Bernt Anker.

Skulde det ikke være et dristigt Foretagende af mig at forsøge paa at udkaste en Skildring af denne store Mand? – Lee ikke, fordi jeg kalder ham en stor Mand. Hvem fortjener dette Navn uden den, der udretter store Ting og er en Velgjører for Mange? Men denne Mand var forfengelig – vistnok, men hvem er ikke dette? – Thulstrup var tresindstyve Aar, da han i det dramatiske Selskab spillede Wahrbergers Rolle i «Jægerne»; Madame Wahrberger, der glædede sig saa meget over, at hendes Gamle endnu saae saa godt ud, havde bundet ham et rosenrødt Silketørklæde om Halsen; det klædte Thulstrup særdeles vel, og naar han mellem Acterne kom ind i Pyntekammeret, saae han sig i Speilet og smilede af Velbehag. Man sagde til ham, at han var forfængelig; han svarede: «Hvorfor ikke? Den, der aldeles ingen Forfængelighed havde, maatte jo være en Klods.» – Vel var Ankers Forfængelighed for stor til at kaldes en lille elskværdig Feil, den var vistnok en Lyde, men mange store Mænd have havt Lyder.

Bernt Ankers Oldefader skal have været en tydsk Ankersmed og en riig Mand. Han flyttede til Christiania, hvor han giftede sig og havde flere Sønner, hvoriblandt Sognepræst Anker, hvis Søn, Justitsraad Anker, igjen havde tre Sønner: Bernt, Jess og Peder. Jess var meget smuk og havde mange Talenter, han var en lidenskabelig Elsker af Jagt og af Hazardspil; han var gift med Frøken Elieson, en meget elskværdig Dame. Jeg hørte Mademoiselle Urbin sige til 163Treschow, hvorlunde man kunde anvende paa hende de Linier af Gleim:

«Minervens Kunst erneuert sich in dir,
Du redest, schreibest, malst und stickst gleich ihr.»

Da Bernt Anker var i sit syv og tyvende Aar, blev han gift med Matthea Collett. Hun var nær sex og tredive Aar og var Enke efter Morten Leuch, med hvem hun havde været gift i ti Aar. I Tullins Maidag, der er forfattet i Anledning af hendes Bryllup med Leuch, beskrives hun som deilig, dydig, vittig, riig. Da jeg saae hende, var hun en meget gammel Kone, men det er troligt, at hun engang havde været smuk; hun var agtet af Alle og elsket af Mange. I Bernt Ankers Biographie, den han selv dicterede J. Chr. Berg, siger han, at hans Giftermaal var den Begivenhed i hans Liv, hvori hans Hjerte ingen Deel havde havt. Dette Udtryk har saaret Mange, og han er bleven meget dadlet derfor; jeg vil vistnok ikke forsvare det, dog mener jeg, det indeholder Sandhed, og at han i sin unge Alder blot har været sine Forældres lydige Søn, – men ikke alle Sandheder ere gode at sige.

I min Barndoms Dage hørte jeg ofte omtale Etatsraad Anker, siden troer jeg man kaldte ham Conferentsraad og omsider Kammerherre. Fader var imellem hos ham i Selskab og, som det lod, fornøiede sig godt der. En Dag sad jeg som sædvanlig i den grønne Stue paa Gulvet foran det aabne Bogskab og forsøgte paa at læse «Fräulein von Weissensee», uagtet jeg intet Tydsk havde lært; da ringede det paa Gadedøren, Faster Greens Pige lukkede op, og ind kom Bernt Anker. Hurtig var jeg oppe af Gulvet og neiede. Han forlangte at tale med Fader, og jeg sprang i Hast efter ham. Saameget jeg forstod af deres Samtale, saa anmodede Anker Fader om Efterretninger, Raad eller Anviisninger, og Fader lovede at indfinde sig paa hans Contoir Dagen efter. Ved Middagsbordet næste Dag hørte jeg Fader fortælle Moder, om hvor 164glad han var, over at det var lykkedes ham at bevise Anker en Tjeneste.

