[I.]

183Frokosten i Hotel Sultan Achmet paa Bjergøen Prinkipo i Marmarahavet var forbi, og en hel Del af Badegjæsterne var tyet ud til de magelige Siddepladser paa Verandaen, der paa 3 Sider omgav den lysegraa Bygning med dens mange stærkt farvede Markiser foran Vinduerne. De fleste sad tilbagelænet med Cigaretten mellem Læberne, mens de døsige af Varmen saa ud over det solblinkende, flere hundrede Fod lavere liggende Marmarahav, hvor Damperne gled forbi de lyse Sejlere, som var de trukne efter Traade, og hvor i det Fjerne Konstantinopels hvide Minaretter og skinnende Kupler løfted sig op over Byens violetgule Taage.

Midt paa Verandaen foran den brede, af tæt Buskads beskyggede Marmortrappe, der fra den høje Hotelterrasse førte ned til Badevejen, sad ved et aflangt Marmorbord en gnistrende sortøjet, koralsmykket Dame i hvid Formiddagsdragt af persisk Silke, omgit af saa mange Herrer som kunde faa Plads ved Bordet, og borte i Hjørnet, hvor nogle 184gamle Myrtetræer luded sig ind over Rækværket, laa en lang, tynd Herre udstrakt i en Gyngestol med Lommetørklædet over Ansigtet og de magre, smale Hænder hvilende paa de spidse Knæ.

Ved Bordet foran Marmortrappen gik det livligt til. Damen førte Ordet; hvert Øjeblik tog hun Cigarretten ud af Munden og holdt den op mellem Pege- og Langfingeren, og hvert Øjeblik kappedes Herrerne om at gi hende Ild. Alle sammen sad de foroverbøjet med fremstrakte Ansigter, som kunde de ikke faa nok af at se og høre, mens de lo og klapped i Hænderne til hvad hun sa, og de tiltalte hende alle paa forskjelligt Sprog. Damen talte flydende Fransk, men slog ofte om i Italiensk, Spansk og Engelsk, ja endog i Græsk. Nu og da henvendte hun pludselig nogle svenske Ord til en meget ung Herre, med tæt krøllet Haar, brede Skuldre og en smal, blond Moustache. Han holdt sig mere tilbage end de andre, men hans Øjne hang ved hendes Ansigt med et sky betaget Blik. Engang imellem skotted han op til et aabent Vindu i anden Etage, hvorfra der stak ud to mørkhaarede Pigehoder, som hviskende og med spændt Opmærksomhed fulgte hvad der foregik ved den livlige Dames Bord.

«Har De kanske allerede hørt den?» afbrød Damen sin paabegyndte Historie, idet hun vendte sig til den unge Svensker, der rødmed som en liden Pige.

185«Nej, Fru Konsulinde.»

«Kald mig slet og ret Fru Inés, det synes jeg bedst om, og det bruger man jo ogsaa i Deres Land.»

«Aha, Fru Inés! Madame sa Fru Inés!» raabte henrykt en af Herrerne i tyrkisk Embedsmandsdragt. «Mai vite dale svenske.»

«Ja, men ikke sandt, Manden maa ha vært gal,» gjenoptog Fru Inés den afbrudte Traad. La’ en af sine stakkels Koner fængsle, fordi han har grebet hende i Utroskab med en Eunuk, og det ovenikjøbet med en halvvoksen. Hvad kunde det da gjøre ham?»

«Brava! Brava!» – lød det leende omkring hende. En brunbrændt Spanier, klædt som en Tyrkelaps, der netop er kommen fra Paris, og med en Skaldepande, som Fezen ikke helt skjulte, banked overgivent paa Bordet med Fladen af Fingrene.

«Ikke det,» sa Inés og stødte til hans Haand med sit Skildpaddes-Cigaretfuteral. «Vi er ikke i Varieté Française, Señor.»

«Om Forladelse, skjønne Señorita,» bad han i ydmyg Tone og førte med et Smil Haanden hilsende op til sin Fez.

«Og det arme Fæ af en Eunuk,» gik Inés videre. «Tænk at bli pisket i hele Tjenerskabets Paasyn for en Brøde, han ikke har Begreb om.»

«Ha, ha, ha!» de klapped i Hænderne.

«Det er slet ikke til at le af, mine Herrer,» 186ivred Inés. «Vilde det ikke være oprørende at straffe en Skjødehund, selv om det var en Hanhund, fordi den paa Befaling leger med sin Herskerinde?»

