10. august 1902.

Jeg føler mig saa græsselig forladt og fortvilet – især om nætterne, naar jeg ligger og længes efter Otto oppe paa Grefsen og Einar og Halfred paa Løiten. Sommetider tar jeg Aase over til mig hele natten for ikke at kjende mig saa alene. –

Dagene er bedre. Da tænker jeg og lægger alverdens planer for den tid, som skal komme. Men naar jeg saa rigtig tænker mig ud det liv, vi skal begynde, saa kan jeg næsten faa feber af utaalmodighed – herregud, herregud, hvorlænge skal dette vare. Det kjendes aldeles, som hjertet skulde sprænges. – Saa spør Otto, hvad der er iveien; han kan altid se det nu, naar der er noget iveien.

Det er rart, hvor sygdommen har gjort ham var – han merker snart hver mindste skiftning i mit humør.67

Jeg har aldrig været saa glad i min mand som nu.

Saa kom Henrik hjem fra England. Han havde arvet en onkel af sig, og han og Otto gik i kompagni.

Jeg havde egentlig tabt Henrik afsyne, siden jeg blev forlovet. Og han reiste over til England omtrent samtidig med at vi giftet os, og fik en udmerket stilling der. Otto og jeg besøgte ham, da vi var i London, og han og Otto korresponderte lidt; jeg skrev sommetider en hilsen paa Ottos brev og fik en lykønskning til min fødselsdag, og naar Otto meldte en familieforøgelse.

I den tid, de ordnet med det nye firma og saadan, faldt det af sig selv, at han kom meget hjem til os, og vi tre var ogsaa en hel del paa farten sammen, gik i teatret og spiste aftens ude og denslags.

Otto beundret Henrik ubeskrivelig. Jeg var fra først af virkelig mest glad over at ha ham hos os, fordi det paa en maade nærmet Otto og mig til hinanden.

Vi tre kom til at tale om mange ting. Henrik har altid likt godt at tale. Og vi luftet vore ideer som i gamle dage hos tante Guletta og68 paa Henriks hybel. Det forstaar sig, det var jo meget anderledes – om saa bare af den grund, at vi nu allesammen havde erfaringer at tale ud af. Saa vi talte jo adskillig mindre. Henrik var forresten blit noksaa reserveret. Men han har nu altid havt svært godt for at holde smaa, velordnede foredrag om enhver ting.

Jeg tror, han vilde hjælpe os tilrette. Han kjendte os begge temmelig godt, kom udenfra og saa os i vort hjem, og tydeligvis forstod han straks situationen.

Det var altid ham, der førte talen ind paa ting, som indirekte rørte ved vort forhold. Altid saadan i sin almindelighed; vi lod alle tre, som vi slet ikke talte om os selv, – men alligevel fik Otto og jeg sagt hinanden saa meget, og Henrik gav snart den ene og snart den anden ret, fik pointerne frem, saa vi begge blev opmerksomme paa meget, som vi ikke før havde forstaat, – vi som gik midt opi det.

Altsaa, det var etslags opgjør – eller en oprydning. Og det kan jeg jo ikke negte – da der var ryddet op, saa det lidt tomt ud indeni mig.

Det var en farlig følelse. Jeg havde det nemlig saa godt og havde saa altfor god tid til69 at beskjæftige mig med mig selv. – Saan som Otto er, saa virket det paa ham til, at han tog meget mere hensyn til mig end før. Han havde jo alt i mange aar stelt livet til for mig, uden tanke paa, at jeg muligens slet ikke var saa begeistret for det hjem og den omgangskreds og de vaner, han anlagde for os begge – det faldt ham ikke ind, at mine meninger var andet end «indfald», som han ikke havde tid til at beskjæftige sig med, og lutter travlhed for at gjøre det godt for mig.

Nu traf han pludselig paa de samme meninger hos Henrik. Jeg tænker mig, de allerfleste mænd hører mere paa en ven, som de til og med ser noksaa op til, end paa sin kone, som de har havt saan en otte–ti aar. Otto gjorde det ialfald.

