[38]

Jeg sidder her i en forunderlig Stemning. Digteren kom herind i Formiddag, bleg og nervøs, og talte om Eli.

Mens han urolig gik op og ned paa Gulvet, fortalte han, at hun havde været 190oppe i Teltet hos ham i Formiddag med Melk, og havde været saa underlig, at han blev ræd. Han vilde levere hende Perlebaandet, som han gik med i Lommen fra igaar; men hun vilde ikke ta imod det; hun forlangte energisk igjen at faa knytte det om hans Arm som igaaraftes. Da han spøgende værged sig mod dette, og betyded hende, at hun maatte sætte det om sin Hals igjen, begyndte hun at græde som et skuffet Barn og sprang, uden at han fik git hende Baandet. Han var fortvilet. Havde han Skyld ligeoverfor hende? Aldrig vilde han tilgi sig selv, om saa var. Hun havde for ham været som en Aabenbaring af noget rent og uberørt vakkert, noget overjordisk, som han kunde falde ned for og tilbede i Andagt, han, som kom fra «Skyggernes Helvede». Kunde jeg ikke forstaa det? Han var saa rørt over hende; og han følte selv, at hans Blik blev ømt, naar han saa paa hende. Det var jo ligesom hun var saa meget af alt det han halvt ubevidst havde længtet efter og drømt om. Han gik jo altsaa der saa fuld af ufatteligt sentimentalt Sludder. Men hvad tænkte hun, hvad følte hun, dette arme Naturbarn i al sin Uskyld. Han følte sig saa pinlig forvirret, saa nervøs 191over dette, jeg maatte undskylde, at han kom til mig og talte om det; men han syntes det var ligesom han havde en vis Ret siden igaar. Var det saa? Var vi ikke to Mennesker, som pludselig et Øieblik havde staat overfor hinanden – uden Maske, Ansigt til Ansigt – Sjæl mod Sjæl. Var det ikke saa?

Han var saa forfærdelig ophidset; og hvad skulde jeg sige andet, end at jeg var glad, fordi han viste mig Tillid; men at jeg trodde han lagde for meget i Elis Opførsel. Hun forstod naturligvis, at vi skulde reise, og hun var bedrøvet over det. Og han skulde nok faa se, at Doktoren og jeg ogsaa fik et Afskedsperlebaand.

«Tror De? – men dette var det blaa.»

Jeg maatte smile: «Det var det altsaa ja; men sikkert har det været tilfældigt. Igaar havde hun jo ingen af de andre paa.»

Da blev han helt fornøiet og sagde: «Nei det er rigtigt.» Saa lo han: «Der kan De se, hvor indbildske vi Mænd er. Straks gjør vi os Tanker, og tror os at være nogen smaa uimodstaaelige Guder!»

Saa tog han pludselig sin Hue og sagde, at han vilde gaa en lang Tur – for sidste Gang rundt Øen. Kravle op i alle Høider og se udover Havet, plukke Sten i Fjæren, 192samle Mose og sige Farvel til hvert Straa og hver Blomst, og til Fuglene – til alle vore Fugle, og takke det altsammen. Jeg fulgte ham ud, og han sprang opover, lige som saa uendelig lettet og glad. Men fra den første Afsats raabte han ned til mig: «Og saa i Eftermiddag gaar vi til vort Tusculum i Fjeldet, og takker for sidst og for alle Dagene! Vil De?» Jeg nikked og han svinged Huen høit over sit Hoved og sprang som en Gut fra Sten til Sten og fra Tue til Tue, indtil han oppe i Høiden forsvandt i en Taagebanke, som var drevet sammen deroppe.

Jeg stod og saa efter ham, og tænkte med Uro paa Eli. Men jeg søgte at trøste mig med mine egne Ord fra isted. Hun var jo et Barn, saa ganske og aldeles, og hun havde ogsaa grædt om min Hals, fordi hun forstod, at jeg forberedte mig til at reise.

Jeg gik ud paa Pynten foran mit Hus; steg op paa den store, flade Sten og saa ud over dette forunderlige Hav derude, som snart skulde bære mig hjem, hjem til mine Børn!

Og en varm Bølge af Glæde gjennemstrømmed mig pludselig. Nu skulde jeg snart igjen holde dem i mine Arme, le med dem, danse med dem, fortælle for dem; og jeg følte mig med en Gang saa stærk og 193glad! Sund var jeg blit alligevel her ude, nu følte jeg det, sund og livsmodig; og i et pludseligt Anfald af Overmod tænkte jeg, idet jeg lo for mig selv: «– og du, min brave Alvorsmand dernede mellem Bøgerne, du skal nu lære at danse!» Engang sagde han nemlig med sit vemodige Smil, at den Dag jeg fik ham til at danse, var han reddet.

Før jeg vidste Ord af det, stod jeg der og sang af mine Lungers fulde Kraft udover Havet; det var ligesom Livet var vendt tilbage. Ak, den som turde tro!

Saa gik jeg opover igjen. Jeg vilde bort til Eli. Jeg maatte forvisse mig om, at hun var som ellers, at alt hans Snak var overdreven Følsomhed, Nervøsitet. – Men hvor det trak sammen oppe i Fjeldet. Nu maatte han vel forstaa, at han burde vende om.

– Eli var ikke inde. Hun var netop sprunget opover Heien, sagde hendes Mor. Men sikkert vilde hun snart være nede igjen, siden det trak op til Uveir. Denslags Ting havde Eli bedre Rede paa end nogen anden.

Jeg satte mig til at snakke med hende; men mine Tanker var andetsteds. Hvorfor kom ikke Eli; havde hun set ham gaa tilfjelds og vilde efter for at advare ham mod 194Uveiret? Og hvor mon han havde tumlet sig hen, tankeløs som han var?

Det blev mørkere og mørkere derude. Vi saa ud af Vinduet, og Elis Mor blev urolig. Taagen pakked sig sammen og vælted sig om alle Høider, og det suste og sang op ude i Havet. Jeg maatte gaa hjem før det brød løs.

Fra mit Vindu saa jeg Elis Mor gaa hen i Nabohuset; men straks efter var hele Grænden indhyllet i tætte Taagebanker og Regntykke.

Elis Høns var kommet ind i min Have, hvor de klemte sig tæt sammen i Ly af Torvmuren, og gjemte Hovedet i Fjærene.

Nu kunde jeg ikke se længer end til den store Sten udenfor; jeg var afstængt fra Verden.

Af og til kom hvasse Vindstød og lige som løfted Huset fra Jorden; saa brød Regnet løs. Jeg tog en haandfuld Gryn og lokked Hønsene ind i Gangen, hvor de blev staaende fortabte og taalmodige, ventende paa bedre Tider.

Men jeg gik frem og tilbage i min Stue, og mit Hjerte banked i Angst.

Var de kommet? Jeg lytted med alle Nerver spændt; det blev mørkere og 195mørkere, og det raste forfærdeligt oppe i Krateret. Stort og vældigt er Uveiret her; og jeg ønsked, at jeg i det Øieblik kunde set Brændingen mod Vestvæggens Pynter. Frygteligt og herligt maatte det være der ude nu. –

Men de to deroppe i Fjeldet, hvor er de? Skal jeg ingenting faa vide om dem, før Natten kommer?

*

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.