Garman & Worse

av Alexander L. Kielland

XXII.

291Konsul Garmans Død vakte megen Bevægelse i Byen. Den mærkelige Begivenhed med Skibet var allerede Stof nok til flere Ugers Snak, og nu kom dette Dødsfald til med alle dets nærmere Omstændigheder og mulige Følger; – der var en Snakken og en Fortællen, saa det formeligt summede over den hele By.

Grossererne blinkede saa smaat til hverandre. Den Gamle ude i Sandsgaard havde været dem tung at trækkes med; nu blev her mere Alburum, og Morten var ikke farlig.

Forberedelserne til Begravelsen vare storartede. Liget skulde føres fra Sandsgaard og indsættes i Kirken. Der vilde Provsten Sparre holde en Tale, og Kapellanen skulde forrette Begravelsen paa Kirkegaarden.

Alle Korporationer skulde møde op med sine Faner, Borgermusikken holdt Øvelser til langt paa Nat; – der var et Styr som til 292syttende Mai, og der var dannet en formelig Festkomite.

Jacob Worse var ikke med paa alt dette. Han sørgede oprigtigt over Konsulen, der altid havde været næsten som en Fader mod ham.

Fru Worse ærgrede sig mere end hun sørgede. «Det var skidt – jagu var det skidt!» – mumlede hun, «at den Gamle skulde dø. Han vilde have Partiet istand, for det var da en fornuftig Mand; nu er der ikke andet end Kvindfolk derude, – for den Legationstingesten er nu heller ikke stort andet end et Fruentimmer! – hm! – hm!» tænkte den gamle Frue, «at den Rachel, som havde slig klog Fader, ikke har bedre Forstand!»

– I det Garmanske Hus paa Sandsgaard var der øde og stille fra øverst til nederst. Liget laa ovenpaa i den lille Sal mod Nord og der hang hvide Gardiner for alle Vinduerne i anden Etage.

Ikke en Lyd hørtes uden de ensformige Skridt af en, der gik uafladeligt gjennem de tomme Værelser.

Saaledes havde Onkel Richard gaaet hver Dag, siden Broderen døde – rastløs fra Ende til anden, i Stuerne ovenpaa, frem og tilbage i den store Dansesal, af og til ind til Liget, 292saa atter frem og tilbage, ud og ind den hele Dag til langt ud paa Natten.

– Rachel sørgede over Faderen saa dybt, som hun neppe selv havde troet muligt, mens han levede. Men der var foregaaet et Omslag i hendes Sind i den sidste Tid. De store Fordringer, hun altid havde stillet til andre, vendte hun nu mod sig selv, og hun indsaa, hvormeget hun havde at rette paa. Det blev hende ogsaa klart, at det hovedsageligt var hendes egen Skyld, at Faderen var forblevet hende saa fremmed. Først under Sygdommen havde de begge forstaaet, hvormeget de havde tilfælles, og hvad de kunde have været for hinanden. Nu var det for sent og hun saa trøstesløs fremover i sit unyttige Liv; thi Jacob Worses Raad var der ingen Mening i. –

Dagen før Begravelsen sad Madeleine i Havestuen; det var en raakold Vaardag med fint Regn og Sydvest; hun havde lukket Havedøren. Ovenover sig hørte hun Faderens tunge Trin – de nærmede sig, passerede over hende og tabte sig indover de andre Stuer.

Aldrig havde hun været saa beklemt og hjertesyg, og aldrig havde hun følt sig saa ensom – i det store Hus – fyldt med den Stilhed, der følger et Lig.

294Det bankede, og Præsten Martens traadte ind. Fru Garman havde bedet ham komme hver Dag i denne Tid.

«Godmorgen – Frøken Madeleine! – hvorledes lever De idag?» –

«Tak –» svarede hun, «jeg har det noksaa godt – det vil sige: som almindeligt.»

«Og det vil nok sige: ikke synderlig godt –» sagde Præsten deltagende, «dersom jeg var Deres Læge – Frøken! vilde jeg forordne et Badested for Sommeren.»

Han beholdt sin Hat i Haanden, men blev staaende ved Havedøren; hun sad i Sofahjørnet længer inde i Stuen.