Forresten styrket det ogsaa svært min selvtillid at være gjenstand for Henriks opmerksomhed og deltagelse. Lidt havde jeg jo altid beundret ham, saasom han var pen og snakket godt for sig; nu, hjemkommen fra udlandet, havde han nyhedens interesse, og det var ganske pikant at forny det gamle, fortrolige forhold. – Han havde efter sigende «levet» meget i de aar – i alle ordets betydninger; det antydet Otto, og fruerne i min kreds talte ivrig om det;70 de fandt ham rasende interessant og sød og var svært imponerte – og jeg var jo saa passelig indgaat med dem, saa jeg var mere paavirket af deres synsmaader, end jeg selv vidste.

Altsaa, jeg drev ganske passiv med strømmen og pleiet mine stemninger.Henrik havde indrettet et nydeligt ungkarshjem paa en kvist i Munkedamsveien. Otto og jeg tilbragte jevnlig aftnerne der – jeg i den gamle hjørnesofa eller paa altanen] hjørnesofa på altanen  FMO4hjørnesofa eller paa altanen, i snak med Henrik, der viste mig sine mapper og kunstsager, mens Otto sad ved flygelet – han var dengang svært ivrig med sin musik, tog timer hos fru Onarheim og øvet ind svære sager. – For mig var de aftnerne i Henriks stille, stilfulde stuer en ren vederkvægelse] noe som gir styrke og oppmuntring (NRO vederkvegelse 1 og 2)vederkvægelse.

«Fan saa nobelt Henrik har det, du,» sagde Otto, en aften vi gik hjem. «Det er nu noget andet end for eksempel – vort hjem.»

«Ja,» sagde jeg, – «det er du, som har æren af vort – liker du det ikke saa –»

«Gudbevars! Vist har vi det nydelig og baade hyggelig – men jeg mener bare, det er ikke saan – originalt – som Henriks. – Jeg er jo ikke vænnet til at skjønne mig paa71 sligt, jeg,» sagde han lidt efter, «men igrunden saa forstaar jeg ikke, Marta – jeg kunde netop tænke mig, at du kunde faat det til i den stil.»

Jeg ved ikke engang, hvad det var, vi havde trættet om den eftermiddagen – en eller anden smaating. Men jeg var grætten, fordi jeg havde havt et svare stræv med at rigge ud ungerne til barneselskab. Vi sad paa altanen og drak kaffe, og jeg var paastaaelig, saa Otto tilsidst brød ud:

«Du maa da for fan, undskyld, indrømme, at der er noget, du ikke skjønner bedre end alle andre!»

Henrik kom i det samme, og lige efter grosserer Høidahls barn for at hente vore. – Jeg havde ofte ærgret mig over Ottos naive beundring for disse smaa storborgerunger, især for de veslevoksne miniaturdamerne heroppe i Westend – det var rent som han følte sig beæret ved at hans barn skulde faa være sammen med dem. Nu sad han paa verandagelænderet og hørte paa det, som den smaa] smaa: små, adjektiv, om en ubetydelig, uanselig person, nedsettende (NRO små 2 b a)den smaa Judit] (hebraisk), jødinneJudit gav tilbedste om alle de baller, hun havde været paa den vinter – det var godt at høre, at jentungen løi og skrød, men Otto sad rent imponeret og hørte paa.

I det samme skreg Halfred, han og Einar var72 tydeligvis kommet op og slaas] op å slåss  FMO4op og slaas – Otto fór ind for at se, hvad der stod paa.

I det samme han løb, saa Henrik og jeg paa hinanden og smilte. Og der var noget i det smil, som fik mig til at skamme mig over mig selv. Jeg følte, det gik Henrik ligedan. Og som for at forsvare mig, begyndte jeg at tale – for første gang rent ud om mit og Ottos forhold. Det blev nok nærmest en anklage mod min mand – han ser ingenting, sagde jeg som en slags undskyldning – men det blev en anklage.

