96Fru Fanny Garman havde lige fra først af været overmaade venlig mod Madeleine og bedet hende endeligen at se indover til dem i Byen. Men derved blev det ogsaa; og selv Madeleine, som dog ikke var synderligt dreven i de selskabelige Former, forstod, at Indbydelsen bare var en Talemaade.
Da hændte det en Søndag, at Madeleine kom til at staa foran et af de store Speil ovenpaa; hun var lysklædt og bar det store, mørke Haar halvt krøllet, halvt udslaaet nedover Nakken. Fanny gik forbi og saa sit Billede ved Siden af Madeleines.
Den smukke Frue standsede og blev opmærksom; den andens mørke Haar og lidt brunagtige Hudfarve stod fortræffeligt sammen med hendes egen klare Hud og lysblonde Haar. Madeleines Figur var vistnok lidt høiere og stateligere; men selve Ansigtet var jo ikke det ringeste smukt – nei ikke 97det ringeste! – Fru Fanny betragtede opmærksomt de to Speilbilleder, medens hun ordnede Madeleines Haar. Da hun var kommen tilende med sine Iagttagelser, lagde hun sin Arm om den unge Piges Liv og drog hende med sig gjennem Stuerne.
«Hør nu – søde Madeleinel» – begyndte hun og rynkede Øienbrynene, «jeg er saa rasende vred paa dig, fordi du aldri kommer ind til Byen. Til Straf skal du følge med os ind iaften; Morten kan sidde hos Kusken.»
Madeleine saa ind i det lille fine Ansigt og maatte uvilkaarligt tænke paa, hvor deiligt det var. De store blaa Øine laa saa smukt i Hovedet, selve Hovedet var saa lidet og sad saa frit paa Halsen, og om Munden var der saamange vexlende Træk, at man ikke kunde faa Øinene fra den, naar hun talte.
«Hvad glor du paa? –» spurgte Fanny spøgende.
«Du er altfor vakker – »svarede Madeleine oprigtigt.
«Naa – det maa jeg sige! – det var en landlig Kompliment,» lo den unge Frue; men hun blev alligevel en Smule rød og saa endmere straalende ud. –
98– Madeleine fulgte med til Byen og blev der et Par Dage. Senere kom hun ofte derind for en kort Tid. Fanny tog hende med til de faa Fornøielser, Byen frembød; ofte var der smaa Selskaber hos hende eller i hendes Omgangskreds. Overalt var de sammen, den ene fremhævede den anden ved den eiendommelige Kontrast i deres Ydre og ved en koket Lighed eller Forskjel i deres Toiletter.
Det gamle Garmanske Hus udmærkede sig derved, at enhver af Husets Beboere kunde gjøre omtrent, hvad han vilde – gaa og komme, kjøre eller ride – ganske efter sit eget Hoved. Huset var stort, og der kom saa mange Mennesker – dels Gjæster, dels Forretningsfolk, som blev over tilmiddags eller tilaftens, saa det mærkedes aldrig stort, om en eller anden var borte.
Madeleine kunde derfor heller ikke mærke, at nogen savnede hende synderligt i Huset. Fru Garman var jævnthen lige sær, og Rachel holdt sig mest for sig selv, hvilket – paastod Fanny – kom af, «at hun havde taget sig en ny Skriftefader.»
Alene Konsulen syntes at sætte etslags Pris paa hende. Naar hun kom tilbage fra et Besøg i Byen, sagde han altid: «Se – velkommen 99tilbage! – min Pige! –» og strøg hende over Haaret.
En Dag, hun just skulde stige ind i Fannys Enspander forat kjøre til Byen, kom Konsulen gjennem Gangen.
«Ei – ei! vil du nu løbe fra os igjen,» sagde han venligt, idet han gik forbi.
Madeleine fik saadan ond Samvittighed, og under megen Stammen og Beklemmelse fik hun endelig frem: om Onkel syntes, det var leit, hun reiste til Byen.
«Ih – bevare – nei!» sagde Konsulen og klappede hende paa Kinden, «du maa endelig gjøre ganske som du selv har Lyst til – Barn!»
