20. juli 1902.

Idag sendte jeg første gang gutterne fra mig; de skal være hos tante Helene] (gresk), den strålende, skinnendeHelene en maaned. De var saa søde i sine nye blaa norfolkjakker] sportsjakker med beltenorfolkjakker med mange lommer, som jeg har syet til dem.

Efterat vi havde faat dem paa toget, reiste Ingrid og jeg op til Otto. Jeg maatte vise ham tuppen] tuppe: ung pike, også brukt som kjælenavn (NRO 2)tuppen, hun var altfor deilig! Hun maatte jo trøstes lidt, hun som ikke skulde reise, og saa fik hun ha paa rosenkjolen og røde sløifer i sine blanke, kobberrøde krøller. Hun er rent til at spise op, saa skjær i huden – det er næsten ikke til at holde op igjen, naar man først begynder at kysse den lille hvide halsen, som blir30 borte i kjolens lyserøde ringning – og saa den munden og de store lysebrune øinene. –

Hun fløi og vimset om os, mens Otto og jeg sad paa en bænk nede i parken og snakket. Han var svært kjæk idag.

Aldrig før syntes jeg, udsigten deroppefra har været saa vakker som idag. Kanske det var solen, som gjorde det – denne elendige sommeren med det uafladelige] som foregår, fortsetter uten å opphøre; evig (NRO uavladelig 1 a)uafladelige regn kan jo gjøre friske mennesker syge. De store, aabne, grønne bakker nedmod fjorden, og byen nedenfor, og aasernes lave karm, der luner og lukker, men saa rummeligt, at her ikke blir indestængt: Idag var fjorden ganske lys som sølv, og der laa som et fint slør af vædedamp over det hele. –

Som vi sad der, Otto og jeg, og han havde tat og lagt armen om mig, gled vi begge to hen i en mild og vek, vemodig lykkefølelse.

«Jeg kan ikke lade være at tro, at vi skal faa bli sammen,» sagde Otto. «Jeg merker jo, hvordan jeg blir friskere for hver dag. Du og jeg og barna, Marta!»

Jeg tænkte det samme. Jeg har jo mand og barn; der er jo uendelig lykke og rigdom i vente for mig endnu. Der kommer nok trange og vanskelige tider for os, nu naar Otto blir frisk – men hvad saa. Jeg synes bare, jeg maa31 være lykkelig ved at faa lov til at arbeide og ta i – og ved, at jeg kan arbeide for mine elskede kjære. Hvor langt bort fra dem, jeg engang havde forvildet mig, skal de aldrig faa vide – og jeg tror selv, at mindet om min vildsomme færd i et øde og haabløst land, og mindet om den skamplet, jeg har sat paa mig selv, efterhvert vil glide tilbage og synke tilbunds i min sjæl. Jeg har lært af dette – uendelig varsomt skal jeg værne om hver mulighed for varme og lykke i vort hjem. Det skal ikke være forgjæves, at jeg har betalt den dyreste lærepenge. For en kvindes renhed, det er ikke nogen frase, det er en uendelig dyr skat, det ved jeg nu. Men kanske jeg skal kunne gi de andre mere nu, end jeg kunde før, kanske være mere lydhør for hver liden rørelse i deres sjæle – mest barnenes.

Da jeg var ung pige, syntes jeg altid, at det at bli mor maatte være det største i verden. Saa underlig syntes jeg det var, at da det skulde hænde mig selv, kunde jeg næsten ikke tro det. Da jeg skulde ha Einar, var jeg saa overvældet af det, at jeg næsten skammet mig, for det var, som var der ikke andet i verden – barnet, jeg bar, fyldte mine tanker baade dag og nat – og32 jeg som havde foresat mig at ta det saa umaadelig fornuftig og naturlig – herregud, det var da det, som skulde ske med alt hunkjøn i verden. Skjønt jeg gruet forfærdelig ogsaa, saa vilde jeg det med hver trevl af mig selv – om jeg saa skulde dø.

Men endda jeg synes, jeg elsker mine barn saa høit, som en mor bare kan elske, og endda jeg synes, jeg har elsket dem saa menneskeligt ogsaa og vaaget over hver liden udfoldelse af deres væsen, saa er der saa mange smaating, som Otto har seet før mig – smaa træk af hver isærs egenart, som han har gjort mig opmerksom paa. Jeg har nok havt andre interesser end barnene mine ogsaa; men jeg føler usvigelig sikkert, at det har ikke tat et fnug af min omhu fra dem, det var først, da jeg begyndte at fortabe mig i mit eget jeg og undersøge, hvad der manglet mig i min egen lykke. – Og de holder af mig igjen, mere end de fleste barn holder af sine forældre, tror jeg. Men endda er forholdet mellem Otto og dem ligesom mere umiddelbart. Det er vel, fordi han selv er mere umiddelbar. –

De ligner ham ogsaa. Einar saa det er rent komisk. Ogsaa i væsen – jeg saa bare hans energi igaar og idag; han vilde selv pakke sine33 og Halfreds sager, og da han puttet billetterne og portmonæen og lommetørklædet og hængelaasene ned i sine forskjellige lommer og gjentog min instruks om, hvordan de skulde bære sig ad, naar de skiftet tog paa Hamar – det var aldeles en liden Otto. –

Halfred ligner ham mindre – han er ikke rødhaaret heller. «Det er din unge,» siger Otto. «Han spekulerer saa over tingenes væsen.» Ialfald er han forfærdelig til at spørge – om de besynderligste ting tit, og altid skal han ha rede paa «hvorfor det da?» Siger jeg, han skal ikke spørge saa meget, siger han bare: «Aaffer ikke det da, mor?»

Aase ligner ogsaa Otto. Det gjør mig saa uhyggelig tilmode. Jeg har læst noget lignende i en fransk roman] Romanen det siktes til lar seg vanskelig etterspore.fransk roman, men jeg trodde ikke det var mulig.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.