Garman & Worse

av Alexander L. Kielland

IX.

135Gustaf, Oscar, Carl Johan Torpander fortæredes af sin stille Elskov. Alle de Skillinger, han kunde afse, anvendte han dels til at smykke sin Person, dels til at traktere den Elskedes Broder. Thi han havde endnu aldrig havt Mod til at byde Marianne nogen Foræring.

Den Omvei, han saaledes maatte gaa i sin Kiærlighed, var ikke videre behagelig for Svensken, og Drikkelagene i Begmandens Hytte, som han var nødt til at være med i, forat faa se et Glimt af Marianne, vare ham rentud modbydelige.

Fra først af følte Marianne sig svært plaget af Bogtrykkersvendens Tilbedelse. Hun havde fra sin tidligste Ungdom været vant til at værge sig mod Mandfolkene; thi hun havde være saa smuk. Men efter hendes Ulykke var al den Hyldest, der bragtes hende, bleven mere lig Efterstræbelse, og den Afsky, 136hun viste, blev ialmindelighed modtaget med et vantro Smil eller en drøi Hentydning.

Der var noget over al Beskrivelse skrækkeligt i dette, at Mændene ikke længer vilde tro, at hun mente det alvorligt, naar hun værgede sig; og derfor var hun ræd enhver, der nærmede sig.

Men da hun saa, at Torpander vedblev at holde sig paa den samme Afstand – høflig indtil Ærbødighed, blev hun tilslut vant til ham og endte med at følte etslags Medlidenhed med ham. Men for Tom Robson nærede hun en uovervindelig Afsky.

Nu saa hun ogsaa Tom fra hans værste Side – naar han drak. Om Formiddagen derimod kunde der endogsaa være noget af en Gentleman ved Mr. Robson. Han gik altid i fine, blaa Klædesklær, kulørt Skjorte og – naar det var tørt – med amerikanske Seildugssko.

Det var en Fornøielse for Unge-Konsulen at gjøre sin Morgenrunde paa Værftet sammen med Mr. Robson. Arbeidet gik godt og Skibet saa ud til at blive baade smukt og velbygget. Konsul Garman kjendte ligesaa godt som nogen anden til Tom Robsons Svaghed. Men naar han bare passede sit Arbeide, fik han bruge Fritiden som han selv vilde. Den Grundsætning var gammel og 137nedarvet i Firmaet: at jo mindre man beskjæftigede sig med «Folkene», desto bedre arbeidede de og desto mindre Vrøvl havde man.

«Jeg mener, hun er færdig til Vaaren?» – sagde Unge-Konsulen en Dag i Begyndelsen af Juli.

«Om otte-ni Maaneder, hvis Vinteren ikke bliver for fugtig – Hr. Konsul!» svarede Tom.

«Jeg skulde gjerne se, at vi kunde lade hende løbe af Stabelen den 15de Mai,» sagde Konsul Garman høit; «men De skal ikke nævne Dagen for nogen. De forstaar? – Mr. Robson?»

«All rigtht! Sir!» svarede Tom.

Ikke engang til sin Ven Master Gabriel forraadte Tom Dagen; han sagde bare, det blev engang til Vaaren, og dermed slog Gabriel sig tiltaals. Derimod plagedes han stærkt af Nysgjerrighed efter at faa vide, hvad Navn Skibet skulde bære. Tom svor paa, at han ikke vidste det, og Morten svarede, at «det var noget, som ikke skilte Skolegutter», hvoraf Gabriel uddrog den Slutning, at ingen af dem vidste Besked – ialfald ikke Morten.

Hele denne Sommer gik det daarligt paa skolen med Gabriel. Det var ogsaa 138formeget forlangt, at han skulde hænge over Bøgerne, mens der arbeidedes, raabtes og bankedes den hele Dag nede paa Værftet. Hans Karakterbog frembød et trist Skue, og hver Maaned, naar han skulde ind til Faderen med den, foresatte han sig at holde en liden Tale, hvoraf Hovedindholdet var, at han ikke vilde studere, men komme i Kontoret eller gaa tilsøs eller hvilketsomhelst andet. Men hvergang han stod foran de klare, kolde Øine, var hvert Ord blæst sporløst ud af hans Hukommelse, og han saa saa dum og forvirret ud, at Faderen rystede paa Hovedet, naar han gik: «Det er dog besynderligt med den Dreng, at han aldrig vil blive voxen!»

