Fru Inés

av Amalie Skram

II.

208Da Inés gjennem Karnappet traadte ind i sin Dagligstue, spaserte hendes Mand paa Gulvet. Han vendte Ryggen til med Hænderne stukket ind under Frakken, saa det saa ud som Skjøderne skjulte over en sid Pukkel. Der var noget stivt og gammelmandsrankt over hans lange, tyndbente Skikkelse med de smale, skraa Skuldre og det flade, spidse Baghode, hvor hørgult Haar stritted ud som Svinebørster. Hans Paaklædning var moderne og soigneret.

Inés gik over Gulvet, let og elastisk som altid. Da hun næsten var kommen op paa Siden af sin Mand, vendte han Hodet og blev staaende.

«Naa, saa der er hun! Tør jeg spørge, hvor min naadige har havt den Naade at opholde sig?» hans Stemme var høj og skrattende.

«I Grotten,» svarte hun og vilde videre, men stansed, da hendes Mand stødte Hælen mod Gulvet med et iltert: «Hva’ sa?»

«I Grotten!» raabte hun og holdt Hænderne op som en Tragt foran Munden.

209«Hysh for tusan!» Han saa paa hende med et opbragt Blik i de lyse, rødkantede Øjne. «Du véd, at jeg hører godt nok, naar Du bare ser paa mig, mens Du taler.»

Hun vented et Øjeblik, saa greb hun Dørklinken og vilde aabne.

«Nej stop lidt, min naadige! Hvor skal Du hen?»

«Klæ mig om til Middagen.»

«Naturligvis! Din Pynt og dine Toiletter forsømmer Du ikke. Forstaar sig – en Dame med saa mange Kurmagere,» hans Tone var truende og klynkende samtidig. «Jeg ser Dig ikke saa lang som Dagen er – Ingen skulde tro, det var mig, Du var gift med.»

«Kalder Du det gift,» mumled Inés, mens et haanligt Smil krused hendes Mundviger.

«Hva’ sa!» Von Ribbing la to Fingre bag sin store Øreflip og bøjed den fremover, saa Rynkerne om Øjenkrogene og langs den smale, magre Næse traadte tydeligere frem.

«Jeg sa ingenting. Du har vist Susen for Ørene.»

Han greb sig til Hodet med et Smæld af Hænderne. «Satan,» hvisled han og fik to røde Pletter paa sine gule Kinder.

Inés vendte Hodet bort for at skjule sit Smil.

«Javist har jeg Susen for Ørene, ja!» Han lod Hænderne falde og rysted sit lille visne Hode. 210Men hvem er Skyld i det? Du gjør det paa Trods, paa Trods, siger jeg!»

«Hvad gjør jeg paa Trods?» spurgte Inés uskyldigt.

«Som om Du ikke véd, at jeg altid faar Smerter og Susen for Ørene af at sove forlænge i Luften.»

«Men det har jeg da ikke bedt Dig om.»

«Hva’ sa?» Han strakte arrigt Halsen frem og greb atter i sin Øreflip.

«Du er jo altid saa rasende, naar Du blir vækket, før Du faar udsovet!» raabte hun med Vægterstemme henimod ham.

«Vil Du la være!» Han traadte hende hastigt et Skridt nærmere og trued med sin spidse, krogede Pegefinger. «Imorgen rejser vi.»

«Ja naturligvis. Det er jo Mandag,» sa hun venligt. «Jeg blir her Ugen ud.»

«Vi, hører Du! Vi rejser imorgen.»

«Nej, kjære, det kunde ikke falde mig ind. Jeg mangler 6 Bade; dem maa jeg ha. Saa kommer Du kanske og henter mig paa Søndag.»

«Jo, jeg takker,» han drejed sig hastig paa Hælen og tripped hvæsende nedover Gulvet. Saa kom han tilbage, stilled sig op foran Inés og sa: «Hør nu, vær nu rimelig. Vi har jo vort dejlige, luftige Landsted. Der kan jeg komme ud til Dig om Aftenen. Det er ikke som her, hvor Klokken blir 12 om Formiddagen, før En kan være tilbage i Byen.»

211Inés kneb sine sorte, straalende Øjne sammen og saa paa ham med et afventende Blik.

«Du véd, jeg vilde være den kjærligste, den mest hengivne Ægtemand,» vedblev han med et famlende Øjekast, «hvis Du bare vilde gi mig Lov. Aa Inés, ryst dog af Dig alle disse uværdige Tilbedere. Flyt ud til Therapia og vis Verden, at Du har en Mand, som tilbeder Dig.»

«Blir han da aldrig træt af at spille denne Komedie for sig selv og mig,» tænkte Inés, mens hun betragted ham aandsfraværende. «Hvordan er han da egentlig sammensat, det Menneske der.»

«Naar Saisonen begynder i Therapia, flytter jeg derud,» sa hun kort og bestemt. «Før ikke.»

