214Om Aftenen sad Flemming og Averding sammen paa Verandaen! Det var lunt og stille, og Fuldmaanen, der langsomt var steget op over Konstantinopels fjerne Høje, kasted et hvidt, vatret Skin skraas henover Marmarahavet. Nogle af Hotelgjæsterne, deriblandt Inés, havde ladt sig ro ud paa Vandet, nogle fortsatte det efter Theen begyndte Lawn Tennies Parti oppe paa Terrassen bag Hotellet og nogle var gaat til Ro, trætte efter Rideturen til Klostret.
Fru Ruder kom ud paa Verandaen med Hat paa Hodet og en fodsid Mantille svøbt om sin lange, stokkede Skikkelse. Hun spurgte, om Herrerne havde set hendes Mand.
«Han fulgtes vist med Fru von Ribbing til Vandet, Frue,» svarte Averding.
«Det kan jeg ikke tro,» sa hun næsten opfarende. «Han havde lovt at vente paa mig til en Aftentur.» Hun gik hen til Marmortrappen og kaldte flere Gange højt paa sin Mand.
215«Hvis De vil spasere, Frue, saa er min Ven Flemming her sikkert til Tjeneste. Han har netop sagt, at han trængte til at røre sine Ben.»
Flemming puffed ærgerlig Averding i Siden.
«Det vilde være Synd for Deres Ven at gaa med mig,» sa Fru Ruder med sit altid trætte og sutrende Tonefald, idet hun kom nærmere. Hvad skulde dog det unge Menneske finde paa at konversere mig med. Hvis jeg endda havde bildt mig ind, at jeg kunde tale Svensk,» hun kremted haanlig – «som Fru von Ribbing, men jeg skaber mig ikke til med saadant noget, endskjøndt jeg er gift med en Svensker, jeg ogsaa.»
«Vil De ikke ta Plads, Frue,» Averding trak i en Stol.
Fru Ruder satte sig midt i Maanelyset, med de korslagte Arme stramt indtullet i Mantillens Folder. De spidst optrukne Øjenbryn og den lange skarpe Næse gav hendes mørkladne Ansigt et bekymret Udtryk.
«Aa ja, naar man er Mor til fire Børn, maa man renoncere paa Fornøjelser,» sa hun klynkende.
«Har Fru von Ribbing ingen Børn?» spurgte Averding.
«Madonna bevare os! Hvad skulde en som hun med Børn?»
«Hvor gammel kan hun være vel!»
«Ligesaa gammel som jeg!» kom det hoverende.
«De skal ikke la Dem narre af, at hun tér sig og klær sig som en tyveaars.»
216«Nej, Skjønheder kan man vanskelig se Alderen paa,» bemærked Averding.
«Aa ja – Skjønhed,» – Fru Ruder trak paa det.
«Herrerne synes det,» sa Averding.
«Naturligvis,» Fru Ruder lo haanlig – «Men tror De, der findes én af dem alle, som vilde gifte sig med hende?»
«Hvorfor ikke. Hun har jo forresten en Mand.»
«Ja, von Ribbing, Stakker,» Fru Ruder rysted medlidende Hodet.
«Folk taler saa underlig om ham,» sa Averding.
Fru Ruder trak paa Skuldrene: «Hans Kone gjør ham latterlig.»
«Er det sandt, at han holder et Harem i Gallata?»
Atter trak Fru Ruder paa Skuldrene, og denne Gang sa hun ingenting.
«Jeg har hørt endnu værre Ting om ham,» vedblev Averding. «Ting som jeg ikke kan nævne.»
«Mod os har han vært udmærket,» bemærked Fru Ruder. «Min Mand er hans Kompagnon, og vi skylder ham overmaade meget. Bare han ikke var gift med den spanske Levantinertøs.»
«Hun er dog en dannet og kundskabsrig Dame.»