«Nei, han ser ikke, at du er anderledes,» sagde Ottos ven, og han prøvet etslags forsvar, men det blev saa underlig mat.

Otto kom tilbage igjen; han skulde gaa, og han stanset] Otto kom tilbake igjen; han stanset  Alle Otto kom tilbage igjen; han skulde gaa, og han stanset ved min stol, kysset mig og drog mig op af stolen.

«Spør, om Marta er pen i den kjolen da? Er hun ikke nydelig kanske?»

Det var for at jeg skulde glemme, at han havde været hidsig. Saa gik han.

«Jo, gratulerer med ny kjole,» sagde Henrik og saa paa mig et øieblik. Saa tog han fort øinene til sig.

Men ikke fort nok. Og jeg havde hørt, han var saa rar i stemmen. Og det gav et hop i mit hjerte. Han er forelsket i dig!73

Jeg tænkte slet ingenting ved det, andet end jeg syntes, det var moro. En sytten aars backfisch kunde ikke tat det mere tankeløst, glædet sig mere kynisk.

Jeg koketterte med Henrik den aften, bevidst og noksaa simpelt endda. Jeg havde en plug i min sko, som gjorde ondt, og jeg sparket skoen af og bad Henrik banke pluggen ned med en sten. Han gjorde det og gav mig skoen paa igjen.

«Det er svært, hvor du er fin da,» sagde Henrik, «gaar du med silkestrømper til hverdags?»

«Jeg faar saa mange af Otto,» sagde jeg, – «han fik smag for det i Paris,» – og jeg fortalte om, at jeg danset cancan for ham.

Henrik saa ud, som om han havde spist noget bittert. – «Det burde du virkelig forsøge igjen.»

«Jeg tror ikke, det vilde hjælpe noget nu,» sagde jeg. Vi gik op og ned i haven.

«Hver ting til sin tid, synes Otto, ser du. Han er færdig med cancan nu. Nu skal vi hygge os i vort koselige hjem. Og hygger ikke jeg mig, blir det leit for mig – for han ser det ikke engang. Det er ikke, fordi han ikke tænker paa mig, for det gjør han nok, men det er altid paa mig som hans egen synderlige] særskiltesynderlige ting.»74

Og vi talte igjen om Otto.

«Han tænker meget mere paa alle andre end paa sig selv, paa en maade. Men de andre maa være hans paa et eller andet vis. Derfor arbeider han saa godt ogsaa, for paa en maade arbeider han bare for sig selv – for sit. Gjøre et arbeide for arbeidets egen skyld tror jeg ikke, han kunde. Han kunde dø paa flekken, gladelig, for dig eller barna – men for en sag – nei!»

Husmand! – fór det gjennem mig. Jeg følte det med det samme, nei, det har du ingen ret til at sige; dette her er stygt og sjofelt, fy. Jeg prøvet at slette ordet ud – men ikke virkningen af det – jeg vilde se lidt ned paa Otto.

«Stakkar, han stræver for at opfylde alle dine ønsker saa fort, at du ikke faar tid til at ønske engang – og saa falder det ham aldrig ind, at noget menneske kan ønske anderledes end han. – Ser du, han har jo for længe siden glemt, at du ikke er født som Marta Oulie.»

«Henrik,» sagde jeg, «jeg ønsker sommetider, han ikke var saa forfærdelig snil – jeg ønsker næsten heller, han gav mig juling. For dette her, det er jo noget, som der ikke finds raad med.»

«Du har vel ogsaa selv lidt skyld – du maatte vel ogsaa kunnet hævdet dig lidt mere.»75

«Nei. Jeg kunde det ikke, mens jeg var forelsket. Og nu bagefter –»

«Bagefter –» sagde Henrik, i en tone, som pludselig gjorde mig usikker, saa jeg saa ned og sagde sagte:

«Bagefter er bagefter. – Der finds ingen raad med det.»