«Bare jeg var Skjødehund,» sukked en spinkel Herre paa Italiensk med Fugleansigt og slatne Moustacher, som hang ham helt ned paa Frakkeslagene. Hans broncegule Øjenstene gled spejdende frem og tilbage i de smale, dybtliggende Hvider, og da ingen lo, hengav han sig til sin forrige begejstrede Stirren paa Fru Inés.

«Gaa over til Budhaisterne, saa blir De til et Dyr, naar De er død,» sa Inés spottende. «En Abe tænker jeg,» la hun til paa Svensk med et lystigt Øjeglimt til Flemming.

«Gjerne bli Menneskeæder,» svarte Italieneren og klasked sig paa det indbuede Bryst. «Bare Señorita Inés vil gjøre mig Selskab.»

«Jeg er romersk katholsk og vel at mærke en oprigtig troende,» sa Inés pludselig alvorlig og med en Mine, som om hun i Tankerne gjorde Korsets Tegn. «Forresten synes jeg ikke om denne letfærdige Tone. Husk, vi har imellem os et purt ungt Menneske, som vi bør foregaa med et godt Eksempel.»

«To, Mrs. Ribbing,» bemærked en sværlemmet, velvoksen Fyr i engelsk Sportsdragt, med et stort, skjægløst Ansigt. Han sad ligeoverfor Flemming og havde adskillige Gange forgjæves søgt at gjøre 187sig gjældende ved at anbringe nogle engelske Vitser.

«Aa, Dem er det ikke saa farligt med,» svarte Inés affejende. «De er vist noksaa fordærvet alt. Men Deres Ven – hvor gammel er Flemming, Mr. Konrad?»

«To og tyve, siger han, men han lyver sig naturligvis et halvt Snes Aar ældre end han er, he, unge Flemming?» Konrad sigted med en Papirkugle efter Flemmings Ansigt, men denne slog den tilside med en liden, tvungen Latter.

«Vil De tænke Dem, Mrs. Ribbing, han har aldrig vært forelsket. Paa Ære! Først trode jeg, han vilde binde mig noget paa Ærmet – Se bare, hvor rød han blir.»

«Saa skal jeg love for, der er nok af dem, som har vært forelsket i ham,» svarte Inés kort og tørt og rulled sig en ny Cigaret.

«For Guds Skyld, Mrs. Ribbing, skaan ham dog,» bad Englænderen ængstelig. «Han lider af Krampetilfælde, som kommer, naar han udsættes for Sindsbevægelse. I ethvert Fald er det bedst at be Opvarteren ha en Ispose i Beredskab til hans Hode. Der gaar snart Ild i det.»

Inés sa noget paa Græsk over Bordet til en liden fed Herre i fint, hvidt Tøj og med en Hodebedækning af lys Filt, der ligned Derwischernes urtepotteformede Huer.

«Ladies and Gentlemen, Æslerne er der!» meldte en Negeropvarter fra en af Hotellets aabne 188Glasdøre, og forsvandt lydløst som han var kommen.

«Æslerne er der!» lød det som et Feltraab langs hele Verandaen, og alle rejste sig undtagen de ved Inés’ Bord og den tynde, lange Herre i Gyngestolen.

«Hører Dere mine Herrer? Æslerne er der!», Inés dunked i Bordet med sin lille, faste Haand, mens hun saa fra den ene til den anden. «Afsted i en Fart, ellers tar de andre de bedste Æsler.»

«Aa, men bliv dog med Madame! Hvor kan De være saa grusom?»

«Naturligvis. Mrs. Ribbing bare spøger. Gad vidst, hvad vi ellers skulde faat den Tur istand for?»

Inés rysted paa Hodet.

«Oh, Señora, skjønneste af alle Kvinder, hvor kan De nænne det?» Spanjeren sprang op, bøjed det ene Knæ og rakte Hænderne bedende op imod Inés.

«Ja, lad os knæle!» raabte Italieneren og la sig ned ved Siden af Spanjeren. «Saa smelter vor herlige Tyranindes Hjærte.»

«Hold op med de Narrestreger,» Inés slog ud med Haanden. «Señor Antonio tror stadig, at han er i Varieté Française.»

Oh, Señora, Señora, hvor De dog mishandler mig idag,» klynked Spanjeren og rejste sig. «Sig, at de tilgir mig.»

«Ja, men gaa saa, og faa de andre med Dem. 189– Hvad ligger De der for?» Hun saa haanlig paa den knælende Italiener. «De er bleven til en Pappegøje, tror jeg, og De er dog ikke død endnu.»

«Madame, vil De fornærme mig,» sa Italieneren lavt paa pilsnart Fransk, idet han rejste sig og spærred op sine Fugleøjne, saa den store krogede Næse fik et stramt og truende Udtryk.

