Fru Inés

av Amalie Skram

VI.

267Da Tjeneren næste Morgen bragte Teen op til Inés, laa der et Brev paa Bakken, og skjøndt hun aldrig havde set Flemmings Haandskrift, vidste hun dog øjeblikkelig, at Brevet var fra ham.

Hun aabned det straks og begyndte med et glad, begjærligt Blik paa Læsningen af de tre korte Sider, der var skrevet med fine, sprigende Bogstaver og tommebredt Rum mellem Linjer og Ord.

Kjære Inés!

Jeg er saa sjæleglad iaften, at jeg ikke kan lægge mig, før jeg har sagt Dig det. Mit Vindu staar aabent, og Musiken og Sangen fra den væmmelige Café chantant i Haven ligeoverfor ærgrer mig ikke det mindste, hvad den ellers vilde have gjort. Tværtimod synes jeg næsten, det er morsomt at høre paa. Jeg tror, jeg bliver oppe saalænge som de holder paa, men da kommer jeg til at ryge for mange Cigaretter. Men Gudskelov, til at drikke 268noget som før for at fordrive min Kjedsomhed, trænger jeg da ikke.

Jeg glæder mig til imorgen, jeg skal se Dig. Og det er længe siden jeg har havt noget at glæde mig til, saa længe, at jeg ikke mere kan huske det.

Din oprigtig hengivne
Arthur.

Inés lod Brevet falde ned i Skjødet med en skuffet Mine. Hun blev siddende en Stund hensunken i dybe Tanker med Ansigtet drejed om mod Vinduet, hvorfra hun kunde se Gallatataarnet med Glasgalleriet og den lille Pavillon paa Toppen, og et Stykke tilvenstre den knejsende Solimanjeh-Moské med sine Kupler og fire Minaretter, kranset af grønne Høje. Et Par Gange rysted hun Hodet og mumled: «Din oprigtig hengivne – Din oprigtig hengivne – Uf for en Fyr!»

Pludselig rejste hun sig med en hastig Bevægelse, snapped paa Sengebordet en Æske Fyrstikker og gik hen til den sorte Marmorkamin i Hjørnet, hvor hun putted Brevet ind og stak Ild paa det. Derefter fortsatte hun rolig sit afbrudte Toilette.

En Time senere traadte hun gjennem Havens sort forgyldte Gitterport ud paa Gaden og drejed tilvenstre, uden at se sig om.

Det var Fredag, Musselmændenes Søndag, og Trængslen i den, paa sine Steder temmelig snævre 269og krogede Gade, saa stor, at Inés kun med Møje kunde bane sig Vej.

Rækker af Vogne, eskorteret af Kava’er, fyldt med Børn og tilslørede Kvinder, som var ude for at gjøre Indkjøb i de græske og franske Butikker, maatte kjøre i Skridtgang for ikke at tørne sammen. Portechaisebærerne med sit uafladelig skrigende: Guarda! puffed hensynsløst til dem, der kom dem i Vejen. Heste og Bøffelokser, der trak belæssede Kjærrer, tvang sig gjennem Stimmelen af store fede Eunukker, turbanklædte, alvorsfulde Tyrkere, lange, magre, armeniske Poper med deres hvide, firkantede Huer og sorte Slør, tyrkiske Embedsmænd i Fez og Stambuline, og europæiske Fodgjængere af alle Nationaliteter. Tiggere, der ligned Byldter af Pjalter, sad sammenkrøbne udenfor Husene, Hundene roded om i Skarndyngerne, der lugted under Solens glødende Straaler, og Gadesælgerne raabte med sine Varer i alle mulige Tungemaal. Smaahandlerne havde rykket sine Boder helt ind i Portene, og Grønthandlerne havde klynget sine Varer op efter Husene og paa Gadedørenes Hængsler.

Inés ærgred sig over, at hun ikke havde sagt Ja til Tjenerens Spørgsmaal, om der skulde spændes for, mens hun saa godt hun kunde bugted og smøg sig fremover. Det havde saa faat bli Flemmings Sag at passe paa og forstaa, at hun havde opgit at møde ham. Forresten, saa var han der jo ikke engang, det Fæ.

270«Godmorgen, Inés!»

Inés, der havde stanset for at la en Mandsling uden Ben, der humped afsted paa Hænderne, passere forbi, drejed hastig Hodet og saa Flemming tæt ved sig.

«Naa, er Du der,» sagde hun ligegyldig. «Jeg trode saamæn, Du havde glemt det.»

