[21]

Om Kvælden sad vi foran Torv-Ilden i min Stue og talte sammen, vi tre Fremmede paa Øén. Digteren var blit mere meddelsom, og fandt sig i, at jeg var her i min egen Stue. Doktoren havde simpelthen «tat ham», sagde han; og nu havde han da overvundet sin Uvilje mod denne fremmede Kvinde saavidt, at han gik ind af hendes Dør og talte til hende.

Doktoren havde bragt mig en af den unge Mands Bøger, en Kunstnerhistorie, og jeg havde saavidt bladet i den før de kom. Og jeg læste paa en af de første Sider følgende: – «Hun malte selvfølgelig. Alle Kvinder maler; thi der skal ingen Fantasi til at male. Det er fladt, fladt; derfor kan alle Kvinder male.» Jeg smilte ved mig selv og læste videre: «Ingen Kvinde aner hvad Kunst er; de fatter ikke den høie, rene Luft, som bølger over al Kunst. Hvorledes kan en Kvinde naa indenfor Porten til Kunstens Himmel, hun som er Jord, 105Jord, Jord! Hvor kan der i en Kunstners Liv være Plads for en Kvinde, som tar Ordet Kunst i sin Mund! Nei, i den skabende Mands Liv er der kun Plads for «Kvinden», den umælende, oprindelige, som ikke engang kjender Ordet Kunst, det Væsen, som kjender sin Naturmagts Styrke, men foragter Mænds Tanker, naar de gaar udenfor og ovenover hendes – –.»

Hm. Det klang jo noksaa kjendt.

Da han kom ind til mig, saa han sig omkring, og ulykkeligvis stod der henne i Vinduet en Papplade, paa hvilken jeg for Eli havde malt nogle Soleier. Og straks sagde han, mens han saa bort: «Fruen maler selvfølgelig.» Jeg maatte le lidt.

«Hvorfor selvfølgelig?»

«Jo, for alle Damer maler.»

«Nei vel? Jeg ikke. Jeg kan forsikre Dem.»

Han saa atter paa Pappladen, og jeg tilføied straks: «Det er bare Farveskrinleg for Eli. Det morer hende saa. Tag Dem nu ikke nær af det, er De snil!» Jeg snudde den bemalte Side mod Vinduet, og vi satte os hen til Doktoren. Eli kom stille ind og satte sig som altid paa Gulvet foran mig.

Doktoren begyndte straks at tale om 106Turen til Fuglebjergene, og om de tre Fugle, som maatte lade sit Liv. Det havde ødelagt alt for ham, at der skulde dræbes derude i al Herligheden. Og han fortalte om sin Religions store Medlidenhed med alt levende, og anklaged det kristne Europa for dets Grusomhed mod Dyr, som her kun er en «Vare» og ikke behandles som følende Væsener. «Skal da Mennesket, «Guds udtrykte Billede», bruge sin Magt til at pine og martre de svagere, værgeløse Skabninger? Vore første Bud har I optaget som «Sager» i eders Nød. I har Dyrebeskyttelsessag, Sædelighedssag og Afholdssag. Ak, hvor hjælpeløst! Det er altsammen Bud i vor Katekismus. De første og vigtigste Bud. Hvad maa man f. Eks. sige om en Religion, som tolererer det forfærdeligste af alle Dyrplagerier, den barbariske og modbydelige Vivisektion! Af Mennesker, som bedriver slige Grusomheder, kan man vente alt, og følgerigtigt er de da ogsaa i Stilhed begyndt med Forsøg paa levende Mennesker. Afskyelige Ting er afsløret. Det er Sammenhængen med Vivisektionen. Følelserne afstumpes, og ingen ved, hvor det ender. Menneskenes Egoisme og Overmod døver Samvittighedens Røst, og de blir Bødler og 107Slagtere tilhobe! O ja, naar Europa engang faar Øie paa sin egen Uhumskhed, da vil det tale saa sagte om «Østens Hedninger», og tage sine Missionærer hjem. Som Lærere kommer de til os, som Elever vender de tilbage.»

