IV.

222Inés kom fra sit Morgenbad. Hun var iført en lysbroget Mousslins Slaabrok med vide Ærmer og Matroskrave, og over Haaret havde hun et hvidt Kniplingstørklæde. I den ene Haand holdt hun en opslaaet purpurrød Parasol, i den anden en gul Spaserstok. Midt i den grusede Bakkevej, som førte til Hotelterrassen, stansed hun og saa mellem de høje Akasiestammer ned paa Vandet, hvor Damperen, der gik mellem Konstantinopel og Prinseøerne, netop var stødt fra Land.

«Saa Gudskelov, nu er han da væk.»

Hun blev staaende lidt og betragted den hvidgrønne boblende Skumstribe, som Damperen slæbte efter sig i det blaablanke Vand, hvorpaa hun langsomt gik videre, følgende med Øjnene Spaserestokken, som hun for hvert Skridt bored ned i det rødgule Sand.

Ja saadan var hun. Nu kunde hun nyde Livet fra Time til Time, hun rysted smilende Hodet. En anden i hendes Sted vilde vel ha trøstet sig 223med Elskere eller være rejst til Paris og blet Kurtisane som Madame de Humbért. Men Herregud, blot hun slap for at se ham eller ialtfald for at være alene med ham – det var som at ha en Mus i Stuen.

Forresten, naar galt skulde være, vilde hun da hellere ha gjort som Madame de Humbért end som Mrs. Hobson, der lod sig skille. En Kvinde, der var opdragen i den sande Religion – Ægteskabet kunde ikke opløses. De, som gjorde det, fik nok bli saa meget desto længere i Skjærsilden til Gjengjæld.

Hun var naaet op til Verandatrappen, hvor hun stansed med den ene Fod paa dens nederste Trin, Hodet luded fremover, og Blikket var fæstet paa den lysgule Spændesko.

«Ja, hvis han søgte at tvinge mig som i Begyndelsen», der gik et Ryk igjennem hende som om hun pludselig var bleven stukket – «sætte Liv i et Lig med sit Legemes Varme – Aa fy, fy, modbydeligt!» Hun tog sig sammen, løb hurtigt op over Trappen og var straks efter paa sit Værelse, hvor hun klædte sig om til Frokosten.

Det gik saa langsomt idag. Hvert Øjeblik faldt hun i Tanker over sin Mand og sit Ægteskab. Hvor kunde det dog være; hun var jo for længe siden færdig med alt det og fik jo leve i Fred for ham. De Scener han med regelmæssige Mellemrum opførte som nu igaar, angreb hende 224jo ikke mere, end at hun enten kom til at le eller slet ikke hørte, hvad han sa. Havde hun da drømt om ham i Nat, eller skulde hun straffes, fordi hun havde glemt at be sin Rosenkrans før hun la sig.

Drømt? Nej det var jo om Flemming hun havde drømt, den stakkels Nordbo, som var bange for hun skulde forføre ham – hun lo saa smaat. – Det var vist en Spidsborgernatur, eller han var dum. Begge Dele sikkert. Besynderlig, at hun skulde føle sig tiltalt af en som han – men nu var det ogsaa forbi.

Hun stak en Guldnaal ind i de sorte Snoninger oppe paa Issen og smilte til sig selv i Spejlet:

«Ja, jeg ved det nok. Du er dejlig, min Pige, dejligere end nogensinde, skjøndt Du er over de tredive. Hvis Du vil, har Du en Elsker paa hver Finger. Men Du vil ikke. Det er vi jo enige om, Du og jeg, ikke sandt Inés? Vi vil vente », hun nikked med sin stolte Nakke.

Det skulde forresten helst ikke vare for længe, tænkte hun videre, mens hun fæsted de sorte Fløjlssløjfer paa sit hvide Kjoleliv, der sad stramt om det høje Bryst og den slanke Talje – «Tiden gaar, Tiden gaar», hun gjentog det flere Gange med hurtig, halvhøj Stemme. «Uf, disse indbildske Fyre. Idioter! Nej Tak, det var ikke den Slags hun vilde. «Bella señorita! Madame, je vous adore», hun trak Rynker paa Næsen. Nej, det skulde være noget ganske andet, 225saadan en som unge Flemming for Eksempel. Netop saa ærbødig og tilbageholdende, men dog ganske anderledes og ældre naturligvis – Flemming var jo et purt Barn. –

Han skulde være saa opfyldt af Kjærlighed, at hans Øjne og Væsen og hele Skikkelse lyste af det. Ikke behøve at sige noget, bare se paa hende, se paa hende, som hun vilde det – –

Nej men det var jo om en Hund, hun havde drømt i Nat! Om en blodig, hylende Hund, der slæbte sig fremover i Skarn og tørt Støv, hen foran hendes Fødder og la sin Snude paa hendes Sko –. Hun saa grundende frem for sig, og der gik en let Gysen igjennem hende.