«Jeg fik pludselig Øje paa Averding, og smutted ind i en Port,» svarte Flemming forpustet.

«Saa han er her endnu.»

«Og han maatte jo ikke se, at jeg gik hen til Dig, vel?»

Inés trak paa Skuldrene. Hun var atter begyndt at gaa. Flemming søgte at holde sig paa Siden af hende, men det var omtrent umuligt.

«Her skal jeg ind,» sa Inés og stansed udenfor et katholsk Kapel. «Farvel.»

Flemming gjorde en Bevægelse som efter et Stød og saa paa hende med et forskrækket Blik. Det var tydeligt, at han først nu la Mærke til hendes Kulde.

«Ja, jeg vil alligevel ikke ha, at Du følger mig til Skibet,» sa Inés rask og drejed paa sit Parasolskaft. «I det hele tat, det igaaraftes var overilet fra min Side. Vagonen vi sad i, maa ha vært forhekset. Det er ogsaa altfor farligt. Von Ribbing har vist alt Færten af noget Galt. Igaar Nat kom han ind og undersøgte mit Værelse. Jeg 271vil ud af det igjen,» hun holdt inde og blev ved at dreje paa sit Parasolskaft.

Flemming stod og bed i sin Underlæbe, blussende rød i Kinderne og med et usikkert Smil.

«Det mener Du ikke,» sa han, og Smilet gik over til en Dirren omkring Munden, da Inés løfted Øjnene og saa paa ham.

«Jo, jeg mener det,» Inés nikked energisk. «Hvor kan Du driste Dig til at tro –,» hun vendte sig om og forsvandt gjennem Kapelporten.

Flemming stirred efter hende ubevægelig som en Stenfigur. Hans ene Arm var hævet og Fingrene udstrakt, som vilde han gribe fat i noget. Saa fik han et Puf i Ryggen af en Hestemule, tog sig sammen og raved tilbage den samme Vej, som han var kommen.

Da Inés traadte ind i Kapellet, gjorde hun andægtig Korsets Tegn, og bestænked sig med Vievand fra Marmorfonden tæt ved Indgangen. Saa kjøbte hun et Vokslys hos en Kordreng, tændte det, og gik med det i Haanden, opover det rudede Stengulv, mellem de to Rækker Bedestole, forbi det store Krucifiks i Midten, hvor hun atter korsed sig, hen til et Sidealter, bag hvilket Jomfru Maria i Voks med opløftede Hænder og Guldglorie om Hodet, stod i en Niche, omgit af Kranse og brogede, brændende Vokslys.

Inés anbragte sit Lys i en med blaa og brandgule Glasperler behængt Lysestage paa Alteret, vendte saa om efter at ha korset sig for tredje 272Gang, smutted ind i en Bedestol, la sig paa Knæ og ramsed mumlende op en Del latinske Bønner, mens hun tænkte paa Flemming med Skuffelse og Uvilje. Da hun fremsa Bønnen til Jomfru Maria om at bevare Sindet og Gjerningerne kyske og rene, følte hun et Øjebliks Anger, men trøsted sig med, at hun ved Hjemkomsten fra Prinkipo straks vilde gaa til Skrifte og faa Absolution.

Efter ti Minutters Forløb stod hun op, gik lettet og beroliget ud af Kapellet og var nogle Timer senere paa Hotel Sultan Achmet mellem sine Tilbedere, med hvem hun om Eftermiddagen foretog en Udflugt. Da hun om Aftenen gik til sengs, stod Oplevelsen med Flemming for hende som noget, der kun halvt kom hende ved.

Men den næste Morgen bragte Posten hende et Brev fra Flemming, der var plettet af Taarer, saa Skriften her og der var flydt udover. Det lød saaledes:

Kjære Inés!
Skjøndt jeg frygter for, Du ikke ønsker det, skriver jeg dog til Dig. Jeg maa, jeg véd, jeg kan ikke andet. Her paa mit Værelse har jeg siddet indelukket i hele Dag uden at røre mig, uden at spise. Da Du forlod mig, gik jeg hjem og skrev til Kontoret, at jeg var bleven syg. Og det er sandt – jeg er syg, jeg er gal, jeg véd ingen Ting, jeg husker ingen Ting. Det havde længe vært mørkt, før det faldt mig ind at tænde Lampen. Ikke en eneste Cigaret har jeg røgt, 273ikke engang til at drikke har jeg havt Lyst. Naar et Menneske er fyldt enten af Glæde eller Sorg, behøver det ikke at beruse sig. Det er bare Kjedsomheden, som gjør det nødvendigt. Det har jeg lært nu.