Nogen Tid efter at vor uforglemmelige Fader var gaaet fra os, modtog Moder fra Bernt Anker et Brev, hvori der var flere Banknoter; hvor stor Summen var, veed jeg ikke, men Brevet læste jeg, det var smukt og ærbødighedsfuldt, det Indsluttede, skrev han, var en Gjeld, han skyldte den Afdøde. – Aldrig har der levet nogen Mand i Norge, hvis Finantser have været saa uudtømmelige som Bernt Ankers. Jeg hørte en af hans Agenter sige, at han i eet Aar ved Speculationer havde vundet 100,000 Rigsdaler. Man meldte ham en Bankerot, hvorved han tabte 10,000 Rigsdaler, han svarede: «Det koster mig ti Minuters Speculation, saa har jeg dem igjen.» Jeg vil ikke sige, at han hjalp alle Nødlidende, men der gik sjelden nogen Nødlidende fra ham uden Hjelp, og ofte opsøgte han selv den Trængende. Kammerherreindens Virksomhed udstrakte sig fornemmelig til Vaisenhuset; de Pigebørn, der havde Anlæg, holdt hun alle Slags Lærere til, valgte sine Kammerpiger blandt dem og udstyrede dem anstændig. Ogsaa de Drenge, der havde Lyst og Anlæg til Studeringer, bleve holdte dertil, og endnu leve der Embedsmænd blandt os, der have faaet deres første Dannelse i Ankers Vaisenhuus.

Man kaldte ham alle Daarers Formynder, og det er vist, at han ofte hjalp dem, der ved Uforsigtighed eller Daarskab stode med Familie vis à vis de rien. Assessor S…, Foged paa Thoten, havde en raffineret Kone, men var selv en Simplex; han havde forkommet tusinde Rigsdaler af den betroede Kasse, og der forestod en Regnskabsdag. Konen sendte ham til Christiania at bede Anker om det Manglende. S. lod sig melde hos Anker en Formiddag. Man lod ham træde ind. Anker sad i Pudderkjole og blev friseret af Kammertjeneren. «De er Assessor S.? behag at sidde ned! jeg er strax til Deres Tjeneste.» S. satte sig. Almindelig Taushed. Anker vinkede paa 165en Tjener: «Bring Assessor S. en Bog!» – Tjeneren lagde en Bog hen, S. bladede deri, det var en engelsk Bog; S. forstod ikke Engelsk, han lagde Bogen ned. «Bring Assessor S. den Blomsterpotte, der staaer!» Tjeneren bragte Blomsterpotten, og S. lugtede paa Blomsterne. Nu var Friseringen færdig, Puddermantelen aftaget og Kammertjeneren gaaet ud. – «Nu, Hr. Assessor S., er jeg til Deres Tjeneste, hvad har De at sige mig?» – «Ak, Hr. Kammerherre! jeg er en ulykkelig Mand; jeg er Foged paa Thoten, der mangler mig tusinde Rigsdaler i Fogedkassen, jeg er i den største Forlegenhed, og mit Ærinde er at bønfalde Hr. Kammerherren om at laane mig denne Sum.» – «Det er mere, end jeg havde ventet. Staaer mit Rygte saaledes? en Fremmed fra Gaden behøver kun at gaae ind til Bernt Anker og sige: jeg har forkommet tusinde Daler af den mig betroede Kasse, og Bernt Anker leverer ham de tusinde Daler. Nei, min Hr. Assessor, det gaaer for vidt.» – «Ja, det tænkte jeg nok; det var min Kone, der vilde have, jeg skulde henvende mig til Hr. Kammerherren; vel sagde jeg til hende: det gaaer aldrig an, Kone; jeg har jo ikke det ringeste Bekjendtskab til Hr. Kammerherren, lad mig gaae til Rosenkrantz, ham kjender jeg jo dog noget til, og han kjender mig; men min Kone vilde endelig, at jeg skulde gaae til Hr. Kammerherren.» – «Til Rosenkrantz vilde De henvende et saadant Forlangende? og De kunde troe, at Rosenkrantz vilde laane en uvederhæftig, utilforladelig Oppebørselsbetjent tusinde Daler? Nei, det gjør han ikke; det gjør Ingen – uden Bernt Anker.» Og S. modtog tusinde Rigsdaler.

