7. august 1902.

Regn og regn. Det er til at bli sindssyg af saadan en sommer.64

Det er værst med Otto; han vilde naturligvis bli fortere bra, hvis der kunde komme sol og varme i veiret. Uimodsigelig gaar det jo fremover, men langsomt, synes jeg. Skjønt lægen høres opmuntrende ud, kan jeg ikke lade være at være ængstelig. Det er vel bare nervøsitet – jeg har altid været fæl til at lade veiret virke paa mit humør. Stakkars Otto, idag snakket han næsten bare om Nordmarken. Jeg havde nemlig blomster med til ham fra Ragna, hun var indom igaar, og hun spurgte saa til ham og barna.

Jeg var hos Otto i hele formiddag. I eftermiddag klippet jeg papirleker til Ingrid – hun kjeder jo livet af sig paa denne maaden. Da jeg kom fra byen, flød lekerne til hende og Aase udover allevegne, og pigen er og blir umulig.

Jeg trives ikke her i Neuberggaden. Det er nu ogsaa forgalt at bry sig saan om alle ydre forhold – Gud ved, jeg synes, jeg gjør alt muligt for at kjæmpe mod mit humør. Men strøget er nu gyseligt. Alle disse halvfærdige gaderne og nye husene, der allerede ser forfaldne ud – disse smaaleilighederne med forlorent] ettergjort, uekteforlorent flot udstyr, tæt med smaa balkoner paa husene, grelt malede trappeopgange, skidne portrum, og i andenhver gaard en delikatesseforretning eller en skomager, og paa hvert hjørne en ny kolonialforretning –65 jeg tror, der blir etableret en om ugen. Alle mennesker lader til at ha det ens her – hvergang der flytter et nygift par ind – og her er halvparten nygifte, og den anden halvpart har saan en 3–4000 om aaret og 6–8 barn, og to tredjeparter af fruerne gaar i cape og saakaldt «velsignede» omstændigheder – saa har de de samme tre møblementerne, plysch til stuen og egetræ spisestumøbler og mahogny senger og toiletkommode. – Isch at skulle ha trappeopgang med otte familier og bryggerhus med seksten og balkon, der kan bekikkes fra femten andre her i gaarden foruden nabogaardenes. Saa regner endda blomsterne ude paa altanen sønder og sammen – alle mine vakre, røde geranier, som jeg havde glædet mig saa til at bringe Otto buketter af.

Hvor deiligt igrunden det var at ha have. Jeg skal skjønne paa det, hvis vi nogensinde faar det saan igjen. Og telefon!

For barna er her igrunden ikke værst. Gutterne ialfald har det storartet paa alle disse byggetomterne og i de halvfærdige gaardene. For Ingrid og Aase blir det jo mest at være med pigen ud paa løkken og grave i sandet. – Naar jeg tænker paa, hvordan de andre havde det, da de var smaa – stakkars lille Ingrid66 har ikke andet at holde paa med end at ta jord op i det lille røde blikspandet og helde fra den ene sandhaugen til den anden. – Naar det endda var saapas veir, at hun kunde det hver dag, fik man jo endda være tilfreds. Skjønt Gud fader bevare mig for en prøvelse det er med al den klædesvasken paa kjøkkenet. –

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.