[6]

21Jeg har havt den Vane at læse i Ansigter, jeg mødte paa min Vei. Især de gamle, som Livet har herjet. De fortæller mig saa meget, naar de tror sig upaaagtede.

Tunge ligger Rynkerne om Mund og Pande og fortæller om Resignation og trætte Tanker. Og Øinene stirrer sluknede ind i en Ørken, hvor ingen Oase mere grønnes. Hver Sene er som forstrukket i Kampen for at naa Lykken; Øiet har stirret sig blindt; men Lykken den gled længer og længer bort. Og saa kom den store Træthed.

Jeg blir saa bedrøvet overfor sligt et Ansigt. Og mangen Gang har jeg ledt i mit Indre og tænkt: Skulde du ikke eie et lidet Ord, eller en liden Handling eller nogetsomhelst Medelelsesmiddel, ligefrem og enkelt – saadan fra Menneske til Menneske, fra Hjerte til Hjerte – som om bare for et Øieblik kunde faa et Glimt af Glæde til at lyse over dette øde Ansigt. Og jeg syntes ligesom jeg maatte bede Omforladelse, fordi jeg endnu var ung og Herre over Livet

Men ak, sjelden kan man gjøre noget. Bare lade den trætte være ifred. Bare ikke brutalt forsøge at bryde ind bag den Mur, ethvert Menneske tilsidst bygger om sit Livs Tomhed eller sit Livs Indhold. Den Mur, 22bag hvilken det værger sig, eller hvor det rolig og resigneret trækker sig tilbage som et skadeskudt Dyr for at vente paa Hvilen.

Og i Angst for at være taktløs og gjøre ondt istedetfor godt, bygger man selv Mur omkring sig.

Ingen ved jo, hvormeget der kanske forspildes ved overdreven Frygt for at vise Fortrolighed, hvormeget godt man mangen Gang kunde gjøre et ensomt Menneskes Sjæl ved at banke paa hos det og vise, at man føler med i dets Livs ondt og godt – ja hvor man kanske ofte kunde løse det ud af Fortvilelsens og Haabløshedens Vanvid. Men – Fortrolighed kan altsaa være sørgelig malplaceret. Der er saare Sind, som ikke taaler den, og Deltagelse og Interesse kan virke som Paatrængenhed og gjøre et ensomt Menneske endnu ensommere, fordi det gjør det mistænksomt. Og derfor blir vi saa let siddende hver bag vor Mur, vi nervøse Mennesker i vor Tid.

Saa kom da ogsaa den Dag, da jeg bygged Muren høi omkring mig.

Men herude hvælver Himmelen sig høit over mit Hoved, og hvor jeg gaar, pisker Havet sine Bølger imod mig og ler af alle mine Mure.

23– Et forunderligt Land er min lille Ø. Fra Øst ser den ud som en Kjæmpesnegl med sit Hus paa Ryggen; men mod Vest sætter den et bredt og mægtigt Bryst mod Storhavet, og derude bygger de hvide Fugle. Tusend over Tusend i Rad og Række sidder de paa den steile Fjeldvægs smaa Hylder og Terrasser med de skinnende Bryster lysende som store ovale Perler imod Solen. Og Brændingen staar skumhvid om Fjeldets Fod og presser sig med Dommedagsdrøn ind i Revner og underjordiske Haller. Det er de hvide Fugles kjæreste Musik; i den elsker de, drømmer, hviler og bygger Rede. Men blir det en Dag stille derude, og Havet ligger blidt og lokkende i Solglans og Fred, da blir de ængstelige og lytter, thi da kommer Menneskene.

Men hvergang Brændingen trækker sig tilbage fra Revner og Huler, tar den med sig et Stykke af mit lille Land. Og engang i Tiden vil maaske hvert Spor af den ensomme Verden herude i Havet være udslettet, og Bølgerne vil rulle roligt hen over den, som om Menneskers Graad og Latter aldrig havde steget mod Himmelen fra dens fattige Klipper.

