VIII.

114«Der er noget, jeg bestandig undrer mig over ved Dem – Hr. Kandiat Johnsen!» sagde Rachel, «i næsten alle de Samtaler, vi har havt om alvorlige Ting, kommer vi til et eller andet Punkt, som pludselig vækker en hel Række af Tvivl og Spørgsmaal hos os begge – ja jeg synes – næsten mest hos Dem!»

«Det er, fordi De fører Samtalen med Deres overlegne Skarpsindighed,» svarede Skolebestyreren.

Rachel saa et Øieblik paa ham. Alt flere Gange under dette interessante Bekjendtskab havde hun været paa sin Post mod ethvert Ord, der kunde have den fjerneste Smag af en Kompliment. Men hvergang hun betragtede det alvorlige – lidt grove Ansigt, følte hun sig beroliget; hun svarede derfor: «Aa der skal ikke stor Skarpsindighed til, forat indse, at naar to Mennesker drøfte 115en Ting sammen, maa der komme mere ud deraf end om hver tænkte alene for sig. Men hvad der undrer mig, er egentlig dette, at De ikke forlængst har gjennemarbeidet disse Problemer og disse Tvivl.»

«De har aabnet mine Øine for meget, som før –»

«Men – hør nu!» – afbrød Rachel lidt utaalmodigt, «nu har vi gaaet op og ned her – vist i en halv Time og talt om de mange Kollisioner, hvori en Præst maa komme, naar han baade skal være Guds og Statens Tjener. Og hvert Øieblik – eller ialfald flere Gange har De sagt: Ja De har Ret – det har jeg ikke tænkt paa før – eller lignende –.» Rachel standsede midt i den brede Gang mellem Hækkerne foran Huset, hvor de gik frem og tilbage, og saa ham ind i Øinene: «Hvorledes kan det dog være muligt – Hr. Kandidat Johnsen! – at De, som har studeret Theologi, og som har til Hensigt med Tiden at blive Præst, – at De ikke allerede forlængst har gjort Dem alt dette klart og taget Deres Parti?»

Kandidaten slog sine Øine ned for dette klare, gjennemtrængende Blik, idet han svarede: «Tvivl og Anfægtelser har jeg nok havt, – det gaar ingen af os fri for. Men naar det nu synes Dem – og jeg maa bekjende: 116det er virkeligt Tilfældet – at enkelte Ting komme ligesom bagpaa mig, saa har dette for en Del sin Grund i min eiendommelige Udvikling. Jeg kommer fra et fattigt Hjem – et meget fattigt Hjem –» han gjenvandt sin Sikkerhed, mens han talte – «uden synderlige Evner har jeg arbeidet mig frem ved Flid. Derfor havde jeg fuldtop at gjøre, mens jeg studerede og – ja det er sandelig min Mening – den, som har rigtig haardt alvorligt Arbeide, faar ligesom ikke Tid til Tvivl. Desuden er der ved selve Studiet og ved de Mænd, der lede det, noget – ja, hvad skal jeg kalde det! – noget beroligende – nei – betryggende vil jeg sige, som bevirker, at de Tvivl, der frembyde sig, ligesom bære sin Løsning i sig selv. Men Livet og ikke mindst mit Bekjendtskab med Dem – Frøken Garman! har bragt meget til at vakle hos mig.»

«Mindes De vor første Samtale?» spurgte hun.

«Jeg tror ikke, jeg har glemt noget Ord, vi har vexlet med hinanden.»

«Det var en af de første Søndage, De var paa Sandsgaard –»

«Ved Bordet dreiede Samtalen sig om Krig – var det ikke den Dag, De mener– » spurgte han.