Jeg hørte engang Kammerherreinden tale om sin Mands Godgjørenhed. «Han har,» sagde hun, «mangfoldige Pensjonister; sjelden giver han mindre end hundrede Daler, men Ingen faaer mere end fem hundrede aarlig.» Jeg troer ikke, han gav mindre end tyve Daler ad Gangen. En Jomfru Hagerup, Søster af Præsten i Opdal, tjente i hans Huus 166som Huusholderske, hun blev uenig med en af sine Medtjenere og flyttede derfra. Da hun nogen Tid deretter var uden Condition, gik hun til Anker og beklagede sig. Han gav hende til en af sine Agenter, Jakob Nielsen, en Seddel af følgende Indhold: «De behage at udbetale til Jomfru Lydia Hagerup tyve Rigsdaler om Maaneden indtil videre. B. Anker.» Jomfru Hagerup hentede nu hver Maaned sine tyve Daler, og da Anker i sit Testamente havde bestemt, at alle de, der stode i hans Tjeneste, eller fik Pension af ham, skulde beholde Løn eller Pension, saa længe de levede, saa beholdt ogsaa hun tyve Daler maanedlig til sin Død.

Da Fru Anker var død og blev begraven, var hele Christiania By i Bevægelse, og saadan Begravelse har der aldrig været seet. Jeg var selv med og saae alting paa det Nøieste. Det var en Sommermorgen tidlig Klokken sex. Efter Ligvognen gik Anker og de nærmeste mandlige Slægtninge, derefter Vaisenhuusbørnene, derefter tolv hvidklædte unge Piger med Krandse, derefter to hundrede af Embedsmænds og Borgeres Koner og Døttre, der strøede Blomster og bare Krandse, derefter Mændenes Skare. Paa Byens Torv, eller rettere paa den dengang saakaldte Hestekirkegaard, var opreist et Slags Kapel, hvor Kisten blev sat paa en Katafalk, førend den blev bragt ind i Gravkapellet. Vaisenhuusbørnene stillede sig rundt om Kisten; Anker kastede sig over Kisten, omfavnede den og sagde: «Nu bedrøvede Du mig for første Gang!» Børnene sang nu nogle Vers, forfattede i den Anledning af Fru Delphin. Derpaa traadte de tolv unge Piger frem, lagde deres Krandse paa Kisten og sang nogle Vers, hvoraf jeg kun erindrer en Linie:

«O, den Bedste blandt os er ei meer!

Ogsaa disse Vers vare af Fru Delphin. Den qvindelige Deel af Familien holdt i dybeste Sørgedragt i lukte Vogne paa Torvet omkring Kapellet. Der hørtes Graad og Hulken, 167og Tjenere hentede Vand til de Besvimede. – Den otte og tyvende Mai var hendes Fødselsdag, og denne Dag blev hvert Aar høitideligholdt med megen Hjertelighed paa Ullevold hos John Collett, Ogsaa dette Aars otte og tyvende Mai havde jeg seet hende paa Ullevold, hvor der blev sunget til hendes Priis:

«I Sekler lever til din Ære
Vor første Digters Foraarsdag.
Af den dit hele Kjøn kan lære,
At Kvindens Roes er Dyd og Smag.»

Sangen blev sunget ved Bordet, og medens man sang, skar hun for en Mandelkage og lagde deraf ogsaa et Stykke paa min Tallerken. – Den otte og tyvende Mai hed dengang Vilhelm, det har gjort mig ondt at see, at han nu er borte af Almanakken.

Det Talent, som Anker var meest stolt af, var det dramatiske. Jeg hørte ham declamere efter Talma en Scene af Voltaires «Tancred». Obersten i «Das Kind der Liebe» og Morland i «Die Verläumder» vare de Roller, han yndede meest og gav Publikum i Christiania og paa Moss, hvor han lod opføre et Theater. Jeg var for ung og for uvidende til at kunne bedømme ham endog i denne Henseende. Jeg har nogle Gange været hans Medspillende paa Theatret, og engang – det var i «Kun sex Retter», hvor han var Obersten og jeg Hofraadinden, – forekom det mig, som om han bifaldt mit Spil, dog har han aldrig yttret et Ord, der tilkjendegav noget Bifald. Madame Collett roste han meget, om hende sang han:

«Kun Pierider selv maae Krandse flette,
Naar vor Thalia viser sig.
Hvo kan med Dig om Fortrin trætte,
Med Dig, i Alt ulignelig?»

