Fru Inés

av Amalie Skram

XI.

330Von Ribbings var i Therapia. De havde boet der i ti Uger, og nu var Oktober begyndt.

Landstedet laa gjemt i en tæt Have paa en kratbevokset Skrænt, der i en tilspidset Halvrunding bugted sig ud i Bosporus.

Under Vinduerne i anden Etage sprang et fladt Glastag frem; det dækked Terrassen foran Huset og var baaret af spinkle, med Slyngvækster omvundne Jernsøjler.

Her paa Bænken i Hjørnet havde Inés tilbragt det meste af Dagenes Timer, med de smale Hænder, som var bleven magre og døde, hvilende i Skjødet, indhyllet i en Morgenslaabrok af Brussasilke og med Tøfler paa Fødderne.

Undertiden havde hun ogsaa siddet i Lysthuset nederst i Haven, hvor hun kunde høre Skvulpet af Bosporus’ glidende Bølger. Da lukked hun Øjnene og drømte sig paa Kirkegaarden i Skutari, 331hvor Arthur laa, og hvor ogsaa hun engang skulde stedes til Hvile.

Eller hun drømte, at han ikke var død, men at hun sad og vented ham. Saa kom han, og hans Øjne lyste af Kjærlighed, og hun tog ham ind i sin Favn og la hans Hode til sit Bryst og sa, at hun aldrig vilde slippe ham mere.

I Begyndelsen havde hun ofte tænkt at ta over til Skutari, knæle ved hans Grav, lægge sit Ansigt mod Grønsværet og væde det med sine Taarer. Men hvergang hun skulde til det, var hun sunken sammen i en Graad saa tung og vaandefuld, at det var som hendes Bryst skulde brydes istykker.

Syg var hun ogsaa og mat. Det kjendtes, som om Kraften i hendes Legeme var visnet og borte. Med Møje slæbte hun sig gjennem Huset og Haven. Der, hvor hun satte sig, faldt hun ofte i Slummer, og hendes urolige Grublen blev afløst af knugende Halvdrømme.

Naar von Ribbing ingen Gjæster bragte med sig fra Byen, spiste han som oftest alene. Saasnart han var ventende, gik Inés op paa sine Værelser, og lod Tjeneren sige, at hun var uvel. Hun led ogsaa altid af Hodepine og Kvalme.

«Du har faat Gulsot,» sa von Ribbing, naar han saa hende. Og undertiden tilføjed han: «Højst mærkeligt, at Du ikke sender Bud efter en Læge. Men det er jo altid en Forandring for en Tid at gaa omkring som en Skygge.»

332Hans Tone var skadefro, næsten glad. Det var ham en Tilfredsstillelse at se hende saa falmet og nedbrudt. Denne Kvinde, hvis sunde Ungdom og kraftige Skjønhed saa længe havde irriteret ham, og det mored ham at gi Middager og komme til Festerne hos Therapias fornemme Landliggere uden hende, ved Siden af hvem han bestandig blev til intet.

Det var en Eftermiddag en Uge inde i Oktober. Inés havde git Kusken Ordre til at spænde for. Nu kom hun i sin lange, sorte Kasimirs Kaabe og med Slør for Ansigtet ned over Trappen paa Gaardspladsen.

Groomen slog Vogndøren op

«Til Fanar,» sa Inés og steg ind.

De kjørte gjennem Therapia mellem Villaerne og de fremmede Gesandters pragtfulde Paladser, og kom ud paa den elegante Promenadevej langs Bosporus.

Vejen, som visse Timer af Dagen vrimled med Ekvipager og Ryttere af begge Kjøn, var nu saa godt som tom, og Inés kunde hengi sig til sine Tanker uden at bli forstyrret af Hilsener. Hun sad tilbagelænet i Vognen med halvlukte Øjne, og hun følte sit Hjærtes tunge Slag som en legemlig Pine.

Længe havde hun vært om at bestemme sig for dette. Dag efter Dag var gaat hen uden at den Beslutning, hun om Morgenen havde fattet, var bleven udført inden Aften.

333Endelig idag var hun paa Vejen. Paa Vejen til Forbrydelse og Skjændsel, for at redde sig selv fra Døden. For der var intet Valg –: Udslette Følgerne af sit Forhold til Arthur eller frivillig søge Døden.