«Hun har hverken Kundskaber eller Dannelse eller ordentlige Sæder,» ivred Fru Ruder. «Men 217det forstaar sig, hun er ogsaa romersk katholsk,» føjed hun til i en Tone fuld af Ringeagt. «Jeg hader den Religion med sit usædelige Præsteskab. Nej, den græske Kirke! den har dog havt bedre Forstand, den har da git Præsterne Lov til at gifte sig.»
«De skal ikke la Dem narre af, at hun taler nogle Sprog,» tog Fru Ruder hastig Ordet igjen, da Averding vilde sige noget. «Det er vi nødt til her. Min ældste Datter kan alt udtrykke sig paa syv, skjøndt hun kun er 10 Aar gammel.»
«Fører von Ribbings stort Hus i Konstantinopel,» spurgte saa Averding.
«Ja. Men ingen af os græske Damer gaar til hendes Baller og Soireer om Vinteren. Hun fik os ikke til det, om hun saa trygled os paa sine Knæ.»
Der blev en Pause. Fru Ruder sad og knejste med Nakken og der laa et skadefro Smil om hendes tynde Mund, der var bén som en Streg.
«Sover Du, Arthur?» Averding vendte sig pludselig mod Flemming, der sad tilbagelænet paa Bænken med en udslukt Cigarette mellem Fingrene.
«Ja, Deres Ven skal ikke forsnakke sig,» bemærked Fru Ruder tørt, og straks derpaa fortsatte hun henvendt til Flemming: «Men det siger jeg Dem, vil De Dem selv vel, saa vogt Dem for Fru von Ribbing. Hold Dem hellere til os; min Mand blir jo ogsaa Deres Principal, og i vort Hus resikerer De intet af den Slags. De er velkommen 218saa ofte De har Lyst, og vi har» – Fru Ruder holdt pludselig inde. Et spædt Barneskrig lød ud til dem fra Hotellet.
«Se saa, nu er han vaagen igjen,» hun rejste sig hurtig. «Den Rosalie ogsaa! Gud ved hvad man holder Barnepige for,» hun gik, mens hun talte, hen over Verandaen og blev borte i Skyggen. – –
«Naa, Arthur, hvad siger Du saa?»
«Det giftige Trold,» sa Flemming vredt.
«Noget maa der nu være i det,» mente Averding.
Flemming svarte ikke.
«Men kanske Du alt er blet enig med hende,» forsøgte saa Averding.
«Aa, la mig nu i Fred,» sa Flemming ærgerlig.
«Ja, fortæl mig først dét hele.»
«Det hele?»
«Du vil da vel ikke bilde mig ind, at det ikke var hende, som holdt Dig tilbage fra Turen. Spil blot Komedie for de andre saa meget, Du lyster, men mig narrer Du ikke.»
«Jeg har jo sagt Dig, at det ikke var hende.»
«Naa ja ja, som Du vil. Men Du faar virkelig undskylde, at jeg advarer Dig.»
«Skal Du nu ogsaa til at advare,» udbrød Flemming utaalmodigt. «Jeg trode, det kunde vært nok med hende, Madammen.»
«Jeg lovte din Far at passe paa Dig, da han 219sa Farvel til Dig paa Skibet i London, og det vil jeg holde den Tid vi er sammen.»
«Bad han Dig om det?» spurgte Flemming kort.
«Ja.»
«Da maa han ha skiftet Sind efter Hjemkomsten til Sverig, for derfra har han skrevet, at jeg ikke maatte lade mig forlede til gale Streger af Dig.»
«Talemaader,» sa Averding overlegen. «Men Du saa jo selv for et Barn Du var, da jeg tog Dig rundt i London.»
«Tshj,» sa Flemming og strøg af en Fyrstikke for at tænde en ny Cigarette.
«I altfald maa Du se til at beherske Dig lidt,» vedblev Averding godsnakkende. «Du maa ikke altid være der, hvor hun er, og» –
«Jeg skal følge dit Eksempel,» afbrød Flemming spydigt. «Du er jo aldrig der hvor hun er.»
«Ja for Pokker, hun er jo morsom!»
«Aldeles af samme Mening,» sa Flemming ironisk.