Efter Kammerherreindens Død hørte jeg ham engang tale om at gifte sig igjen. «Hvor findes den Pige,» sagde han, «der vilde ægte mig? Der gives vistnok mange, der 168attraae smukke Klæder, Equipager o. s. v., men mig, Bernt Anker, ægter Ingen pour I’amour de moi.» Dog troede han engang at have fundet en saadan Pige. I Kjøbenhavn gjorde han Bekjendtskab med en Fru Falbe, der havde en yndig Niece i sit Huus. Frøken Falbe havde ingen Formue, og da Tanten blev vaer, at Anker beundrede Niecen, og hun syntes, det maatte være en stor Lykke for denne at ægte en saa riig Mand, saa søgte hun at faae Anker til at troe, at Frøkenen nærede ømme Følelser for ham. Det lykkedes hende. Anker erklærede sig, og Frøkenen gav ham sit Ja, Men Anker saae snart, at hun elskede og blev elsket af en ung Lieutenant af hans Familie. Han skjenkede hende halvtredsindstyve tusinde Rigsdaler og forenede hende med sin unge Elsker.Huitfeldts note: En Berigtigelse af denne Fortælling er af et Medlem af Familien Anker meddelt i L. Daaes «Bidrag til Christiania Byes Historie» i Morgenbladet for 1870. Maaskee var det denne Sjelekamp, der var Aarsag i, at man bemærkede nogen Sindsforvirring hos ham, da han kom tilbage.

I den Tid saae jeg ham kun een Gang, det var paa Latinskolens store Auditorium; Broder Peter var der oppe til Examen artium. Moder og jeg vare gaaede derhen at høre til; Anker var en af Censorerne. Da Moder og jeg vilde i al Stilhed begive os bort, maatte vi gaae forbi det Bord, hvorved Censorerne sad. Anker stod op med de Ord: «Der seer jeg en Veninde, og gik hen og omfavnede mig med en Inderlighed, jeg kun havde seet hos ham eengang før, og det var paa Theatret. Dette var en Afsked; et Par Dage efter reiste han udenlands og kom ikke mere levende tilbage. En Dag, da min Mand og jeg spadserede paa Fæstningsvolden, hørte vi de Ord: «Der kommer Anker!» og vi saae fra Volden et Skib med sænket Flag – det bar hans Lig. Dette laae i en Kiste af Mahogny inde i en Blykiste, der var loddet sammen med Laaget, og yderst var en Trækiste, der var overtrukket med sort Fløiel og udziret med hvid Atlas. – Dersom denne Beretning vinder Bifald, saa kan jeg vel skrive endnu et Blad om denne saa mærkværdige Mand.

Julen paa Fladebye 1801.

