre og færre Børn. Og samtidig dør der af en ukjendt Aarsag saa og saa mange Tusend flere Gutter end Piger i de første Barneaar, og alt dette tilsammen frembringer et umaadeligt Overskud af «Kvinde», som fra Naturens Haand misligholdes, kan man gjerne sige. Dette ubrugte Overskud reagerer da naturnødvendigt mod Forfaldet og forlanger Udløsning i nye Former. Og disse nye Former er mere neutrale, mindre specifikt kvindelige, mens Mændene blir mindre og mindre udpræget mandlige. Kan 69det saa ikke være værd nu at lægge Mærke til et Tidsfænomen som Dr. Otto Weininger med sin Theori om den kommende Fællestype. Weininger saa med Glæde paa Kvindernes Frigjørelsesarbeide, fordi det for ham stod som Begyndelsen til «Kvindernes absolute Tilintetgjørelse». Og da Kvinden er Mandens Skyld», kan Manden ikke frigjøres aandelig, før «Kvinden» er tilintetgjort. Men som et Fælleskjøn er vi begyndt i Modersliv, og begge Kjøn bærer Mærker efter det, og nu vandrer vi fra hver vor Kant atter mod «Fællestypen». Enkelte Læger har villet gjøre Weininger sindssyg. Ak, var det bare saa let at ekspedere ham ud af Verden! Det er ingen Sag at ta ud de mest paradoksale af hans Paastande og sige: Er ikke dette Galskab! Men den, som prøver at se tilbunds i hans fæle Theori, og sammenligner den med andre af Tidens Fænomener, og regner og lægger sammen, vil tilslut bli fælen.

Ja, ræd kan man bli, og intet er naturligere, end at det ender i hel, haabløs Pessimisme for dem, som tænker alvorligt, indtil man maaske faar tag i Redningen gjennem den Fortrøstning, at der er Sygdom i Tiden, og at Sundhed igjen kan redde os. Vi 70maa tro det. Nye sunde Tider maa igjen komme, da Menneskene kryber ned paa Jorden fra sine Skyskrabere og igjen faar Brug for Hænder og Ben, og da den eneste virkelige Rigdom blir en talrig Barneskare – saaledes som det endnu er her paa min deilige Ø.

Men sikkert er det, at ligesom Mændene i stærke, sunde Tider skabte stærke, sunde Kvinder, med Evne til Elskov og stærk Moderfølelse, saa skaber de nu smaanyttige, smaadygtige og smaakloge Samfundskvinder, nyttige og dygtige og kloge i de samme Ting, hvori Mænd er endnu nyttigere, klogere og dygtigere, og Kvinder, som i god Tro kan sige: Maaske kan Elskoven overvindes; og der er Ting, som er større for en Kvinde end at være Mor! Til Dilettanter har Nutidens Mænd gjort Kvinderne.

Lidt efter lidt blir der da heller ikke noget igjen af den skjønneste af alle Glæder, Samlivet med de Børn, man har født. Der blir ikke længer nogen naturlig Plads for Børn i det nye Samfund.

«Hjemmet» vil efterhvert forsvinde, og saa faar vi Hoteller og kooperative Barnehus istedet. Velbekomme!

At der findes kvindelige Snyltere paa 71Samfundet, der gifter sig for Udkommets Skyld og driver Livet hen i Lediggang, kan ligesaalidt negtes, som at der gives mandlige Snyltere, der gifter sig for Medgiftens Skyld og driver sit Liv i Lediggang. Det er Sygdom og stygt, men har intet med det nøgterne Spørgsmaal om en naturlig Arbeidets Deling mellem Mand og Kvinde i normale Forhold at gjøre. At Manden, som den af Naturen mindre bundne, tar det meste udendørs Arbeide, og Kvinden, som den til Slægten stærkest bundne, det meste indendørs, er dog saa uendelig naturligt. Barnet – Ungen – trænger altid Ly og Beskyttelse, trænger Rede, Hjem. Og Moderen, Hunnen, trænger Skaansel og Ly, naar hun venter et Barn eller er diegivende. Med andre Ord, hun trænger Reden, Hjemmet; men inden dets beskyttende Mure har hun et rigt og naturligt Arbeidsfelt. Og hendes Arbeide der, selv det allernødvendigste med Børnene vil ta Tid, thi vore Børn fødes jo ikke med Fjær eller Pels som DyreungerneDe rigtige Kvindesagsstræbere begynder gjerne med Fuglene og Dyrene og fremhæver at Hunnen hos dem ikke er «huslige Slaver», men deltager i Ernæringsarbeidet paa samme Maade som Hannen. Undres paa, hvad de ellers skulde ta sig til! 72og de nøier sig ikke med et Insekt eller en Medemark og en raa Sild i Nebbet af og til. De skal altsaa bli Mennesker i et indviklet Samfund, og da kan de heller ikke «slippes paa Græs», naar de har lært at gaa.

Og saa længe der er Mand og Kvinde paa Jorden, vilde denne Arbeidets Deling bli den naturlige og en Mængde andre «Stillinger» for Kvinder til en vis Grad bli unaturlige. Men en Kvinde kan ligesaalidt som en Mand taale at leve paa Naade, og selvsagt kan ikke Kvinderne under civiliserede Forhold hindres fra at søge sit Arbeide og Underhold i Stillinger, som ligger indenfor deres Evners og Styrkes Begrænsning, om de end ligger udenfor hendes store Livsopgave. Men det er og blir dog en forunderlig Begrebsforvirring at ville lade, som om en Kvinde ikke i sin egen Natur har alvorlige Hindringer for mange Arter af Arbeide, og at der i hendes Opdragelse ikke skal tages Hensyn til disse Hindringer.

Aldrig kan vi dog komme bort fra den faktiske Ting, at vi har vanskelige Tider i vort Liv, der gjør en Konkurrence med Mændene betænkelig, for ikke at sige umulig. Vi har ogsaa stærke Tider, mange i de unge Aar, og mange i Alderdom 73men, det er sandt, og da kan vi være utrolig viljefaste og føle os trygge paa vor Kraft; men kommer der ikke for de aller fleste af os Dage og Aar, da vi segner under de Byrder, vi i Tro og Iver har læsset paa vore Skuldre?

Livet tumler ofte saa underligt med vore Theorier, og alle maa vi sent eller tidlig høste, hvad vi har saad. Evig og sikker er nemlig den gamle Sandhed, at Naturen lader sig ikke spotte.

*

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.