Men var det ikke? – Det var jo hende, som var Hunden, og som krøb nøgen gjennem Støv og tørt Skarn og la sit blodige Ansigt paa Spidsen af Flemmings Sko. Hellige Antonius! Hun knuged Hænderne sammen i Skræk og hendes Kinder blev kolde. «Nu husker jeg det. Jeg løfted mit Hode og saa paa ham, og saa mødte jeg hans Blik, netop det Blik, jeg har drømt om at se i en Mands Øjne, og saa blev jeg til en Havfrue med en lang tynd Hale, som slog op og bugted sig, og saa brast mit Hjerte med et Smæld, og jeg døde.» Hun sank ned paa Stolen foran Spejlet, skjulte Ansigtet i Hænderne og hulked indvendig, uden Lyd.

«Nar», mumled hun saa, mens hun tørred sine Øjne og pudred sig lidt. «Bed Du bare din 226Rosenkrans en anden Gang, saa slipper Du for slige vanvittige Drømme.» –

Da Inés lidt efter kom ned til Frokosten, var de andre gaat tilbords. Herrerne rejste sig og hilste, Spanjeren sprang op og trak frem hendes Stol med Smil og Buk og Komplimenter, Damerne mumled et Godmorgen, og de to tyske Piger satte Næsen tilvejrs og vendte Ansigtet bort med en Mine, der sa: Saadan en hilser en tysk ung Pige ikke paa.

«Deres Mand spurgte efter Dem, da han rejste,» sa Fru Ruder i beklagende Tone, hun sad ligeoverfor Inés og sendte hende et lurende Blik fra de bekymrede Øjne.

Inés trak lidt paa Skuldrene. «Tar De ikke fejl, Frue?» spurgte hun med et fordulgt Smil. «Var det ikke Deres Mand?»

«Min? jeg forstaar ikke, hvad De mener,» Fru Ruder blev rød under den brune, falmede Hud.

«Vi havde aftalt at ses, før han rejste,» svarte Inés henkastetrettet fra: kenkastet. «Det var noget han skulde besørge for mig.»

«Det har han ganske sikkert glemt,» Fru Ruder rysted paa Hænderne, da hun med en knistrende Lyd skar Kotelletten istykker paa sin Tallerken.

Inés var alt i Snak med sin Sidemand, mens hun saa sig om efter Flemming og opdaged, at hans Plads ved Siden af Averding stod tom.

227«Det lader jeg naturligvis som jeg ikke mærker», tænkte hun, men i det samme fløj det hende af Munden: «Hvor har De gjort af Deres Ven, Hr. Averding?»

«Han rejste med Skibet til Konstantinopel.»

«Uden at sige Farvel!» raabte Inés forbauset.

«Han tror vel, det er Skik hertillands,» bemærked Fru Ruder spydig. «Og desuden, hvorfor skulde han sige Farvel. Man er jo paa Hotel.»

Inés svarte ikke. Hun følte sig ilde berørt ved Flemmings pludselige Forsvinden, og hun vilde helst straks ha spurgt Averding ud, men fandt det under sin Værdighed at vise sig nysgjerrig. Og desuden, hvad kom det hende ved.

«De har jo dog os andre tilbage, Señorita,» sa Spanjeren indsmigrende, og saa begyndte han at forsikre hende om, at der ikke gaves den Ting mellem Himmel og Jord, de ikke vilde foreta sig for at fornøje og underholde hende. De andre Kavallerer stemte i med, og Damerne saa forarget ud.