«Det er en trist Dag til at være saa langt paa Foraaret,» fortsatte Præsten seende ud i Haven, «og et saadant Hus, hvor Døden netop har været med sit kolde Budskab – er et trist Sted –» hun hørte paa ham med bøiet Hoved, men sagde ingenting.

«Et saadant Hus,» blev han ved, «hvor der ligger et Lig, ligner mangt et Menneskeliv. Hvormange af os bære ikke et Lig i vort Indre, et eller andet Haab, der er døet ud for os – eller en bitter Skuffelse, som vi have begravet i en Krog af vort Hjerte.»

Han saa, at hun bøiede sig dybere ned over Sofaarmen, og han blev ved at tale – alvorligt, sagte – halvt til sig selv:

295«Da er det godt for et Menneske, at han ikke staar ensom; da er det godt at have nogen at støtte sig til, naar Livets bitre Alvor kaster sin Skygge over vort Liv –»

Madeleine begynte med en Gang at græde, saaat han hørte det.

«Jeg beder om Tilgivelse,» sagde han og nærmede sig Sofaen, «jeg gav efter for min egen Stemning; jeg har gjort Dem bedrøvet, og jeg skulde dog snarere have prøvet at opmuntre Dem – stakkels Barn!»

Graaden var kommet saa heftigt over hende, at hun opgav at skjule sin Bevægelse.

«Kjære Frøken Madeleine!» sagde Præsten Martens og satte sig i Sofaen et Stykke fra hende, – «De har det ikke godt, det har jeg længe seet. Og De kan vel tænke Dem, hvor smerteligt det er for mig at paa her og se Dem lide – og saa ikke faa Lov til at hjælpe Dem.»

«De har altid været saa god imod mig –» hulkede Madeleine, «men der kan ingen hjælpe mig; – jeg har det saa ondt – saa ondt!»

«Tro aldrig – kjæreste Frøken! – at nogen Sjælenød er saa stor, at den ikke kan lindres. Der er en vidunderlig Lægedom for det syge Hjerte i den fortrolige Meddelelse 296til en Ven, som forstaar os. Men netop derfor–» tilføiede han med et Suk, «er det dobbelt tungt for mig, at De ikke kan – at De ikke vil tillade mig at være en saadan Ven for Dem.»

«Jeg kan ikke –» stammede hun forvirret, «De maa ikke blive vred paa mig! – jeg er ikke utaknemmelig – De er jo den eneste –; men jeg er saa bange – jeg forstaar det ikke – vær ikke vred paa mig –» og hun rakte sin ene Haand en Smule henimod ham.

Præsten Martens tog Haanden og holdt den roligt mellem sine.

«De ved, jeg mener det godt med Dem – Frøken Madeleine,» sagde han i en alvorlig, beroligende Tone.

«Ja – ja – jeg ved det! men – men tror De, at jeg? –» hun saa ængsteligt paa ham.

«Jeg tror, at Deres Sjæl er forvirret, og jeg haaber, at jeg skulde kunne være Dem en paalidelig Fører gjennem Livet. De har ikke villet modtage mig, og jeg skal ikke plage Dem; men De skal vide, at alt, hvad jeg formaar, tilhører Dem.»

«Men – naar jeg ikke – naar jeg nu ikke» – hun skjulte sit Ansigt, «nei – jeg kan ikke –.»

Hans Stemme var saa venlig, næsten 297faderlig, da han flyttede helt hen til hende og sagde:

«Sig – Madeleine! føler De ikke ligesom en Tilskikkelse i dette? – dengang jeg bad om Deres Haand, afslog De mit Tilbud – hurtigt –; uden Overveielse – tør jeg nok sige. Se – nu holder jeg Deres Haand –» hun trak lidt i den, men han beholdt den – «atter er vi ført henimod hinanden. Er det ikke somom De ligefrem bliver henvist til mig – medens De staar saa ene og forladt mellem Deres egne. Thi – ikke sandt? Madeleine! – De føler Dem ensom?»

«Ak – jo! – jeg er saa ensom, saa sørgeligt ensom! –» sagde hun mismodig; og enten han nu trak hende til sig eller hun lod sig glide, saa laa hun til hans Skulder træt og viljeløs. Og medens hans Stemme lød mildt og beroligende over hende, aandede hun ud som efter en lang Besværlighed.

