[113]Lillerud, juli 1904.
Hvad for slags menneske er jeg igrunden? Jeg syntes selv, jeg var bra og klog, jeg gjorde en stor synd, men jeg mente vistnok, jeg var egentlig bare kommet til det, næsten uden skyld.
Nu ser det ud for mig selv, som jeg har været mere blind og uforstaaende end alle andre mennesker. Jeg kjender ingen, hvis liv er gaat saa istykker som mit. Og det maa jo komme fra noget inde i mig selv.
Naar jeg ser rundt om mig i stuen paa barna, der ligger og sover, saa tænker jeg paa, hvilke skuffelser jeg vel skal opleve med dem? Glider de mon fra mig, de ogsaa, som alt andet? – Jeg synes, mit liv har ikke været andet end det ene haab efter det andet, der er bristet, og den ene mulighed for lykke efter den anden, som jeg selv har knust. – Jeg er saa træt nu, at jeg forstaar næsten ikke, hvordan jeg skal114 kunne leve videre – jeg er som knust indvendig af en hel række fald, og jeg orker ikke reise mig. –
Jeg tog papir og skrivesager frem for at svare paa Henriks brev. Jeg bilder mig ind, at jeg merker lidt af den gamle varme hos ham, naar jeg læser det igjennem. Men jeg har selv ingenting at svare paa det. Alligevel er det mig sletikke ligegyldigt, jeg er noksaa glad, fordi han endnu bryr sig om mig. Jeg tror ikke, vi kommer til at sees mere i verden, men der er en slags trøst for mig i at vide, at han sidder over i Newcastle og tænker godt om mig. Jeg tror nok, han vil bli ved med det; Henrik er igrunden trofast.
De klager heroppe over solen, der steger og brænder dag ud og dag ind. –
Jeg sidder borte ved skigaren i skogkanten eller nede ved elven. Ellers er her stygt afbrændt, men der er mosen endda frisk og grøn, og orebuskene er tætte og mørke i løvet. Der er lidet vand i elven, men det er friskt og svalt at sidde og høre det risle over stenene og se solskinnet falde ind mellem bladskyggerne, saa skummet tindrer, og insekterne blir som svævende gnister, hvergang de farer ud i lyset.115
Eller jeg gaar op paa høiden. Der er ikke andet end granskog at se – granskogens ensformige, solforgyldte mørke bortover de lave, runde koller, og langt borte mod den sollyse himmel et skimt af en blaa aas. Der er en ro i skogen paa disse brændende, lyse dage, saa dyb som den evige søvn; man merker rent, hvor svagt og sagte livssafterne siver i trær og i lyng – tilsidst synes jeg, livet rører sig lige saa søvnigt og stille i min egen krop og min egen sjæl og min sorg synker tilbunds i mig og sover. –
– Barnene ser jeg neppe hele dagen. De er borte paa hytten og leger med den nye eierens barn. Einar vilde ikke være med didbort i førstningen; men nu gaar han ogsaa.
Bare Aase rusler rundt pladsen her med Ragnas lille bukseløse Tomas. Naar jeg tar hende paa fanget, og hun sidder og snakker, mest til sig selv, og jeg baade hører efter og ikke hører – saa tænker jeg paa, at inde i dette lille hodet ved mit bryst er der en hel verden – hvor meget mon jeg skal faa kjende af den? Det kan jo ikke nytte at bilde sig ind andet – ens egne barns sjæle er som fremmede lande med uendelig mange og lange veie, man aldrig kommer til at færdes paa.116 En mor tror nok, hun kjender sine barn og forstaar dem, – men hvert eneste barn ved en dag, at hun gjør det ikke. – Alligevel, naar jeg sidder og holder om hende, er jeg ikke helt alene. Med sit barn paa fanget er man saa nær et menneske, som man kan komme.
For mine barns skyld sagde jeg ja, da Henrik spurgte, om jeg vilde gifte mig med ham. Jeg var saa træt, da Otto var død, saa træt, at jeg sygnet] at jeg segnet Alleat jeg sygnet, naar jeg tænkte paa, at jeg skulde kjæmpe mig alene gjennem verden med dem.