169Selskabet samledes som sædvanlig om Morgenen den 22de December hos Kammerherreinde Anker i det nu saakaldte Palais, og derfra udgik Toget, der bestod af tredive Slæder; dette Aar havde vi Slædeføre. Paa Veien mødte os intet Eventyr eller Fatalitet, med mindre man vil regne det dertil, at det sneede noget lidet, og at Frøken Kaas blev søsyg. For at skjule, at hun maatte «raabe Ulrik», holdt hun Lommetørklædet for Munden og vilde siden, da hun troede sig ubemærket, kaste det fra sig paa Veien; men Skydsdrengen blev det vaer og vilde hente det tilbage, hvilket hun med Møie fik forhindret. Fladebye, der dengang tilhørte John Collett, er beliggende i Enebak, om jeg ikke tager feil, fire Mile fra Christiania, Om Eftermiddagen kom vi derhen. Den første Forretning, man foretog sig, var at vælge Embedsmænd. Lieutenant Schiøtt havde udført saa vel sin Function forrige Aar som Protocol-Secretair, at han blev valgt paa nyt. En gammel, munter, jovialsk Mand, Justitsraad Dahl (den samme, kjere Broder, som vor Fader havde kjøbt sin Gaard af), blev udvalgt til Læge. Der indfandt sig ofte Patienter, og han var heldig nok til at læge dem øieblikkelig. Ved at anføre een af hans Cure kan man gjette sig til de øvrige. En af de unge Herrer beklagede sig over Smerter i den ene Haand; Lægen ordinerede ham at lægge sig paa Gulvet i Salen paa Ryggen og strække Armene ud, derpaa skulde Damerne gaae hen, den ene efter den anden, og sætte en Fod paa den syge Haand. Jeg behøver ikke at sige, hvorlunde Curen lykkedes. – Derpaa blev trukket Lod om, hvem der skulde vexles til at forestille Vert og Vertinde i de ti Dage. Madame Horster lod mig see, at hun havde trukket et Nul, det kunde jeg vide forud, at hun vilde faae. Jeg fik Nummer med Schiøtt; han bukkede for mig og sagde: «Jeg har den Ære.» Jeg troer ikke, han var synderlig glad over sit Nummer, jeg derimod havde Aarsag at være tilfreds, da 170jeg havde faaet en Vert, der vilde og kunde besørge alt paa det bedste. Vi havde et lidet Optog: Florentineren eller den Hildede i sin egen Snare. Stykket blev extemporeret, men gik dog ret godt. Florentineren (Jakob Borch) var en gammel Formynder, der selv vil ægte sin rige Myndling; han spærrer hende inde, men en ung Elsker har vidst at skaffe sig Adgang til at tale med hende i Haven. Formynderen lader en Smed forfærdige en Snare for deri at fange Elskeren, men denne har bragt Smeden paa sin Side, og da han kommer for at forevise Snaren, faaer han Florentineren til først at forsøge den. Smeden nægter nu at løse ham, Myndlingen og Elskeren komme til og hjelpe ham ikke ud, før han har givet Samtykke til deres Forening. Saavidt gik det godt, saalænge vi extemporerede, men nu skulde vi til Slutning fremsige nogle Vers, som vi havde lært udenad. Da jeg havde fremsagt mit, gik Schiøtt frem; men han havde spillet Kort og været uheldig, tabt betydeligt – jeg troer henimod hundrede Rigsdaler –; han sagde den første Linie, men kunde ikke mere, han stammede og begyndte paa nyt, Da begyndte Smeden, Lieutenant Carlsen, at lee høit. Schiøtt vendte sig nu til ham: Hvad leer han af, min kjere Smed?

«Jojo, de ere fede,
Som vil Poeter hede,»

svarede Smeden, og nu brast alle i Latter baade paa Scenen og i Parterret. Schiøtt førte mig nu frem med sig og sagde: Siden dette vort Optog har faaet en saa lystig Ende, saa haabe vi, at Selskabet ikke nægter os den Ære og Fornøielse imorgen at være vore Gjester. Teppet faldt under Applaus. Bordopsatsen var en Piedestal, hvorpaa der stod en Dukke i en Snare. Dukken var costumeret ligesom Florentineren. Piedestallen var prydet med Tegninger, der var endog en Krands med vore Navne i. Min Vert havde besørget alt, jeg hjalp ham blot med at klistre de af ham forfærdigede Tegninger paa Piedestallen.