Han var skjøn at se til, som han sad der i Stuens Halvmørke med det svage Skjær af Ilden over det blege Ansigt. Og hans Ord var for mig som svære, personlige Anklager. Hvad hjælper det os, at vi prøver forstandsmæssig at undskylde vor Sløvhed; vi hører jo alle i vaagne Nætter, hvor det skriger imod os fra Krogene af vort udmærkede Samfund, skriger efter Barmhjertighed og efter Hevn. Der staar en Damp af rygende Blod, Angstsved og salte Hungerstaarer op om os fra alle dem, som lider. Intet hjælper for den, som engang er blit lydhør. Vi kan glemme det i korte Øieblikke, naar Livet danser rundt med os, og vi beruser os i alt, som beruse kan. Men i ensomme Nætter falder det over os. Hvor skal man gjemme sig, naar ikke engang Mørket længer gjemmer!

– Doktorens Øine lyste, og han fortsatte: «Ja ja, uudgrundelig har Vestens Visdom været. I er hovmodige af eders 108Oplysning og eders Fremskridt, og smiler af Østens Folk, naar de mener, at I kunde lære noget hos dem. Ja, I sender os Missionærer! I, som fraadser i Lig! Er det ikke bare en Gradsforskjel mellem eders Sarkofagi og den hedenske Kannibalisme!»

Og atter begyndte han at tale om Vivisektionen, «den største Skamplet paa Menneskeheden», fordi den øves med koldt Blod og er mere raffineret grusom end alt andet. Barmhjertighed og Humanitet er tomme Ord, som skal dække Barbariet.

Jeg vrider mig under hans Ord; thi han har rørt ved Ting, som jeg ikke taaler at tænke paa. Jeg blir syg af det, og det ligger som et Mareridt og en ond Drøm over alt Liv.

Jeg ved, at man ikke skal tilstaa det, og at man altid blir forhaanet og knibset væk som et besværligt «hysterisk Fruentimmer», naar man nævner Vivisektionen og andet Dyrplageri ved sit rette Navn; og jeg ved, at man altid snakker for døve Øren. Derfor tier man jo ogsaa som oftest i Følelsen af sin Vanmagt. Men det er der som et Saar i Samvittigheden alligevel; og hvergang man tvinges til at tænke paa det, skammer man sig over at være Menneske.

109Og dog tror jeg ikke, at jeg er sentimental. Jeg synes ikke det er nogen slem Lod at dø for en ærlig Kugle eller lade Livet paa et Sekund mellem raske, kraftige Fingre, som Fuglene idag. Tvertimod. Jeg synes Menneskene kunde være glade, om de slap saa let ud af Verden. Ja, jeg tror endog, at en Smule Prygl er baade nyttigt og sundt, saavel for uskikkelige Mennesker som for uskikkelige Dyr, istedetfor lange Moralprækener; men – hvormange Dyr dør for en ærlig Kugle?

Tilhængere af Østens Religioner maa jo oprøres og forfærdes ved hvad de ser i kristne Land. Aldrig vilde de dræbe Kalve ved langsom Forblødning for at faa hvidt Kjød, skrabe levende Fisk, ribbe levende Høns eller flaa levende Aal eller kaste levende Hummer og Krebs i kogende Vand. Og aldrig vilde de spænde levende Gjæs paa Pinebænken for at faa en unaturlig stor og fed Lever. Og aldrig vilde deres Kvinder pynte sig med Fugle, eller med Fjær, som er revet ud af Strudsens Kjød med uhørt Grusomhed.

Og at de oprøres over Vivisektionen, er vel endnu naturligere. Denne hæslige og over al Beskrivelse modbydelige Grusomhed i egoistisk Øiemed. Og uden at man engang 110ved, om det er til nogen afgjørende Nytte. Men lige ækkelt og barbarisk vilde det være, om det gjorde aldrig saa megen Nytte. Tænk om Menneskene vilde lægge ligesaa megen Iver i Arbeidet for at forebygge sine mange Sygdomme, som de gjør for at udfinde usikre Midler til at helbrede dem! Da slap vi denne sidste Uhyrlighed af koldblodigt Dyrplageri, for ikke at tale om Menneskeplageri af forskjellig Art.