Da han sad ved siden af mig i kapellet, var han lige saa hvid i ansigtet næsten, som Otto havde været, da han laa i kisten. Og han skalv, som han frøs, mens presten Løkke talte om Guds barmhjertighed, som havde aabenbaret sig midt i sygdommen og døden, om Otto, som havde vandret i verden i sit kjøbmandskab og sin ager og stirret mod jorden, men havde faat blikket vendt opad i de tunge og ensomme stunder. – Sommetider kjendte jeg igjen Ottos egne ord, men uhyggelig fremmede og forvredne, som minder, der dukker op i drømme. – Saa talte han om den afdødes trofaste, opofrende hustru, og om hans ven og kompagon. – –
Det var hele tiden, som jeg drømte, med117 salmerne og masserne af kranse og alle de vildfremmede mennesker i følget, alle de uhyggelige sorte floshatter, der var stimlet sammen, og en masse venner, jeg ikke havde seet eller tænkt paa i aar og dag. – –
Underlig uvirkeligt er det altsammen, helt fra den morgen der blev sendt bud til mig om at komme op straks.
Otto var ved bevidsthed og kjendte mig, men kunde næsten ikke tale. Han fik anfald af uro, og saa laa han indimellem helt stille. – Døden var saa helt anderledes, end jeg havde tænkt mig. Der var ingen egentlig dødskamp, sagde lægen; men rummet var fuldt af sivende uro, og Otto, som holdt min haand, saa pludselig ligesom bort fra os alle, ret ud, og hvisket: «Jesus –.»
Men lidt før gjorde han tegn, at han vilde sige noget til mig, og da jeg bøiet mig ned, hvisket han:
«Du maa ikke staa da, Marta – du maa sætte dig, kjære.»
Jeg klaget mig for Henrik:
«Er da ikke straffen kommet forfærdelig over os to – at vi skal gaa her over Ottos grav og tænke paa, hvad vi har gjort, og der er ingen118ting, vi kan gjøre det godt med. Vi kan bare angre og angre, og det er unyttigt og gjør ikke noget levende menneske gavn!»
«Ja,» sagde Henrik.
«Saa længe vi lever, maa vi slæbe dette med os – vi er ulykkelige; det sidder indeni os som en sygdom, der aldrig kan forandre sig. Vi ved det!»
«Ved. – Aa hvad ved vi, Marta. At vi lider, og at vi har lidt – at vi blir ved at lide ogsaa. Men hvor det bærer hen – hvad livet kan gjøre ud af vore sorger, det ved vi jo ikke det mindste om.»
«Det siger du. Men jeg ved. Du taler om livet – jeg siger dig, livet er færdigt for mig nu.»
Henrik svarte ingenting. Han sad bare og stirret ud for sig.
«Hør nu Marta,» sagde han tilsidst, – «vi ved det jo begge to. Vi kommer jo til engang, naar en passe tid er gaat, at gifte os –.»
Jeg fór op. Jeg blev heftig, jeg jamret og raste og overøste ham med bebreidelser.
«Du har bedraget din bedste ven,» sagde jeg haanlig, – «forført hans kone – og inden han har ligget en uge i jorden, kommer du og snakker om, at nu skal vi gifte os!»119
«Ja,» sagde Henrik stille, «saan er det.
– Du har ret, straffen er kommet forfærdelig over os. Men nu har vi engang kastet os ud paa strømmen, og vi er drevet hid, vi nu staar. Skammen og angeren og skjændigheden – vi kan ikke komme fra det. Men vi lever nu engang, og vi kan jo ikke lægge os bort og dø. Du har dine barn. Og jeg – vilde det hjælpe dig noget, om jeg døde – saa havde du jo ingen. Vi er nu engang henvist til hinanden. Saa faar vi vel heller se stillingen, saan som den er. Hver morgen, vi vaagner, saa er livet der med en dag, som vi skal igjennem – maa vi ikke heller prøve paa at leve det, saa godt vi kan?»
«Det er godt gjort, at du allerede kan se dette saa forstandig –,» sagde jeg bittert.
«Jeg synes, det bedste vi kan gjøre, er at være ganske ærlige mod hinanden og os selv,» sagde Henrik. «Bare du og jeg ved, hvad vi har forbrudt. Og vi har sandelig havt tid nok til at gjøre op med os selv, hvad det var. Og ogsaa, hvad der vilde komme. – Var Otto blit frisk, vilde jeg reist min vei – saa havde du maattet se, hvordan du kunde gjort det godt mod ham. Nu er han ikke mere – vi to kan hverken gjøre ham ondt eller godt; han eksisterer bare i dit og mit minde; om vi lader, som vi tar120 hensyn til ham, er det jo bare til os selv – vore egne stemninger] våre stemninger FMO4vore egne stemninger, vi pleier. Det er bare du og jeg nu – vi maa prøve, hvad vi kan faa ud af livet. – Vi kunde vente en «passende» tid, – lade, som vi var saa sønderknuste, at vi ikke havde tanke for andet end sorgen. –
Men det er jo netop det, som er det forfærdelige, at vi ikke kan sørge, uden at sorgen blandes af minder om fortiden og tanke paa fremtiden.