«Bliv som Otto,» sagde Henrik heftig. «Det er raad. Otto, skal jeg sige dig, det er et menneske, som forstaar at leve, det. Leve! kalder folk det, naar en kar rangler sig i filler for at faa afløb for lidt af den energien, han ikke kan faa brugt op her hjemme i ordentligt arbeide. Otto, han kan arbeide han – gaar paa, saa det spruter. Du aner formodentlig ikke, for en forretningsmand han er – han vil gjøre forretninger, ser du, og det gaar, det gaar, hvad han kommer opi. Vitsen er, at Otto aldrig finder paa at ville noget, som ikke kan gaa. Folk føler det, de har tillid til ham. Han spilder aldrig sine] spiller aldri aldri sine  FMO4 spilder aldrig sine kræfter paa noget. – Og altid føler folk, det er fair, der han er med. – Igrunden er jeg jo en stymper mod ham – en ren uduelighed som forretningsmand.»

«Du! – Hvis du var det, tror du saa, du var kommet saan ivei over i England for eksempel!»76

– «Aa det var mest heldet. – Forresten, det er ogsaa mere her hjemme, jeg merker det. Ude i verden er det lettere at være kar. – Nei ser du, saanne som Otto, der altid gaar videre veien frem og lar det, som er færdig, være færdig, og tar fat paa næste kapitel af livet, brændsikre paa, at det er endda bedre – det er de, der har ret, og ikke vi, som sidder paa veikanten og spekulerer paa det, som er hændt – om det kunde] om hvordan det kunde  FMO4 om det kunde været anderledes – og drømmer om, hvordan det var at naa det, som man ved, man ikke kan naa.»

«Saanne som du og jeg,» sagde jeg. –

«Som du og jeg ja.»

«Henrik,» sagde jeg, – «du skulde se at falde til ro.»

«Tak, – hvad mener du forresten med det?»

«Ja for eksempel – du kunde gifte dig.»

Henrik lo sagte:

«Naa – saa det anbefaler du!»

«En mand blir vist aldrig rigtig ulykkelig gift,» sagde jeg fort, – «altsaa, naar han ikke faar en daarlig kone. – Jeg tror da for eksempel ikke, en mand lider ved at være gift med en og elske en anden – naar hans kone er pen og snil da.»

Henrik saa over paa mig:77

«Det ved du ikke noget om.»

Jeg blev forskrækket over, hvad jeg havde sagt – eller hvordan Henrik opfattet det. Jeg havde slet ikke ment at sige noget, der skulde referere sig direkte til Henrik og mig. – Paa samme tid følte jeg et sterkt velbehag ved saadan at glide udfor – uden at ha villet det.

Den følelse blev sterkere, mens Henrik sad og saa paa mig, saa han glemte at ta sine øine til sig – vi sad i halvmørket oppe paa altanen.

«Ser du,» sagde Henrik ganske sagte – «om jeg havde sagt, da du forlovet dig, at det vilde gaa saan – du havde ikke villet tro paa det, vel? Jeg tænkte det sommetider, det gaar ikke, de er for forskjellige, men du var saa lykkelig da, – du havde ikke hørt paa mig, og jeg tænkte, det kan jo ligesaa gjerne gaa godt. – Jeg syntes, det var daarligt at sige det ogsaa – det havde det været ogsaa forresten. – Du har været lykkelig ialfald.»

«Det var vist bedre ikke at ha været det.»

«Nei,» sagde Henrik. – «Det er fattigt, du, at maatte sige til sig selv, lykken, den har jeg aldrig kjendt.»

Jeg gik hen til ham.

«Stakkars Henrik –» sagde jeg og strøg nedover hans kind.78

Jeg havde virkelig vondt af ham – og svært stor sympati, naar han var saa bedrøvet for min skyld.

