Fru Inés

av Amalie Skram

VII.

276Inés og Arthur sad sammen i Bosporusparken paa Terrassen foran den luftig byggede Restaurantpavillon. De var færdig med Lunchen og Opvarteren havde tat bort. Nu kom han med Kaffe og Likør.

«Nu skal Du se, hvor de gjør Øjne derhenne,» sa Inés og tog frem sit Cigarettefouteral. «Ja om Forladelse, meine Herrschaften, jeg agter at ryge.» Hun saa spodsk hen paa et Selskab af tyske Damer og Herrer, der med en begejstret Flom af Famoser og Wunderschöner gjennem Kikkerter betragted den henrivende Udsigt over Bosporus, hvis azurblaa Vande, omgit af hvide og lyserøde, stærkt forgyldte Marmorpaladser, af Moskeer og Haver og grønklædte Høje funkled og straalte i Solskinnets Glans.

«Skal Du ikke ryge?»

«Nej,» sa Flemming, «jeg vil heller se paa Dig.»

277Inés smilte ømt til ham og trykked hans Haand under Bordet.

Pludselig kom der et overrasket Udtryk i hendes Ansigt. «Se Dig om,» sa hun hurtig.

Flemming, som sad med Ryggen mod Havens Indgang, drejed Hodet og vendte det straks om igjen til Inés.

«Vore elskede Bachfiske,» sa Inés. «Jeg maa sige, vi er heldige. Saasnart vi bare rører os, sker der noget skrækkeligt.»

«Skal jeg hilse?» spurgte Flemming.

«Naturligvis, saasnart de kommer op paa Terrassen.»

Straks efter strøg de to tyske Piger, ledsaget af en gammel Herre, tæt forbi Bordet, hvor Arthur og Inés sad. Flemming tog Hatten af, og de to Damer besvarte hans Hilsen med næsten umærkelige Nik.

«Det mangled blot, at Averding havde vært med dem,» sa Flemming straalende fornøjet.

«Uf ja, Averding, som ogsaa er her,» Inés sukked. «Kan Du se, hvor mange Farer vi allerede er omgit af.»

«Men han var jo ikke med dem,» svarte Flemming muntert.

«Men hvis de nu træffer ham – naturligvis træffer de ham! Det første, de gjør, er at fortælle ham, at de har sét os sammen. Saa gaar han øjeblikkelig til Ruder med det. Du kan være vis 278paa, han skal vanke hos Ruders, naar nu Mutteren kommer hjem.»

«Ja, lad ham bare det.»

«Det kan Du altid sige,» sa Inés lidt fortrydelig. «Du har ikke en Kone, som er Ruders Kompagnon, og ikke en Fjende, som heder Ruder.»

Flemming saa ud som han ikke forstod.

«Hvad sa Ruder om mig paa Dampskibet?» spurgte Inés pludselig.

«Det husker jeg ikke.»

«Han havde mig altsaa paa Tapetet?»

«Ja.»

«Jeg vidste det!» udbrød Inés heftig, «og jeg véd nok ogsaa, hvad han har sagt, den Skurk. Men Du hører jo slet ikke, hvad jeg siger. Hvorfor stirrer Du saadan paa mig?»

«Fordi Du er saa dejlig,» Flemming trak Vejret dybt og stille.

«Tror Du, Averding er her endnu?»

«Umuligt er det jo ikke.»

«Hvis Du træffer ham, maa Du endelig for tælle mig, hvad han siger om mig, hører Du? hvert Ord.»

Flemming nikked.

«Men kom, lad os gaa. Vi kan jo næsten ikke høre, hvad vi selv siger, for disse broutende Tyskere.»

Flemming slog paa sit Glas og betalte Opvarteren, som straks kom tilstede.

279Da de gik ud af Haven, tog Inés et Pengestykke ud af sin Portemonnaie og rakte det til Flemming.

«Hvad skal jeg med det?» spurgte han rødmende af Forlegenhed.