Herregud, Marta – tror du ikke, jeg ønsker, saa jeg sommetider synes, jeg maa bli gal – at jeg nu kunde staa hos dig som din bror og din ven og sørge af et ærligt hjerte over Otto – at alt det, som vi begge er fyldt af, aldrig havde eksisteret – var noget, vore tanker end ikke kjendte. At om vi hørte om slige forhold, saa syntes vi, det var forvildelser, vi ikke kunde forstaa. –
Men nu er det der engang. Hvorfor skulde vi to saa spille komedie for hinanden. Lad os da ialfald være ærlige!»
«Aaja. Naturligvis har du ret. Jeg orker bare ikke at gaa tilbunds i det nu. Nei, jeg kan ikke tage det saadan som du. Aa Henrik, mit liv har været saa forfærdeligt helt siden da, saa du ved ikke –.»121
«Ja Marta,» sagde han ganske stille, – «hvordan tror du mit liv har været i disse aarene?»
Men jeg gik op og ned i stuen, graat og klaget. Og jeg stanset foran ham:
«Det er forbi. Alting, alting. Hvorfor skal vi forsøge at bygge noget op igjen – hvad kan det nytte til? Og hvad er det, vi har ødelagt hinanden for – et lune, et indfald, ingenting, ingenting!»
«Marta, det som du kalder ingenting, har været hele mit liv, saa længe jeg kan huske næsten.»
Jeg stanset.
«Du ved det jo godt,» sagde Henrik, – «jeg har været glad i dig, fra jeg var gut næsten.»
Alligevel tænkte jeg paa at gifte mig med ham. Jeg havde ganske vist ikke sagt, at jeg vilde, og vi talte aldrig om det, men det var da forudsætningen den hele tid.
Henrik kom op til mig omtrent daglig. Han var hyggelig mod barna paa sin stille maade – tog gutterne med paa ski om søndagene og sendte dem i teatret og sligt. Og overfor mig var han usigelig opfindsom og taalmodig for at faa lokket mig ud af min forstenede sorg.
Naar Henrik kom, satte jeg mig hen som et122 fortvilelsens billede og nidsørget. Jeg pumpet ligefrem op al den forpinthed og træthed og græmmelse, som dog ellers faldt lidt til ro under dagens arbeide – jeg sad og udmalte for mig selv, hvor haabløst og ulykkeligt og ydmygende altsammen var – og saa lod jeg ham gjøre sit bedste for at tine op mit frosne og stumme væsen. Jeg lod ham tale, og jeg hørte paa med sørgmodigspotske smil og gav lakoniske orakelsvar; men jeg betragtet disse Henriks besøg som hans pligt og ansaa det som min hellige ret, naar jeg pinte ham.
Ja, jeg pinte ham det bedste jeg kunde, og Henrik fandt sig i mine luner med en engels taalmodighed og sagtmodighed. Jeg var sletikke noget glad i ham, men jeg tog mod hans kjærlighed og fingret og rev og sled i hans hjerte, saa godt jeg kunde.
«Jeg gidder ingenting,» sagde jeg en dag. «Der er ingenting i livet, der har noget værd for mig mere, fordi jeg nu engang føler, at jeg er trukket ned i skidtet, og jeg kan ikke komme op igjen – jeg siger det, jeg gidder ikke forsøge at reise mig op engang!»
Og da Henrik prøvet at ta mine hænder, rev jeg dem hidsig til mig: «Lad mig være!»
«Det er netop det, jeg ikke vil. Nu maa123 du tage dig sammen – vist er det lettere at sætte sig til at stirre paa fortiden, men det er jo rent selvmordersk! Du maa jo da videre – saa faar man da i Guds navn lade det døde være begravet og se efter, hvad for vilkaar man har at leve paa – om de er aldrig saa haarde at gaa paa.
Hvad skulde det hjælpe kanske, om jeg satte mig ned ved siden af dig og sørget – hvordan tror du, livet blir for mig herefter?
Jeg er jo egentlig skabt til at være en hæderlig mand – havde nogen sagt mig for ti–tolv aar siden, en dag skal du staa der og ha gjort det og det – tror du ikke, jeg havde bandet paa, det er umuligt! Jeg er blit en noksaa fattig mand, Marta – men fortiden, det er det, som har været, og at jeg er glad i dig er det, som er – og det er da det, som man faar forsøge at leve paa!»