Inés lo med en dyb, overdaadig Latter. «Aa, hør her, mine Herrer, tør jeg regne paa Dere som Sekundanter? Señor André og jeg skal duellere!»

«Nej, hun er guddommelig!» udbrød André med et smørret Smil og tripped af hilsende med Haanden.

«Ladies and Gentlemen, de spør, hvor stort Selskabet er,» hørtes Opvarterens Negerengelsk fra Døren. «De siger, der er bestilt for mange Æsler, og de bærer sig som Derwischerne borte i Skutari.»

«Allright, vi skal være der paa Øjeblikket,» vinked Konrad. «Come along Gentlemen! Mrs. Ribbing rejser da ikke til Californien, mens vi er borte.»

«Ikke til Konstantinopel engang,» sa Inés.

«Ja, ja, naar der ingen anden Raad er.»

«Au revoir, Madame.»

«Good afternoon, Mrs. Ribbing.»

«Addio, Señorita.»

«Addio, Señora.»

«Adieu, Madame.»

190«End De da?» Inés la Armene paa Bordet, da de andre var gaaet, bøjed sig fremover og saa paa Flemming, som var bleven siddende.

Han slog Øjnene ned og rørte sig urolig paa Stolen: «De blir altsaa ikke med, Fru Inés,» stammed han.

«Nej, jeg gider ikke. Den Tur har jeg gjort en Gang, og det er mere end nok. Man kommer tilbage i en Tilstand af Udaselse! og fuld af rødt, klæbrigt Støv, og i saadan en Varme! De maa forresten ikke tro, der er noget at se. Klostret er en ussel, liden Trærønne og Munkene nogle smudsige Bavianer. Ja, Udsigten naturligvis, De maa absolut derop! Alle Fremmede gjør den Tur.»

«Aa for den Sags Skyld,» mumled Flemming.

«Hvad behager? De tænker da vel ikke paa at svigte? Hvad vilde de to forelskede Fräuleins sige, De skulde jo være den enes Kavaler, og De kan være rolig for, hun slipper Dem ikke.» Flemming keg stjaalent op til Vinduet i anden Etage, Inés drejed Hodet og fulgte Retningen af hans Blik, hvorpaa hun hurtigt vendte sig om igjen til Flemming og bed i sin Lillefinger.

«Se saa, der har vi Skandalen. Hvorfor gjorde De ikke Tegn til mig? De vidste jo godt, at de hang med mere end Halvdelen af sig selv ud af Vinduet og lytted med rullende Øjne?»

«Kommer De saa, Hr. Flemming?» raabte i 191det samme en spydig tysk Damestemme derovenfra. «Eller vil De kanske hellere la være?»

«Naturligvis! Hvor kan De dog tænke, at han er istand til at rive sig løs, Bertha?» blev der svart sammesteds fra, og saa sang den, der sidst havde talt, med høj vrængende Stemme:

«Es giebt eine Insel,
wo die Sirenen wohnen,»

hvorpaa alt blev stille.

«Er de gaat?» hvisked Inés.

«Ja,» svarte Flemming efter forsigtig at ha sét op.

«Naa, det maa jeg sige!» Inés la sig tilbage paa Stolen og lo med den forrige dybe Latter. «Hør,» vedblev hun derpaa og hendes Ansigt skifted Udtryk, «egentlig var de svært uforskammet, de næsvise Tingester.»

«Bachfiske,» mumled Flemming og snoed sin smale Moustache.

«Men saa gaa dog, Menneske!» udbrød Inés med en Bevægelse, som om hun vilde skyve ham fra sig med begge Hænder.

«Hvor blir Du af, Arthur, for Satan! Din Dame venter paa Dig!» Det var Konrad, som raabte det inde fra Hotellet.

Flemming rørte sig fremdeles ikke.

«Ja ja, nu gaar jeg, saa kan De sidde her alene tilbage.» Inés stak sit Cigaretfuteral i Lommen.

192Flemming rejste sig, tog Hatten af og bukked. Saa gik han langsomt hen over Verandaen.

Pludselig stødte Inés sin Stol tilbage og sprang efter ham. «Nar dem og bliv hjemme,» sa hun med et ivrigt, lattermildt Ansigt, og tog fat i hans Arm. «Bachfiskene vil ærgre Livet af sig. Vil De?»

«Ja,» sa han med et stille straalende Blik.