Huh nei, jeg faar Blodsmag i Munden! Billeder fra Kulturens stinkende Slagterhuse danser foran mine Øine og gjør mig syg. Skal jeg ikke engang være fri herude i Havet.

Jeg bad Doktoren ikke snakke mere om disse oprivende stygge Ting. Og han sagde smilende, at han straks vilde forjage alt ondt ved at fortælle os om sin Læres Metafysik; thi «den er skjøn og herlig».

Digteren smilte: «Ja, fortæl, snak,» sagde han, og derpaa henvendt til mig: «jeg liker Doktorens østerlandske Eventyr; de ligner mine Drømme. Og de ligner ogsaa min egen «Vantro», det er det rare. Og Lotusblomsten og den hvide, ensomme Elefant i Skogene, det er Symboler jeg forstaar. Plastiske. Deilige. Men de er ikke for 111Malere.» Og atter skeled han hen til min uskyldige Papplade med Soleierne. Saa gled hans Øine ned paa Eli, og om lidt sagde han i helt forandret Tone: «Det er vakkert, saan som dere tre sidder der mod Ilden!» Saa tied han igjen og sank hen.

Eli sad paa Gulvet foran mig med Fanget fuldt af smaa, blanke Skjæl, som hun stak Hul i med en Naal og trak paa en Traad. Jeg har lært hende at lave Halskjæder, som ligner dem man kjøber paa Gaden i Venedig for nogle faa Centimer. Men vi mangler de hvide Glasperler, som skal forbinde Skjællene. At plukke disse Skjæl, rense dem og træde dem paa Snoren er nu ved Siden af Arbeidet i Haven Elis Yndlingsfornøielse. Det er nyt og optager hende stærkt.

Jeg saa, at Digteren stirred paa hendes Arbeide, og jeg forklarte ham hvad det var, og sagde at vi mangled Perler.

Da sagde han livlig: «Jeg har en Pibesnor, netop af hvide Perler. Den skal De faa; den kan ikke bedre fare!»

Jeg takked; og han gik hurtig ud for at hente den.

– Doktoren havde tat et Udet Hefte op af Lommen og sagde: «Nu skal jeg 112læse lidt for Dem, mens han er borte – bare lidt. Vil De? Min Ven har hørt det før.» – Og han læste: Den ophøiede Lama beder eder at høre! Med det indre Øie, det guddommelige, aabnede, overser han Jordklodens rullende Kugle, og hans Hjerte fyldes af Medlidenhed. Thi hinsides Himalayas snedækte Tinder og endnu længer ude, hvor Aftenens Sol synes at synke i Oceanets Vover, øiner han Hedningernes Land, Europa kaldet, indhyllet i Mørke, uden Sandhedserkjendelse og fyldt af det skuffende Skimmer fra en Verdensanskuelse bygget paa Vildfarelse. Han ser dette Land beboet af Millioner menneskelignende Væsener, som hengiver sig til allehaande Vrangforestillinger og Fantasier; de tror at vide meget, men kjender ikke engang deres eget Væsen eller deres Tilværelses Hensigt. Han ser et Folk, hvor én kjæmper mod alle, fordi de ikke er gjennemglødet af Kjærlighedens Enhed, den som forbinder Menneskeheden til et udeleligt Hele. Deres Natur ligner de Dæmoners, om hvilke Bhagavad Gita siger: «De kjender hverken sit Udspring eller sin Ende, og der er hverken Renhed eller Retfærdighed eller Kjærlighed til Sandhed at finde i dem!

113De glemmer, at hvad de saar, det skal de og høste, skjønt Ordene er gaat over i deres Religion fra vor gamle Visdomslære. De ved intet om Kanna, den store Verdensvandring –.»»