117«Jo netop –» svarede Rachel, «Kandidat Delphin udviklede paa sin flotte, overfladiske Maade, at den nye Tidsaand vel skulde faa Bugt med Krigsondet, naar man bare kunde blive af med Kongerne og Præsterne. Som De husker – blev Præsten Martens meget ivrig og paastod, at Præstene netop var Fredens Mænd og deres Arbeide et Fredens Værk. Og Kandidat Delphin svarede saa behændigt, at enhver, som havde Lyst, kunde bare gaa hen i Kirken en Søndag og høre, hvor smukt den Fredens Mand Pastor Martens bad for Krigsmagten tillands og vands»

«Jeg erindrer det godt –» svarede Skolebestyreren med et Smil, «det var da, at jeg tog Ordet».

«Ja – De forsikrede, at De aldrig – om De blev Præst – vilde medtage Krigsmagten i Deres Kirkebøn».

«Det vil jeg heller ikke! – aldrig skal nogen Magt tvinge mig dertil – aldrig!»

Rachel saa paa ham; saaledes var det, hun vilde have ham.

«Jeg minder Dem om dette –» fortsatte hun, «fordi jeg nu ved, at der ogsaa er mange andre af Præstens Embedspligter, De ikke vil kunne udføre af fuld Hjertens Overbevisning. De har i vore Samtaler udtalt 118stærke Betænkeligheder ved Vielsesritualet, ved Absolutionen, ved Konfirmationen og mange andre Ting, saa tilslut staar det saaledes for mig, at enten maa De opgive at blive Præst, eller De maa lyve!»

«Lyve kan jeg ikke –» raabte han, – «heller give Afkald paa min Fremtid!»

«Men er da det nok?»

«De mener? – Frøken!»

«Synes De, at De har gjort Dem selv Fyldest ved saaledes at gaa afveien for de Krav, Deres Overbevisning stiller? Om jeg var Mand –» Frøken Rachel rettede sig – «saa vilde jeg netop opsøge Kampen – ikke krybe iskjul!»

«Jeg skal heller ikke krybe iskjul – Frøken!» svarede Kandidat Johnsen.

«Det haaber jeg heller ikke, De vil; her er nok af dem, som gjør det.»

Hun saa op imod Huset, som de nu var tæt ved. I den aabne Havedør stod Fru Fanny og fjasede med Delphin. Præsten Martens og Madeleine gik bortover mod Kroketpladsen, og Jacob Worse stod og saa efter dem med en Cigar i Munden.

Rachel vendte sig hurtigt om mod Kandidat Johnsen og sagde: «Jeg ved ikke noget uslere, end naar en Mand ikke vover hverken i Ord eller Handling at aabenbare, hvormeget 119han i sit inderste Væsen er i Strid med den almindelige, gjængse Opfatning. Den, der lister sig saaledes gjennem Livet, er i mine Øine feig».

Hun gik opimod Huset; men Skolebestyreren stod et Øieblik, derpaa vandrede han nedover Grusgangen igjen i dybe Tanker.

Jacob Worse sagde til hende, da hun gik forbi: «Har De lyst til at tage et Parti Kroket? – Frøken Rachel! – jeg synes Synd i Deres Kusine, hvis hun skal spille alene med Kapellanen.»

«De kan vist godt spare Dem Deres Medfølelse– Hr. Worse!» svarede Rachel i en Tone, som bragte ham til at fare iveiret og se paa hende; «jeg tror tvertimod, at Madeleine befinder sig meget vel i Præstens Selskab – det er netop Selskab for hende.»

«Jeg beder Omforladelse –» svarede Worse godmodigt, «det var ikke min Mening at være indiscret. Men jeg har faaet det Indtryk, at Deres unge Kusine igrunden sidder inde med en stor Portion Livlighed, som hun ikke ret faar udfolde.»

«Jeg ved ikke, om Madeleine eier noget saadant skjult Fond af Liv. Idetheletaget har jeg ikke meget tilovers for Folk, der ikke tør vise, hvad der bor i dem.»

«Ikke tør?» –, spurgte han forbauset.

120«Ja – jeg siger: ikke tør! Hvad er det andet end Mangel paa Mod, naar man saa omhyggeligt skjuler sit Indre, dækker over sin Overbevisning – lyver og spiller Komedie fra Morgen til Aften. Da er det dog bedre som Deres Ven deroppe –» hun gjorde et Kast med Hovedet mod Delphin – «at paradere med sine Grundsætninger og strø dem ud i Paradoxer og Vittigheder».