Inés svarte med flygtige Smil og enkelte Enstavelsesord og blev snart ganske taus. Hun sad mens hun spiste og tænkte paa, om hendes Mand skulde ha en Finger med i Spillet. Kanske havde han sagt til Flemming, at de uventet havde faat Brug for ham paa Kontoret – endskjøndt, det var ikke rimeligt. Hvorfor netop ham, den eneste, som ikke gjorde Kur til hende. – Eller – et fint Smil spilled et Øjeblik om hendes Læber – 228Flemming var flygtet for hende – kanske var han slet ikke saa dum og tabt bag en Vogn, som det saa ud. Snik Snak! Hvor kunde hun dog ha saa latterlige Forestillinger. Saadan en Gut – skjøndt ikke fordi han var Gut just – Der havde jo ogsaa vært unge Gutter – men de var fordærvede. Med Flemming var det en anden Sag.

Gud véd, hvad han egentlig tænkte om hende forresten? Monstro om de alt havde advaret ham. Ruder vilde ialtfald sikkert gjøre det i Dag paa Skibet. Hun syntes, hun hørte hans fede Stemme tale om, hvor koket og samvittighedsløs hun var: Ja, min unge Ven, vi er jo Landsmænd, og ifølge Deres Ansættelse hos os, faar vi jo en Del med hinanden at gjøre. De er uerfaren, og jeg vil gjerne vejlede Dem. Pludselig lo hun højt og fik forundrede Spørsmaal om, hvad det var, som mored hende.

Hun rysted paa Hodet og fortsatte sin Tankegang.

Denne Ruder, som i to Aar ihærdigt havde arbejdet paa at faa hende til sin Elskerinde. Nu gik han om og hævned sig. Han og Konen, begge to. Naturligvis, hun vidste vel ikke bedre. Ruder havde, sikkert for at stille Konens vanvittige Skinsyge, bildt hende ind, at hans Rolle havde vært Josephs. Og gjerne for hende. Gud, hvor det dog var hende ligegyldigt.

Bare det havde lykkedes for Ruder at stille Madammen helt tilfreds. Men desværre. Hun 229kjendte maaske sin Mand for godt og lod bare, som hun trode ham. Hvorfor skulde hun ellers altid ta de Steder hen, hvor Inés var. Saa sikkert som, at Sol stod op i Øst og gik ned i Vest kom hun. Nu, da hun var tat over til Prinseøerne – to Dage efter havde hun hende. Bare for at passe paa.

Saa Gudskelov, der var da Frokosten forbi. I Dag var hun ikke oplagt. De trætted hende disse Mennesker med sine flanede Stemmer og sin evige Kurmagerijargon, og saa var de halvt om halvt fornærmet, fordi hun ikke var henrykt nok over deres Fjotterier.

«En Cigarette, Señorita?»

«Nej Tak. Jeg ryger heller mine egne.»

«Hvad skal vi saa ta os for i Formiddag, Madame?»

«Hvad Dere vil. Jeg gaar ind til mig selv.»

Der lød et flerstemmigt Beklagelsesraab.

«Mit Hode taaler ikke Luften i Dag,» sa Inés og gik bortover Gulvet.

«Falden i Unaade!»

«Himmelske Madonna! Komplet falden i Unaade!»

«Men saa sig os dog, hvad vi har forbrudt!» De var efter hende lige til Døren, hvorigjennem hun forsvandt, og gik først modstræbende, da de hørte hende dreje Nøglen om indenfra.

Inde i sin Dagligstue rulled Inés Persiennerne for og satte sig til at ryge i en Gyngestol. Døren 230til Glaskarnappet stod aaben, og derfra trængte et afdæmpet, matfarvet Lys ind til hende. Hun stødte sagte Foden mod Gulvet og vugged i langsom Takt frem og tilbage, mens hun saa paa de blaalige, ringformede Røgskyer. Fra Verandaen udenfor hørte hun dem snakke og komme og gaa. Nogle blev enig om at spasere til Sphinxehøjen, andre vilde ro over til Antigoni og Proti, og Fru Ruder kaldte paa sine Børn og sa, at nu gik hun til Strandbredden, om de vilde med og finde Konkylier.

Lidt efter lidt blev det stille derude. Inés’ Haand med Cigaretten gled fra Stolearmen ned i hendes Skjød, og hun sank hen i en Slummerdøs med halvaabne Øjne.

Pludselig forekom det hende, at der for et Øjeblik siden var falden en Skygge paa hendes Øjne, og at det havde knirket i Glasdørene ude i Karnappet.

Hun retted sig op og strøg Haanden over Øjnene. Nej, der var ingen Skygge og ingen Lyd af nogen Dør.

