[3]

– Der kom en Dag i mit Liv, da Grunden under mine Fødder svigtede. Jeg følte med Angst, at alle Baand brast, og at alt jeg i lange Aar havde bygget op sank i Grus omkring mig.

3Det var, da min Kjærlighed døde.

«Intet er forandret fra Gudernes Tid»; Mennesker fødes og dør, elsker og hader; og i Ring og store Buer gaar Slægternes Tanker – ud fra Jorden, op mod alle Himle og ned igjen mod Jorden. Op mod Kjærlighedens store Lys og ned igjen mod den lange Mørketid. Er ikke det alt levendes enkle, korte Saga?

Men hvor forandres ikke et Menneske, naar Kjærligheden dør. Jeg kjendte mig ikke selv igjen; det var som en kold Haand havde strøget al Livets Farve bort fra min Tilværelse.

Ribbet og ensom fandt jeg mig en Dag drevet ud paa vildsomme Vidder, gjennem pisket af Stormene, skjælvende og uendelig arm.

Jeg kunde ikke som før se Festglæden i Høstens Pragt, eller glædes ved den spirende Vaar. Solens Spil gjennem det gyldne Løv og det blodrøde Lyng var ikke længer Livets Seiersfanfare paa Festens store Aften, det glade Takoffer før Nattens trygge Søvn; det var Dødens hektiske Rødme, Giftdunster fra Gravene, hvirvlende i vild Dans op om den syge Jord; Naturens Kramper, før den stiv og kold skulde dækkes af 4Liglagenet. Og der var ikke som før Hvile i Tanken paa Vinterens Komme, Hvile efter Sol og Sommer, efter Elskovsfryd og Arbeidsglæde; det var kun Angst for Stilheden og Mørket. Og der var ikke Haab og Forjættelse i Tanken paa en ny Vaar efter Vinteren; jeg følte kun en stille Gru for Opvaagningen til en ny Træthed. Hvorledes skulde jeg atter og atter strække til for en ny Vaar! Finde min Plads i den? Ak nei, Tanken paa Vaaren var kun blit mig Vemod og Smerte, ligesom Synet af Høstdagens straalende Farvefest.

Jeg var træt som kun den er, der har sat alle sine Kræfter ind paa en resultatløs Livsgjerning. Og min Livsgjerning var at vogte den hellige Ild for mig selv og mine. Hvorfor maatte denne Ild slukne? Jeg var dog stærk, og altid aarvaagen. Thi jeg vilde, vilde ikke sove.

Jeg vidste jo ikke dengang, at min Gjerning var dødsdømt før den begyndte.

–Alle mine Tanker kredsed om Døden; thi over Livet var jeg ikke længer Herre. Men Døden var mig hæslig og ufattelig. Og atter og atter stod jeg overfor et nyt, stort Selvkrav; intet havde jeg vundet, før jeg havde «overvundet Døden». En Jammer var det dog, og lidet værdigt et Menneske, at 5stirre ned i en Grav fuld af Rædsler og Orme. Hvorfor saa jeg ikke Blomsterne, som spired ovenpaa den, og Stjernerne, som lyste derover i fredfulde Nætter!

Nei, intet havde jeg naad, før jeg havde lært rolig at dø, som det Græs der visner og feies bort i Høstens Storme for at gi Plads til nye Spirer. En god Ven skal Døden være, velkommen som den dybe, sunde Søvn efter endt Daad.

Ja Daad! Det er det. Først maa Daad øves, Livet leves helt og rigt, og ingen ubrugte Kræfter visne.

Men naar Kjærligheden, den store Livsfryd og Evighedslængsel paa Jorden, slaar sin gyldne Bro høit over Livets Strøm, da vandrer Menneskene solblinde og seirssikre over de dybeste Afgrunde. Og de ser ikke de tusend Arme, som strækker sig efter dem der nedefra, og hører ikke Røsterne, som raaber efter dem; thi da leves Livet.

Ja, jeg var mærket paa Sjæl og Legeme. Jeg ved nok, at det ikke er opportunt i vor Tid at nævne Legemet; men jeg er slet ikke saa kjed af mit Legeme, tvertimod! Har vel det nogensinde voldt mig slig Pine som min brydsomme Sjæl?