«Kan Du da ikke bli i Konstantinopel saalænge,» bad han pibende. «Jeg synes, Du maatte ha faat nok af at være her paa et Hotel, hvor Kreti og Pleti løber ud og ind. Du kompromiterer mig.»

«Det maa han vel snart være vant til nu,» mumled Inés ligegyldig.

«Hva’ sa?»

«Du kan jo bli her og passe paa mig,» sa hun højt og saa udfordrende paa ham.

«Jo, jeg takker!» Atter drejed han sig paa Hælen og tripped bortover Gulvet med den forrige hvæsende Lyd.

«Og la Forretningen skjøtte sig selv?» spurgte han stakaandet, da han kom tilbage. «Jo, det skulde gaa herligt!»

212«Ja, Stakker, han er jo nødt til det,» tænkte Inés. «Hvis han tilstod for sig selv og andre, at han, foruden sine Penge, var Nummer Nix og Nul ogsaa der, saa –»

«Du vilde kanske, jeg skulde overlade det til Ruder?» vedblev han ophidset. «Jo, jeg takker! Var det ikke af Medlidenhed, saa havde jeg for længe siden skilt mig ved den Kompagnon. Alting maa gaa gjennem mine Hænder. Alt siger jeg!»

«Ja, det faar Ruder nok at føle,» sa hun sagte, og højt tilføjed hun: «Saa kunde Du jo gi Ruder Ferie en Tid og la ham bli herude hos Konen og Børnene. Det vilde han vist sætte Pris paa.»

«Saa meget, Du fik en Galan til» – han sa det med et stikkende Blik.

«Han slider jo hele Aaret rundt,» vedblev Inés uforstyrret.

«Slider! Var det slider, Du sa,» kom det skrigende. «Du hører jo, det er mig, som gjør Arbejdet.»

«Ja, saa maa Du nødvendigvis rejse. Det er klart.»

«Og Du ogsaa,» sa han vredt. «Folk snakker om os, de tror jeg er Hanrej. Jeg kan mærke det; jeg ser det i deres Miner, naar de hilser paa mig.»

Inés’ Ansigt var koldt og ubevægeligt, da hun svarte:

«I saa Fald gjør det hverken fra eller til, om 213jeg blir eller rejser. Her er jo saa mange Fruer, hvis Mænd bare kommer om Lørdagen. Fru Ruder f. Eks.»

«Hun, som har Børn, ja! Men en som Du! Ikke engang et Barn har Du,» han slængte Ordene haanlig fra sig.

«Vilde Du virkelig ønske jeg havde et?» hun saa paa ham med vidaabne, spottende Øjne.

«Det véd Du jo godt, kjære,» sa han i en sødladen Tone. «Hvor ofte har jeg ikke foreslaat Dig, at vi skulde ta mit uægte Barn i Huset til os?»

«Dit!» Inés lo med en kort, tør Latter.

«Ja netop mit, ja,» han dirred af Forbitrelse.

«Ja Naturen er lunefuld,» svarte Inés med en munter Hoderysten. «Barnet er sort som en Tyrk, og Forældrene hvide som Kretinere.»

Han stammed nogle uforstaaelige Ord; saa løfted han Foden og stamped i Gulvet saa de lette Straamøbler rysted.

«Ja nu maa Du virkelig undskylde mig,» sa Inés. «Ellers kommer jeg for sent til Middagen.» Og med et Kniks for sin Mand forsvandt hun gjennem Døren.

«Fan’en i Helvede være gift med en slig en!» Von Ribbing spytted paa Gulvet og gav sig saa til at vandre op og ned igjen.


Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fru Inés

Romanen Fru Inés (1891) er den tredje av Amalie Skrams naturalistiske ekteskapsromaner. Handlingen foregår i Konstantinopel, en by Skram selv hadde besøkt flere ganger på sine reiser med skipsføreren August Müller, hennes første ektemann.

Hovedpersonen, den vakre Inés, er gift med den mye eldre konsul von Ribbing. Men det er et ekteskap bare i navnet, i virkeligheden lever de mer eller mindre separate liv. Inés har en rekke beundrere og har rykte på seg for å være løsaktig, men i virkeligheten er hun frigid. Hun kompenserer med koketteri og flørter med sine beundrere, men synes de er «indbildske Fyre» og «Idioter».

Blant Inés' beundrere er den unge svensken, Arthur Flemming, som har fått ansettelse ved von Ribbings kontor. Han er ikke like pågående som de andre beundrerne, noe som vekker Inés interesse og hun forelsker seg i ham. De to innleder et lidenskapelig forhold, men forholdet får fatale konsekvenser for dem begge to.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1891 (NB digital). Romanen er trykt sammen med novellesamlingen Kjærlighed i nord og syd (romanen starter på s. 181).

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.