Og han læste videre, mer og mer indtrængende om sin Læres Mystik, om dens Symboler, om dens Haab og dens overvundne Pessimisme; og da han tilsidst lukked Bogen, saa hans Øine ud i Rummét, store og brændende, og hans Læber hvisked som i Bøn: Om Mani Padme Hum!1 «I Lotusblomsten er en Juvel gjemt.» (Buddha afbildes ofte siddende paa et Lotusblad.) Det var som han ikke længer saa eller husked noget nærværende.

Mine Tanker drev paa Flugt. Summen af alle Religioner og Lærer blev tilslut den enkle Sætning: Vær gode! Og jeg tænkte paa Jesu Lære, paa Bjergprækenen og hans Bud. Hvor var der nu i Kristenheden blit af hans store Bud: «hvad I vil andre skal gjøre mod eder, det gjører I og mod dem»? Disse faa Ord, hvori ogsaa Buddha og ConfuciusDa Confucius af en af sine Disciple blev spurgt, om der ikke gaves en almengyldig, altomfattende Leveregel for hele Livet, svarte han med de samme Ord. / C. lærte, at Humanitet var en af Menneskenes tre Hoveddyder (Viden, Humanitet og Mod); og da en Discipel spurgte ham ud om Humanitet, svarte han: Naar du gaar ud af Huset, saa bete dig mod enhver som om du saa høie Gjæster for dig; og «hvad du selv ikke ønsker skal gjøres mod dig, det gjøre du heller ikke mod andre». sammenfatted Hovedsummen af sin Lære. –

114Billeder fra Livet kom og svandt for mit indre Øie, og mellem andet husked jeg en Religionstime jeg engang overvar i en Skole for abnorme Børn. Det var den øverste Klasse, Børn, som snart skulde konfirmeres. Jeg spurgte Lærerinden, en sjelden intelligent Dame, hvormeget man nu forlangte at disse Stakler skulde forstaa af disse gjennem mange Aar møisommelig indbankede Sætninger af den kristne Lære, naar de nu skulde aflægge Løftet. «Ja,» sagde hun smilende, men med et megetsigende Suk, jeg holder fast paa det ene, at hvad der forlanges af os, og hvad de lover, er, at de skal «prøve at være snille»; og det synes jeg de forstaar. For snille og tillidsfulde blir de ogsaa virkelig; det er det store vi opnaar.»

Ja, vi faar prøve at være snille; det er jo bare det! Og det stræver vi ogsaa med, vi «Hedninger», efter fattig Leilighed.

115– Mere oprømt end jeg endnu havde set vor Digter, kom han nu tilbage med en tung Perlesnor, og overrakte den triumferende til Eli. Hun tog forvirret imod den og saa spørgende paa mig, mens hun atter dyb-rødmed. «Jeg kan saa alligevel ikke røge her,» sagde han; «for Doktoren lider ved det. Tantaluskvaler,» lo han; «for De ved, at et af hans strenge Læres Bud er, at man ikke skal beruse sig!» Doktoren gik hen og slog ham elskværdig paa Skulderen: «Nu er De slem, unge Mand! Men at De ofrer Snoren, det var pent!»

Jeg tog en Saks; og om lidt sad vi alle tre paa Gulvet med Eli og stræved med Perlerne og Skjællene. Og Elis Glæde var stor, da jeg endelig fik hentet op af min Hjernekiste, hvordan vi skulde træde Perler og Skjæl rigtig for at faa det «ægte venetianske Halsbaand».

– Da de to Mænd lidt senere gik hjem til sit Telt, langsomt og hyggeligt, Arm i Arm, stod jeg i Vinduet og saa efter dem. De havde været saa snille iaften begge to.

Men Eli gik et Stykke efter dem og dreied paa sit blaa Perlehalsbaand. Saa satte hun sig stille ned paa en Sten og saa udover Havet med begge Hænder knyttet 116under sin Hage, og hendes Øine var saa store og spørgende.

Lille, kjære Eli min! laften gløder Korset paa din Pande.

*

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.