171Thulstrup havde faaet til Vertinde Madame Clausen, en yndig, allerkjereste lille Kone, en Englænderinde, nyligen kommen fra London. Hendes Moder, Mistress Parson, en dengang berømt Forfatterinde, havde skrevet ti forskjellige Romaner, der alle skulde bevise eller rettere indeholde den Lære, at ethvert Giftermaal, indgaaet imod Forældrenes Villie eller uden deres Vidende, maatte blive ulykkeligt. Datteren var gift med Jeronimus Clausen, en Stedsøn af Kjøbmand Horster, der var gaaet til London i Handelsforretninger, og Mistress Parson gav ham gjerne sin Datters Haand, da Kjøbmands Søn og selv Kjøbmand har en god Klang i engelske Øren. Madame Clausen forstod intet af vort Sprog, med os talede hun Fransk; de eneste norske Ord, jeg hørte af hende, vare, da hun engang saae hen til sin Mand og sagde: «han er saa dum.» Siden sagde hun, at hun ikke vidste, hvad de Ord betydede. Det være nu saa eller saa, men Ordene indeholdt en Sandhed. Den Aften, Thulstrup skulde have sit Optog, blev jeg ingen Forberedelser vaer. Da Tiden nærmede sig, gik jeg op paa Madame Clausens Værelse; hun havde pyntet sig, stod for Speilet og lagde Rouge paa Kinderne. Jeg spurgte hende, hvad der skulde forestilles. Hun svarede mig, hun vidste intet derom; Thulstrup havde bedet hende holde sig færdig, han vilde komme at hente hende. Han kom, bød hende Armen, og de gik ned. Jeg gik ned i Salen, hvor Tilskuerne allerede havde taget Plads. Musiken begyndte, Teppet gik op. Paa Scenen stod et Bord med Flasker, Glas, Tobakspiber, om dette sad nogle lystige Karle, der sang muntre Viser. Da vi havde hørt en Stund paa dem, kom Thulstrup ind med sin Dame ved Armen og bad dem meget høfligt om at overlade ham Scenen, da han og hans Dame her skulde opføre et Skuespil, men de lystige Fyre vedblev at synge og nægtede at gaae af Pletten. Thulstrup bad nu Publicum undskylde, at han ikke kunde give nogen Forestilling den Aften, da Scenen var optaget af berusede Mennesker, der ikke vilde 172modtage nogen Raison. Han og hans yndige Dame indbøde imidlertid Selskabet til den følgende Dag. Opsatsen var en Voxfigur, Madame Clausen havde bragt med, den forestillede en Ceres, og da En spurgte, hvad den forestillede, og da Figuren var noget vel fyldig, saa var en af de unge Mænd saa ubetænksom at svare: Den skal forestille en Barselkone. Uagtet Madame Clausen efter sit Sigende intet Norsk forstod, havde hun dog forstaaet dette; hun gik op paa sit Værelse, og da jeg kort deretter gik efter hende, saae jeg hende i Armene af Frøken Kaas, hysterisk Latter og Graad afvexlede med Krampetrækninger. Jeg, som aldrig havde seet et hysterisk Anfald, blev meget forskrækket, men Madame Collett sagde mig, at det ikke havde stort at betyde, at næsten alle engelske Fruentimmer ofte havde saadanne Anfald, og at de snart gik over. – Madame Horster strikkede hele Formiddagen paa en Begyndelse til en Strømpe; naar hun havde en Tommes Længde, havde hun gjort en Feil og rækkede op igjen; dette vedvarede hele Tiden, og Madame Clausen lignede dette Strikketøi ved Penelopes Væv. Dette er nu alt, hvad jeg veed om Madame Horster. Bernt Anker og Rosenkrantz vare med af Partiet, men de bleve ikke de ti Dage tilende. Anker tilbragte den meste Tid paa Vestbye hos sin Ven Juel, en Broder af Fru Rosenkrantz og af den svenske Juel.Huitfeldts note: Justitsraad og Zahlkasserer Jakob Juel, der for Kassemangel rømte til Sverige 1784. Haagen Mathiesen, af Pøbelen kaldet Smør-Haagen, var der hele Tiden, men han havde intet Nummer faaet.

Schandorff var den Lykkelige, der fik Nummer med den Skjønneste blandt alle Skjønne, med Fru Thulstrup. De opførte et lille Lystspil, Ægteskabet ved Feiltagelse. Clara, en ung Enke (Fru Thulstrup), har givet flere Beilere Afslag; Ferdinand, en ung Officeer (Schandorff), betroer sin Søster Sophie (Madame Collett), at han har seet Clara, ubemærket af denne, bleven forelsket, ladet sig melde hos hende, men svæver i stor Frygt for, at han vil have samme Skjebne, som de andre Beilere. Uden at lade 173Broderen vide noget deraf, har Sophie udtænkt en List til hans Fordeel; hun forklæder sig som Bondepige og gjør sig et Ærende i Claras Huus; hun faaer Kammerpigen Lise (det var mig) itale, lader, som hun tjener i samme Huus, som Ferdinand og Sophie boe, og da de to ere komne i en ret fortrolig Passiar om deres Herskab, er hun villig til at betroe Lise en Spøg af hendes Frøken: «men ulykkelig er jeg, dersom Du røber mig.» Lise lover høit og dyrt intet at røbe, og nu fortæller Bondepigen, at den unge Officeer, der har ladet sig melde hos Clara, er ingen anden end Frøken Sophie, der har taget sin Broders Klæder paa. Du kan troe, det var Løier at see paa, hvordan hun stod for Speilet og øvede sig i at gjøre Complimenter paa Mandfolkemaneer. – Saasnart Bondepigen er borte, fortæller Lise sin Frue alt dette, og da Ferdinand kommer, bliver han mod Formodning modtaget saa venligt og forekommende af Clara, at han vover en Kjerligheds-Erklæring; ogsaa denne møder ingen Indvending, han beder om hendes Haand, hun rækker ham den. Den uventede Lykke gjør Ferdinand saa glad og henrykt, at Clara begynder at see, hun er ført bag Lyset. Sophie kommer, og Clara seer nu, hvorledes hun har taget feil, men Ferdinand behager hende, og hun tager ikke sit Ord tilbage. – Schandorff var dengang fire og tyve Aar, han var ikke stor af Væxt og af meget spæd Figur. Opsatsen var en Forhøining, hvorpaa en Stang med alle Slags Klæder, Bondedragt, Damekjole, paa Toppen en Officeers Hat og en Kaarde. Ogsaa dette Stykke blev extemporeret.