I den første Tid, efterat Madeleine var kommen til Sandsgaard, havde det været en stor Trøst for Gabriel at betro sig til hende. Men nu var hun bleven ham for klog; hun lod sig ikke længer skræmme, naar han truede med at rømme ud tilsøs eller give Adjunkt Aalbom Rottekrudt i Toddyen. Og tilslut begyndte han at blive skinsyg paa Kandidat Delphin.

Fuldmægtigen beskjæftigede sig aabenbart meget med Madeleine, det havde Fru Fanny længe mærket. Og jo mere hendes klare, blinkende Øine iagttog, hvad der foregik 139omkring hende, desto sikrere stod det for hende, at hun var geraadet i den eiendommelige Situation: at spille Skjærmbræt.

Hun vidste, at Delphin havde været adskilligt med i Hovedstadens Selskabsliv; han var hverken saa ung eller saa grøn som de Fuldmægtige, hendes Fader pleiede at have. Derfor havde hun glædet sig til at se ham. Men da han saa kom, strax overgav sig og begyndte at overvælde hende med Beundring, saa tænkte hun: aa pyt! han er jo ikke anderledes end de andre!

Nu derimod begyndte hun at se lidt nøiere paa ham. Det var kanske ikke værdt at lade ham slippe sig saa ganske ud af Hænderne. Den smukke Frue lo til sig selv i Speilet: det var dog ved Gud altfor latterligt! – at se saaledes ud – og saa spille Skjærmbræt!

Fru Fanny havde faaet det saaledes ordnet, at Madeleine skulde tage Musikinformation i Byen; og Kandidat Delphin syntes paa en Prik at kjende hendes Spilletimer. Madeleine traf ham næsten bestandigt, og de pleiede da gjerne at gaa en liden Omvei sammen enten i Gaderne eller i Parken. Disse smaa Møder morede Madeleine, og hun talte muntert og aabent med ham.

«Hør – Hr. Kandidat Delphin!» – sagde 140hun saaledes en Dag, «hvorfor er De saa slem og kritisk, naar der er flere tilstede? – naar vi ere alene, er De meget elskværdigere.»

«Det kommer af, at naar jeg taler alene med Dem – Frøken Madeleine! – saa kommer der mere frem af mig selv. Naar der er flere i Samtalen, bruger jeg at gjemme mig.»

«Gjemmer De Dem? –» spurgte hun og lo.

«Ja – det vil sige: jeg synes ikke om, at enhver Forbigaaende skal kige ind til mig; jeg holder af at leve for nedrullede Gardiner.»

«Aa ja! – nu forstaar jeg –» svarede hun alvorligt – ikke fordi hun mærkede det Fortrin, han indrømmede hende, men fordi hun kom til at tænke paa, hvormeget ogsaa hun skjulte bag nedrullede Gardiner.

I en af de smaa Gader ved Havnen kom de indimellem en Flok Fiskere. Folkene bar Snører, Olieklær og store Knipper med Fisk, – de havde været paa Søen om Natten.

«Puh!» – sagde Delphin, da de var forbi, «den Fiskelugt kan jeg ikke taale. Men det er jo sandt! De – Frøken Garman – maa jo være vant til denne Odeur fra Deres Barndom derude paa Bratvold?»

141«Aa ja!» svarede Madeleine og blev lidt forvirret.

«Ja – hvad mig angaar –» fortsatte han muntert, «saa kan jeg med Sandhed sige, at jeg er en Folkets Mand paa min Hals. Men jeg maa tilstaa, at naar det kjære Folk kommer min Næse for nær, saa er det, somom min folkelige Begeistring kjølner. Der er noget ved denne Blanding af Fisk, Tobak, Tjære og vaadt Uldtøi, som jeg ikke kan vinde over.»

Madeleine følte, hvor den passede – denne Skildring af de Folk, hun havde levet blandt, og til ham, som hun saa nær – aa – det var dog godt, at hun aldrig havde forraadt sig til nogen!

Da de gik over Torvet, pegte Delphin udover Sandsgaardsveien: «Se der gaar sandelig Skolebestyrer Johnsen til Sandsgaard idag igjen. Ved De – Frøken! at han er bleven tummelumsk i Hovedet?»

