258Konsul Garman laa i Sengen, det var tre Dage efter. Den venstre Side var endnu næsten fuldstængt lam; men Doktoren mente, det kunde rette paa sig, siden Patienten havde overstaaet de første Dage.
Konsulen havde ikke talt et Ord; men han bevægede Øinene, især det høire, det venstre laa halvt igjen og Munden var skjæv.
Onkel Richard sad altid ved Sengen og stirrede paa Broderen, indtil deres Øine mødtes, da saa han i Veiret med en Mine, som skulde være ubekymret. Thi Doktoren havde sagt, at den Syge maatte ikke komme i Bevægelse.
Naar Legationssekretæren var alene med den Syge, var han altid ræd for, at denne skulde begynde at tale; men somom Konsulen just havde ventet paa det, begyndte han netop en Dag, da Doktoren var gaaet. 269«Du Richard,» sagde han utydeligt, – «der maa gjøres en Del Forandringer –»
Se saa! – nu begynder det! tænkte Legationssekretæren.
Konsulen ventede lidt, før han fortsatte: «Det var et stort Tab –, som vil ramme os alle; Skibet var uassureret –»
«Ja – ser du – Christian Fredrik! –» svarede Onkel Richard i en upassende let Tone, «det er dog ganske besynderligt, hvad der saadan – hm! saadan kan hænde – for Exempel med et Skib.»
Konsulen saa paa ham.
Hvorledes skal dette gaa? tænkte den anden og saa sig om efter Hjælp.
«Hvad mener du med det? Richard! –»
«Ja – ja – ja! – det er dog en Pokkers Gut – den Gabriel –» sagde Legationssekretæren og prøvede at smile, «– ikke just i Skolen – mener jeg, men saaledes – for Exempel paa Værftet.»
«Hvad er det ved Gabriel?» – spurgte Konsulen hurtigt.
«Med Gabriel? – ingenting med Gabriel – andet end godt – udmærket godt! – hvor kan du tro –» – i dette Øieblik kom Rachel ind, og Onkel Richard udstødte et Suk af Lettelse.
270Rachel saa strax, at Faderen havde talt og gik hen til Sengen.
«Fortæl mig det hele, Rachel! –» sagde den Syge. «Jeg skulde gjerne fortælle dig altsammen Far! – thi det er bare godt alt; men jeg er ikke vis paa, om du kan taale en Overraskelse – en glædelig Overraskelse –» hun saa ham roligt ind i Ansigtet, mens hun talte.
Den Syge blev utaalmodig, og Rachel fortsatte, idet hun greb hans høire Haand: «Ser du – Skibet var færdigt til at gaa – ganske færdigt – og saa gik det – i rette Tid – før det brændte – forstaar du – ud i Vandet – og nu er det reddet og alt godt –. Se saa Far! – nu ved du det hele.»
«Men Gabriel? –» sagde Konsulen og saa paa Broderen.
«Det var Gabriel, som ordnede det hele, for Tom Robson kom ikke,» sagde Rachel.
«Fuld – ser du! pærefuld! – laa i Sengen – døddrukken – forstaar du –» forklarede nu Onkel Richard med Tegn og Gebærder.
«Se saa Far! nu skal du ikke spørge mere,» sagde Rachel afgjørende; «nu ved du alt.»
Faderen saa paa hende, og hun kjendte et svagt Tryk af hans Haand.
271Derpaa tog Rachel Onkel Richard med sig ud af Sygeveærelset og forbød ham at komme der alene, hvilket han fandt saare rimeligt. –
– Jomfru Cordsen havde travle Dage baade med den Syge – han vilde ikke have andre end hende og Rachel om sig –, og med at bringe det store Hus i Orden igjen efter Forberedelserne til Ballet. Men den gamle Dame fikk i denne Tid høie Tanker om Frøken Rachel.