Men med et for hun op; han havde kysset hende paa Panden. Præsten reiste sig ogsaa, men beholdt hendes Haand.

«Vi vil ikke tale til nogen idag,» sagde han fortroligt, «paa Grund af Familiesorgen. Men lad os gaa ind til Fru Garman og bede om hendes Velsignelse. Din Fader derimod –»

«Nei – nei! –» raabte hun, «Far maa 298ingenting vide – aa min Gud, hvad er det, jeg har gjort!» mumlede hun og holdt Haanden for Øinene.

Han smilede stille og tog hendes Arm i sin: «Du er endnu lidt forvirret – Barn! men det vil snart gaa over.»

Dermed førte han hende frem mod Fru Garmans Værelse.

«Kunde det ikke være til imorgen – jeg har saa ondt i Hovedet,» bad Madeleine.

«Vi skal bare vise os for din Tante,» sagde han mildt, men bestemt, idet han aabnede Døren.

Fru Garman sad i Lænestolen i sit store, lune Soveværelse. Foran sig havde hun et Bræt med en Karaffel Vand og en liden straaflettet Flaske Curaçao. Paa en Assiette laa rundt omkring Kanten Brystet af en Kylling – skaaret i smaa Terninger, og midt i stod en liden Form Aspergessmør indgnedet med finhakket Persille.

Da de Forlovede traadte ind, holdt hun just en liten hvid Terning paa Gaffelen, idet hun trykkede den ind i Smørrret; men da hun fik Øie paa de to, lagde hun Gaffelen ligegyldigt fra sig og sagde:

«Jeg vil haabe – Madeleine! at du ikke glemmer at takke Vorherre, fordi han har bøiet dit gjenstridige Sind; og for Dem – 299Hr. Pastor! – vil jeg ønske og bede, at De aldrig maa komme til at fortryde dette.»

Et lidet Secund flammede der noget i Madeleines Øine; men hendes Forlovede sagde i det samme:

«Min kjære Madeleine er saa angreben af Sindsbevægelse. Vil du ikke helst gaa op paa dit Værelse? – Barn! – vi sees imorgen.»

Madeleine var ham virkelig taknemmelig for dette, og gav ham et lidet, svagt Smil, da han fulgte hende til Døren.

Da Præsten var gaaet, tænkte Fru Garman paa, hvor underligt det er med Folk strax, de blive forlovede. Hun anede, at hun ikke vilde faa saamegen Glæde af Kapellanen for Fremtiden.

Men Præsten Martens var lykkelig; han kunde næsten ikke sove Middagssøvn. Udpaa Dagen klarnede det op; det var bare en Skoddebanke, som havde ligget nedover Kysten fra Natten, saaledes som Havskodden pleier om Vaaren.

Hele Verden skinnede af Solskin for Præsten Martens, da han kom opover Gaden fra Guldsmeden, hvor han havde bestilt Ringene. Men han holdt sit Ansigt itømme, det gik ikke an, at han Dagen før sin Kjærestes Onkels Begravelse saa oprømt ud.

300Paa Torvet traf han Skolebestyrer Johnsen.

«De bliver vel med i Ligfølget imorgen – Hr. Skoleinspektør» – sagde Martens, forat faa en Samtale i Gang, han følte Trang til at meddele sig.

«Nei –» svarede Johnsen kort – «jeg skal holde et Foredrag i Missionsbazaren.»

«I Middagstimerne!» raabte Kapellanen overrasket, «men den halve By er jo med i Ligfølget!»

«Det er for Kvinderne, jeg vil tale –» sagde Skolebestyreren med Kraft og fortsatte sin Vei.

Hm! hm! tænkte Præsten Martens, han har sandelig forandret sig: Kvindeforeninger – Bazarer – Bibellæsninger; – anden Rangs Arbeide! – sagde Kapellanen i al Hemmelighed til sig selv; han var saa oprraømt.

Lidt borte i Gaden kom Kandidat Delphin tilhest. Præsten saa saa interessant ud, at Delphin holdt sin Hest an og raabte: «Goddag – Hr. Pastor! er det med Deres Ligtale for imorgen, De er saa tilfreds?»