Jacob Worse forstod nu, at han havde truffet Frøken Rachel i en dybere Stemning end han havde ventet.

«Jeg har ofte lagt Mærke til –» sagde han alvorligt –, «at De – Frøken Rachel – finder det at være en Mands Pligt at træde frem overalt, hvor han føler sig krænket i sin Overbevisning. Men lad mig faa Lov til at forklare Dem –»

«Jeg bryder mig ikke om nogen Forklaring –» afbrød hun, «De skylder mig hellerikke nogen; men jeg gjentager det: det er feigt!»

Hun angrede Ordet med det samme, det var udtalt. Det var ogsaa faldt hende i Munden, fordi hun just havde brugt det i Samtalen med Johnsen. Men hun gik alligevel ind i huset uden nogen videre Forklaring.

Jacob Worse stod og stirrede betænkeligt paa sin Cigar. Nu var den altsaa 121kommen til Udbrud – den Misstemning, han længe havde mærket hos hende. Han vidste, at hun mente, hvad hun sagde; hun syntes, at han var feig.

Deres Forhold havde ligefra først af taget en kammeratslig Vending, som udelukkede enhver Kurtise. Hun havde ligefrem sagt ham, at saaledes vilde hun have det, hvis de overhovedet skulde blive Venner. Han var gaaet ind paa det, og de havde talt meget sammen; men ikke saa meget i den senere Tid.

Da Jacob Worse vendte sig om, saa han lige foran sig Skolebestyrer Johnsen, der kom op over Gangen med bøiet Hoved. Det gik med ét op for ham, at her var paa en eller anden Maade Aarsagen til Rachels sælsomme Opførsel; men denne Opdagelse bidrog ikke til at gjøre hans Sind blidere.

Amtmand Hiorth og Adjunkt Aalbom havde slaaet sig ned i den gamle Havepavillon bag Dammen. I Søndagsselskaberne paa Sandsgaard holdt de sig gjerne sammen, og det var ikke frit for, at de skumlede en Smule.

Amtmand Hiorth tilhørte en gammel Embedsfamilie, og holdt meget stærkt paa sin Honnør. Men ved Datterens Giftermaal – Morten Garman var det bedste Parti, der var 122at opdrive i Amtet – kom hans noget sensible Ambition oftere til at tørne mod den urokkelige Selvbevidsthed, som ved den solide, arvede Velstand var bleven indgroet i den Garmanske Familie.

Derfor turde Adjunkten slippe sin skarpe Tunge løs overfor Amtmanden, og dertil var han især oplagt efter en god Middag.

«De sove – Hr. Amtmand! jeg tør bande paa, at de sove – begge to!» raabte Aalbom, «har Hr. Amtmanden ikke lagt Mærke til, at baade Legationssekretæren og Konsulen forsvinde efter Bordet hver Søndag.»

«Jeg synes jo nok, at jeg ikke pleier at se dem ved Kaffeen; men det er jo bare et Kvarters Tid,» svarede Amtmanden og knipsede lidt Cigaraske af sit venstre Frakkeopslag, hvor hans nye Nordstjerneorden var fæstet.

«At byde en Mand som Hr. Amtmanden saadant!» blev Adjunkten ved, «og især denne saakaldte Legationssekretær! – som gjør Fordring paa etslags –»

«Aa – hvad ham angaar,» afbrød den anden, «saa er det vel snarest en Demonstration mod Embedsstanden. Richard Garman er – som alle halvtforlorne Existenser – ultra-radikal.»