Jeg vilde netop ha Henrik til at sige denslags ting. Jeg vilde se ham øse ud kjærlighed, se ham bundskrabe hos sig selv for at finde nyt livsmod at helde ud for mine fødder – til min stadige græmmelse smittet ham, og jeg saa og hørte, at han selv var modløs og fortvilet, og ikke trodde paa sine egne ord.
Og saa gik han træt tilsidst, og jeg gav mig124 ikke, før jeg fik tærget livet af hans arme kjærlighed og trampet ud hver gnist af mod og haab hos ham.
Han blev ved at komme endda. Og han vilde fremdeles, vi skulde gifte os. Men nu var det nok bare, fordi han syntes, det var hans pligt, og forat han kunde være saa meget som mulig for mig og barnene.
Men mens jeg saa paa, at Henriks kjærlighed visnet, blev jeg mer og mer ulykkelig. Det var ikke, fordi jeg elsket Henrik, men jeg forstod, at jeg selv jog fra mig den eneste, der brød sig om mig. Og jeg saa, at jeg bare havde arbeidet paa at gjøre ham ulykkelig, og at jeg ingenting havde forstaat her heller.
Men endda kunde jeg ikke tænke mig at bryde. Jeg følte mig saa lidet istand til at kjæmpe mig alene gjennem verden med alle barna. Slide alene aar ud og aar ind – jeg turde ikke tænke paa det.
Alligevel var det for barnenes skyld, at jeg gjorde forbi. Tænkte jeg paa en fremtid, aar efter aar at gaa fra strævet paa skolen til strævet hjemme, saa gruet jeg; men tænkte jeg paa, hvordan det vilde bli at leve sammen med Henrik – paa det hjem, hvor vi skulde bo med Ottos125 og mine barn, og paa hvordan jeg maatte lyve og skjule for dem i stort og smaat – saa turde jeg ikke det heller.
Og den dag i mars, da jeg havde travet rundt Frognerdammen saa længe og tænkt, til jeg syntes, der var bare et eneste, jeg kunde vælge, hvis jeg skulde kunne holde ud med mig selv og berge den mindste smule selvagtelse, følte jeg en slags befrielse. «Naar du faar gjort det, vil du bli rolig,» tænkte jeg, – «du skal se, saa blir det nok bedre.»
Og jeg angrer ikke. Det er noget af det lidet, jeg ikke angrer i mit liv. Men jeg føler ingen glæde ved, at det er gjort. Jeg gruer lige meget for fremtiden. Det er ikke blit bedre.
Jeg gik op til Henrik; men mens jeg sad og talte borte i sofaen ved altandøren og saa paa hans blege, bedrøvede ansigt i skumringen, blev jeg selv mere og mere ulykkelig. – Jeg ved ikke, hvad jeg sagde – prøvet at forklare ham, hvad jeg havde følt den hele tid, tror jeg.
«Det er bedst, vi skilles helt, Henrik – det kan ikke gaa, om vi forsøger at begynde paa livet igjen sammen – vi kommer bare til at gjøre hinanden ondt.» –
«Aa nei nei nei, Marta, – det tør vi da ikke sige – det kan du ikke vide.»126
«Det har vi da ialfald hidtil,» sagde jeg.
Da blev Henrik stille:
«Bare ondt! – Siger du det, Marta. – Ja, du har vel ret. – Endda – bare ondt!»
«Ikke du,» sagde jeg fort. «Men jeg har bare gjort fortræd] skade (NRO fortred)fortræd. Og nu er du ikke længer glad i mig engang.» –
«Jo Marta. Du kan nok ha ret kanske paa en maade – sommetider i det sidste trodde jeg selv, at jeg ikke var glad i dig mere. Men jeg var bare træt. Men nu, naar du kommer og taler saan, saa skjønner jeg det jo. Kjære, kjære – hvad skulde der være igjen af mig, hvis jeg ikke var glad i dig mere!»
«Jamen Henrik,» sagde jeg, «du ser jo, hvordan jeg er. Jeg har været styg mod dig altid, pint dig – jeg er ikke glad i dig, ikke i nogen er jeg glad mere.»
Henrik sad med ansigtet i hænderne, han jamret sig sagte, mens jeg talte.
«Aajo, Marta, aajo – man kan nok pine hinanden – om man er glad i hinanden.» –
«Aa Henrik, Henrik – dette maa være slut – jeg er træt og du er træt –.»
«Nei, jeg er ikke træt, aldrig, aldrig blir jeg træt, jeg er saa glad i dig –.»
Og han faldt pludselig over mig med kjær127tegn og bønner og trudsler og jeg ved ikke hvad.