Da Madeleine sad i Vognen, syntes hun, at hun var den dummeste Skabning paa Jorden. Hvorialverden kunde det nu falde hende ind, at nogen her i Huset brød sig om enten hun var her eller der eller hvorsomhelst; snarest var hun vel til Besvær. Hun angrede sin taabelige Opførsel, og da hun Dagen efter kom tilbage til Sandsgaard, strøg Onkelen hende ikke over Haaret.
Idetheletaget forstod hun slet ikke sine nye Omgivelser; alt var kommet saa ganske anderledes, end hun havde tænkt sig det. Da hun skiltes fra Vente-Per, havde de ikke vexlet mange Ord; men da han gik nedover 100Bratvoldsskrænten, stod hun længe og stirrede efter ham.
Hun lovede den Gang sig selv at holde fast ved ham, hvad de saa sagde i Byen, – og hun vidste, at alle derinde vilde være mod hende. Og hun kastede et Blik udover Havet og kjendte sig saa sund og stærk, hun følte baade Mod og Kraft til at føre sin Kamp for sin Ungdomskjærlighed.
Men nu var det d e t, som hændte, at der sletikke blev nogen Kamp.
Hun var saa sikker paa, at Rygtet om hendes Forhold til Vente-Per var naaet til Sandsgaard, saamegen Tale som hun vidste, der var folkimellem om hendes muntre Friluftsliv paa Bratvold; og i Førstningen gik hun og lurede paa den mindste Hentydning. Det var hendes faste Plan strax at tilstaa, at saaledes var det nu engang: han var en simpel Bonde og Fisker og hun – Madeleine Garman – holdt af ham.
Men ikke i den fjerneste Krog af Samtalen kunde hun finde nogen Hentydning; hun kunde ikke engang opdage, om man overhovedet vidste noget. Der blev aldrig talt om hendes Fortid paa anden Maade, end somom hun selvfølgeligt til enhver Tid havde opført sig som det sig hør og bør Frøken Garman. Andet syntes ikke at kunne falde 101disse Mennesker ind, og det var det, som tog Magten fra hende.
Fru Fanny holdt sit Hus i en mønsterværdig Orden, og det var et meget elegant Hus. Her fandtes hverken gammel Mahogny eller Hestehaar, alt var nyt og fuldt af Forsiringer. Det hele Møblement var fra Hamburg, Valnødtræ med Decoupørarbeide og Plyds. For Dørene hang tunge Portièrer; i alle Kroge og foran Vinduerne stod Blomsterborde eller Stativer med smukke Bladplanter, og midt paa Gulvet omkring Divanbordet var der grupperet en Uendelighed af Lænestole – bløde, udstoppede og broderede.
Leiligheden var ikke stor, men naar alle Døre stod aabne, var det et prægtigt Syn gjennem Rækken af Værelser fulde af Møbler og kostbare Gjenstande, Malerier, Brysseler Tæpper og især store Speil med Guldrammer.
Paa Sandsgaard var der saa koldt og tørt i de store Stuer, hvor Møblerne stod langs Væggene, at Madeleine uvilkaarligt gik stille og fik en Trang til at sætte sig hen i en Krog. Hos Fru Fanny var det derimod, somom Draperierne og de stoppede Møbler trængte sig lige indpaa hende, og der var saa mange Lænestole, at hun aldrig vidste hvor hun skulde sætte sig.
102Ikke engang Husets Herre syntes at bevæge sig med fuldkommen Frihed i sine egne Værelser; der var ikke Plads for hans svære Skikkelse. Men Fru Fanny tog ikke den ringeste Notice af ham; og han fandt sig tilslut i alt – magelig som han var, og desuden gik han helst sine egne Veie.
Morten Garman havde Ord for at være en hjertens godmodig Fyr, men lidt vanskelig at omgaaes. Naar man vilde gjøre Forretninger med ham, maatte man være forsigtig. Et eneste Ord kunde pludselig fordærve det hele, og havde man først faaet ham vrang, kunde Intet formilde ham igjen. Gamle Folk foretrak derfor at gaa til Sandsgaard og forhandle med Unge-Konsulen selv; det gik vel ikke saa fort; men det gik korrekt og med absolut Paalidelighed.