123«Uden Tvivl – Hr. Amtmand! Konsulen er heller ikke ganske sikker. Ingen Agtelse for den høiere Dannelse! –»

«Man kan jo heller ikke vente mere af disse Handelsmænd –»

«Disse Kræmmere – Hr. Amtmand!» hviskede Adjunkten og saa sig forsigtig om til alle Sider. «Se saa – for Satan!» tilføiede han, «nu regner det! ja var det ikke det, jeg kunde tænke! har der skinnet lidt Sol om Formiddagen, saa maa der nødvendigvis regne om Eftermiddagen! Hvilket Klima! – hvilken Egn! hvilket Folkefærd! –» og under gjensidige Udgydelser og Klager skyndte de to Herrer sig omkring Dammen og naaede Huset just som det begynte at regne for Alvor.

Man pleiede at holde sig nedenunder efter Middagen, naar det var godt Veir, fordi der var store aabne Glasdøre mod Haven i den midterste Stue. Men da det nu blev Regnveir, og Søndenvinden begyndte at ruske i Blomsterne og den vilde Vin om Havetrappen, flyttede man ovenpaa.

Enten nu de gamle Brødre Garman virkelig havde demonstreret mod Embedsstanden ved at sove eller om deres Fraværelse havde været tilfældig, saa var de ialfald nu paa sin Plads: Legationssekretæren med Ryggen mod 124Ovnen og Konsulen henne under den store klokke i Samtale med Jacob Worse.

Det var efter den almindelige Mening disse Søndagssamtaler med Worse, som holdt Unge-Konsulen saa fortræffeligt à jour med alt, hvad der foregik i Byen.

Madeleine sad ved Vinduet og saa paa Regnet. Hun var helt overrasket over, hvilken behagelig Mand Præsten Martens var. Hendes Kjendskab til det Slags Folk havde hidtil mest indskrænket sig til de lidet smigrende Skildringer, hendes Fader gav tilbedste.

Men Præsten Martens var jo en livlig Mand – næsten munter. Han havde ikke givet hende en eneste Formaning – undtagen til at slaa rigtig haardt, naar hun krokerede; og han spillede Kroket ret godt og med megen Iver. Det var virkelig kjedeligt, at det skulde begynde at regne, før de vare færdige med Spillet.

Det var af den Art Eftermiddagsbelysning, da der ikke er mørkt nok til at tænde Lys, men netop saa mørkt, at ingen kan tage sig noget for. Naar der saa tilogmed silregner ude, kan en Sommereftermiddag blive dygtig lang i et Familieselskab, før Lysene, Kortene, Noderne og Toddyen komme frem.

125Fru Garman og Fru Aalbom sad i Sofaen og smaasnakkede. Fru Fanny, som i Dagens Løb havde faaet en hel Serie af «Blikke» fra Svigermoderen, fordi hun koketterede formeget med Fuldmægtigen, tog sig nu en Pønitensetur med de gamle Damer, og Præsten Martens sluttede sig til dem.

Men henne ved Ovnen samlede der sig en Gruppe omkring Legationssekretæren – bestaaende af Amtmanden, Adjunkten og Georg Delphin – Morten var ude – ingen vidste hvor.

Fuldmægtigen vilde helst slippe ud af Samtalen, for at gribe Anledningen til en tête–à–tête med Madeleine. Men Legationssekretæren holdt ham fast. Georg Delphin hørte til de Folk, han godt kunde lide. Den gamle Herre gjenfandt hos ham noget af sin egen Ungdom, den belevne, sikre Selskabstone og den slagfærdige Konversation.

Saa var det ogsaa en Svaghed hos den gamle Diplomat at ærte Folk saa smaat op imod hverandre, medens han selv – ved afvexlende at hjælpe begge Partier – sørgede for Ligevægt og god Tone i Diskussionen. I denne henseende var nu Georg Delphin et rent Fund. Han besad netop denne drillende Aandrighed – lige paa Kanten af det nærgaaende, men saa glat, at det vilde være 126Mangel paa god Tone at blive fornærmet. Derfor var det en sand Fest for Onkel Richard at se Amtmand Hjorth med al sin Aplomb vride sig under den lille behændige Fuldmægtigs Naalestik. Adjunkt Aalbom derimod var ikke saa fin paa det og brød derfor ofte gjennem den gode Tone – til stor Uleilighed baade for Amtmanden og Legationssekretæren.