«Denne Vej,» hun løb tilbage over Verandaen fulgt af Flemming. «Aa, hvor det blir morsomt! De er altsaa forsvunden, simpelthen forsvunden, og jeg aner ikke, hvor De er.» De smutted om Hjørnet af Hotellet, og kom til et lidet Karnap baaret af hvide Søjler med Vægge af farvet Glas.

«Ind der og gjem Dem bag Planterne i Krogen,» hun stødte Døren op med sit Knæ og puffed ham gjennem Aabningen. «Der kommer ingen, for det støder op til vor Dagligstue. Hys, vær stille!» Hun skyndte sig tilbage, stilled sig op ved Verandatrappen med Armene paa Rækværket og syntes hensunken i Betragtningen af Udsigten.

«Undskyld, Mrs. Ribbing, hvad er der blet af unge Flemming?»

Inés vendte sig om og saa Konrad staa og sprige med sine velformede Sportsben midt paa Verandaen. I det samme kom de to tyske Piger i stram kort Ridedragt og med smaa gule Skindpiske i Hænderne og stilled sig op ved Siden af ham.

193«Flemming?» sa hun aandsfraværende. «Det véd jeg ikke; han var her for et Øjeblik siden.»

De unge Damer slog utaalmodig med Ridepiskene paa sine broderte Lærredsstøvler, og Konrad raabte højt og arrigt: «Arthur, Arthur! Kan Du komme engang!».

«Ikke saa højt,» sa Inés med rynkede Bryn. «De vækker min Mand,» hun saa hen paa Herren i Gyngestolen. «Rigtignok er han tunghørt, men der er dog Maade med alt.»

«En net Skandale,» brummed Konrad. «Jeg bér Dem om Undskyldning paa min Vens Vegne, Frøken Mina. Slige Guttestreger!» Med et stivt Buk for Inés forlod han Verandaen, fulgt af Damerne, der indigneret knejste med Hoderne og tilkasted Inés rasende Sideblikke.

Inés holdt Haanden tæt for Munden for at dæmpe sin Latter, skjøndt der ikke længer var nogen, som kunde høre det. Saa rev hun en Gren af et Terebintetræ, som stod udenfor Rækværket og dasked den mod sin venstre Haandflade med et lystigt Smil om Læberne. Ude fra Gaardspladsen bag Hotellet naaede Lyden af Støj og Tummel og Snak og Latter hendes Øre. Æseldriverne raabte skingrende til Dyrene og bandte paa Græsk og Tyrkisk, og indimellem hørte hun Konrad brølende kalde paa Arthur.

Lidt efter lidt flygted Larmen susende bort og tabte sig tilsidst i en fjern Summen, blandet med Æslernes travende: trit trat.

194Inés løb listende hen til Hjørnet af Verandaen, hvor Herren i Gyngestolen fremdeles sad ubevægelig. Der læned hun sig ud over Rækværket for at se Følget drage afsted.

Nej, hvor var her skjønt idag! Aldrig havde hun sét Farvevekslingerne saa sarte og fine. Eller var det kanske hende selv, som saa anderledes idag? Dette Mylder af Høje og Terrasser, hvor Villaerne med et gyldent Skin over de hvide Façader, keg frem fra sine bugnende Haver! I Fordybningerne hang langstrakte Skygger som matblaat Flor over den blomsterfyldte Bund; her og der luded Højene ud over Vandet og fra deres Rand faldt yppige Slyngplantninger ned over Skrænterne. Øens kratbevokste Bjergside tindred som i Regnbueglans under Solens Straaler mellem Himlens og Havets dobbelte Blaa, og lig et safranfarvet Baand slynged sig de zigzaglagte Grusveje kantet med Balsampopler og Pinier frem og tilbage, langt forbi Villaerne, blev borte mellem Dvergegenes og Neriernes blaaliggrønne Løv – hvis rene Duft hun syntes at mærke – helt op til Toppen, hvor det græske lille Kloster var indhyllet i en let, hvid Taage. Der blev de bortdragende synlig højt over Hotellet ved Hjørnet af den store Terrasse, som i nogle Minutter havde skjult dem for hendes Blik. To og to red de, hvert Par fulgt af de utrættelige, luftig klædte Æseldrivere. Nogle unge Grækerinder i brogede Nationaldragter stod ved Vejkanten og nikked til dem; længere og 195længere blev Rækken, indtil de forreste begyndte at forsvinde bag en kegleformet, cypresklædt Høj.