Lise Lillienskiold havde faaet Nummer med en ung Mand fra Porsgrund, der heed Møller, jeg veed intet mere om ham. De opførte en Farce kaldet: Lieutenant Compas eller Den sovende Elsker, der havde John Collett selv til Forfatter. Rollerne dertil vare lærte udenad. Personerne vare: Apothekeren, John Collett; hans Kone, Madame Collett; Judith, deres Datter, Lise Lillienskiold; Susse, deres Tjenestepige, blev mig tildeelt; Compas, Sølieutenant, Judiths Elsker, Møller 174fra Porsgund; Peer, en Matros, Susses Kjereste, Thulstrup. – Apothekeren og Konen staae færdige til at gaae ud; Madamen giver Susse mange Forholdsregler at iagttage, medens de ere fraværende, og Apothekeren leverer hende en Flaske Mixtur, der skal afhentes til en Person, der lider af Coliksmerter. Susse lover at udrette alt troligen. Apothekeren og Madamen gaae. Peer kommer, og der bliver nu megen Glæde og en kjerlig Scene mellem ham og Susse, der ikke formodede hans Hjemkomst saa nær. Men hvor bliver der af din Lieutenant? vil han ikke benytte det heldige Øieblik til at see sin Judith? Nu fortæller Peer i sit Sømandssprog, hvorledes Lieutenanten allerede var gaaet i Land, men overfaldet af en piinagtig Colik ligger paa Sengen i Huset næst herved og vrider og vender sig af Pine. Susse giver Peer Flasken med Mixturen, beder ham skynde sig dermed til Lieutenanten, den indeholder Lægemiddel mod Colik. Peer skynder sig afsted dermed. Susse kalder paa Judith og fortæller hende alt dette. Judith yttrer Frygt for, at Mixturen kunde gjøre Skade, men Susse er vis i sin Sag og beroliger hende. Lieutenanten kommer, ledet af Peer. Coliksmerterne ere gaaede over, men Mixturen har havt en stærk Tilsats af Opium, og for at være ret sikker har han tømt mit eins hele Flasken; han overvældes af Søvn, falder om paa en Stol og sover. Judith taler kjerlige Ord til ham, Compas sover. Susse raaber ham ind i Øret, Compas sover. Peer rusker i ham, Compas sover. Du sover, min Compas? saa vaagn dog, naar din Judith taler til Dig! Compas sover. Da Judith hører, at Lieutenanten har tømt hele Flasken, bliver hun meget forskrækket og sender Susse hen at opsøge Apothekeren, men da Susse vil gaae, møder hun ham og Konen i Døren. Apothekeren henter Medicin, helder den ved Peers Hjelp i Lieutenantens Mund; han kommer lidt efter lidt til sig selv og anholder om Judiths Haand. Apothekeren giver ikke gjerne sin Datter til en Sømand. Disse have ofte, siger han, en Kjereste i hver Havn. Madamen 175overtaler sin Mand, han giver sit Samtykke, og da Lieutenanten om faa Dage maae reise igjen, saa tillader han, at Brylluppet maae være Dagen efter. Nu følger Indbydelse til Selskabet. – Nogen Tid, maaskee Aaret efter, blev Frøken Lillienskiold gift med Professor M. I Aaret 1829, altsaa 28 Aar efter denne Fladebyetour, kom Møller fra Porsgrund til Christiania. Paa et Bal saae han Professor M.’s Datter Emilie; hun lignede meget sin Moder af Udseende, det vil sige, som Moderen havde seet ud for otte og tyve Aar siden. Møller gik hen til hende: Med Tilladelse, er De ikke Fru M.? Emilie, som kun havde bemærket det sidste Ord, svarede Ja. Erindrer De da vel endnu de glade Dage paa Fladebye for otte og tyve Aar siden, og den for mig saa behagelige Aften, jeg var saa heldig at have Parti med Dem? For otte og tyve Aar siden! da var jeg sandelig endnu ikke fød. Er De da ikke Fru M.? Jeg er Fru M.’s Datter, der sidder Moder; hvor kunde De troe, at Moder endnu dandsede?