Ligtalen! – Ligtalen – for det gjennem Præstens Hoved, den var jo ikke færdig; det var sandelig godt, han kom til at huske det. Imidlertid svarede han:

«Dersom jeg – trods min – hm! vor Sorg ser mere oplivet ud end kanske passende 301kunde være, saa er det af rent personlige Grunde – rent personlige –»

«Og turde jeg spørge, hvad det er for en Privatglæde, De gaar og nyder?» spurgte Delphin let.

«Ja – det skulde jo ikke netop blive bekjendt idag, – men til Dem –,» Præsten talte halvsagte: «jeg har idag havt den Lykke at blive forlovet.»

«Ei, ei! – jeg gratulerer,» raabte den anden muntert, «jeg tror endogsaa, jeg kan gjætte med hvem –;» han vilde gjættet paa Madam Rasmussen.

«Aa ja – det kan De vel –» svarede Martens roligt, «det er med Frøken Garman – Madeleine –»

«De lyver!» raabte Delphin og greb om Ridepisken.

Præsten traadte forsigtigt er Skridt længere ind paa Fortouget, hilste og gik videre.

Men Delphin red hurtigt udover Veien – udenom Sandsgaard – bestandig fortere, indtil Dyret skummede. Han var redet over en Mil halvt uden Besindelse. Kysten begyndte at blive flad og sandet; Skjærgaarden hørte op, og det aabne Hav laa foran ham. Solen skinnede paa den blaa Flade; langt ude stod Havskodden som en Væg; den vilde komme ind igjen til Natten.

302Delphin satte Hesten ind paa en Bondegaard og gik tilfods nedover Sandet. Det store rolige Hav trak ham til sig; han følte Trang til at være alene med sig selv og følge sine Tanker længer end han pleiede.

Alvorlige Tanker fik ikke ofte Tag i Georg Delphin, dertil var han dem for behændig og snar i Vendingen. Men idag maatte der være et Opgjør – det følte han, da han kastede sig i Sandet lige i Havkanten, hvor der var varmt i Eftermiddagssolen.

Først gik Tankerne bølgende som Brændingen, han saa udover. Han rasede først og fremst mod Præsten Martens, – hvem skulde tro, at han – Georg Delphin lade sig stikke ud af en Kapellan, som tilogmed var Enkemand! – og Madelaine, hvorledes kunde hun tage ham? – og jo mere han tænkte paa hende, desto mere kjendte han, hvor han elskede hende.

Og det kunde blevet anderledes; ja meget kunde blevet anderledes i hans Liv, naar han ret saa efter. Han kom til at tænke paa Jacob Worse, som havde trukket sig tilbage fra ham. Det var ofte hændt Delphin, at Folk ikke holdt længe ud med ham; det var bare Fanny, som holdt ud.

Endnu engang prøvede han at gjøre hendes Billede saa skjønt og bedaarende som 303muligt; men det vilde ikke lykkes. Madeleine skjød frem overalt, saa kom Præsten, og de pinlige Tanker begyndte omigjen.

Saa var der da intet Holdepunkt i hans Liv, det var altsammen forspildt – forfusket – ødelagt –; og tilslut blev han sig selv saa væmmelig som han laa der – uden en Ven – i et Forhold fuldt af Løgn til en, han ikke elskede – og foragtet af den, han elskede.

Imidlertid nærmede Taagen sig i løse Dotter til Stranden, gled henover Bølgerne opover Sandet, standsede lidt ved den smukke Mand, som laa der, for derpaa videre og lagde sig bag de store Tuer af Marehalm. Den graa Væg ude i Søen steg saa høit, at den naaede Eftermiddagssolen og slukte den ud, saa der blev graat og koldt i et Øieblik, medens Taagen kom flyvende tættere og tættere.

Delphin strakte sig i Sandet og lagde sit Hoved ned paa den venstre Arm – træt af Rideturen og sine tunge Tanker. De lange hvidgraa Brændinger kom væltende, krøllede sig og faldt sammen med en dæmpet, ensformig Knurren.

Han kom til at tænke paa, hvorlidet det skulde til, for at blive kvit hele dette Liv, der syntes ham saa lidet værdt; bare rulle sig et 304Par Gange nedover den lille Sandskraaning, saa vilde Bølgerne gribe ham, trille hans Lig op og ned – kanske føre det langt ud og lægge det op paa en fremmed Strand.