Derborte paa den anden Side Bosporus laa Skutari. Løfted hun Øjnene, vilde hun kunne skimte Kirkegaarden i det fjerne. Men hun orked og voved det ikke. Ikke nu, ikke naar hun kom tilbage med det forbryderiske Middel, der skulde tilintetgjøre det vordende Liv under hendes Hjerte. Først efter mange og lange Aar, naar hun var bleven lutret og renset ved Bod og Kjærlighedsgjerninger, turde hun vende sit Aasyn mod det hellige Sted, hvor han laa begravet, han, hvis unge Liv hendes Letsindighed saa brat havde dræbt.

Ak, om hun havde havt Mod som han. Denne rene, hele Sjæl, der glad forlod et Liv, hvis Byrde han ikke kunde bære.

Men hun turde ikke –: Komme ind i Skjærsildens forfærdelige Pinsler med saa megen usonet Skyld og Brøde. Hun maatte leve for at gjøre sig værdigere til Madonnas Barmhjærtighed. Naar dette var over, vilde hun forsage Verden og for Resten af sit Liv lukke sig inde som barmhjærtig Søster i St. Marias hellige Hospital. Det havde hun svoret med sine Læber paa Krusifikset.

Saa vilde Guds Moder ved sine Forbønner udvirke, at hendes Straffetid blev kort og let.

Bare nu ikke Kræfterne svigted hende. Vilde 334hun ikke lammes af Skam og Kval, naar hun skulde træde ind i hans Bod og gjøre sig til Medskyldig og Fortrolig med denne Skurk af en Græker.

Saa dybt var hun altsaa sunken. Som en ydmyg Klient skulde hun staa foran von Ribbings forbryderiske Haandtlanger. Hun stønned sagte og væded med Tungespidsen sine brændende Læber.

Og vilde hun kunne være sikker paa hans Taushed, selv om hun kjøbte den nok saa dyrt, hendes famlende Haand undersøgte Lommen for at kjende efter, om Pengepungen var der.

De kom forbi de kejserlige Slotte, Tcheragan, Sultanens Sommerresidens, der funkled i Solen af Guld og Marmor, og Dolma Badshe, Vinterpaladset, med den skyggefulde Park og de hvidglinsende Mure, mens Inés’ Uro vokste alt mere og mere – Nu var de der snart.

Ved Indkjørselen til Fanar betyded hun Kusken, at han skulde holde.

«Vent her til jeg kommer tilbage,» sa hun, da hun var steget ud, og saa mumled hun noget om græske Smykker.

Aa Gud, aa Gud, dette var værre end Døden. Aa Gud, hvad var hun dog bleven for et elendigt Menneske. –

Hun gik gjennem en lang og skummel Gade med Smaarønner af Butiker og lave Huse, der ligned nedlagte Fæstninger. Hendes Fødder stak 335til over Anklerne i Støv og Snaus, som den lange Tørke havde smuldret til Pulver, og hun løfted ikke Kjoleslæbet op.

Ved Indgangen til Boderne sad de græske Kræmmere og smøged sine Piber med lade Øjne, som havde de opgit at se efter Kunder.

Her og der laa pjaltede Børn ved Kanten af den stinkende Rendesten, mens de stødte til Papir-Kaïkerne med Hænder og Træpinde.

Ingen Lyd hørtes i den lange, øde Gade. Nogle tilslørede Kvinder med blaa og kirsebærrøde Feredscher gik fra Bod til Bod uden at kjøbslaa og betragted Varerne, der var fremlagt paa Diskene, som stak ud i Gaden.

Inés sneg sig fremover med vaklende Knæ og kort Aandedræt. De forundrede Blikke fra dem, hun kom forbi, stak hende som Naale, skjøndt hendes Øjne vare nedslagne, for at hun ikke skulde se dem.

Undertiden stod hun stille og trykked Hænderne mod Hjærtet. Var det hende, som foretog denne Vandring, som skulde til dette Sted, hende, den skjønne, fejrede Inés, hun fik en kvælende Fornemmelse i Halsen og med Stik i Øjnene tvang Graaden sig frem.