Men en blødende Sjæl mærker Legemet. 6Mine Øine var blit trætte og glansløse, min Gang tung og træg, og min Hud saa tør og ligesom livløs.

Uhyggeligst var det dog at se, hvordan mit Haar døde. I blanke, tunge Lokker laa det før om mit Hoved og kjendtes saa mygt og rigt. Og jeg maa tilstaa, at jeg likte at staa i Solskinnet og børste det og se, hvor det glinsed gyldenbrunt og varmt. Men nu stritted det tørt mod alle Verdenshjørner og gnisled under Børsten som vissent Straa. Det var som alt Liv havde forladt det; var som en første Hilsen fra Alderdom og Død. Svaghed er det, jeg ved det jo; men det er sandt, at mit Speil kom i den mørkeste Krog af mit Kammer.

Men saa hændte det vidunderlige, at Kjærligheden efter mange døde Aar atter holdt sit Indtog i mit Hjerte.

En stakket Stund svulmed igjen Livet i mine Aarer, og Beruselsen gjennemgløded mit Legeme og straaled ud af hele mit Væsen og alle mine Handlinger, selv de ubetydeligste. En Veninde skrev dengang til mig: «Fortabte Kvinde! Dit Maal røber dig. Ingen Sjæl, som læser dine Breve, kan være i Tvil om, hvilken Sindstilstand du for Øieblikket befinder dig i. Ordene har danset 7dig fra Pennen, ja om det saa er det mindste «og», saa slaar det en overmodig Krøl paa Halen!» Og jeg følte det var sandt. Alt var saa jublende fuldt af Liv og Hast og Glæde, og jeg var ung som aldrig før. Og atter gik jeg løs paa Livet, modig som en Løve.

Men ak, ogsaa det er nu længe, længe siden. Og hvor rader ikke nu mine Ord sig tamt og fornuftigt paa Papiret uden nogetsomhelst Overmod.

Aa, hvor mine fornuftige Ord kjeder mig! Men hvorledes skulde der mere findes Overmod i min Sjæl?

Engang havde jeg elsket i ung, lys Tro og bygget Rede og ribbet mit Bryst. Det var min Sommer. Men ingen Sommer fulgte min nye Vaar.

Og dog, ligesom Høstens Farver er stærkere, dybere og varmere end Sommerens, saa kan ogsaa for Menneskene Høstens Kjærlighed tænde mere straalende Festblus, gi ødslere og rigere Gaver, smertefuldere, saligere, bevidstere Lykkefølelse end nogen anden; ja, den kan lyse som en flammende Fakkel mod den mørke Nathimmel. Men de mange, mange Hverdage! Kan den bære dem? Ak nei; thi den er for dyrekjøbt. 8Gjennem afsvidde Marker og omhugne Skoge gaar dens Vei, og der ligger Stykker af ens Sjæl langs alle Stier. Jeg vidste det jo alt sammen, havde set det atter og atter i Livet – men alligevel. Som en dødsdømt var jeg bøiet under Kjærlighedens Aag. Som Natsværmeren, der yr kredser om Lyset og Gang paa Gang brænder sine Vinger, men tilsidst alligevel maa styrte sig i Flammen, saa var jeg bundet af den Troldomsring, som Kjærligheden havde slaat omkring mig. Og det var som et helt Liv kunde koncentreres i et Øieblik; og Verden og al Til værelse var ham, ham alene! Og jeg gik til ham, jeg med mine svedne Vinger, og sagde: Se, hvor jeg lider for din Skyld. Se, hvor alt paa Jorden er blit intet for mig udenom dig! Se, hvor jeg i usigelig Vaande har lagt alt øde om mig, hvor jeg er ensom og hjælpeløs, udsat for alle Himlens og Jordens onde Magter, pisket ud af alt hvad jeg i lange Aar har bygget op; ud af mit Hjem, hvor min Sjæl flakker fremmed omkring; ud af mine Børns Arme. Se, hvor jeg er elendig, arm og ydmyget, men hvor jeg alligevel skjælver af Glæde, naar du er mig nær!

Ja, jeg var stærk indtil Vanvid den gang. Men der valgtes for mig, og 9Menneskene sagde: Der er en Daarers Formynder!

Aa, hvor Menneskene lyser af Visdom, Og hvor jeg alligevel er glad over, at jeg ikke er vis som de!