Henrik greb pludselig haardt om mit haandled – med en brændende hed haand. Saa reiste han sig braat. Og mumlet noget, der endte med godnat. Tog sin hat fra bordet og løb. –

Jeg stod endnu helt spekulativ] grublende; ettertenksom (NRO 2 b)spekulativ og saa efter ham, da barnepigen kom og sagde, at Ingrid var daarlig, jeg maatte komme ind. – Hun kastet op, havde ondt i maven og skreg, og da jeg havde faat stelt hende og sengen hendes og stagget hende lidt, vilde hun ikke gi slip paa mig – jeg skulde bære hende og bysse hende, og hun vilde sove paa fanget mit.

Jeg sad med hende inde paa dagligstusofaen, da jeg pludselig kvak til; der var nogen udenfor vinduet. Jeg lagde barnet, som sov nu, paa sofaen og gik ud.

Det var Otto – jeg skalv i stemmen af skræk og en meningsløs, skyldbevidst forfjamselse.

«Men kjære i alverden – staar du her?»

Tulla vaagnet og lod sig godt fornøiet bringe tilsengs igjen af far. Otto kom ud igjen til mig, som var blit staaende i den mørke have.79

«Det var da et besynderligt indfald af dig og staa der og titte,» sagde jeg gnavent.

Otto lo og tog godt og fast om mig.

«Ja sig det! Ved du, man kan faa saanne artige indfald. – Jeg kom udenfor haveporten og saa det lyse i stuen – saa kom jeg til at tænke paa, hvordan det havde været, om jeg havde været en fremmed, som kom og saa det lyse saan en vakker sommernat, fra et hyggeligt hus inde i en deilig have. – Saa bildte jeg mig ind da, for leven] for moro, for spøk (NRO leven 2 a)for leven, jeg gaar op gjennem haven for at se, hvad for folk der bor der, jeg ser, de har mange vakre blomster i haven sin, kjender lugten af tobaksblomster og resedaer – saa titter jeg ind og ser en nydelig, ung frue sidde inde i stuen med en deilig liden unge paa fanget – jeg stod Gud hjælpe mig og misundte mig selv.»

Og Otto lo med sin høie, friske guttelatter og knuste mig optil sig. Jeg kysset igjen – lange, varme, ømme kys gav vi hinanden, og tæt lænet ind mod hinanden gik vi rundt og rundt om] rundt om  FMO4rundt og rundt om rosenplænen. –

«Det er paa tide vi gaar og lægger os du, skatten min,» hvisket Otto. Og vi gik arm i arm opover. Saa siger han, mellem to kys:

«Det er jo greit, Ingrid er forliden til at være med i barneselskab da.»80

Det kom som en bøtte koldt vand ovenpaa dagens mange vekslende stemninger.

Jeg gjorde mig lempelig fri og gik ind. Og da Otto kom, afviste jeg yderligere omfavnelser med et blidt nik, jeg havde hovedpine.

«Henrik blev til aftens, han havde ogsaa hovedpine, luften var saa trykkende, vi fik vist torden.»

Otto medgav særdeles føielig, vi faar vist torden ja. – Og han gav mig antipyrin] en feberstillende medisin (NRO)antipyrin og overveiet, jo, vinduet fik vist bli staaende, fik vi torden, vaagnet han vel nok. – Jeg laa med lukkede øine og et lidende smil og vendte kinden til, da han kysset godnat – og saa kysset han kinden, klappet panden og ønsket god bedring. Saa strakte han sig i sin seng, saa det knaget.

Det er ligesom med den skjorten i eventyret] gjelder det norske folkeeventyret «Østenfor sol og vestenfor måne»eventyret, hun havde spildt talg paa og prøvet at vaske ren. Jo mere hun vasket og gned, des svartere blev den.

Til en viss grad var det nu ligefrem uerfarenhed. For jeg havde virkelig absolut ingen erfaringer udenfor Otto. Og jeg var kommet til at se paa mig selv med hans øine, og da forholdet mellem os var blit hverdag og vane,81 saa følte jeg mig sikker paa, at enten jeg likte det eller ikke, saa vilde livet jo aldrig mere have ærinde til mig, uden gjennem Otto eller barnene.