Den Unge – Grossereren – havde den Maner pludselig at se paa sit Uhr, afbryde Underhandlingen, stige tilvogns og fare afsted – til Sandsgaard eller andetsteds, og efterlade løse Aftaler og halv Besked.
Fru Fanny havde aldrig plaget sin Man med overdreven Ømhed endsige med Skinsyge; hun kjendte ham godt nok til at vide, at om hun nogensinde skulde faa Brug for hans Overbærenhed, var der Skyld nok paa hans Side til at kvitte af. –
103«Der gaar din Beundrer – Pastor Martens –, se Madeleine! hvor han skjeler bortover til os – den Guds Mand. Han hilser – Godmorgen Hr. Pastor!» sagde Fru Fanny, idet hun besvarede Præstens Hilsen. Paa samme Tid gjorde hun ogsaa Tegn til ham, at han skulde komme op.
Præsten var paa den anden Side af Gaden; men den var ikke bred. Et Øieblik syntes han at betænke sig, inden han gik over.
Imidlertid ringede Fanny paa Pigen og ordinerede Chocolade. Disse Formiddagstimer ved en Kop Chocolade eller et Glas Vin var hendes Sværmeri, og hun holdt altid Øie med Gaden. Kapellanen – Martens var residerende Kapellan – hørte til hendes hyppige Gjæster, især efterat hun havde sat sig i Hovedet, at Præsten var indtaget i Madeleine.
Det var ellers ikke saa urimeligt, at Fru Fanny havde sin Opmærksomhed henvendt paa at finde et Parti for Kapellanen – den hele Menighed var igrunden optaget af det samme. Thi Martens var en Mand paa en tredive Aar af et fordelagtigt Ydre, og nu var det over halvandet Aar siden han mistede sin første Kone, saa intet kunde være mere passende end at tænke paa den anden.
104«Godmorgen Frue! – Godmorgen Frøken Garman! – hvorledes befinder De Dem – mine Damer!» sagde Præsten, idet han traadte ind; «jeg kunde ikke modstaa Deres venlige Vink – Frue! – skjønt jeg ved af Erfaring, at en Visit hos Dem er altfor behagelig til at kunne afgjøres i Korthed.»
«Aa De er altfor god – Hr. Pastor! og jeg undrer mig mange Gange over, at De har saameget tilovers for et saadant Verdens Barn som jeg er,» sagde Fru Fanny med et lidet Blink henimod Madeleine,
«Der er saamænd flere,» som undrer sig derover,, svarede Kapellanen uden at forstaa Hentydningen.
«Nei – virkeligt! – hvem? hvem?» raabte Fanny nysgjerrigt.
«Ah! – De ved neppe, Frue!» forklarede Martens med et Skuldertræk, «i hvilken Grad vi stakkels Præster bliver iagttagne af Menighedens hundrede Øine. Saa er der da ogsaa nogle skikkelige gamle Koner, der have taget Forargelse af mine hyppige Besøg paa Sandsgaard og her hos Dem.»
«Nei – hvor morsomt! – hører du Madeleine!» raabte Fru Fanny straalende.
«Ja De ler – Frue!» sagde Kapellanen godmodigt, «men det kunde sandelig være 105slemt nok for mig, hvis jeg ikke havde saa god Støtte i Provsten.»
«Saa Provsten Sparre og De kommer godt ud af det med hinanden? jeg troede ellers, at Forholdet – –»
«I Begyndelsen – Frue – kun i Begyndelsen, og jeg skammer mig ikke ved at tilstaa, at det var min Skyld. Ser De, jeg kom fra først af opi det med nogle af de saakaldte Vakte her i Byen – skikkelige, brave Mennesker – Gud bevare mig for at sige andet! – men ikke ganske saadan – saadan –»
– «Comme il faut?» sagde Fru Fanny.
«Naa – naa! –» svarede han smilende, «det var jo ikke netop det Ord, jeg sagte efter; men lad gaa, De forstaar, hvad jeg mener.»