Puh, hvor det dog var varmt og beklumret herinde.

Hun rejste sig, rulled op og aabned Vinduerne. Borte i Hjørnet af Verandaen sad Averding fordybet i en Avis.

«Saa alene?» spurgte Inés og læned sig ud af Vinduet.

Han lod Avisen falde med en overrasket Bevægelse231 og sa: «Jeg trode, Fruen var vred og havde lukket sig inde for Resten af Dagen.»

«Hvorfor skulde jeg være vred?»

«Fordi unge Flemming er rejst uden at ta Afsked.»

«Nonsens. Her er kvælende hedt herinde. Jeg vil op paa Lawn Tennis Terrassen. Gaar De med?»

Istedetfor at svare rejste han sig hurtig og befippet.

«Har De lagt Mærke til, om nogen har vært inde i Karnappet, mens De har siddet der?» spurgte Inés.

«Hvordan det?»

«Ingenting. Jeg syntes, jeg hørte nogen. Nu kommer jeg straks,» hun blev borte fra Vinduet.

Ti Minutter senere var de oppe paa Lawn Tennis Terrassen. Inés laa med en Luftpude under Nakken i en Hængekøje, der var bunden op mellem to ældgamle Cypresser, og Averding sad paa Græsset med optrukne Knæ under en højstammet Pinie og trak i Touget, der satte Hængekøjen i Bevægelse. Hans store, lidt fremstaaende Øjne gled med et roligt-forslugent Blik op og ned ad Inés’ Skikkelse.

«Fortæl mig lidt om England,» Inés undertrykte en Gispen. «Er Kvinderne vakre der?»

«Ja. Men den skjønneste af alle har jeg set et andet Sted.»

232«Er det sandt, at man er saa skinhellig i England?»

«Ja, om Søndagen.»

«Ikke gyng saa fast. Ganske sagte er behageligst.»

«Som De vil, Frue. Er det tilpas?»

«Hvorfor tog Flemming til Byen idag?»

«Der var kommen Remisse fra Sverrig, som han skulde over og hente.»

«Hvorfor fulgte De ham ikke? Jeg trode Dere var uadskillelige.»

«Det er ogsaa uforsvarligt af mig. Gud véd, om han ikke tumler sig bort, naar han skal finde ned igjen til Dampskibet fra Pera.»

Han kommer altsaa tilbage, tænkte Inés og blev med ét oplagt til at spøge med Averding.

«De skal gjerne se, han gaar ombord i Odessadamperen, og tror den skal til Prinseøerne,» sa hun muntert. «Saa blir han sendt tilbage som en Pakke Stykgods. Hvorfor ler De ikke, naar jeg er saa vittig?»

«Det morer mig ikke at tale om unge Flemming,» svarte Averding ærgerlig.

«Det var uheldigt, for mig morer det ikke at snakke med Dem om noget andet.»

«Det mener De ikke, Frue,» sa Averding med uforstyrrelig Ro. «De siger det bare for at gjøre mig jaloux.»

«Hvad behager?» Inés letted sig op paa Albuen 233og saa paa ham. «Jeg tror ved Gud, De vil gjøre Kur til mig.»

«De spurgte før, om nogen var gaat ind i Deres Værelse,» begyndte Averding saa i fortrolig Tone. «Jeg var derinde, Frue.»

«Ja saa jeg ikke tydeligt en Skygge for mine Øjne!» udbrød Inés og lod Nakken falde ned igjen paa Puden. «Det var forresten næsvist af Dem, unge Averding.»

«Men da jeg mærked, at De sad og sov der i Gyngestolen, gik jeg straks igjen.»

«Særdeles hensynsfuldt, maa jeg sige. Naar man er saa intime Bekjendte som vi – Naa enfin!»

– «Jeg er knusende forelsket i Dem, Frue,» bused saa Averding ud.

Inés lo.

«Finder De det latterligt?»

«Ja umaadeligt. Hvor gammel er det nu, De er?»

«Aa for den Sags Skyld,» mumled Averding og blev rød. «Men Fruen foretrækker maaske én i unge Flemmings Alder?»

«Ja, ham synes jeg om. Han gjør slet ikke Kur til mig.»

«Nej, det er han altfor undselig til,» sa Averding haanlig.

«De er ikke nogen god Ven, Señor Averding.»

«Mod Flemming, det Fæ? Jeg er kjed af ham.»