Aamodt havde Nummer med Madame Collett, og den Dag blev opbuden alt, hvad Kjøkken og Kjelder, Vid og Smag formaaede. Et qvikt lidet Lystspil: Væddemaalet, oversat af Fransk, blev opført. Greven og hans Hustrue boe paa Landet paa deres Slot; Greven er nylig reden ud, og Kammerpigen, Gotte, kommer og siger Grevinden, at hun har seet en ung Dame sidde ved Vinduet i Grevens Værelse. Grevinden sender Gotte hen at indbyde den unge Dame. Adele kommer, hun er Grevens Myndling; han har hentet hende fra Pensionsskolen og befalet hende at blive paa hans Værelse, indtil han kommer tilbage. Grevinden tillader hende at begive sig derhen igjen, og nu befaler hun Gotte at stille sig ved Landeveien og indbyde til Slottet den første Reisende, der kommer forbi. Gotte kommer tilbage med Theodor, en ung Officeer, der med Glæde har modtaget Indbydelsen; men nu seer Grevinden gjennem Vinduet Greven komme op ad Alleen; hun lader Officeren gaae ind i et Cabinet og tager Nøglen dertil i 176sin Lomme. Greven kommer, hun leverer ham fire hundrede Ducater, som ere indbetalte til ham i hans Fraværelse; men, siger hun, jeg vil indgaae et Væddemaal med Dem og sætte andre fire hundrede Ducater derimod, at De ikke er istand til at nævne mig alle de Stykker, der høre til en Dør. Greven mener, dette er en let Sag, og regner op Hængsler, Skodder o. s. v. Væddemaalet, siger hun, har De nu vel vundet, og jeg vil nu fortælle Dem, hvad der har tildraget sig i Deres Fraværelse. Jeg sendte Gotte hen at indbyde den første Reisende, der kom forbi, og der kom en meget elskværdig ung Mand, der sagde mig mange smukke Ting; da saae jeg Dem komme, og da jeg veed, De er jaloux, saa lod jeg ham gaae ind i dette Cabinet. Greven vil nu gaae derind, men Nøglen er ikke i Døren. Han raaber med Heftighed: Nøglen! Væddemaalet har De tabt, siger hun, Nøglen hører til Døren, og den havde De glemt. Historien med den Fremmede er ikke desmindre sand, og der er Nøglen. Den unge Mand træder frem og befindes at være Adeles bestemte Brudgom. Aamodt var Greven, jeg var Grevinden, Schandorff var den unge Elsker, Fru Thulstrup var Adele, og Lise Lillienskiold var Gotte. Opsatsen var fire Fløidøre, ved hver stod en Rouleau med Paaskrift 100 Ducater.

Om Gamle Dage

Erindringene i Conradine Dunkers bok Gamle Dage ble nedskrevet i årene 1852–55. I 1871, fem år etter Dunkers død, ble boken utgitt.

Tekstene i boken er formet som brev til broren, vitenskapsmannen Christopher Hansteen, og skildrer Dunkers barndoms- og ungdomsmiljø. I motsetnings til annen memoarlitteratur er ikke Gamle Dage kronologisk, her kommer slektshistorie, fortellinger om omgangskrets og naboer, reisebeskrivelser, minner, anekdoter og novelleaktige tekster om hverandre.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave, 1871 (nb.no)
• 2. utgave, 1909 (med illustrasjoner og fyldig personregister) (nb.no)

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X