Jeg reiste ud i Ensomheden, langt bort over Havet, til Steder, hvor alt var mig nyt; og Tiden gik. Og jeg kom tilbage igjen til mit Hjem, hvor alt stod som da jeg reiste, og vented paa mig; og jeg arbeided og søgte at glemme. Al min Vilje brugte Jeg og jeg anstrengte min Forstand; men Tryghed og Ro kunde jeg ikke mere finde, om jeg end havde vundet over den første lammende Smerte og Sorg og atter var Herre over mine Handlinger. Jeg kunde igjen fylde min Plads, ikke mere være til Byrde; men der var blit et Tomrum indeni mig, som intet kunde udfylde. Og jeg var i Stilhed fuld af Angst for mit Liv.

Jeg er sikkert skrøbeligere end alle andre Kvinder; thi jeg følte mig som et Siv i Stormen, saa ganske uden Ballast for Livet, jeg, som trodde mig saa vel rustet.

Var det da en Forbandelse at være Kvinde? Var det sandt, at vi er «Mandens Skyld» og intet andet; at vi i os selv aldeles ingen raison d’être har. Raaber ikke gamle 10og nye Tiders Asketer: Kvinde, du er Hel vedes Porte! Og har ikke Filosofien slæbt paa os som en Byrde, den ikke kunde finde Plads for, og forsøgt at kaste os af snart her, snart der; men atter og atter har den maattet ta os op og slæbe os videre; indtil der endelig kom Mænd, som var modige nok til at sige høit, hvad de andre neppe turde hviske: Kvinden er Mandens Skyld, og maa udryddes. Længe nok har vi ladet os jord binde af hende. Saasnart Manden blir kysk, vil Begrebet «Kvinde» forsvinde fra Jorden; thi hun er «det absolute Intet» og eksisterer kun saalænge Manden, «det absolute Noget», blæser sit Livs Aande i hende.

Ja, som «det absolute Intet» følte jeg mig; og hungrende rakte jeg endnu i ensomme Stunder Armene ud efter det eneste ene, som kunde fylde mig og gjøre mig til Menneske, efter Lyset, som svandt, efter Livets Sol.

Og jeg blev ræd mig selv, glemte min Velopdragenhed og gav et Skrig. Hvor er min Plads i Livet? Jeg kan ikke «finde min Fuldendelse», hverken i mig selv eller udenom mig. Jeg ser ingen Redning for mig! Og saa gik det som jeg kunde vente; de sovende og søvnige fór op i Raseri. 11Nogle skar Tænder og bed af en dannet, tempereret Ed; men andre svor høit og lydeligt og kaldte mig en Hedning og en Dagdriver.

Og de gav mig gode Raad, baade de som var blit gamle, og de som aldrig havde været unge. De vilde denne forvildede Medsøster saa vel. Ak ja, da lærte jeg meget; jeg lærte at le. Og jeg lærte en deilig Foragt for Menneskefrygt.

Men enkelte af dem som satte sig tungest paa mig med sine Universalraad, bragte mig til at tænke paa et gammelt japansk Vers jeg har læst etsteds: «Forsag den ustadige Verden; saa bød den Herre Buddha. Glemte han da helt Râhula, Sønnen af hans Lænder!»

– Ja, uendelig ribbet stod jeg paa Resterne af mit Liv trods al min Vilje og al min Kamp for at redde mig; og jeg blev saa lydhør for alt ondt.

Som i en Myretue saa jeg Menneskene i ustanseligt Jag, om hverandre, over hverandre, i Veien for hverandre. Og Luften var tyk omkring dem; og ingen rak længer end til at smaaleve og smaalyve i sin Kjælder. Og Had og Misundelse, Fattigdom og Aandens Armod grodde omkring mig som Mose paa gamle Mure.

12Men endnu var der inderst inde i mig en Rest af noget ungt og stærkt, som hungred efter Livet, efter Skjønhed og Sol og Glæde. Og i et lykkeligt Øieblik flygted jeg som en frifødt Fugl, der pludselig overvældes af Angst for Buret. Ud i Stormen styrted jeg mig atter – ud over Havet til den lille ensomme Verden, hvor jeg i min Hjælpeløshed engang før fandt Venner og Hvile.