– Præsten Martens havde ikke talt alene med Madeleine siden sit Frieri. Men i disse Dage af Ængstelse og Spænding, kom han meget ofte til Sandsgaard – Fru Garman laa tilsengs, man vidste ikke ret hvorfor –, og saa traf det sig flere Gange, at ingen andre end Madeleine var i Stuen, naar han kom.
I Førstningen var hun meget sky og forknyt, men da hun mærkede, at han ikke i mindste Maade var fortørnet, syntes hun, det var smukt af ham. Han var dog den, der viste hende mest Venlighed; thi hendes Fader havde ikke Tanke for andet end den Syge. –
En af de følgende Dage, da Konsulen havde ligget en lang Stund stille, sagde han til Rachel: «Lad Gabriel komme ind til mig.»
Faderen rakte ham den høire Haand, som han nu kunde bevæge lidt lettere: «Tak 272– min Dreng! – du har sparet os for et stort Tab, og vist dig som en Mand. Dersom det er saaledes, som jeg hører af Rachel, at du fremdeles ønsker at opgive dine Studier» –
«Hvis du ikke forlanger det – Far!» – stammede Gutten.
«Du skal faa reise til Handelsakademiet i Dresden og indtræde i Firmaet, naar du er færdig.»
«Far – Far! –» raabte Gabriel og bøiede sig over hans Haand.
«Se saa – se saa – min Dreng! – lad mig se, du lærer at arbeide, saa der kan blive noget af dig. Og saa maa du gjøre mig den Tjeneste at finde paa et andet Navn – Skibet skal skifte Navn –» – sagde Konsulen sagte.
Den store Ære overvældede Gabriel; men med en pludselig Ide raabte han «Phønix!»
Konsulen smilede svagt ved den høire Mundvig: «Nuvel! – lad det hedde Phønix. Vil du besørge Navnebrætterne.»
Da Gabriel kom ud, traf han Jomfru Cordsen. Han kastede sig om Halsen paa hende, klemte og kyssede hende, medens han gjentog: «Phønix! – Dresden! – Firma!»
«Hvalp!» skjændte jomfru Cordsen og sprællede imod, skrige gik ikke an; men 273«Hvalpen» var hende for stærk, og den gamle Dame overlod sig til sin Skjæbne.
Endelig løb han videre, og Jomfru Cordsen rettede paa sin Kappestrimmel, idet hun sagde ved sig selv: «Det ligger dem i Blodet allesammen.
Men da Gabriel løb over Gaarden og gav den tykke Kjøkkenpige Bertha et venskabeligt Dunk i Ryggen, slog den gamle Dame Hænderne sammen og raabte: «Ih – men Jøsses – Bitterdød! han bliver den værste af dem alle!»
– Konsulen havde flere lange Samtaler med sin ældste Søn, og Morten satte et værdigt Ansigt op, naar han viste sig for «Folkene». Det var med en underlig Følelse, han sad i den gamle Armstol i Kontoret paa Sandsgaard.
Fanny saa lidet til ham og savnede ham endnu mindre. Forholdet til Delphin havde faaet en Magt over hende, som hun aldrig før havde været grebet af, og hun kjæmpede med alle sine Midler, forat beholde ham.
Men fra den Dag, Delphin havde opdaget, at Madeleine kjendte hans Forhold til Fanny, blev dette Forhold ham næsten en Plage. Han vilde bryde, men kunde ikke; heller ikke havde han Mod til med en Gang at reise fra det hele; og saaledes slæbte han 274sig videre i det gamle Forhold – træt af at lyve, skammende sig, – men uden Kraft til at slutte.
Og mangen Gang, naar Samtalen gik istaa, var det somom han følte, at hun vidste, hvorledes han havde det, somom den fælles Hemmelighed raabte til dem; men Fanny lo, kyssede ham og snakkede, snakkede hurtigt for at overdøve det. –
– En Ting forundrede Alverden sig over, og det var, hvor lunkent man drev paa Opdagelsen af Brandstiftelsen; thi at Ilden var paasat, tvivlede ingen om.