«Og jaloux paa ham.»

«Aldeles ikke. Flemming, den stakkels Fyr – 234Nej, men det undrer mig, at en Dame som De kan ha saa barnlig en Smag.»

«Ja der kan De bare se. Lav Dem om til at være som Flemming, saa falder De ogsaa i saadanne Damers Smag.»

«Hvis De blir ved at underholde mig om Flemming, saa gaar jeg min Vej,» sa Averding hidsig.

«Nej virkelig! Den Straf var dog for haard. Sig mig, kommer Flemming tilbage i Eftermiddag eller først med Aftenbaaden?»

«Det interesserer mig ikke,» Averding slap Touget og rejste sig. «God Morgen, Frue,» han letted paa Hatten og vilde gaa.

«Nej, først maa De rigtignok hjælpe mig ud af Hængekøjen,» sa Inés befalende. «Solen begynder at stikke mig i Øjnene, og min ene Hæl hænger fast.»

Averding bøjed sig over Hængekøjen og tog fat i hendes Fødder, hvis varme høje Vrister han følte gjennem de tynde Strømper.

«Aldrig i mit Liv har jeg sét saa dejlige Fødder,» sa han hviskende og i det samme trykked han sin Mund paa hendes Ankel med et Greb af de store, fyldige Læber.

«Naa, naa, naa!» hun vrikked med Foden, saa den stødte til hans Næse.

«De synes ikke om det?» han retted sig mørkerød i Ansigtet og saa usikkert paa hende.

«De er enten saa naiv som en Eunuk eller 235saa forslagen som en gammel Roué,» sa hun spodsk. «Nej, ingen af Delene,» tilføjed hun leende. «De er bare en stor Dumrian. Giv mig den der, saa skal jeg hjælpe mig selv,» hun pegte paa den gule Spaserestok, som stod lænet op mod en Træstamme.

Averding rakte hende Stokken.

Inés satte sig overende og svang Benene ud af Hængekøjen, mens hun holdt paa Kjolen med den ene Haand og støtted sig til Stokken med den anden.

«Hvis jeg nu for at straffe Dem fortalte Flemming om Deres Opførsel,» sa hun, da de ved Siden af hinanden gik hen over Terrassen.

«Vilde De ansé det for Umagen værdt? De er da vist saa vant til at man er nærgaaende imod Dem,» sa Averding i koldblodig Tone.

Hun stansed med en Lyd, som snapped hun efter Vejret. Den varme ferskengule Farve svandt fra hendes Kinder og med sammenbidte Tænder løfted hun Stokken og slog ham i Ansigtet.

Han tumled tilbage, bleg og forfærdet. Saa knytted han Hænderne med en Bevægelse som om han vilde fare løs paa hende.

«Saaledes tugter en spansk Señora en engelsk Gadegut,» sa hun med kold, stolt Stemme og hvide, zitrende Næsebor. «Er De ikke borte fra Prinkipo inden Aften, da lover jeg Dem, at De skal være det inden imorgen Aften,» og med løftet 236Hode og værdig Holdning gik hun forbi ham og steg ned ad Terrassens Skraaning.

Averding stod tilbage og skar Tænder af Forbitrelse. Han fægted med Armene og udstødte nogle Eder. Saa strøg han med Fingerspidserne ned over Panden og Næsen der, hvor Slaget havde ramt og brast pludselig ud i en forbitret Graad med store hurtige Taarer.

Var det virkelig sandt – var han blet slaat i Ansigtet af dette uforskammede Fruentimmer – han, Søn af en engelsk Gentleman med Cambridge Studentereksamen –. Han gik hen til Pinien, hvor han havde siddet og gynget hende, og strakte sig saa lang han var paa Græsset under dens store grenede Krone.

Havde han da gaat for braat paa – Aa Fanden heller! Saadan skulde de jo tages den Slags. Det havde han da tit nok hørt og ogsaa selv erfaret det. Han havde jo dog gjort Erobringer paa selvsamme Maade blandt modne Fruer, derhjemme i England – Og hun! en spansk Levantinerinde! Og ovenikjøbet en berygtet én. Hun maatte jo vært glad til, den halvgamle Taske, at han vilde gjort hende den Ære. En stor, ung, sund og vakker Fyr som han! Fanden i Vold med det giftige Fruentimmer.