Jeg fik slidt mig fra ham tilsidst. Han laa huket sammen i sofaen og hulket, og jeg stod henne ved pianoet:
«Du maa ikke være saa bedrøvet. Jeg fortjener ikke, at nogen er glad i mig –.»
«Det kan gjerne være,» sagde han træt. – «Det hjælper jo ikke mig.
– Min kjærlighed duer naturligvis hellerikke] duer naturligvis ikke FMO4duer naturligvis hellerikke noget, siden jeg ikke engang har kunnet faa dig til at bli glad i mig. Naar du ikke engang har forstaat – – saa nytter det jo ikke. Jeg har jo ingen ret da – min kjærlighed er jo ganske uduelig.»
«Henrik,» sagde jeg – «jeg ved, jeg burde bede dig om forladelse, – uendelig, uendelig om forladelse!»
«Hvad skulde det være for – at jeg elsker dig, og du ikke kan faa dig til at elske mig? Det kan du jo ikke noget for.»
Og han vendte sig bort, forat jeg ikke skulde se, hvor han graat. Og han kom efter mig og tog mine hænder haardt i døren.
«Det er bedst jeg gaar,» sagde jeg – «jeg skammer mig for dig; jeg har ikke fortjent, at du skulde sige mig et ord til farvel – jeg har128 ikke fortjent, at du skulde være bedrøvet over, at jeg gaar – og jeg kan jo ingenting gjøre for at hjælpe dig – – Lad mig gaa, Henrik!»
«Ja,» sagde han og slap. – «Jeg ved jo, du gaar – jeg kan jo ikke holde paa dig –.»
Og han slap og lod mig gaa.
Nei, jeg er ikke blit lykkeligere, efterat Henrik og jeg skiltes. Men jeg vilde været lige ulykkelig, om jeg havde prøvet at friste fremtiden sammen med ham.
For det er ikke sandt, at fortiden bare er det, som har været. Ialfald er det ikke sandt for mig.
Det er jo det jeg har forsøgt den hele tid – at faa min fortid bag mig. Alt det, der er hændt mig, har jeg prøvet paa at se som en historie, der er forbi.
Men naar jeg sidder heroppe om aftnerne og stirrer tilbage, saa synes jeg sommetider, at alt det, der er skeet og som jeg kan se, det er bare de udvendige virkninger. Og at de er stivnet netop i de former, er uvæsentligt og halvveis tilfældigt. Men under skimter jeg en skygge – noget jeg ikke kan gribe, ikke engang ved, hvad jeg skal kalde – en kraft. –
Og den er ikke stivnet og ikke død. Og129 hvordan livet saa blir for mig, hvor stille det vil gaa og hvor lidet der vil ske, – saa vil det, som jeg ikke ved, hvad er, følge med mig. Det rører sig bag mig, det puster paa mig. – –
Jeg er træt af mine egne unyttige ord, som jeg prøver at stille min egen blødende smerte med.
Jeg husker paa noget, som hændte paa skolen, det første aar jeg var lærerinde. Det var en af de smaa, som blev kjørt over, lige udenfor skoleporten. De havde puffet hende ud i gaden, saa hun faldt, og en ølvogn gik over haanden hendes. Hun laa paa sofaen i lærerværelset, mens vi ventet paa lægen, og vi strævet og bandt under, og blodet silte ud gjennem alle de haandklæder, vi tullet om. Og hele tiden kavet den lille stakkaren med den anden haand og vilde rive klæderne tilside, mens hun skreg ustanselig:
«Jeg vil se paa haanden min – jeg vil se hvordan det ser ud – –.»
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Sigrid Undsets første forsøk som forfatter var en historisk roman, men den ville ikke forlaget ha. I stedet ville de ha noe mer aktuelt, og hun skrev dagboks- og ekteskapsromanen Fru Marta Oulie.
Romanen ble utgitt i 1907 og viser tydelig noe som blir et viktig tema i diktingen hennes: den vanskelige kjærligheten og ekteskapet. Den første setningen er en av de mest kjente åpningene i norsk litteratur: «Jeg har været min mann utro.» Romanen ble oppfattet som dristig og moderne, og Undset ble umiddelbart kjent som forfatter.
Les Gry Berg og Liv Bliksruds innledning og kommentarer.
Forfatteren og samfunnsdebattanten Sigrid Undsets betydning for norsk og internasjonal litteratur- og samfunnshistorie er uomstridt. Hennes omfangsrike produksjon favner romaner, noveller, essaysamlinger, helgenbiografier, artikler og selvbiografiske skrifter.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.