«Nej hør nu, Arthur! Paa det Omraade er vi Kammerater og intet andet. Tror Du kanske ikke, jeg har Raad til at betale den Mad, jeg spiser.»

«Men det er meget for meget,» mumled Flemming.

«Naa ja, saa bruger vi Resten en anden Gang. Og saa er det en Aftale, at hver betaler for sig, naar vi er ude sammen.»

«Naar vi er ude sammen,» sa det som et Ekko inde i Flemming, og saa fløj der en Følelse af berusende Lykke igjennem ham.

«Du har endnu en god halv Time fri,» Inés saa paa sit Uhr. «Denne Vej, saa skal jeg vise Dig et roligt Sted.»

De gik forbi den vældige Taksunkaserne med den imponerende Indgang, og traadte snart efter ind paa den bagenfor liggende uhyre Kirkegaard med sine hundredaarige Cypresser og endeløse Rækker af lave Stenpæle, der uden nogen Jordforhøjning angir de tyrkiske Grave.

Flemming tog Inés’ Haand og la den ind i sin Arm; hans Ansigt var drejet om mod hende, og han saa ufravendt ned paa hende.

«Kan Du høre Stilheden?» sa Inés og stansed.

280Flemming førte hendes Haand til sine Læber og kyssed den.

Inés rakte ham sin Mund.

Han slog Armene om hende og gik baglænds med hende i Favnen hen til en Gravpæl, der øverst var prydet med en Turban. Mod denne læned han sig i en halvt siddende Stilling og drog Inés ned paa sit Knæ.

Inés la Armene om hans Hals og trykked Kys efter Kys paa hans Mund.

«Du taber mig jo,» sa hun tilsidst og lo, idet hun gled ned ad hans rystende Knæ. «Kom, lad os spasere lidt,» hun stod oprejst foran ham.

Han vilde paany drage hende til sig.

«Nej, her er altfor uhyggeligt med alle disse Kranier og Dødningeben,» der gik en Gysen igjennem hende, og hun blev pludselig bleg. «Det er græsseligt med disse tyrkiske Kirkegaarde, hvor man gaar og tramper paa Skeletterne; de lægger sine Døde lige under Overfladen.»

«Du er blet saa alvorlig,» sa Flemming, da de atter vandred Arm i Arm under de mægtige Træer.

«Ja, det var dumt, vi gik herind. Her er ikke Stedet for to som os.»

«Alle Steder er lige gode, naar bare Du er der, Inés.»

«Jeg kan ikke la være at tænke paa, at jeg ogsaa selv snart skal ligge under Jorden, kold og stum i den forfærdelige evige Fred,» sa Inés.

281«Det varer vel lidt,» svarte Flemming muntert og trykked hendes Arm.

«Om jeg ogsaa blev hundrede Aar – Det er dog snart. Bare dette, at Døden er til, gjør selv det længste Liv til intet.»

Flemming svarte ikke. Han var altfor lykkelig til at kunne smittes af hendes Stemning.

Lidt efter sa Inés: «Alle disse Tegn, som blir ved at forfølge os. Først paa Tougbanen, saa Bachfiskene, og nu dette –. Ja for at vi kom til at gaa ind paa Kirkegaarden, er ogsaa et Omen, som spaar Ondt.»

«Aa Du med dine Omen og din Overtro. At dø er forresten ikke det værste. Jeg skulde gjerne ligge under Jorden her, hvis jeg fik dele Grav med Dig, Inés,» der var en saa inderlig og overbevist Klang i hans Stemme, at Inés rørt hvisked: «Du Søde.»

«Nej, men her kunde det ikke bli,» tilføjed hun saa. «Over i Skutari har jeg kjøbt et Gravsted, som en Prælat fra Rom har indviet, da han var her for to Aar siden.»

«Og om Dig tror Folk, at Du er verdslig,» sa Flemming spøgende. «Du er mere som en Nonne.»

