2. april 1902.

Ottos brev idag var mere trist end noget tidligere. Han længes saa forfærdelig hjem. Han siger, han har siddet hele eftermiddagen og læst mine og gutternes gamle breve og seet paa fotografierne vore. «Jeg kysser billederne af dere alle hver eneste aften; det lille, som Henrik] (tysk), betyr hjem og mektig herskerHenrik tog af Einar] (nordisk), enestående krigerEinar og dig paa hytten, hænger over sengen min, men jeg tar det ned og kysser det hver aften, i det samme jeg slukker lyset.»

Han ber, jeg maa endelig komme op til ham i paasken; ja vennen min, jeg skal nok komme. Aa, jeg længes nok efter dig, jeg med, Otto. Men det, jeg længes efter, er det umulige; det er noget, som jeg vilde give mit liv og min sjæl for at gjøre uskeet. Aa, at have] Å, det å ha  FMO4 Aa, at have en fri, sund, god samvittighed! Der skulde ingenting kunne ta modet fra mig da, nei du skulde faa styrke og haab og livskraft med hvert eneste ord, jeg5 skrev eller talte til dig, jeg skulde være baade far og mor for barnene, mens du var borte.

Jeg skulde ikke havt en eneste tanke paa mig selv da, bare for dere mine kjære, bare for at faa dig frisk igjen, Otto. – Jeg føler mig saa ussel ved det, at jeg altid gaar og grubler og tænker paa mit eget; men jeg kan ikke slippe det et øieblik. Og det er lige vondt idag, som da det var nyt, eller det er værre. Fordi jeg maa bære det ganske alene, slaar det ind, saa det sidder som kræftsaar paa sindet. Og jeg blir jo mindet om det tyve gange om dagen – det er ikke til at holde ud, naar Otto skriver, om jeg nylig har seet noget til Henrik, om han kommer ofte op til os og slig. Han taler om ham i hvert eneste brev næsten. Og saa alle hilsenerne til Aase] (nordisk), kortform av navn på ås, betyr gudAase, «lille søde Minkeba] kjælenavnMinkeba, som far næsten ikke har seet –» han vil altid høre alt muligt om hende.

– Gud ved, hvad der vilde hænde, om jeg en dag sagde til Otto: «Aase er ikke dit barn, Henrik og jeg, vi to, som du har trodd aller bedst i hele verden og holdt mest af, vi har bedraget dig; det er Henrik, som er far til Aase.»

Jeg ved ikke, hvad han vilde gjøre – jeg kan slet ikke tænke mig det. Jeg ved bare,6 hans liv vilde være ødelagt i bund og grund, saa der intet var tilbage – hvor skulde han vende sig hen med sin grænseløse, forfærdelige forurettelse. At vi havde forraadt ham, der selv har været saa tro – pinlig tro i hver smaating. Siden vi blev gift, har jeg jo seet, hvor han bare har levet for sit hjem, mig og barna – som vi var hans kreditorer – og hver time, han kunde afse, og hver øre, han tjente, var det vor ret at ta.

Han tror vist ikke engang rigtig paa denslags – utroskab og ægteskabsbrud – som paa noget, der kan forekomme inden hans egen horisont. I periferien af hans eksistens forekommer det nok af og til, at en mand har «forført en dame» eller bedraget sin kone, eller har været gift med «et skidt», og Ottos syn paa tingene er saare usammensat, og han siger altid om saadanne tilfælde, at han eller hun burde skydes eller hives i en sæk og puttes i Akerselven.

Stakkars Otto – og stakkars mig.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.