Saa opdaget jeg, at Henrik var forelsket i mig. Jeg blev virkelig ganske dum af overraskelse. Og jeg saa, at for ham var jeg et menneske for mig selv, ikke bare fru Oulie og mamman til tre smaa Oulier. – Jeg begyndte at betragte mig selv. – Jeg vidste nok, jeg var, hvad man kalder en pen, ung frue. Men jeg tror igrunden ikke, jeg tænkte større ved det – andet end, at den unge pigen, der stod billeder af paa Ottos skrivebord, hun var borte som sneen fra ifjor; jeg var jo heller ikke uvidende om den ravage] ødeleggelse (NRO)ravage, tre barselsenge havde anrettet paa mine yndigheder. Nu opdaget jeg med en gang, naar jeg speilet mig, snørt og stram, i en ny, lys sommerkjole, med haaret høit opsat og krøllet, at jeg var sandelig og virkelig baade ung og vakker, trods de tre og tredve aar, tre barn og en indsat hjørnetand.

Det begyndte med et frimureri mellem Henrik og mig fra den aften – en melankolsk forstaaelsesfuld sympati. Fra min side har historien igrunden aldrig havt noget at gjøre med erotik eller kjærlighed. – Vore møder, vore ture82 sammen i skumringen, mine besøg hos ham, hvor jeg merket faren, det utilladelige, sive ind over os og gjøre luften tung, Henriks kjærtegn – jeg begjærte intet af alt det for hans skyld, men for min egen. – Jeg, jeg, jeg vilde hyldes af hans øine og hænder og læber; det kom ikke saadan, at jeg maatte gi mig selv hen til den, der var blit min viljes herre – men jeg vilde have ham, med hud og haar.

Det var en naturdrift, der brød op i mig, raa og umættelig, og jeg lille tækkelige grossererfrue, der gik saa pent og stille og passet mit hus, blev i virkeligheden et ondt og farligt skadedyr. – Det var ikke ret og slet – forfængelighed, – noget inderligere, maaske det, som er sjælen i forfængeligheden eller sjælens forfængelighed.

Jeg tænkte ikke paa noget i verden uden dette mit jeg. Mine barn – jeg syntes, det var nok, naar jeg sørget for, at de fik mad og klæder, og jeg var uden at skamme mig sammen med min elsker to værelser fra der, hvor de laa og sov. Henrik, ham tænkte jeg vel allermindst paa; igrunden brød jeg mig jo ikke mere om ham end om speilet paa mit toiletskab. For jeg tænkte aldrig paa, hvad han vel dog maatte lide ved forholdet. Ganske vist var han83 meget bedre end jeg, for han elsket mig virkelig, og havde jeg bare kunnet lade ham være i fred, var hele historien ikke blit af. Igrunden er det altsaa ganske urimeligt af mig, at jeg hader ham nu. Alligevel – en mand paa otte og tredve aar skulde ikke være nogen Gretchen] kvinnelig hovedperson i Johan Wolfgang von Goethe: Faust (1808), kan betegne en from og uskyldig ung kvinne, her brukt ironiskGretchen, og han skulde respektert sin vens kone for vennens skyld, selv om konen fortjente alt andet end respekt. –

Otto – jeg affærdiget] avvisteaffærdiget ham med det ene ord husmand. Jeg kjørte ned og hentet ham, da han kom fra London, næsten skadefro, uden følelse af skam eller skyld. –

Jeg tænkte slet ikke noget ved Ottos urolige, nervøse væsen, de første dage efter han var kommet hjem fra sin aarlige forretningsreise. – En dag sagde han, han vilde flytte ind og ligge i røgeværelset – «til jeg blir bra for denne hosten. Jeg vækker dig bare med den og uroer dere allesammen».

«Ja,» sagde jeg, «den er virkelig lei, den hosten din. Du har gaat med den helt siden ivaar, tror jeg. Du burde rigtig gaa til doktor med den.»