«Der er den yndigste katholske Kirkegaard derover,» fortsatte Inés. «Den ligner den, vi havde hjemme i Alexandrien, derfor kom jeg straks til at elske den. Tæt ved Bosporus ligger den paa tre Høje, der er bevokset med skyggefulde, skjulende Lunde. Der hvor mit Gravsted er, kan 282man høre Skvulpet af Bosporus’ Bølger, naar de sagte ruller mod den grønklædte Mur omkring Kirkegaarden. Det lyder som Sukke og som en ensformig Klage.»

De var kommen til Enden af Kirkegaarden, hvor en bred, lys Vej fører lige ned til Bosporus. Nu vendte de om og gik tilbage ad en Sidesti.

«Her lar Du mig gaa og snakke alene,» sa Inés. «Det var kun i Grotten, at Du fik Munden paa Gang.»

«Jeg synes ikke, jeg behøver at tale,» svarte Flemming. «Jeg har en Fornemmelse af, at Du ser i mit Indre og véd alt, hvad jeg tænker.»

«Kan Du huske, at jeg dengang spurgte, om Du hjemme havde en gammel Tante, som Du plejed at betro Dig til?»

«Ja, hvorfor blev Du saa underlig med det samme?»

«Forstaar Du ikke det, din dumme Gut?» Inés kneb ham i Fingrene.

«Nej, jeg begreb og begriber det ikke. Det kunde da ikke gjøre Dig noget.»

«Det skal Du ha et Kys for.» Hun løfted sig paa Taaspidserne og trykked sine Læber mod hans Kind.

«Men forklar mig det.»

«Ja, en anden Gang. Du er saa sød, Arthur.»

«Her er det bedst, vi skilles,» sa Inés, da de var kommen ud af Kirkegaarden. «Jeg gjør en Visit hos den engelske Legationssekretærs Frue. 283Saa er det der, jeg har vært til Lunch, hvis jeg blir spurgt om det.»

«Naar skal jeg saa se Dig igjen?» spurgte Flemming og holdt fast paa hendes Haand.

«Jeg véd ikke rigtig. Det er saa farligt med disse Gadesammenkomster.»

«Du kunde jo,» Flemming blev rød over hele Ansigtet, mens hans skjælvende Fingre trykked hendes smale Haand.

«Hvad kunde jeg?»

«Det var ikke noget. Jeg skal skrive det til Dig.»

«La Dig komme hjem til mig, mener Du?»

«Nej slet ikke – – Men jeg er – Kan Du huske, Du sa, at jeg skulde faa et andet Logi? Det er skét, Inés.»

«Og det staar Du der og ser ud som en Misdæder for,» Inés lo.

Flemming pusted ud i Lettelse, og hans Ansigt skinned af taknemmelig Glæde, mens han sa:

«Det er i Smyrnagade Nummer 11, et lidet to etages Hus. Værtinden, en tysk Enke, bôr ovenpaa, og jeg har lejet Værelserne nedenunder.»

«Det er jo udmærket, Gut!»

«Kommer Du imorgen?»

«Ja. Skjøndt nej, ikke imorgen,» Inés saa lidt forvirret ud, «men om nogle Dage. Saasnart jeg kan.»

«Aa jo! kom imorgen. Jeg staar ialtfald ved 284Vinduet fra 10 Minutter over 12, og gaar først, naar jeg maa paa Kontoret.»

«Jaja – maaske. Men jeg blir ikke længe.»

«Tak, Inés.»

De saa hinanden ind i Øjnene med et langt og dybt Blik. Saa gik hver til sin Kant.

– Om Aftenen efter Thetid sad Inés inde i sit Værelse og tænkte paa Flemming. At der virkelig var slig Fremfart i ham, det havde hun ikke troet. Tænk at eje og beherske et Menneske saa aldeles! Men hun skulde ogsaa gjøre ham lykkelig til Gjengjæld, hendes Kinder blussed, og Blodet risled varmt igjennem hende.

«Naar skal vi saa til Therapia?» von Ribbing var kommen ind i Stuen.