Men han var sig bevidst, at han ikke havde Mod, og som han laa saaledes og stirrede ud over sit eget Liv, faldt han hen i en Døs, mens Brændingen knurrede sin lille ensformige Sang, og den lille Aftenbrise, som fulgte Taagen, strøg koldt hen over ham.

Alle Linier i Landskabet flød udover i graat. Taagen kom tæt og sammenhængende indover, og Omridsene af Manden, som laa i Havkanten, udslettedes mer og mer. Tilslut blev han ganske borte; Havet tog sit store Viskelær og viskede ham ud. Men Havskodden drog tæt som en Væg opover Stranden, naaede de første Gaarde, svingede om Hjørnerne og sendte kolde Gufs indad aabne Vinduer og Døre.

– Men hurtigere end Taagen – tættere og mere gjennemtrængende end den – for Rygtet om Kapellanens Forlovelse omkring i Byen. Det trængte ind gjennem Sprækker og lukkede Døre, fyldte Husene fra Kjælder til Loft og stod saa tæt i Gaderne, at det standsede Trafiken.

«Har De hørt Nyheden? – en Forlovelse – gjæt – hvor? – hvem? – Frøken Garman 305– jeg har hørt det for en Time siden! – har De hørt Nyheden? – Kapellanen er forlovet! – Gud, hvor jeg er overrasket! – de kunde ventet til over Begravelsen – er det vist? – han har været hos Guldsmeden – har De hørt Nyheden? –» saaledes gik det –snur–snur– fra Hus til Hus. Og da endelig den udmattede By gik tilsengs, var det sikkert ikke et Menneske, som ikke havde hørt Forlovelsen mindst fem Gange. Det var en mærkelig Tid – rig paa store Begivenheder.

Men som man stundom ser en liden skidden Lerbæk falde ud i en klar Elv og følge med nedover – bestandigt holdende sin lille Stribe graagult Lervand adskilt fra den rene Strøm, saaledes fulgte der med den store Nyhed en anden liden, utækkelig Efterretning. Den fulgte altid med, dukkede op overalt, hvisket, mumlet, betvivlet, men altid gjentaget.

Og det var den Nyhed, at Pastor Martens gik med Paryk. Man kunde næsten ikke tro det; men det var ganske vist; Madam Rasmussen havde selv fortalt det.


Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Garman & Worse

Garman & Worse kom ut 1880 og var Alexander L. Kiellands første roman. Den er typisk realistisk i det at den belyser samfunnsproblemer, og den er typisk «kiellandsk» i det at forfatteren bruker humor og ironi for å understreke poengene. Men boken inneholder også lyriske naturbeskrivelser, særlig kjent er beskrivelsen av havet i bokens første kapittel.

Garman & Worse er en grupperoman og har ingen egentlig hovedperson. I stedet møter vi en rekke personer som i større eller mindre grad beveger seg mellom miljøene som blir beskrevet. Flere konflikter blir belyst: generasjonskonflikter, sosiale konflikter, tidsskiftekonflikter og konflikter mellom kjønnene. Ved hjelp av paralleller og kontraster settes personer og miljøer opp mot hverandre, som for eksempel i begravelsesscenene mot slutten av boka, hvor konsul Garmans storslåtte begravelse står i grell kontrast til Mariannes enkle.

Både Kielland selv og den danske forleggeren Frederik Hegel var usikre på hvordan boka ville bli mottatt. 2. januar 1880 skriver Kielland til Georg Brandes: «Det er sandt, at min Roman blev mere tam end jeg selv havde tænkt; men jeg tilskriver det for en Del den Omstændighed, at Tanker der fra først af ere tænkte ganske nøgne – i Form af Tendens, altid ville tabe i sin oprindelige Skarphed, naar de iklædes Personer og udvikles gjennem Begivenheder og Karakterudvikling.»

Men romanen ble - og er fremdeles - en suksess og allerede etter noen få måneder måtte Hegel gi ut et nytt opplag. «Med «G. & W.» gik det som De spaaede – godt.» skriver Kielland i brev til Edvard Brandes 8/6 1880.

Se faksimiler av 2. opplag fra 1880 (NB digital)

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.