Hvis der blot fandtes en Maade, han kunde hævne sig paa. Han grunded længe, og de vildeste Planer foresvæved ham.

Saa saa han paa sit Uhr og rejste sig med et 237Sæt. Dampskibet kom snart, og han maatte afsted med det. Denne Djævel af en Levantinertøs kunde godt gaa hen og faa sine Banditgalaner til at snigmyrde ham. laltfald vilde hun gjøre ham Opholdet utaaleligt ved Chikanerier og Forfølgelser. Og desuden, det var under hans Værdighed som engelsk Gentleman at sidde ved det samme Bord som den Kvinde, efter hvis Haand han bar Mærke paa sit Ansigt. Hurtig ned og betale sin Regning og pakke sin Haandkuffert. Heldigvis stod det meste af hans Bagage paa Hotellet i Konstantinopel. –

En halv Time senere la Dampskibet til nede ved Landgangsbryggen. Blandt dem, der gik i Land var Flemming.

«Passagerer til Proti, Antigoni og Konstantinopel!» raabte Styrmanden ombord paa skingrende Engelsk.

Nogle broget klædte Grækere, som havde staat i en Klynge oppe ved Æseldriverhytterne, skyndte sig ombord. Efter dem kom nogle asiatiske Kjøbmænd, høje og svære, med gule, brede Ansigter, i Turban og Silke-Tunika, og tilsidst et Par langskjæggede Tyrkere, der skred frem med afmaalte Skridt i sine posede Benklæder og store skinnende Kaftaner, fulgt af en Flok spraglede Børn.

«Passagerer til Proti, Antigoni og Konstantinopel!» gjentog Styrmanden sit Raab.

Da Flemming havde passeret Landgangsbroen 238og satte Foden paa Strandbredden, dukked Averding frem lige foran ham.

«Rejser Du?» spurgte Flemming overrasket.

«Ja,» sa Averding ligegyldig. «Jeg er kjed af at ligge her og drive, og Dig faar jeg jo ikke med. Igaaraftes raaded Du mig til at ta afsted paa egen Haand, og nu har jeg gjort det. Farvel, gamle Gut, og tak for godt Kammeratskab,» han greb Flemmings Haand og rysted den.

«Hvor drager Du hen?» spurgte Flemming, der ikke kunde komme sig af sin Forbauselse.

«Til Kaukasus og Himmalayabjergene eller kanske til Spitsbergen. Du skal høre fra mig.»

«Passagerer til Proti, Antigoni og Konstantinopel!» raabtes der for tredje Gang.

«Fru von Ribbing og jeg er blet Uvenner,» sa Averding og lo forceret, idet han hurtig satte sig i Gang. «Jeg har git hende en Lektion, kan Du tro!»

«Hvad er det for en Stribe Du har faat i Ansigtet?» raabte Flemming efter ham.

Averding vendte sig om, slog ud med Haanden, uden at sagtne sin Fart og sa noget, som Flemming ikke kunde høre.

Et Øjeblik efter var Averding ombord. De to Venner tilsvang hverandre med Hattene et sidste Farvel, mens Dampskibet kasted los og bakked udover.

Flemming slog op sin hvide Solskjærm og begav sig opover Bakkerne. Tiltrods for den 239stærke Varme gik han med raske, spænstige Skridt, og hele Tiden bøjed han Hodet tilbage og saa spejdende op til Hotelterrassen.

Pludselig stod han stille med et Ryk, og hans Hjerte begyndte at slaa, saa han kjendte det helt ud i Ryggen. Inés var kommen tilsyne ved en Omdrejning af Vejen oppe i Bakken.

Han trak Vejret kort og besværligt, mens han kjæmped for at bli rolig. Bare han kunde skjult sig et Sted, saa hun ikke fik se, hvor hummerrød og forvirret han var. Talte hun til ham, som hun sikkert gjorde, saasnart de var hinanden nær nok, vilde han ikke være istand til at svare. Umuligt. Han stod jo her og snapped efter Luft og var nærved at kvæles.

Uden næsten at vide, hvad han gjorde, snurred han sig rundt og satte paa Løb nedover igjen lige til Dampskibsbryggen. Der drejed han til venstre og gik langs Strandbredden udover mod Badeteltene, den samme Vej, han den foregaaende Dag var kommet med Inés. Da han havde naaet Grotten, smutted han derind og satte sig. Han la Hatten fra sig paa Stenbænken og tørred sit svedende Ansigt. Blodet hamred i hans Tindinger og Strube, mens Hjærtets Slag lidt efter lidt blev roligere.