Inés greb en Straahat og begyndte at stikke kunstige Blomster fast paa den.

«Saasnart den franske Opera har vært her,» sa hun højt og venlig.

«Det vil altsaa sige om 2 à 3 Uger?

«Ja, saa omtrent.»

«Saa taler Du vel med Gartneren og gir Tjenerne Besked om, hvad der skal gjøres?»

«Selvfølgelig.»

«For mig er det forresten ganske det samme, enten vi er her eller der,» sa von Ribbing grættent. «Men siden man nu engang har et Landsted
– Det er vel bedst at invitere den unge Flemming til at bo der en Ugestid eller saa?»

Inés stak sig i Fingeren og slap Hatten, saa 285den faldt paa Gulvet. Von Ribbing, der stod et Skridt borte, bukked sig efter den, Inés bukked sig ligeledes, og de stødte Panderne mod hinanden.

«Om Forladelse,» sa Inés forfjamsket, og tog med et: Tak, Hatten ud af von Ribbings Haand.

«Ser Du, jeg kan være ligesaa opmærksom som nogen af dine Kurmagere,» sa von Ribbing med et vissent Smil og strøg Haanden over Panden, der havde faat en rød Plet efter Stødet.

«Man er da Gudskelov en Gentleman. – Men altsaa, unge Flemming – for ellers inviterer Ruder ham, og det vil jeg ikke ha. Han skal jo altid gjøre sig vigtig og ta Têten, den Fyren. Men nu er det mig og ikke ham, der er en Ven af Flemmings Onkel, og det er ikke til ham, men til mig, han er blet anbefalet. Har jeg ikke Ret?»

«Jo bevars,» svarte Inés.

«Det blir jo næsten bare om Natten, han er der, saa Dig skal han ikke kunne genere,» vedblev von Ribbing med et stikkende Øjekast. «Han tar naturligvis med mig til Byen om Morgenen, og saa kommer vi som sædvanlig Klokken 7 til Middagen. Forresten blir der vist ingen Forretningsmand af ham. Han er saa upræcis, det Fæ.»

«Allerede?» sa Inés. «Det var ikke nogen heldig Begyndelse.»

«Ja, saa gaar jeg da; jeg skal træffe en Forretningsven paa Kafé Paris.»

286«Det er udlagt, jeg skal til mine Pigebørn i Gallata,» sa Inés til sig selv.

Borte ved Døren vendte von Ribbing sig om og sa fornøjet: «Kan Du se, hvor godt jeg hører, naar Du bare gider tale tydeligt? Ikke en eneste Gang har jeg maattet spørge om igjen.»

Inés kasted Hatten paa Bordet, da von Ribbing var borte og læned sig bagover i Stolen med en grundende Mine.

«Saa maa vi være forsigtige,» sa hun omsider højt.


Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fru Inés

Romanen Fru Inés (1891) er den tredje av Amalie Skrams naturalistiske ekteskapsromaner. Handlingen foregår i Konstantinopel, en by Skram selv hadde besøkt flere ganger på sine reiser med skipsføreren August Müller, hennes første ektemann.

Hovedpersonen, den vakre Inés, er gift med den mye eldre konsul von Ribbing. Men det er et ekteskap bare i navnet, i virkeligheden lever de mer eller mindre separate liv. Inés har en rekke beundrere og har rykte på seg for å være løsaktig, men i virkeligheten er hun frigid. Hun kompenserer med koketteri og flørter med sine beundrere, men synes de er «indbildske Fyre» og «Idioter».

Blant Inés' beundrere er den unge svensken, Arthur Flemming, som har fått ansettelse ved von Ribbings kontor. Han er ikke like pågående som de andre beundrerne, noe som vekker Inés interesse og hun forelsker seg i ham. De to innleder et lidenskapelig forhold, men forholdet får fatale konsekvenser for dem begge to.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1891 (NB digital). Romanen er trykt sammen med novellesamlingen Kjærlighed i nord og syd (romanen starter på s. 181).

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.