«Ja her er dejligt», hvisked Inés med et drømmende Smil og strakte Armene ud, som vilde hun trykke den tomme Luft til sit Hjærte. «Og selv er Du dejlig, og Menneskene er dejlige, dejlig latterlige – hun gik hastig nogle Skridt, men stansed brat, vendte om og nærmed sig den sovende Herre i Gyngestolen. Lyttende bøjed hun sig over ham, og nu var det forrige Smil borte. Straks efter retted hun sig med et kort Suk og fjerned sig forsigtig. Hun gik ind i Spisesalonen og kom gjennem et tilstødende Værelse ud i Karnappet, hvor Flemming stod lænet op mod en Søjle med korslagte Arme.

«Saa, nu er de væk, og vi er i Sikkerhed,» sa hun muntert. «Kom, saa gaar vi ned i Grotten.» Hun satte en hvid, fladbundet Hat paa Toppen af sin ibenholdtsorte Frisure, greb paa et Mosaikbord Parasol og Hansker og traadte, fulgt af Flemming, ud paa Verandaen.

«Bagvejen,» nikked hun vinkende og gik hen til den lille Laage i Bunden af Verandaens Sidelænge. Gjennem denne kom de ud paa den uryddige Gaardsplads, hvor et Vildnis af Balsampopler blanded sin stramme Duft med Lugten af Køkkenaffaldet, som laa i Dynger, og af Hundes og Fjerkræs uænsede Urenlighed.

196Flemming var taus og forlegen, og Inés tænkte: Gud ved, hvad vi egentlig skal more os med.

«De angrer da ikke paa, at De blev hjemme?» spurgte hun paa engelsk, mens hun gik videre, og saa et Øjeblik over Skulderen paa ham.

«Tror da Fruen, at jeg er en meget Idiot?» svarte Flemming paa saa forkjert engelsk, at Inés gav sig til at le.

«Tal blot svensk,» sa hun. «Jeg forstaar hvert Ord De siger, skjøndt jeg ikke kan udtrykke mig flydende paa det Sprog.»

«Saadan gaar det ogsaa mig med Engelsk,» bemærked Flemming.

«Naar De bare kan Fransk – det er Hovedsproget i Konstantinopel, mellem os civiliserede da.»

De var kommet ud af Gaardspladsen og var begyndt at stige ned ad en snæver, stejlt skraanende Sti mellem Hotelterrassen og en brat Højderyg, hvor uregelmæssige Stene danned et Slags Trappetrin. Inés gik foran. Hun brugte Parasollen til Støtte og maatte af og til svinge med Armene for ikke at tabe Ligevægten.

«Gaa De foran, Flemming,» sa Inés og blev staaende sidelænds tæt op mod Jordvæggen. Flemming strakte Overkroppen fremover, planted sin Stok fast mellem Stenene, og var i et behændigt Spring forbi hende.

197«Saa ja. Nu tar De min ene Haand, saa støtter jeg mig paa Parasollen med den anden.»

«Nu gaar jeg ligesaa sikkert som oppe paa Verandaen,» sa Inés fornøjet og tripped hurtig fra Sten til Sten, ført af Flemming. Men pludselig gled hun og vilde være falden, hvis Flemming ikke havde grebet hende om Livet.

«Ja, her er farligt,» sa hun og stod et Øjeblik stille, lænet op mod Flemming, snappende efter Vejret. Saa gjorde hun sig løs, tog igjen hans Haand, og kort efter var de nede ved Vandet, hvor Grotten laa et Par Alen fra Strandbredden.

«Er her nu ikke vidunderligt,» udbrød Inés, da de var traadt ind i Grotten med de glatte Vægge af flammet Marmor, og havde tat Plads paa Stenbænken i dens Bund. «Her sidder vi, lukket inde i Fjældet og har intet med Omverdenen at skaffe. Tænk om der var en Dør af en kjæmpestor Marmorblok, som vi kunde trække til, og ingen kunde aabne den udenfra. Lukket inde i et Bjerg i tusen Aar! Tænk om Eventyr var sande.»

Flemming sad og saa paa hende fra Siden af. Han trak Vejret med en sagte indvendig Zitren og sa ingenting.

«Jeg tror, De blir bange ved Tanken,» Inés vendte sig mod ham.

«Deres Kinder er ganske grønne, men det er vist mine ogsaa. Det er Lyset herinde i Grotten. Forresten kan De være ganske rolig, vi blir saa 198vist ikke lukket inde i noget Fjæld. Det skulde da være, hvis der kom et Jordskælv. Hvad vilde De saa gjøre?»

«Lægge mig plat ned foran Deres Fødder og ikke røre mig af Pletten.»

Hun blev overrasket ved den inderlige Klang i hans Stemme, og der jog en hastig Følelse af Velbehag igjennem hende. «Aa, det fik De nok ikke Tid til,» sa hun og rysted Hodet. «Vi blev hvirvlet i Vejret og knust før vi vidste Ord af det.»