«Fuldkomment!» lo fru Fanny, idet hun tog imod Koppen, som Madeleine havde skjænket for hende.
«Saa kom jeg da i en skjæv Stilling til min Overordnede og havde mangfoldige Ubehageligheder, indtil jeg ret lærte Provsten Sparre at kjende; men da jævnede det sig saa smukt det hele, og nu tør jeg nok sige, at Forholdet mellem os næsten er som mellem Fader og Søn. O det er en sjelden Mand!» gjentog Kapellanen flere Gange.
106«Ja ikke sandt?» – raabte Fru Fanny, «det er den smukkeste Præst, jeg nogensinde har seet. Om man ikke forstod et Ord af Prædikenen, vilde det være en hel Opbyggelse bare at se ham forrette Gudstjenesten. Og saa de deilige Digte, han skriver!»
«Ja jeg for min Del sætter nu hans sidste Digtsamling «Fred og Forsoning» over alt, hvad der er udkommet i vor Litteratur i de sidste ti Aar. Kan De tænke Dem – mine Damer! et yndigere Digt end det lille:
«Jeg sad i Kveldens stille Fred
Paa Bænken ved min Hytte –»
– «Har han været fattig?» spurgte Madeleine hurtigt.
Fanny lo; men Kapellanen forklarede hende venligt og omstændeligt, at Digtet var skrevet, efterat Sparre blev Provst; det med Hytten var nærmest et digterisk Udtryk for hans store Tarvelighed.
Madeleine følte, at hun havde spurgt dumt, og satte sig til at se paa Gaden.
«Ja –» vedblev Kapellanen, «der er noget uforklarligt noget ved den Mand; jeg kan aldrig ret komme efter, hvori det ligger; men bare man staar Ansigt til Ansigt med ham, kommer det over En – en Følelse af det Mægtige, Overlegne, men ogsaa af etslags Fortryllelse. Naar han bliver Biskop –»
107«Biskop? –» spurgte Fru Fanny.
«Ganske vist – Frue! – der er ingen Tvivl om, at Provsten Sparre jo er selvskreven til den første Bispestol. der bliver ledig. Det har allerede været udtalt offentlig.»
«Nei virkeligt det har jeg aldrig tænkt paa!» raabte Fruen, «men det er ogsaa sandt! han vilde tage sig ganske pragtfuld ud – den mægtige Skikkelse med de hvide Lokker og saa det store, blanke Guldkors paa Brystet! Det er kjedeligt, at Byen ikke er Stiftsstad; en Biskop er virkelig saa interessant – for Exempel i «Leonarda». Madeleine, har du nogensinde seet en Bisp?»
Madeleine vendte Hovedet ind mod Stuen og blev blussende rød, idet hun stammede: «Hvad – hvad var det, du spurgte om – Fanny?»
Men Fru Fannys flinke Øine havde allerede bemærket Delphin, der styrede over Gaden mod Huset. Hun besvarede hans Hilsen og sagde til Madeleine, idet hun nøie iagttog hende: «Vær saa snil at hente en Kop til Fuldmægtigen – søde Madeleine.»
«Kommer Kandidat Delphin herop?» spurgte Kapellanen og saa sig om efter sin Hat.
«Ja – men De faar slet ikke Lov til at gaa – Hr. Pastor! – nu sad vi saa hyggeligt 108sammen» – Delphin traadte ind, Fru Fanny hilste med et fortroligt Nik og vedblev: «Nu skal De netop som Præst hjælpe os at omvende den ugudelige Kandidat Delphin.»
«Behøves ikke – behøves ikke! – naadige Frue!» – raabte Fuldmægtigen muntert; «jeg er allerede saa omvendt som jeg overhovedet kan blive. Skolebestyrer Johnsen har besørget det hele i en lang, dybsindig Samtale.»
«Vi sad just ogsaa i en religiøs Underholdning,» sagde Fru Fanny.
«Kommer De fra Skolebestyrer Johnsen?» spurgte Kapellanen; han havde fundet sin Hat og stod færdig til at gaa.