Og var det muligt, at der knapt var gaat mere end tre Maaneder siden den Aften, hun tog med Skibet fra Prinkipo, og hun sad der i Agterenden saa stolt og glad og overmodig.

Ak, om baade hun og Arthur var bleven slaat 336tildøde paa Vejen til Pera, da Togtouget brast. Hvor uendelig langt bedre for dem begge.

Aa, en saadan Skjæbne. Umuligt at nogen i Verden nogensinde kunde ha lidt som hun i disse Maaneder; «Madonna, Madonna! hav Barmhjærtighed med mig,» hun lod Rosenkransen, som hun havde hængt ved Bæltet, glide gjennem sine skjælvende Fingre, mens hendes hvidgraa Læber mumlende fremsa Bønner.

«Det er ikke Dig, det er Skjæbnen,» havde Arthur skrevet. Ja, Skjæbnen maatte det være, som havde gjort hende blind og uden Tanke for, hvad der kunde ske med hende.

Nej, ikke uden Tanke – Det var jo dengang af og til faret hende gjennem Hodet som en Mulighed, men ikke saadan, at hun var bleven bange.

Men bare hun slap fra det, saa vilde hun takke for sine Lidelser. De gjorde hende værdigere til ham, der af Kjærlighed til hende havde søgt Døden.

Hun hæved Øjnene og saa gjennem Sløret paa Husnummeret tæt ved. Nogle Skridt endnu, og hun vilde være ved hans Hus. Der saa hun ham staa midt i Indgangen til Boden med Hænderne begravet i Fustanellens Sidelommer.

«Skynd Dig, skynd Dig,» sa hun til sig selv. «Om ti Minutter er Du færdig og frelst.»

Men nej, hun kunde ikke. Fødderne var som 337fastgroet. Ikke idag, en anden Gang – hun vendte om og gik tilbage.

«En anden Gang, en anden Gang,» blev hun ved at sige til sig selv. «Det haster jo heller ikke.»

Vilde hun faa Mod en anden Gang? tænkte hun lidt efter, og en haabløs Træthed sneg sig over hende. Vilde det ikke gaa som idag? det suste for hendes Øren, og det var som hendes Bryst sank sammen.

Var det da ingen anden Udvej? Maatte hun til denne Mand? Var det ikke bedre at betro sig til Lægen – Eller – en Lettelsens Lysning skjød igjennem hende – hun var med ét kommen til at huske paa Jordemoderen ved Hjørnet af Smyrnagaden, hvis Skildt hun havde set den første Gang, hun kom fra Arthur.

Det var dog tusen Ganger bedre at gaa til hende. Hun vilde aldrig faa hendes Navn eller Stilling at vide, og det var da ialtfald en Kvinde som hun selv.

«Madonna, Du himmelske, jeg takker Dig,» hvisked hun, og store, lindrende Taarer rulled over Kinderne. Nu var hun vis paa, at Madonna havde Medlidenhed med hende. Om en Ugestid skulde de flytte til Konstantinopel, saa vilde hun snige sig derhen en Aftenstund i Mørke.

Pludselig hørte hun en hæs, hurtig, vaandefuld Hvæsen. Det lød som kom det fra en tilstoppet Sæk eller fra noget levende begravet.

338Inés gjøs og vendte sig om.

Tyve tredive Skridt borte styrted imod hende en høj og omfangsrig Sky af Støv, hvirvlet op om en Flok gallopperende Hunde, som bed og sled i noget aflangt, lyserødt, som løb og faldt, løb og faldt.

Da Flokken nærmed sig, opdaged Inés, at den dumpe, underjordiske Hylen kom fra det lyserøde foran, og straks efter, at dette lyserøde ogsaa var en Hund, en fra Snude til Hale levende flaat Hund med udsprængte Øjne, hængende Tunge, der rak til Jorden, og den vrængte, dampende Ham slæbende efter sig i Gadens tørre Snaus. Inés veg tilside og støtted sig med Ryggen op mod en Husvæg. «Er der ingen, som forbarmer sig,» mumled hendes Læber uden Lyd af Ord, mens hendes hjælpeløse Blik gled hen forbi Husrækkerne i den lange Gade, hvor Børnene uforstyrret legte videre, og hvor Kræmmerne rolig blev siddende og med ligegyldige Miner drejed Øjnene efter det farende Tog.