«Saa meget desto bedre,» mumled han.

«Hys! er der ikke nogen, som bader? Jeg trode, de alle var tat med,» hun rejste sig og gik udenfor.

Flemming fulgte.

Et Par hundrede Alen tilvenstre for Grotten laa de spraglede Badetelte lige nede i Bølgeskvulpet, og et Stykke ude svømmed nogle Skikkelser omkring. Vandet var saa klart og stille, at deres Legemers Former under det tynde Badetøj tydelig kunde sés.

«Det er Fru Ruder med sine Børn,» sa Inés. «Kan De se, at hun ligner en Krokodille i Vandet? Hun er naturligvis altfor dydsiret til at ville sidde paa en Æselryg. Og hendes Mand er glad til, han slipper, tænker jeg. Synes De ikke, hun er frygtelig styg»

«Jeg har slet ikke lagt Mærke til, hvordan hun ser ud,» svarte Flemming.

199«Ja, men det er hun. Og ondskabsfuld, forfærdelig ondskabsfuld! Det er alle disse græsk katholske Fruentimmer. Mig hader og bagtaler hun. Det er bare fordi jeg ser godt ud. Tror De kanske ikke, at hun bagtaler mig?» føjed hun til, da Flemming intet sa.

«Jo. Men hvad gjør det?»

«Hvad det gjør? Hvad det gjør?» spurgte Inés irriteret. «Hvis De hører noget ondt om mig, noget rigtig stygt og ondt, saa er det hende, som har sagt det. De maa ikke tro det.»

«Det kunde aldrig falde mig ind.»

«Kom bare, før hun svømmer tilbage. Ellers laver hun en nydelig Historie,» Inés skyndte sig for at gaa ind i Grotten, men betænkte sig og vendte om.

«Aldeles ikke,» sa hun med et halstarrigt Nakkekast. «Jeg skal netop vise, at jeg ikke tar Spor af Hensyn til hende. Giv mig Deres Arm, saa spaserer vi sammen lige for hendes brune Gribbenæse.»

De gik først i Retning af Badeteltene, saa tilbage langs Strandbredden, helt hen til Øens Landgangsbrygge, der sprang ret frem i Vandet.

«Men saa se Dem dog om,» sa Inés og stod stille med sin Arm i hans. «Her gaar De ganske rolig og er ikke det mindste henrykt.»

«Jeg er henrykt,» sa Flemming lavt.

«Hvad er dog dette for et Hekseri,» tænkte Inés. «Det er som saa jeg alt idag for første 200Gang. Saadan var det ogsaa før oppe paa Verandaen.»

«Se paa Vandet,» vedblev hun højt. «Det glitrer som Guld paa Azur, og under er det klart og gjennemsigtigt som selve Luften. Holmene der, se, hvor de spejler sine Klipper og Træer; det er livagtig som de var skaaret over paa Midten og hang fast ved hverandres Flader og den ene Halvdel raged op og den anden ned. Og det grønne er endda grønnere nede i Vandet.»

«Ja,» sa Flemming. «Vakkert er her.»

«Selv de lurvede Hytter der har faat noget Idyllisk ved sig, det maa være Belysningen.» Inés pegte opover, hvor et Par hundrede Alen fra Strandbredden, lige under Øens nederste Terrasser, Æseldrivernes og Fiskehandlernes og Frugtsælgernes mangefarvede Smaahuse klynged sig sammen. «En kunde faa Lyst til at bo der hele sit Liv. Ikke sandt?»

«Ja, det kom an paa,» sa Flemming.

«Hvad kom det an paa?»

«Hvem man var sammen med.»

«Ja naturligvis.»

«Fortæl mig om Deres Krampetilfælde,» begyndte saa Inés, da de gik tilbage den samme Vej, de var kommen.

«Krampetilfælde?» Flemming spilte Øjnene op. «Aa, hans dumme Sludder! Sligt siger han for at være morsom.»

«Virkelig?» sa Inés fornøjet. «Nej, De ser 201heller ikke saadan ud. Der er altsaa ingenting i det?»

«Ikke det bitterste.»

«Hvorfor er han saa beskyttende og overlegen mod Dem?»

Flemming blev rød lige op under Haaret. «Det er bare for at gjøre sig til for Dem,» sa han flou.

«De kan gjerne sige ham fra mig, at det slet ikke morer mig.»

«Han er ganske anderledes, naar vi er alene,» sa Flemming med en let Skjælven i Stemmen. «Nu er han ogsaa blet værre, fordi Fruen kalder ham for Konrad.»