At han dog ikke var bleven i Konstantinopel. Men der havde han ikke havt Ro paa sig, bare ilet for at komme tilbage. Saa kjæk og frejdig han havde tænkt at være, villet tale til hende ligesaa 240ugenert og fripostig som Averding, forsøgt at gjøre Kur, at sige Komplimenter, og nu – – –

– Hvad maatte hun dog tænke om ham? Gjøre Nar af ham, le ham ud, foragte ham – Slig en Stymper! Eller tro han var gal.

Ja, gal var han ogsaa. Det havde han vært siden igaar her nede i Grotten. Gal af Glæde. Hvorfor?

Fordi hun var til, fordi hun saa paa ham, talte og smilte til ham, var i Nærheden af ham. Gal af Længsler, som var vaagnet i hans Blod, af Anelser, der besnæred som dejlige Drømme, af Haab, af berusende Lykkefornemmelser, der slog over i Angst og Kval og Frygt.

Og nu – Aa, om han turde haabe, at hun ikke havde gjenkjendt ham deroppe i Bakken! Saadan en latterlig Figur – Men nej, hun saa jo netop saa ypperlig godt, kunde læse Dampernes Navne, naar de drog forbi helt ude. Aa Gud, hvad var han dog for et ulykkeligt Menneske –. Han læned sig bagover med sit brændende Hode støttet mod den kjølige Stenvæg, lukked Øjnene og folded Hænderne udenpaa Vesten. Det var som om han sank ned i en Brønd af Haabløshed.

En raslende Lyd bragte ham til at aabne Øjnene. Der stod Inés i Indgangen til Grotten. Hendes store, sorte Øjne saa leende paa ham.

Flemming sprang op som en Raket.

«Her er De altsaa tyet ind, Hr. Flygtning,» sa Inés i en Tone som om hun forhørte ham.

241«Det var saa varmt derude,» stammed Flemming.

«Og saa løb De for at svale Dem?»

Hendes kammeratslige Tone forjog Flemmings Forlegenhed.

Han smilte og saa taknemmelig paa hende.

«Nej, men alvorlig – hvad var det, som kom over Dem?» Inés traadte indenfor og tog Plads ved Siden af ham.

«Jeg véd virkelig ikke. Undertiden blir jeg saa underlig menneskesky – De kan naturligvis ikke forstaa det – »

«Naar De er kjed af Livet vel?» afbrød Inés og smilte skjælmsk.

«Jeg tænkte endogsaa paa at drage tilbage med Aftenbaaden uden at vise mig paa Hotellet,» vedblev Flemming. «Nu, da Averding er rejst» –

«Naa, saa han er alt rejst. Det vidste jeg ikke.»

«Han gik ombord, da jeg kom iland.»

«Og uden hans Selskab kan De ikke trives her?» Der var en spodsk Klang i Inés’ Stemme.

«Nej, men det var dog altid en, jeg liksom hørte sammen med. Husk, jeg har lagt mig ud med alle de andre efter Klosterturen igaar.»

«Aa, det er vel ikke saa farligt,» sa Inés ligegyldigt.

«Jo, for jeg er jo saa fremmed og alene her,» det dirred nervøst om hans Øjenbryn og Mundmuskler. «Alle disse Udlændinge, som jeg ikke 242kan tale med. Den eneste, som har vært venlig mod mig, er Dem, Frue.»

«End Bachfiskene da?»

«Aa de! Og desuden nu hader de mig naturligvis.»

«Jeg véd ikke rettere, end at jeg faar ta Dem helt og holdent under min Beskyttelse, saasom det var min Skyld, at De svigted igaar. Det er ikke mere end billigt.»

«Aa ja, hvis De vilde, Frue! Saa siger jeg Spa’r to til hele Resten.»

«Jeg skal lægge Beslag paa Dem fra Morgen til Aften. Er De saa fornøjet?»

«Ja, saa er jeg fornøjet,» sa Flemming med straalende Ansigt.

«Og straks begynde,» fortsatte Inés og rejste sig med en travl Bevægelse. «Nu hjælper De mig opover Stenstien. Vi maa den korteste Vej, for det er straks Spisetid. Men husk, at i Folkemunde kommer De.»

---

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.