24Men Fjeldets Østside skraaner ned i smaa grønklædte Terrasser og ender i en flad Slette. En dyb Bugt gaar ind fra Syd, saa kun et smalt Eid forbinder Fjeldet med Sletten. Men ogsaa den lave Del af Øen har Fjeldvægge rundt om, skaaret som med Kniv ret ned og ligesom den høie Vestvæg gjennem brudt og flenget af Brændingen. Mod Bugtens hvide Strand skraaner saa Terrænet jevnt ned med herlige Beiter for Faarene; og omkring Stranden bor Menneskene.

De smaa torvtækte Huse staar i Klynge, tæt sammen, som for at lune hverandre; men saa nær Sjøen, at Bølgerne i Stormveir slaar op mod de smaa Vinduer, saa de maa dækkes med Halvlemmer Dag og Nat. Og i Vintertiden, naar Stormen mangen Gang raser Uge efter Uge uden Afladelse, lever Menneskene som paa Havsens Bund i sine Stuer. Haardt er det da at komme udenfor Døren; og selv de nærmeste Naboer kan i lange Tider være afstængt fra hverandre. Men de har sit Arbeide, sin gammeldagse Rok, som dreies med Haanden, sin tunge, store Væv, Strikketøi og Netbinding, og de har sine gamle Sange, sine Sagaer og sine Lege. Men fremforalt er der altid mange Mennesker i hver Huslyd; thi her regnes det for Rigdom at ha mange 25Børn; og saa gaar nok Tiden. Selv i Vinterens Mørke er mange Mænd paa Fiske, og da slider Kvinderne meget i Angst og Ensomhed. Men Mændene er muntre og skjønne, smidige og stærke, og derfor er Kvinderne fornøiede trods alt. Det er stolte, lykkelige Øieblikke for Hustruer og Mødre, hvergang de faar sine staute Mænd og Sønner frelste og glade hjem efter farefulde Færder og vel udført Værk, og da staar Glæden høit under Taget i de smaa Hjem, og Gamle og Unge tumler sig som Barn i Sang og Leg. Men det hænder ogsaa, at Baadene aldrig kommer igjen; og da lægges Livet øde for mange.

Ja, en streng Herre kan Havet være for dem, og alligevel elsker de det over alt andet. Tæt, tæt ved Sjøen vil de bo; derude er Livet og der er Døden. Fra hvert lidet Vindu stirrer spændte Øine efter Baade som staar udover og Baade som ventes, efter Strøm og Stormvarsel, efter Hval og Sild og Sjøfugl. Landjorden er for dem en død Verden, og inde paa Øen, hvor der er lunt og trygt, der findes ikke en menneskelig Bolig. Men der inde græsser Faarene og de tamme Gjæs i store Flokke til Glæde for den ensomme Vandrer. Gjæssene sendes paa Havn i Heien 26som andet Fæ; thi hvis de gaar nede i Fjæren og spiser Fiskeafald, blir de tranede i Smag som Sjøfuglen, og lidt Forandring i Smagen er godt.

– Jeg har set Sydens blaa Hav med Seilere som hvide Duer i Horizonten, og plukket gylden Frugt af bugnende, myrt grønne Buske. Og jeg har set et Eventyrlands Jøkler lyse i den sene Kvældsol og kogende Kilder springe som Søiler af Sølv og skjælvende Maaneglitter mod en forunderlig blød, graahvid Nathimmel; men intet har været mig saa stort og stille høitidsfuldt som disse graagrønne, nakne Fjeld og dette uendelige, graa Hav med graasorte Taagebanker og lav Regnhimmel over. Og ingen Vegetation i Verden har været mig saa rørende skjøn som disse smaa, prunkløse Blomster i Bjergenes Kløfter og det duftende Græs i Vestø’s stille, folketomme Dale.

Maa man bli gammel for rigtig at forstaa Naturen og helt kunne hengi sig til Glæden over den? Før kunde jeg fryde mig over den, bli varm af dens Skjønhed og se dens Pragt, men altid i Forbindelse med noget andet – en Drøm, et Menneske, eller som Ramme om mig selv. Nu forsvinder jeg selv i den, og vender atter og 27atter tilbage til den som til en stille, stor Glæde, ingen kan ta fra mig og intet gjøre større eller mindre.

*

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.