«Men heder han da ikke det?»

«Jo. Men hans Efternavn er Averding.»

«Hvor kan jeg vide det? De siger jo Konrad til ham, og han Flemming til Dem, unge Flemming, og det er jo dog Deres Efternavn.»

«Det er ogsaa bare i Fruens Nærværelse. Han vil gjælde for ældre end jeg, skjøndt han i Virkeligheden er nogle Maaneder yngre.»

De gik en Stund videre i Taushed. Saa spurgte Inés: «Kan De godt like ham?»

«Ja. Det vil sige, jeg har jo ikke kjendt ham længe, bare paa Rejsen. De véd, jeg kom over London, og der traf jeg ham paa Skibet.»

Saa sa Inés: «Jeg er glad, det er Dem og ikke ham, som skal paa vort Kontor. Kom, lad os 202ind igjen i Grotten. Nu har vi gjort nok for Fru Ruder.»

«Interesserer De Dem for Bankierforretninger?» spurgte Inés, da de atter havde tat Plads i Grotten.

«Nej.»

«Hvorfor søgte De saa Pladsen?»

«Det var min Far eller rettere min Onkel, som jo havde kjendt Hr. von Ribbing i tidligere Dage. Mig spurgte ingen tilraads, og jeg var ligeglad.»

«Men var De da ikke noget før, jeg mener, bestilte De ingenting?»

«Nej. Jeg studerte Jus, men det gjorde jeg altsaa ikke.»

«Men nu, er De nu glad for, De er kommen?»

«Jeg véd jo ikke, hvordan jeg faar det, eller hvad det er, de vil sætte mig til.»

Inés følte sig skuffet over Svaret. «Ja, nu er jo snart Deres Ferietid tilende,» sa hun ligegyldig.

«Ja om 3 Dage,» det lød sørgmodigt.

«Er det sandt, hvad Averding sa, at De aldrig har vært forelsket?» spurgte hun med en pludselig Overgang i Stemmen. «En skulde tro, De gik og bar paa en ulykkelig Kjærlighed.»

«Ja, det er sandt. Jeg har aldrig vært forelsket.»

«Hvorfor er De da saa – ja, saa lidt ung, mener jeg?»

«Det er vel fordi jeg er kjed af Livet.»

203«Hvad skal nu det Snak til?»

«Det er ikke noget Snak. Jeg har altid vært kjed af Livet,» sa Flemming stilfærdigt. «Og det trode jeg, de andre ogsaa var, om de end lod, som de ikke var det.»

«Der var forresten en Tid, da jeg tænkte det samme,» sa Inés grundende og som henvendt til sig selv, og lidt efter tilføjed hun: «Hvorledes er De dog kommen til slige Resultater? Der er da saa mange lykkelige Mennesker i Verden.»

«Kanske. Saa har jeg bare ikke truffet dem.»

«Det var mærkeligt!» Inés Tone blev livligere.

«End Børn og ganske unge da? Børnene er da lykkelige?»

«Det tror jeg ikke paa. Baade jeg og mine jevnaldrende havde det frygtelig trist hver paa sin Vis. I det hele tat – dette om at Barndommen er den lykkeligste Alder, er bare noget de voksne søger at bilde sig selv og Børnene ind.»

«Havde De det da særlig ondt som Barn?» spurgte Inés mere og mere interesseret.

«Nej tværtimod. Mine Forældre var velhavende, og der blev tat alt muligt Hensyn til os Børn.»

«Og alligevel – det forstaar jeg ikke. Leved Deres Forældre ikke lykkeligt sammen?»

«Det saa det ikke ud til. Min Far var kjed af sin Praksis og misfornøjet med Forholdene paa alle Kanter og forbitret, fordi han ikke var bleven Direktør paa det kongelige Hospital, og min Mor 204– Stakkel – hun havde det heller ikke godt,» Flemming sukked.

«Hvad var der i Vejen med hende da?» spurgte Inés hurtig.

«Hun græmmed sig vel over, at Far var saa pirrelig og altid la sig ud med Folk.»

«Havde De Søskende?»

«Ja, to Søstre, som havde Blegfeber og altid var saa irritable, naar jeg talte til dem, at jeg fandt ud, de maatte være højst ulykkelige, de ogsaa, liksom jeg selv.»

«Det maa ha vært en trist Familje,» bemærked Inés eftertænksomt.

«Jeg havde ogsaa to Brødre,» fortsatte Flemming. «Den ene vilde være Kunstner og blev sindssyg, da han mærked, han ikke dued til det, og den anden, som studerer Medicin, paastaar, at han har forfejlet sit Liv ved ikke at bli Militær. Og saadan har det vært med hele min Slægt og ikke min Slægt alene, men med alle dem, jeg har kjendt noget nøjere til.»