Vistnok blev der optaget et Par Brandforhør med lange Mellemrum; men der kom ingenting for Lyset. Det var nu forresten ikke saa underligt – mente de fleste – naar man gav sig til at forhøre gamle Kjærringer og Gutunger fra west end, medens man lod de mistænkte gaa uspurgte.
Anders Begmand havde jo været indkaldt; men Politimesteren eragtede, at han «pas Grund af Legemssvaghed og manglende Begreb» ikke kunde afhøres som Vidne, og derved blev det.
Væggelusens Anelse gik ikke i Opfyldelse, hverken han eller Svensken eller Martin blev indkaldte, og efter et Par ildesindede 275Skumlerier i Avisen døde Sagen hen og blev glemt.
Ude i west end – ja inde i Byen og saa blandt simple Folk blev der smilet saa smaat og nikket hemmelighedsfuldt med Hovedet. De kunde nu ellers sige, hvad de vilde om Garman & Worse; men den Ros skulde Firmaet have, at de ikke brugte at bringe sine Folk «i Omstændigheder». Og siden det nu gik saa heldigt med Skibet, saa var det ikke mere at rode op i. Alle vidste jo, hvad der engang var hændt Marianne, saa nu kunde det være kvit og gaa op i op. At Politimesteren satte sig i Stolen og saa alvorlig ud, og spurgte og grov, somom det gjaldt at komme rigtig tilbunds – det kunde jo være vel nok – for en Ordens Skyld. Men det var dog noget, som alle vidste, at tilslut gik det som de fine Folk vilde have det; og naar Garman & Worse ikke vilde at der skulde findes noget, saa maatte det være Fanden til Politimester, som skulde finde noget alligevel.
Mangengang kunde det være skidt nok – dette; men denne Gang var det jo heldigt. Og deraf kunde man lære – hvis der endnu var nogen, som ikke vidste det –, at det er godt at holde sig tilvens med «de Fine», – selvom det skal koste noget.
Men ingen vilde længer have noget at 276bestille med Martin. Han var sluppen fri for Politi og Dom – de store Fællesfiender –; men han var alligevel en mærket Mand blandt Sine; og hans Venner betydede ham uden Omsvøb, at nu gjorde han bedst i at pakke sig af Landet jo før jo heller. –
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Garman & Worse kom ut 1880 og var Alexander L. Kiellands første roman. Den er typisk realistisk i det at den belyser samfunnsproblemer, og den er typisk «kiellandsk» i det at forfatteren bruker humor og ironi for å understreke poengene. Men boken inneholder også lyriske naturbeskrivelser, særlig kjent er beskrivelsen av havet i bokens første kapittel.
Garman & Worse er en grupperoman og har ingen egentlig hovedperson. I stedet møter vi en rekke personer som i større eller mindre grad beveger seg mellom miljøene som blir beskrevet. Flere konflikter blir belyst: generasjonskonflikter, sosiale konflikter, tidsskiftekonflikter og konflikter mellom kjønnene. Ved hjelp av paralleller og kontraster settes personer og miljøer opp mot hverandre, som for eksempel i begravelsesscenene mot slutten av boka, hvor konsul Garmans storslåtte begravelse står i grell kontrast til Mariannes enkle.
Både Kielland selv og den danske forleggeren Frederik Hegel var usikre på hvordan boka ville bli mottatt. 2. januar 1880 skriver Kielland til Georg Brandes: «Det er sandt, at min Roman blev mere tam end jeg selv havde tænkt; men jeg tilskriver det for en Del den Omstændighed, at Tanker der fra først af ere tænkte ganske nøgne – i Form af Tendens, altid ville tabe i sin oprindelige Skarphed, naar de iklædes Personer og udvikles gjennem Begivenheder og Karakterudvikling.»
Men romanen ble - og er fremdeles - en suksess og allerede etter noen få måneder måtte Hegel gi ut et nytt opplag. «Med «G. & W.» gik det som De spaaede – godt.» skriver Kielland i brev til Edvard Brandes 8/6 1880.
Se faksimiler av 2. opplag fra 1880 (NB digital)
Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