Idag havde Onkel Richard faaet Samtalen ind paa et Felt, som han vidste vilde skaffe rigelig og interessant Underholdning. Det var i sin Almindelighed om Fædrelandets Fordele fremfor Udlandet.

Amtmanden havde været i Paris under Louis Philippe; Delphin havde for to Aar siden gjort en Sommertur gjennem Evropa, og Adjunkten havde været i Kjøbenhavn paa et Studentertog.

Delphin skildrede med Begeistring sine Reiser; men alt kulminerede i den høieste Lovprisning af Paris. Amtmanden holdt for, at Paris var en farlig, urolig og fordærvet By, det havde han godt mærket i 1847, og det var som bekjendt blevet endnu galere siden; Adjunkten prøvede at faa et Ord indført om Thorvaldsens Museum.

Samtalen begyndte at tage Fart. Legationssekretæren fordelte sin Hjælp saa ligeligt 127som han kunde; og naar han syntes han var kommen vel langt over paa Amtmandens Side, plirede han med Øinene til Fuldmægtigen.

Ivrigere og ivrigere kom man fra Gjenstand til Gjenstand. Kvindespørgsmaalet dukkede op. Amtmanden styrtede sig over den franske Usædelighed; men han var ulykkeligvis nødt til at lægge Baand paa sig for Damernes Skyld.

Aalbom, som her fik fast Fod under sig – paa Grund af sit Kjendskab til «det franske Sprogs Oprindelse og historiske Udvikling», ilede sin Ven Amtmanden til Undsætning med de forfærdeligste Citater ligefra Rabelair til Zola. Derpaa tog de begge i Forening «Hjemmets Kvinde!» – «Nordens Kvinde!» – «den sande Kvinde!» – «hun, som dybest inde» og saa videre – og løftede hende høit paa Skjolde. Men baade Legationssekretæren og Delphin var altfor galante Mænd til at sige noget herimod, og de to andre nød Seirens Triumf.

Da reiste Jacob Worse sig og traadte hen til Gruppen. Han havde ikke kunnet lade være halvveis at følge med Samtalen ved Ovnen, og pirrelig som han var efter Mødet med Rachel kunde han ikke længer tie stille. Konsulen smilede, da han gik og sagde halvhøit: «Jeg skal have et Øie med 128Dem, bliver det for galt, skal jeg hjælpe Dem.»

Fra det Øieblik, Jacob Worse kom ind i Samtalen, følte Legationssekretæren, hvorledes Tøilerne gled ham ud af Haanden. Worse gik frem som en Berserk; ikke saa, at han talte for høit eller brugte upassende Ord. Men hans Anskuelser vare saa altomstyrtende, saa uhørte, at alle de andre et Øieblik forstummede.

Han ryddede i en Fart tilside »al denne Snak om Kvinden herhjemme som den eneste sande – og saa videre» og gik saa løs paa Sagen om Kvindens Stilling hos os. Amtmanden spurgte ham overlegent, om han var en Tilhænger af «Emancipationen», og da Worse svarede ja, spurgte Amtmanden atter med et Smil, om han troede, at han vilde være tjent med en emanciperet Hustru? Hertil mente Worse, at nu var der ikke Tale om, hvad Manden var tjent med, men om hvad der var retfærdigt mod Kvinden. Den Tid maatte lakke mod Enden, da Hensynet udelukkende var, hvad der var mest bekvemt for Manden, og Fremtidens unge Mænd vilde forhaabentlig undse sig for at argumentere fra den Basis.

Dette var en aabenbar Fornærmelse ikke blot mod Amtmanden, men mod alle gamle Ægtemænd. Adjunkten protesterede, Fru 129Aalbom vrinskede henne i Sofaen, og Pastor Martens kom hen til de disputerende Herrer.