Nu var det ganske nær ved Inés. Offeret faldt og vælted sig, mens Forfølgerne bed og sled, rejste sig, løb paany og faldt igjen, uophørlig udstødende denne hæse, afmægtige Lyd. Støv og Snaus klæbed til Dyrets blodige Krop og sad som Klumper i de gabende Saar.

Da traadte en hvidskjægget Olding i slidt Fustanelle og med skindbræmmet Hue ud af en 339Bod ligeoverfor Inés og trykked et ManganVarmebækken, der bruges istedetfor Kakkelovne.-Laag af Messing, fastgjort til Enden af et langt Rør, skjulende ned paa det sønderflængede Dyrelegeme, der sank sammen med en svag, rallende Piben. De forfølgende Hunde snused lidt rundt om Laaget for at forvisse sig om, at deres Offer var dødt; saa gjorde de højre om og satte gjøende i Gallop den Vej, de var kommen.

For Inés var det, som om hun i ét eneste Glimt havde set hele Summen af Verdens Nød og Gru og Smerte. Dødens Rædsel havde rislet som en iskold Straale gjennem hendes Indre. Da hun retted sig op for at gaa videre, sank hun afmægtig sammen.

Nogle tilslørede Kvinder kom ud med en Stol og Vand i et Lerfad. De løfted Inés op, satte hende paa Stolen, slog Sløret tilside og stænked hende Vand i Ansigtet.

Det varte lidt, saa slog hun Øjnene op og forsøgte at rejse sig, men hun formaaed det ikke.

En af Kvinderne gik ind i Huset og kom tilbage med Naphta i en Kop, som hun holdt Inés for Munden.

Inés drak det, blev siddende lidt, forsøgte atter at rejse sig og kunde staa paa Benene. Med en stum, takkende Hilsen til Kvinderne, der bøjed sig, gik hun henad Gaden, naade Vognen og steg op i den med Besvær.

340Inés græd stille. Forestillingen om Livets ubønhørlige Love dæmred vagt for hendes Bevidsthed, og for første Gang i sit Liv tænkte hun med Mildhed og Medlidenhed paa sin Mand.

Havde kanske Tyrkerne Ret i sin fatalistiske Tro paa, at som det skulde være, saa var det. Nej, de havde ikke Ret.

Hunden f. Eks. Hvis den havde vært tilfreds med, hvad den havde, og havde holdt sig i sin egen Gade, saa vilde den ikke være blet antastet og saa ynkelig dræbt. Saaledes var det ogsaa med hende. Ak, hvorfor havde hun dog ikke vært tilfreds med hvad hun havde?

Pludselig fôr hun op og stirred vildt frem for sig. Som i et Syn stod Drømmen paa Prinkipo om den blodige, hylende Hund, der slæbte sig fremover i Støv og tørt Snaus for hende. Den iskolde Rædsel fra før risled atter igjennem hende. Nu vidste hun det. Hun var Hunden, og hun skulde dø som den.

I det samme blev hun overfaldt af voldsomme Underlivssmerter. Hun pressed sig tilbage i Vognen og bed i sit Lommetørklæde for at stoppe Skrigene, som vilde presse sig frem over hendes kolde Læber.

Da Groomen ved Hjemkomsten slog Vogndøren op, kunde hun ikke lette sig fra Sædet, hvis blaa Silkedamask var plettet af Blod. Tjenerne bar hende ovenpaa og bragte hende tilsengs.

Under Inés’ Fraværelse var der kommet Telegram 341om, at von Ribbing blev i Konstantinopel i nogle Dage og at Louis skulde indfinde sig i Peragaden. Louis var straks tat afsted.

Der gik omtrent en Uge, før von Ribbing atter viste sig paa Landstedet.

Da han steg ud af Vognen, saa han en Enspænder holde i Gaarden, og idet han traadte ind i Forstuen, kom en graaskjægget, duknakket Herre i lysegraa, engelsk Dress ned over Trapperne fra anden Etage.

«How do you do, Doktor,» sa von Ribbing og slog hilsende ud med Haanden. «Det glæder mig, at Mrs. Ribbing endelig har sendt Bud efter Dem. Hun har skrantet siden vi kom herud.»