Jeg maatte faa være alene en Tid, prøve at bli klar over mig selv, dersom jeg skulde fortsætte Livet. Jeg maatte faa prøve, om der endnu var Livsmuligheder i mig; jeg kunde ikke flyde som tusend Vragstumper omkring paa mine Medmenneskers Barmhjertighed. Jeg kunde ikke leve, uden jeg havde noget at gi; og til sidste Blodsdraabe vilde jeg kjæmpe for at vinde min Rigdom tilbage. Thi engang var jeg rig.

Men til det kunde ingen hjælpe mig; ikke engang du, min vise Ven, som saa gjerne vilde. Jeg maatte søge min egen Visdom paa mine egne Veie.

– Og herude paa mit nakne Skjær i det vide, vide Verdenshav, her er Ro til at leve. Her er ikke hver Dag hundrede betydningsløse Smaating, som holder Hjernen 13i en stadig Tilstand af Træthed; man tvinges ikke ind i den evige Mølle af Menneskenes mange intetsigende Paafund, hvilke tilslut blir ligesaa mange Nag i Samvittigheden, og jager os ud i nervøs Jagt efter stadig nye Stimulanser og nye Vidunderkure mod «Livets Tomhed».

Herude er alt enklere, større, naturligere.

Som et Barn, der er lagt op paa stærke Arme, føler jeg mig her. I Vrede kan de knuse mig mod Klipperne, eller kaste mig i de fraadende Bølger; men de kan ogsaa lægge mig uendelig ømt til et Bryst, hvori der ikke er Svig.

Og jeg føler mig som stillet overfor et stort, alvorligt Øie, der ser alt, og et uendelig lydhørt Øre, for hvilket ikke det mindste Sjælens Pulsslag forblir upaaagtet. Det er som jeg maatte rødme for et hyklet Ord.

Mit Selskab er tusend vilde Fugle og Stormen over nakne Heier og flengede Fjeld. Men om Kvældene efter endt Arbeidstid træffer jeg undertiden et og andet Menneske, og vi vandrer paa Stranden eller op i Høiderne sammen i de lyse Nætter.

I roligt Veir er alt saa stille her; men man gaar altid og lytter og ser paa Havet 14og Himlen; thi længe er her aldrig Ro. Naturens Ansigt skifter uafladelig Udtryk og altid ligger Overraskelser i Luften. Man lever i og med Naturen, blir et med den. Ofte har jeg her husket, hvad en Dame fra en stor tysk By engang sagde, da jeg klaged over den sodsvarte Himmel dernede: «Himmel,» sagde hun, was ist Himmel! In der Stadt guckt man sich den Himmel nie an.» Man ser bare ud af Vinduet, om man skal ta Parasol eller Paraply, lagde hun til. Og hvor er det ikke ganske og aldeles sandt. De store Byer gjør Menneskene til lyssky underjordiske Væsener, som snart glemmer, hvordan Dagens Lys ser ud. Og for hver ny Sygdom gror der op en ny «Sag», som skal afhjælpe den. Hvor haabløst! Nei, kunde vi jevne de store Byer med Jorden, da vilde vi skaffe næsten alle «Sager» ud af Verden med det samme. Og saa fik vi kanske Tid til at leve Livet.

Men her er Huset efterhvert blit mig et Hi, hvor jeg kryber ind, naar Elementerne raser for haardt udenfor, eller for at skrive til mine Kjære. Ellers lever jeg ude, gaar stadig udeklædt; og bryr mig ikke længer om frisk Kulde eller Regn. Ei heller om Storm, saa længe jeg kan staa paa 15Benene; stadig kommer jeg gjennemvaad og gjennempisket hjem fra mine Ture. Men en Ting er jeg ræd, og det er Taagen. Naar den kommer, gaar heller ingen af Øens Folk ud; thi her findes jo ikke Vei eller Sti, og her er Stup og stygge Skrænter rundt om.

Ja, herude hersker min Gud i alt sit Vælde; og her er det mig saa let at bli uverdslig.

Min Tid er kommet. Et Krav vokser over alle andre og gir mig den grusomme Styrke til at leve mit eget Liv – uden Hensyn til noget andet end det, som for mig er Sandheden og det ene fornødne.

*

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.