«Og ikke gjøre Skandale som nu i Eftermiddag,» fortsatte Averding, «og bli borte fra en Tur, som Du har engageret en Dame til. Sandelig, havde jeg været den unge Dames Bror, jeg havde udfordret Dig.»
«Jeg havde udfordret Dig,» gjentog han barsk, da Flemming ikke svarte.
«Er Du snart færdig?»
220«Og nu i Aften,» gik Averding irriteret videre. «Skulde Du ikke lige til at rende efter hende til Vandet, da jeg stopped Dig? Og tror Du, der er nogen, som ikke kan se, hvordan det er fat med Dig? Det var ogsaa bra fordømt, at vi kom ud her.»
Flemming følte et Øjebliks Overraskelse ved Averdings Heftighed. «Det var Dig selv, som foreslog det,» sa han saa og sank tilbage i sine Tanker.
«Ja, som jeg foreslog Dig, at vi skulde se alle de andre Steder heromkring. Men har Du villet røre Dig af Pletten? Ikke engang til Skutari er vi kommen.»
«Du kan jo rejse, hvis Du vil. Der er nok af Følgeskab om Dagene.»
«Ja, det vilde Du vel,» sa Averding hvast. «Nej Tak, min Ven, jeg forlader Dig ikke, før jeg afleverer Dig paa Kontoret hos Ribbing & Co. Fan’en ogsaa, at de ikke tog Dig straks. Du har havt nok af Ferie skulde jeg mene,» han rejste sig. «Skal Du ikke i Seng?»
«Nej. Ikke endnu.»
«Ja, jeg ikke heller.» Averding gik fløjtende ned ad Verandatrappen og tog Vejen til Vandet.
«Er fat med mig,» tænkte Flemming. «Ja, hvordan er det fat med mig?» – Han sukked langt og saa op mod den blanke, dybe Himmel, mens han tænkte paa Inés som hun havde vært i Grotten.
221Bare han kunde ha udgrundet – aa hvor det pinte ham, at han ikke kunde forstaa, hvorfor hun pludselig var blet anderledes dernede. Og nu var hun i Baaden med de andre, mens han sad her og led. Han røg den ene Cigarette efter den anden, og Maanen kom højere og højere paa Himlen. Nu stod den lige lodret over Hotellet. Tænk hvor længe de blev.
Med ét hørte han Snak og Latter og fôr op med et Sæt. Han kjendte Inés’ Stemme og luded sig ud over Verandarækværket. Dybt nede i Bakken kom de gaaende. Det var dog mærkeligt hvor lydt der var. Han havde tænkt dem ganske nær.
«Kjed af Livet?» hvisked han pludselig.
«Aa jeg Fæ! jeg har jo ikke havt Begreb om nogen Verdens Ting,» han skjulte sit Ansigt i Hænderne, og der gik en sagte Gysen gjennem hans Legeme.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Romanen Fru Inés (1891) er den tredje av Amalie Skrams naturalistiske ekteskapsromaner. Handlingen foregår i Konstantinopel, en by Skram selv hadde besøkt flere ganger på sine reiser med skipsføreren August Müller, hennes første ektemann.
Hovedpersonen, den vakre Inés, er gift med den mye eldre konsul von Ribbing. Men det er et ekteskap bare i navnet, i virkeligheden lever de mer eller mindre separate liv. Inés har en rekke beundrere og har rykte på seg for å være løsaktig, men i virkeligheten er hun frigid. Hun kompenserer med koketteri og flørter med sine beundrere, men synes de er «indbildske Fyre» og «Idioter».
Blant Inés' beundrere er den unge svensken, Arthur Flemming, som har fått ansettelse ved von Ribbings kontor. Han er ikke like pågående som de andre beundrerne, noe som vekker Inés interesse og hun forelsker seg i ham. De to innleder et lidenskapelig forhold, men forholdet får fatale konsekvenser for dem begge to.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1891 (NB digital). Romanen er trykt sammen med novellesamlingen Kjærlighed i nord og syd (romanen starter på s. 181).
Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.