Nei – det havde hun ikke hørt noget om.

«Jo – tummelumsk er han,» forsikrede Fuldmægtigen, «men det er endnu ikke tilfulde konstateret, om det er Kjærlighed eller Religionsskrupler. For det første – Kjærligheden – taler den Omstændighed, at han næsten hver Dag løber til Sandsgaard og taler i Enrum med Frøken Rachel. For det 142andet – Religionsubehageligheder – taler det, at han skal tænke paa at holde en Dommedagsprædiken en af de første Søndage. De vil vel høre ham?»

«Jeg ved ikke – dersom de andre gaar i Kirken – saa –»

«Aa nei – lov mig, at De vil gaa i Kirken den Søndag –» bad han og saa paa hende.

Der blev ikke Tid til at svare paa det; thi de vare ved Porten, og Madeleine saa et Glimt af Fanny bag Gardinet i Stuen ovenpaa.

– Imidlertid fortsatte Skolebestyrer Johnsen sin Vandring udover; han skulde ganske rigtigt til Sandsgaard. Derimod var det Overdrivelse, naar Delphin fortalte, at han var der hver Dag. Siden hin Søndag, da der blev disputeret saa stærkt, havde han ikke været paa Sandsgaard; men i alle disse Dage havde han ikke tænkt paa andet end den sidste Samtale med Rachel i Haven.

Erik Johnsen kom – som han selv pleiede at fortælle – fra et mere end tarveligt Hjem. I Konsul Garmans Hus saa han første Gang den Luxus paa nært Hold, som han ellers havde lært sig til at foragte. Derfor havde han paa Forhaand bestemt sig til ikke at lade sig dupere af noget eller nogen, og derfor havde han ogsaa givet sin 143første Optræden i Huset et saa strængt og overlegent Præg, som han kunde opdrive.

Men ligesom han blev overrasket af den jævne, prunkløse Komfort i Huset, saaledes blev han endmere rokket i sine forudfattede Meninger om de Rige ved at lære Garmans at kjende. Johnsen havde tænkt sig Rigdommen mere støiende – saadan i Retning af Champagne og Skaaltaler. Men de rolige, glatte Mennesker, det stilfærdige og korrekte ved den hele Husholdning og først og sidst Frøken Rachel – endte med ganske at kuldkaste hans tidligere Opfatning.

Det Velbehag, han følte, efterat have været paa Sandsgaard et Par Gange, blev ham imidlertid snart mistænkeligt. Han var paa sin Post mod alt, hvad der vilde trække ham bort fra hans Kald. Det var en Ting, han tog meget alvorligt; var han selv kommen af det ringe og fattige, saa skulde han ogsaa der finde sit Arbeide – blandt Almuen – paa Almueskolen.

En Dag greb han sig virkeligt selv i at staa tvivlraadig udenfor Skolebygningen – kviende sig for at gaa ind i den kvalme, forpestede Luft, naar det ikke var absolut nødvendigt. Dette gjorde ham i Førstningen alvorligt bekymret.

Men saa begyndte hans Forhold til Rachel 144at faa en dybere Betydning for ham. Det var ikke længer det fine Hus, som trak, – derom var han overbevist; heller ikke var det nogen anden Følelse for den unge Dame end Interesse – dyb, alvorlig Interesse for alle de gribende Indtryk, han modtog gjennem hende.

Hun besad i Virkeligheden en vidunderlig Magt over ham; naar hun talte, faldt der ligesom skarpe, klare Lysblink over meget, han hidtil havde overseet. Han bar som alle Mennesker Spirer til Tvivl i sit Hjerte, og han var endnu saa ung og uberørt, at det hele kun var løseligt tildækket, men intet endnu helt visnet i ham. Da derfor denne overlegne Kvinde saa uventet kom ham imøde, blev der et stærkt Røre i ham; og ligesaameget opflammet af hende som af sin vaagnende Energi, øgede hans Virkelyst for hver Dag, som gik. Det tause, opslidende Hverdagsarbeide syntes ham saa feigt; der maatte noget ganske andet til, forat gjøre sin Overbevisning Fyldest – det havde hun selv sagt.