Aa, Inés, Inés, tag ikke fra mig Sorgen, som Du har tat fra mig Glæden. Lad mig høre fra Dig og se Dig engang imellem, høre at Du siger, Du ikke vil have mig med Dig, som imorges, ikke vil vide af mig mere, saa at min Sorg stadig kan holde sig frisk og fri mig fra Tomheden.

Hvad har Du dog gjort med mig, Inés? Og hvad har jeg forbrudt imod Dig, at Du vilde mig saa ondt? Hvorfor lod Du mig leve saadan i disse fem Dage, naar Du vilde dræbe mig bagefter. Thi siden den første Gang i Grotten har jeg levet, før vidste jeg ikke, hvad Liv var.

Blir Du sint, fordi jeg siger Du til Dig? Jeg kan ikke andet. Jeg kan ingenting, jeg véd ingenting, det er blevet mørkt omkring mig; jeg græder, bare græder.

Lad ingen nogensinde vide, hvilke Følelser jeg har næret for Dig og desværre endnu nærer; det vil tage sig ud som Formastelse. Og jeg sværger Dig til, at fra min Side skal det, som er foregaaet imellem os, blive en evig Hemmelighed.

Din til Døden tro
Arthur.

Inés svarte:

274Min egen kjære Arthur!
Dit Brev har gjort mig bedrøvet og lykkelig. Tilgiv mig, fordi jeg var saadan mod Dig imorges. Men hvor kunde jeg vide, at Du vilde ta Dig det saa nær. Du stod jo der og bare smilte, og af det Brev, Du sendte mig igaarmorges, fik jeg det Indtryk, at Du tog det hele som en tilfældig Morskab eller som en ganske hverdagslig Begivenhed. Og det syntes jeg ikke om. Jeg vilde Du skulde vært ganske anderledes opfyldt af Forbauselse, meget mere betat og fortumlet, end det lod til at Du var. Saa syntes jeg heller ikke om, at Du skrev din oprigtig hengivne, det lyder saa borgerligt og træmandsagtig. Men nu mærkerjeg jo, at Du bare har en underlig Maade at udtrykke, Dig paa, eller rettere, at Du ikke kan udtrykke hvad Du føler. Og derfor vil jeg elske Dig alligevel.

Nu maa Du være glad igjen, min egen kjære Gut og straks gaa pænt paa Kontoret, hvis Du ikke har vært der idag. Mød mig paa Mandag i Bosporusparken, Du véd den offentlige Have, som kommer, naar man har passeret Taksunkasernen ved Enden af Peragaden. Mellem 12 og 1. Da er det Lunchtid, og Du har fri fra Kontoret. Saa spiser vi sammen i Restauranten, og saa skal jeg nok se mit Snit til at kysse Dig glad igjen.

Din Inés.

275Paa dette Brev fik Inés samme Dags Aften et kort Takkesvar, som var affattet i rolige og kjedelige Udtryk. Men nu vilde hun ikke la det forstyrre sin Stemning. Hun gjemte det straks i sin Skrivepult, og gav sig saa atter til at gjennemlæse Brevet fra om Morgenen.


Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fru Inés

Romanen Fru Inés (1891) er den tredje av Amalie Skrams naturalistiske ekteskapsromaner. Handlingen foregår i Konstantinopel, en by Skram selv hadde besøkt flere ganger på sine reiser med skipsføreren August Müller, hennes første ektemann.

Hovedpersonen, den vakre Inés, er gift med den mye eldre konsul von Ribbing. Men det er et ekteskap bare i navnet, i virkeligheden lever de mer eller mindre separate liv. Inés har en rekke beundrere og har rykte på seg for å være løsaktig, men i virkeligheten er hun frigid. Hun kompenserer med koketteri og flørter med sine beundrere, men synes de er «indbildske Fyre» og «Idioter».

Blant Inés' beundrere er den unge svensken, Arthur Flemming, som har fått ansettelse ved von Ribbings kontor. Han er ikke like pågående som de andre beundrerne, noe som vekker Inés interesse og hun forelsker seg i ham. De to innleder et lidenskapelig forhold, men forholdet får fatale konsekvenser for dem begge to.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1891 (NB digital). Romanen er trykt sammen med novellesamlingen Kjærlighed i nord og syd (romanen starter på s. 181).

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.