«Det vilde ha glædet mig mere, og Dem formodentlig ogsaa, om det var sket før,» svarte Doktoren alvorlig.

«Er det noget farligt da?» spurgte von Ribbing med opmærksomme Øjne.

«Mrs. Ribbing vil være død inden Morgen,» var Svaret.

«Hva’ sa!» Von Ribbing tumled et Skridt bagover.

«Var jeg bleven kaldt straks, istedetfor først igaar, saa kunde jeg maaske ha reddet hende. Nu er der intet at gjøre,» Doktoren satte Hatten paa og vilde gaa.

Von Ribbing holdt ham tilbage. «Men i Guds Navn, hvad dør hun da af?» spurgte han forvildet.

342«Af» – Doktoren stansed, og saa sa han: «Af Blodstyrtning.»

«Kors, i Herrens Navn! Hvem skulde tænkt – hun, som var saa sund og kraftig. Der kan man bare se – Nu er det godt, vi ikke har Børn, for den Slags Dispositioner er jo arvelige.»

Doktoren trak paa Skuldrene, hilste og gik.

Von Ribbing listed op over Trapperne og lytted ved Døren til Inés’ Soveværelse. Han hørte en dump Lyd som af en, der talte ustanselig, langt borte.

Den sorte Tjener Jean, som var Stuepige, kom op med en Ispose i et Vandfad.

«Hvad er dette for noget?» sa von Ribbing. «Hvorfor har Du ikke ladt mig vide, hvordan det stod til?»

«Madame forbød det. Madame bad og bønfaldt hele Tiden om, at jeg ikke skulde la nogen vide, at Madame var syg. Doktoren vilde Madame ikke høre Tale om.»

«Hm,» sa von Ribbing og saa frem for sig med et tomt Blik.

«Det var først da Madame misted Bevidstheden, at jeg voved at gjøre det paa egen Haand,» vedblev Jean. «Madame har lidt saa græsseligt. Saa kom Doktoren, og igaaraftes sendte Doktoren en Diakonisse.»

«Er hun her nu?»

«Ja, hun sidder ved Sengen og læser Bønner.»

Von Ribbing aabned Døren og traadte ind. 343Der laa Inés udstrakt i Sengen under et Lagen, der faldt ned som et Ligsvøb. Hendes røde, opsvulmede Ansigt var aldeles ukjendeligt, og hun snakked uafbrudt højt og stakaandet.

Von Ribbing blev forfærdet staaende. Saa vinked han ad Diakonissen, og hun og Jean forlod Værelset.

Von Ribbing gik hen til Sengen, bøjed sig over Inés og tog hendes Haand.

«Kjender Du mig, Inés?»

Inés blev ved med sin usammenhængende Talen.

«Tilgiv mig, Inés, at jeg tog Dig tilægte!» det kom i et Stød og det ligned et Skrig.

Inés drejed Øjnene og saa et Sekund paa ham. «Ja, ja,» hvisked hun saa med tyk Tunge. «Nu kommer Oldingen med Mangan-Laaget.»

Om Natten døde hun.


Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fru Inés

Romanen Fru Inés (1891) er den tredje av Amalie Skrams naturalistiske ekteskapsromaner. Handlingen foregår i Konstantinopel, en by Skram selv hadde besøkt flere ganger på sine reiser med skipsføreren August Müller, hennes første ektemann.

Hovedpersonen, den vakre Inés, er gift med den mye eldre konsul von Ribbing. Men det er et ekteskap bare i navnet, i virkeligheden lever de mer eller mindre separate liv. Inés har en rekke beundrere og har rykte på seg for å være løsaktig, men i virkeligheten er hun frigid. Hun kompenserer med koketteri og flørter med sine beundrere, men synes de er «indbildske Fyre» og «Idioter».

Blant Inés' beundrere er den unge svensken, Arthur Flemming, som har fått ansettelse ved von Ribbings kontor. Han er ikke like pågående som de andre beundrerne, noe som vekker Inés interesse og hun forelsker seg i ham. De to innleder et lidenskapelig forhold, men forholdet får fatale konsekvenser for dem begge to.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1891 (NB digital). Romanen er trykt sammen med novellesamlingen Kjærlighed i nord og syd (romanen starter på s. 181).

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.