Jeg vaagnet en nat ved det, at jeg syntes, Otto havde været inde i soveværelset. Jeg lagde84 merke til, at døren ind til hans rum stod oppe – han pleiet at ha den lukket for ikke at forstyrre os med sin hoste. Jeg snudde mig om paa den anden side for at sove videre; men i min halvsøvn hørte jeg, at han var oppe og gik inde ved siden af.

Lysvaagen og underlig ængstelig blev jeg siddende op i sengen en stund – saa ved lyset af natlampen, at klokken var halv tre. –

Om en stund stod jeg op og listet hen til døren. Ottos seng var tom – han var ikke i værelset. Jeg tittet ind i dagligstuen – der stod han, helt paaklædt, henne ved hjørnevinduet. Han maa ha hørt mig komme, for han vendte sig om mod mig. –

I det samme jeg saa hans ansigt – –

Vor hyggelige, fredelige stue med det milde skjær fra gaslygten udenfor karnappet, det var, som der pludselig skyllet mørke og rædsel ud fra hver krog. – –

Jeg saa Ottos ansigt, blegt, fortvilet, fortrukket, jeg saa, han havde grædt. – Han ved det, jog det gjennem mig.

Hjertet støkket ligesom, og jeg kjendte ikke gulvet under mine fødder. Saa begyndte mit hjerte at hamre, mens der brød en klam sved ud allevegne over hele kroppen, og hænder og85 fødder blev dødkolde. – Vi stod og stirret paa hinanden.

«Jeg kunde ikke sove,» sagde Otto underlig tykmælt og besværlig, – «det er ikke noget – saa tog jeg paa mig igjen og gik lidt ned i haven – gaa ind og læg dig du, Marta, det er ingenting.» –

Han gik nogen] Han tok nogen  FMO4 Han gik nogen skridt frem, og saa sank han, som han segnet, ned i sofaen. Hovedet faldt fremover paa ham, og armen og haanden laa dødt paa bordpladen.

Angst og maalløs gik jeg fremover mod ham:

«Kjære, hvad er det – er du syg, Otto?»

Da kastet han sig frem over bordet og graat.

– Mig var det, som kaldte selve livet, det virkelige, levende liv, mit liv, paa mig, da jeg saa min mand graate. Jeg fattet om hans hoved, hans haandled, bøiet mig over ham og kaldte paa hans navn. Da han vendte sig, greb mig og drog mig ned paa sofaen ved sin side, gjemmende ansigtet i mit fang, saa jeg følte hans taarer og hans brændende aande mod min hud gjennem natkjolen – det var mit eget jeg, der vendte tilbage, det, som var vokset sammen med denne mand, og jeg graat, fordi han graat; taarerne brød op af mit væsens inderste grund, som vandet brister op over smeltende is. –86

Otto reiste sig lidt, laa med hovedet bagover mod sofaryggen og samlet sig. Saa tog han om mit hoved og tørret taarerne af mit ansigt med sin ene haand:

«Stakkars, stakkars Marta, som jeg har skræmt dig – saa, saa, nei ikke graat.» –

«Ser du,» sagde han, da han var blit rolig, – «jeg hostet lidt blod op over i London – litegran bare. Men jeg gik til doktor straks, naturligvis – spidskatarrh] tuberkulose i lungespissen (NRO spisskatarr)spidskatarrh, sagde han. – Herregud, det er jo ikke saa farligt. – Dette her er jo bare nervøsitet af mig, jeg laa og kunde ikke falde isøvn – og saa –»

– Time efter time sad vi inde i den halvlyse dagligstue og snakket – prøvet at berolige hinanden. Træt, frysende, klam efter graaten, sad jeg hos ham og snakket trøstende og opmuntrende, og mindet om det, den sidste maaned havde gjort mig til, laa som en rædsel, der lurte paa mig – bare ikke se derhen! Jeg hvisket til Otto og klappet hans graathede ansigt, prøvet ligesom at flygte fra mig selv over i ham, og prøvet med mine svage hænder at holde ham oppe og støtte ham, naar jeg merket angsten komme over ham.