«Jeg fulgte ham et Stykke paa Veien ud til Sandsgaard; han lod til at være inviteret derud,» svarede Fuldmægtigen.
«Idag igjen!» – raabte Fru Fanny.
«Godmorgen Frue! godmorgen – nei De maa virkelig ikke overtale mig, jeg har allerede været her altfor længe. Godmorgen Frøken!» – Madeleine kom just ind; Kapellanen gik et Skridt frem, for at række hende Haanden. Men hun bar et Bræt med Kopper, saa han maatte nøie sig med at betragte hende med varm Ærbødighed.
I Trappen tænkte han paa, hvor det dog var uheldigt, at denne Delphin bestandig 109skulde komme ham iveien. Af Natur var Severin Martens meget godmodig; men han kunde ikke udstaa Fuldmægtigen. Hvergang denne kom ind i Samtalen, gik alt paatvers for Kapellanen; han havde en egen Maade at hænge sig i enkelte Ord, vrænge det hele om til Karikatur og fremkalde en Latter, som ofte kunde være yderst generende.
Kapellanen var heller ikke tilfreds med Skolebestyrer Johnsen. Den tilsyneladende saa ubehjælpelige unge Mand havde vidst at hjælpe sig fortræffeligt selv.
«Næsten daglig Gjæst paa Sandsgaard! hm! –» mumlede Pastor Martens, medens han gik nedad Gaden. –
Men oppe i Fru Fannys lille Salon tog Fuldmægtigen Præstens Plads, og Samtalen skiftede strax Farve.
«Den brave Kapellan ligte ikke, at Johnsen skulde til Sandsgaard,» sagde Fru Fanny.
«Det var just derfor, jeg fortalte det – Frue!»
«Aa – jeg forstod det meget godt! – De er altid saa udsøgt ondskabsfuld! Men kan nu forresten nogen begribe, hvad der gaar af min lærde Svigerinde? – Rachel, der ellers er kold og utilgjængelig som en Isbræ, bliver med en Gang imødekommende – indtil 110det upassende ligeoverfor – ja det er det mærkeligste! – ligeoverfor en Theolog!»
«Deres Svigerinde sværmer for den dystre Kraft –» sagde Delphin.
«Ah! –» henkastede Fruen, «der er ikke stort ved ham! i Førstningen fandt jeg ham ogsaa ret interessant – saadan i Smag af Ibsens «Brand» eller noget lignende. Men du gode Gud! hvor han dog i Grunden er kjedsommelig med sine korte Kraftsætninger, der dumpe ned i Samtalen som Stene.»
«Jeg er en Folkets Mand! – i Folket har jeg min Plads! –» sagde Delphin, idet han efterlignede Skolebestyrerens Stemme og Manerer.
Fru Fanny lo og klappede i Hænderne. Ogsaa Madeleine lo med; hun maatte altid le, naar Delphin var morsom. Forresten kjendte hun ham ogsaa fra den alvorlige Side. Det var især, naar de var alene, at han havde en trohjertet, aaben Maade at tale paa, som gjorde hende saa godt. Hun kunde snakke med Kandidat Delphin om mange Ting, hun ellers ikke havde Mod til at udtale sig om for andre. Det var ogsaa klart – for Fanny – ikke for Madeleine, at den unge Herre fortrinsvis søgte Huset i de Dage, Madeleine var i Byen. –
111Medens de sad saaledes og passiarede muntert om alverdens Ting, raabte pludselig Fru Fanny, som altid holdt Øie med Gaden: «Nei – se mig til Jacob Worse! han gaar min Dør forbi, – hilser ikke engang op! – han talte med nogen nede i Porten, – hvem kan det have været?»
Og den nysgjerrige Frue glyttede paa Vinduet: «Aa –» lo hun, «det var ved Gud lille Fredrik, han talte med. – Fredrikmand! –» raabte hun ned, «kom op til Mamma, skal du faa Chocolade.»
Den lille Christian Fredrik – en hvidhaaret, tyk Tingest paa fem, sex Aar – kom stavrende opad Trappen. Pigen lukkede ham ind, og Moderen spurgte, medens hun gjorde en Kop istand til ham: «Hvem var det, Fredrikmand snakkede med nede i Porten?»