Men Jacob Worse var kommen iaande. Hans Tale flød raskt og med en haard Klang som af en indestængt Vrede: Hvad var det for nogle forkvaklede Grundsætninger, hvori Kvinden herhjemme opdroges! – hvormange tusinde gik tilgrunde som forkuede, udslidte Hustruer; – Evner spildtes og Kraft sløsedes bort til ingenting. Og Renheden skulde man tale saa sagte om i et Samfund, hvor Manden skulde vide alt og have Ret til alt; medens Kvinden kun skulde have Ret til ingenting at vide.

I den første Pause kastede atter Adjunkten sig ind med en skingrende Protest paa Kvindens Vegne; Amtmanden fulgte ham, Martens var ogsaa med; og Samtalen hvirvlede høiere og høiere, Delphin listede sig hen til Madeleine, og Worse kjæmpede alene med Svar til begge Sider, Ordene rev hverandre med sig. Sætningerne slyngede sig i hverandre, medens Stemmerne steg og Mændene bleve røde og varme.

Men Legationssekretæren lagde Hænderne paa Ryggen og iagttog halvræd den Storm, han havde reist og som han ikke formaaede at besværge.

Skolebestyreren prøvede et Par Gange 130at komme med; men Samtalen havde allerede en saa rivende Fart, at ingen vilde høre paa hans afmaalte, vægtige Indledninger. Rachel fulgte Disputen med Interesse; men hun ærgrede sig; hun ærgrede sig, naar de andre sagde noget dumt, og naar hun maatte give Worse Ret, ærgrede hun sig endnu mere; – det hele ærgrede hende: der stod disse vigtige Mandfolk og behandlede hende og hendes Stilling, som om hun var et fraværende Dyr, og ikke en af dem faldt paa at spørge om hendes Mening.

Forresten var Samtalen allerede forlængst snurret forbi Kvindespørgsmaalet. Jacob Worse prøvede forgjæves at holde den fast; afsted gik det gjennem den nyeste Literatur, saa Bladene fløi, saa gjennem Udenrigspolitiken, saa gjennem Indenrigspolitiken – bestandig ivrigere og hurtigere, bestandig med den samme Partistilling. Men Præsten kom efterhaanden mere i Forgrunden, Aalboms Stemme var kommen saa høit op i Applicaturen, at den sprang ret som det var; Amtmanden kom aldrig længere end til Begyndelsen af sin Tale, han slog sig gjentagne Gange paa sin Stjerne og sagde: «For Gud og Kongen!» – og før nogen vidste Ord af det, var man midt opi «den moderne Vantro.»

131Jacob Worse protesterede mod denne Digression; men Præsten Martens, hvis Stemme var ligesaa rolig, som da han begyndte, forklarede, at herom havde igrunden den hele Samtale dreiet sig. Den moderne Vantro havde været ligesom Baggrunden, og alt, hvad der «fra et vist Hold» var fremført, havde sin Rod i den.

Heri var Amtmanden og Adjunkten enige; men Jacob Worse rettede sig iveiret med en heftig Bevægelse, hans Ansigt var blegt, da han begyndte: «Mine herrer!»

Da gjorde Konsulen et Tegn til Jomfru Cordsen. Hun aabnede Dørene til Spisesalen; det stærke Lys faldt i en bred, blændende Stribe ind i Værelset. Først nu mærkedes det, at man havde snakket til det var blevet ganske mørkt. Herrerne førte sine Damer tilbords i den lyse, kjølige Spisestue.

Man aandede ud efter Kampen; men alle havde beholdt saameget af den, at Stemningen forblev lidt trykket.

«Hvor har du faaet de prægtige Hummere fra? – Mor!» spurgte Morten, der pludseligt var kommen tilstede – Ingen vidste hvorfra –; han passede Maaltiderne.

«Hummerne er kommen med Onkel Richard», svarede Fru Garman; «jeg tror han har en Fisker derude paa Bratvold, som 132skaffer ham de bedste Hummere.» Hun havde forsynet sig med et Rognstykke; Fru Garman spiste blot Rognen, mens den endnu var saa ung, at den laa som en koralrød Stribe i det hvide Kjød.