«Ja, lidt kan der altid være i Vejen,» sa Inés i en overvejende Tone, og samtidig tænkte hun: Han har jo slaaende Ret. At Du dog ikke selv altid har sagt og ment netop det samme.

«Ja, men dette lidt er der i Vejen med alle,» sa Flemming bestemt. «Netop dette lidt, som hindrer Folk fra at være lykkelige. Jeg har tænkt saa meget over det. Jeg kan næsten sige, det er det eneste jeg rigtig har tænkt over.»

205«Men nu De selv,» begyndte Inés efter et Øjebliks Betænkning – «sund og frisk, ung og vakker, med gode Forbindelser og Fremtiden aaben foran Dem?»

«Ja, hvad kan det hjælpe,» Flemming trak paa Skuldrene.

«Morer det Dem da ikke at rejse? Var De ikke betat, da De kom til Konstantinopel?»

«Jo. Men naar jeg har set lidt paa det, morer det mig ikke længer.»

«Er der da ingenting, De rigtig kan glæde Dem over?»

«Jo. Naar jeg er fuld, er jeg altid glad.»

«Fy da!»

«Om Forladelse, Frue! Jeg glemte, hvem jeg talte med, nej jeg glemte det ikke, men det er liksom jeg kunde sige alt til Dem. Højst uberettiget, det véd jeg nok.»

«Nej vist ikke. Sig det bare. Er det saa morsomt at være fuld?»

«Ja, for da ser alting anderledes ud, og jeg føler mig som et lykkeligt Menneske.»

«Jeg véd virkelig ikke, hvad jeg skal svare Dem. Om De nu gik hen og blev fordrukken? Sligt tar ikke saa lang Tid, maa De tro.»

«Nej, det véd jeg nok. To af mine Kammerater blev det paa kort Tid. Den ene skjød sig, og den anden skrev falske Veksler.»

«De taler om de frygteligste Ting paa en 206Maade, saa En skulde tro, De ikke var rigtig vel forvaret.»

«Men det er jeg.»

«De kunde da finde en anden Maade at gaa i Hundene paa, naar det endelig skal saa være,» tilføjed Inés ærgerlig.

«Andre Maader ligger ikke for mig,» svarte Flemming i en undskyldende Tone.

«Jaja,» sa Inés. «Det er godt, De blir her, saa jeg kan ha et Øje med Dem. De faar ikke Lov til at ødelægge Dem. Jeg vilde ta mig det meget nær.»

Hendes Stemme lød saa varm og alvorlig, at der gik som et Stød gjennem Flemming. Næsten forskrækket saa han paa hende og deres Blikke mødtes.

«Det er sandt», hvisked hun og rakte ham sin Haand, idet hun bøjed Hodet lidt til Siden.

Sky og forvirret tog Flemming imod Haanden. Hans Fingre laa døde mod hendes og der var en underlig fortrukket Mine paa hans Ansigt.

«De behøver ikke at se saa ynkelig ud,» lo Inés og trak hurtig Haanden til sig. «Jeg skal ikke plage Dem mere end passeligt.»

«– Havde De en gammel Tante derhjemme i Stockholm, som De plejed at betro Dem til?» spurgte saa Inés pludselig med optrukne Øjenbryn.

«Hvor kan De vide det?» udbrød Flemming forundret.

«Aa, jeg bare tænkte det,» sa hun ligegyldig 207og rejste sig. «Men nu kan jeg se paa Solen, at Klokken er mange. Det er paa Tide at gaa hjem,» hun var alt ude af Grotten.

Flemming havde pludselig følt det, som om en kold Haand havde rørt ved hans Hjærte. Forbløffet sad han et Øjeblik og grunded over, hvad der var foregaat. Saa sprang han op og var straks efter ved Siden af Inés, der alene var begyndt paa Opstigningen.

«Tak, jeg behøver ikke Deres Hjælp,» sa hun kort. «Opover gaar det lettere. Bliv De bare saa længe det morer Dem,» hendes Tone var afvisende, næsten befalende.

Flemming blev staaende, tog Hatten af og bukked. Uvilkaarlig drejed Inés Hodet og nikked. Som i et Glimt saa hun hans bedrøvede Ansigt med det underlig spørgende Blik. Og mens hun gik videre opover, tænkte hun et Øjeblik paa at løbe tilbage og tale trøstende til ham, saadan som man opmuntrer et Barn.

---

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.