Han gik nu ud til hende – beredt til en hvilkensomhelst Kamp, hun maatte ville sende ham i. –

– Frøken Rachel var vant til at gjøre, hvad hun vilde hjemme. Alle de syv hundrede 145Hensyn, der gjælde for unge Piger, satte hun sig ud over, og det faldt som af sig selv; hun var nu engang ikke som andre.

Da hun derfor, efterat Johnsen havde vexlet et Par Ord med gamle Fru Garman, uden videre Indledning sagde: «Kom – Hr. Kandidat Johnsen! – lad os gaa en Tur i Haven –» saa undrede Moderen sig slet ikke. Rachel var forlængst voxet hende over Hovedet; og naar alt kom til alt – tænkte Fru Garman – var denne overordentlige Forkjærlighed for en Theolog ikke det galeste, Rachel kunde finde paa.

– De begynte at gaa nedover Midtgangen i Haven, hvor de pleiede at spadsere frem og tilbage. Det faldt ham lidt vanskeligt at finde Traaden i det, han vilde sige, derfor var han lidt usikker, da han sagde: «Jeg har tænkt meget paa vor sidste Samtale – ja jeg har egentlig ikke tænkt paa andet siden. Dersom De tillader det – Frøken! vilde jeg gjerne tale mere med Dem om den Sag?»

«Det er mig altid kjært at tale med Dem –» svarede Rachel og saa paa ham. Det var de samme kloge, blaa Øine som Konsul Garman havde. Rachel lignede overhovedet mest sin Fader; hendes Undermund var ogsaa en liden Smule fremskudt. Det 146mørke Haar var lidt rødligt især fremover Panden, og hendes Figur var høi og kraftig. Alt dette gjorde hendes Person mere imponerende end egentlig hvad man kalder indtagende. Hun var de unge Herrers Skræk og havde Ord for at være lærd og skarp som bare Fanden; hvilket var stor Synd for hende; thi ellers var hun jo et glimrende Parti.

Skolebestyrer Johnsen tænkte ikke paa noget af dette; han søgte bare at gjenfinde Traaden i det, han vilde sige; og tilslut lykkedes det ham. Han talte med større og større Liv om den Forandring, der var foregaaet i ham; hvorledes hun ikke blot havde vakt ham til Eftertanke, men ogsaa meddelt ham en Virkelyst, han maatte faa udfolde; nu var han kommen, forat hun skulde sige, hvorledes og hvor han skulde begynde.

Rachel blev lidt forlegen.

«Det er ikke saa let for mig,» svarede hun, «der – som Kvinde – selv er udelukket fra at tage fat, om jeg kunde have Lyst, – at anvise Dem – Hr. Kandidat! – hvor De skal begynde –»

«Jeg er beredt til alt,» afbrød han ivrigt, «til at optræde i Tale og Skrift mod alle de Misbrug, jeg nu ser; skille mig ved min Stilling – om det kræves; ikke lade nogen 147Krog af mit Indre være skjult, men vedstaa min Overbevisning aabent – som det sømmer sig en Mand.»

Den unge Dame var for klog til ganske at rives med, og hun fik en liden Mistanke til denne Begeistring, der kom saa pludseligt.

«Jeg vil give Dem at betænke,» begynte hun, «at de Ting, vi har talt om jo egentlig kun ere spredte Enkeltheder. Der er neppe nogen uløselig Uoverensstemmelse mellem Deres Opfatning og den almindelige christelige.»

«Men det Christelige vil annammes enten helt eller slet ikke. Det er denne Halvhed, jeg ikke længer vil leve i.»

«Og desuden –» fortsatte hun – «vil jeg aabent tilstaa, at disse Dogmer og disse Former have meget liden Vægt for mig. Naar vore Samtaler væsentligt have dreiet sig herom, har det vel nærmest været, fordi De er Theolog.»

«Men det er ikke derom vi har talt –» raabte han ivrigt, «hvad der laa under det hele, det var, at De vilde kalde tillive hos mig Følelsen af det personlige Ansvar, som følger med en Overbevisning.»

«Ja –» svarede hun, «det er sandt! det var det, jeg vilde.»

148«Theolog eller ikke Theolog kommer her ud paa et. Hovedsagen er at være Mand – Mand for at have en Overbevisning og Mand for at vedstaa den!»