Madeleine blev næsten ligesaa rød som Hummeren og bøiede sig over sin Thekop. Vente-Per og alt det andet derudefra var kommet paa saadan Afstand; og naar hun nu tænkte paa sin oprindelige Plan, at fortælle det altsammen aabent for alle, syntes det hende en vanvittig Tanke. Hvor godt var det ikke, at ingen af disse Mennesker havde nogen Anelse om, hvor nær hun havde været ved at forløbe sig saa enormt. –

– Om Aftenen, da de skulde lægge sig, snakkede Brødrene om Dagens Begivenheder. Legationssekretærens Værelse var indaf Broderens, og uagtet han hver Aften røg Cigaretter, hvilket var Konsulen en Pest, saa maatte dog Døren altid staa aaben mellem dem om Natten.

De havde hver sin Maade at klæde sig af paa. Konsulen tog langsomt hvert Klædningsstykke efter en vis Orden og lagde det sammenlagt paa en vis bestemt Plads. Onkel Richard derimod rev Yderklæderne af sig og kastede dem, hvor det traf. Derpaa indhyllede han sig i sin Slobrok og satte sig til at røge, indtil Broderen blev færdig.

133«Det er en Fandens Kar – den Worse!» sagde Legationssekretæren og strakte sig i Lænestolen, «det gjør en formeligt godt at høre et Menneske snakke saaledes fra Leveren.»

«Han er for hidsig, – han holder ikke Maade –» svarede Konsulen fra sit Værelse.

«Bah! – man kan s’gu ogsaa faa formeget af dette Maadehold. Det er godt, at Ungdommen faar skaffe sig Luft, – det har den Ret til!»

«Aa – hvad er nu det for noget forbandet Snak – Pirre!» raabte Konsulen og kom helt hen i Døren, «hvad Pokker skulde vel det gavne Verden, om Ungdommen fik Lov til at skraale saaledes op ved alle Leiligheder?»

Men Onkel Richard var ikke ræd, naar de vare paa Tomandshaand. Han reiste sig mageligt og lod Slobrokken glide af Skuldrene. De to Brødre stod ligeoverfor hinanden – endogsaa i Negligé saa høist forskjellige. Unge-Konsulen var i Natskjorte og Flonelsunderbuxer, bundne for Knæerne med Baand og brede Linninger; de tynde Lægge stak i lange, graa Strømpeskafter, som alene Jomfru Cordsen kunde strikke.

Legationssekretæren derimod havde tyrkiske Tøfler, glatte Tricots, der sluttede stramt om hans smukke Ben, og fin, stivet Skjorte, 134som han brugte at ligge med om Natten – der var ingen af Richards Feil, der syntes Broderen saa vederstyggelig som denne.

«Ja – ved du hvad – Christian Fredrik!» – sagde Onkel Richard og lagde sin Haand paa Broderens Skulder, «om Ungdommen gavner Verden stort ved at skraale, det skal jeg lade være usagt. Men at vi to ikke har gavnet Verden et Gran ved at holde vor Mund –, det er jeg ganske sikker paa!»

«Hvad be –? – aa Snak, Richard!» sagde Konsulen uvilligt og vendte tilbage til sit Værelse.

Begge gik tilsengs og slukkede Lysene.

«Godnat – Christian Fredrik!»

«Godnat!» svarede Konsulen kort. – Men da Onkel Richard var lige paa Nippet til at sove ind, hørte han Broderen raabe: «Pirre! – Pirre! sover du alt?»

«Nei!» svarede denne og reiste sig op i Sengen.

«Hør du!» lød det atter fra Konsulens Værelse, «der var dog kanske noget i det, du sagde. Godnat!»

«Godnat!» svarede Legationssekretæren og lo saa smaat i Puden.

– En liden Stund efter snorkede de gamle Herrer fredeligt sammen

---

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.