Saa bad han mig gaa iseng:

«Du sidder her og forkjøler dig, stakkar!»87

– Og han lagde armen om mig og drog mig ind, og i sovekammerdøren stanset han, saa omkring sig paa de tre smaa sengene i natlampens lys og løftet armene lidt:

«Aa det er jo dem, jeg tænker paa – dem og saa dig, Marta – hvordan det skal gaa med dere!»

Jeg tog ham om halsen og kysset ham. –

«Kjære, kjære – spidskatarrh – lægerne siger jo nu, de aller fleste mennesker har havt det, uden at vide det engang.» –

Og jeg bad ham gaa iseng, rettet paa puderne og lagenerne og snakket for ham.

«Det er jo det, Marta, at mor døde af det – og Lydia og Magda] (gresk), av Magdalene, betyr kvinne fra MagdalaMagda – –. Jeg har jo aldrig før tænkt paa det – jeg, som var saa kjærnefrisk og sterk – jeg syntes jo altid, skulde ikke vi to kunne gifte os med god samvittighed, hvem i verden skulde saa kunne det.» –

Jeg lagde mig, og jeg maatte op igjen for at se, om Otto faldt isøvn, og jeg dækket og dægget for ham som et barn. – Det var lyst, inden jeg faldt isøvn.

Klokken var elleve, før jeg vaagnet. Da jeg spurgte efter Otto, sagde pigen, at grossereren var gaat paa kontoret til sædvanlig tid.

– Gud i himmelen fri alle mennesker for slig en formiddag som den – –88

Jeg skrev etpar linjer til Henrik – at alt maatte være forbi, at jeg var fortvilet og skammet mig. Ikke mere. Jeg skrev ikke, at jeg hadet ham. Ikke heller, at jeg ønsket, han var død. Men jeg ønsket det af hele min sjæl. Var han borte, skulde det været, som han aldrig havde været. – Jeg længtes efter Otto fra time til time og gruet, – bildte mig ind, han maatte faa vide det paa en eller anden maade, spekulerte ud alle de muligheder, der var for, at han skulde faa det at vide. – Og bare jeg tænkte paa ham, blødte det i mig af den gamle ømhed – en ømhed, der er ganske legemlig, men ikke er begjær – lyst til at røre, klappe, være snil mod hans hoved, hans pande, øine, mund, hænder – en moderlig ømhed, der er blit merkelig angst og sky nu. – –

I den tid, som kom, levet jeg et liv, der var som at balancere sig frem paa en smal, smal egg; man maa ikke se omkring sig til nogen side, bare frem – ellers svimler man og styrter ned.

Jeg levet saa at sige fra dag til dag. Hver morgen kvalte jeg med magt alle tanker udover dagens arbeide, saa godt jeg kunde, og samlet al min kraft om det ene, at holde modet oppe dagen over og vise Otto og barna et roligt ansigt.89

Jeg merket, jeg skulde ha et barn, og jeg blev nok fortvilet, men det var ingen ny fortvilelse – bare som om tommeskruen paa pinebænken blev dreiet en grad fastere. –

Det værste var Ottos bekymring over den lille stakkar, som skulde komme. Jeg merket, hvad han led ved at tænke paa det – skjønt han efter den natten aldrig nogensinde mere gav sig over eller klaget. Han havde det noksaa godt ogsaa; svært forsigtig var han, og vi tog allesammen alt det hensyn til hans sygdom, som vi kunde; men han blev ved at hoste, skjønt der ikke viste sig blod i opspyttet.

Vi leiet ved Vettakollen, og Otto var som oftest bare paa kontoret om formiddagen.

Henrik saa jeg jo heldigvis forholdsvis sjelden. Egentlig begriber jeg ikke, hvordan jeg kunde beherske mig og være saapas naturlig, naar vi var sammen. Men det gik lettere, end jeg selv havde tænkt mig mulig. –

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.