Han overvandt Rachels Betænkeligheder, saa stærk og tilforladelig som han stod for hende, og hun svarede hurtigt og ligesom lettet: «Ja – saaledes er det! – det er denne personlige Sandhed, der er saa sjelden. Selv kan jeg kun ufuldkomment realisere den i mit Liv – og hvad Magt ligger der forresten paa et Fruentimmers Overbevisning i et Samfund som vort! – men hvor jeg ser dette kjæmpe sig frem, der er jeg med. Og derfor tror jeg ogsaa nu, at De er paa ret Vei – til Kamp mod Løgnen; thi det er bedre at slide sig op i den Kamp end leve fredsommeligt med Løgnen i samme Stue!»

De kloge blaa Øine bleve straalende, mens hun talte; han saa henrykt paa hende og sagde derpaa – med en pludselig Overgang, der var karakteristisk for ham – roligt, ja næsten stille: «Saa vil jeg da rydde min Stue for Løgnen!»

Han gik et Par Skridt og talte langsomt og vægtigt: «Jeg vil begjære Provstens Tilladelse til at prædike i Kirlen næste Søndag – jeg har allerede talt foreløbig med ham om det. Jeg vil tale til Menigheden –»

149«Det var kanske ikke værdt –» sagde Rachel, «at gaa nærmere ind paa de specielle Punkter –»

«Nei – det er heller ikke min Mening. Jeg vil tale om at være sand i Livet. Jeg vil sige bent ud, at jeg er en Tvivler; men at Gud findes i Oprigtighed, ikke i Formerne; og jeg vil strængt gaa irette med min egen Stand, der mer end nogen anden er stivnet hen i Former og Ceremoniel.»

«Det vil kunne koste Dem Deres Fremtid; ihvertfald vil De faa mange Fjender.»

«Men kanske ogsaa en og anden Ven.»

«Mit Venskab skal De faa,» sagde hun og rakte ham Haanden, «om De finder nogen Erstatning i det; De kan stole paa mig, omend alle de andre vende Dem Ryggen.»

«Tak! –» sagde han næsten høitideligt og slap hendes Haand. Derpaa gik han hurtigt opover; men ikke gjennem Huset. Han tog en Sidegang og kom gjennem den lille Haveport ud i Gaarden.

Rachel stod længe og saa efter ham indover Alléen. Endelig havde hun truffet en Mand, som turde vove noget. Det havde aldrig Jacob Worse havt Mod til!


Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Garman & Worse

Garman & Worse kom ut 1880 og var Alexander L. Kiellands første roman. Den er typisk realistisk i det at den belyser samfunnsproblemer, og den er typisk «kiellandsk» i det at forfatteren bruker humor og ironi for å understreke poengene. Men boken inneholder også lyriske naturbeskrivelser, særlig kjent er beskrivelsen av havet i bokens første kapittel.

Garman & Worse er en grupperoman og har ingen egentlig hovedperson. I stedet møter vi en rekke personer som i større eller mindre grad beveger seg mellom miljøene som blir beskrevet. Flere konflikter blir belyst: generasjonskonflikter, sosiale konflikter, tidsskiftekonflikter og konflikter mellom kjønnene. Ved hjelp av paralleller og kontraster settes personer og miljøer opp mot hverandre, som for eksempel i begravelsesscenene mot slutten av boka, hvor konsul Garmans storslåtte begravelse står i grell kontrast til Mariannes enkle.

Både Kielland selv og den danske forleggeren Frederik Hegel var usikre på hvordan boka ville bli mottatt. 2. januar 1880 skriver Kielland til Georg Brandes: «Det er sandt, at min Roman blev mere tam end jeg selv havde tænkt; men jeg tilskriver det for en Del den Omstændighed, at Tanker der fra først af ere tænkte ganske nøgne – i Form af Tendens, altid ville tabe i sin oprindelige Skarphed, naar de iklædes Personer og udvikles gjennem Begivenheder og Karakterudvikling.»

Men romanen ble - og er fremdeles - en suksess og allerede etter noen få måneder måtte Hegel gi ut et nytt opplag. «Med «G. & W.» gik det som De spaaede – godt.» skriver Kielland i brev til Edvard Brandes 8/6 1880.

Se faksimiler av 2. opplag fra 1880 (NB digital)

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.