277Unge-Konsulen maatte dø. I fjorten Dage var det gaaet op og ned med ham. Stundom syntes det, somom den høire Side skulde seire; men saa fik den venstre igjen Overtaget og stærkere hver Gang.
Jomfru Cordsen hørte Doktoren sige til Legationssekretæren: – «kanske nogle Timer endnu, men han lever ikke Natten over.»
Den gamle Dame gjorde en Tur gjennem Sygeværelset og gik saa ovenpaa. I hendes Værelse var der lunt og gammeldags. Tæpper og Klædelidser, laasede Skuffer, ingen løse Smaating laa omkring, – alting tæt, velforvaret og hemmelighedsfuldt.
Der kom en Lugt af rent Tøi og tørrede Lavendler, da hun aabnede Chatolet, og i den lille hemmelige Skuffe – bagom en Bunke stivede Natkapper – laa der forsigtig indpakket et Miniaturportræt i sort Ramme.
Det var en ung Mand i grøn Snorefrak 278med bred Fløielskrave. Haaret var rødligt og rullet frem efter den Tids Mode i store Bukler foran Ørene; Øinene vare blaa og klare, og Undermunden en liden Smule fremskudt.
Jomfru Cordsen sad en lang Stund og stirrede paa Billedet, og Taare efter Taare dryppede ned til de andre Hemmeligheder, som forvaredes i det gamle Chatol mellem Tøi og tørrede Lavendler. –
– Onkel Richard sad og stirrede paa Broderen. Doktorens Ord havde taget alt Haab fra ham, og alligevel kunde han ikke forstaa, at det var muligt.
«Det er snart forbi med mig – Richard!» – sagde den Syge ganske svagt.
Legationssekretæren lagde sig ned ved Sengen, og efter en liden Kamp brød han ud i Graad og lagde sit Hoved ned paa Tæppet.
«Her ligger jeg saa stærk og sund –» hulkede han «og saa kan jeg ikke gjør eet Gran for dig! – jeg har aldrig været dig til andet end Plage og Bryderi!»
«Snak – Pirre!» svarede Konsulen, «du har været mest for mig i Livet – du og saa Forretningen. Men jeg har noget at bede dig om Tilgivelse for, før jeg dør –»
279«Du? –» Onkel Richard troede, han talte over sig, og saa op.
«Ja ser du» sagde Konsulen og der gled noget over de halvt stivnede Træk, «jeg har narret dig; – du har ingen Vexler Richard – det var bare Spøg – er du sint paa mig?»
Om han var sint! – han lagde sit Ansigt ned igjen paa den visne Haand, og som han laa der og smaajamrede sig med det krøllede Hoved nede i Puderne, lignede han en stor lodden Newfoundlænder.
Doktoren kom ind: «Men Hr. Konsul – det gaar paa ingen Maade an, at Legationssekretæren ligger saaledes, det besværer Deres Aandedræt; – dersom De ikke –»
«Min Broder –» afbrød Unge-Konsulen med noget, der mindede svagt om Kontorstemmen, «min Broder Legationssekretæren skal ligge netop der, hvor han ligger.» Derpaa tilføiede han med Anstrængelse: «Vil De hente Familien.»
Doktoren gik. Lidt efter drog den Syge et langt Pust og sagde:
«Farvel – Pirre! – og Tak for alt ifra vi var smaa –» det var vel første Gang Konsul Garman citerede Digt – «al Burgunderen skal du have – alt er ordnet – jeg skulde gjort det rigeligere – men –» 280og der kom en liden Trækning i Ansigtet, somom det kunde være en mat Efterligning af den Bevægelse, hvormed han pleiede at lægge sin Hage tilrette i det stive Halsbind, idet han langsomt og næsten uden Lyd sagde: «men Huset er ikke længer, hvad det har været!»
Det var de sidste Ord, han sagde; thi før Doktoren fik hentet de andre ind i Sygeværelset, var Unge-Konsulen død – rolig og korrekt som han havde levet. –
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Garman & Worse kom ut 1880 og var Alexander L. Kiellands første roman. Den er typisk realistisk i det at den belyser samfunnsproblemer, og den er typisk «kiellandsk» i det at forfatteren bruker humor og ironi for å understreke poengene. Men boken inneholder også lyriske naturbeskrivelser, særlig kjent er beskrivelsen av havet i bokens første kapittel.
Garman & Worse er en grupperoman og har ingen egentlig hovedperson. I stedet møter vi en rekke personer som i større eller mindre grad beveger seg mellom miljøene som blir beskrevet. Flere konflikter blir belyst: generasjonskonflikter, sosiale konflikter, tidsskiftekonflikter og konflikter mellom kjønnene. Ved hjelp av paralleller og kontraster settes personer og miljøer opp mot hverandre, som for eksempel i begravelsesscenene mot slutten av boka, hvor konsul Garmans storslåtte begravelse står i grell kontrast til Mariannes enkle.
Både Kielland selv og den danske forleggeren Frederik Hegel var usikre på hvordan boka ville bli mottatt. 2. januar 1880 skriver Kielland til Georg Brandes: «Det er sandt, at min Roman blev mere tam end jeg selv havde tænkt; men jeg tilskriver det for en Del den Omstændighed, at Tanker der fra først af ere tænkte ganske nøgne – i Form af Tendens, altid ville tabe i sin oprindelige Skarphed, naar de iklædes Personer og udvikles gjennem Begivenheder og Karakterudvikling.»
Men romanen ble - og er fremdeles - en suksess og allerede etter noen få måneder måtte Hegel gi ut et nytt opplag. «Med «G. & W.» gik det som De spaaede – godt.» skriver Kielland i brev til Edvard Brandes 8/6 1880.
Se faksimiler av 2. opplag fra 1880 (NB digital)
Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