«Det var med den store Manden –» svarede Barnet og saa paa Koppen med runde Øine.
«Den store Manden er Jacob Worse, og den «lille Manden» – det er Dem – Hr. Kandidat Delphin!» – forklarede Fanny leende, «min Hr. Søn er ikke endnu ganske salonfähig. – Spurgte den store Manden, hvem der var oppe hos Mamma?»
«Han spurgte, om Tante Rachel var i Byen –» svarede den Lille og greb ivrigt efter Koppen.
112Madeleine kunde ikke rigtig forstaa, at de to andre fandt dette saa uimodstaaeligt morsomt; men hun lo alligevel med, fordi lille Fredrikmand var hendes Yndling.
«De er en farlig Dame – Frue!» sagde Georg Delphin, da han tog Afsked, «jeg faar nok give min Ven Worse en Advarsel.»
«Ja – dersom De vover –!» raabte Fru Fanny og truede ad ham med en liden hvid, spids Pegefinger.
Der var noget ved Fanny – Madeleine vidste ikke, hvad det var –, som hun ikke ret kunde lige. Det kom helst frem, naar der var Herrer tilstede; men ogsaa alene med hende kunde der mangengang komme over Madeleine en Følelse, somom hun generede sig. Hun var ikke vant til alle disse Spørgsmaal, Drillerier og Hentydninger, som bestandig gik i en og samme Retning. Men tilslut blev hun saa omspændt af sin livlige og snaksomme Veninde, at hun begyndte at miste noget af sin ubevidste Sikkerhed; og stundom kunde hun gribes af etslags Angest, somom hun gik noget imøde – noget uundgaaeligt, hun ikke selv forstod.
Fru Fanny stod ved Vinduet og saa efter Delphin. Han var igrunden sletikke liden – Figuren ypperlig, og Klæderne sad som støbte omkring ham. Det krøllede Haar 113og de sorte Moustacher gav ham et vist distingveret Udseende; det var en Mand, man overalt maatte blive opmærksom paa. Underligt nok! – at hun nu først lagde Mærke til det!
Fru Fanny vendte sig mod Madeleine, der ryddede paa Bordet, og betragtede hende nøie.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Garman & Worse kom ut 1880 og var Alexander L. Kiellands første roman. Den er typisk realistisk i det at den belyser samfunnsproblemer, og den er typisk «kiellandsk» i det at forfatteren bruker humor og ironi for å understreke poengene. Men boken inneholder også lyriske naturbeskrivelser, særlig kjent er beskrivelsen av havet i bokens første kapittel.
Garman & Worse er en grupperoman og har ingen egentlig hovedperson. I stedet møter vi en rekke personer som i større eller mindre grad beveger seg mellom miljøene som blir beskrevet. Flere konflikter blir belyst: generasjonskonflikter, sosiale konflikter, tidsskiftekonflikter og konflikter mellom kjønnene. Ved hjelp av paralleller og kontraster settes personer og miljøer opp mot hverandre, som for eksempel i begravelsesscenene mot slutten av boka, hvor konsul Garmans storslåtte begravelse står i grell kontrast til Mariannes enkle.
Både Kielland selv og den danske forleggeren Frederik Hegel var usikre på hvordan boka ville bli mottatt. 2. januar 1880 skriver Kielland til Georg Brandes: «Det er sandt, at min Roman blev mere tam end jeg selv havde tænkt; men jeg tilskriver det for en Del den Omstændighed, at Tanker der fra først af ere tænkte ganske nøgne – i Form af Tendens, altid ville tabe i sin oprindelige Skarphed, naar de iklædes Personer og udvikles gjennem Begivenheder og Karakterudvikling.»
Men romanen ble - og er fremdeles - en suksess og allerede etter noen få måneder måtte Hegel gi ut et nytt opplag. «Med «G. & W.» gik det som De spaaede – godt.» skriver Kielland i brev til Edvard Brandes 8/6 1880.
Se faksimiler av 2. opplag fra 1880 (NB digital)
Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.